KAPITEL 60 URANTIA I DEN FØRSTE LANDJORDSLIVETS ÆRA Den æra da sølivet var enestående, er slut. Landhævning, nedkøling af jordskorpen og af havene. Det at havene trak sig tilbage og efterhånden også blev dybere, mens landområderne udvidede sig kraftig langs de nordlige breddegrader - alt dette til sammen bidrog stærkt til at forandre verdens klima i alle områder langt væk fra ækvatorbæltet. Afslutningsepoken i den forrige æra var faktisk frøernes tidsalder, men disse forgængere til landjordshvirveldyrene, som nu havde overlevet i stærkt redukseret antal, var ikke længere dominerende. Ganske få arter klarede sig gennem den forrige periodes rigoristiske biologiske prøvelsestid. Selv sporeplanterne blev næsten udryddet. 1. de første krybdyrenes tidsalder Erosionsaflejringerne fra denne periode består for det meste af konglomerater, lerskifer og sandsten. Gipslagene og de røde lag rundt om i disse bundfældninger både i Amerika og Europa tyder på at disse kontinenters klima var udtørret. Disse ørkenområder blev udsat for kraftig erosion fra de voldsomme periodiske regnskyl over højlandet som omgav dem. I disse lag finder man få fossiler, men man kan se talrige fodaftryk i sandstenene efter landjordskrybdyrene. I mange områder indeholder de trehundrede meter med aflejringer af rød sandsten fra denne periode ingen fossiler. Dyrelivet på land fortsatte kun uafbrudt i enkelte dele af Afrika. Disse aflejringer varierer i tykkelse fra tusinde til tretusinde meter og helt op til fem og et halvt tusinde meter på Stillehavskysten. Lava blev senere presset ind mellem mange af disse lag. Palisaderne ved Hudson-floden blev dannet af udstødelse af basaltlava mellem disse Triaslag (Triassic). Omfattende vulkanaktivitet foregik i forskellige dele af verden. I Europa, særlig i Tyskland og Rusland, kan man finde aflejringer fra denne periode. I England hører den nye røde sandsten til denne epoke. Kalksten blev aflejret i de sydlige dele af Alperne som en følge af at havet trængte sig ind her, og den er nu synlig i form af de mærkværdige bjergvægge, tinder og søjler af dolomitkalksten i disse områder. Dette lag kan man finde over hele Afrika og Australien. Carrara-marmoret består af sådanne modificeret kalksten. Ingenting fra denne periode kan man finde i de sydlige dele af Sydamerika; den del af kontinentet holdt sig nemlig under vand, og kan derfor bare byde på en sølivsaflejring som går i ett med aflejringerne fra før og efter denne epoke. For 150 000 000 år siden begyndte verdenshistoriens første periode med landjordsliv. Livet i sin almindelighed gik det ikke så godt, men bedre end under den strenge og ugæstfrie afslutning af sølivets æra. Ved indledningen til denne æra befinder de østlige og centrale dele af Nordamerika, den nordlige halvdel af Sydamerika, det meste af Europa og hele Asien sig godt over havniveauet. Nordamerika er for første gang geografisk isoleret, men det varer ikke så længe, eftersom at Beringsstrædets landbro snart stiger op af vandet igen og forbinder kontinentet med Asien.
Store render danner sig i Nordamerika parallelt med kysterne mod Atlanten og Stillehavet. Det østlige Connnnecticuts store forkastning opstod, og den ene side sank vel efterhånden tre kilometer ned. Mange af disse nordamerikanske render blev senere fyldt med erosionsaflejringer, som mange af bassinerne i ferskvands- og saltvandsindsøerne i bjergområderne også blev det. Senere blev disse genfyldte landsænkninger hævet højt op af de lavastrømme som fandtes under jorden. De forstenede skove i mange områder stammer fra denne epoke. Stillehavskysten, der som regel havde ligget over vandet i løbet af kontinentets oversvømmelser, sank, undtagen den sydlige del af Californien og en stor ø som fandtes i det som nu er Stillehavet. Dette urgamle California hav var rigt på søliv, og strakte sig østover i en forbindelse med det gamle havbassin i det midtvestlige område. For 140 000 000 år siden, med de to førkrybdyrs forgængerne som havde udviklet sig i Afrika under den foregående epoke som eneste antydning, dukkede krybdyrerne pludselig op i fuld udrustet stand. De udviklede sig hurtigt, og blev snart til krokodiller, skellede krybdyr og efterhånden også både til søslanger og flyvende krybdyr. Overgangsformene som de nedstammede fra, forsvandt hurtigt. Disse hurtig udviklende dinosaurkrybdyr blev snart denne tidsalders konger. De lagde æg, og adskiller sig fra alle andre dyrearter ved deres små hjerner. De havde hjerner på godt under et halv kilo til at styre kroppe som senere kom til at veje så meget som fyrre tons. Men de første krybdyr var mindre, kødædere og gik på bagbenene med en kænguruagtig gang. Benbygningen var hul som hos fuglene, og efterhånden udviklede de kun tre tæer på bagbenene, mange af de forstenede fodaftryk efter dem er blevet fejltolket som spor efter kæmpefugle. Senere udviklede de planteædende dinosaurere sig. De gik på alle fire, og en forgrenning af denne gruppe udviklede et beskyttelsespanser. Flere millioner år senere dukkede de første pattedyr op. De var uden livmoder, og viste sig ganske hurtigt at være en fiasko; ingen af dem overlevede. Dette var en bestræbelse på at eksperimentere forbedringer frem hos pattedyrene, men det mislykkes på Urantia. Sølivet i denne periode var ringe, men forbedrede sig hurtigt efterhånden som havet gjorte nye indhug og efterlod sig vidtstrakte kystbanker. Eftersom at der fandtes flere af sådanne lavvande rundt om Europa og Asien, finder man de rigeste fossillejer langs med disse kontinenter. Om man i dag vil udforske livet fra denne tidsalder, så undersøg Himalaya- Sibiriske- og Middelhavsområderne og desuden Indien og øerne i det østlige Stillehavsbassin. Et fremtrædende træk ved sølivet var de store forekomster af smukke amonitblækspruttere, som man kan finde fossilrester af over hele verden. For 130 000 000 år siden var havområderne temmelig uforandret. Sibirien var forbundet med Nordamerika via Beringsstrædets landbro. Et rigt og unik søliv opstod ved Californias Stillehavskyst, hvor over et tusinde amonitarter udvikler sig fra de højerestående typer af blæksprutter. Forandringerne i livet i denne periode var virkelig revolutionerende, rent bortset fra at de foregik gradvis og bare var overgangsstadier. Denne periode son varede i femogtyve millioner år, er kendt under navnet Trias.
2. De nyere krybdyrernes tidsalder For 120 000 000 år siden begyndte en ny fase i krybdyrernes tidsalder. Denne periodes store begivenhed var dinosaurenes udvikling og tilbagegang. Landdyrslivet nåede sit højdepunkt hvad størrelse angår, og var blevet så godt som udraderet fra jordens overflade ved slutningen af denne tidsalder. Dinosaurerne udviklede sig i alle størrelser, fra en halvmeter lang art og til de store ikke kødædende dinosaurere, nærmere 23 meter lange, som i volume har overgået enhvert anden levende skabning nogensinde. De største dinosaurere havde deres oprindelse i det vestlige Nordamerika. Disse uhyrlige øgler ligger begravet rundt om i Rocky Mountains-området, langs hele Nordamerikas Atlanterhavskyst, over Vesteuropa, Sydafrika og Indien, men ikke i Australien. Disse massive skabninger blev mindre aktive og stærkere efterhånden som de voksede sig større og større, men de behøvede så enorme mængder mad, og landskabet blev så overfyldt med dem at de bogstavelig talt sultede ihjel og blev udryddet de var ikke intelligente nok til at kunne hamle op med situationen. På denne tid var det meste af det østlige Nordamerika, som længe havde ligget højt hævet, allerede blevet udjævnet og vasket ud i Atlanterhavet, så kysten strakte sig flere hundrede kilometer længere ud end i dag. Den vestlige del af kontinentet fortsatte med at være over vand, men selv disse områder blev senere indvaderet af både nordhavet og af Stillehavet, som strakte sig østøver til Black Hills området i Dakota. Dette var en ferskvandsalder kendetegnet af de mange indlandssøer, som det kan ses i den overflod af ferskvandsfossiler som man finder i de såkaldte Morrison lejere i Colorado, Montana og Wyoming. Tykkelsen på disse kombinerede saltvandog ferskvandsaflejringer varierer fra seks til femten hundrede meter, men der findes ikke ret meget kalksten i disse lag. Det samme polarhav som strakte sig så langt ned over Nordamerika, dækkede ligeledes hele Sydamerika undtagen Andesbjergene, som snart var i færd med at danne sig. Det meste af Kina og Rusland var oversvømmet, men havet gjorte størst indhug i Europa. Det var i løbet af denne oversvømmelse at de smukke litografiske sten i det sydlige Tyskland blev nedfældet, disse lag hvori fossiler, så som de mest sarte ældgamle insektvinger ligge bevaret som om de var fra i går. Floraen i denne tidsalder var meget lig den i den foregående. Bregnerne holdt stand, mens nåletræer og fyr mere og mere begyndte at ligne vore dages træsorter. En del kul blev fortsat dannet langs Middelhavets nordlige kyster. At havet vendte tilbage, gjorte vejrforholdene bedre. Korallerne spredte sig til europæiske farvande, noget som viser at klimaet fortsat var mildt og jævnt, men de viste sig aldrig igen i polarhavene, som langsomt var i færd med at nedkøles. Disse tiders søliv udviklede og forbedrede sig betydelig, særlig i europæiske farvande. Både koraller og søliljer dukker midlertidig op i større antal end før, men det var amonitblæksprutterne som dominerede blandt de hvirvelløse dyr i havet, med gennemsnitsstørrelser på mellem 8-10 centimeter, selv om en art nåede en diameter på to en halv meter. Svampe fandtes over alt, og både den tiarmede blæksprutte og østeren fortsatte med at udvikle sig. For 110 000 000 år siden fortsatte sølivet med at udfolde sine potentialer. Søpindsvinet var en af de mest fremtrædende mutationer fra denne epoke. Krabben, hummeren og dagens krebsdyrarter fandt deres nuværende form. Markante
forandringer indtraf i fiskeslægten, en størart optrådte for første gang. men den blodtørstige søslange, en efterkommer af landjordskrybdyrene, hjemsøgte fortsat alle have, og truede med at udrydde hele fiskeslægten. Dette fortsatte i hovedsaglig grad med at være dinosaurernes tidsalder. Landjorden var så overfyldt af dem at to arter havde søgt til havet for at klare sig gennem den foregående periode da havet havde gjort indhug i landmasserne. Disse søslanger repræsenterede et tilbageskridt i udviklingen. Mens nogle nye arter udviklede sig fremover, er der enkelte forgreninger som bliver stående på stedet, mens andre igen falder tilbage til tidligere udviklingstrin. Og det var det som hændte da disse to krybdyrsarter vendte landjorden ryggen. Efterhånden som tiden gik, voksede søslangerne sig så store at de blev vældig dovne og gik til sidst til grunde fordi de ikke havde hjerner store nok til at kunne give deres vældige kroppe beskyttelse. De havde hjerner som vejede under tres gram, til trods for at disse enorme fiskeøgler nogle gange kunne blive over femten meter lange, og de fleste var over ti meter. Søkrokodillerne var også et tilbageskridt i udviklingen fra landjordskrybdyrene, men i modsætning til søslangerne trak disse dyr altid op på land for at lægge deres æg. Kort tid efter at to dinosaurarter havde trukket sig til havs i et forgæves forsøg på at overlevelse, blev to andre slags drevet op i luften af den bitre konkurrence om at overleve på landjorden. Men disse flyvende fugleøgler var ikke forløberne til de efterfølgende tidsaldrenes virkelige fugle. De udviklede sig fra de hulbenene hoppende dinosaurere, og deres vinger havde en opbygning som hos flagermusen, med et spænd på seks til syv en halv meter. Disse gamle flyveøgler voksede sig tre meter lange, og de havde adskilte kæber, omtrent som hos slangerne i dag. En stund så disse flyveøgler ud til at skulle blive en succes, men de formåede ikke at udvikle sig i en retning som ville have gjort dem i stand til at overleve som luft navigatører. De repræsentere de uddøde forgreninger af fuglenes forløber. Skildpaddebestanden tiltog i denne periode, de så dagens lys i Nordamerika. Deres forgængere kom fra Asien over den nordlige landbro. For ethundrede millioner år siden nærmede krybdyrenes tidsalder sin afslutning. Dinosaurerne var i forhold til deres enorme kropsmasse nogle temmelig hjerneløse dyr, med altfor lidt intelligens til at skaffe sig næring nok til sådanne vældige kroppe. Og dermed bukkede disse dovne landjordsøgler under i stadig større antal. Herefter vil udviklingen følge hjernens vækst, ikke den fysiske størrelse, og hjernens udvikling vil være kendetegnet for hver og en af de næste epoker med udvikling af dyreliv og fremgang for planeten. Denne periode, som omfatter højdepunktet og den begyndende nedgangstid for krybdyrene, varede i næsten femogtyve millioner år og er kendt ved navnet jura. 3. Kridtstadiet Blomsterplanternes periode Fuglenes tidsalder Den store kridttid har fået sit navn fra de formeringsdygtige kridtdannende foraminiferns som dominerede havområderne. Denne periode bringer Urantia nær slutningen på krybdyrenes langvarige dominans, og man ser blomsterplanterne og
fuglelivet opstå på landjorden. Dette er også de tider da kontinentaldriften vest- og sydover afsluttes, i kølvandet af dette fulgte kraftige jordskorpe deformeringer, udbredt lavaudstrømning og stor vulkanaktivitet. Nær afslutningen af den forrige geologiske periode var meget af kontinenternes land over vand, selv om der forsåvidt ikke fandtes nogle bjergtoppe endnu. Men efterhånden som kontinentaldriften fortsatte, mødte landmasserne deres første store hindring på Stillehavets dybe bund. Denne kappestrid mellem geologiske kræfter gav fremdrift til dannelsen af hele den vældige nord- og sydlige bjergkæde som strækker sig fra Alaska og ned gennem Mexico til Kap Horn. Denne periode bliver dermed den geologiske histories moderne bjergdannelsesstadium. Før denne tid fandtes der kun få bjergtoppe, blot ophøjet bakkekamme med stor bredte. Nu begyndte Stillehavets kystbjergkæde at hæve sig, men den lå over tusinde kilometer vest for den nuværende kystlinie. Nevada bjergkæden begyndte at tage form, med sine guldholdige kvartslag som blev dannet af lavastrømme fra denne epoke. I den østlige del af Nordamerika forårsagede trykket fra Atlanterhavet også for at få landet til at hæve sig. For 100 000 000 år siden lå det nordamerikanske kontinent og en del af Europa godt over vandet. Det amerikanske kontinent fortsatte med at vride sig, noget som førte til at Andesbjergene i Sydamerika blev omdannet, og at Nordamerikas vestlige sletteland hævede sig gradvis. Det meste af Mexico sank i havet, og det sydlige Atlanterhav gjorte indhug i Sydamerikas østkyst, til det til sidst nåede den nuværende kystlinie. Atlanten og det Indiske Hav var da omtrent som de er i dag. For 95 000 000 siden begyndte de amerikanske og europæiske landmasser igen at synke. Sydhavene begyndte at indvadere Nordamerika og udvidede sig gradvis nordover for at forbinde sig med det Arktiske Hav, noget som indebar at kontinentet gennemgik sin næst største oversvømmelse. Da dette hav til slut trak sig tilbage, efterlod det kontinentet omtrent som det er i dag. Før denne store oversvømmelse begyndte, var de østlige Appalachian-højlande blevet tæret næsten helt ned til havniveau. Mange af de farvede lag med rent ler som nu bliver brugt til at lave lervarer, blev nedfældet over Atlanterhavets kystområder i løbet af denne tidsalder, i en gennemsnitstykkelse på sekshundrede meter. Kraftig vulkanaktivitet foregik syd for Alperne og langs med den nuværende californiske kystbjergkæde. De største deformeringer af jordskorpen i millionvis af år fandt sted i Mexico. Store forandringer foregik også i Europa, Rusland, Japan og i det sydlige Sydamerika. Klimaet blev mere og mere uensartet. For 90 000 000 år siden dukkede de dækfrøede planter op af disse første kridttidshave og spredte sig snart over kontinenterne. Disse landplanter opstod pludselig, samtidig med figentræer, magnolier og tulipantræer. Lige efter dette spredte figentræer, brødfrugttræer og palmer sig over Europa og Nordamerikas vestlige sletteland. Ingen nye slags landdyr så dagens lys. For 85 000 000 år siden lukkede Beringsstrædet sig og stængte nordhavets nedkølede vand ude. Før dette havde sølivet i Atlanterhavsgolfen og Stillehavet været meget forskellige på grund af temperatur forskellen mellem disse to vandmasser, men nu blev de ensartet. Aflejringerne af kridt og grønsandsmergel giver navn til denne periode. Bundfældningen fra disse tider er broget og består af kridt, lerskifer, sandsten og små
mængder kalksten, sammen med kul af dårlig kvalitet eller brunkul, og i mange områder indeholder det olie. Disse lag varierer i tykkelse fra tres meter nogle steder til tre tusinde meter i det vestlige Nordamerika og mange steder i Europa. Langs med grænseområderne til østsiden af Rocky Mountains bjergene kan disse aflejringer betragtes i de opskudte udløbere langs foden af bjergene. Over hele verden er disse lag gennemtrængt med kridt, og disse lag med porøs halvsten ligger i dag vendt op og suger vand op og sender det nedover for at sikre vandforsyningen i mange af jordens nuværende ørkenområder. For 80 000 000 år siden foregik der store forstyrrelser i jordskorpen. Kontinentaldriften vestover var stoppet op, og den enorme træghedsenergi fra de bagvedliggende landmassers langsomme bevægelse fik både Nordamerika - og Sydamerikas Stillehavs kystlinier til at krølle sig sammen og udløse dybtgribende eftervirkninger langs Asiens Stillehavskyster. Denne landhævning rundt om Stillehavet, som kulminerede i dagens bjergkæder, er mere end fyrre tusinde kilometer lang. Og forskydningerne som satte denne hævelse i gang, var de største forvridninger af jordskorpen som skulle finde sted siden livet opstod på Urantia. Omfattende lavaudstrømninger både over og under jordoverfladen foregik i stor udstrækning. For 75 000 000 år siden markeres slutningen på kontinentaldriften. Fra Alaska til Kap Horn var de lange Stillehavskystbjergkæder færdigdannet, men endnu fandtes der kun få bjergtinder. Efterslaget efter standsningen i kontinentaldriften fortsatte med at hæve Nordamerikas vestlige sletteland, mens østpå blev Atlanterhavskystregionens nedtærede Appalachian bjerge stillet helt på højkant, næsten uden hældning. For 70 000 000 år siden fandt jordskorpeforvridningerne i forbindelse med at Rocky Mountains området blev hævet op til sit højeste niveau, sted. Et vidtstrakt stensegment blev væltet 25 kilometer op på overfladen i British Columbia; her er den kambriske sten skubbet på skrå udover kridtlagene. I Rocky bjergenes østhæng nær den canadiske grænse skete der en anden spektakulær kuldkastning; her kan man finde førlivsstenlag som er skubbet ud over de da nydannede kridtlag. Dette var en tidsalder med vulkanaktivitet over hele verden, som gav ophav til utallige små, isolerede vulkankegler. Undersøiske vulkanudbrud foregik i det oversvømmede Himalayaområde. Meget af resten af Asien, Sibirien medregnet, stod fortsat under vand. For 65 000 000 år siden fandt en af tidens største lavaudstrømninger sted. Aflejringslagene efter denne og de foregående lavastrømme kan man finde over hele det amerikanske kontinent, Nord- og Sydafrika, Australien og dele af Europa. Landjordsdyrene forandrede sig kun lidt, men fordi fastlandsområderne voksede sig større, særlig i Nordamerika, mangfoldiggjorte de sig hurtigt. Nordamerika var det største område for tidens udvikling af landjordsdyrelivet, idet det meste af Europa var under vand. Klimaet var fortsat varmt og ensartet. Vejret i de arktiske områder var omtrent lige så dejligt som klimaet i dagens midt og sydlige Nordamerika. Plantelivet gennemgik en kraftig udvikling. På landjorden var det de dækfrøede planter som dominerede, og mange af dagens træsorter viste sig for første gang, deriblandt bøg, birk, eg, valnød, morbærfigentræ og vore tiders palmer. Frugt-
græs- og kornsorter fandtes i overflod, og disse frøgræs- og frøtræsorter var for planteriget det samme som forløberne til mennesket var for dyreriget deres betydning for udviklingen blev kun overgået af tilsynekomsten af mennesket selv. Pludselig og uden nogen gradvise udviklingstrin muterede den store blomsterplantefamilie sig frem. Og denne nye flora spredte sig snart over hele verden. For 60 000 000 år siden var landkrybdyrene i tilbagegang, men alligevel fortsatte dinosaurerne som landjordens herskere; det var de rappeste og mest aktive af de mindre, kødædende kænguruhoppende varianter som nu tog ledelse. Men nogen tid forinden var der dukket nye typer planteædende dinosaurer op, som forøgede sig hurtig takket være at græsfamilien nu var kommet til blandt landjordsplanterne. En af disse nye græsædende dinosaurere var en ægte firbenet, med to horn og en kappelignende skulderkrave. Landvarianten af skildpadden, seks meter bred, viste sig, og det gjorte også vore dages krokodiller og ordenlige slanger. Fiskene og andre former for søliv gennemgik også store forandringer. De tidligere tiders vadende og svømmende førfugle havde ikke været en succes som luftbårne skabninger, og ejheller havde de flyvende dinosaurere. De blev en kortlivet art som snart bukkede under. De delte dinosaurernes skæbne og bukkede under fordi de havde for lille en hjernemasse i forhold til kropsstørrelsen. Dette andet forsøg på at få dyr frem som kunne navigere sig frem gennem atmosfæren blev en fiasko på lige linie med det dødfødte forsøg på at få pattedyr frem i løbet af denne og en foregående tidsalder. For 55 000 000 år siden blev udviklingens fremmarch markeret ved den pludselige tilsynekomst af de første virkelige fugle, en lille duelignende skabning som var forgængeren til alt fugleliv. Dette var den tredie slags flyvende skabning som optrådte på jorden, og den sprang direkte fra krybdyrsgruppen, ikke fra sine samtidige flyvende dinosaurer eller fra de tidligere fugletyper som havde tænder. Og dermed bliver denne tid kendt som fuglenes tidsalder og samtidig som tidsalderen for krybdyrenes tilbagegang. 4. Afslutningen på kridttiden Den store kridtperiode nærmede sig sin slutning, og dets afslutning markerer at havenes oversvømning af kontinenterne var færdig. Dette gælder især for Nordamerika, hvor der havde været nøjagtig fireogtyve store oversvømmelser. Og selv om der forekom mindre nedsænkninger i havet senere, kan ingen af dem sammenlignes med havets omfattende og langvarige invasion under de foregående tidsaldre. Denne vekslingen mellem havets og landjordens dominans har stået på i cyklusser på en million år. Op gennem tidsaldrene har hævninger og sænkninger af havbunden og kontinenternes overflade haft sin rytme. Og disse samme rytmiske jordskorpebevægelser foregår i dag og videre igennem jordens historie, men herefter i langsommere takt og med mindre virkning. I denne periode ser man kontinentaldriften standse op, og Urantias nuværende bjergmasser blive dannet. Men presset fra kontinentalmasserne og den modarbejdet bevægelsesenergi fra deres langsommelige flytninger er ikke de eneste indvirkninger som får bjergene til at danne sig. Den vigtigste underliggende faktor som afgør hvor en bjergkæde skal dannes, er det føreksisterende lavland eller forsænkningen som er blevet fyldt op med de forholdsvis lettere aflejringer fra de tidligere tidsaldres erosion
på land og det drivende grums i søen. Disse lettere landarealer er nogle gange femseks tusinde meter tykke; og når jordskorpen af en eller anden grund bliver udsat for tryk, vil disse lettere områder derfor blive de første til at krølle sammen, folde og løfte sig op for at give plads til at ligevægten mellem de modstridende kræfter og trykvirkningerne som rører sig i jordskorpen eller under den, genvindes. Nogle gange bliver landet skudt til vejrs uden at folde sig. Men i forbindelse med Rocky bjergenes hævning forekom der store sammenfoldninger og skråskydninger, mens lag ophobninger i enorme mængder både under jorden og på overfladen blev vippet over ende. Verdens ældste bjerge ligger i Asien, på Grønland og i Nordeuropa blandt de ældre øst-vestgående kæder. De middel gamle bjerge er dem som ligger rundt Stillehavet, og den anden europæiske øst-vestgående kæde, som blev til omtrent på samme tid. Denne kæmpeopskydning er omtrent seksten tusinde kilometer lang og strækker sig fra Europa og tværs over til de vestindiske landforhøjninger. De yngste bjerge er Rocky Mountains kæden hvor landhævningerne i løbet af tidsaldrene havde foregået, bare for gentagende gange at blive dækket af havet, bortset fra at nogle af de højeste områder blev liggende som øer. Efter at de middel gamle bjerge blev dannet, blev et virkelig højbjergsområde hævet op som efterfølgende var bestemt til at blive skåret ud af naturelementernes kunstfærdighed for at blive til dagens Rocky Mountains. Dagens nordamerikanske Rocky Mountains område er ikke den oprindelige landhævning; den hævning var længe forinden blevet jævnet ned af erosionen og så hævet op påny. Den nuværende frontale bjergkæde er det som er tilbage af resterne efter denne oprindelige kæde som blev hævet op igen. Pikes Peak og Longs Peak er fremtrædende eksempler på denne bjergdannelsesvirksomhed, som strakte sig over to eller flere generationer af bjergenes levetid. Disse to tinder holdt hovedet over vandet gennem adskillelige af de foregående oversvømmelser. Både i biologisk og geologisk henseende var dette en begivenhedsrig og virksom tidsalder på landjorden og under vand. Søpindsvinene øges i antal, mens koraller og søliljer blev der færre af. Amonitblæksprutterne som havde været fremherskende gennem en foregående tidsalder gik det også hurtig tilbage for. På landjorden blev bregneskovene for en stor del fortrængt af fyr og andre af dagens træsorter, deriblandt de kæmpemæssige redwood træer. Ved slutningen af denne periode, mens livmorspattedyrene endnu ikke har udviklet sig, er den biologiske arena gjort klar for at de første forløbere til de fremtidige pattedyrsarter i den efterfølgende tidsalder kan fremkomme. Og dermed ender en lang æra i verdensudviklingen som strækker sig fra da det første landjordsliv opstod, helt til menneskeslægtens umiddelbare forgængere og deres parallelle udviklingsgrens nyere tid. Denne kridttid omfatter halvtreds millioner år og bringer landjordslivets førpattedyrsæra mod slutningen af en ethundrede millioner år lang periode som er kendt som den mesozoiske. [Præsenteret af en Nebadon Livsbringer anvist til Satania og som nu har sit virke på Urantia.]