2008-02-20. Gribskov Kommune. Tilslutningsbidrag til kloakanlæg Resumé: Statsforvaltningen fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med de gældende regler om opkrævning af tilslutningsbidrag til kloakanlæg. 20-02- 2008 Statsforvaltningens brev til en advokat STATSFORVALTNINGEN HOVEDSTADEN BORUPS ALLÉ 177, BLOK D- E I brev af 3. september 2007 har De som advokat for Holmsø Huset A/S klaget over Græsted-Gilleleje Kommunes, nu Gribskov Kommunes, opkrævning af betaling af tilslutningsbidrag til kloakanlæg i forbindelse med opførelse af 25 boliger i Baunehøj i Gilleleje. Statsforvaltningen har gennemgået sagen og fundet, at kommunen ikke har handlet i strid med de gældende regler om opkrævning af tilslutningsbidrag til kloakanlæg. Nedenfor redegøres for sagens baggrund og statsforvaltningens begrundelse for udtalelsen. Sagsfremstilling Deres klient anmodede den 1. marts 2005 kommunen om at oplyse, hvor man ønskede kloakledninger tilkoblet. Deres klient anførte, at man gik ud fra, at kloak kunne udføres i eget regi og uden tilslutningsafgift eller med reduceret tilskud. Deres klient anførte, at han ønskede et eventuelt tilslutningsbidrag oplyst. Det fremgår af Deres klients brev af 31. marts 2006, at han forgæves havde rettet henvendelse til kommunen mange gange for at få afklaret kloakproblematikken. 2400 KØBENHAVN NV JOURNAL NR.: 2007-613/221 SAGSBEHANDLER:JEIKOE DIREKTE TELEFON:7256 7096 TELEFON: 7256 7000 TELEFAX: 38 33 20 12 GIRO: 3001 4329848 EAN- NR. 5798000362222 SE- NR. 29-37- 62-20 hovedstaden@statsforvaltning.dk www.statsforvaltning.dk TELEFONTID: Mandag- Onsdag 09.00-15.00 Torsdag 13.00-18.00 Fredag 09.00-14.00 ÅBNINGSTID FOR PERSONLIGE HENVENDELSER: Mandag- Onsdag 09.00-15.00 Torsdag 09.00-18.00 Fredag 09.00-14.00 I brev af 5. april 2006 gav kommunen Deres klient afslag på at få et reduceret kloaktilslutningsbidrag. Kloaktilslutningsbidraget blev angivet til 36.700 kr. excl. moms á 25 boligenheder, hvilket i alt udgjorde 917.500 kr. excl moms og 1.146.875 kr. incl. moms.
I brev af 27. april 2006 anførte Deres klient, at kommunen udøvede forskelsbehandling på om man valgte at sælge projektet som andelsboliger eller som ejerboliger. Deres klient henviste til, at ved andelsboliger med én matrikel, skal man betale for omkostninger til kloakering og kommunen får det fulde bidrag. Hvis projektet udstykkes til rækkehuse, skal kommunen fremføre kloak ind på de enkelte huses matrikel til samme pris inkl. skelbrønde. Deres klient henviste til, at andre kommuner betaler den interne hovedkloak uanset hvilken boligform der vælges. Kommunen har i brev af 15. maj 2006 oplyst, at man opkræver betaling for kloaktilslutning i henhold til kommunens betalingsvedtægt. Kommunen har henvist til, at kommunens ejerskab og ansvar for kloakstikledning går til matrikelgrænsen. Ledningsforløbet inde på matriklen er privat ejendom og ansvar. Kommunen har endvidere anført, at såfremt Deres klient udstykker ejendommene til f.eks. rækkehuse under byggeriet, vil den interne hovedkloak blive betragtet som en privat kloakledning. Dette skyldes, at ledningsforløbet allerede er under etablering på privat initiativ og derfor må betragtes som privat hovedkloak/kloakstik. De har i brev af 4. juli 2006 til kommunen anført, at det er urimeligt, at kommunen trækker sin besvarelse af henvendelse om afklaring af kloakeringsforholdene i langdrag og derefter meddeler, at man ikke kan give økonomisk kompensation, fordi man i givet fald skulle have indgået aftale herom inden en privat udstykker selv igangsætter kloakanlæggets udførelse, hvilket man var tvunget til på grund af kommunens lange sagsbehandlingstid. De har endvidere anført, at det ikke kan være rigtigt, at kommunen kan opkræve forskellig betaling for andelsboliger og for ejerboliger, da spildevandsbelastningen er den samme. De har tillige anført, at kommunens afgørelse er i strid med Miljøministeriets vejledning om betalingsregler for spildevandsanlæg om dispensationsadgang til fastsættelse af lavere tilslutningsbidrag. De har anført, at kommunen ikke har overholdt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Kommunen har i brev af 3. august 2006 anført, at man har revurderet afgørelsen om kloaktilslutningsafgift i anledning af Deres brev af 5. april 2006. Kommunen har anført, at man på intet tidspunkt har stillet Deres klient i udsigt, at der kunne opnås dispensation SIDE 2
fra kloakbetalingsvedtægtens bestemmelser om betaling af et standardbidrag for hver boligenhed under den omfattende behandling, som byggesagen har gennemgået i kommunes bygningsafdeling og miljøafdeling. Kommunen har henvist til, at det eksisterende kloakstik blev etableret efter anmodning fra Deres klient. Anmodningen blev fremsat på et ledningsejermøde, hvor der ikke blev drøftet alternative tilslutningsmuligheder. Kommunen har anført, at det er kommunens faste praksis at kræve betaling af fuldt tilslutningsbidrag i overensstemmelse med betalingsvedtægten. Kommunen har henvist til, at dispensationsadgangen efter kommunens opfattelse er forbeholdt sådanne store etageejendomme, som er omtalt i vejledningens afsnit 3.7.1. Denne forudsætning er ikke opfyldt i den foreliggende sag. På dette grundlag fastholdt kommunen sin afgørelse af 5. april 2006 om betaling af fuldt tilslutningsbidrag. De har i Deres klage anført, at kommunen ved at henvise til den faste praksis for dispensation ikke har foretaget den i vejledningen krævede konkrete vurdering. Kommunen har derfor efter Deres opfattelse sat skøn under regel. De har endvidere anført, at kommunen overtræder lighedsgrundsætningen, da lige forhold ikke behandles ens. De har henvist til, at kommunen opnår en urimelig berigelse på bekostning af andelshaverne, som selv skal bekoste den interne kloakering fra matrikelgrænsen til samtlige boliger i modsætning til ejerbolighedsejere, hvor kommunen betaler for kloakeringen til hver enkelt bolig. Gribskov Kommune har i brev af 9. oktober 2007 til statsforvaltningen oplyst, at den omhandlede ejendom består af eet matrikelnummer og er bebygget med 25 boligger fordelt på 4 blokke i to etager samt et fælleshus. Kommunen har anført, at kommunen i medfør af miljøbeskyttelseslovens 28, stk. 4 og spildevandsbekendtgørelsens 9 har ført kloakstik frem til den matrikulære grundgrænse. Grundejeren skulle herefter udføre den resterende del af kloakanlægget som et privat anlæg på egen grund, således at bebyggelsen kunne tilsluttes. Kommunen har anført, at den etablerede ordning er i overensstemmelse med kommunens praksis på området. Denne praksis skal ses i lyset af, at en stor andel af kloakbidragene går til udbygning af det samlede kloakanlæg og renseanlæg. Kapaciteten her er afhængig af antallet af SIDE 3
tilsluttede husstande. Kun en mindre del af kloakbidragene går til at føre ledninger frem til bebyggelsen/boligerne. Kommunen har endvidere anført, at man i den konkrete sag har vurderet mulighederne for at kunne meddele dispensation fra betalingsvedtægten på grundlag af de faktiske forhold, herunder antallet af boliger og sammenholdt disse omstændigheder med bl.a. Miljøstyrelsens vejledning og kommunens egen praksis på området. Resultatet af denne vurdering var, at der ikke kunne meddelelses dispensation. Der er efter kommunens opfattelse ikke grundlag for at omgøre eller kritisere denne beslutning. Statsforvaltningens udtalelse Statsforvaltningen fører tilsyn med at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning, jf. 48, stk. 1, i den kommunale styrelseslov. 1 Det fremgår af såvel den dagældende som den gældende miljøbeskyttelseslovs 2 28, stk. 3 og stk. 4, at kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger, og at der er tilslutningspligt for ejendomme, når stikledning er ført frem til grundgrænsen. Det fremgår endvidere af den dagældende spildevandsbekendtgørelses 3 9 og af den gældende spildevandsbekendtgørelses 4 8, at grundejerne er forpligtet til for egen regning at tilslutte spildevand til kloakkerne gennem lukkede ledninger, når der er ført stikledning frem til grundgrænsen, inden for et i spildevandsplanen fastlagt kloakopland for det offentlige spildevandsanlæg. Følgende fremgår af såvel den dagældende 5 som den gældende lov 6 om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. 2: 1 Lovbekendtgørelse nr. 1060 af 24. oktober 2006 om kommunernes styrelse 2 Lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001 og lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 3 Bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 4 Bekendtgørelse nr. 1448 af 11. december 2007 5 Bekendtgørelse nr. 716 af 23. juni 2001 af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. 6 Bekendtgørelse nr. 281 af 22. marts 2007 af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. SIDE 4
Ved tilslutning af ejendomme, der ikke tidligere har været tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg, pålignes et standardtilslutningsbidrag. Der kan ikke opkræves tilslutningsbidrag fra ejendomme, der er tilsluttet eller er pålignet tilslutningsbidrag til et offentligt spildevandsanlæg, jf. dog stk. 4, 5 og 7. Stk. 2. Standardtilslutningsbidraget udgør 30.000 kr. eksklusive moms for en boligenhed. --------- Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte tilslutningsbidraget lavere end de i stk. 2-7 nævnte bidrag, dog aldrig lavere end de faktisk afholdte udgifter til detailledningsanlægget. Stk. 9. Tilslutningsbidraget, jf. stk. 2 og 3, reguleres årligt efter et af Danmarks Statistik udarbejdet reguleringstal baseret på bygge- og anlægsomkostninger. Vedrørende dispensationsadgang til fastsættelse af lavere tilslutningsbidrag anføres i Miljøministeriets vejledning nr. 12414 af 1. januar 2001 om betalingsregler for spildevandsanlæg følgende: I visse situationer kan det forekomme urimeligt at pålægge et fuldt standardtilslutningsbidrag, hvorfor der i lovens 2, stk. 8 er indsat en dispensationsadgang, der dog kun er tænkt anvendt rent undtagelsesvis. Herefter kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde fastsætte tilslutningsbidraget lavere end standardtilslutningsbidraget, dog aldrig lavere end de faktisk afholdte udgifter til detailledningsanlægget. -------- Det er en ufravigelig betingelse for anvendelse af dispensationsbestemmelsen, at forudsætningerne nævnt i afsnit 3.7.1 er opfyldt. Kravet om opkrævning af standardtilslutningsbidraget kan fraviges i de situationer, hvor anvendelsen af reglerne om standardtilslutningsbidrag vil føre til tilslutningsbidrag, der er helt ude af proportioner med de faktiske omkostninger ved kloakeringen og den faktiske afledning. Anvendelsen af dispensationsadgangen forudsætter, at kommunalbestyrelsen foretager en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Som eksempler på situationer, hvor dispensationsadgangen kan anvendes, kan nævnes ejendomme med mange boligenheder, f.eks. store etageejendomme, og erhvervsejendomme i byzone med et stort grundareal i forhold til den afledte spildevandsmængde. I disse tilfælde kan det i det konkrete tilfælde være rimeligt, at kommunalbestyrelsen fraviger reglerne om standardtilslutningsbidrag, fordi disse ville føre til urimeligt store bidrag set i forhold til SIDE 5
den faktiske afledning og de faktiske omkostninger ved en detailkloakering. -------- Da kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde skal vurdere rimeligheden i bidragets størrelse, kan der ikke fastsættes generelle administrative regler for anvendelsen af dispensationsbestemmelsen. ------- Kommunalbestyrelsen skal dog - selvom der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde - sikre en ensartet anvendelse af den undtagelsesvise dispensationsmulighed i overensstemmelse med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Dette skal forstås således, at sammenlignelige tilfælde, dvs. ejendomme hvor henholdsvis kloakeringsomkostninger og spildevandsafledning er sammenlignelige, skal behandles ens. Græsted-Gilleleje Byråd har vedtaget en betalingsvedtægt, som trådte i kræft den 1. januar 2001. Bestemmelserne heri vedrørende tilslutningsbidrag svarer til de i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg og de i vejledningen fastsatte bestemmelser. Det er statsforvaltningens opfattelse, at kommunen ikke har handlet i strid med ovennævnte regler om betaling af tilslutningsbidrag til kloakanlæg ved at opkræve det pågældende tilslutningsbidrag. Statsforvaltningen har herved lagt vægt på, at undtagelsesbestemmelsen i 2, stk. 8, i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg kun er tænkt anvendt rent undtagelsesvis, jf. ovennævnte vejledning. Statsforvaltningen finder endvidere, at kommunen ifølge de foreliggende oplysninger har foretaget en konkret vurdering af, om der kunne gives dispensation i forbindelse med det pågældende byggeri. Statsforvaltningen finder ikke grundlag for at antage, at kommunen har sat skøn under regel i forbindelse med kommunens praksis, hvorefter der ifølge kommunens oplysninger foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og hvorefter undtagelsesbestemmelsen om lavere tilslutningsbidrag kun anvendes ved store etageejendomme som angivet i vejledningen. Endelig finder statsforvaltningen ikke, at kommunen har tilsidesat den almindelige lighedsgrundsætning eller udøvet usaglig forskelsbehandling i forbindelse med opkrævningen af tilslutningsbidraget. Statsforvaltningen har herved lagt vægt på, at kommunen alene afholder udgifter til kloakering frem til en privat SIDE 6
ejendoms grundgrænse, jf. miljøbeskyttelseslovens og spildevandsbekendtgørelsens regler, som ovenfor citeret, og at ens forhold således behandles ens, idet de skrevne regler ikke sondrer mellem private ejendomme med én eller flere boligenheder. Statsforvaltningen foretager sig herefter ikke yderligere i anledning af Deres henvendelse. Statsforvaltningens udtalelse vil blive offentliggjort på statsforvaltningens hjemmeside. Med venlig hilsen Lone Birgitte Christensen Kontorchef/ Jette Eikrem Fuldmægtig SIDE 7