1. Indledning og problemfelt

1. Indledning og problemfelt I 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland, og efter kort tid blev der skabt et samfund, hvor en anti-jødisk racelov, som førte til diskrimination af jøderne, var dominerende. Jøderne blev fra slut 30 erne deporteret til koncentrationslejre, hvis hovedformål var udslettelse af det jødiske folk. Forholdene i disse lejre var umenneskelige, og overlevelse var en daglig kamp for fangerne. Vores motivation for dette projekt er at få en bredere forståelse af den verden, som koncentrationslejrene var. Vi ønsker at få et dybdegående indblik i hvilke forhold og normer der gjorde sig gældende i koncentrationslejrene. Koncentrationslejrene bar præg af en samfundsmæssiggørelse, hvor normer, regler, autoriteter og arbejdsliv var en del af den enkelte fanges hverdag. Fangerne blev tvunget til at tilpasse deres liv og adfærd i en ny verden, hvor ekstreme leveforhold var en kendsgerning. Vi undrer os over, hvordan et menneske er i stand til at tilpasse sig en så ekstrem situation, og hvilke overvejelser om overlevelser der fulgte med dette fangenskab. I dag ser vi også eksempler på mennesker, som bliver holdt fanget under ekstreme forhold. Et eksempel på dette kan være de to danske søfolk, som blev holdt som gidsler af somaliske pirater i lidt over to år. De levede i et fangenskab, hvor hverdagen var uforudsigelig, og hvor der herskede stor uvished om, hvor længe fangenskabet skulle vare. De levede under fysisk dårlige forhold præget af vold og sygdom. Disse aktuelle hændelser leder os frem til et projekt, hvor væsentlige personligheder med hver deres beretning, skildrer deres hverdag og de tanker samt overvejelser, der fyldte deres hoveder under fangenskab i koncentrationslejrene. Viktor Frankl, Samuel Pisar og Primo Levi oplevede alle tre koncentrationslejrene på hver deres måde, og på forskellige tidspunkter i deres liv. De tre beretninger fremstiller koncentrationslejrene som en verden, hvor en gensidig afhængighed afspejler den komplekse arbejdsdeling, der leder frem til det overordnede formål, som det tyske samfund stilede efter. For at forstå hvordan Holocaust var mulig, vil vi benytte Zygmunt Baumans Modernitet og Holocaust til at belyse moderniteten som samfund, samt for at forstå hvilke mekanismer i samfundet, som kunne lede til netop Holocaust. Viktor Frankl beskriver efter sit fangenskab tre faser, som han mener en fange gennemgik under og efter livet i koncentrationslejren. På baggrund af Viktor Frankls tre faser vil vi diskuterer, hvorvidt 1

disse faser kan ses i alle tre beretninger. Samtidig finder vi det relevant at redegøre for det tyske samfund op til 2. Verdenskrig, samt de generelle strukturer og forhold der herskede i koncentrationslejrene. Ovenstående leder os derfor frem til følgende problemstilling, som vi, i vores opgave, ønsker at besvare. 1.1 Problemformulering Hvordan oplever fangerne koncentrationslejren som en markant anderledes verden end den de kommer fra, og hvilke forestillinger afsatte dette hos den enkelt fange, om hvordan man overlever? 2. Metode Vi har i denne projektrapport valgt at benytte Samuel Pisars Blod og håb, Primo Levis De druknede og de frelste samt Viktor Frankls Psykologi og eksistens for at få en forståelse af de overlevendes oplevelser omkring fangenskabet i koncentrationslejrene. Derudover vil vi anvende Zygmunt Baumans Modernitet og Holocaust til at få en bedre forståelse af de samfundsmæssige forandringer, som forekom i tiden op til 2. Verdenskrig og som muligjorde Holocaust. For at kunne skabe en bedre forståelse af forfatternes fangenskab, og de samfundsmæssige problemstillinger der fandtes i koncentrationslejrene, har vi valgt at indlede opgaven med en redegørelse af de vigtigste punkter og begivenheder før og under 2. Verdenskrig. I denne redegørelse vil vi lægge vægt på antisemitismen, der gradvist udviklede sig, mens ideen om den ariske race, som det perfekte, blev det endelig mål for Hitler og hans tilhængere. Efterfølgende vil vi redegøre for den generelle opbygning af koncentrationslejrene, med udgangspunkt i Auschwitz, da alle tre forfattere har været i fangenskab i Auschwitz. Denne generelle redegørelse kan skabe en bedre forståelse for læseren, når værkbeskrivelserne diskuteres med udgangspunkt i forfatterenes tanker om den verden, de var placeret i. I opgavens diskussioner vil Frankls tre faser være et gennemgående tema for forståelsen af livet i koncentrationslejeren. Dette vil give et bedre overblik, over hændelserne fangen i koncentrationslejren var udsat for under nazisternes styre og ligeledes de efterfølgende varige mén 2

af dette ophold. Vi vil efterfølgende diskutere Zygmunt Baumans tanker om moderniteten og Holocaust som konsekvens af denne med de konkrete værkbeskrivelser. Sidste del af opgaven vil indeholde en konklusion, hvor opgavens problemformulering besvares. Derefter perspektiveres der til menneskets, i det moderne samfund, tanker om kampen for overlevelse. I dette projekt har vi arbejdet med to væsentlige metoder inden for humaniora, for at kunne redegøre og diskutere vores tre værker af de overlevende koncentrationslejrfanger Samuel Pisar, Primo Levi og Viktor Frankl, samt værk af sociologisk teoretiker Zygmunt Bauman. Vi vil i følgende afsnit redegøre for den historisk kritiske metode og den hermeneutiske metode. Vi vil belyse, hvordan vi har anvendt metoderne i forbindelse med vores værker. Vi startede med en undren og en forforståelse i forhold til Holocaust og tyskernes syn på jøderne. Ud fra vores emnevalg formulerede vi en problemstilling, som vi igennem vores indsamlede materiale søgte svar på. Vi har benyttet den hermeneutiske spiral samt kildekritik, og nedenfor vil vi beskrive disse to metoder. 2.1 Hermeneutisk metode Vi startede med en forforståelse for vores emne og valgte herudfra materiale. Derefter bearbejdede vi vores tre værker, Baumanns sociologiske teori om modernitet og 2. Verdenskrig som en historisk begivenhed. Vi benyttede os af materialet med henblik på at få afkræftet eller bekræftet, hvorvidt vores forforståelse for det valgte emne var korrekt. Dette skete i form af den hermeneutiske spiral, som bygger på idéen om, at man opnår større viden igennem fortolkning. Igennem bearbejdelsen af materialet opnåede vi ny indsigt i emnet, hvilket førte til en ny forståelse. Ydermere førte vores forforståelse, i kombination med den nye forståelse gennem fortolkning, til et mere konkret indblik i problemformuleringen. Vores forståelse og viden blev større igennem vores arbejdsproces, idet vi hele tiden opnåede ny viden via vores materiale. For at eksemplificere dette, havde vi en forforståelse for, hvordan koncentrationslejrene fungerede, og hvilke forhold fangerne levede under. Igennem læsning og fortolkning byggede vi videre på denne forforståelse. Således opstod der en ny forståelse for, hvor kontrolleret og struktureret koncentrationslejrsystemet var bygget op, og hvilke ekstreme forhold der gjorde sig gældende for fangerne. Vores forforståelse var, at fangerne udelukkende var ofre, men via læsning og fortolkning opstod en ny forståelse af, at fangerne også indirekte blev gjort til bødler på grund af den samfundsstruktur, der herskede i koncentrationslejrene. 3

Den hermeneutiske spiral er en anvendelig metode til at opnå større viden, da man undervejs tilegner sig yderligere viden gennem materialet, og derved bygger videre på forståelsen for det givne emne. En fordel ved metoden er, at der sker en vekselvirkning, så man hele tiden udvikler sin forståelse ved hjælp af nye erkendelser, og dermed skabes en større helhedsforståelse. Helhedsforståelsen er efterfølgende med til at konkretisere det udvalgte problemfelt, og på den måde kommer man tættere på en besvarelse af den egentlige problemformulering. Kritikken ved den hermeneutiske metode er, at den endelige fortolkning er meget individualiseret. Udfaldet er forskelligt fra fortolker til fortolker, da der ikke er et bestemt facit. I modsætning til den naturvidenskabelige metode, hvor der er et bestemt resultat, bygger den hermeneutiske metode ikke på at finde et bestemt svar. Det kan derfor være afvigende og uforudsigeligt, hvilket resultat man kommer frem til. 2.2 Kildekritisk metode I vores opgave har vi ligeledes anvendt kildekritik. Kildekritikken indgår som metode, som vi har benyttet under læsningen af vores tre værker, som både udformer en værkbeskrivelse samt en kritisk gennemgang af forfatterne. Ved brug af historisk kildekritik vil vi forholde os kritisk til de oplevelser og tanker, som værkerne beretter om. Ved at læse værkerne, som er personlige erindringer fra deres tid i fangenskab i koncentrationslejrene, har vi fået et indblik i lejrfangernes hverdag, tanker og oplevelser. Et faktum man skal have i tankerne, når man læser alle tre værker er, at de er oversat til dansk fra originalsproget. Blod og håb af Samuel Pisar er udgivet første gang i 1979 på engelsk, De druknede og de frelste af Primo Levi udkom første gang i 1986 på italiensk, mens Psykologi og eksistens af Viktor Frankl første gang blev publiceret på engelsk i 1967. Dermed er der flere oversættelser og udgaver af disse værker. Dette kan betyde, at sproget kan være ændret undervejs, og betydninger kan være gået tabt, da det er andre oversættere end forfatterne selv, der har oversat værket. Derudover er det også relevant at bruge kildekritik, da værkerne er nedskrevet adskillige år efter hændelserne fandt sted. Forfatterne kan derfor muligvis ubevidst have manipuleret med hændelserne, eller muligvis have fortrængt nogle af de oplevelser, der kunne have haft stor 4

betydning for forfatterene under deres liv i fangenskab. De kan siden have opbygget egne forståelser og meninger, og kilden kan dermed fremstå mindre pålidelig. For at bekræfte og uddybe vores forståelse af emnet har vi også benyttet os af udvalgte hjemmesider. Det er derfor vigtigt at forholde sig kritisk til hver enkelt hjemmeside og opsøge samt anvende dem med størst troværdighed. Det er især vigtigt at lægge vægt på, hvem afsenderen af hjemmesiden er, og hvordan dennes forbindelser til det pågældende emne forholder sig, da man ellers kan risikere usande informationer. Derudover er det vigtigt at bemærke, hvornår den pågældende hjemmeside er skrevet, og hvornår hjemmesiden sidst er opdateret. Det er yderligere vigtigt at være opmærksom på, hvorvidt hjemmesiden er åben for redigering af de besøgende, da dette ligeledes vil kunne betyde at usaglige informationer optræder. 3. Afgrænsning Vores valgte projekt omhandler, hvordan den enkelte fange opfattede den verden, koncentrationslejren var. Denne verden skabte det samfund, og den hverdag fangen befandt sig i, og de omstændigheder der havde konsekvenser for fangens fysiske og psykiske tilstande. Et andet aspekt af dette projekt afspejler de tanker om overlevelse fangen gjorde sig i netop denne verden. For at skabe et overblik over hvad en koncentrationslejr egentlig er, og hvilke situationer der ledte Hitler og hans tilhængere i retning af denne jødeudryddelse, vil en redegørelse over 2. Verdenskrig som begivenhed, og opbygning af koncentrationslejren være en del af opgaven. Denne redegørelse vil give læseren et indblik i tidsrummet, og de fænomener der førte til jødeudryddelsen. For at belyse koncentrationslejren som verden, har vi udvalgt tre værker med hver deres subjektive indgangsvinkel til koncentrationslejren, Auschwitz. Disse værker er valgt på baggrund af deres forfattere og deres personlige forhold til livet i fangenskab. Samuel Pisar, Primo Levi og Viktor Frankl beskriver alle deres tid i koncentrationslejr med hver deres livserfaring, hvilket skaber et nuanceret overblik over koncentrationslejren som verden. De opfatter forskellige elementer af lejren, og deres tanker om overlevelse præges af deres alder og uddannelse. For at belyse et perspektiv af, hvordan Holocaust kunne finde sted, har vi valgt at tage udgangspunkt i Zygmunt Baumans værk, Modernitet og Holocaust. Zygmunt Bauman havde 5

personlige forudsætninger for at undersøge Holocaust som fænomen, da han selv var jøde og havde familiære tilknytninger til koncentrationslejre. Hans forklaringer på teorien om sammenhængen mellem moderniteten og Holocaust bidrager til en baggrundsviden, der sætter Holocaust i et samfundsmæssigt perspektiv. Dog tager vi højde for, at Zygmunt Bauman kan have en indirekte agenda og ønsker at påvirke læseren i en bestemt retning netop på grund af denne følelsesmæssige tilknytning til jødeudryddelse. Vi har valgt at forankre dette projekt i dimensionen kultur og historie, for at belyse den samfundshistoriske og kulturelle del af koncentrationslejren som en verden. Fangens tanker om overlevelse ses her i et samfundsmæssigt perspektiv, der påvirkes af den verden, fangen blev placeret i. Derfor har vi ikke valgt subjektivitet og læring som en dimension, da de psykologiske processer for det enkelte individ ikke har en væsentlig rolle i projektet. 4. Redegørelse Vi vil i følgende afsnit give et indblik i de overordnede faktorer, der var indvirkende på forløbet under 2. Verdenskrig. Vi vil dermed komme ind på hvilke parter, der deltog i krigen, og hvilke formål de kæmpede for. Vi vil ydereligere redegøre for, hvad der specifikt foregik i det tyske 6

samfund, i tiden op til 2. Verdenskrig, med særlig vægt på den allerede eksisterende antisemitisme. Vi vil komme ind på Adolf Hitlers ideologi og politik, og udbredelsen af Nazismen. Der vil lægges særlig vægt på de udspil, der blev foretaget, for at forhindre jøderne i at have de samme rettigheder, og dermed muligheder, som de øvrige borgere i det tyske samfund havde. Hitler nærede et had mod jøder, hvilket i det tyske samfund voksede til et niveau, man aldrig havde set før. Dette resulterede blandt andet i dannelsen af koncentrationslejre, som vi i følgende afsnit også vil komme ind på, for at give en bedre forståelse af den senere inddragelse af værker. 4.1 2. Verdenskrig som historisk begivenhed Vi har valgt at tage udgangspunkt i Tysklands optræden i 2. Verdenskrig, da det er relevant i forhold til vores emnevalg, der bygger på en historisk begivenhed. 2. verdenskrig varede fra 1939 til 1945. Tyskland, Italien, Japan og deres forbundsfæller samt Storbritannien, Sovjetunionen, Frankrig, USA og Kina var involveret i den globale storkrig. Tysklands første angreb var mod Polen i 1939, og efter seks uger havde Tyskland besat landets vestlige og centrale dele 1. Hermed erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland, hvilket var begyndelsen på 2. Verdenskrig 2. I 1933 da det nationalsocialistiske parti kom til magten med Adolf Hitler i spidsen, udviklede de en offensiv udenrigspolitik. Hitlers vision var at skabe et samfund bestående af racerenhed samt et klasseløst folkefællesskab. Herudover var visionen at mindske arbejdsløsheden samt at bekæmpe den økonomiske krise, som Tyskland befandt sig i 3. Propagandaen var væsentlig i forhold til Hitlers fremgang, da han brugte den som en metode, for at vinde den tyske befolknings tillid. Igennem propaganda fremstillede nazisterne verden i sort/hvid version, og jøderne fremstod altid som forbrydere eller laverestående. Propagandaen manipulerede tyskerne til at følge Hitlers ideologi om racerenhed 4 Denne diskrimination og forfølgelse af jøderne steg gradvist og udviklede sig drastisk i løbet af krigsårene. I 1938 forsøgte man at tvinge jøderne til at udvandre, og herudover blev de adskilt fra resten af befolkningen, både socialt og økonomisk. Jøderne blev samlet i ghettoer, for at adskille 1 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/anden_verdenskrig/2._verde skrig 2 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/anden_verdenskrig/2._verde nskrig 3 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland,_østrig,_schweiz_og_liechtenstein/tyskland_1933_- _1949/Adolf_Hitler 4 http://www.folkedrab.dk/sw66459.asp 7

dem fra den rene race, da nazisterne anså dem som uønsket i det tyske samfund. Levevilkårene i disse ghettoer var modbydelige, og sygdomme, sult samt henrettelser var en del af hverdagen for de indsatte. Herudover var ghettoerne overfyldt, hvilket også var en årsag til, at forholdene var ulidelige. Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 havde til følge, at jødepolitikken blev endnu strammere. Nu tvang nazisterne ikke længere jøderne til at udvandre, men forlangte dem dermed udryddet. Dette skete i første omgang i form af massehenrettelser i de sovjetiske områder, som den tyske hær havde erobret. Da dette ikke var effektivt nok, oprettede man såkaldte koncentrationslejre. Et kendetegn ved krigen blev dermed de mange koncentrationslejre, hvor formålet var at udrydde jøderne på systematisk vis. Størstedelen af udryddelsen foregik ved brug af gaskamre. Ved krigens slutning var der 30 koncentrationslejre i områder, hvor Tyskland havde magten 5. Krigen var en grusom verdensbegivenhed, hvor 55-70 millioner mennesker mistede livet, heraf to tredjedele civile, deriblandt cirka 6 millioner jøder (Gyldendals leksikon 2002, 52-53). Efter tyskernes nederlag i Stalingrad i 1943, gik det op for dem, at krigen ikke kunne vindes. Den sovjetiske hær trængte sig tættere ind på det tyske rigsområde, og i 1944 begyndte den afsluttede kamp. I 1945 nåede den sovjetiske hær til Berlin, og den amerikanske hær nåede til Elben 6. Adolf Hitler begik selvmord d. 30. april 1945 i sin bunker i Berlin. Krigen sluttede samme år, hvor Tyskland overgav sig og dermed tabte krigen. Ødelæggelserne efter krigen var ekstreme, da bombadementerne havde sat sit præg på mange byer. 2. Verdenskrig er historiens mest katastrofale og blodige krig, der medførte ofrer uden sammenligning til andre krige 7. 4.2 Tysklands samfundsudvikling Igennem mange hundrede år har jøderne været syndebuk for deres religions modstandere. Kristendommens, Islams og Jødedommens tilhængere har i alle verdensdele og kulturer levet side om side med hinanden. Forskelligheder blandt religionsopfattelser har skabt konflikter, og borgerne har levet med folkemord og krige grundet disse forskellige overbevisninger. Jødeforfølgelse, også kaldet pogrom, har altså fundet sted mange århundrede år, før Holocaust fandt sted. Uden at komme ind på forskellene i de nævnte religioner (Kristendommen, Islam og Jødedommen), vil der hernæst blive beskrevet hvorfor, og hvordan jødeforfølgelse har fundet sted i historien før Holocaust, og 5 http://folkedrab.dk/sw51601.asp 6 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/anden_verdenskrig/2._verde nskrig 7 http://www.befrielsen1945.dk/temaer/internationalt/oversigt/ 8

hvordan den antisemitisme, som fandt sted under 2. Verdenskrig udsprang i Tysklands daværende samfund (Andersen 2009, 19-23). Som før skrevet, vil denne redegørelse ikke forholde sig til de religiøse aspekter og forskelle religionerne iblandt; derimod vil det være relevant kort at nævne et par elementer. Tilbage i 1300-tallet da pesten, også kaldet Den sorte død, dræbte en stor del (cirka 1/3) af Europas befolkning, blev jøderne syndebukken. Overalt i Europa blev jøder beskyldt for at have forgiftet brøndende, hvilket førte til både udvisning af og massakre på hele jødiske samfund (Andersen 2009, 24). Dette citat giver et billede på det syn, jøderne blev set på helt tilbage i feudalsamfundet. Samfundet var dengang inddelt i klasser, hvor handelsmænd var højere rangeret end bønderne på landet, som blev set som de lavest stående. Nedenfor stående citatet forklarer, hvordan jøderne også var til økonomisk støtte og hjælp til feudalsamfundets magthavere. Jøderne boede for det store flertals vedkommende i byerne, og dermed undgik de bøndernes slig og fattige liv på landet, hvor man var underkastet naturens luner og en feudalherres magtbrynde. Byluft gør fri, som man sagde i tiden. Desuden havde jøderne fordel af at være del af et religiøst og etnisk netværk, som strakte sig over det kristne Europa og videre i den muslimske verden, hvilket også var deres værdi for de fyrster, der havde brug for adgang til kapital eller jødernes ekspertise som købmænd eller læger (Andersen 2009, 23). I det forrige årtusinde udviklede Europa sig og gennemgik dermed store forandringer. I løbet af 1800-tallet så den demokratiske styreform dagens lys, og dette gjaldt i det meste af Europa. I Tyskland blev kejserriget, Det Tyske Rige, ophævet. I takt med dette fik Europas borgere adgang til langt flere rettigheder end førhen, og dette gjaldt også for jøderne. Juridisk og politisk skete jødernes emancipation og ligestilling i flere trin i de tyske områder ganske som i resten af Europa, men med Tysklands samling i 1871 under en tysk kejser opnåedes 9

fulde borgerrettigheder. Der var dog uformelle begrænsninger. En jøde kunne ikke blive dommer eller officer (Andersen 2009, 29). Jøderne blev dog næsten ligestillet på samme niveau, som resten af Tysklands borgere. Det blev derfor muligt for jøder at deltage aktivt i samfundet og mange finansielle, industrielle og kulturelle poster, var besat af jøder (Andersen 2009, 35). Samtidig med at den jødiske del af den tyske befolkning blev mere synlige i finans- og handelsverdenen, voksede dertil også en antisemitisme i landet. Dette skete på baggrund af jødernes stigende indflydelse, og antisemitismen kom til udtryk ved foreningers og klubbers opståen, som til fælles havde jøden som syndebuk (Andersen 2009, 32). Det var i kølvandet på disse mekanismer, at tanken om den ariske race, den rene race, opstod. Efter tyskerne tabte 1. Verdenskrig underskrev landet en fredsaftale også kaldet Versaillestraktaten i 1919 8. Aftalen var som en straf for Tyskland; Tyskland mistede omkring 13% af sit europæiske territorium og alle sine kolonier, og store tyske minoriteter blev efterladt i de nye stater Polen og Tjekkoslovakiet. Hæren blev opløst og erstattet af en hvervet hær på maksimalt 100.000 mand. Flåden blev begrænset til lette skibe, og Tyskland måtte ikke besidde et flyvevåben. Dertil kom store krigsskadeerstatninger og som et særligt ydmygende punkt, at Tyskland i en separat artikel anerkendte at være skyld i krigen (Andersen 2009, 41-42). Tyskland var i krise grundet krigens følger, og rent ideologisk var landet forvirret. Dertil kommer det, at Tyskland igennem mange generationer og årtier var et samfund med stor respekt over for dets leder. Tyskland var et patriotisk i en grad, vi ikke kan sætte os ind i, og generationer af tyskere var blevet opdraget til lydighed over for autoriteter og dyrkelse af nation, kejser og hær med religiøs ærefrygt (Andersen 2009, 43). 8 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/første_verdenskrig/versailles traktaten_1919 10

Antisemitismen dukker igen op efter 1. Verdenskrig, og det ses blandt andet ved Tysklands frygt for en russisk og dermed kommunistisk revolution. De russiske kommunister blev set i forbindelse med jøderne. Der synes efter afslutningen af verdenskrigen at være sket en sammensmeltning af jøder og bolsjevikker i Hitlers verdensanskuelse, så de nu var en og samme modstander (Andersen 2009, 50). Det var efter 1. Verdenskrig i 1919, at den kommende diktator Adolf Hitler fik politisk indflydelse. Hitler meldte sig 1920 ind i det tyske arbejderparti og 1923, da partiet havde skiftet navn til NSDAP 9, prøvede de forgæves at vælte den daværende regering i Tyskland. Hitler blev derefter fængslet for højforræderi 10 og i hans tid i fængslet, skrev han bogen Mein Kampf. Bogen var Hitlers politiske manifest, som også inddragede hans egne personlige oplevelser, der afspejlede hans politiske overbevisninger. Efter Hitlers løsladelse prøvede han igen, uden held, at komme til magten. Han tabte til Paul von Hindenburg 11 i 1925, der dog efter få år ved magten, udnævnte Hitler til rigskansler i 1933 12, som var Tysklands regerings chef. Ved Hitlers indtrædelse som rigskansler, lavede man bemyndighedsloven, som tillod, at Hitler kunne bestemme uden rigsdalens medbestemmelse. Partiets ideologi byggede på et racerent Tyskland, hvori antisemitisme var en realitet. Nazismen var ikke mindst en kult eller et sæt antiholdninger (antimarxisme, antisemitisme, antidemokrati, anti-versaillestraktat) bundet sammen af billeder, lidenskaber, semireligiøse ritualer og en karismatisk leder (Andersen 2009, 50). Stille og roligt fik nazisterne, med Hitler i front, mere og mere medgang, og da Hindenburg i 1934 afgår ved døden, udnævner Hitler sig selv som Der Führer. Det tyske samfund var, ligesom andre lande i Europa og resten af verden, præget af Wall-Street krakket og den efterfølgende depression med arbejdsløshed og fattigdom. NSDAP fik stor tilslutning, fordi den ellers høje arbejdsløshed 9 Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti 10 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland%2c_østrig%2c_schweiz_og_liechtenstein/tyskland_ 1933_-_1949/Adolf_Hitler 11 Paul von Hindenburg var politiker og rigspræsident i Tyskland fra 1925 indtil hans død i 1934 (http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland,_østrig,_schweiz_og_liechtenstein/tyskland_1914_- _1918/Paul_von_Hindenburg) 12 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland%2c_østrig%2c_schweiz_og_liechtenstein/tyskland_ 1914_-_1918/Paul_von_Hindenburg 11

blev reduceret, fordi partiet fremførte en ekspansiv finanspolitik, hvor man satte gang i økonomien, ved at sætte skatten ned. Som følge af skattenedsættelserne fik borgerne flere penge mellem hænderne, og det skabte efterspørgsel på vare og generede arbejdspladser 13. Cirka to år efter Hitler kom til magten, begyndte en lovmæssig diskrimination af jøderne. Nazisterne lavede to anti-jødiske racelove; den ene definerede "betegnelsen" jøde og at de (jøderne) var undermennesker. Jøderne fik derefter indskrænket deres rettigheder som borgere, idet de ikke længere blev set på lige fod med det, Hitler betegnede som den ariske race - de eneste værdige tyskere. Den anden lov skulle sikre, at den ariske race forblev ren; ægteskab og andre relationer mellem jøder og ariere blev forbudt. Dermed blev friheden til at elske og danne familie mellem forskellige racer brudt, og lovene indskrænkede de tyske jøders rettigheder. 14 Nazisternes fjendtlighed overfor især jøderne resulterede i organiserede overfald mod jøder, jødiske butikker og forretninger. Krystalnatten er betegnelsen for den grusomme nat, som fandt sted natten mellem den 9. og 10. november 1938. Denne nat blev butikker ejet af jøder, ødelagt; butikkernes vinduer blev smadret og værdigenstande som var i butikkerne, blev stjålet. Hundredevis af synagoger, som var jødernes hellige hus, blev sat i brand og dagen derpå vågnede befolkningen op til et forfærdeligt syn (Blum og Bøggild 2004, 9). Omkring 100 jøder mistede livet under krystalnatten og der skete en deportation af omkring 30.000 jøder til koncentrationslejre. Efter natten, blev jøderne tvunget til at betale for ødelæggelserne, selvom det ikke var jøderne, der hverken havde vandaliseret synagoger eller butikker. Mange gadebilleder var blevet totalt ødelagt og det var jøderne selv, der skulle stå til ansvar for reparationerne (Blum og Bøggild 2004, 9). Dette resulterede i, at jøderne i højere grad end de allerede var, blev set som undermennesker og, at de ikke blev respekteret på nogen plan. Krystalnatten blev senere hen et symbol på jødernes forfølgelse og nazisternes syn på jøderne som undermennesker. Med hændelser som krystalnatten, og lovgivninger, der diskriminerede jøder, var det tyske samfunds tolerance reduceret til et minimum. Hitlers propaganda og retorik pegede på jøderne som samfundets synder. Under en nazistisk konference i 1942, Wannsee-konferencen, diskuterede 13http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Samfunds%C3%B8konomiske_forhold/V erdenskrisen 14(http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Tyskland,_%C3%98strig,_Schweiz_og_Liechtenstein/Tyskland _1933_-_1949/N%C3%BCrnberglovene) 12

nazisterne, hvordan de kunne og skulle slippe af med jøderne. Resultatet var planen Endlösung, der senere kostede millioner af mennesker, deriblandt primært jøder, livet. Endlösung var nazisternes begreb for jødespørgsmålet, og hvordan man slap af med jøderne. Wannsee - konferencen har siden hen været et symbol på Endlösung 15. Løsningen blev gennemført ved oprettelsen af udryddelseslejre, der netop havde til formål at befri Tyskland for den byrde, jøderne blev betegnet som. Betegnelsen Endlösung indebærer også nazisternes stigende kvoter i udryddelseslejrene for udryddelsen af jøder. 4.3 Konstruktion af koncentrationslejrene som samfund Koncentrationslejrene opstod oprindeligt som interneringslejre, hvor nazisternes fjender, hovedsagligt politiske modstandere, blev sendt hen for at blive omskolet, således at de ikke længere modarbejde nazisterne, og i stedet blev integreret som en del af det nye Tyskland 16. Senere blev interneringslejre videreudviklet til arbejdslejre, hvor tyskerne gjorde brug af de politiske fanger, jøder, sigøjnere m.fl. som en arbejdskraft. Arbejdskraften blev solgt til virksomheder, der lå umiddelbart i nærheden af lejrene. På den måde indtjente nazisterne penge, som de brugte til at finansiere de mange krigsudbygninger, i form af blandt andet redskaber, våben og transportmidler (Blum og Bøggild 2004, 34-37). I løbet af krigen blev nogle af disse arbejdslejre yderligere udvidet til udryddelseslejre, hvor det tyske massemord kunne gennemføres, og udryddelsen af jøder kunne realiseres. Dermed dækker koncentrationslejre i dag over alle tre versioner; interneringslejr, arbejdslejr og udryddelseslejr. Koncentrationslejrene fandtes i Tyskland allerede inden 2. Verdenskrig brød ud. Dachau var den første interneringslejr, der blev oprettet, og dette skete allerede i 1933 17. Oprettelsen af de første interneringslejre havde til formål at isolere Det Tredje Riges politiske modstandere, altså opstod lejrene ikke oprindeligt med henblik på jødeudryddelsen. Dachau blev inspiration og forbillede for de næste mange arbejdslejre, som blev oprettet som følge af 2. Verdenskrigs udbrud i 1939. De nye lejre inkluderede bl.a. Buchenwald, Sachsenhausen og den mest kendte; Auschwitz, som vi efterfølgende vil komme nærmere ind på. 15 http://www.folkedrab.dk/sw51582.asp 16 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp 17 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp 13

Udryddelseslejrene blev oprettet med det formål at udrydde den store bestanddel af jøder, der fandtes i hele Europa. De blev af Hitler betegnet som undermennesker, i de tidligere nævnte Nürnberg love, og var dermed ikke værdige til et liv i Det Tredje Rige (Blum og Bøggild 2004, 8). 4.4 Auschwitz en generel tilgang En af de mest kendte koncentrationslejre er Auschwitz, ikke kun på grund af dens store areal, men også fordi alle papirer og optegnelser fra Auschwitz er utrolig velbevarede. Derfor tager følgende redegørelse udgangspunkt i Auschwitz. Auschwitz blev dannet i 1940, i en nedlagt polsk kaserne, og fungerede oprindeligt som internerings- og arbejdslejr, men blev i efteråret 1941 udbygget med gaskamre, hvilket blev begyndelsen på nazisternes største udryddelseslejr (Blum og Bøggild 2004, 30). Allerede i 1942 blev det besluttet, at Auschwitz skulle udbygges med yderligere gaskamre for at effektivisere jødeudryddelsen (Blum og Bøggild 2004, 8). Auschwitz, der bredte sig på i alt ca. 40 km 2, bestod af tre hovedlejre Stammlager, Birkenau og Monowitz, også kaldet Auschwitz I, II og III men havde mange mindre underlejre, hvor fangerne var kategoriseret opdelt efter nationalitet og forbrydelse. Lejren dannede dermed sit eget lille samfund, isoleret fra omverdenen, og fangerne havde dermed ingen mulighed for at følge med i verdenen uden for lejren. Lejren var omringet af pigtrådshegn, bemandet af vagter i vagttårne med geværer og aggressive hunde (Blum og Bøggild 2004, 24). Inden fangerne blev indskrevet i lejren, havde de gennemgået en lang transport og en grov selektion. Fangerne blev transporteret fra deres byer, hvor de ofte var samlede i ghettoer, i overfyldte kreaturvogne til koncentrationslejrene. Under transporten sad de mange mennesker klemt sammen i ildelugtende vogne, i deres egen tis og afføring, da vognene ikke stoppede undervejs på de lange ruter (Blum og Bøggild 2004, 14). Ved ankomsten til koncentrationslejrene blev fangerne revet ud af de mørke vogne til projektørernes skarpe lys, hvor højt råbende SS ere og vagthunde tog i mod dem. Fangerne blev ledt ud på perroner og ramper, hvor mænd og kvinder blev adskilt fra hinanden. Under den til tider kaotiske del af aflæsningen, forsøgte nogle få fanger igennem tiden at flygte, og flugten lykkedes kun for de færreste. Fangerne fik besked om, at deres personlige ejendele skulle efterlades i togvognene, men at de ville blive leveret tilbage til dem senere. Dette skete dog aldrig. I stedet blev kufferterne smidt op i en lastbil, der transporterede dem til et af lejrens mange opbevaringsdepoter (Blum og Bøggild 2004, 16). 14

Mens deres ejendele blev transporteret væk, fortsatte selektionen af fangerne. Mænd og kvinder blev adskilt fra hinanden, og bedømt ud fra køn, alder, kropsbygning og generelle sundhedstilstand. Ud fra disse vurderinger blev fangerne delt i yderligere to kolonner; Den ene kolonne blev dirigeret direkte videre til gaskamrene, hvor sonderkommandoerne 18 ventede på at tage deres ejendele og tøj fra dem, inden de blev henrettet, under påskud af at være på vej i bad. I stedet blev de lukket ind i baderummene, hvor der igennem sprækker i loftet blev ført zyklon B giftgas, hvilket var beregnet til rotter og skadedyr, ud i rummet (Blum og Bøggild 2004, 118). Den anden kolonne blev reelt sendt i bad. De fik frataget sig deres tøj og personlige ejendele, barberet skaldet og sendt i bad. Under badet foretog SS officerer yderligere selektioner, da tøjet de hidtil havde haft på, kunne skjule eventuelle skavanker og en svag kropsbygning. De fanger, der blev godkendt efter badet, fik tatoveret et nummer på armen. Dette var et særligt system udviklet i Auschwitz, der med deres mange underlejre og store areal havde svært ved at holde styr på fangerne. De blev derefter betragtet som et nummer i rækken, frem for mennesker. Efter bad og tatovering begyndte anvisningen af lejrens barakker (Blum og Bøggild 2004, 20). Auschwitz var, som tidligere nævnt, opdelt i mange underlejre. Hovedopdelingen var mænd og kvinder hver for sig, for at undgå formeringer blandt det Hitler betegnede som undermennesker. Derudover blev fangerne inddelt i kategorier som kriminelle, jøder, sigøjnere, homoseksuelle med flere. Fælles for mange af fangerne, mænd såvel som kvinder, var, at de ofte havde været i karantænelejr, inden indførslen til selve Auschwitz lejren. Karantæne lejren blev oprettet med henblik på at gøre fangerne underdanige, bange og til undermennesker allerede inden de blev en del af selve lejrlivet. De skulle indføres i reglerne. Dette skete ved ekstra lange apeller og lydighedsøvelser, for eksempel blev fangerne sat til at klippe græs med tænderne. Opfyldte man ikke ordrerne hurtigt eller præcist nok blev man straffet (Blum og Bøggild 2004, 20). Auschwitz bestod af træ- og murstensbarakker, hvoraf nogle var blevet stykket sammen i en fart, for at kunne huse flere fanger. Barakkerne var opbygget med køjer inden for, ofte i tre niveauer. Barakkerne var bygget efter mål, der ville resultere i en stald med plads til ca. 52 heste i stedet blev der indkvarteret over 800 fanger. Køjerne de blev tildelt bestod af et underlag i form af en halmmadras, eller lidt løst liggende halm, og evt. et tæppe til deling (Blum og Bøggild 2004, 50). 18 Sonderkommando: Arbejdsgrupper, bestående af jødiske fanger, der klargjorde fangerne til gaskamrene, og efterfølgende transporterede dem fra gaskamrene til krematorierne. (Blum og Bøggild 2004, 154) 15

4.4.1 SS erne i Auschwitz Auschwitz blev styret af SS (Schuttztaffel), også kaldet sortskjorter for deres karakteristiske sorte uniformer. De var Hitlers private hær, et udspring af SA (Sturmabteilungen), som oprindeligt var tænkt som en revolutionshær, der skulle styrke Hitler i hans tidligere forsøg på kup. SS var dem, der havde mest magt, da Hitler betragtede dem som sine livvagter de mest trofaste nazister. De var delt i adskillige afdelinger i Auschwitz, hvor de fik ansvaret for at styre Auschwitz. Den mest fremtrædende SS er i Auschwitz var Rudolf Höss, der tidligere havde været ansvarlig for Dachau og Sachenhausen koncentrationslejre. Höss var den overordnede chef, men der var mange SS-officerer længere nede i hierarkiet, som sørgede for den daglige rutine fortsatte. Derfor var der blandt andet udnævnt en Lagerführer, der var den øverste chef i hver af de lejre, Auschwitz var inddelt i. Det var deres ansvar at de underliggende SS ere fik informationer, og at lejren overordnet set fungerede optimalt. Yderligere var der udnævnt en Blockführer, der havde ansvaret for hver enkelt fangeblok, og dermed for at fangerne i disse fulgte dagens rutiner, og eventuelt straffe fangerne, hvis de forbrød sig mod reglementet (Blum og Bøggild 2004, 154). 4.4.2 Fangernes dagligdag Fangernes dagligdag var præget af en rutine, der skulle følges slavisk, for at undgå straf. De blev vækket tidligt, for at kunne vaske sig, rede senge og få morgenmad. I morgenrutinen var også inkluderet et toiletbesøg i latrinbarakken, som oftest blev holdt meget korte, da alle fangerne skulle nå igennem, og være klar til dagens første appel. Appel blev afholdt to gange dagligt, morgen og aften, og var en optælling af alle lejrens fanger. De stod til mønstring, mens SS erne talte fangerne raske, syge, levende og døde indtil antallet stemte, og der var gjort rede for hvem, der var arbejdsdygtige og hvem der skulle på lejrens hospital eller henrettes (Blum og Bøggild 2004, 122). Herefter marcherede fangerne ud af lejren til deres arbejdsopgaver, mens der i eksempelvis Auschwitz var et orkester, der spillede (Pisar 1986, 8-9). En fanges arbejdsdag varede typisk 11-12 timer 19, og var kun afbrudt af en kort pause, hvor den sparsomme frokost blev udleveret. Når arbejdet i og uden for lejren var overstået blev fangerne igen samlet til appel, hvor eventuelle straffe fangerne havde gjort sig fortjente til i henhold til SS ernes reglement blev uddelt (Blum og Bøggild 2004, 122). Efterfølgende blev aftensmadsrationen uddelt. Når aftensmaden var udleveret, var der 19 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp 16

mulighed for, at man kunne benytte latrinbarakken, for anden gang i løbet af dagen, inden fangerne igen skulle være i deres barakker. Således fulgte fangerne den samme hårde rutine hver dag, og skiltet ved indgangen til Auschwitz med teksten Arbeit macht frei var dermed endnu en del af den illusion Hitler og nazisterne forsøgte at skabe for at skjule sandheden om koncentrationslejren. Beklædning Fangerne fik frataget deres eget tøj, og fik i stedet tildelt en uniform og et par træsko. For langt de fleste betød det hvid fangedragt med grå striber, nogle kvinder blev tildelt kjoler i stedet for, men det var langt fra standarden. Hvis fangerne var heldige fik de også tildelt et bælte eller et tørklæde, afhængigt af køn (Blum og Bøggild 2004, 18-19). Der blev ikke taget hensyn til størrelser ved uddelingen af disse fangedragter, derfor sås det ofte, at fangerne var iklædt tøj, der var enten meget for stort eller for småt. Dette var alt de var iklædt, ofte hele året. Der blev sjældent uddelt vinterjakker og støvler, da dette blev prioriteret til de nazistiske soldater, der skulle holde varmen både dem på fronten og dem i lejren (Blum og Bøggild 2004, 40). Yderligere skulle fangerne bære et mærkat der synligt på tøjet, der viste hvilken gruppe af fanger de hørte til. Der var forskellige tegn for hver slags fange; eksempelvis skulle jøder bære en gul trekant. Derudover var der tegn for politiske fjender, almindeligt kriminelle, homoseksuelle, Jehovas Vidner med flere. Såfremt man passede på mere end én kategori, skulle man bære en kombination af begge mærkater; som eksempel skulle jøder både bære en gul trekant og en rød trekant, som så blev til en sekstakket stjerne i to farver (Blum og Bøggild 2004, 19,39). Mad og underernæring Madrationerne i Auschwitz var i teorien underlagt nogle bestemmelser, der betød, at hver fange var berettiget til 1700 kalorier, hvis de udførte let arbejde og 2150 kalorier, hvis det var hårdt fysisk arbejde. Disse bestemmelser var i forvejen lavt sat, i forhold til det anbefalede daglige indtag. Yderligere holdt disse bestemmelser langt fra stik, og i stedet levede fangerne for henholdsvis 1300 og 1700 kalorier gennemsnitlig om dagen (Blum og Bøggild 2004, 49). Almindeligvis fik fangerne til morgenmad udleveret en kop eller skål med, hvad der skulle forestille at være the eller kaffe, men som langt oftere var lunkent vand med lidt bark i. Frokosten blev 17

udleveret i den korte pause, i løbet af den lange arbejdsdag, og bestod oftest af en skålfuld suppe, kogt på kartofler eller roer, og til tider med lidt kød eller andre grøntsager. Aftensmadrationen blev uddelt efter aftenappel, og var en stump brød med lidt margarine eller marmelade på. Derudover var vandet i Auschwitz ofte fyldt med bakterier, hvilket betød at fangernes eneste mulighed for væske, med stor sandsynlighed også ville gøre dem syge (Blum og Bøggild 2004, 49). Sygdom og dødsårsager De fanger der ikke blev ført direkte i krematorierne, blev udsat for Vernichtung durch Arbeit politikken, som gik ud på, at fangerne skulle arbejde sig ihjel; altså skulle deres arbejdskraft udnyttes til det sidste, inden de enten faldt døde om af udmattelse eller blev henrettet (Blum og Bøggild 2004, 33). Arbejdspolitikken kombineret med den voldsomme underernæring betød, at levetiden for en fange i Auschwitz var lav. Den naturlige dødelighed var så høj, at når også henrettelserne var på sit højeste, var Auschwitz overbebyrdet med lig, hvilket også var medvirkende til spredningen af sygdomme. Auschwitz var ofte ramt af epidemier, især tyfus og tuberkulose. De udmagrede og afkræftede fanger var lette ofre for disse sygdomme. Kombinationen af undernæring og påklædning, der var mangelfuld, betød at flere hundrede fanger bukkede under af gangen. Derudover var der de almindelige smittefarer ved bakterier og infektioner, der naturligvis opstod, da der boede så mange fanger på så lidt plads under uhygiejniske forhold. Nogle få fanger benyttede sig af at gå på hegnet. Et begreb fanger og vagter brugte om det at begå selvmord, ved at gå ind i det elektriske pigtrådshegn, der omringede lejren (Blum og Bøggild 2004, 21). Det var en af de eneste muligheder for selv at ende lidelserne, de var udsat for. Mange fanger traf ikke aktivt beslutningen om selvmord, men opgav håbet om at overleve. De blev kaldt muselmænd. Muselmænd var de afkræftede, svage og ofte syge fanger, der var blevet så nedbrudt, at de opgav troen på at kunne overleve, og i stedet gik rundt som levende døde, indtil de afgik ved døden (Blum og Bøggild 2004, 48). Fangerne var konstant bevidste om, at selv et lille fejltrin kunne være lig med gaskammeret. Yderligere skulle de være opmærksomme på altid at huske hilsenerne til SS erne, hvis de passerede dem i lejren. En manglende hilsen ville betyde afstraffelse, ofte i form i tæsk. Når SS erne var særligt grove, sendte de deres vagthunde efter fangerne for at bide dem, hvilket ofte betød døden, da fangernes immunforsvar ikke kunne klare de bakterier og infektioner, hundebiddet medførte. 18

Udover gaskamrene benyttede nazisterne også andre henrettelsesmetoder, for at afskaffe de fanger og den befolkning der eventuelt stod i vejen for udvidelsen af lejren. Der fandtes flere henrettelsespladser i lejren: en væg, fangerne blev placeret op af, hvorefter de blev skudt, og op til flere galger, hvor fangerne blev hængt i overværelse af de øvrige fanger. Ofte blev de henrettede hængende i flere dage, endda uger, for at virke som afskrækkelse til de resterende fanger. Som resultat af de mange henrettelser, både i og uden for gaskamrene, havde nazisterne mange lig at skaffe sig af med. Det foregik i krematorierne, men det skete, at de blev overbebyrdede med lig. Når det skete brugte de andre udryddelsesmetoder, for eksempel fandtes der afbrændingsrender. Disse fungerede ved at der blev gravet et stort hul, hvor ligene af de henrettede fanger blev smidt i, hvorefter der blev sat ild til dem. Når nazisterne ikke havde tid eller brændstof til at foretage afbrændingerne blev ligene begravet i massegrave, der blev gravet af andre fanger, som derefter blev skudt (Blum og Bøggild 2004, 31-32). Kommunikation Det var besværligt for fangerne at kommunikere indbyrdes, uden at SS erne opdagede det, og det ville resultere i straf. Det eneste godkendte sprog i Auschwitz, såvel som i de øvrige lejre, var tysk det var også det SS erne brugte til at udstede ordrer og generelle informationer, i mange tilfælde med dialekter og lokale udtryk. Derfor var det yderst besværligt for fangerne at forstå ordrerne, hvis de ikke kunne tysk. Såfremt de der kunne tysk og formåede at oversætte til polsk, ungarsk eller italiensk til de øvrige fanger, blev de også alle straffet. Mange fanger tillærte sig de mest basale sprogkundskaber inden for det tyske sprog, for at kunne overleve fangenskabet (Levi 1992, 72-73). Fangernes arbejdsstillinger Kvinderne blev typisk sat til mindre fysisk krævende arbejde, men samtidig måtte de finde sig i seksuelle tilnærmelser fra SS erne. En stor del af kvindernes arbejde bestod i at lave mad og producere fangedragter til de øvrige fanger. De kunne også blive sat på arbejdsholdene, der ofte blev sendt ud af lejren for at arbejde på udbygningen af jernbanen. Der blev de brugt til at skubbe vogne med jord, da det blev betragtet som mere skånsomt for de forholdsvis skrøbelige kvinder, i forhold til at slæbe tømmer med hænderne, som mange af de mandlige fanger blev sat til. Mændene blev, som tidligere nævnt ofte sat til at lave udgravninger og slæbe materialer til de nye, store projekter, som Hitler ønskede at opføre for at udvide Det Tredje Rige, herunder udbygningen af 19

jernbanerne og lejrene. Arbejdet foregik både på de meget varme sommerdage, og de ekstremt kolde vinterdage, uden andre arbejdsredskaber end dem selv og deres tøj. Arbejdsholdene blev opdelt afhængigt af den generelle arbejdstilstand, og hvilken forbrydelse den enkelte fange havde begået. De fanger, som SS erne mente, udgjorde en flugtrisiko, eller havde vist en særlig modstand mod nazisterne, blev sat på de arbejdshold, som skulle blive i lejren og arbejde. De øvrige arbejdshold blev sendt ud til nogle af de større virksomheder, der lå i nærheden af lejrene, og virksomhederne købte den billige arbejdskraft af nazisterne 20. For at sikre sig, at nogle af disse fanger ikke skulle forsøge at flygte under arbejdet, udnævnte SS erne nogle af fangerne til ledere af arbejdsholdene. Disse blev kaldt kapo er (Blum og Bøggild 2004, 154). Kapo erne var oftest en af de ikke-jødiske, kriminelle fanger, som ikke var bange for at bruge vold mod arbejdsholdene, når arbejdet ikke blev gjort hurtigt nok. Kapo erne havde beføjelser i form af ekstra madrationer, hyppigere toiletbesøg og generelt en lettere tilværelse end de øvrige fanger. Der var også andre arbejdspositioner for fangerne i lejrene. Ofte benyttede SS erne sig af en Läufer, en løber, der var budbringer imellem instanserne. Disse løbere havde ofte også privilegier som ekstra madrationer. At være løber var en farefuld tjans, da SS ernes frustration og irritation gik ud over budbringerne. Samtidig kunne løberne uden varsel blive henrettet, hvis SS erne mente, at de vidste for meget om interne forhold i lejrene. Et andet udsat erhverv, der blev udført af fanger jøder såvel som ikke-jøder var klargøringen af fanger, inden de blev ført ind i gaskamrene. Dette arbejde indebar for eksempel at barbere håret af fangerne og samle tøj og værdigenstande sammen. Efterfølgende skulle de fjerne ligene fra gaskamrene, og sørge for afbrændingen i krematorierne. Disse arbejdsgrupper blev kaldt sonderkommandoer. Hvis fangerne nægtede at deltage i sonderkommandoen resulterede det i, at de selv blev ført med det næste hold ind i gaskamrene. Der var derfor en voldsom udskiftning i fangerne, hvilket medførte den hårde tone og manglende medlidenhed samt hjælpsomhed fangerne imellem. 4.6 Opsamling Alene i Auschwitz blev omkring 1.1 millioner henrettet af dem var ca. 1 million jøder. De øvrige fanger og henrettede fanger kom fra mange forskellige grupperinger, og var af mange forskellige 20 http://www.holocaust-uddannelse.dk/lejre/koncentrationslejrene.asp#organisationen af kz-lejrene 20

nationaliteter; Jehovas Vidner, sigøjnere, emigranter, homoseksuelle fra blandt andet Jugoslavien, Polen, Ungarn, Holland, Frankrig og Grækenland (Blum og Bøggild 2004, 38-47). Da vinteren i 1944-1945 hærgede led Tyskland større og større nederlag på Østfronten, og russerne rykkede dermed nærmere koncentrationslejrene. Nazisterne forsøgte at skjule deres spor af masseudryddelserne ved at nedlægge lejrene. De fanger, som nazisterne stadig mente kunne arbejde, blev sendt på dødsmarche. Formålene med disse dødsmarcher var, at overflytte fangerne fra en lejr til en anden, inden fjenden formåede at stoppe nazisterne i denne aktion. 5. Zygmunt Bauman Modernitet og Holocaust Zygmunt Bauman er født 1925 i Polen. Han er uddannet sociolog og arbejdede ved Warszawas Universitet indtil 1968, hvor han besluttede sig for at forlade Polen på grund af politisk og antisemitisk pres. Efter nogle års bosættelse i Israel flyttede han efterfølgende til England i 1971 (Bauman 2001, omslag). Zygmunt Bauman kan betragtes som en af Europas mest indflydelsesrige sociologer og er forfatter til en masse bøger, som hovedsagligt berører emner som Holocaust og modernitet. Zygmunt Bauman blev i 1948 gift med Janina, som tidligere var en fange af Warszawas ghetto og som følge af hendes personlige beretninger, blev Bauman inspireret til at skrive Modernitet og Holocaust (Hviid Jacobsen 2004, 143). 5.1 Modernitetens påvirkning på Holocaust Holocaust kan belyses som en konsekvens af moderniteten, ikke på baggrund af selve tidsalderens væsen, men som en udnyttelse af modernitetens muligheder i dens yderste konsekvens. Holocaust ses i denne optik ikke som et afbræk af normaliteten, men tværtimod som udnyttelsen af samfundets muligheder på det givne tidspunkt (Hviid Jacobsen 2004, 144). 21

Holocaust var et civilisatorisk problem, som skal forstås ud fra den gældende tidsalderens kendetegn. Holocaust var ifølge Bauman unikt og samtidig normalt. Det unikke ved Holocaust var, at det ikke forekom hyppigere end tilfældet var, mens det samtidig var normalt, da Holocaust ikke brød med samfundets principper og de almindelige forhold i moderniteten. Det er for Bauman vigtig at fremhæve, at mentaliteten bag Holocaust var anderledes sammenlignet med tidligere tiders racistiske forfølgelser. Der skulle under Holocaust udtænkes og iværksættes processer, som mindede om samlebånd. Samlebåndsprocesser der starter i ghettoerne og slutter i gaskamrene. Holocaust blev udtænkt og gennemført i vores moderne, rationelle samfund, på vores høje civilisatoriske stade, de menneskelige og kulturelle præstationers tinde, og af denne grund udgør det også et problem for dette samfund, denne civilisation og denne kultur (Bauman 2001, 11). Norbert Elias beskrivelse af den funktionelle differentiering og den gensidige afhængighed belyser et samfund hvor flere og flere funktioner, og større arbejdsopdeling, skaber en større afhængighed mellem de enkelte borgere. Adfærden må tilpasses og et netværk må organiseres, så de enkelte funktioner kan opfylde arbejdet, der leder til det endelige mål (Andersen og Kaspersen 2000, 400-403). Koncentrationslejrene var opbygget efter det moderne fabrikssystem, hvor råmaterialet var mennesker og slutproduktet var døden. En organiseret infrastruktur var en væsentlig faktor for fangetransport samt kommunikation med omverdenen for at nå det endelige mål, døden. For at opnå effektivitet var samfundet opdelt i arbejdsopgaver, der tilsammen skabte muligheden for jødeudryddelse (Bauman 2001, 26). Hver enkelt arbejdsopgave havde en stor betydning og vigtighed for udviklingen af Holocaust. Uden det organiserede samfund og bureaukratiske tankegang ville et fænomen som Holocaust ikke kunne være opstået. Denne form for bureaukratisk tankegang leder frem til et samfund, hvor den enkelte borger er specialiseret i den pågældendes opgave, og derfor ikke har øje på arbejdets betydning for det endelige slutprodukt. Denne arbejdsopdeling skaber for arbejderen en distance mellem moral og fornuften, da de ikke er bevidste om deres arbejdsopgaves vigtighed for det samlede slutresultat (Bauman 2001, 138). Generelt var det også en tendens, at jo mere civiliserede, jo mere kolde og kyniske blev borgerne ( Bauman 2001, 143). 22

For Bauman ligger ondskaben i os alle, og det er ifølge ham de ydre faktorer som afgør, om ondskabens potentiale kommer frem i mennesket. Derfor mener Bauman heller ikke, at Holocaust kan forklares ud fra en militærstrategisk model, hvor krigens konsekvenser er i fokus. Samtidig mener Bauman heller ikke, at Holocaust kan forklares ud fra de ideologiske politiske tilstande og lederskabet i Tyskland i 1930 erne. Ifølge Bauman er grusomheden ikke et karaktermæssigt træk hos mennesket, men i højere grad noget socialt. Bureaukratiet skaber en uhyggelig kold effektivitet samt det skolede gruppepres, som får et individ til at tilpasse sig det sociale og samfundets normer og holdninger, i dette tilfælde at jøderne var skyld i Tysklands nederlag og dårlige økonomi, og disse to faktorer er en nødvendighed for at Holocaust kan udvikle sig til et projekt af den karakter, som det udviklede sig til (Hviid Jacobsen 2004, 143-144). En person, der med indre overbevisning foragter tyveri, mord og overfald, kan en dag selv med relativ lethed udføre disse handlinger, hvis vedkommende beordres dertil af en myndighed. Adfærd, som er utænkelig hos et individ, der handler på egen hånd, udføres uden tøven, når det sker efter ordre. (Bauman 2001, 205) Bauman henviser til Stanley Milgrams 21 studier om lydighed, og om den autoritetstro der opstår. Det centrale der kan ses i Milgrams studier er, at mennesker kan begå de mest grusomme handlinger over for andre mennesker, blot fra ordre af autoritære personer (Bauman 2001, 206). Selvom den enkelte blev beordret opgaver af en autoritet, blev der samtidig skabt en distance mellem offer og gerningsmand. Denne distance til offeret gør det lettere for gerningsmanden at undgå smerte og moralske hæmninger. Jo større distancen er, jo mindre betydning har konsekvenserne af den grusomme handling. I den moderne verden er samfundet organiseret således, at der ofte står andre i mellem den enkelte og det endelige slutresultat, på den måde skabes en distance mellem offer og den reelle gerningsmand. På den måde belyses handlinger uden moralske hæmninger, netop fordi 21 Stanley Milgram, Amerikansk socialpsykolog der er anerkendt for sine studier angående lydighed for autoriteter (http://www.denstoredanske.dk/krop,_psyke_og_sundhed/psykologi/psykologer/stanley_milgram) 23

gerningsmanden undgår at se de smerter, der påføres offeret (Bauman 2001, 207-208). 5.2 Civilisationsprocessens betydning I forlængelse af modernitetsteorien nævner Bauman, Norbert Elias teori 22 omhandlende civilisationsprocessen. Elias forklaring på civilisationsprocessen tager afsæt i at se adfærdsforandringer hos den enkelte borger og statsmagtens centralisering som to aspekter af samme historiske proces. Elias analytiske ambition er at se adfærdskodernes forandring og statsmagtens centralisering, som to aspekter af én og samme historisk proces: Det, han kalder civilisationsprocessen. (Andersen og Kaspersen 2000, 400) Civilisationsprocessen var en nødvendig betingelse for at Holocaust kunne finde sted, men ikke den eneste betingelse. Civilisationsprocessen var en forlængelse af modernitetens strukturelle og organisatoriske samfundsopbygning. 23 Civilisationsbruddet er grundlaget for Holocaust, da de medmenneskelige egenskaber her fortrænges af den enkelte borger (Bauman 2001, 32). Dette førnævnte brud medførte adfærdsændringer hos befolkningen, og her er det i sær den voldlige adfærd der er væsentlig. Vi må skaffe os overblik over tegnene på, Civilisationsprocessen er blandt andet en proces, der går ud på at frigøre voldsudøvelsen fra den moralsk tænkning, og på at holde rationalitetens behov uden for påvirkning fra etiske normer og moralske hæmninger. (Bauman 2001, 51) Bauman mener her, at volden ikke er fjernet fra det moderne samfund, men at på grund af den bureaukratiske opbygning, er volden flyttet til en anden instans, og her menes at den usynliggøres for den enkelte borger, da de ikke er i kontakt med denne instans. Volden eksisterer derfor stadig, selvom den almindelige borger ikke bemærker denne, og på den måde vil enkelte borger ikke 22 Norbert Elias var tysk- britisk sociolog, anerkendt for teorien om civilisationsprocessen, om hvorvidt udvikling og statsdannelse præger det enkelte individ (http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/norbert_elias) 23 http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/norbert_elias 24

opleve moralske og etiske konflikter. Volden anvendes som et magtmiddel under kontrol som konsekvens af moderniteten. 5.3 Tyskernes syn på jøderne Hitler var i stand til at sætte ord på tyskernes frygt med en retorik som skabte billeder af pest, infektioner, sygdom og forrådnelse (Bauman 2001, 103). Gennem dette fik han skabt ideen om et fællesskab, som alle tyskere kunne være en del af, dog ikke de jødiske tyskere, som Hitler beskyldte for at være skyld i det tyske folks frygt og frustration. Det tyske folk blev samlet vendt mod jøderne, som blev de naturgivne dødsfjender. Det tyske samfund var af den opfattelse, at jøderne var skyld i den arbejdsløshed, depression og krise, som landet befandt sig i. En løsning på problemerne var ifølge Hitler total udryddelse af det jødiske folk, hvorved der kunne skabes orden, harmoni og struktur i samfundet. Der blev skabt en drøm om det perfekte samfund, som for mange mennesker blev et mareridt og for andre blev håbet om bedre forventninger for fremtiden - det var drømmen om renhed (Hviid Jacobsen 2004,131). En besættelse om at skabe det perfekte samfund bredte sig til det tyske folk. Bauman beskriver i sin bog Modernitet og Holocaust, hvordan denne idé om det rene og perfekte samfund kan sammenlignes med en have. En have hvor blomster kan spire og skyde op, uden at ukrudt skal stå i vejen for denne spiren. Verden betragtes som et stykke natur, der kan kultiveres og socialiseres; som en have, hvor ukrudt skal fjernes, så menneskeheden som en smukt blomst kan få lov at skyde op uden at stå i skyggen af noget underordnet. (Hviid Jacobsen 2004, 135) Der henvises her til, at jøderne er ukrudt, som skal fjernes for at opnå harmoni, renhed og orden. Gartneren i denne have var staten, som skulle opretholde den orden, som målet var. Gartneren, staten, måtte gøre alt, hvad der skulle til for at opnå målet, hvilket blandt andet gjaldt magtanvendelse og vold (Hviid Jacobsen 2004, 136). 5.4 Formålsrationalisme 25

Det eneste der tæller, er, at målsætningen legitimerer brugen af alle forhåndsværende midler, uanset konsekvenserne (Hviid Jacobsen 2004, 134). Her argumenteres for, at formålet med handlingerne er det vigtigste, og at vejen og midlerne dertil ikke er væsentlige. Denne tankegang udspilles fra modernitetens ordenssans, og er en konsekvens af modernitetens indtræden i samfundet (Hviid Jacobsen 2004, 134). I denne sammenhæng omkring Holocaust ses det overordnede mål, som fysisk udslettelse af jøderne. Vejen til formålet bar præg af omhyggelig planlægning, mobilisering af ressourcer samt samarbejde mellem de bureaukratiske afdelinger (Bauman 2001, 36-37). Formålsrationaliteten omhandlede liv og død, og ethvert ønske om at leve gjorde det af med alle de moralske skrupler, og den menneskelige værdighed. På den måde skabte formålsrationalismen en afstand mellem handling og menneskelig moral (Bauman 2001, 197). 5.5 Opsamling Baumans egen erfaring omkring Holocaust og koncentrationslejre leder ham i dette værk, Modernitet og Holocaust, frem til beskrivelse af hvordan moderniteten havde en afgørende rolle for Holocaust udførelse og potentiale. Modernitetens strukturelle og organisatoriske normer samt den bureaukratiske tankegang var udgangspunkt for jødeudryddelse. Især det arbejdsopdelte samfund og den gensidige afhængighed var væsentlige faktorer i civilisationsprocessen som Holocaust var afhængig af. I denne sammenhæng optrådte ondskab og autoritetstro også i det enkelte menneske, som skabte en distance mellem moralsk overbevisning og menneskets egne handlinger. Bauman nævner også, den bekymring omkring, hvorvidt vi selv er i stand til at udføre en handling, som Holocaust, og ikke hvorvidt Holocaust rammer os som individer. Grundet udnyttelsen af samfundet muligheder, og ikke et afbræk af normaliteten, vil en hændelse lignende Holocaust være mulig at genskabe, dog under andre forudsætninger, og på den måde er det et fænomen vi som individer skaber, og ikke noget der rammer os. 26

6. Værkbeskrivelser I det følgende afsnit vil vi lave en redegørelse af erindringer skrevet af Samuel Pisars, Primo Levis og Viktor E. Frankls. Alle tre forfattere har været fanget i koncentrationslejren Auschwitz, og formåede på hver deres måde at overleve. I redegørelsen vil vi belyse deres baggrund inden fangenskabet, deres tanker og observationer under fangenskabet samt deres liv efter koncentrationslejren. 6.1 Blod og håb af Samuel Pisar Samuel Pisar blev født i 1929 i Polen. Han voksede op hos hans forældre i Bialystok, hvor faderen var fremstående jøde. Faderen og hans familie havde boet i byen gennem flere generationer, og de oprettede blandt andet byens første taxaselskab. Mens en stor del af Pisar familien emigrerede inden krigen til Australien, Frankrig og Amerika, valgte Samuels forældre at blive boende i Polen. Da Samuel Pisar var ti år gammel, blev Bialystok besat af Sovjetunionen. Efter to års besættelse overtog nazisterne Bialystok, og oprettede en ghetto for byens jøder. Mens Samuel Pisars far blev dræbt af nazisterne i ghettoen, blev Samuel Pisar, hans mor og lillesøster sendt videre til en koncentrationslejr. Samuel Pisar blev sendt til Majdanek, og hans mor og lillesøster blev sendt direkte til krematoriet. Samuel Pisar kom under krigen til flere koncentrationslejre herunder 27

Majdanek, Blizin, Auschwitz og Dachau. 24 I 1945 formåede Pisar og en gruppe andre fanger at stikke af, da en kolonne af fanger skulle fragtes fra en lejr til en anden (Pisar 1986, 65). Vi vil i det følgende redegøre for Samuel Pisars oplevelse af livet i en koncentrationslejr samt, hvordan han selv mener, at han overlevede i det samfund som lejren var. I Blod og Håb beskriver Pisar samfundet i lejrene som umenneskelige. Ved ankomsten til den første lejr blev han frataget alle personlige ejendele, han blev ført hen til et rum, hvor han blev afklædt, vasket, al kropsbehåring blev barberet af, og han blev herefter iklædt en fangedragt. Pisar blev tildelt et nummer, B-1713, som blev hans nye identitet i den nye verden. Madrationerne var små, hvilket betød en almen svækkelse af fangerne. Arbejdsdagene var lange, og i barakkerne sov fangerne tæt på brædder uden varme og lys (Pisar 1986, 36). Ved ankomsten til den første lejr chokeres Samuel Pisar over lejrens fysiske størrelse samt lejrens omfang. [ ] straks efter ankomsten blev jeg lamslået over lejrens uhyre størrelse. Dette gigantiske mesterstykke, den nyeste storby i Hitlers Europa bestod af række efter række af barakker anbragt som efter en lineal. Kun stanken skæmmede den følelse af orden og hensigtsmæssighed der måtte have inspireret de tyske bygmestre. De høje murede skorstene der i lejrens fjerneste ende udspyede røg og flammer, overgød alting med den modbydelige lugt af brændende kød (Pisar 1986, 43). Efter at have været kort tid i koncentrationslejren overvejede Pisar at begå selvmord. Han ønskede at dø og tilslutte sig sin mor og søster, som han var overbevidst om, var blevet dræbt af nazisterne (Pisar 1986, 39). Pisar kunne ikke se, hvilken ret han havde til at leve, når resten af hans familie var blevet dræbt. Han havde kort forinden mødt barndomsvennen, Ben, som på daværende tidspunkt var i samme lejr som ham selv. Det var Ben, som fik Pisar væk fra tankerne om selvmord. Ben, som også selv havde haft tanken om at give op, fik overbevist Pisar om, at deres mødre og søstre måske 24 http://www.law.harvard.edu/news/bulletin/2005/fall/cn_01.php 28

stadig var i live, og at det var deres pligt at overleve, hvis de en dag fik chancen for at blive genforenet med deres familier. Det blev en pligt for de to drenge at overleve (Pisar 1986, 39). Hvis vores mødre og søstre endnu levede, var det vores pligt også at holde os i live, at overleve indtil den dag, vi kunne blive genforenet. Der var altid en chance. (Pisar 1986, 39) Pisar og Ben fandt sammen ud af forskellige metoder til at anskaffe sig ekstra madrationer, holde sig rene for at undgå infektioner og bytte tøj, så de kunne holde sig varme. De opdagede at suppen var tykkere ved begyndelsen og slutningen af maduddelingerne. De kunne fra skolen lidt tysk, hvilket hjalp til en forståelse af, hvad der egentligt foregik i lejren. De fandt ud af, hvordan de kunne skifte tøj ved arbejdsvagtskifte, så den som var ude i kulden, ikke ville fryse, og de kunne holde sig rene ved at vaske sig i regnvand eller sne (Pisar 1986, 40). De to var til sammen stærkere, når det gjaldt overlevelse. Pisar og Ben underskrev en pagt pagten om viljen til at leve (Pisar 1986, 40). Pagten og pligten til at overleve hjalp Pisar til at overvinde den fortvivlelse, som han til tider oplevede (Pisar 1986, 50). Senere optog de to drenge endnu et medlem, som blev en del af deres pagt. Det var Niko, som var en 30-årig hollandsk jøde. De tre blev trofaste venner mens de var i fangenskab, men også efterfølgende (Pisar 1986, 45). Men man overvandt fortvivlelsen fordi man højtideligt havde lovet ikke at give op over for slynglerne eller over for sig selv. Man gik ikke igennem så meget i så lang tid for at give op nu. (Pisar 1986, 50). Samuel Pisar omstillede sig og tilpassede sig de rammer, som det samfund han befandt sig i krævede for at overleve. Han skubbede følsomhed og anstændighed til side og gjorde, hvad end han måtte gøre for at sikre sin egen overlevelse. For at overleve den voksenverden, som Pisar befandt sig i, tvang han sig selv til at være hård. Jeg blev forsigtig og snarrådig. Skønt kun et barn tvang jeg mig til at være hård for at kunne klare mig i den ubarmhjertige 29

voksenverden omkring mig en verden hvis virkelighed man ikke kan fatte, hvis man er afhængig af sådanne abstrakte begreber som ære, værdighed og menneskerettigheder. I Auschwitz var den slags luksus nytteløs eller oven i købet skadelig. Det der betød noget var det grundlæggende dyriske instinkt for at holde ud. (Pisar 1986, 44). Netop det at tilpasse sig var essentielt for Pisar, og det var for ham en væsentlig del af hans egen overlevelse. Pisar opstillede nogle regler for sig selv, for hvordan han bedst udnyttede sine chancer for at udskyde døden. Den første regel handlede om underkastelse, fuldkommen underkastelse. Ingen mumlen, ingen pause, ingen blikke eller gestus. Det handlede om, at gøre alt for at gøre sig selv usynlig (Pisar 1986, 46). En anden regel var aldrig at vise tegn på fysiske skavanker og svaghed, de svageste og ofte tapreste døde først (Pisar 1986, 48). Reglerne for overlevelse var brændt ind i sindet på Pisar. Pisar modtog en dag en straf på 25 piskeslag for ikke at hilse ordentligt på en SS-officer. Pisar var gennem hele afstraffelsen tavs og viste på intet tidspunkt tegn på svaghed til trods for, at han mod slutningen af slagene var tæt på besvimelse (Pisar 1986, 47). Den måde at være på, de regler han lavede og tilfældigheder gjorde ifølge Pisar selv, at han overlevede. Samuel Pisar skrev hans beretning 33 år efter befrielsen. Han havde indtil da nægtet at vende tilbage til den verden, hvor hans folk blev udslettet, og hvor hans liv blev taget fra ham (Pisar 1986, 9). Han blev optaget af tanken om, at grusomheden som fandt sted under 2. Verdenskrig, kunne finde sted igen. Ifølge Pisar er det blot en illusion, at Hitler var et forbigående tilfælde i verdenshistorien. Pisar beskriver i Blod og Håb, at Hitler gennem en demokratisk proces var kommet til magten, Hitler var et resultat af økonomisk depression, stor arbejdsløshed og socialt kaos. Pisar indså, at han var nødt til at vende tilbage til den verden, som fratog ham hans liv, for at bruge den som lærdom til, hvordan han i dag kan advare og informere om, at sådanne begivenheder godt kan finde sted igen (Pisar 1986, 10). Han søgte tilbage til fortiden, for at forstå nutiden og for at være i stand til at informere om den trussel, som vi i dag står overfor. Pisar er derfor meget opsat på at informere om, at vi i nutidens samfund godt kan opleve samme brutalitet, som han selv oplevede under 2. Verdenskrig. Et af hovedformålene med at nedskrive hans beretninger fra krigen er, at få nulevende til at forhindre den udvikling, som vi ifølge ham er på vej imod i nutidens samfund. 30

Den tåbelige konkurrence mellem stormagterne i det endeløse salg af våben til udviklingslandene og den vanvittige acceleration af både kernevåben og konventionelle våben i både Sovjetunionen og De forenede Staters arsenaler rejser sig truende for mine øjne som fremtidens gigantiske gaskamre. (Pisar 1986, 13) Samuel Pisar blev uddannet og arbejder i dag som en succesfuld advokat, og gennem hele hans karriere har en af drivkræfterne bag hans arbejde været kampen for retfærdighed. 6.2 De druknede og de frelste af Primo Levi Primo Levi levede fra 1919 til 1987, hvor han fra februar 1944 sad i fangenskab i koncentrationslejren Auschwitz, indtil lejren blev befriet af Den Røde Hær 25 i januar 1945. Primo Levi var uddannet kemiker og derudover har han udgivet adskillige værker af forskellige litterære genre. Han voksede op i Torino hos sin velhavende jødiske familie, hvoraf Primo Levi var den eneste iblandt hans familie, som blev taget til fanget af nazisterne og sendt i koncentrationslejr. Levi døde kort tid efter udgivelsen af sin sidste bog, hvor omstændighederne for dette dødsfald er uvisse 26. I denne redegørelse har vi valgt at tage udgangspunkt i bogens afsnit, og benytter dem som opdeling i vores gennemgang af værket, for at skabe et bedre overblik og dermed en større forståelse. Ud fra Primo Levi s bog, De druknede og de frelste, beskriver han, at en af de største opgaver for nazisterne var at skjule de grusomheder der fandt sted under Holocaust. Dette resulterede i, at nazisterne manipulerede jøderne til at tvivle på, at intet menneske ville tro på jødernes beretninger om tiden og forholdene i koncentrationslejren, hvis de overlevede (Levi, 1992, 9). 25 Den røde hær er den officielle betegnelse for den sovjetiske hær 1918-1946 (http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/rusland_og_centralasien/ruslands_historie/sovjetunionen_1917-1991/den_røde_hær) 26 http://www.denstoredanske.dk/kunst_og_kultur/litteratur/italiensk_litteratur/primo_levi 31

Jo hårdere undertrykkelsen er, desto villigere er de undertrykte til at samarbejde med magten (Levi 1992, 33). Fra start af var det en nedbrydelsesproces, at SS-kommandørerne skulle fjerne håbet fra de nyankomne fanger. Det var en fysisk og psykisk metode, der var gennemtænkt, da intet skulle overlades til tilfældighederne. De nyankomne var de eneste, der turde at gøre modstand, hvilket var en frygt for SS-kommandørerne. Håbet fra de nye ankomne måtte ikke spredes til de øvrige fangere, da dette kunne resultere i et uventet opgør mellem fanger og SS'erne. Primo Levi beskriver, hvordan fanger hurtigt lærte, at den bedste overlevelsesstrategi var at være samarbejdsvillig og adlyde ordrer. Her undgik de at komme i karambolage med autoriteten, som oftest endte ud i død eller tortur (Levi 1992, 42). Kommunikation var en vigtig del af overlevelsen for fangerne ifølge Levi. SS-kommandørerne begrænsede kommunikationen for fangerne. Det gjorde de ved, at tysk var det eneste godkendte sprog i koncentrationslejrene. Mangel på kommunikation var en del af nedbrydelsesprocessen, da fangerne blev psykisk nedbrudt ved ikke at kunne forstå de informationer, der blev givet fra autoriteterne. Primo Levi skriver direkte, at en af årsagerne til hans overlevelse var, at han fik lov til at modtage breve fra hans familie. Dette gav ham håb og mulighed for at tænke sig væk fra den verden han befandt sig i. Han beskriver i 'De druknede og de frelste', hvordan nogle af fangerne blev udsat for tortur, hvis de ikke forstod ordrerne, da de ikke kunne forstå det tyske sprog (Levi 1992, 75). Primo Levi beskriver, at der blandt fangerne blev spredt en skam over den egoistiske tankegang, som opstod med tiden i koncentrationslejren. Den egoistiske tankegang opstod i sammenhæng med overlevelsesinstinktet, da fangerne behandlede hinanden umenneskeligt. Disse handlinger vil altid være i deres erindringer, selv efter livet i koncentrationslejren. Det kunne aldrig vaskes bort; det var beviset på at mennesket, den menneskelige race, kort sagt, vi havde en indbygget evne til at skabe en uendelig smerte, og at smerten er den eneste kraft som opstår af intet, uden omkostninger og uden anstrengelser. (Levi 1992, 69) Det ovenstående citat belyser, hvordan Primo Levi oplever den uendelig smerte, som mennesket er i stand til at skabe ufrivilligt. 32

Primo Levi så ikke SS-kommandørerne som direkte onde, men så derimod på mennesket bag deres facade. Han mener, at både miljø og opdragelse har indflydelse på de handlinger, som SS'erne var i stand til at udføre. Herudover mener han, at SS'erne var bange for selv at blive straffet, hvis ikke de var tro mod de højerestående autoriteter. Han argumenterer også for, at en vigtig årsag til, at så mange mennesker kunne udføre denne ondskab, skyldtes menneskets sociale instinkt. Fangerne blev nedværdiget af SS-kommandørerne, der benyttede unyttig vold, som en metode for at beskytte sig selv. Der blev hver dag udført en række rutiner for dagligt at nedværdige fangerne. Disse nedværdigende rutiner gjorde, at fangerne ikke længere følte sig som mennesker, men nærmere som dyr. Derfor havde SS-erne nemmere ved at torturere og dræbe jøderne, da de ikke fik samme skyldfølelse i og med, at de ikke så jøderne som mennesker. Jøderne begyndte derfor selv at leve som dyr. Der var ikke mange forsøg på selvmord i koncentrationslejren, da dette er et menneskeligt karaktertræk, hvorimod bestræbelsen efter overlevelse er en dyrisk evne (Levi 1992, 92). Stående i en kreds, under den brændende sol, måtte hver deporteret skovle mod højre, fra sin dynge til naboens, i en uendelig meningsløst runddans eftersom sandet endte hvor det kom fra. (Levi 1992, 98) Dette citat illustrerer metoden bag underkuelsen af fangerne, og hvordan de skulle udføre unødvendigt slavearbejde (Levi 1992, 97). Primo Levi var blandt de intellektuelle fanger i Auschwitz, grundet hans baggrund som kemiker. Denne akademiske baggrund var en fordel i forhold til overlevelse, da SS-kommandørerne kunne udnytte hans kompetencer som kemiker. Derudover havde han en lille forståelse for tysk, hvilket gjorde den nødvendige kommunikationen nemmere. Hans uddannelse var dermed nyttig, men medbragte en byrde, der til tider fortærede livet i koncentrationslejren, da han reflekteret meget over sin situation (Levi 1992, 112-113). I koncentrationslejren gjorde SS-kommandørene alt, hvad der stod i deres magt for, at fangerne ikke skulle flygte. Fangerne var nemlig et levende bevis på grusomhederne som fandt sted i Auschwitz. 33

Dette måtte ikke komme ud til den eksisterende verden uden for koncentrationslejren. Derfor var SS-kommandørenes vigtigste opgave at holde alle fangerne inden for lejrens murer. Hvis det undtagelsesvist lykkedes fangerne at flygte, havde de ingen steder at begive sig hen. Den eksisterende verden uden for koncentrationslejren så dem ikke længere som en del af samfundet, og ville ikke tilbyde husly, da konsekvensen af dette var en grusom straf (Levi 1992, 124-125). Levi beskriver, at man som jøde bliver nødt til at glemme og fortrænge fortiden, og danne en løgn, som man blev nødt til at tro var sandheden. For fangen var tiden i koncentrationslejrene en grusomhed periode, som var en byrde, de ikke kunne leve med (Levi 1992, 19). Derfor blev de overlevende nødt til at skabe sig en ny og anderledes sandhed om deres fortid. De troede på den opstillede sandhed, for at kunne leve med sig selv. Individet bar på en ubærlig smerte, hvilket var en af grundende til, at de overlevende ikke kunne føle sig helt frie. Der var mange grusomme erindringer, der forfulgte dem i deres hverdag. Befrielsen var derfor ikke glædelig, da den byggede på baggrund af en tragisk begivenhed. 6.3 Psykologi og eksistens af Viktor Frankl Viktor Emil Frankl blev født 26. marts 1905 ind i en jødisk familie med forældre og søskende. Familien boede i Wien, Østrig, og levede blandt Wiens mere velstillede borgere. Allerede fra gymnasietiden viser Viktor Frankl interesse for psykiatrien og i 1924 studerede han medicin på universitetet i Wien 27. I 1925 mødte Frankl Sigmund Freud og senere hen fascineredes han af Alfred Adlers psykologi omhandlende individer, individualpsykologi. Efter indflydelse af disse to psykiatere bevægede han sig hen i mod sin egen teori, kendt som Logoterapien 28. Efter redegørelsen af Psykologi og Eksistens vil vi kort uddybe logoterapien. I 1942 blev Viktor Frankl, sammen med sin familie, arresteret og sendt til koncentrationslejren i Theresienstadt. Kort efter ankomst blev de separeret, og faderen afgik ved døden. I 1944 flyttes Viktor Frankl til koncentrationslejren, Auschwitz og ligeledes flyttes hans moder og hustru til andre udryddelseslejre, hvor de afgik ved døden. Hans broder døde ligeledes i Auschwitz, hvorimod det lykkedes hans søster at flygte til 27 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html 28 http://www.denstoredanske.dk/krop,_psyke_og_sundhed/psykologi/psykoanalyse_og_egopsykologi/viktor_emil_fr ankl 34

Australien, hvor hun overlevede 29. Viktor Frankl blev på et tidspunkt i sit fangeskab tilbudt arbejde i sygebarakken, hvor hans profession kunne anvendes. Han takkede ja til dette tilbud, hvilket skånede ham for det hårde fysiske arbejde. For Viktor Frankl var det vigtigt gennem hele hans tid i fangeskab at få genskabt manuskriptet, hans afhandling Ärztliche Seelsorge, der tidligere var blevet stjålet og destrueret af lejrens befalingsmænd. En afhandling han efter befrielsen i 1945, udgav som grundlag for hans videre arbejde med Logoterapien 30. Ifølge Viktor Frankl kunne man skelne mellem tre faser i fangernes sjælelige reaktioner på lejrlivet optagelseschokket, det egentlige lejrliv samt tilstande efter endt lejrliv. I det følgende vil vi redegøre for lejrens opbygning og de tre fasers sammenkobling til Viktor Frankls oplevelser og egne erfaringer. Auschwitz var et begreb, var indbegrebet af uklare med desto frygteligere forestillinger om gaskamre, krematorieovne og massedrab. (Frankl 2002, 16). I citatet argumenterer Frankl for, hvordan koncentrationslejeren fremstår for offentligheden. En beskrivelse af en verden omhandlende død og ulykke, og hvor grusomme handlinger var en del af hverdagen. Det første møde med lejerens befalingsmænd skete i rækken. Den række der skulle adskille de arbejdsdygtige fra de syge og uduelige, og som senere tydeliggjorde, at den ene række førte mod gaskamrene. En pegefingerleg der ledte Frankl i arbejdslejeren og førte ham videre i systemet. Arbejdslejeren bestod af hårdt fysisk arbejde, der tog hårdt på fangernes fysiske tilstand (Frankl 2002, 18-19). Systemet indebar en hverdag, hvor oplevelsen af ikke at være andet end en nøgen eksistens, var den første reaktion på lejrlivet og den verden fangerne var kommet til (Frankl 2002, 21). Denne reaktion bunder i oplevelsen af mødet med det første bad, hvor alle fangernes personlige ejendele blev konfiskeret og hår blev barberet af mens pisk og høje råb fra befalingsmænd prægede oplevelsen (Frankl 2002, 21). De fanger der slap med livet i behold efter udvælgelsen mødte synet af barakker, hvor søvnløshed i over-befolkede køjer og den værst tænkelige hygiejne, samt utøj blev en normalitet i det daglige liv (Frankl 2002, 66). Den nøgne eksistens belyser også det faktum, at enhver fange ikke blev nævnt ved navn, men var et tal i rækken. Et tal, hvor kravet var konstant synlighed (Frankl 2002, 11). 29 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html 30 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html 35

Som tidligere nævnt beskriver første fase det psykologiske choks virkning på fangerne. Frankl beskriver eksempelvis, hvordan ankomsten til Auschwitz var præget af frygt indtil fangevogternes velvære gav dem en ro og et håb for fremtidens forhåbninger. Se bare på disse fangers rund og rødkindede ansigter. (Frankl 2002, 17). Frankl indser, da han får stjålet sit manuskript, at det er væsentligt at slå en streg over sit tidligere liv for at overleve livet i koncentrationslejren. Jeg slår en streg over hele mit tidligere liv! (Frankl 2002, 20). Et andet element i første fase er nysgerrigheden. Nysgerrighed omkring overlevelsesspørgsmålet, og efterfølgende de overraskelser der rammer individet, når problemstillinger ikke kan besvares ud fra tidligere livs erfaringer og viden. Her henvises igen til det tidligere fremførte punkt at slå en streg over sit tidligere liv. Mennesket bliver gjort til et væsen, der vænner sig til alt (Frankl 2002, 22-24). Den anden fase, kaldet det egentlige lejrliv, er præget af psykens nødvendige beskyttelsesmekanisme. Denne beskyttelsesmekanisme kommer til udtryk i det følgende citat: Denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med. (Frankl 2002. 29). På trods af det førnævnte panser nævner Frankl også, at det er væsentligt at bevare nogle menneskelige værdier samt egen personlighed således, at man ikke ender som en del af massen. Hvis mennesker i koncentrationslejren ikke mobiliserer følelsen af egen værdi, mister det følelsen af at være et væsen, for ikke at være et åndeligt væsen med indre frihed og personlig værdi. (Frankl 2002, 54). Når opretholdelse af livet er det eneste fokuspunkt man stræber efter, vil der ganske hurtigt ske en regression hos fangen en tilbagegang til et primitivt stadie. Dette ses i fangernes drømme, hvor mad og cigaretter ofte er hovedpunkterne (Frankl 2002, 34). Drømmene anses for at være tilstande, hvor velvære er i fokus. Frankl beskriver her, hvordan han ikke vil vække en kammerat der har mareridt, fordi virkeligheden er værre end dette mareridt. At ingen drøm, ikke engang den frygteligste, kan være så ond som virkeligheden, der omgav os i lejren. (Frankl 2002, 35). 36

Den tredje fase Frankl beskriver, omhandler den befriedes psykologi. En tilbagevenden til et liv hvor lejrens normer og strukturer kendetegnes som uret. En hindring den befriede fange støder på, er evnen til at glæde sig. Her beskrives, hvordan man skal lære at mærke glæden ved livet. Man har bogstavligt talt glemt at glæde sig, og man må først lære det igen. (Frankl 2002, 93). Et andet aspekt er at tro på, at virkeligheden er virkelighed. Frankl beskriver en depersonalisation, hvor fangen efter endt fangeskab, har svært ved at tro på, at den fortsatte drøm om befrielse er sand, da den før har snydt dem (Frankl 2002, 95). I den primitive natur hos den befriede fange, kan man lægge mærke til de moralske holdninger omkring vold og magt. Friheden får dem til at benytte sig af vold og magt. De forstår ikke, at vold og magt ikke er en del af det nye samfunds normer og strukturer (Frankl 2002, 96). Ingen har ret til at gøre ure, heller ikke den, der har lidt uret. (Frankl 2002, 95). Foruden manglende glæde og troen på virkelighed spiller problemstillinger angående forbitrelse og skuffelse også en rolle hos det frie menneske. Forbitrelse og skuffelse rammer den befriede, når man vender tilbage til det gamle liv, hvor ens kendte omgivelser og menneskelige relationer er forandret. Skuffelsen giver dem en oplevelse af at, lidelsen ikke er bundløs, men at det stadig er muligt at komme længere ned. En følelse man ikke havde forventet kunne være tilstede efter endt fangenskab (Frankl 2002, 96). Disse tre faser er her beskrevet ud fra væsentlige aspekter i vores optik, men en selvfølge vil være, at man er opmærksom på, at andre problemstillinger har været i spil hos andre fanger i koncentrationslejre. Viktor Frankl nævner også held som et aspekt inden for overlevelse i koncentrationslejren. Et aspekt vi ikke vil komme videre ind på i denne sammenhæng. 6.3.1 Logoterapien Viktor Frankls logoterapi finder det som sin opgave at hjælpe patienten med at finde mening med livet. For at nå meningen med livet, skal man rette fokus mod de opgaver og hensigter man skal realisere i fremtiden. Et motto der kort beskriver det væsentligste ved logoterapien er Nietzsches 31 ord: Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan. (Frankl 2002, 108). 31 Anerkendt tysk filolog og filosof, 1844-1900 (http://www.denstoredanske.dk/sprog,_religion_og_filosofi/filosofi/filosofi_i_1800-_og_1900-t./filosoffer_1800-t._- _Tyskland_-_Østrig_-_Schweiz_-_biografier/Friedrich_Wilhelm_Nietzsche) 37

Et eksempel på, hvordan Frankl benytter sig af logoterapien kan ses, da han i sin beretning, beskriver, hvordan han selv blev ramt at plettyfus og ved hjælp af sin tro på at udgive sit manuskript, undgik at bryde sammen og dø. Udgivelsen af manuskriptet var den mening Frankl fandt med sit liv (Frankl 2002, 109). 6.4 Viktor Frankls tre faser Ud fra Viktor Frankls optik kan lejrlivet beskrives ud fra fangens sjælelige reaktioner i tre faser. Første fase betegnes som optagelseschokket, anden fase som apatiens stadium og sidst den tredje fase også kaldet de befriedes fangers psykologi. Som beskrevet står de ydre omstændigheder overfor et andet aspekt, nemlig den psykologisk tilpasning til lejrens omgivelser. Første fase Første fase optagelseschokket beskriver en tilstand, hvor fangen stadig står på chok stadiet og overhovedet ikke er bange for døden (Frankl 2002, 24). De prøver endnu at gribe fast i håbet og ikke mindst i bekræftelsen af dette håb, da endnu præger deres optimisme. Dette håb er kendetegnet ved situationer præget af død og ulykke og det kommer til udtryk i det følgende citat. Som en druknende, der griber efter et halmstrå, griber min principielle, der siden det øjeblik altid dukker op hos mig i de værste situationer. (Frankl 2002, 16) Kort tid efter rammes fangerne af frygt. Frygten for ikke at vende tilbage, efter de stiftet bekendtskab med lejren normer og regler, der markant giver et billede af, at de ikke vil overleve. De er nødsaget til at omstille sig, og ændre adfærdsmønstre, der passer ind i netop denne verdens struktur. Tidligere livshistorier og erfaringer kan i denne situation ikke bruges til deres handlinger, og en nysgerrighed for løsninger på lejrens almene problemer opstår. 38

En anden uvant følelse er at være en del af massen. Man er ikke længere et individ, men en del af en samlet enhed af menneskekød, kun adskilt af numre fastgjort på deres lasede tøj (Frankl 2002, 36). Denne fase forløber kun over en kort periode, hvorefter det erstattes af det egentlige lejrliv. Anden fase Anden fase, det egentlige lejrliv, men også kaldt apatien, er tilstanden af ligegyldighed der rammer fangen, når virkeligheden afblændes. Fangen bliver ufølsom overfor de slag, der venter ham, og dør lidt efter lidt indvendig. [ ] gør ham også snart ufølsom overfor de slag, der vanker hver dag og hver time. Denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med. (Frankl 2002, 29) Denne fase koncentrerer sig om en eneste ting for fangerne, nemlig at opretholde livet. Individet rammes af en primitiv tankegang, hvor det vigtigste er overlevelse. Mad bliver lejrmenneskes væsentligste drivkraft, både i dagligdagen, men også i drømmene. Drømmene er ofte præget af mad, cigaretter og længslen efter nydelse. Denne tilstand er en konsekvens af fysisk og psykisk udmattelse. Underernæring og søvnmangel præger fangens psyke, så netop denne apati træder i kraft. I forlængelse af denne mangel på koffein og nikotin indtræder en irritation hos fangen. Denne irritation er et afløb, af det pres fangen er under kombineret med sult og søvn mangel, og leder til langt flere voldelige episoder (Frankl 2002, 67). Følelsesreaktioner hos fangen er i dette stadie, ikke præget af længsel efter familie, væmmelse overfor forholdene, og den voldelige hverdag. Disse faktorer berører ikke fangen længere, da lejrmennesket er styret af ligegyldighed overfor situationen. Frygten for afstraffelse præger fangen så meget, at ethvert initiativ undlades. Lejrmennesket undgår at komme i fokus, og vil helst være en del af massen, for ikke at skulle tiltrække sig fangevogternes opmærksomhed. Dette behov for ikke at være nogen, er et resultat af den behandling fangerne er under i lejren. Følelsen af ikke at være et individ, men en del af massen, er en kontrast til fangens 39

tidligere liv, da man i lejeren behandles som ingenting. Men nu, her, bliver vi bogstavelig talt behandlet som det rene ingenting (Frankl 2002, 67). Tredje fase Frankls beskrivelse af den tredje fase omhandler den befriedes fanges psyke. Lejrmenneskerne har under tiden i fangenskab mistet troen på virkeligheden, og alt føles som en drøm. Derfor skal de efter endt fangenskab genopbygge troen på virkeligheden, og ikke mindst evnen til at glæde sig. Det, disse kammerater oplevede, kan du fra et psykologisk standpunkt betegnes som typisk depersonalisation. Alt forekommer uvirkeligt, usandsynsligt, alt virker som en drøm. (Frankl 2002, 93) Frankl mener, at fangen skal lære at leve igen og bliver skridt for skridt til et menneske igen. Denne proces indebærer at de igen skal lære at være individer, og kunne stå som selvstændige personer. At være en del af massen, er ikke en mulighed mere, og egne valg og handlinger sættes i fokus. Men den dag, i den time, begyndte dit nye liv du ved det. Og skridt for skridt træder du ind i dit nye liv, blive du men- neske igen. (Frankl 2002, 94) Den førnævnte proces, fra lejrmenneske til befriede fange, er ikke let tilpasning. Efter så lang en tid under sjæleligt pres, skal fangen have hjælp til at bearbejde de psykiske terror, de har været udsat for for at genopbygge en normal tilværelse som frit menneske. Vejen til denne normale tilværelse, er præget af moralske dilemmaer, der kommer til udtryk, når fangen står overfor situationer som håndteres anderledes i koncentrationslejren end i det virkelige liv. Tiden i fangenskab har sat sine spor i fangens normer og regler, og disse stemmer nødvendigvis ikke overens med det virkelig livs normer og regler. Ingen har ret til at gøre uret, heller ikke den, der har lidt uret. (Frankl 2002, 95). Foruden den morale deformering kan den befriede fangen, også rammes af to fundamentale oplevelser. Forbitrelsen og skuffelsen indtræder hos det mennesker, der vender tilbage til sit tidligere liv. Dette liv er ikke længere genkendeligt for fangen, da fangeskabet har sat dybe spor i 40

fangens psyke, men også i de relationer fangen havde før lejrtiden. Virkeligheden stemmer ikke overens, med de forventninger fangen havde efter befrielsen. Måske er nogle kære gået bort, og det var netop mødet med disse kære, som fangen brugte som overlevelses grund. Når denne overlevelses grund ikke opfyldes, rammes fangen af skuffelse, og indser at bunden ikke er nået, trods man forventede at ens egen situation ikke kunne blive værre (Frankl 2002, 96). Disse tre faser bekriver samlet set, hvordan det psykologiske aspekt kommer til udtryk hos den gennemsnitlige lejrfange. Frankl udviklede disse tanker på baggrund af sine egne oplevelser og erfaringer. 7. Diskussion I det følgende afsnit vil vi diskutere de enkelte fangers erindringer ud fra Viktor Frankls tre faser. De tre faser vil være gennemgående for alle tre diskussioner, og derved skabes en sammenhæng der tydeliggøre de tre forfatteres subjektive erindringer, sat i forbindelse med den verden de befandt sig i. 7.1 Samuel Pisar Vi vil i det følgende benytte Viktor Frankls tre faser til at diskutere Samuel Pisars oplevelse af koncentrationslejr som verden og overlevelse i lejren. Samuel Pisar opdeler ikke livet i koncentrationslejren på samme måde som Viktor Frankl og hans tre faser. Der kan drages nogle paralleller mellem Frankls tre faser og Pisars beskrivelser af livet i fangenskab, men aspekter som held, snedighed og snarrådighed var også centralt for Pisars overlevelse i de forskellige lejre. Det kan samtidig være relevant at tænke på, at Pisar skriver sin beretning 33 år efter, han er befriet fra fangenskabet, og derfor kan rækkefølgen i hans oplevelser formentlig ikke fremstår helt kronologisk. Det kan betyde, at det kan være svært at skelne mellem, hvornår Samuel Pisars tanker om overlevelse egentligt fandt sted i forhold til, hvor lang tid han havde været i lejrene, og det kan derfor også være svært at skelne mellem de tre faser hos Pisar. Samuel Pisar rationaliserede sig undervejs i fangenskabet frem til de løsninger, som for ham virkede rigtige, men som ikke nødvendigvis var ens med de øvrige fangers stræben efter overlevelse. Meningsløst, gentog jeg for mig selv; bedre at spare energien (Pisar 1986, 33). 41

Citat beskriver, hvordan Pisar håndterer de første lidelser, som han blev udsat for under transporten til den første lejr. Undervejs i denne kreaturvogn, som transporterede jøder til de forskellige lejre, oplevede Pisar panik og frygt blandt de øvrige fanger. Mens de andre fanger masede sig rundt og kæmpede en mindre kamp for de bedste pladser i vognen, forholdt Pisar sig mere rolig, og tænkte, at det var bedst at spare kræfter, til det næste som måtte komme. Ved ankomsten til den første koncentrationslejr var han chokeret og lamslået over, hvor stort og omfattende det hele var. Det var en storby, hvor orden og kontrol herskede. Det første Pisar oplevede var, at de tog alt fra ham. De tog hans tøj, barberede hans hår og tog de sidste personlige ejendele, som han havde (Pisar 1986, 36). [ ] - alt hvad der kunne minde os om vort tidligere liv som de havde sagt ville blive leveret tilbage til os efter brusebadet, alt dette så vi aldrig igen (Pisar 1986, 36). Det var en verden opdelt af undermennesker markeret som numre, i stedet for individer med navne og personligheder. Alle fangerne blev set ens, og enhver var sig selv nærmest i kampen om overlevelse. Intet af det der sker, sker med mig. Kun det nummer der tatoveret på min venstre arm minder mig om, at jeg stadig eksisterer. (Pisar 1986, 46) Dermed lagde Pisar sin fortid fra sig, og blev det nummer, som var tatoveret på hans arm han udlevede den eksistens, nazisterne tillagde ham han var ikke andet end en nøgen eksistens. Pisar indså efter kort tid i lejren, at han var i en verden, hvor den adfærd og de normer han tidligere havde kendt til ikke længere var gældende. Han kom fra en velfungerende familie, han var velopdragen og dygtig i skolen, og han var nu tvunget til at omstille sig den nye verdens præmisser, for at kunne overleve. Jeg begyndte dunkelt at få en forestilling om, hvad det var for en fjende, jeg stod overfor, at forstå at mordere har langt mere fantasi end deres ofre, og at alle de kræfter jeg havde tilbage og al den snilde jeg besad måtte helliges udsættelsen af min egen udslettelse. (Pisar 1986, 37) 42

Efter kort tids ophold i lejren mistede Samuel Pisar håbet, og for ham ville døden være en lettelse og den sidste udvej. Livet virkede håbløst, og han havde svært ved at opretholde modet. Som tidligere beskrevet, var det gennem barndomsvennen Ben, at Pisar genfandt håbet. Et håb om at han en dag ville blive genforenet med sin søster og mor, og dette håb blev for Pisar årsagen til at kæmpe for overlevelsen. Kæmpe mod al logik og mod alle odds (Pisar 1986, 41). Det nye håb gjorde, at Pisar omstillede sig den nye verdens præmisser og han begyndte at tilvænne sig den nye verdens normer og retningslinjer (Pisar 1986, 37). De problemstillinger, som han nu stod overfor, kunne ikke besvares ud fra tidligere erfaringer og viden, og han blev, som Frankl skriver, et væsen der vænner sig til alt. Sammen med Ben tilpassede Pisar sig de forhold som var gældende. Hvis man kigger på Frankls anden fase, kan der ses en sammenhæng mellem Pisar og de aspekter som Frankl nævner i denne fase. Som en del af tilpasningen udviklede Samuel Pisar følelsesmæssig apati og han gjorde ting, som han senere ikke troede var mulige. [ ] og det jeg i dag ikke kan forestille mig at gøre, gjorde jeg som en dreng på femten, uden den mindste samvittighedsnag. Klæde et lig af? Hvilken rolle spillede det ved siden af de bjerge af lig jeg havde set. (Pisar 1986, 61) For Pisar var overlevelsen ikke en naturlighed. Han gennemgik, som tidligere beskrevet, kriser under fangenskabet i koncentrationslejrene. En af de tilpasninger som Pisar fandt sværest var, at kontakt og menneskelige bånd, der betød afhængighed og følelse, ikke kunne finde sted. Da Pisar tidligt i fangenskabet mødte en tidligere ven af familien, så han det som en redning og en mulig hjælp. Manden, som han mødte, nægtede at kendes ved Pisar, og han reagerede aggressivt over for den unge dreng, som efterfølgende så episoden som en lærdom. En lærdom han udtrykte gennem et kinesisk ordsprog Hvis du giver en mand en fisk, spiser han én gang. Hvis du lærer ham at fiske, vil han spise hele sit liv. (Pisar 1986, 44) Pisar blev sig selv nærmest og skubbede alle følelser og al samvittighed væk. Pisar lærte sig selv at være hård og gøre, hvad end han måtte gøre, for at sikre sin egen overlevelse (Pisar 1986, 44). Samuel Pisar bevarede dog venskabet med Ben og senere Niko, da dette var de få personlige værdier, som han havde tilbage og som for ham samtidig var essentielle for hans overlevelse. 43

Som Frankl skriver, vil der hos mennesket ske en regression. En regression fandt også sted hos Pisar, hvor dyriske instinkter blev den eneste virkelighed, og hvor de til sidst måtte acceptere sig selv som undermennesker (Pisar 1986, 55). Det dyriske instinkt til at spise, ligegyldigt hvad, ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvornår, bliver den eneste, altoverskyggende virkelighed. (Pisar 1986, 37) Det er efter befrielsen, som er den tredje fase Frankl skriver om, svært for Pisar at vende tilbage til virkeligheden. Ved ankomsten til koncentrationslejren var Pisar ikke ret gammel, og han var derfor ikke bekendt med de samfundsmæssige normer, som eksisterede i verdenen uden for lejren. Dette gjorde, at befrielsen for Pisar, var mødet med en verden, som han ikke før havde gjort sig overvejelser omkring. Nej, for os var dette ikke den lykkelige slutning. Det var begyndelsen på noget ukendt, foruroligende, smertefuldt. (Pisar 1986, 69) Pisar oplevede efter krigen en følelse af tomhed indeni. Det håb, som gennem livet i koncentrationslejren, havde holdt ham i live, håbet om at se sin mor og søster igen, eksisterede ikke længere, da han fandt ud af, at de var blevet dræbt af nazisterne under krigen. Han følte sig rodløs og manglede et sted at tage hen. Han manglede et hjem. Hvad så? Hvad skulle jeg gøre? Hvem var jeg? Jeg følte mig fortabt. Freden var kommet til Europa; jeg kunne frit rejse hvorhen jeg ville. Men hvor kunne jeg finde et sted, jeg kunne kalde hjem? Hvor?. (Pisar 1986, 69) Der var lidelse forbundet med befrielsen og overlevelsen. De menneskelige relationer og omgivelser, som Pisar kendte til før krigen, var væk. Evnen til at glæde sig over befrielsen, blev overskygget af den lidelse, der blandt andet var forbundet med skyldfølelse over at være overlevet. Vi følte os på en uklar måde begge plaget af halvt fortrængt skyldbevidsthed over at vi havde overlevet. Med hvilken ret var vi i live, når så mange andre de bedste var knust og dræbt? (Pisar 1986, 69) 44

Pisar levede efter krigen, sammen med Ben og Niko, et liv i den kriminelle løbebane. Han havde svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Det var svært at vende tilbage til virkeligheden og en verden, der ikke var styret af magt og vold, hvilket Pisar også skriver. Når sandheden skal sige, havde det hårde lejrliv og de fuldkommen amoralske tilstande lige efter krigen haft en særdeles skadelig indflydelse på min sans for hvad der var rigtig og hvad der var forkert. Det kunne næppe have været anderledes: den vigtigste lov jeg kendte var overlevelse. (Pisar 1986, 73-74) Pisar kendte ikke til den virkelige verdens samfundsnormer, og han reagerede på de betingelser, som livet i lejren, havde opstillet for ham. Han giver i sin beretning udtryk for, hvordan han ved hjælp af snedighed og snarrådighed, overlevede flere år i adskillige koncentrationslejre. Pisar erkender ikke, at held har spillet en helt central rolle, i hans overlevelse. Flere gange i løbet af sin tid i de forskellige lejre var Pisar heldig ikke at blive straffet af nazisterne. Et eksempel herpå kunne være, da han en dag stod i køen til gaskammeret. Pisar så, at der i hjørnet af det rum, som de ventede i, stod en spand, en børste og en klud. Uden at han blev bemærket, kravlede han hen over gulvet, tog vandspanden og begyndte at skure gulvet. Da vagterne opdagede ham, reagerede de som hvis han arbejdede efter en ordre. Pisar blev kommanderet til at vaske resten af gulvet, hvorefter han forlod de andre nyankomne fanger, og kom tilbage til lejren igen. Pisar beskriver selv denne hændelse som snuhed uden at nævne, hvordan han samtidig var heldig, at vagterne ikke opdagede hans forsøg på at undslippe gaskammeret (Pisar 1986, 51). Pisar rejste efter nogle år, med kriminalitet som den primære levevej, til Australien, hvor han havde to onkler. I Australien kom Pisar væk fra det kriminelle liv, og han begyndte, med onklernes hjælp at studere og læse bøger, og gennem social kontakt med klassekammerater lærte Pisar, hvad der var rigtig og forkert. Dette var starten på et nyt liv for Pisar, hvor han skabte sig sin egen identitet. Senere kom også Ben til Australien. Ifølge de to drenge opfattede de deres nye intellektuelle liv, som den perfekte hævn mod Hitlers ødelæggende arbejde mod dem. Studierne blev den nye mening med overlevelsen. Hvad os selv angik kom vi til det resultat, at fortsættelsen 45

af den moralske og intellektuelle genrejsning vi havde begyndt, og at gøre en ende på Hitlers destruktive arbejde, selv i den uendelig lille målestok to enkeltpersoner repræsenterede, måske var den eneste form der gav mening. Det syntes at være den bedste måde, hvorpå vi kunne begynde at opfylde vor pligt overfor det jødiske folk og menneskeheden som helhed betragtet. (Pisar 1986, 93) Han giver i sin beretning udtryk for, hvordan han ved hjælp af snilde og snarrådighed overlevede de mange år i adskillige lejre. Tankerne omkring overlevelse var ikke strategiske i forhold til de øvrige værkforfattere. Pisar erkender heller ikke, hvor stor en rolle held spillede i hans overlevelse. 7.2 Primo Levi I det følgende afsnit vil diskussionen tage udgangspunkt i Primo Levis syn på Auschwitz som en ny verden. Herudover vil der ligges fokus på, hvilke tanker Primo Levi gjorde sig om overlevelse, og hvordan disse tanker kom til udtryk under fangenskabet. Som tidligere beskrevet vil vi igennem Frankls tre faser diskutere, hvorledes Primo Levis tanker udspiller sig under og efter tiden i fangenskab. Som Frankl beskriver i sin første fase, oplever Primo Levi ligeledes et chok ved sin ankomst til Auschwitz, hvor alle normer og værdier ændrede sig drastisk sammenlignet med den verden, han kom fra. Han havde svært ved at begribe realiteterne i den nye verden, da den var ukendt og ikke kunne relateres til. Den konstante overvågenhed af SS-soldaterne fratog fangernes frihed og deres håb om en verden udenfor lejren (Levi 1992, 28-29). En af de første observationer Levi gjorde sig, var den autoritet og voldelige adfærd, som SS erne udførte i lejren. Det kom som et chok for Levi, at denne uventede vold tog form fra start af (Levi 1992, 28). Ved ankomsten til lejeren pointerer Primo Levi, at det i hans optik var en mulig form for overlevelse at gøre modstand mod magtautoriteten. Efter kort tid i fangenskab, indser han at dette dog ikke var muligt, grundet den nedbrydelsesproces SS erne anvendte fra start af mod fangerne. Denne nedbrydelsesproces fjernede ligeledes modstandskraften fra de nyankomne fanger. Dermed indså fangerne hurtigt, at modstand ikke var vejen til overlevelse. 46

En anden væsentlig observation ifølge Primo Levi var, at de ældre fanger udviste fjendtlighed over for de nyankomne. De ældre var misundelige over de nyankomnes friske erindring om deres hjem i den udenfor eksisterende verden, men samtidig så de også de nyankomnes naive håb om overlevelse. Ifølge Primo Levi var denne form for misundelse absurd, idet de fleste fanger led mere i starten af deres fangenskab (Levi 1992, 29). Primo Levi erindrede de første dage i Auschwitz som en surrealistisk oplevelse med meningsløst raseri. En stor mængde af ukendte personer, der druknede i støj og ugenkendelige menneskeord (Levi 1992, 75). Som tidligere nævnt var det en tendens at borgere i samfundet uden for koncentrationslejren, ikke ville hjælpe frygtende jøder. På den måde blev der dannet et skel mellem verdenen uden for koncentrationslejren og indenfor lejrens grænser. De stod uden for verden som ikke-eksisterende væsener. De havde ikke længere noget fædreland (de var blevet frataget deres oprindelige statsborgerskab), ikke noget hjem; det var konfiskeret og tildelt værdigere borgere. (Levi 1992, 124-125) Dette citat illustrerer, hvordan jøderne ikke længere fremstod som en del af samfundet, og dermed skulle ekskluderes fra de værdige borgere. Det stemmer hermed overens med nazisternes vision om racerenhed og den praksis der blev udført. Jøderne blev konsekvent set som parasitter, der skulle bekæmpes og fik blandt andet derfor frataget alle rettigheder. Efter den første tid i Auschwitz indtrådte den anden fase hos Primo Levi. Denne fase, Frankl kalder det egentlige lejrliv, ændrede Primo Levis opfattelse af koncentrationslejren som verden. Primo Levi mistede modet, og hans overlevelsestanker ændrede sig gradvist. Primo Levi indså hurtigt, at det ikke var brugbart at reflektere over meningen med, at de var blevet placeret i denne verden. Menneske-dyret findes i utallige udgaver, og jeg har set (og beskrevet) mennesker er den mest raffinerede dannelse, især unge, kaste deres erhvervede lærdom overbord, forsimple og brutalisere sig selv og overleve. (Levi 1992, 115) 47

Ud fra dette citat, beskriver Levi, at man blev nødt til at fortrænge sin lærdom, da det kunne være en belastning for individet at bevare denne. Det krævede, at energien blev prioriteret fornuftigt, og ikke blev brugt på unødvendige refleksioner. Det var vigtigt, at man brugte sit overskud nyttigt i den daglige kamp mod overlevelse (Levi 1992, 115). I koncentrationslejren blev fangerne konstant undertrykt af SS erne, hvilket tvang fangerne til at blive mere samarbejdsvillige (Levi 1992, 33). Dette skyldtes, at fangerne indså, at der var større chance for overlevelse, hvis de adlød SS erne, og dermed undgik at skille sig ud fra mængden. Trods fangernes kamp for overlevelse, og den erfaring de tilegnede sig om koncentrationslejren normer og regler, mistede de lysten til at kæmpe for overlevelse. Fangerne fandt livet uoverskueligt og manglede en mening med deres tilværelse. Hermed kan Levi og Frankls tanker om at have et mål i livet, være et forsvar mod døden og opgivelsen (Levi 1992, 120). I Levis eget tilfælde, var hans breve fra sin familie et vigtigt element i hans kamp for overlevelse. Dette gav ham håb og mulighed for at glemme de forhold han levede under for en kort stund. Herudover gav det ham et mål om, at han skulle se sin familie igen (Levi 1992, 75). Fangernes adfærd ændrede sig i løbet af deres fangenskab. De blev mere egoistiske, hvilket i nogle tilfælde skete i form af tyveri fra sine medfanger, og hermed kan der knyttes en sammenhæng til Frankls tanker om apatien. Nogle var sunket så dybt som til at stjæle brød fra sine egne kammerater. Vi havde ikke alene glemt vores land og kultur, men også vores familie, vores fortid, den fremtid vi havde forestillet os, fordi vi, som dyr, var tvunget til at leve i nuet. (Levi 1992, 60) I dette citat fremstår adfærdsændringerne tydeligt i form af, at fangernes tidligere tilværelser var glemt. Fangerne var nået så langt hen i nedbrydelsesprocessen, at de agerede som dyr, og derfor ikke tænkte på de efterfølgende konsekvenser ved at stjæle fra sine medmennesker. Fangernes mangel på kommunikations muligheder, blev anvendt af SS soldaterne som en del af nedbrydelsesprocessen. Nogle led ikke under denne mangel på kommunikation, da de blot 48

acceptere at sproget var uforståeligt for dem (Levi 1992, 82). Her ser man et symptom på den ligegyldighed, der sneg sig ind på fangerne. Det faktum, at man ikke er i stand til at tale sproget og forstå ordre, ligger så langt fra menneskets natur, og er derfor en voldsom ændring for individet. Primo Levi var bevidst om, at han ikke kunne flygte, da han ikke havde nogle steder at begive sig hen. Den verden der var i koncentrationslejren blev ifølge Levi oplevet som en isoleret verden, hvor hemmelige grusomheder fandt sted, og derfor ikke måtte slippe ud til den uden for eksisterende verden (Levi 1992, 124). Efter befrielsen i 1945, skulle Primo Levi begynde at tilpasse sig det samfund, der var opstået som følge af krigen. Dette vil sige, at han igen skulle tilpasse sig en ny verden, hvor gamle normer og værdier skulle revurderes og genopbyggelse af egen identitet skulle foregå. Samme tilpasning er kendetegnet ved Viktor Frankls tredje fase. For at kunne håndtere verdenen uden for koncentrationslejren, skabte de tidligere fangere en falsk og mere bekvemmelig sandhed. Levi argumenterer for, at denne sandhed var et nødvendigt panser mod den smerte, de konstant befandt sig i, da Levi mener, at menneskets hukommelse ikke er i stand til at fortrænge så umenneskelige hændelser (Levi 1992, 69). Et uendeligt hav af smerte, fortidig og nutidig, omgav os og det steg fra til år til år til det næsten opslugte os. Det var nytteløst at lukke øjnene eller vende ryggen til, for det var over alt, strakte sig i alle retninger, helt ud til horisonten. (Levi 1992, 69) Citatet understreger hvor ulidelig denne fortid var, og hvordan den påvirkede de tidligere fangeres tilstande. Dette kunne være et væsentligt aspekt i forhold til de mange selvmord, der blev begået kort efter befrielsen af tidligere fangere i koncentrationslejre (Levi 1992, 60). Befrielsen var for nogle fangere en lettelse og et nyt og bedre liv skulle starte for dem. De indså dog hurtigt, at livet efter befrielsen ikke levede op til deres forventninger. Dette skyldtes sorgen over den tragiske begivenhed samt deres psykiske og fysiske lidelser, der gjorde det svært for dem at se en mening med livet (Levi 1992, 56). 49

Det hårde fangeskab blev opfattet som en straf, og følelsen af skyld (er der straf, må der også have været skyld) var skubbet i baggrunden for atter at tone frem efter befrielsen. (Levi 1992, 61). Dette citat belyser hvordan Primo Levi begyndte at spekulere over, hvorfor jøderne blev udsat for denne straf. Koncentrationslejren blev set som en straf af jøderne. I den reelle verden er det oftest skyldige, der bliver udsat for straf. Dette er til frustration for Levi, da han ikke selv ser jøderne som skyldige, i og med de ikke har begået nogle form for forbrydelse. Denne frustration førte til hans tanker, om hvorvidt han burde have gjort modstand, hvilket førte til endnu en skyldfølelse (Levi 1992, 61). Han så dermed tilbage på koncentrationslejren som en uretfærdig verden, hvor uskyldige mennesker blev straffet. En metode Levi benyttede for at udholde tilværelsen efter Auschwitz, var hans forfatterskab. Han brugte sine skrivekompetencer til at bearbejde sine erindringer om tiden i koncentrationslejren. Dette kan relateres tilbage til Levi og Frankls illusion om at have et mål i livet. Hans mål var hermed, som forfatter at informere verden om forholdene i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Jeg havde egentlig skrevet den uden nogle speciel modtager i tankerne; for mig drejer det sig om ting jeg havde i mig, som plagede mig og som jeg måtte af med, sige højt, eller rettere råbe ud over tagene; men den der gør dét henvender sig til alle eller ingen, råber i ørkenen. (Levi 1992, 136) Som Levi udtrykker i citatet, er det vigtigt for ham, at denne grusomme begivenhed er nedskrevet. Han ser det som en nødvendighed for at komme ud med sine følelser, og samtidig mener han, at det skal gøres på den rette måde. Hvis det ender ud i råb, kan budskabet misforstås, da det hurtigt kan fortolkes som en anklage mod tyskerne (Levi 1992, 137). Viktor Frankls tre fasers kendetegn, ses her i Primo Levis beretning, som refleksioner han gør sig under og efter fangenskabet. De gennemgår begge to forskellige hændelser, som kan relateres til hinanden og til Frankls tre faser. De benytter begge tanken om mening med livet, som et led i deres overlevelse. 7.3 Viktor Frankl 50

I den følgende diskussion vil vi med udgangspunkt i Viktor Frankl, Psykologi og eksistens, belyse hvordan Frankls tre faser udspiller sig i hans fangenskab. Overlevelsestanker var et væsentligt aspekt af fangenskabet, og vil herunder uddybes igennem Frankls egen optik. Grundet Viktor Frankls profession bærer hans værk præg af en række overvejelser omkring fangenskabet, og det kan antages, at hans tanker ikke udspiller sig som den gennemsnitlige fanges. Hans værk belyser et mere overordnet perspektiv, og her fremstår Frankl som rådgiver for sine medfanger. Hans uddannelse leder ham i retningen af en analyserende tilgang til hvert enkelt individ. Frankl viser overskud idet, han er i stand til at hjælpe andre fanger i retning af overlevelse samtidig med, at han varetager egne behov. I den første fase, optagelseschokket, transporteres Frankl til Auschwitz, hvor stemningen bar præg af uvished og frygt, forud for mødet med deres nye tilværelse. Dog skabte mødet med fangevogterne et håb om en anden tilværelse end den forventede. Dette håb stammede fra synet med fangevogterne, hvis sunde udseende skabte en stemning af velvære (Frankl 2002, 17). Således klamrede vi os også til forhåbninger, også vi troede lige til det sidste øjeblik, at det ikke ville, at det simpelthen ikke kunne være så slemt. (Frankl 2002, 17) Dette citat bruger Frankl til at argumentere for, hvordan hans opfattelse af den nye verden adskilte sig fra de tanker, han havde gjort sig, og de historier der florerede blandt befolkningen. Den opfattelse var generelt mere positiv, end frygtet, hvilket gjorde, at Frankl indtog lejeren med forhåbninger om en tilbagevenden til det tidligere liv. Disse forhåbninger ændrede karakter allerede ved andet møde med fangevogterne. Andet møde var kort efter ankomsten, og her udspillede fangevogternes adfærd sig anderledes. En adfærd der var præget af råb og vold, og hvor Frankl første gang indså, at man som fange var uden for medbestemmelse af egne valg. I lejren var alt overlagt til SS-soldaterne, hvilket var en modsætning til det tidligere liv, hvor frihed var selvfølge. Dette eksemplificeres ved udvælgelsesprocessen der foregår, hvor størstedelen blev sendt til gaskamre, og hvor Frankl blev ledt videre til det fysisk hårde arbejde (Frankl 2002, 18). I den første fase tydeliggør Frankl også hans tanker omkring overlevelse. Hans overvejelser fik ham til at indse, at han ikke havde indflydelse i den nye verden. På baggrund af dette var han nødsaget til at glemme sit tidligere liv, fordi hans menneskelige værdier var sat ude af spil. Det eneste der 51

havde betydning var at opfylde de krav der blev stillet til én, uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Dette var en overlevelsesstrategi i hans optik, hvor han så størst mulighed for overlevelse (Frankl 2002, 20). Denne strategi ændrede karakter, jo længere tid Frankl levede i denne verden. Frankls anden fase, apatien, rummer fangernes egentlige tilværelse i lejeren, hvor en række aspekter er væsentlige. Fangevogternes syn på jøderne i den nye verden, var ikke så afvigende fra synet man havde på dyr. Tyskerne havde gennem propaganda skabt et alment billede af jøderne som dyr, hvilket Frankl også genkendte i hans tid i fangenskab. Nej, det, han gør, er følgende: Som i leg tager han en sten og kaster den efter mig. Sådan, tænkte jeg, vækker man et dyrs opmærksomhed, på den måde minder man et husdyr og dets arbejdspligter, et dyr, man har så ringe tilknytning til, at man ikke engang straffer det. (Frankl 2002, 30) Med ovenstående citat belyser Frankl, SS-soldaternes opfattelse af jøderne. En opfattelse hvor mennesket ses som et dyr uden betydning og uden retten til medbestemmelse. Denne dyriske opfattelse var enestående for den verden Frankl var kommet til. Den dyriske tilstand skabte individer der stræbte efter overlevelse, hvor vejen dertil ikke var af betydning. På denne måde blev de menneskelige karaktertræk sat i baggrunden for at tilpasse sig den givne situation. Da bliver man klar over, hvor Dostojevske 32 har ret der, hvor han ligefrem definerer mennesket som det væsen, der vænner sig til alt. (Frankl 2002, 24). Frankl argumenterer for, at det dyriske aspekt afspejler sig i fangernes adfærd og tankegange under fangenskab i den nye verden. Frankl beskriver, hvordan typiske drømme omhandlede mad og cigaretter, og hvordan de førnævnte dyriske drivkræfter var vejen til overlevelse for den enkelte fange (Frankl 2002, 34). Hvis fangerne røg deres cigaretter, i stedet for at bytte dem væk for mad, var det et tegn på opgivelse. Fangen var på et stadie, hvor man havde opgivet livet, og fokus var på nydelse i stedet for overlevelse. 32 Russisk forfatter fra 1821-1881. Han er især kendt for sine skildringer om menneskelig psykologi. (http://www.denstoredanske.dk/kunst_og_kultur/litteratur/russisk_og_sovjetisk_litteratur/fjodor_mikhajlovitj_dosto jevskij) 52

Frankl beskriver ikke opgivelse som en primær faktor i lejrlivet, men nærmere viljen for overlevelse som det væsentligste fokuspunkt hos fangerne. Den, der ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan. (Frankl 2002, 81). Nietzsches ord begrunder de overvejelser, Frankl gør sig om overlevelse under anden fase af lejrlivet. I Frankls optik er det afgørende, at man finder en mening med sit eget liv, for at tåle de lidelser man skal igennem som individ. Denne opretholdelse af fremtidsmål og egne menneskelige egenskaber, vil ifølge Frankl føre til større chance for overlevelse. Samtidig med den personlige mening med livet skal opretholdes, skal de menneskelige egenskaber ligeledes bevares. Man skal bevare værdigheden i de handlinger, man foretager sig for senere at kunne accepterer det levede lejrliv, og meningen med den verden man var en del af. Dostojevski har engang sagt: Jeg er kun bange for én ting: ikke være mine lidelser værdig (Frankl 2002, 71). Frankl benytter citatet til at belyse de konsekvenser, det levede lejrliv kan have for den befriede fange og dennes tanker omkring sine handlinger. Netop disse konsekvenser leder diskussionen videre til Frankls tredje fase, nemlig livet efter endt lejrliv. Vejen tilbage til det befriede liv skaber en række indre konflikter hos fangen. Frankl beskriver, hvordan overgangen fra en verden til en ny skaber sjæleligt tryk, der gør det vanskeligt for den befriede at skelne mellem de to verdener, og hvilke regler og normer der gældende i de repræsenterede verdener. Fra at være underlagt et fysisk og psykisk pres, stilles fangen herefter i en situation, hvor friheden vender tilbage. En verden hvor man selv træffer beslutninger, og selv er herre over sin tilværelse. Netop den førnævnte skelnen mellem de to verdeners normer og regler, kan volde fangerne problemer. At ingen har ret til at gøre uret, heller ikke den der har lidt uret. (Frankl 2002, 95). Frankl argumenterer gennem dette citat for, at selvom fangerne har lidt under fysiske og psykiske lidelser, så retfærdiggør det ikke, at de påfører andre smerte. At gå fra en verden, hvor vold var hverdag, placeres de nu i et samfund, hvor vold betegnes som uret (Frankl 2002, 95). De overlevelsestanker Frankl og hans medfanger gør sig under fangenskab, kan lide under enorm skuffelse efter befrielsen. Her menes, at den forestilling om endt lejrliv ikke lever op til forventningerne til det nye liv og til meningen med livet, den enkelte fange havde under 53

fangenskab. Altså det mål der gjorde overlevelse muligt, var ikke sandhed og på baggrund af denne konflikt skabes en splid i personligheden, der leder til skuffelse (Frankl 2002, 96). Hele tilværelsen i koncentrationslejeren har været præget af sindstilstanden, der mindede om mareridt. [ ]at ingen drøm, ikke engang den frygteligste, kan være så ond som den virkelighed, der omgav os i lejren, [ ] (Frankl 2002, 35). I Frankls optik befinder en sovende fangen sig i en bedre tilstand end den vågne fange - virkeligheden er værre end det værste mareridt. Tiden i fangenskabet skabte derfor en mistillid til drømme, og ved befrielsen troede fangerne, at det var drøm, de endnu engang ikke kunne stole på (Frankl 2002, 93). Tiden i koncentrationslejren vil, ifølge Frankl, altid eksisterer i den befriedes fanges bevidsthed - uanset tid og sted vil oplevelserne altid have en betydning. En dag oplever hver enkelt af de befriede den dag, da der opstår en mærkelig følelse, når han ser tilbage på koncentrationslejren, selv forstår han ikke længere, hvordan han var i stand til at udholde alt det lejrlivet krævede af ham. Og hvis der i hans liv fandtes en dag frihedens dag, hvor alt føltes som en smuk drøm, så kommer engang den dag, da alt det, han oplevede i koncentrationslejren, forekommer ham at være en ond drøm. (Frankl 2002, 97) Gennem Viktor Frankls argumentationer anskueliggøres aspekter omkring koncentrationslejren som en verden, og hvorledes tanker omkring overlevelses fremstår i netop denne verden. Frankls synspunkt beskriver en verden, hvor meningen med tilværelsen er den vigtigste vej til overlevelse. Hvis man finder den rette mening med livet, vil enhver udfordring kunne gennemføres samtidig med, at man opretholder sine menneskelige egenskaber. Denne teori bygger ikke kun på livet i en koncentrationslejr, men også som i al almindelighed. De tre faser danner rammen for, hvordan man som fange oplever det at være i koncentrationslejr. Fangen gennemgår forskellige psykiske faser, hvor overlevelsesaspektet spiller den væsentligste rolle, og ændrer sig alt afhængig af individets personlighed og handlinger. 54

Efter endt befrielse kan gengivelser af tiden i koncentrationslejren være svære at forholde sig til. Frankl mener, at det er umuligt for den, der ikke har oplevet at være i en koncentrationslejr at forstå, hvilke grusomheder lejrlivet bar præg af. Den radikale værdiløshed, som det enkelte menneskeliv synker ned til i koncentrationslejren, kan nok ingen, der ikke selv har oplevet lignende tilstande, forstille sig. (Frankl 2002, 57) Her understreger Frankl, hvor umuligt det er at sætte sig i fangers sted og forstå det fysiske og psykiske pres de har været underlagt. Ligeledes pointerer han, hvor svært det er at vende tilbage til en tilværelse, som adskiller sig markant fra livet i koncentrationslejeren. 7.4 Modernitet i Baumans optik diskuteret i forhold til værkerne Ud fra diskussionsafsnittene vil vi i det følge lave en sammenkobling mellem værkernes beskrivelser og Zygmunt Baumans tanker om moderniteten, og dennes afløb i Holocaust. De tre forfattere beskriver Holocaust ud fra hver deres synspunkt, men gennemgående er der fælles opfattelser af koncentrationslejren som verden. Konsekvensen af moderniteten, Holocaust, er præget af nogle tankegange, som udfolder sig i koncentrationslejren, herunder formålsrationalisme, ondskab, gensidig afhængighed samt autoritetstroskab. I det følgende vil der opstilles eksempler på disse tankegange og deres optræden i de givne værker. Samuel Pisars opfattelse af formålsrationalismen kommer tydeligt til udtryk i hans beskrivelse af det pres koncentrationslejren var under, når det omhandlede udryddelses-kvoter forlangt af Berlin. Udryddelseskvoterne skulle stige, og arbejdsopgaverne i lejren skulle øges og gøres hurtigere. Flere toge ankom dag efter dag, og Pisar følte sig som en del af et fabrikssystem, hvor materialet var uønskede mindreværdige og slutproduktet døden (Pisar 1986, 48). Pisar oplevede den komplekse arbejdsopdeling på tæt hold, da han adskillige gange indgår som arbejdskraft i de forskellige produktioner. Blandt andet samlede han affald i lejeren, som skulle blandes med menneskeligt aske 55

til gødning. En lille arbejdsopgave i et stort organiseret system, der alle ledte mod det overordnede formål, jødeudryddelse (Pisar 1986, 52). På baggrund af dette komplekse system, var den gensidige afhængighed en nødvendighed for netop at opnå det ordnede formål. Hvis de enkelte arbejdsopgaver ikke blev gjort, kunne det volde problemer for de arbejdsopgaver, der lå i forlængelse af det tidligere forlangte arbejde. Viktor Frankl og Primo Levi havde begge to en akademisk baggrund før de kom til lejren, hvilket satte dem i den situation, at deres viden kunne udnyttes af tyskerne. Deres arbejdsopgaver var også en del af det samlede projekt, der alle ledte mod slutproduktet. Frankls medicinske kompetencer gav ham arbejde i en sygebarak, hvor tyskerne forsøgte at bevare så megen arbejdskraft som muligt (Frankl 2002, 55). Hvis man kunne udnytte sin profession, var man i den situation, at man ofte var ansvarlig for mindre fysisk hårdt arbejde, og på den måde blev man skånet. Dette var ikke kun for ens egen skyld, men tyskernes hensigt var at bevare arbejdskraften så længe som muligt, og på den baggrund kunne man antage, at netop disse fangere ville overleve arbejdsbyrden, frem for dem der konstant ydede hårdt fysisk arbejde. Netop disse eksempler underbygger Zygmunt Baumans tankegang om modernitetens afløb, nemlig Holocaust. Et organiseret arbejdsmiljø med effektivitet i fokus, og hvor vejen til det ordnede formål var uvæsentlig. En lang række arbejdsopgaver, adskilt fra hinanden, hvor hver enkelt ikke havde øje for opgavens betydning eller sine medborgeres arbejdsopgaver. Man kunne undre sig over, hvordan de tre forfattere kunne bidrage til arbejdskræften, når de havde for øje, hvor ondskabsfuld formålet med disse arbejdsopgaver var? Men Bauman giver her et bud på, hvorledes ondskab findes i alle, og hvorledes denne ondskab kan udvikles og udnyttes i alle individer og henseender. Frankl nævner at den ondskab, han var udsat for i sin fangeskab, blev påført af mennesker, som i længere tid havde været under et ydre pres og som resulterede i, at deres ondskabs potentiale voksede. Dette pres bevirkede en personlig udvikling der ledte i retning af umoralske og afstumpede handlinger (Frankl 2002, 89). Netop denne tankegang skaber en parallel til Baumans optik om ondskab. Bauman beskriver, hvorledes ydre faktorer afgør, om ondskaben og grusomheden vokser i den enkelte. Grusomhed er 56

ikke et menneskeligt karaktertræk, men et socialt anliggende, der får individet til at tilpasse sig den pågældende verdens sociale kompleksitet og normer. Levis beskrivelse af ondskab stemmer også overens med både Frankl og Baumans optik. SS erne og kapoerne var ikke anderledes mennesker end fangerne, det var de ydre omstændigheder, der havde sat sit præg på de mennesker som udviklede ondskab. Levi beskriver det som dårlig opdragelse, en iver efter karriere eller en tro på autoriteten, der leder ud i ondskab i mennesket. Han betegner dem nærmere som ureflekterede flokdyr, individer som var bange for afstraffelse og nogle glødende overbevist af nazi-doktrinen (Levi 1992, 167). Et andet led i den førnævnte undren giver anledning til at beskrive den autoritetstro, der fandtes i koncentrationslejeren. SS-soldater og kapoerne havde opnået en autoritet på baggrund af vold og frygten for gasovnene, hvilket resulterede i, at enhver udstedt ordre blev udført. Dette arbejdsopdelte samfund havde skabt en distance mellem de reelle ofre og gerningsmænd, hvilket medførte at det var lettere for gerningsmanden at udfører sit arbejde, fordi han ikke var bevidst om sine handlingers konsekvens. Denne tendens er gennemgående i alle tre værker og stiller sig også tæt op af Baumans beskrivelse af autoritetstroen i koncentrationslejrene. Et eksempel på denne autoritetstro beskriver Levi i hans tanker omkring overlevelse. Et forsøg på denne overlevelse indebærer at være samarbejdsvillig og adlyde ordre, for at undgå konflikter med de overordnede, som ofte førte totur og døden med sig (Levi 1992, 42). Fælles træk for de tre værker er den tendens, at forfatterne beskriver en nødvendighed om at glemme sit tidligere liv for at overleve tiden i koncentrationslejren. Netop fordi koncentrationslejrens strukturelle opbygning lignede den verden, de kom fra, men hvor normer og regler var så markant anderledes, skulle en ny tilpasning ske, fordi de ikke kunne trække på tidligere erfaringer. Derfor skulle de tilpasse sig nye retningslinjer for at sikre overlevelse i denne nye verden. Zygmunt Baumans tanker om forbindelsen mellem Holocaust og moderniteten bygger på den forståelse af, at Holocaust som hændelse, ikke skal ses som et afbræk af normaliteten, men nærmere som en udnyttelse af de potentialer det moderne samfund indeholdte. 57

Pisar udtrykker en bekymring om nutidens samfund og den retning det bevæger sig i. Hans hensigt med værket er at gøre opmærksom på den tendens, han mener, kan lede mod en ny og lignende hændelse, som Holocaust (Pisar 1986, 13). På den måde kobles hans bekymring sammen med Baumans tanker, om hvor vidt vi selv skaber fænomener som Holocaust, på baggrund af de samfundsstrukturer vi lever i. Bauman havde en personlig motivation for at finde frem til årsagerne for Holocaust. Hans teori beskriver sammenhængen mellem holocaust og moderniteten i et fugle perspektiv, der giver et overordnet billede af sammenhængen. Netop dette perspektiv skaber tydelige paralleller til de forskellige værkers skildringer som er skrevet ud fra personlige oplevelser, der giver læseren et mere subjektivt indblik i Holocaust som hændelse, og den verdens normer og regler de levede under i fangeskab. 58

8. Kritisk gennemgang af værkerne I det følgende afsnit vil vi kritisk diskutere, hvorvidt forfatterenes beretninger er brugbar for besvarelsen af vores problemformulering. Vi vil lægge vægt på værkernes troværdighed, for at være opmærksomme på, at deres beskrivelser kan være præget af personlige oplevelser og holdning. Dette kan give et forvrænget billede af koncentrationslejren som verden og deres fangenskab. 8.1 Samuel Pisar Samuel Pisar skriver hans beretning Blod og håb i 1979, altså 33 år efter, at han var sluppet fri fra fangenskabet i koncentrationslejren. Dette kan selvfølgelig have haft en væsentlig betydning for, hvordan bogen har udformet sig. Samuel Pisar blev sendt i koncentrationslejr i en alder af kun 12 år, hvorfor han oplevede koncentrationslejren som barn. Efterfølgende blev han uddannet advokat, og har sidenhen arbejdet i flere forskellige lande med flere forskellige projekter. Gennem uddannelse, arbejde og familie kan han have dannet nye fortolkninger af, hvad han som barn oplevede samtidig med, at han bevidst eller ubevidst kan have fortrængt nogle af de oplevelser og erindringer, som han havde lige efter det endte lejrliv. Et andet aspekt, som er relevant at have med i kritikken af Samuel Pisars erindring, er, at han har nedskrevet direkte citater fra blandt andet samtaler med vennerne Ben og Niko, som de har haft under deres fangenskab i koncentrationslejren. Da bogen er skrevet mange år efter endt fangenskab, virker det derfor usandsynligt, at Pisar er i stand til at gengive eksakte handlinger og citater så konkret, som det fremgår i værket Blod og håb. Et eksempel herpå er, da Samuel Pisar gengiver dele af en samtale, som han tidligt i fangenskabet havde med vennen Ben. - I en fodboldkamp, sagde han, - holder man ikke op med at prøve, selv om man er tre mål bagud. Man ved aldrig, hvad de næste ti minutter kan bringe. (Pisar 1986, 39). I Blod og Håb beskriver Samuel Pisar ikke hans overlevelse som direkte held, men efter at have læst værket, fremkommer det tydeligt for læseren af specifikke episoder, at held er en afgørende faktor for hans overlevelse. Samuel Pisar fokuserer meget på, at hans unge alder spillede en afgørende rolle i kampen om overlevelse. Den unge alder, mener han, havde en positiv effekt på de oplevelser han blev udsat for. 59

Pisar var kæk og snedig, og han havde mange muligheder for at tilpasse sig, fordi han ikke havde lige så mange års vaner og erfaringer, som ældre fanger kunne være præget af, hvilket kunne betyde, at han ikke var i stand til at reflektere over sine handlinger og tanker. Det er selvfølgelig hans egen beretning, og han kan igennem mange års bearbejdning have fundet frem til en forståelse, som ikke indebar held. Nedenstående citat beskriver, hvordan Pisars mor valgte, at han skulle have lange bukser på, hvilket gjorde, at han blev sendt af sted mod koncentrationslejren sammen med vokse mænd og ikke som barn, sammen med moderen selv og Pisars søster. - Skal du have dine korte eller dine lange bukser på? Hun tænkte højt. Hun tøvede et øjeblik, så på min søster og derefter igen på mig og sagde: - hvis du har korte bukser på, vil de lade dig gå med Frida og mig. Hvis du har lange bukser på, vil vi sandsynligvis blive skilt. Du vil gå med mændene. (Pisar 1986, 29) Pisar var her heldig, at hans mor traf den beslutning, at han skulle have lange bukser på. Dette betød, at han blev ført med mændene og dermed fik en chance for overlevelse. I sit arbejde som advokat og rådgiver, beskriver Samuel Pisar, at han ikke er interesseret i, at folk skal kende til hans fortid som fange under 2. Verdenskrig. Han ønsker, at folk skal se ham, som et menneske og et individ, der har opnået succes på grund af dygtighed og arbejdsomhed og ikke fordi, at han var tidligere fange i en koncentrationslejr. Pisar bruger to-tredje dele af bogen på at beskrive tiden efter endt fangenskab i koncentrationslejren. Således forklarer han, hvordan han efter befrielsen i 1945 startede forfra med sit liv, og endte som en eftertragtet advokat i USA, med æresposter i diverse organisationer. Læseren kan derfor få et indtryk af, at bogen er skrevet med fokus på at gøre opmærksom på Samuel Pisars opnåede resultater, frem for tiden han tilbragte som fange i koncentrationslejre. Det er vigtigt for Pisar, at gøre læseren opmærksom på, at han igennem sit arbejde og karriere har hjulpet mange fremstående personligheder, deriblandt John Fitzgerald Kennedy 33. Dette kan tolkes som endnu et forsøg på at slippe uden om de erindringer og minder, der unægtelig må knytte sig til netop den periode i hans liv. Blod og håb er heller ikke præget af følelsesmæssige oplevelser, og den giver et overraskende nøgternt og overfladisk indblik i Pisars 33 Præsident af Amerika (http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/usa_og_nordamerika/usa_efter_1945/john_fitzgerald_kenne dy) 60

oplevelser i fangenskabet. Ben arbejdede i skoven, da min gruppe blev ført ud, og jeg kunne ikke engang sige farvel til Bela. Jeg var endnu engang alene. (Pisar 1986, 59). Bela var en pige, som Samuel Pisar havde mødt genne sit arbejde i koncentrationslejren. Han havde fået følelser for hende, men beskriver afskeden med hende meget overfladisk. Samuel Pisar beskriver, at man blev nødt til at opretholde en hvis afstand til sine medfanger i koncentrationslejren. Det er dermed nemmere at være usynlig, at gøre mindre opmærksom på sig selv, og derved undgå vagterne. Nedenstående citat bruger Pisar til at beskrive, hvordan han tager afstand til andre fanger og udvikler apati, og derfor ikke engagere sig følelsesmæssigt. Citatet er en beskrivelse af en oplevelse, han har, hvor en tidligere ven af familien afviser ham i lejren. Med sin afvisning lærte Heniek mig at fiske selv og indtog sandsynligvis sin plads blandt dem der reddede mit liv. Jeg lærte af hans og andres eksempel at være hård og holde mig strengt i at gøre, hvad der skulle gøres for at bevare en chance for at overleve. (Pisar 1986, 44) Samtidig med, at Samuel Pisar beskriver vigtigheden af afstandstagen fra følelser og sociale relationer med andre fanger, skriver han, hvordan han under fangenskabet opbyggede et tæt og senere livslangt venskab med Ben og Niko. De tre dannede, som tidligere beskrevet, en pagt, som Pisar betragter, som væsentlig og central for hans egen overlevelse. På den ene side, siger han dermed, at man skulle være egoistisk og apatisk, samtidig med, beskriver han, hvordan venskabet med Ben og Niko er en afgørende faktor for hans overlevelse. Bogen Blod og håb er skrevet på engelsk. Dette kan være en forklaring på, hvorfor Pisar ikke går i dybden med sine oplevelser fra tiden i selve koncentrationslejren. Han har aldrig tænkt og levet denne tid på engelsk, men derimod på polsk og delvist tysk derfor erindrer han tiden anderledes på sit nye sprog. Pisar kommenterer selv på det faktum, at han skriver på engelsk; Engelsk er mit nye modersmål, som jeg har tilegnet mig i frihed og fred et sprog hvorpå jeg aldrig har lidt og som for mig blev et vidunderligt ubelastet udtryksmiddel for moralsk frelse, for 61

viden og for tænkning. (Pisar 1986, forord) 8.2 Primo Levi Primo Levi skrev sin første bog omhandlede livet i koncentrationslejren i 1947 kaldet Hvis dette var et menneske. Denne udgivelse kom to år efter hans befrielse i Auschwitz 1945. Der kan argumenteres for, at Levi på daværende tidspunkt stadig var frisk i sin erindring omhandlende sin tid i fangenskab og hvad denne tid medførte. Dog vil der i denne kritiske gennemgang kun blive taget udgangspunkt i Primo Levi s allersidste værk De druknede og de frelste, som han skrev i 1986 på Italiensk. I modsætning til Hvis dette var et mennesket, kan hans sidste værk været præget af en bearbejdet og ubevidst manipuleret skildring. Dette kommer til udtryk i en analyserende skrivestil, hvor læseren hurtigt fornemmer, at hvert eneste ord er omhyggeligt gennemtænkt. Dette har dog sin ulempe i og med, at Levi hurtigt kommer til at drage til konklusioner, som virker generaliserende. Selvom alle i Auschwitz var i samme situation, oplevede de ikke nødvendigvis koncentrationslejren på samme måde som Levi. Et uendeligt hav af smerte, fortidig og nutidig, omgav os og det steg fra til år til år til det næsten opslugte os. (Levi 1992, 69). Dette citat illustrer, hvordan Primo Levi generaliserede en tilstand, som han selv havde gået igennem. Levi kan dermed ikke med sikkerhed vide om de andre fanger havde gennemgået den akkurat samme tilstand. Et andet kritisk synspunkt, som er værd at nævne i forhold til Primo Levi, er menneskets hukommelse. Jo flere år der går jo svære kan Primo Levi have ved at vedligeholde sin erindring om hans tid i koncentrationslejren. Han kan dermed have fortrængt episoder eller minder, som kunne have været relevante for værket, da de siden fangenskabet har opbygget egne forståelser og meninger. De erindringer de lejrer sig inde i os er ikke mejslet i sten; ikke alene har de en tendens til at forsvinde med årene, men ofte ændrer de sig, eller bliver ligefrem større fordi de optager fremmede elementer i sig. (Levi 1992, 16) 62

Her beskriver Levi, at menneskets erindring bliver mindre pålidelig med årene, i modsætning til, at kort efter begivenheden står ens oplevelser og erindringer herom mere klart. De druknede og de frelste var som tidligere nævnt hans sidste værk, inden han begik selvmord et år efter udgivelsen i 1987. Ud fra bogens sproglige formuleringer virkede Levi, som forfatter, dyster og mørk i hans beskrivelser, da han beskrev koncentrationslejren med et mere negativt syn, hvilket vi her antager er for at fremstille et had mod nazisterne. Asken fra krematorium ovnene, flere ton dagligt, var let genkendelig fordi den ofte indeholdte tænder og ryghvirvler. (Levi 1992, 101). Primo Levi arbejdede som kemiker inden han blev fange i Auschwitz. Dette var til hans fordel, da han dermed kunne benyttes som arbejdskraft koncentrationslejren. Levi fik dagligt mere mad og drikke end andre fanger, og blev behandlet bedre end den gennemsnitlige fange, der ikke kunne bruges til andet end fysisk hårdt arbejde. Dermed oplevede Levi koncentrationslejren med andre levevilkår end de øvrige fanger, der ikke kunne være behjælpelige i forhold til denne specifikke arbejdskraft. Her antager vi derfor, at det generaliserende billede af den gennemsnitlige fange, ikke fremstiller et troværdigt billede af de fysiske forhold, som der var gældende for netop den typiske fange. I forhold til hierarkiet blandt fangerne, var Levi en af dem, der var placeret højst. Ud fra dette, kan der argumenteres for, at Levis erindringer dermed ikke var ligeså umenneskelige, som det var for andre fanger. Jeg må heller ikke glemme den hjælp mit fag som kemiker gav mig. Det rent praktiske behov for en sådan frelste mig formentlig fra op til flere udvælgelser til gaskammeret. (Levi 1992, 112). Et gennemgående træk i Primo Levis værk, er at formuleringerne er skrevet meget præcist. I beretningen citerer Primo Levi nogle af sine medfanger ordret, hvilket vi antager må være en manipulation med ordene, da det virker urealistisk, at kunne gengive citater ordret efter den tidsperiode. Primo Levis værk benyttes her som en førstehåndskilde da han selv har oplevet et liv i koncentrationslejr. Dog kan man tvivle på hans troværdighed, da hans udtalelser ikke altid stemmer overens med de faktuelle tilstande han levede under, og de formuleringer han benytter sig af i værket. 63

8. 3 Viktor E. Frankl I det følgende afsnit vil vi udarbejde en kritisk gennemgang af Viktor Frankls 'Psykologi og eksistens'. Herunder vil der især fokuseres på, hvilke elementer der spiller ind i forhold til hans skrivemåde, fortælleteknik samt hans generelle troværdighed. Trods de følgende kritiske punkter, benytter vi her dette værk til at opnå en bedre forståelse for, den verden koncentrationslejren var. I indledningen af 'Psykologi og eksistens' skriver Frankl, hvordan han ikke ønskede at sammenfatte endnu en skildring om, hvilken rædsel livet i koncentrationslejren var for fangerne. Derimod ville han skrive en beretning, som indeholdt nogle andre aspekter og fokuspunkter end de fortællinger, der tidligere var blevet nedskrevet. Han ville skabe en fremstilling, der behandlede og undersøgte, hvordan koncentrationslejrens daglige liv afspejlede sig i en almindelig lejrfanges psyke og sjæl. Frankl pointere især, at hans skildring omhandler den gennemsnitlige lejrfanges oplevelser af livet i koncentrationslejren, og dermed ikke er en personlig beretning om hans liv i lejren konkret. Dog bidrager Frankl samtidig med hans egne psykologiske tanker i forhold til det liv og den verden, som han blev placeret i (Frankl 2002, 9-12). Dog antager vi, at der ligger en skjult agenda bag Frankls måde at beskrive forholdene på. Som Frankl selv beretter, er hans mening med at overleve koncentrationslejrene, at han vil færdiggøre og udgive sin teori, logoterapien, som han udviklede under opholdet (Frankl 2002, 109). Netop på grund af dette ønske, om at få genskabt manuskriptet, kan man antage, at der er manipuleret med de beskrevne hændelser som Frankl skildrer. Disse manipulationer skal medføre en bedre forståelse for logoterapiens aspekter, samt give denne teori en bedre troværdighed på det psykologiske marked. Den udenforstående havde afstanden, men han har nok også for meget afstand, står for meget uden for oplevelsesstrømmen til at kunne komme med nogle gyldige udsagn. Den, der stod midt i det hele, har måske for lidt distance til at kunne komme med en helt objektiv dom men han alene kender noget til den pågældende oplevelse. (Frankl 2002, 14) I dette citat udpensler Frankl, hvor vanskelig en proces det er at skabe et materiale, som bygger på så personlige erindringer og oplevelser, som det for hans vedkommende var tilfældet. At man enten beskriver oplevelserne for subjektivt og afgrænset eller, at man ikke har den tilstrækkelige indsigt i 64

det materiale man skal formidle. Derfor må man læse Frankls skildring med en vis skepsis, da han med sit fangenskab i forskellige koncentrationslejre, må være påvirket af sine oplevelser, og derfor ikke er i stand til at skildre den gennemsnitlige lejrfanges opfattelse fuldstændig objektivt. Viktor Frankl benytter sig ofte af en personlig vinkel i form af formuleringer med eksempelvis Jeg var nu i besiddelse [ ] (Frankl 2002, 12). Dette øger læserens troværdighed i form af, at der skabes en relation mellem forfatter og læser, hvor man opnår medlidenhed med Frankl. Undervejs i værket skifter subjektet fra at være 'jeg' til et mere generaliserende billede af den gennemsnitlige fange. Her benytter Frankl især betegnelser som 'vi', 'de', 'man', 'fangen', og så videre. Vi antager, at denne skrivemåde fremhæver hans skjulte agenda, idet han udnytter læserens troværdighed til at fremme sin egen teori. Her kan man igen antage, at han fortolker sine egne oplevelser i retningen mod at fremhæve hans teori. Et andet aspekt af Viktor Frankls skrivemåde, er de meget præcis citeret udtalelser fra hans medfanger, men ligeledes også nedskriver han sine egne udtalelser ordret. Han citerer adskillige gange konkrete udtalelser, som det illustreres nedenfor. Hr. formand, hvis jeg i løbet af nogle få uger kunne lære Dem hjernepunktur lige så godt som De har lært mig dette jordarbejde, ville jeg tage hatten af for Dem!. (Frankl 2002, 34). Med henblik på at værket er skrevet efter befrielsen, virker det urealistisk at Frankl formår at huske præcise formuleringer på specifikke tidspunkter. Han formår både at erindre sine egne udtalelser, men også medfangers i en umenneskelige situation, hvor fokus var på overlevelse. I 1947 udgav Frankl bogen 'Psykologi og eksistens', hvilket var kort tid efter hans befrielse fra koncentrationslejren. Denne tidsperiode kan både ses i et positivt og negativt lys. Den positive henseende bunder i, at hans erindringer er velbevaret og uden for megen påvirkning fra omverdenen. Samtidig må man også tage højde for, at han er præget af sine egne holdninger, som kan give et manipuleret billedet, hvor han ikke ser hændelserne i et objektivt perspektiv. Et andet aspekt af det korte tidsrum mellem Frankls fangenskab og udgivelses tidspunkt er, at det resulterer i nogle overvejelser om, hvorvidt hans skulle lægge navn til værket eller ej (Frankl 2002, 14). Efter overvejelser vælger han, at navngive værket frem for en anonym offentliggørelse, hvilket vi antager gavner troværdigheden for bogens hovedformål. 65

Da Viktor Frankl ankom til koncentrationslejren var han uddannet hvilket medførte, at han i langt højere grad var reflekterende over den verden, han var blevet placeret i. På baggrund af hans livserfaringer og almen viden ville det kunne medføre, at han i højere grad fremstår som en fortolker frem for en observatør. Han fremstiller et mere nuanceret billedet for tiden i koncentrationslejren, end hvis han havde været et barn i fangenskab. På baggrund af hans livserfaring formår han at fremstille sig selv som et overmenneske, som formår at hjælpe andre i en presset situation, hvor han samtidig varetager egne nødvendigheder. I værkets indledning beskriver Frankl overlevelse, som en tilstand, hvor man er nødsaget til at benytte sig af uredelige midler, her i form af tyveri og voldelig adfærd (Frankl 2002, 11). Til trods for, at Frankl ikke selv beskriver hændelser, hvor han benytter disse uredelige midler, formår han at overleve fangenskabet, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt han fordrejer sandheden, eller blot var heldig. 9. Konklusion 66

På baggrund af den samfundsudvikling det tyske samfund gennemgik i 1930 erne resulterede det i, at det var muligt for Hitler at opbygge den markant anderledes verden, som koncentrationslejrene var. Gennem længere tid, havde man fremstillet jøderne som de skyldige i Tysklands modgang, og Hitlers formål var nu at udrydde jøderne, og gøre Tyskland til et racerent samfund - det perfekte samfund. Gennem propaganda skabte Hitler og hans tilhængere et jødesyn, som var præget af had. Det lykkedes Hitler at få spredt et generelt negativt billede af jøderne i det tyske samfund, hvilket udmundede i Krystalnatten, hvor jøderne for første gang blev ofre for Hitlers formål. Zygmunt Baumans familiære relationer til jødeudryddelse gav ham motivation til at undersøge, hvordan Holocaust var muligt. Denne tilgang ligger vægt på det samfundsmæssige aspekt af Holocaust og redegør for, hvilke faktorer der spillede ind. I Baumans optik var Holocaust en konsekvens af modernitetens strukturelle og bureaukratiske tankegange og betød, at jødeudryddelsen kunne foregå som et struktureret projekt. Formålsrationalismen var væsentligt, og midlerne til netop dette formål var underordnet. De valgte værker af Samuel Pisar, Primo Levi og Viktor Frankl giver hver deres subjektive billede af deres opfattelser af den verden, som koncentrationslejren udgjorde. Alle tre forfattere giver os, som læsere, et indblik i, hvordan denne verden var opbygget, og hvilke forhold de levede under. Forholdene var nøje struktureret og var holdt til et minimum. Underernæring, hårdt fysisk arbejde, vold samt andre umenneskelige tilstande var hverdagskost for forfatterne, hvilket beskrives som en hverdag, hvor hver eneste handling og tanke omhandlede overlevelse. Denne verden, forfatterne levede i, var stærkt præget af autoriteter, og forfatterne var underlagt en verden, hvor man var en del af massen, og ikke blev set som et selvstændigt individ. De levede i en verden, hvor Pisar, Levi og Frankl skulle tilpasse deres adfærd ind i et samfund, hvor hver enkelt ikke havde medbestemmelse over deres eget liv. Denne adfærdsændring var nødvendig, men problematisk for forfatterne, da den verden de kom til, var markant anderledes i forhold til deres tidligere tilværelse. Netop denne tilpasning til den nye verden, leder forfatterne frem til tanker omkring overlevelse i denne ekstreme verden. Alle tre forfattere oplevede koncentrationslejren på forskellige tidspunkter i deres liv. Dette betyder også, at tankerne omkring overlevelse optræder forskelligt hos de tre forfattere. Trods ligheder i 67

overvejelsesmønstrene, adskiller forfatterne sig også fra hinanden på grund af deres alder og uddannelsesmæssige baggrunde. Hvor Viktor Frankl og Primo Levi havde akademiske uddannelser var Samuel Pisar blot et barn. Dette synliggøres i deres overlevelsesstrategier og tanker, hvor eksempelvis Frankl og Levi benytter sig af deres erfaringer for at forstå denne verden, de var placeret i. Samuel Pisar havde en langt mere umiddelbar tilgang til livet, og til den verden han var fanget i, hvilket betyder, at han tilpassede sig hurtigt qua sin alder. Ingen af forfatterne giver nogle konkrete forklaringer på, at held kunne have en betydning for deres overlevelse. Gennem dette projekt er der opstået et spørgsmål om, hvorvidt held havde en indflydelse på forfatternes overlevelse i koncentrationslejrene. Gennem de personlige beretninger ligger det skjult mellem linjerne, at det ikke kan undgås, at held var et aspekt for overlevelse, og må derfor også tages i betragtning, når forfatterne omtaler deres overlevelse i koncentrationslejren. 10. Perspektivering Det største, mest påtrængende, mest generelle dagligproblem for mennesker i vores samfund er ikke længere den fysiske over- 68

levelse. Det er ikke længere - eller i det mindste ikke for tiden sult, fattigdom, udbytning eller klassemodsætninger, men individets psykiske og sociale overlevelse, dets stræben efter at bringe sig igennem et eller andet nåleøje med en eller anden grad af personlig identitet i behold, med følelsen af at befinde sig i en forståelig social sammenhæng, med fornøden mening i tilværelsen. (Jensen 1998, 348) Dette citat illustrerer perspektiveringen vi vil foretage, hvor der ses en analogi mellem koncentrationslejren som verden, og det moderne samfund vi lever i i dag. To forskellige verdener hvor individets personlige kampe i tilværelsen er repræsenteret på hver deres måde. Den verden, der udgjorde koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig, bar præg af kampen for overlevelse. En fysisk overlevelse, der omhandlede kampen mellem liv og død. Forholdene i denne verden var umenneskelige - sult, sygdom samt udmattelse var dagligdag for tusinder af fanger. Kendetegnet for kampen for overlevelse var den egoistiske tankegang og handling, hvor fangen var nødsaget til at varetage egne behov, også selvom det var på andres bekostning. De fysiske forhold var så ulidelige, at den enkelte fange var parat til at stjæle mad samt andre nødvendigheder fra andre fanger uanset deres relationer til hinanden. I vores moderne samfund har kampen for overlevelse ændret sig fra fysiske til psykiske udfordringer og kampe. Samfundet er i dag præget af evig stræben efter individets personlige tilfredsstillelse og perfektion. Kampen for succes er det vigtigste i tilværelsen, også selvom fravalg er nødvendige. I stræben efter succes opstår egoistiske handlinger og adfærd, der udelukkende tilgodeser ens egne behov. Samfundet opstiller nogle idealer, der øger konkurrencen og presset på individet. Individet tilpasser sig efter de krav der stilles, og netop disse krav bliver ens egne mål. I begge verdener er overlevelse det centrale. Fysisk og psykisk overlevelse, der på hver deres måder kræver, at individet går på kompromis, for at opnå succes. Jagten på succes er i begge verdener præget af uvisheden om tidsdimensionen. Fangerne i koncentrationslejren kæmpede for fysisk overlevelse, men uden vished om, hvornår denne kamp sluttede, og om den nogensinde ville ende. Parallellen til den moderne verden bunder i den førnævnte tidsdimension. Kampen for den 69

indre succes og tilfredsstillelse er ligeledes en evig kamp, og bliver man nogensinde tilfreds med ens tilværelse? Vejen til succes indebærer nogen fravalg. Disse fravalg kan både rumme moralske problematikker, men også personlige konsekvenser. Kan fravalgene have nogle konsekvenser der påvirker den endelige succes? Vi vil antage, at den moderne verdens fravalg relaterer sig til sociale relationer, der efter endt succes kan resulterer i blandt andet skuffelse. Denne skuffelse optræder også i forbindelse med livet efter endt fangenskab. En skuffelse, der rammer, når man indser, at meningen med ens overlevelseskamp ikke lever op til forventningerne. I relation til jagten på succes, opvejer følelsen af tilfredshed så de fravalg, man undervejs har foretaget sig? Vil individet kunne stå ved sine handlinger på længere sigt, eller var succes overhovedet det værd? I koncentrationslejrene beskrives hvordan skuffelse og moralske skrupler rammer individet efter endt fangenskab. Fangen føler skyld over sine egoistiske handlinger i kampen for overlevelse. Vi antager, at den samme tendens ses i det moderne samfund, hvor man ligeledes vil reflektere over de valg eller fravalg, man har truffet i kampen for succes. Vil kampen for succes nogensinde ende i det senmoderne samfund? 11. Kritisk refleksion over gruppens arbejdsproces Da det for alle gruppemedlemmer er første projekt, har der været mange spørgsmål og udfordringer undervejs. Vi har gået til projektet med stor interesse for både emnet og fremgangsmåden. Idet, at det har været alles første projekt, har der været mange uklare aspekter og spørgsmål, som dukkede 70

op undervejs i processen. Gennem arbejdet med projektet har vi fået større indsigt i emnet, hvilket har styrket vores interesse. Det har været spændende at arbejde med noget, man havde en forståelse og interesse for og samtidig kunne uddybe sin viden inden for projektet. Vi har i samarbejde med vores vejleder valgt at forankre vores projekt i dimensionen kultur og historie, hvorfor vi kigger på overlevelsen i koncentrationslejrene ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Vi begyndte vores arbejdsproces med at læse de tre værker af Samuel Pisar, Primo Levi og Viktor Frankl, som vi i denne opgave har valgt at benytte. Dette gjorde vi i mindre grupper, hvor hver gruppe skulle udarbejde et arbejdspapir, som indeholdt en kort gennemgang af det læste værk, således kunne alle otte i gruppen hurtigt danne sig et billede af, hvilke tre beretninger, vi havde at gøre med. Efter læsningen af værkerne påbegyndte alle otte gruppemedlemmer læsningen af Zygmunt Bauman. Det fungerede godt, at alle læste denne bog, da vi havde svært ved at danne os en klar forståelse af, hvad Bauman skriver. Vi kunne derfor alle spare med hinanden og hjælpe hinanden på forskellige måder til en større forståelse. Samtidig læste vi bogen Den postmoderne dialektik, som også hjalp os til en bedre forståelse af Baumans bog Modernitet og Holocaust. Efter læsningen begyndte vi den egentlige skriveproces. Vi arbejdede igen i mindre grupper for at få udnyttet tiden bedst muligt. Efter aflevering af dimensionskursuseksamen intensiveredes vores skriveproces og vi oplevede her en klar fremgang i hele arbejdsprocessen. Vi indså her, at det ville have givet os et bedre udgangspunkt, hvis vi alle havde læst alle værker, så vi havde haft mulighed for at hjælpe hinanden samt komme med kritik af hinandens udarbejdelse af redegørelse og diskussioner af værkerne. Vi var ikke godt forbedret til midtvejsevalueringen, som for os blev en øjenåbner for, hvordan vores projekt formede sig. Vi oplevede evalueringen som pinlig i forhold til egen forberedelse. Af dette har vi indset, at vi fremadrettet skal være mere velforberedte på denne evaluering, da der kan komme mange konstruktive forslag til det projekt, som vi arbejder med. Dette har været en vigtig læringsproces for alle gruppens medlemmer. 71

Det har været en udfordring at være otte studerende om at skrive ét projekt. Otte personer betyder otte forskellige skrivestile, hvorfor det har været en udfordring for at sikre, at man ikke som læser oplever store forskellige i de forskellige afsnit af opgaven. En anden udfordring har været at aftale gruppe- og vejleder møder, hvor alle kunne være til stede. Vi havde inden projektets start aftalt, at dette selvfølgelig var en konsekvens af det at være så mange, og at det var de repræsenterede som kunne tage beslutninger på alles vegne. Samtidig har der til tider været forskellige meninger og forståelser i forhold til nogle problemstillinger i projektet, deadlines og udmeldinger om hvorvidt man deltog i møder eller ej. Forskellige opfattelser af problemstillinger er blandt andet kommet til udtryk under diskussioner om projektet til vores vejledermøder. Vi har dog været i stand til at giv hinanden konstruktiv kritik og diskuteret på en måde, så alle i gruppen er blevet hørt. Der er sket en naturlig og ubevidst rollefordeling i vores gruppe, og vi har påtaget os forskellige arbejdsopgaver. Vi har blandt andet haft en sekretær, som har taget sig af lidt mere praktiske opgaver såsom kontakt til vores vejleder. Vi har igennem hele projektet lavet en tidsplan for skriveog læseprocessen. Vi har læst forskellige værker og arbejdet med forskellige problemstillinger i gruppen; vi har typisk været inddelt i mindre grupper. Dertil har vi aftalt datoer for færdiglæsning og færdigskrivning af redegørelse og diskussion. Det har været vigtigt for os, at lave en tidsplan og samtidig holde den, for at blive færdige. Det har været medvirkende til at sikre, at vi alle har været enige om indholdet af det vi har skrevet, så rettelser og andet input har kunne tilføjes. Vi har alle læst hinandens tekster igennem og arbejdet med dem samlet i gruppen, så vi på den måde har fået med mere ensformig stil gennem hele opgaven. Vi har ikke haft udarbejdet en vejleder- og gruppekontrakt, men haft mundtlige aftaler. Vi har i nogle tilfælde kunne se, at en kontrakt med vores vejleder kunne have været en fordel. En kontrakt, hvori vi kunne holde hinanden og vejleder opdateret på arbejdsprocessen. Vi følte det ikke nødvendigt at forventningsafstemme sammen med vejleder, da indtrykket var at forventningerne helt af sig selv ville blive indfriet undervejs i processen. Helt konkret har det betydet, at vi igennem opgaven har kunne blive i tvivl om, hvorvidt vejleder havde den samme forventning til opgaven og processen, som vi selv havde. Til erfaring har vi lært, at det kan være en god ide at sende vejleder et referat af gruppe- og vejledermøder, så vejleder løbende bliver holdt opdateret, og sikre sig at gruppen har forstået indholdet af mødet. 72

Det har for alle været en god læringsproces, og vi har fået en forståelse af, hvad det vil sige at lave projektarbejde på Roskilde Universitet. Det har givet et indtryk af, hvad gruppearbejde indebær og det har været en god læring og udvikling for os. Samtidig har vi lært, at vi ved næste projekt skal starte ud med en grundig litteratursøgning, så vi fra start af har en bedre indgangsvinkel til projektet. Dette ville samtidig have givet os materiale, så det passede bedre det til omfang, som vores opgave skulle have. Litteraturliste Bøger: Andersen, Dan H: Krystalnatten vejen til Holocaust. Gyldendal 2009. 73

Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo : Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag 2000. (Kapitel 23, s. 409-424) Blum, Jacques & Bøggild, Eva: Auschwitz En introduktion. Lindhardt og Ringhof Forlag 2004. Frankl, Viktor: Psykologi og eksistens. Gyldendal Jacobsen, Michael Hviid: Zygmunt Bauman den postmoderne dialektik. Hans Reitzels Forlag 2004. (Kapitel 6) Levi, Primo: De druknede og de frelste. Forum 1992 Pisar, Samuel: Blod og Håb. People s Press 1987. Jensen, Henrik: Ofrets Århundrede 1998, forlag: Samleren. 1 udgave. (pp 338-349) Gyldendals Leksikon 2002, A-G. 1. bogklubudgave. 1. oplag. Nordisk Forlag A/S. København. Artikel: Perkins, Christine 2005 fall edition: Profile Blood and Hope Samuel Pisar s triupmh of the spirit. Harvard Law Bulletin. Oprettet: 2005. Hentet: 26.11.2013: Fodnote 24: http://www.law.harvard.edu/news/bulletin/2005/fall/cn_01.php Hjemmesider: www.denstoredanske.dk - Fodnote 1 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/an den_verdenskrig/2._verdenskrig Oprettet: 02.02 2009. Hentet: 06.12.2013 74

- Fodnote 2 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/an den_verdenskrig/2._verdenskrig Oprettet: 02.02.2009. Hentet: 06.12.2013 - Fodnote 3 - http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland,_østrig,_schweiz_og_liecht enstein/tyskland_1933_-_1949/adolf_hitler Oprettet: 20.04.2013. Hentet: 06.12.2013 - Fodnote 6: http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/an den_verdenskrig/2._verdenskrig Oprettet: 02.02.2009. Hentet: 06.12.2013 - Fodnote 8: http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/militære_forhold_og_krigshistorie/før ste_verdenskrig/versaillestraktaten_1919 Oprettet: 02.02.2009. Hentet: 08.12.2013. - Fodnote 10: http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland%2c_østrig%2c_schweiz_og _Liechtenstein/Tyskland_1933_-_1949/Adolf_Hitler Oprettet: 30.01.2009. Hentet: 08.12.2013 - Fodnote 11 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland%2c_østrig%2c_schweiz_og _Liechtenstein/Tyskland_1914_-_1918/Paul_von_Hindenburg Oprettet: 30.01.2009 Hentet: 08.12.2013 - Fodnote 12 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland%2c_østrig%2c_schweiz_og _Liechtenstein/Tyskland_1914_-_1918/Paul_von_Hindenburg Oprettet: 30.01.2009 Hentet: 08.12.2013 - Fodnote 13 http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/%c3%98konomi/samfunds%c3 %B8konomiske_forhold/Verdenskrisen Oprettet: 02.02.2009. Hentet: 09.12.2013 75

- Fodnote 14 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/tyskland,_%c3%98strig,_schweiz_og _Liechtenstein/Tyskland_1933_-_1949/N%C3%BCrnberglovene Oprettet: 01.02.2009. Hentet: 08.12.2013 - Fodnote 21 http://www.denstoredanske.dk/krop,_psyke_og_sundhed/psykologi/psykologer/stanley_mi lgram Oprettet: 01.09.2009. Hentet: 11.12.2013 - Fodnote 22 http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/norbert_eli as Oprettet: 30.01.2009. Hentet: 03.12.2013 - Fodnote 23 http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/norbert_eli as Oprettet. 30.01.2009. Hentet: 03.12.2013 - Fodnote 25 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/rusland_og_centralasien/ruslands_hi storie/sovjetunionen_1917-1991/den_røde_hær Oprettet: 01.012009. Hentet: 06.12.2014. - Fodnote 26 http://www.denstoredanske.dk/kunst_og_kultur/litteratur/italiensk_litteratur/primo_levi Oprettet: 31.01.2009. Hentet: 06.12.2013 - Fodnote 28 http://www.denstoredanske.dk/krop,_psyke_og_sundhed/psykologi/psykoanalyse_og_egop sykologi/viktor_emil_frankl Oprettet: 30.01.2013. Hentet: 29.11.13. - Fodnote 31 http://www.denstoredanske.dk/sprog,_religion_og_filosofi/filosofi/filosofi_i_1800- _og_1900-t./filosoffer_1800-t._-_tyskland_-_østrig_-_schweiz_- _biografier/friedrich_wilhelm_nietzsche Oprettet: 01.09.2009. Hentet: 28.11.2013 76

- Fodnote 32 http://www.denstoredanske.dk/kunst_og_kultur/litteratur/russisk_og_sovjetisk_litteratur/f jodor_mikhajlovitj_dostojevskij) Oprettet: 29.01.2009. Hentet: 28.11.2013 - Fodnote 33 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/usa_og_nordamerika/usa_efter_19 45/John_Fitzgerald_Kennedy Oprettet: 31.01.2009. Hentet: 02.12.2013 www.folkedrab.dk - Fodnote 4 http://www.folkedrab.dk/sw66459.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 06.12.2013. - Fodnote 5 http://folkedrab.dk/sw51601.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 06.12.2013 - Fodnote 15 http://www.folkedrab.dk/sw51582.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 08.12.2013 - Fodnote 16 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 05.12.2013 - Fodnote 17 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 11.12.2013 - Fodnote 19 http://www.folkedrab.dk/sw51601.asp Opdateret: 26.11.2013. Hentet: 11.12.2013 www.befrielsen1945.dk 77

- Fodnote 7: http://www.befrielsen1945.dk/temaer/internationalt/oversigt/ Opdateret: 12.07.2006. Hentet: 06.12.2013 www.holocaust-uddanelse.dk - Fodnote 20 http://www.holocaust-uddannelse.dk/lejre/koncentrationslejrene.asp#organisationen af kzlejrene Oprettet: 2002. Hentet: 26.11.2013 www.viktorfrankl.org - Fodnote 27 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html Oprettet: September 2013. Hentet: 29.11.13. - Fodnote 29 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html Oprettet: september 2013. Hentet: 29.11.13. - Fodnote 30 http://www.viktorfrankl.org/e/chronology.html Oprettet: september 2013. Hentet: 29.11.13. 78