Udsmykningsopgave til Roskilde Universitet(RUC) i forbindelse med opførelsen af en ny laboratoriebygning Skitse 1:20 i træ Den endelige skulptur måler ca. h. 6 x br. 7 x dyb. 2 meter.
Materialer: 32 mm rustfri stålrør betrukket med ovale marmorkugler. Marmor- ovalerne varierer i størrelse og changerer i farve fra hvidlig/grålig til koralfarvet ( længde 6-10 cm) Skitse (1:5) som illustrerer hvordan marmor- ovalerne er trukket på stålstrukturen. De synlige dele af strålstrukturen skaber en lethed i formen. Elementernes rytmiske placering på strukturen, danner associationer til partikler, der bevæger sig rundt i et cirkulerede system. Enkeltheden i opbygningen minder om de gammeldags regne kuglerammer. Jeg kan godt lide tanken om at denne skulptur er en avanceret kugleramme, fordi det peger både på det legende og på grundprincippet i matematisk tænkning- her i universitetssammenhæng i en udviddet og mere kompleks størrelse.
Processen Min principskitse tog et meget direkte udgangspunkt i husets brugergrupper, og i det visuelle materiale og univers, som anvendes i laboratorieverdenen. Billedetmaterialet som brugerrepræsentanterne viste mig, mindede om noget fra en undervandsverden; af en vægtsløs, mystisk og blød karakter. Mikroskopibilleder af kropsvæv Gennem mikroskopet
ligner kroppens forskellige vævstyper psykedetiske og abstrakte landskaber, geologiske jordlag eller de Slydende strukturer i visse stentyper. Disse indre landskaber koblet med kugleformen, som er tilbagevendende både i de konkrete billeder og i feltets teoretiske illustrationer, blev udgangspunktet for for opgavens udformning. Det fascinerede mig at alle kroppens forgreninger og forvitrede landskaber i virkeligheden er del af et kompliceret og præcist system. Kroppens cirkulationssystemer har en vis lighed med træer, men helt ude for enden kommer de tilbage igen, og laver en omvendt bevægelse; fra de mindste kapilærer vokser de igen kraftigere tilbage til udgangspunktet. Denne erkendelse gav mig nøglen til strukturens form; Et cirkulerende og eget system som kunne forgrene sig og brede sig ud i rumlige strukturer, men som derefter også kommer tilbage i en omvendt bevægelse ligesom kroppen. Det blev en måde hvorpå skulpturen kunne desinere sit eget rum, side om side med arkitekturens rum. En selvstændig struktur, som følger sin egen logik én samlet form. Skitseforløbet Metalstrukturens rette linier skaber en relation og et slægtskab til arkitekturens geometri. Grundvokabular den ovale form og den lige linie.
Skitse1 Det dobbelte forløb desinerede tydeligt ideen om kredsløbet. Forløbene var for lange, og der var nærmest ingen forankring i væggen. Skite 2 En Sladere form, var et forsøg på at håndtere vægten. Den blev for snørklet og for jævn i bevægelserne. Stadig søgende for hvad formen skulle: Hvordan så centrum ud? Var det som en rygrad? Som menneskekroppen, hvor centerlinierne går lodret op og ned? Skitse 3 Det konkrete møde med væggen blev mit næste vigtige udfordring. Hvordan kunne jeg håndterer vægten af strukturen. (vægt ca 1,2 tons) For at fordele vægten, kræver det så mange berøringspunkter som muligt. En form, som bevægede sig til og fra væggen. Men formen er stadig søgende og vægelsindet.
Så gik jeg tilbage og kiggede på kredsløb, for at hente mere konkret information. Der faldt jeg over disse diagrammiske billeder. Skitse 4 som aldig blev færdiggjort, men som dannede nogle anderledes og meget stærke strukturer. Den blev mere krystallisk i formen. Jeg gik dog bort fra den, da jeg synes den blev for kølig, for Slad og todimensionel. Fladheden Sik mine øjne op for planters vækst på husfacaderne, og at noget af formen kunne ligge helt tæt op af væggen, næsten som en tegning, som blodårer under huden. Referencebilleder: En klatreplante op af husmuren som hægter sig på og slår ankre ind i murværket. Vækstprincip
Figurationen kredsløbet, inde i kroppen, som transportveje i en by Skulpturen forankres i væg og luft. Den forgrener sig fra et centralrum ud til de mindste og yderste lag, for derefter at returnere. Det indeste lag fæster til væggen og loftet, og det yderste lag er sammenslettet til en stærk og selvbærende struktur.