Sandets dannelse og bevægelser

Sandets dannelse og bevægelser Sandvandring på land Området mellem Mårup Kirke og Nr. Lyngby specielt udsat i forhold til sandfl ugten. Klintens hældning på denne strækning fordobler næsten vindhastigheden. Derfor kan de relativt tunge sandkorn transporteres 60 meter op over klinten og ind i landet. De mange render eller kløfter forstærker vindhastigheden yderligere og fungerer nærmest som dyser. I dag kan man fi nde indlandsklitter 2,5 kilometer fra kysten. Hvis man kigger på et luftfoto over området, kan man se, at sandfl ugten er voldsomst dér, hvor der er sand i klinten. Omkring Mårup Kirke består klinten af smeltevandsler, der hænger bedre sammen end sand. Det samme gælder for området omkring Nr. Lyngby, hvor der heller ikke har været sandfl ugt. Sandvandring i havet Der sker en stor sandvandring langs vestkysten i Vendsyssel. Når man f.eks. står på toppen af Rubjerg Knude og kigger ud over havet, kan man se sandvandringen som lyst sand, der føres nordpå med kyststrømmen. Det er store mængder som transporteres: Ved Rubjerg Knude fører havet ca. 600.000 m3 sand nordpå hvert år. Sandvandring langs kysten opstår som resultat af det overordnede strømsystem i havet, men også når hovedvindretningen ikke er vinkelret på kysten. Da hovedvindretningen i Danmark er skiftet fra vest til en mere sydvestlig retning, betyder det ændringer i kyststrømmen, og dermed sandvandringen. Ved Rubjerg er hovedvindretningen således skæv på kysten, så det er forklaringen på dette fænomen. Sandet fyger af klinten og lægger sig, hvor det bliver fanget af vegetation længere inde i landet - på den måde bevæger klittens sig langsomt, men støt afsted. Foto: Jonatan H. Hyldgaard

Tæt på sandet Hvad er sand? Sand består af meget fine partikler, som har en diameter på mellem 0,002 og 2 mm. Helt rent sand, som består af ensartede partikler, kan man finde i havet, når bølgerne har lavet en sortering, eller på land, når vinden har lavet sorteringen. Sand, som er aflejret af is, har en mere blandet kornstørrelse og består af flere forskellige mineraler. Dette kaldes bakkesand. Sand kan bestå af slidte partikler, og i så fald er det skridende og løst at gå i. Det kan også bestå af korn med skarpe kanter, og så kan det pakkes og blive fast at gå i. Dansk strandsand er meget hvidt og indeholder næsten kun kvarts, som er et af de hårdeste og mest bestandige mineraler. Derfor er der kun kvartssandkorn tilbage, efter at strandsandet er blevet udsat for bølger, vind og vejr. Det gule sand ved Rubjerg Knude Sandet ved Rubjerg er specielt, fordi det kommer fra klinten og ikke fra havet, som det ses andre steder i Danmark. Derfor er det ikke hvidt som strandsand, men har smeltevandssandets karakteristiske gule farve. Det er det samme sand, man kalder bakkesand. Sandet består af flere forskellige mineraler: * Hvide kvarts sandkorn. * Rødbrune granat sandkorn. * Mørke magnetit (Fe3O4). * Mørke monazit (CePO4) og zirkon (ZrSiO4), som begge er radioaktive. * Mørke ilmenit (FeTiO3) og rutil (Ti2), der begge indeholder titanium. Da der er stor forskel i størrelsen på sandkornene, kan man sortere sandet vha. sigter med forskellige maskestørrelser. Nogle af sandkornene indeholder jern (magnetit), så man kan fange dem med en magnet, og på den måde sortere dem. Sandet ved Rubjerg er gult på grund af det høje indhold af bittesmå ædelstene som rød granat og zirkoner. Foto: Jonatan H. Hyldgaard, 2007 Tungsand Tungsand er sand, som indeholder flere tunge mineraler end almindeligt hvidt strandsand. Det er mørkere, fordi flere af de tunge mineraler er sorte og rødbrune. Tungsandet findes ofte, hvor bølgerne æder af kysten. Her bliver det lettere sand og jord skyllet væk, og kun tungsandet ligger tilbage. Hvis man vil finde tungsand, er strandene mellem Lønstrup og Tornby nogle af de bedste i Danmark. Så tag en magnet med på næste badetur! For 30 år siden var der faktisk en fabrik i Skagen, der forsøgte at udvinde titanium af tungsandet. Det var dog ikke rentabelt, og fabrikken lukkede. Sandet ved Rubjerg med dets karakteristiske farve på klods hold. Foto: Søren T. Nordbo

Sandfl ugtskatastrofen En naturkatastrofe i Rubjerg Sandfl ugtens hærgen betød, at befolkningen måtte rive deres gårde ned og fl ytte dem længere ind i landet ofte til moseområder, som ingen andre ville have. I Rubjerg fl yttede man til den sydlige del af sognet (Ulstrup), som var fri for sandfl ugt. Man ved, at der midt i 1500-tallet lå 18 gårde i Rubjerg sogn. 30 år efter var der kun 5 tilbage. Man kan forestille sig, hvordan det må have været at opgive slægtsgården, som sagtens kunne have ligget her siden vikingetiden. Mange har sikkert været stædige og troet, at sandfl ugten holdt op efter 10 eller 20 år. Men den blev rent faktisk ved i 300 år. Villums hus Anne Marie Løn skriver i sin bog Villums veje om en af de stædige, der ikke ville fl ytte. I udstillingen på Strandfogedgården har vi forsøgt at lave Villums hus, som det kunne have set ud, med sand der trænger ind alle vegne. Hvad gemmer sig under sandet? Ifølge gammel folketro har Rubjerg by ligget nord for kirken. De eneste bygninger, man ved, hvor har ligget, er præstegården, som lå sydvest for kirken, og degneboligen, som lå nord for kirken. Præstegården blev fl yttet i 1571, og degneboligen blev ødelagt af sandet. Man fi nder ikke rester af bygninger under sandet. Brændte mursten var værdifulde og tømmer var en mangelvare, så det tog man med. Men markerne er der spor efter. Når man graver 2-3 meter ned igennem sandet, kommer man til et muldlag, hvor der er tydelige plovspor. Enkelte steder kan man endda se, hvordan de har prøvet at pløje fl yvesandet ned. Årsagen til sandflugten Der er sandsynligvis to hovedårsager til sandfl ugtens opståen: Ændringer i klimaet og menneskets udnyttelse af naturen. I perioden 1400-1750 var gennemsnitstemperaturen ca. to grader lavere end i dag. Denne periode bliver kaldt den lille istid. Denne periode kulminerer mellem år 1550-1700, hvor klimaet er koldt og blæsende. Gletscherne vokser i Skandinavien. Der er beretninger om isbjerge i Nordsøen. Havniveauet er ca. en meter lavere, hvilket resulterer i bredere strande, hvor sandet kan blæse fri. Ved Rubjerg, hvor sandet kommer fra klinten, har de mange storme sandsynligvis skabt fl ere skred, og det blæsende klima har sendt det frigivne sand ind i landet. I perioden 1400-1750 er al skov fældet i Vestvendsyssel, og der fi ndes ingen læhegn. Jo mere sandfl ugten breder sig, jo mere er der brug for nye områder til græsning. Klitten er fælleseje, så det bliver et naturligt valg at inddrage den som græsningsareal for kvæg og får. Da fi skeriet oven i købet svigter i 1600-tallet, bliver rubjergboerne endnu mere afhængige af klintens bevoksning. Klittag (hjelme og marehalm) bliver brugt til tækning, kurvefl etning, foder, strøelse, reb og brændsel. Frøene bliver brugt til at male mel af, og rødderne bliver brugt til brændsel og børster. Havtornekrattet bliver ryddet til plads for nye græsningsområder og til brug som brændsel. Det beskyttende plantedække, som holder på sandet, mindskes så markant, at det er nu let for vinden at blæse sandet ind over land.

Sanddæmpningens historie Sanddæmpningens historie Mange steder har der gennem tiderne været gjort forsøg på at dæmpe sandfl ugten med hegn, risgærder og lignende, men først i 1792 blev en effektiv sandfl ugtsbekæmpelse organiseret i hele landet - da havde sandfl ugten hærget i næsten 300 år. Hjelmen blev det vigtigste middel i kampen mod sandet, idet den tåler tørke, blæst og fl yvesand. Den har desuden lange rødder, der binder sandet. I begyndelsen såede man frø, senere gik man over til plantning. Arbejdet måtte indtil 1867 udføres som ulønnet pligtarbejde, af beboerne i områderne. Senere gav arbejdet klitboerne en hårdt tiltrængt biindtægt. Foruden plantning af hjelme, brugtes også andre midler til at dæmpe sandfl ugten, bl.a. opsætning af risgærder (fyrretræsgrene) og tildækning af sandfl aderne med lyng, tørv og ler. Tidstavle Hjelmen med dens lange rødder, er den vigtigste plante i sandfl ugtsdæmpningen. 1720-1736: Tisvilde Hegn plantes. Dækning af sandfl ader med ler, tang og lyng. Derefter såning af marehalm og plantning af træer. Frø fra marehalm hentes i Jylland. 1786: Botaniker Erik Viborg rejser rundt i Jylland og ser på sandfl ugt og planter, som er velegnede til dæmpning af sandfl ugt. Det resulterer i en prisbelønnet afhandling offentliggjort 1788, som også ligger til grund for Sandfl ugtsforordningen i 1792. 1792: Sandfl ugtsforordningen (Påbud om plantning af klittag (hjelme m.m.) af ejere og herredsfogeder, opsynsmænd og klitfogeder og senere sandfl ugtskommissærer). Pligtarbejde af klitsognenes og nabosognenes beboere. 1795: Lovgivning om lovpligtig bekæmpelse af sandfl ugt overalt. Erik Viborgs afhandling Botaniske Bestemmelser af de i den danske Lov omtalte Sandvækster samt Efterretning om Sandfl ugtens Dæmpning. I løbet af 25 år bliver sandfl ugten stort set stoppet helt. 1800: Området omkring Rubjerg Kirke beskrives som et løst sandhav, der fyger, hver gang vinden rører på sig. Der bliver plantet hjelme, marehalm, havtorn og græs. Disse planter holder på sandet, når der ikke bliver brudt hul i vegetationen. 1852: Lov om sandfl ugtens dæmpning. Loven ændrede arbejdet til lønnet arbejde, som betaltes af stat, amt og købstæderne. 1867: Lov om sandfl ugtens dæmpning med videre. Klitbeplantningen bliver et rent statsligt anliggende, og alle arealer, der bliver sanddæmpede eller plantet til som klitplantager, overgår til staten (lodsejere, kommune og amt betaler hver en sjettedel, staten den resterende halvdel af udgifterne). 1927: Rubjerg Plantage anlægges (ikke mod sandfl ugt, idet et tæt havtornekrat blev ryddet). Giver dog læ inde i land. 1930: Svend Åge Olesen, den fhv. klitfoged i Rubjerg, fortæller, at han var med til at indsamle hjelmefrø for at sælge dem.

Sandfl ugten idag Sandflugt idag Der blæser til stadighed nyt sand fra klinten og ind over land. Meget bliver fanget af sanddæmpningen ved de yderste klitter, men noget bliver hvirvlet højt op i luften. Efter kraftigt blæsevejr drysser sandet ned overalt i området. Man kan endda fi nde sand på bilerne i Hjørring og enkelte gange helt i Frederikshavn. Hvorfor voksede klitten op foran fyret? Den store højde på klitterne ved fyret er menneskeskabt. De sidste hundrede år har man dæmpet sandfl ugt med faskiner (fyrretræsgrene) og udplantning af hjelme. Når sandet dækkede faskinerne, satte man nye rækker oven på sandet. På den måde voksede klitten med mere end 30 meter til en højde på over 90 meter, således at fyret ikke mere kunne ses fra havet. Hvor er sandet på vej hen? I 1994 stoppede man med sanddæmpning omkring fyret. Derfor bevæger den opsamlede mængde sand sig nu mod nordøst. Samtidig fl ader klitten ud. Omkring 1990 var klitten over 90 meter høj, men i dag nærmer den sig de 70 meter. Omkring år 2003 lå fyret atter frit. Klitten havde bevæget sig forbi på begge sider. Den er nu en vandreklit (ligesom Råbjerg Mile) og bevæger sig ca. 10 meter om året, udover havtornekrattet og P-pladsen. Man er i 2005 igen begyndt at sætte faskiner op foran fyret. Det dæmper vandreklitten, men klitten vokser igen i højde. Klitsyn Hvordan landskabet ender med at se ud, bliver bestemt af Skov- og Naturstyrelsen, lodsejere og involverede foreninger. Der holdes hvert år et offentligt klitsyn, for at planlægge årets arbejde. Det er her fra afblæsningsfl aderne på klinten, sandet kommer fra.