KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt, men som alligevel var lidt ny hver gang. Knapt så slem fra gang til gang. Alligevel mærkede han, at hans hjerte hamrede og tankerne kværnede. Kun langsomt faldt han til ro, medens det gik op for ham, at han altså lå hjemme i sin seng, og at klokken var halv to om natten. Han prøvede at falde i søvn igen. Men han vidste sådan set godt, at det kunne han lige så godt lade være med at prøve på. Det skulle blive endnu en af de dage, hvor trætheden var det dominerende. Sådan havde det tit været - siden den dag, hvor ulykken skete. De havde ikke talt med Annette siden. Hun havde været med. De havde prøvet at få fat i hende mange gange. De ville høre, hvordan hun havde det, og om hun var meget vred på dem. Men det kunne ikke lade sig gøre fik de at vide af hendes forældre, når de spurgte. Annettes forældre havde tilsyneladende anbragt Søren og hans storebror i en boks, hvor de ikke selv bestemte, hvad der skulle være rigtigt og forkert. Lukket af for dem, så de ikke kunne komme til at tale med hende. Som om den ulykke ville ske igen. Og som om de kunne forhindre det ved at lukke Annette inde. Men hvad med Annette selv. Hvad mente hun?
Det kunne de så heller ikke få at vide. Sådan havde det være siden den dag. Siden den dag, det næsten var gået galt. De blå blink, der forsvandt i nattemørket havde været den sidste hilsen fra Annette. Det måtte de åbenbart leve med. Det var bare ikke til at holde ud. Sådan kunne liv heller ikke fortsætte, syntes Søren. De skulle jo bo i den samme by. Og gå på den samme skole. Liv kan ikke lukkes ude. Sørens storebror havde fået kørekort den dag, der blev ved med at vende tilbage i Sørens drøm. Det skulle fejres og det skulle prøves. Efter lange plagerier havde Søren og hans storebror fået deres far overtalt til, at de måtte låne bilen til en lille aftentur op langs kysten i det dejlige vejr. Sørens far vidste godt, at han lige så godt kunne give op på forhånd, når de to brødre rottede sig sammen om et eller andet. Det var ikke så tit det skete. De fleste gange var Søren bare den irriterende lillebror, men lige præcis den aften havde været anderledes. De var naturligvis ikke sluppet for formaningstalen: Husk nu, at det først er nu, du skal til at lære at køre bil. Osv.osv. Søren kunne se, hvordan storebroderen allerede havde sat autosvar på og stod og tænkte på noget andet. Noget med hestekræfter og piger. Endelig skiftede nøglerne til BMW en hænder og de begav sig ud. I begyndelsen gik det ganske fint. Det var tydeligt, at storebror Peter ikke var kommet sovende til sit kørekort. Han var faktisk en dygtig bilist allerede.
De kørte ud i sommerlandet. Og mødte Annette. Annette gik i 9.klasse midt imellem Søren og Peter. De var vist begge to lidt lune på hende. Men det var jo Peter, der havde fat i den lange ende den aften. Han havde bilen. Og kørekortet Vil du med ud at køre en tur? Spurgte han. Måske ville han gerne have haft at Søren tog bussen hjem, men det vovede han dog alligevel ikke at sige. De kørte af sted. Bilen fik lov til at spinde. Lidt mere og lidt mere. Nu havde den sådan set spundet længe nok, syntes Søren. Det gik lidt stærkt for en, der lige havde fået sit kørekort i dag. Men Søren turde ikke sige noget. Det er ikke altid let at sige det rigtige, selvom man ved, man har ret. Og han ville jo også gerne være med til at imponere Annette. Mon Peter nu havde set, at den bil derhenne ikke kørte ret stærkt? Det havde han ikke. Det næste Søren huskede var de blå blink. Ambulancen, der kørte væk og de orange Falckfolk, der stod bøjet over ham. Der var vist ikke sket noget videre med ham. Han havde heldigvis været spændt fast. Det havde de alle sammen. Kan du høre mig? Sådan lød spørgsmålet. Det var også det spørgsmål, han var vågnet med af sit mareridt.
Det var der, det altid sluttede. Med at han vågnede. Midt på Strandvejen. Og blev spurgt, om han kunne høre noget. Søren prøvede igen at falde til ro. Men han kunne ikke. Til gengæld syntes han nu, at han kunne høre noget. Stemmer. I natten. Det var uden for ude på vejen. Stemmer, han kendte. Den ene var Peters. Men var den anden? Var det ja, det var det - en pigestemme, han kendte. Det var Annette. Hun stod udenfor deres hus og snakkede. Med Peter. Søren sneg sig hen til vinduet og kiggede ud. Hun stod derude under gadelygten i den lyse sommernat med en krykstok. Hun så lidt bleg ud, og hun havde også skrammer i ansigtet. Men lignede ellers sig selv. Søren blev som sædvanlig varm ved at se hende. Men hun måtte jo ikke være her. Det havde hendes forældre forbudt hende. Hun var blevet lukket inde. Han prøvede at åbne vinduet. Heldigvis var det lukket lidt op, så han troede, han kunne gøre det lydløst. Men Peter havde hørt ham. Kom bare herned sagde han.
Det var dog utroligt. Der var vist noget stort på vej. Der var noget helt vildt ved denne lyse sommernat. Søren listede sig ned ad trappen. Og ud på vejen. Han havde ikke hørt det første af samtalen, så den næste sætning, han hørte var Annettes spørgsmål: Tror du, at du kan køre for mig på lørdag? Søren ville ikke tro sine egne ører. Stod hun ikke der, med sine skrammer og sin krykstok og spurgte, om Peter ville køre for hende. Gad vide, hvor hun skulle hen? Nu var Søren nået helt hen til de to, der stod der i det begyndende morgenlys. Så du vil altså godt køre for mig? Spurgte Annette igen. Peter vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, men det var let at se, hvor stolt, han var. Samtidig med, at han var så flov og så skyldfyldt. Så er det en aftale, sagde Annette for tredje gang. Jeg er lige glad med, hvad mine forældre mener, de skal ikke få lov til at lukke mig inde mere. Det var derfor, jeg sneg mig herhen midt om natten. Jeg ved ikke, om jeg får lov til at låne fars bil igen, fik Peter endelig fremstammet. Det tror jeg, du gør, sagde Annette For jeg tror, du har lært at køre lidt langsommere! Søren vidste, hun havde ret. Og han tænkte på, at selvom deres far og mor havde været vrede over, at bilen blev smadret og alt det der med politi og forsikring og så videre, ja, så var det gået over igen. De blev ved med at sige, at det var godt, der ikke var
nogen, der var blevet slået ihjel. Det var som om deres forældre vidste, at det var ved at turde give slip, de virkelig kunne vise deres kærlighed. I virkeligheden derved, de bedst kunne holde fast. Og være base. Søren syntes det føltes godt, at det var sådan. Så det var måske også rigtig nok, at Peter fik lov til at låne bilen igen. Hvis så bare Annettes forældre turde tænke lige sådan. Det gjorde de nok, hvis de kunne forstå det. For de elskede jo også deres datter, og var naturligvis blevet rigtig bange for at miste hende. Men også de måtte jo lære, at hun var ved at blive voksen. Søren kom til at tænke på en historie, de havde hørt henne hos præsten, hvor han gik til konfirmationsforberedelse. En historie om en anden Peter, der da det gik galt havde svigtet Jesus og var flygtet den gang Jesus skulle korsfæstes, men som alligevel blev sat til at være en af kirkens første ledere, da han mødte Jesus igen, efter han var opstået fra de døde påskemorgen. Fordi Gud elskede Peter og derfor stolede på ham selvom han havde svigtet. Gud tør vise sin kærlighed til mennesker ved at sende dem ud i verden på egen hånd. Og samtidig holde fast i dem med sin kærlighed. Søren vendte sig for at fortælle Annette og Peter om sin historie. Men da han vendte sig om mod Peter og Annette kunne han godt se, at det nok ikke skulle være lige nu. AMEN