14 DYRLÆGEN 5/2015 Figur 1. Voksne regnbueørreder med den karakteristiske farvetegning langs siden. Foto Kurt Buchmann.
Sunde fisk i danske havbrug Norske lakseprodukter dominerer markedet for laksefisk, men også i Danmark produceres regnbueørreder, der leveres både som mindre portionsfisk fra ferskvandsbrug og som store sølvskinnende lakseørreder. Danske dyrlæger er med til at holde fiskene i en god sundhedstilstand. Kurt Buchmann og Jakob Skov Laboratorium for Akvatisk Patobiologi Institut for Veterinær Sygdomsbiologi Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet. Danske forbrugere møder hver dag en lang række fiskeprodukter i deres dagligvareforretninger. Der tilbydes både danske og udenlandske fisk, nogle er fanget af erhvervsfiskere på de store have, medens andre er fremkommet i opdrætsvirksomheder. Hvis man er på jagt efter en laksefisk til aftenens middagstallerken, vil man uundgåeligt kunne stifte bekendtskab med et stykke norsk laks, og de er som regel produceret i netbure langs de norske kyster. Man kan imidlertid også i mindre skala købe danske laksefisk, og det produkt er baseret på en lang tradition for fiskeopdræt i Danmark. Allerede tilbage i 1890erne etableredes de første dambrug i Jylland, og nu om dage produceres mere end 27.000 tons regnbueørreder i de jyske ferskvandsdambrug. Siden slutningen af 1970erne er ferskvandsørrederne blevet suppleret med en produktion på snart 13.000 tons af store regnbueørreder i havet. Regnbueørreden Fisken vi producerer i Danmark er den såkaldte regnbueørred, der bærer det videnskabelige navn Oncorhynchus mykiss. Det danske navn er inspireret af, at de voksne Figur. 2. Friskstrøgne regnbue-ørredæg fra moden hun. De er klar til befrugtning med mælke fra hannen. Foto Kurt Buchmann. DYRLÆGEN 5/2015 15
Figur 3. Øjenæg med fiskelarve. Øjnene fra fiskelarven skimtes inde under æggeskallen. Foto Kurt Buchmann. fisk er forsynet med en regnbuelignende farvetegning langs kropssiden (Figur 1). Det er en laksefisk, som i naturen klækkes i et vandløb, oplever en yngeltilværelse på mindst et år i vandløbet, vandrer ud i havet og dernæst undergår en betydelig vækst, før fisken vender snuden hjem til oprindelsesvandløbet, for at finde en partner og gyde. Fiskearten stammer oprindeligt fra Nordamerika og er importeret til Europa som befrugtede æg i 1880erne. Man har siden forstået at producere alle de regnbueørred, som man ønsker, ved at efterligne fiskens naturlige livscyklus. Man starter med at stryge modne æg (Figur 2) af gydemodne hunfisk, befrugte dem med mælke (hvid sædvæske med spermatozoer) fra hanfisk, inkubere de befrugtede æg i rindende vand i klækkebakker indtil der dannes en larve inde i ægget (Figur 3), som til sidst klækker med fremkomst af en blommesæklarve (Figur 4). Den bærer næring i sin blommesæk til de første ugers ernæring, men fiskelarven er efter få dage i stand at tage tørfoder til sig, hvorefter den udvikles til en lille ørredunge (Figur 5). Ved fortsat fodring 16 DYRLÆGEN 5/2015
vil dambrugeren kunne producere ørreder med den ønskede størrelse. Fra ferskvand til havvand Der forekommer i øjeblikket to hovedtyper af ferskvandsdambrug i Danmark. Den traditionelle produktion foregår i jorddamme, som forsynes med vand fra en nærliggende å. En mere moderne form er modeldambrugene (Figur 6), som er isoleret fra de naturlige vandløb. Vandforsyningen kommer fra boringer og væld og vandet recirkuleres i vid udstrækning med mekaniske filtre (Figur 7), samt biofiltre inden det lukkes ud i en plantelagune. Hovedparten af fiskene fra ferskvandsanlæg på land sælges som portionsfisk på nogle få hundrede gram stykket, men en del opfodres til de er omkring 500-1000 gram, hvorefter de udsættes i havbrug i marts/april til en sidste vækstspurt, der slutter med høst og slagtning i november/december, når vægten er blevet mere end tre kg. Vi har i Danmark 19 havbrug, der har deres netbure med store regnbueørreder placeret på en række lokaliteter i de indre danske farvande lige fra Østersøregionen til det sydlige Kattegat. Der er betydelig forskel i saltholdigheden i havet på de forskellige lokaliteter, og det kan påvirke produktionen mærkbart. Dansk havbrugsproduktion Der produceres henved 13.000 tons regnbueørreder i de danske havbrugsvirksomheder hvert år. Netburene (Figur 8) placeres i havet om foråret og man placerer dernæst store ørreder i burene. De opfodres efterfølgende med tørfoder til de i november/december har nået en Figur 4. Blommesæklarve af regnbueørred lige efter klækning af æg. Foto Jakob Skov. vægt på mere end tre kg, hvor de høstes og slagtes (Figur 9). Der findes økologisk havbrugsproduktion i Danmark, men hovedparten af opdrættet er baseret på konventionelle metoder. Rognen fra de slagtemodne hunner (Figur 10) udtages ved rensningen og udnyttes som en særlig delikatesse (ørredkaviar) (Figur 11), der kan opnå en langt højere kilo-pris end selve fiskens krop. Foder og bæredygtig fiskeproduktion Regnbueørrederne fodres med kommercielt tørfoder. Indholdet af næringsstoffer varierer lidt, men ofte vil foderpillerne indeholde knap 50 procent protein, cirka 25 procent olie, 10 procent kulhydrat, lidt askestof og nogle få procent vand. Foderet, der tilbydes i mange formater (Figur 12), så det passer til de forskellige størrelser af fisk, er et såkaldt ekstruderet foder, hvilket betyder at ingredienserne har været blandet og behandlet ved høj temperatur og et betragteligt tryk. Det er baggrunden for, at foderet ikke indeholder smitstoffer, som siden kan be- Figur 5. Regnbueørredyngel efter en måned på tørfoder. Foto Kurt Buchmann. DYRLÆGEN 5/2015 17
svære fisk eller forbrugere. Foderets indhold af miljøfremmede stoffer overvåges løbende, hvorfor det færdige fiskeprodukt har et lavere indhold af for eksempel dioxin end man finder i mange vildfisk. Fiskene udnytter foderet særdeles effektivt, idet man ud fra et kilo foder får en vækst på omkring et kilo ørred. Det betegner man som en foderkoefficient på 1.0. I modsætning til andre hvirveldyr såsom kvæg, svin, får, geder og fugle er fisk de absolut mest effektive til at udnytte foderets næringsstoffer, idet fisk er vekselvarme (poikiloterme) dyr, som ikke skal bruge hovedparten af den indtagne energi til at varme kroppen op til 37 grader eller højere. Fisk har på den vis potentialet til at være et af de mest bæredygtige produktionsdyr man kan finde. Tidligere anvendtes hovedsagligt fiskemel og fiskeolie til at producere fiskefoder, men på grund af stigende priser på fiskemel anvendes nu langt overvejende proteiner og olie fra planter. Her kan være tale om soja, hvede, raps, solsikke og ærter, som blandes med fiskemel i forskellige forhold. Herved sparer man også de naturlige bestande af industrifisk for overudnyttelse, og man anvender nu om dage på denne vis langt mindre end 0.5 kg vildfisk til at producere et kilo havbrugsfisk. Figur 6. Et moderne modeldambrug isoleret fra vandløb. Foto Kurt Buchmann. Figur 7. Der anvendes en lang række vandrensningsmetoder i de moderne modeldambrug. Her ses mekaniske filtre i aktion. Foto Kurt Buchmann. Sundhed Som vi kender det fra både vilde og opdrættede dyrebestande kan regnbueørrederne i netburene også få sygdomme, men fiskefarmeren og dyrlægen kan sammen sikre, at fiskene holder et højt sundhedsniveau, så forbrugeren kan få sunde fiskeprodukter på spisebordet. Dyrlægen kan løbende stille diagnoser, anbefale forebyggende tiltag og i værste fald (ved sygdom) behandle fiskene. Veterinæren bør være med fra start til slut. Når havbrugene om foråret besættes med fisk fra ferskvandsdambrug følger der af og til en række sygdomme med fiskene. Sygdomme, som fiskene har erhvervet i løbet af deres opvækst på dambruget. Det er alle sygdomme, som oprindeligt har været hjemhørende på danske vildfisk (herunder bækørred, havørred og laks i de danske åer), men som har kunnet kolonisere regnbueørreder i dambrugene. Mange af de parasitter, som sidder på hud og finner fra regnbueørreder (ektoparasitter) i ferskvandsdambrugene vil imidlertid hurtigt forsvinde, da de ikke tåler det salte vand. Andre parasitter, som befinder sig inden i fiskene (endoparasitter) kan imidlertid godt overleve, at fisken kommer en tur i havet. Derudover kan bakterier i fiskenes indre organer kunne blive ført med ud i netburene, men ved en tilstrækkelig god vaccinering mod diverse bakteriesygdomme, kan man minimere dette problem. Tidligere var virusinfektioner en betydelig udfordring i dambrugene, men heldigvis har Danmark siden 2009 været fri for infektioner med VHS-virus (Egtvedsyge) i ferskvandsmiljøet. Desuden har man tillige en række producenter, der er certificeret fri for en anden virus kaldet IPNV, som gør levering af virusfrit materiale til fiskeproducenterne muligt. På længere sigt vil det således være ønskeligt, at alle sættefisk er helt sygdomsfrie. Det kunne for eksempel ske ved at producere sættefiskene i helt recirkulerede anlæg, der kun besættes med yngel klækket fra desinficerede og certificerede ørredæg (Figur 13). Havbrugsfiskenes parasitinfektioner medtaget fra ferskvand Parasitter fra ferskvand, der vides at kunne overleve i regnbueørreden efter overførsel til havbure, er for eksempel øjenikterne. Det er små fladorme med en længde på cirka 0.4 mm, der sidder inde i fiskens øjelinse. Efter indførsel af moderne modeldam- 18 DYRLÆGEN 5/2015
Figur 8. Havbrug med havbure til store regnbueørreder. Foto IVS-KU. brug på land, der ikke tilfører vand fra naturlige åer og søer, er forekomsten dog faldet betydeligt. Parasittens livscyklus er nemlig kompliceret, og omfatter voksne parasitter i fuglens tarm, en snegl med larvestadier og en fisk med parasitlarver i øjnene (Figur 14). Traditionelle dambrug kan stadig huse fisk med øjenikter, og det vides at kraftige infektioner kan nedsætte fiskenes væksthastighed, også efter overførsel til havet. De nye modeldambrug holder snegle væk, hvorfor den type dambrug ikke kan viderebringe inficerede fisk til havbrugene. Desuden optræder der i de danske vandløb en parasitær nyresygdom Figur 9. Store regnbueørreder, slagtet, og lagt på is. Foto Kurt Buchmann. Figur 10. Rognsække fra hunørred. Foto Kurt Buchmann. DYRLÆGEN 5/2015 19
ved navn PKD (proliferative kidney disease) (Figur 15), og den rammer af og til også fisk i de traditionelle dambrug. En sådan infektion i nyrerne vil også kunne medbringes til det marine miljø, uden dog at have en chance for at spredes. Den har nemlig også en kompliceret livscyklus, som omfatter mosdyr (på latin benævnt bryozoer) i de danske vandløb. Figur 11. Færdigt produkt af ørredkaviar. Foto Kurt Buchmann. Bakterielle infektioner fra ferskvand til havvand De mest alvorlige bakterieinfektioner i ferskvandsbrugene omfatter Flavobacterium psychrophilum, Yersinia ruckeri og Aeromonas salmonicida. De to førstnævnte er hovedsagligt knyttet til yngel og unge fisk (henholdsvis yngeldødelighedssyndrom og rødmundsyge) i ferskvandsdambrugene, medens den sidste tillige kan give alvorlige udbrud af furunkulose i havburene. Dambrugeren forebygger rødmundsyge, som er en infektion med Yersinia ruckeri, ved at dypvaccinere sine små fisk. Det foregår ved, at fiskene dyppes i en vaccineopløsning i 30 sekunder (Figur 16), hvorved den lille fisk optager vaccinekomponenterne over hud og finner og etablerer et beskyttende immunrespons, der som regel varer fire til seks måneder. Man kan imidlertid vaccinere fiskene igen efter nogle måneder for at opfriske beskyttelsen. Der findes også gode vacciner mod Aeromonas salmonicida, der som nævnt fremkalder furunkulose i ørreden. Bakterien kan angribe både i ferskvand og i havet, men det er Figur 12. Foderpiller til havbrugsørreder. Forskellige størrelser til forskellige klasser af fisk. Foto Kurt Buchmann. Figur 13. Recirkuleret fiskeopdrætssystem, der producerer helt sygdomsfri fisk baseret på indsætning af desinficerede og certificerede ørredæg. Foto Kurt Buchmann. 20 DYRLÆGEN 5/2015
Figur 14. Livscyklus for øjenikten i ferskvand. Illustration Kurt Buchmann. især i havbrugene, den viser sig. Vaccination mod den sygdom foregår ved at indsprøjte 0.1 milliliter vaccine i bughulen på ørreder inden de udsættes i havet (Figur 17). Vaccinen indeholder formalindræbte bakterier af forskellig observans (Aeromonas salmonicida samt andre bakterieisolater såsom Vibrio anguillarum (de to typer O1 og O2a). De sidstnævnte bakterier forekommer almindeligt hos danske havfisk i miljøet og vil i opdrætsfiskene kunne fremkalde sygdommen vibriose, med mindre vaccination er sat i system på et tidligt tidspunkt. Figur 15. Bækørred med nyresyge. Foto Kurt Buchmann. DYRLÆGEN 5/2015 21
Figur 16. Små ørreder dyp-vaccineres mod rødmundsyge ved 30 sekunders nedsænkning i en vaccineopløsning. Foto Kurt Buchmann. Parasit-infektioner erhvervet i havburet I havburene strømmer havvandet ind fra det omkringliggende hav, og med det kan følge en række let bevægelige infektive stadier af diverse snyltere. En enkelt af disse kan tage ophold på fiskene i nogle af de havbrug, som er placeret i de mest marine områder. Det er lakselusen, Lepeophtheirus salmonis, der forekommer naturligt i de danske havområder og af og til i mindre målestok kan findes i havbrugene (Figur 18). Det er en vandloppe, der i løbet af udviklingshistorien, har forstået at blive parasit på laksefisk. Den blev af den danske zoolog Henrik Nikolai Krøyer beskrevet fra de danske laksefisk allerede i 1837/38. Man finder den nu om dage stadig på vilde havørreder og laks, og de infektive stadier kan komme ind i netburene i de mest salte havområder. Parasitten er nemlig særdeles krævende og livscyklus (Figur 19) fungerer bedst ved saltholdigheder på 30 promille (gram salt pr liter vand). På de mindre salte lokaliteter for eksempel syd for Sjælland og Figur 18. Lakselus på en dansk havbrugsørred. Foto Kurt Buchmann. Figur 17. Regnbueørreder, som er klar til at blive stikvaccineret mod furunkulose og vibriose. Der indsprøjtes 0.1 milliliter vaccine i bughulen, hvorefter fisken er beskyttet mod sygdommene. Foto Kurt Buchmann ved Bornholm forekommer parasitten således ikke, medens den i mindre målestok kan forekomme på lokaliteter i Kattegat, Storebælt og Lille Bælt. Der er dog ikke i Danmark beskrevet behandlingskrævende infektioner, som det er set i Norsk opdræt. Hvis det skulle blive nødvendigt en gang i fremtiden, er det imidlertid muligt, at dyrlægen kan iværksætte biologisk bekæmpelse med pudsefisk. Småfisk såsom læbefisk og stenbider kan nemlig udsættes i netburene og plukke parasitter af laksefiskenes hud. Det er en miljøvenlig kontrolmetode, som kan erstatte eller reducere brug af lægemidler. I lakseproducerende lande er den form for biologisk bekæmpelse sat i system, og er blevet en industri i sig selv. Havbrugsfiskene er fri for orm Nogle af de vilde fiskebestande i vore farvande kan bære en række infektioner med diverse orme. Det drejer sig for eksempel om sildeorm, torskeorm og leverorm, som alle har en kompliceret livscyklus knyttet til havmiljøet. De er for eksempel ikke ualmindelige i torsk, sild og andre havfisk. Man er opmærksom på netop den type orm, idet de er zoonotiske og altså kan inficere mennesker, der indtager ubehandlet fiskekød. De vilde fisk bliver inficeret ved at æde fritlevende smådyr (krebsdyr, småfisk), som er blevet inficeret ved at indtage ormelarver klækket fra ormeæg, som selv er blevet afleveret til havmiljøet med fækalier fra havpattedyr (Figur 20). Da havbrugsfiskene holdes i lukkede netbure og fodres med varmebehandlet tørfoder uden parasitter af nogen slags, vil de danske havbrugsørreder ikke blive udsat for infektion med blandt andet sildeorm, og undersøgelser har dokumenteret, at der ikke forekommer den slags orm i de danske havbrugsørreder. Man kan derfor trygt anvende rå ubehandlet fisk til fremstilling af for eksempel sushi og ceviche også uden at forbehandle produktet med nedfrysning til minus 20 grader, hvis havbrugeren kan dokumentere den ormefri status. Det er ellers et lovkrav for vilde havfisk, at de skal nedfryses til minus 20 grader før brug, hvis man ønsker at anvende dem til rå fiskeretter. Opdrætsfiskene har dog fået dispensation på grund af deres ormefri status. Dyrlægen holder øje med sundheden Fiskedyrlægen har en vigtig funktion som sundhedsrådgiver for både dam- og havbruger. En stadig overvågning af sundhedstilstanden er vigtig, så man kan undgå tabsvoldende sygdomsudbrud. Dyrlægen kan også sørge for, at der iværksættes vaccination af fiskene i ferskvandsperioden. Gode dyp-vacciner mod rødmundsyge skal bruges fra fiskene er ganske få gram, og senere vil det være nødvendigt at vaccinere ved stik-vaccination mod furunkulose og vibriose. I danske havbrug kan man opleve specielt i varme somre at de sygdomsfremkaldende bakterier forme- 22 DYRLÆGEN 5/2015
rer sig lidt for kraftigt, så dyrlægen må træde til og behandle med antibiotika, som tildeles med foderet. Der er blot to typer antibiotika, der kan anvendes til fisk i Danmark, men forbruget kan bringes ned. De forbedrede vacciner, som der produceres i disse år, vil være med til at reducere antibiotikaforbruget danske havbrugsfisk fremover. Fremtiden Der blev i januar 2015 fremlagt en strategiplan for dansk akvakultur. Her opererer man med en vækst inden for sektoren på 25 procent, hvis man kan øge produktionen på en miljømæssig forsvarlig måde. Miljøfaktorerne, der er i spil, omfatter både antibiotika og udledning af kvælstof (nitrogen, N) og fosfor (P) til vandmiljøet. Netop her vil en forbedret sundhedstilstand af fiskene spille en betydelig rolle, idet raske fisk udnytter foderet bedre, så man får høstet langt flere fisk for hvert kilo N og P, der lander i miljøet. Havbrugeren kan kompensere for udslippet af N og P ved at dyrke muslinger og havalger i nærheden af fiskeanlægget. Disse fødevareprodukter kan opnå en rimelig pris så alt i alt får havbrugeren både et bedre miljø og en god økonomi. Det er teknisk muligt at opfodre havbrugsfiskene i landbaserede opdrætsanlæg, der i fuld skala recirkulerer vand fra fisketankene, og på den vis leverer et mindre miljøaftryk i form af N og P udledning til havet. Investering i og driften af den type anlæg er dog stadig på et så højt niveau, at investorerne foretrækker de rentable netbursløsninger. Det kan dog ikke udelukkes, at pris på fisk vil øges og anlægspriser i fremtiden vil falde så havbrugeren kan opnå en rentabel produktion også i den form for landbaserede fiskeanlæg. Figur 19. Livscyklus for lakselusen Lepeophtheirus salmonis. Den omfatter mindst ni stadier. Ved klækning af lusens æg fremkommer en naupliuslarve, som ved hudskift udvikler sig til en større naupliuslarve, en copepoditlarve, en chalimuslarve (fasthæftet til fisken), det næsten voksne stadium og så de voksne lus. Hunnen bærer lange strenge med æg. Illustration Kurt Buchmann. Figur 20. Livscyklus for ormeparasitten Anisakis, sildeormen, som forekommer hos vilde fisk, men ikke hos de opdrættede havbrugsørreder. I parasittens livscyklus indgår både små krebsdyr og små fisk som transportværter. Da opdrætsfiskene fodres med varmebehandlet foder udsættes de ikke for infektion. Illustration Kurt Buchmann. DYRLÆGEN 5/2015 23