4. Onkogener og tumorsuppressorer

4. Onkogener og tumorsuppressorer Kræftcellernes svar på speeder og bremse Dette kapitel fortæller, hvorfor kræftceller deler sig ukontrolleret hvad et onkogen er hvad en tumorsuppressor er hvad denne viden kan bruges til En kræftcelle en slidt bil med speederen i bund og uden bremse Kræftcellen bliver ofte sammenliget med en slidt gammel bil, hvor speederen er trykket i bund, og hvor bremsen mangler. Med det billede i tankerne forestiller man sig en bil, som bare bliver ved med at køre af sted og ikke er til at stoppe. Men før vi hopper med på vognen for det gør vi vil vi præcisere, hvordan vi vil overføre dette billede til en kræftcelle: En kræftcelle med "speederen i bund" og "uden bremse" er en celle, som hæmningsløst kaster sig ud i den ene celledeling efter den anden. Vi vil bruge resten af kapitlet på at forklare, hvad "speederen" og "bremsen" er i cellesprog. Først vil vi se på, hvordan speederen reguleres i en normal celle, og hvordan speederen sætter sig fast i kræftceller. Dernæst vil vi se, hvordan bremsen reguleres i en normal celle, og ikke overraskende, hvordan bremsen går i stykker i kræftceller. Til sidst vil vi fortælle, hvordan speederen og bremsen i fællesskab bestemmer, om cellen skal dele sig i to. Alt dette vil samtidig forklare, hvorfor celledelinger foregår meget kontrolleret i normale celler, og hvordan kræftceller mister denne kontrol. siden af), eller også fra blodbanen, hvor signalerne kan være produceret et helt andet sted i kroppen endokrin signalering (græsk: endon = indvendig). På den måde indgår cellerne i et tæt samarbejde, som sørger for, at hvert væv opretholder sin rette størrelse og en struktur, som er forenelig med kroppens behov (figur 4.1). Nogle få celler, og især kræftceller, kan både producere og modtage deres egne signaler autokrin signalering (græsk: autos = selv). Normale celler bestemmer ikke deres egen skæbne Historien om normale cellers speedere og bremser starter på cellens overflade. For det er ikke cellen selv, som bestemmer, om den skal dele sig eller lade være. Det er derimod signaler afleveret fra andre celler til cellens overflade, som bestemmer cellens skæbne. Hvis den overvejende del af signalerne fortæller cellen, at den skal dele sig, deler cellen sig. Hvis den overvejende del af signalerne fortæller det modsatte, nemlig at cellen skal stoppe sin deling, stopper cellen sin deling. Det vil sige, at en normal celle er en meget social celle, som kun gør de ting, den får besked på. Hvor kommer signalerne fra? Signalerne kan enten komme fra naboceller i det væv, hvor cellen befinder sig parakrin signalering (græsk: para = ved Figur 4.1. Tre forskellige former for signalering. Onkogener og tumorsuppressorer 29

Ved parakrin og autokrin signalering afgiver en celle et signalmolekyle, som kun kan påvirke de nærmeste celler der er tale om en afstand på under 1 mm. Signalmolekylerne bliver også kaldt lokalhormoner. Lokalhormoner kommer ikke i kontakt med blodbanen, men bliver derimod afgivet til det rum, som er mellem cellerne og kaldes det ekstracellullære rum. På den måde adskiller lokalhormoner sig fra normale hormoner, som bruges ved endokrin signalering. Normale hormoner bliver lavet i kirtler og bagefter afgivet til blodbanen, hvor hormonerne rejser rundt og påvirker mange celler, som er fordelt i hele kroppen. Fokus i meget af denne bog vil være på den enkelte celle og dens nære miljø. Vi vil derfor fokusere på virkningen af lokalhormoner frem for hormoner, der påvirker cellerne via den endokrine signalering. Lokalhormoner er ikke ét bestemt signalmolekyle, som har én funktion. De er mange forskellige molekyler, som påvirker deres målceller på vidt forskellige måder. De lokalhormoner, som får deres målcelle til at dele sig, kaldes vækstfaktorer. Omvendt vil vi kalde de lokalhormoner, som bremser en celles deling, for antivækstfaktorer. Fra vækstfaktor til celledeling Nu forestiller vi os, at en celle har modtaget mange vækstfaktorer fra nabocellerne. Vækstfaktorerne binder sig til særlige receptorer på overfladen af cellen. Receptorer (latin: en som optager noget) er antennelignende proteiner, som ud over at have en ydre del, som genkender vækstfaktorerne uden for cellen, også har en indre del, som munder ud i cellens cytoplasma (græsk: kytos = hulrum, plasma = det formede). Receptorerne har altså en indre og en ydre del, som er forbundet med et stykke, der går gennem cellemembranen. Når vækstfaktorerne bindes til receptorerne, videresender receptorerne signalerne til andre proteiner i cytoplasmaet. De proteiner, som ligger tæt på den del af receptorerne, som er inde i cellen, sender signalerne videre til andre proteiner, som ligger dybere inde i cellen, og sådan fortsætter det i en kæde af signaler, som ender i cellens centrum, cellekernen. Inde i cellekernen svarer en type af proteiner, kaldet transkriptionsfaktorer, på det indkomne vækstsignal ved at aktivere en gruppe af gener. Aktiveringen af generne fører til nydannede proteiner, som sørger for at føre cellen gennem sin deling. Proteinerne danner en signalkæde Proteinerne, som videresender et signal fra receptoren og ind til cellens kerne, kaldes en signalkæde (figur 4.2). Proteinerne i signalkæden er i stand til at modtage et signal fra et protein og sende det videre til et andet. Billedligt kunne det svare til en lang række af mennesker (proteiner), som i gamle dage slukkede brande ved at lade en spand fyldt med vand (signal) gå fra hånd til hånd fra brønden (receptor) til branden (cellekernen). Signalkæden findes i alle kroppens celler, men aktiveres kun, når receptorerne modtager vækstfaktorer fra en anden celle. Figur 4.2. En signalkæde, som fører til en celles deling. Vækstfaktorer afgivet fra naboceller binder sig til receptorer på målcellens overflade og starter et signal. Signalet bliver overført fra det ene protein til det andet (en signalkæde) og ender i cellekernen, hvor transkriptionsfaktorer sørger for, at de proteiner, som skal føre cellen gennem sin deling, bliver dannet. 30 Bogen om kræft

Signalkædens komponenter er kendte De seneste 20 år er kortlægningen af de signalkæder, der fører til cellens deling, gået meget stærkt. Forskere har fundet frem til mange af de proteiner, som udgør signalkæderne. De har også fundet ud af deres rækkefølge. PDGF et eksempel på en vækstfaktor Her følger en beskrivelse af den typiske signalkæde, som de fleste vækstfaktorer bruger for at få en celle til at dele sig. Vækstfaktoren PDGF (engelsk: Platelet-Derived Growth Factor) bruges som eksempel. Der skal to til en tango Lad os forestille os en normal målcelle i bindevævet. Den producerer ikke PDGF. Det kan derimod en anden celle, som befinder sig i knoglemarven. Den producerende celle afgiver PDGF til målcellen. PDGF-molekylet er bundet til et andet PDGF-molekyle. De danner det, man kalder en dimer. Mange vækstfaktorer virker på denne måde. Dimeren binder nu ikke til én receptor, men til to, og det viser sig at være vigtigt. For det medfører, at de to receptorer bliver tvunget til at ligge fysisk tæt på hinanden. Herved får de to receptorer en let ændret struktur, og det aktiverer dem. Der skal to til en tango. PDGF s receptor en tyrosinkinase-receptor Hvordan bliver PDGF s receptor så aktiv? Receptoren er en såkaldt tyrosinkinase-receptor. Kinase betyder, at den kan sætte en fosfatgruppe på et andet protein. I dette tilfælde sættes fosfatgruppen på aminosyren tyrosin og derfor navnet tyrosinkinase-receptor. Kinaseaktiviteten sidder på den del af receptoren, som befinder sig i cellens indre. Kinasen bliver aktiv, når PDGF-vækstfaktoren binder sig til receptoren. Strukturændringen af receptorerne gør, at kinasen bliver aktiv og gør den i stand til at sætte en fosfatgruppe på (fosforylere hedder det) den anden receptor. Så er receptoren aktiv og er blandt andet i stand til at fosforylere og dermed aktivere andre proteiner end sig selv. Fra receptor til aktive transkriptionsfaktorer Men det er faktisk ikke ved at fosforylere de nærmeste proteiner i cytoplasmaet, at den aktive receptor får sat gang i cellens deling. Et protein, Grb2, som normalt befinder sig i cellens cytoplasma, bliver tiltrukket af fosfatgruppen på den aktive receptor og binder sig derefter til receptoren. Grb2 har ikke nogen enzymaktivitet i sig selv, men er bundet til et andet protein, Sos, som har en enzymaktivitet. Ved receptoren kommer Sos i tæt kontakt med det tredje protein i rækken, Ras, som sidder på indersiden af cellemembranen. Her aktiveres Ras af Sos. Figur 4.3. Aktivering af PDGF-receptoren. PDGF-dimeren binder til to receptorer, og det bringer dem i umiddelbar nærhed af hinanden. Den tætte kontakt giver receptorerne en strukturændring, som gør den ene receptor i stand til at sætte en fosfatgruppe på den anden receptor og vice versa. Nu er receptorerne aktive, og de sender et vækstsignal ind i cellen. Figur 4.4. Et vækstsignal, som oprindeligt starter på cellens overflade, skal igennem mange proteiner, før det når til målet i cellekernen: Fra PDGF-receptor til Grb2 til Sos til Ras til Raf til MEK til ERK til transkriptionsfaktorer. De aktive transkriptionsfaktorer sørger for, at nye proteiner bliver dannet. Disse sørger for, at cellen deler sig. Onkogener og tumorsuppressorer 31

Aktiv Ras har "en kort levetid" og kræver vækstfaktor Ras befinder sig enten i en aktiv eller en inaktiv form. Ras er et guanin-nukleotid-bindende (guanin-diphosphat (GDP) eller guanin-triphosphat (GTP)) protein. I sin inaktive form binder Ras GDP, men når vækstreceptoren er aktiv, sørger Sos for at udskifte GDP-molekylet med GTP, og det gør Ras aktiv. GTP-Ras-komplekset har en kort levetid, fordi andre proteiner (såkaldte GAP-proteiner) hurtigt sørger for, at komplekset bliver omdannet til den inaktive udgave, hvor GDP er bundet til Ras. Derfor kræver det, at vækstfaktoren hele tiden er bundet til vækstreceptoren, hvis Ras skal forblive aktiv. Fra Ras til transkriptionsfaktorer: en kaskade af fosforyleringer Det aktive Ras-protein sørger for at aktivere det fjerde protein i rækken, nemlig proteinkinasen Raf. Aktiveringen af Raf er startskuddet til en kaskade af fosforyleringer, hvor den ene proteinkinase (Raf) fosforylerer den anden (MEK) den anden (MEK) den tredje (ERK) og det ender med, at en fosforyleret og aktiv proteinkinase (ERK) bevæger sig fra cytoplasmaet og ind i cellekernen, hvor proteinet (ERK) fosforylerer og aktiverer indtil flere DNA-bindende proteiner (transkriptionsfaktorer), som stimulerer transkription: De sørger for at aktivere de gener, som er nødvendige for celledelingen. De nydannede proteiner tager så over og sørger for at gøre cellen klar til det, det hele handler om: cellens deling (kapitel 5). Hvad er det, fosfat gør? Det er gennemgående for denne og andre signalkæder, at et protein bliver aktivt, når det modtager en fosfat fra et andet protein. Hvis en inaktiv kinase bliver fosforyleret, bliver den aktiv og i stand til at fosforylere andre proteiner. Hvis en transkriptionsfaktor bliver fosforyleret, gør det proteinet i stand til at binde til DNA og aktivere genet. Hvad skyldes det? Fosfat, som er stærkt negativt ladet, får proteinet til at ændre sin struktur. Den aktive del af enzymet, som normalt ligger skjult i proteinets indre, bliver blottet og dermed i stand til at udføre sin aktivitet. For eksempel består en transkriptionsfaktor af en DNA-bindende del og en regulerende del. Når fosfatgruppen bliver bundet til den regulerende del, sker der en strukturændring, som blotter den DNA-bindende del, som herefter binder sig til DNA'et. Figur 4.5. Fosforylering gør transkriptionsfaktor aktiv (blå garnnøgle). Fosforyleringen ændrer transkriptionsfaktorens struktur, så den ellers gemte DNA-bindende del blotlægges og binder til DNA. I normale celler "kan man lette foden fra speederen" Normale cellers delinger er nøje reguleret af vækstfaktorerne. Hvis den overvejende del af de signaler, som cellerne modtager, indeholder vækstfaktorer, vil cellen dele sig. Hvis vækstfaktorerne forsvinder, vil cellen holde op med at dele sig. Hvis vi kort vender tilbage til bilen, kunne vækstfaktoren svare til en fod, og receptoren kunne være speederen. Hvis vækstfaktoren er til stede og binder til receptoren, vil det svare til, at foden trykker på speederen, og det får bilen til at køre (cellen deler sig). Omvendt: Hvis vækstfaktoren forsvinder, vil det svare til, at foden løftes fra speederen bilen stopper (cellen deler sig ikke). Kræftceller sætter sig ud over nabocellernes kontrol Normale celler deler sig altså kun, når de får besked på det. Her adskiller kræftceller sig fra normale celler. For kræftceller er i stand til at dele sig, selvom de ikke har fået besked på det. Det vil sige, at kræftceller kan dele sig, selvom de ikke har modtaget vækstfaktorer fra nabocellerne. På den måde sætter kræftcellerne sig ud over nabocellernes kontrol af celledelingerne. At sætte sig ud over nabocellernes kontrol er det samme som at sætte sig ud over kroppens kontrol. Og det kan være livsfarligt. Speederen har sat sig fast. Signalkæden er forstyrret i kræftceller Hvordan kan det være, at kræftceller, som før har været normale celler, pludselig gør sig uafhængige af nabocellerne og deler sig uhæmmet? Det skyldes, at den signalkæde, som normalt styrer en celles deling, er forstyrret i kræftcellerne. I en normal celle bliver signalkæden kun "tændt", når vækstfaktorerne binder sig til receptorerne. I kræftceller derimod er signalkæden tændt hele tiden, og det uanset om der er vækstfaktorer til stede eller ej. Det kan gå galt flere steder i signalkæden En normal celles udvikling til kræftcelle kan skyldes skader, som opstår forskellige steder i signalkæden. Nogle kræftceller har f.eks. en defekt receptor, som hele tiden sender et vækstsignal ind i cellen, selvom receptoren ikke har modtaget en vækstfaktor. I andre kræftceller har indre signalproteiner fået en defekt, som gør, at de hele tiden udsender et vækstsignal. Det betyder i begge tilfælde, at cellen vil dele sig, selvom en vækstfaktor ikke har bundet sig til kræftcellens receptorer. Hvordan kan det gå så galt? For at svare på det må man først se på, hvordan en normal celle "bygger" den signalkæde, som styrer cellens deling. Signalproteinerne, der udgør signalkæden, bliver dannet ud 32 Bogen om kræft

fra få af cellens gener. Det kan få fatale følger, hvis en celle er så uheldig, at der tilfældigt opstår en fejl en mutation i et af disse få gener. En mutation er startskuddet til kræft Ved mutationer kan der ske flere ting (kapitel 2). Ofte har mutationen ingen betydning, men hvis mutationen rammer genet særlig uheldigt, kan der ske en af to ting: Enten kan mutationen medføre, at kontrollen af genets aflæsning (transkription) forsvinder. Det betyder, at cellen danner alt for meget af det vækststimulerende protein. Eller også kan en mutation i genet føre til et ændret protein. Denne ændring kan medføre, at proteinet konstant udsender et vækstsignal. Begge former for fejl alt for meget vækststimulerende protein eller en hyperaktiv udgave af vækstproteinet kan ændre cellens opførsel. Det kan måske være startskuddet til, at en normal celle udvikler sig til en kræftcelle. Proto-onkogener bliver til onkogener Potentielt kan fejl i ét af de relativt få gener, der styrer cellens deling, være kræftfremkaldende. Men man ved ikke, om det gælder for dem alle. Den del af generne, som har vist sig at være kræftfremkaldende, når de får en uheldig mutation, kalder man proto-onkogener (græsk: proto = først/forrest, onkos = masse). Proto-onkogenerne adskiller sig ikke fra de øvrige gener, der er involveret i celledeling, og er derfor en nødvendig og naturlig del af cellens liv. Men hvis der opstår en fejl, en mutation, i et proto-onkogen, kan det føre til, at cellen deler sig ukontrolleret. Når et protoonkogen får en mutation, som gør det kræftfremkaldende, ændrer genet navn til et onkogen. Her følger nogle eksempler. Nogle kræftceller forsyner sig selv med vækstfaktorer Normalt undgår vækstfaktorproducerende celler at stimulere sig selv, fordi de ikke har de receptorer, som er nødvendige for at modtage vækstfaktorerne (figur 4.6). Omvendt er det med de celler, som modtager vækstfaktorerne og deler sig. De har kun receptorerne og ikke vækstfaktorerne. Det vil sige, at de kun deler sig, når de modtager vækstfaktorer fra andre celler. På den måde indgår cellerne i et fint samarbejde, hvor de er afhængige af hinanden (parakrin signalering). Det er netop denne fine balance, der bliver forstyrret i nogle kræftceller. De er blevet ramt af særlige mutationer i nogle proto-onkogener, som gør cellerne i stand til at producere deres egne vækstfaktorer. Det sker f.eks. ved sarkomer- og bindevævskræft. Normalt deler bindevævsceller og hjerneceller sig kun, når de modtager vækstfaktorer fra naboceller. Men i kræftudgaven af disse celler har proto-onkogenerne, som koder for vækstfaktorerne, fået nogle uheldige mutationer, som gør dem i stand til at producere deres egne vækstfaktorer. På den måde vil kræftcellerne konstant modtage signal til at dele sig. Andre kræftceller deler sig uden vækstfaktor Men kræftceller kan også sætte sig uden for naboernes kontrol ved at "lade som om", at de har modtaget vækstfaktorer fra nabocellerne. Konstant aktive receptorer Lad os starte på cellens overflade. Vækstreceptorerne er normalt kun aktive, når de modtager en vækstfaktor fra nabocellen. Men i mange kræftformer fyrer receptoren konstant et signal ind i cellen, selvom den ikke har bundet en vækstfaktor. For meget vækstreceptor Epidermal growth factor receptor (EGF-R) er et eksempel på en receptor, som er overudtrykt i mave-, hjerne- og brystkræft. Det vil sige, at kræftcellerne indeholder mange flere EGF-receptorer på deres overflade end normale celler. EGFreceptoren, som findes i mange forskellige celletyper, får cellerne til at dele sig, når de modtager deres specifikke vækstfaktor (EGF-vækstfaktor). Den unaturligt store mængde af receptorer på kræftcellernes overflade kan have flere følger. For eksempel gør det cellen særlig følsom over for få vækstfaktorer. Det vil sige, at cellen deler sig, bare den ser "skyggen" af en vækstfaktor, som i en normal situation ikke ville få en celle til at dele sig (figur 4.7). Mere overraskende er det måske, at det store antal receptorer også gør dem i stand til at aktivere sig selv spontant uden tilstedeværelsen af vækstfaktorer (figur 4.8). Det vil sige, at receptoren bliver ved med at sende et vækstsignal ind i cellerne, selvom ingen har bedt den om det. Hvordan kan det lade sig gøre? Den mest almindelige forklaring er, at det store antal receptorer på cellens overflade øger risikoen for, at to receptorer støder sammen. Dette sammenstød vil så ligne almindelig receptoraktivering: Vækstfaktoren bringer to receptorer i umiddelbar nærhed af hinanden, som øjeblikkelig gør receptoren aktiv. Figur 4.6. Normale celler deler sig kun, når de får besked på det fra andre celler. Nogle kræftceller kan både producere og modtage egne vækstfaktorer. Kræftcellen kan give sig selv besked på, at den skal dele sig. Onkogener og tumorsuppressorer 33

anledning til en inaktiv receptor, som ikke kan udsende et vækstsignal. Men receptoren er langtfra inaktiv. For manglen på receptorens ydre del får spontant den tilbageblevne del af receptoren til at forbinde sig med en anden receptor, som også mangler yderdelen. Denne ændring betyder, at den indre del af receptoren begynder at udsende et konstant vækstsignal (figur 4.9). Figur 4.7. En normal celle deler sig ikke, hvis der kun er lidt vækstfaktor til stede. Nogle kræftceller har unaturligt mange receptorer, som gør dem i stand til at "fange" selv små mængder af vækstfaktor. Figur 4.8. Nogle kræftceller overudtrykker receptorer for vækstfaktorer. De mange receptorer på kræftcellers overflade aktiveres spontant og uden tilstedeværelse af vækstfaktorer. Onkogener kan også kode for defekte proteiner Den føromtalte EGF-receptor findes også i en anden kræftfremkaldende udgave. Denne receptor har mistet den ydre del af receptoren, som normalt findes på cellens overflade. Det gør receptoren ude af stand til at genkende og binde vækstfaktoren. Umiddelbart skulle man tro, at det ville give En deletionsmutation Hvordan kan EGF-receptoren miste den del, som genkender vækstsignalet? Hvis man ser på onkogen-udgaven af EGFreceptoren, mangler den et stort stykke af det DNA, som i proto-onkogen-udgaven koder for den ydre del af receptoren. En sådan mutation kaldes en deletionsmutation. Når DNA-koden bliver omsat til protein, vil den ydre del af receptoren mangle, og det giver sig udslag i en konstant aktiv receptor. Ras amok i cellens indre Det er ikke kun på cellens overflade, kræftceller undgår kontrol. Signalkæden kan også være forstyrret i cellens indre. Et eksempel er Ras-onkogenet. Proteinet, som det normale Ras-gen (proto-onkogenet) koder for, befinder sig i cellens cytoplasma, hvor det er hæftet fast på indersiden af cellens membran ved hjælp af fedtstofmolekyler. Ras-proteinerne modtager signalerne, som kommer ind fra cellens receptorer og sender dem videre til andre proteiner, som ligger længere nede i signalkæden (figur 4.4, side 31 og 4.10, side 35). Men proteinet, som det muterede Ras-gen (onkogener) koder for, er en strukturelt ændret udgave af Ras-proteinet, som bliver ved med at sende et signal dybere ind i cellen, selvom receptorerne ikke har modtaget en vækstfaktor. Det Figur 4.9. EGF-receptoren får kun normale celler til at dele sig, hvis de binder EGF. Nogle kræftceller har en defekt EGFreceptor, som hele tiden fortæller, at kræftcellen skal dele sig. Og det uanset om der er vækstfaktor til stede eller ej. Læg mærke til, at kræftcellen mangler et stort stykke DNA (deletionsmutation). Det omdanner et proto-onkogen til et onkogen. 34 Bogen om kræft

Figur 4.10. Hvis en normal celle modtager en vækstfaktor, går Ras-proteinet fra en inaktiv til en aktiv form (fra Ras-GDP til Ras-GTP) og sender på den måde vækstsignalet dybere ind i cellen. I en fjerdedel af alle kræfttilfælde findes Ras-proteinet konstant i sin aktive form (Ras-GTP) og udsender derfor et vækstsignal, uanset om der er vækstfaktor til stede eller ej. vil sige, at kræftcellen på sin overflade kan ligne en normal celle med normale velfungerende receptorer, mens det inde i cellen står anderledes til. Her findes der et protein, som bliver ved med at fortælle, at cellen skal dele sig, selvom cellen ikke har fået besked på det udefra. Man har fundet disse hyperaktive udgaver af Ras, som ikke er til at stoppe, i omkring en fjerdedel af alle kræfttilfælde. I en af de mest velstuderede kræftformer tyktarmskræft har hver anden patient en muteret udgave af proto-onkogenet i deres kræftceller, og det understreger genets centrale rolle i kræftudviklingen. Mange kræftforskere tror, at patienter med samme sygdom, men som ikke har en Ras-mutation, må have mutationer i de proteiner, som Ras enten modtager vækstsignalet fra eller sender vækstsignalet videre til. Det vil i sidste ende give samme resultat. Kræftcellerne deler sig ukontrolleret. Det kan også gå galt i cellekernen. Det er ikke kun i cellens cytoplasma, hyperaktive proteiner får kræftceller til at dele sig ukontrolleret. Det er de såkaldte Myc-onkogener et bevis på. Myc-onkogener koder for transkriptionsfaktorer, som normalt kun dannes på en vækstfaktors kommando. Transkriptionsfaktorerne sørger for at aktivere de gener, som er med til at drive cellen frem til sin deling. Men i mange typer af kræft er niveauet af Myc-transkriptionsfaktorer hele tiden meget højt selv i fravær af vækstfaktorer. Det vil sige, at Myc-transkriptionsfaktorerne sørger for, at der hele tiden bliver produceret proteiner, som sørger for, at cellen deler sig, og det selvom ingen har bedt dem om det (figur 4.11). Figur 4.11. Myc-transkriptionsfaktorer dannes kun på en vækstfaktors kommando, og transkriptionsfaktorerne sørger herefter for, at de proteiner, som skal føre cellen gennem sin deling, bliver produceret. I mange kræftceller er Myc-transkriptionsfaktorerne til stede hele tiden, uanset om der er vækstfaktor til stede eller ej. Det betyder også, at der konstant vil være en produktion af de proteiner, som fører cellen gennem sin deling. Onkogener og tumorsuppressorer 35

Hvordan finder man et onkogen? Normale celler i en cellekultur i laboratoriet er meget afhængige af at vokse på en fast overflade som f.eks. den, man ser i petriskåle, mens kræftceller i kultur ikke behøver noget at binde sig til for at kunne dele sig. Når normale celler kommer i kontakt med hinanden, holder de op med at dele sig. Det gør kræftceller ikke. De fortsætter med at dele sig, og er der ikke plads ved siden af, begynder de at vokse oven på hinanden (figur 4.12). Figur 4.12. To petriskåle set fra siden. Den øverste indeholder normale celler: De vokser kun i et enkelt lag og stopper med at dele sig, hvis de kommer i kontakt med hinanden (kontakthæmning). Den nederste indeholder kræftceller: De kan vokse i flere lag (kræver ikke fast overflade), og de holder ikke op med at dele sig, selvom de kommer i kontakt med hinanden (undgår kontakthæmning). Denne forskel satte en amerikansk forskergruppe sig for at udnytte i deres søgen efter onkogener. De håbede, at de måske kunne få nogle af de normale celler til at opføre sig som kræftceller, hvis de overførte gener fra kræftceller til normale celler. Sagt med andre ord: De håbede, at den normale celle ville få kræftlignende egenskaber, hvis den modtog et onkogen fra kræftcellerne. Når en normal celle bliver til en kræftcelle, siger man, at den transformerer (figur 4.13). En næsten normal celle Nu var ideen skabt. Som celler brugte forskerne særlige fibroblaster (latin: fibra = fiber, græsk: blastos = kim (celler, som danner bindevæv)) fra mus, som i kultur opfører sig som normale celler med en undtagelse: De kunne dele sig uendeligt. Man siger, at de er immortaliserede, gjort udødelige. DNA fra kræftsvulst til immortaliserede celler Med disse celler i petriskålen gik forskerne videre i deres forsøgsrække. Deres næste skridt var at isolere DNA fra en menneskelig kræftsvulst, og med en særlig teknik overførte de DNA'et til de immortaliserede celler i petriskålene. Efter at være opbevaret et par dage ved 37 C kiggede forskerne igen på cellerne. Figur 4.13. Sådan kan man finde et onkogen. Enkelte celler transformerer Ved første øjekast så det ud, som om der ikke var sket noget. Men da forskerne så nærmere efter, var der steder, hvor celler var begyndt at vokse i flere lag, og disse celler blev med tiden til store synlige kolonier af mange celler. Enkelte af de immortaliserede celler havde altså fået kræftlignende egenskaber. Som at finde en nål i en høstak? Efter at have gravet en koloni af celler ud af petriskålen var forskerne selvfølgelig interesseret i at vide, hvad det var for et stykke DNA, cellerne havde modtaget. Men hvordan skulle man kunne adskille og finde frem til det "fremmede" stykke DNA blandt musecellernes eget DNA? Umiddelbart kunne det virke som at skulle finde en nål i en høstak. Men her var forskerne snedige. 36 Bogen om kræft

"Nålen" var et enkelt gen I mus og menneskers DNA er der nemlig en bestemt sekvens, som går igen og igen med korte mellemrum, og som ikke koder for et protein (sekvenserne er nemlig ikke gener). Sekvensen i mus adskiller sig fra sekvensen i mennesket, og ved hjælp af en elegant teknik kunne de amerikanske forskere isolere det humane DNA. De fandt ud af, at det var et enkelt gen i det DNA, de havde isoleret, som var i stand til at gøre de immortaliserede celler til kræftceller. Det er Ras Det "transformerende" gen var isoleret, og så stod der tilbage at finde ud af, hvad det var for et. De fandt ud af genets nukleotidsekvens. Sekvensen fortalte, at det var genet for Ras-protein, som vi har beskrevet tidligere. En lille ændring med store konsekvenser Ras-genet, som stammede fra kræftcellerne, var stort set identisk med Ras-genet i normale celler. Med én undtagelse: Nukleinsyre nr. 35 var i stedet for at være guanin (G) udskiftet med thymin (T). Man kalder det en punktmutation, når en nukleinsyre er udskiftet med en anden (figur 4.14). Denne lille ændring havde store konsekvenser for genets egenskab. Hvis forskere tog den normale udgave af genet (proto-onkogenet) ud fra en normal celle og "puttede" det ind i en ny normal celle, ville cellen ikke blive til en kræftcelle. Men hvis de tog den ændrede udgave af genet (onkogenet) fra kræftcellerne, ville den immortaliserede celle blive til en kræftcelle. Og det kun på grund af en lille ændring. Hvorfor? Punktmutationen gør Ras konstant aktiv Punktmutationen, hvor et G blev udskiftet med et T, medfører, at codonet, som normalt koder for aminosyren glycin, bliver til aminosyren valin. Den senere tids forskning har vist, at det får fatale følger for Ras-proteinets aktivitet. Normalt er Ras skiftevis inaktiv eller aktiv alt efter, om proteinet binder GDP (inaktiv) eller GTP (aktiv). Men med den ene ændrede aminosyre vil Ras forblive i den aktive form, hvor den binder GTP. Det vil sige, at Ras konstant sender et vækstsignal ind i cellen (se figur 4.10). Ikke kun et "uden for kroppen"-fænomen Selvom det er meget praktisk at arbejde med normale celler og kræftceller uden for kroppen, er det vigtigt at undersøge, om det samme sker inde i kroppen. De amerikanske forskere brugte mus for at se, om deres elegante metode også ville give et lignende resultat i en levende organisme. Hvis de puttede de immortaliserede celler ind i musen det kalder man at inokulere (latin: in = ind i, oculus = øje) eller at pode fandt de ingen ændring af musens tilstand. Men hvis de derimod podede musen med immortaliserede celler transformeret med Ras (den onkogene udgave), så de, at musen udviklede kræftsvulster der, hvor de havde sprøjtet cellerne ind. Det viser, at der er en sammenhæng mellem det, man ser uden for kroppen (in vitro latin for: i glas), og det, man ser inde i kroppen (in vivo latin for: i det levende). Onkogenet (Ras i dette eksempel) giver immortaliserede celler kræftlignende egenskaber in vitro. Hvis man putter disse celler ind i mus, dannes der kræftsvulster. Det er vigtigt altid at sammenholde de resultater, man får uden for kroppen (in vitro), med, hvad der sker i et levende system (in vivo). En helt normal celle vil gå i stå De immortaliserede celler, som amerikanerne brugte, var ikke helt normale de var nemlig udødelige. De vil være i stand til at dele sig i det uendelige, hvis bare man sørger for, at der er plads, og de ikke kommer i kontakt med hinanden. Denne ændring har vist sig at være vigtig for at finde et onkogen. Hvis man putter et Ras-onkogen ind i en helt normal celle, ser man noget andet. I stedet for at dele sig uhæmmet går cellen i stå. Derfor kan vi fastslå, at et onkogen alene ikke er nok til at give cellen kræftfremkaldende egenskaber. Konklusionen er, at der skal mere end én ændring til at gøre en normal celle til en kræftcelle. Figur 4.14. Ras-genet (onkogenet), som forskerne fandt i kræftceller, var stort set identisk med Ras-genet (proto-onkogenet) i normale celler med én undtagelse: Nukleinsyre nr. 35 var i stedet for at være guanin (G) udskiftet med thymin (T). Det får den konsekvens, at når genet oversættes til protein, er aminosyre nr. 12, glycin, udskiftet til fordel for valin. Den lille ændring får fatale følger. Ras-proteinet vil konstant være aktivt (kan ikke inaktiveres) og vil konstant udsende et vækstsignal. Onkogener og tumorsuppressorer 37

"Det er ikke kun speederen, der bestemmer bilens hastighed" Indtil nu har vi fokuseret på cellens normale "speeder" proto-onkogenet eller "speederen, der har sat sig fast" onkogenet som den eneste faktor, der bestemmer, om cellen skal dele sig eller lade være. Oversætter man det til bilsprog, svarer det til, at det kun er bilens speeder, som bestemmer, om bilen skal køre eller stoppe. Men ligesom i en bil findes der også en "bremse" i cellerne, som kan få cellerne til at stoppe delingerne, selvom speederen er trykket i bund. Så for at cellerne skal kunne dele sig ukontrolleret, skal de også af med bremsen. Antivækstfaktorer sætter også gang i en signalkæde Når man kigger ned på en bils speeder og bremse, kan man godt sige, at de ligner hinanden. Men trykker man på dem hver især, er virkningen vidt forskellig. Det billede kan man også overføre til en celle. For ligesom vækstsignalet starter med, at vækstfaktorer binder til receptorer på cellens overflade, gør antivækstfaktorer det samme. Når antivækstfaktorer bliver afgivet fra en nabocelle, binder de sig til særlige receptorer (antivækstreceptorer) på cellens overflade. Denne binding aktiverer receptorerne og sender antivækstsignalet videre gennem en kæde af andre proteiner. Antivækstsignalet ender, ligesom vækstsignalet gør det, i cellekernen, hvor nye proteiner bliver dannet. Men i stedet for at få cellen til at dele sig sørger de nye proteiner for, at cellen stopper sin deling. En mutation er ikke nok Det vil sige, at selvom celler har fået en uheldig mutation, som omdanner et proto-onkogen til et onkogen (speederen sætter sig fast), vil antivækstfaktorer stadig være i stand til at stoppe cellens ukontrollable delinger. For at opnå evnen til at dele sig ukontrolleret skal cellerne også undgå denne barriere. Nu er det ikke sådan, at cellerne er snedige og udtænker en fiks måde at gøre det på. For celler tænker ikke, og de har heller ikke nogen vilje. Nej, det er endnu en uheldig mutation i en af de celler, som med tiden er blevet til flere og i forvejen har en mutation i et proto-onkogen, som gør, at antivækstsignalet bliver sat ud af kraft. En ny tilfældig mutation ødelægger bremsen Hvordan kan det ske? Det sker ved, at en tilfældig mutation rammer et af de gener (tumorsuppressorgener), som koder for et protein, der er en del af antivækstsignalkæden. Mutationen ødelægger proteinets funktion eller forhindrer, at det bliver dannet. Det vil sige, at proteinet ikke kan modtage eller videresende antivækstsignalet, og derfor er det ude af stand til at stoppe cellens deling. Populært kunne man sige, at cellen har mistet sin bremse og nu kan dele sig uhæmmet. "Svulstundertrykkere" Det er ikke ét bestemt gen, som skal udsættes for en ødelæggende mutation, for at en celle mister sin bremse. Der er mange gener, som med særlige mutationer fører til det samme resultat. Disse gener går under navnet tumorsuppressorgener. Som navnet antyder, er de "svulstundertrykkere", og det vil sige, at generne er i stand til at redde cellerne fra at blive til kræftceller. TGF-β en af cellens bremser Et eksempel på en tumorsuppressor-signalkæde er den, som antivækstfaktoren transforming growth factor β (TGF-β) bruger, når den binder til sin respektive receptor, TGF-β-receptoren. Men selvom det er et godt eksempel, har antivækstfaktoren et dårligt navn, og her tænkes på "growth factor". For i stedet for at sætte cellen i gang med at dele sig, som en klassisk "growth factor" gør det, gør den det modsatte. Når antivækstfaktoren binder til sin receptor, sender den et signal ind i cellen om, at den ikke skal dele sig. En bremsende signalkæde med få stationer Ofte ser man, at et signal fra en receptor skal igennem mange stationer, før det ender i cellekernen. Det vil sige, at der er mange proteiner involveret i at modtage og sende signalet videre. Men i TGF-β s tilfælde ser det ud til, at der er meget få stationer (figur 4.15). TGF-β-receptoren er en kinase, og den aktiverende binding af TGF-β-antivækstfaktoren gør receptoren i stand til at sætte fosfatgrupper på to proteiner, Smad2 og Smad3, som ligger i receptorens umiddelbare nærhed. Det giver de to proteiner en strukturændring, som gør dem i stand til at gå sammen med et tredje protein, Smad4. Herefter bevæger proteinkomplekset bestående af Smad2, Smad3 og Smad4 sig fra cytoplasmaet og ind i cellekernen, hvor det binder sig til en transkriptionsfaktor og aktiverer den. Den aktive transkriptionsfaktor sørger for, at særlige gener bliver aflæst og gjort til protein. Dannelsen af proteinet, p15, er særlig vigtig i denne sammenhæng, fordi proteinet er i stand til at stoppe cellens deling. Kræftceller mister bremsen Men tilfældige mutationer i de tumorsuppressor-gener, som koder for proteinerne i TGF-β s signalkæde, kan sætte den bremsende effekt ud af kraft. Her følger eksempler på, hvordan det i kræftceller kan gå galt forskellige steder i signalkæden. Mavekræftceller uden antivækstreceptor I nogle former for mavekræft har en tilfældig mutation ramt det gen, som koder for TGF-β-receptoren. Mutationen gør, at genet pludselig bliver inaktivt og derfor ikke omsat til protein. Fra at have TGF-β-receptorer på cellens overflade vil cellen pludselig stå uden. Det vil sige, at der på cellens overflade ikke er nogen receptor til at tage imod antivækstsignalet, og cellen vil derfor ignorere beskeden fra nabocellen (se figur 4.16 og kræftcelle A i figur 4.17). 38 Bogen om kræft

Figur 4.15. Uden TGF-β er receptoren og de proteiner, som er ansvarlige for at videresende antivækstsignalet, inaktive. Hvis cellen modtager TGF-β fra en anden celle, bliver receptoren aktiv. Receptoren aktiverer derefter de "sovende" proteiner, som ender i cellekernen, hvor nydannet p15-protein sørger for at stoppe cellens deling. Kræftceller uden Smad2 eller 4 mister også bremsen Det tyder dog på, at det i langt højere grad er de tumorsuppressorer, der "gemmer" sig i cellens indre, som bliver udsat for ødelæggende mutationer. Både Smad2 og Smad4 er i mange forskellige kræftformer enten defekte, eller også er deres respektive gener blevet inaktiveret, så proteinerne ikke bliver dannet. Det gør kræftcellerne ude af stand til at videresende antivækstsignalet fra receptoren, og det vil sige, at de proteiner, som Smad2 og Smad4 i samarbejde styrer dannelsen af, og som skulle sørge for at stoppe cellens deling, ikke bliver lavet (kræftcelle B i figur 4.17). Med andre ord: Kræftcellen får lov til at dele sig ukontrolleret, fordi to tumorsuppressorer, enten Smad2 eller Smad4, af forskellige årsager er sat ud af funktion. Signalkædens slutprodukt savnes I nogle kræftceller er det ikke selve signalkæden, det er gået ud over, men derimod slutproduktet af et antivækstsignal på figur 4.15 er slutproduktet p15. Normalt ender signalkæden med, at nye proteiner bliver dannet på antivækstsignalets kommando deriblandt p15 som stopper cellen i sin deling. Men i mange forskellige kræftformer har kræftcellerne mistet p15-genet, og det vil sige, at p15-proteinet ikke bliver dannet (kræftcelle C i figur 4.17). I de tilfælde vil der ikke være noget til at stoppe cellens deling, og den vil derfor kunne dele sig uhæmmet. Figur 4.16. Hvis en normal celle modtager antivækstfaktorer fra en nabocelle, stopper den sin deling (parakrin signalering). Nogle kræftceller mangler receptorerne, som skal tage imod antivækstfaktorerne. På den måde ignorerer kræftcellerne beskeden og fortsætter ufortrødent deres deling. Onkogener og tumorsuppressorer 39

Figur 4.17. Tre eksempler på, hvordan kræftceller kan miste deres bremse. Det første billede viser, hvordan bremsen virker i en normal celle: antivækstfaktoren TGF-β s binding til receptoren får Smad2, Smad3 og Smad4 til at danne et Smad-kompleks. Smad-komplekset virker som en transkriptionsfaktor og sørger for syntese af p15-proteinet, som bremser cellens deling. De næste tre billeder viser, hvordan kræftceller på tre forskellige måder kan miste deres bremse og med det samme resultat: Celledelingerne kan ikke stoppes. I kræftcelle A har cellen mistet TGF-β-receptoren og kan derfor ikke modtage antivækstsignalet. I kræftcelle B mangler cellen Smad4. Det vil sige, at Smad-komplekset vil mangle en enhed (Smad4), og Smad-komplekset kan derfor ikke udføre sin funktion. I kræftcelle C mangler p15-genet, og det vil sige, at p15-proteinet ikke kan dannes på antivækstfaktorens kommando. Kan man genoprette balancen? Det ultimative mål med kræftforskning er selvfølgelig at finde ud af, hvordan man kan komme af med sygdommen. Man kunne f.eks. forestille sig, at den efterhånden meget detaljerede viden om, hvad det er, der får kræftcellen til at miste kontrollen over sine delinger, kunne bruges i en behandlingssammenhæng. Sagt med andre ord: Vil det være muligt at genskabe balancen i kræftcellerne enten ved at "lette" cellen for de vedvarende signaler, som fortæller, at cellen skal dele sig eller ved at genskabe modvægten i Figur 4.18. Normale celler: skal/skal ikke Normale celler modtager altså signaler, som fortæller cellen, at den skal dele sig, og andre signaler, som fortæller det modsatte, at den skal lade være. Udfaldet afhænger af, hvilket signal der er stærkest. Billedligt kunne man illustrere det med en gammel købmandsvægt, hvor vækstfaktorerne blev placeret på den ene tallerken og antivækstfaktorerne på den anden. Hvis der er flere vækstfaktorer end antivækstfaktorer, ville vækstfaktorerne "veje" mest, og cellen ville dele sig. Omvendt: Hvis der var flere antivækstfaktorer end vækstfaktorer, ville vægten tippe til antivækstfaktorernes fordel, og cellen ville ikke dele sig. Kræftceller: skal I kræftceller er vægten ude af balance, allerede før "vægt-lodderne" bliver lagt på. Her hælder vægten til den side, som fortæller, at cellen skal dele sig. Kræftcellen har defekte proteiner, som hele tiden fortæller, at cellen skal dele sig, selvom den ikke har modtaget vækstfaktorer. Samtidig er defekte proteiner ude af stand til at videresende antivækstsignaler, og de er derfor ikke en modvægt til vækstfaktorerne. Denne ubalance giver sig udslag i, at cellerne deler sig ukontrolleret. 40 Bogen om kræft

form af et nyt antivækstsignal. Begge tilfælde ville på hver deres måde kunne bremse kræftcellens ukontrollable delinger. Lad det være sagt med det samme: Der er ikke nogle af de etablerede behandlinger, man bruger i dag, som gør brug af denne nye viden. Men kræftforskere og læger over hele verden arbejder intenst på at udvikle nye behandlinger, som sætter ind lige netop der, hvor kræftcellerne adskiller sig fra normale celler. Hvis man kigger forskerne over skulderen og ser, hvad der foregår i laboratorierne, behøver gennembruddet ikke have lange udsigter. Det er "Kan man slukke for Ras" herunder et klart eksempel på. Kan man slukke for Ras? Mange forskere har været tiltrukket af ideen om at "slukke" for de proteiner, som er produkter af onkogener, og som konstant fortæller cellen, at den skal dele sig. Hvis man kunne slukke for disse proteiner, kunne man måske bremse kræftcellers ukontrollable delinger. En fjerdedel af alle kræfttilfælde har Ras-onkogenet I denne sammenhæng har Ras længe været i forskernes søgelys, fordi Ras-genet udmærker sig ved at være det proto-onkogen blandt alle kræftformer, som hyppigst er udsat for en kræftfremkaldende mutation. 25 pct. af alle kræfttilfælde indeholder en muteret udgave af Ras-genet. Mutationen betyder, at Ras-proteinet konstant er i sin aktive form og derfor udsender et vedvarende signal om, at cellen skal dele sig. Hvis man så teoretisk set var i stand til at slukke for det konstant aktive Ras, ville kræftcellen også miste det vedvarende signal om at dele sig, og så ville kræftcellen gå i stå. Hvordan kan man så slukke for Ras-proteinet? Et potentielt svar på dette spørgsmål fik man, da forskere begyndte at forstå, hvordan Ras-proteinet bliver lavet i cellen. Det var samtidig startskuddet til udviklingen af en ny kræftbehandling, som i skrivende stund bliver afprøvet i videnskabelige forsøg med patienter. Fedtmolekyle hæfter Ras fast til cellemembranen Forskerne fandt ud af, at når proteinet er færdiglavet ud fra sit mrna, findes det ikke på sin rette plads på indersiden af cellemembranen, men derimod i cellens cytoplasma. Det gør Ras-proteinet ude af stand til at udføre sin funktion. Det "umodne" Ras-protein kræver nemlig at få påsat et fedtmolekyle (en farnesylgruppe), som gør proteinet i stand til at "hæfte" sig fast på cellemembranens inderside. Det kalder man at farnesylere, og enzymet, som er ansvarlig for påsætningen, er en farnesyl-transferase, som katalyserer reaktionen mellem Ras og farnesylgruppen. Dur Ras uden fedtmolekyle? Forskerne fik en genial ide: Hvis de kunne udvikle et stof, som var i stand til at hæmme farnesyl-transferasen (og dermed påsætningen af farnesyl på Ras-proteinet), ville Rasproteinet aldrig nå frem til cellemembranen og derfor være ude af stand til at udføre sin funktion. Det lykkedes, og forskerne udviklede hurtigt indtil flere stoffer, som var i stand til at hæmme farnesyl-transferasens aktivitet. Figur 4.19. Før behandling: Ved at sætte en farnesylgruppe på Ras-proteinet sørger farnesyl-transferasen for, at Ras ender på sin rette plads, nemlig på indersiden af cellemembranen. Herfra (og kun herfra) udsender proteinet et konstant vækstsignal, som ender med, at cellen deler sig. Efter behandling: Hæmmeren gør farnesyl-transferasen ude af stand til at sætte farnesyl på Ras. Ras-proteinet kommer derfor ikke til membranen og kan derfor ikke sætte et vækstsignal i gang. Kræftcellen deler sig ikke. Onkogener og tumorsuppressorer 41

Det virker i celler uden for kroppen Med den bedste farnesyl-transferase-hæmmer i hånden, begav forskerne sig ud på den lange vej, som skulle til for at vurdere, om stoffet havde den rette virkning. I cellekulturer (in vitro) så de, at hæmmeren var i stand til at forhindre Ras i at nå frem til cellemembranen. I det næste trin så de, at hæmmeren var i stand til at forhindre, at normale celler fik kræftlignende egenskaber, når de modtog en ellers kræftfremkaldende udgave af Ras-proteinet. Disse resultater opmuntrede dem til at gå videre i forsøgsrækken. De begyndte at teste hæmmeren på mus. Det virker i mus I første omgang så de på, om hæmmeren var i stand til at hindre kræftsvulster i at blive dannet. De sprøjtede celler, som indeholdt en kræftfremkaldende udgave af Ras, ind under huden på mus. Og de så, hvad de gerne ville se: De mus, som ikke modtog hæmmeren, udviklede kræftsvulster, hvor cellerne var sprøjtet ind. De mus, som modtog hæmmeren, dannede ikke kræftsvulster. En målrettet behandling uden bivirkninger I de omtalte museforsøg fik de også en ide om, at behandlingen var meget målrettet. Brugen af hæmmeren havde ikke nogen virkning på de normale celler, og det tyder på, at behandlingen kun rammer kræftcellerne. Her adskiller behandlingen sig fra de traditionelle behandlinger kemo eller stråler hvor de normale celler også bliver ramt. Det giver bivirkninger, der gør, at man ofte må stoppe behandlingen i utide. Fra mus til mennesker Disse forsøg har opmuntret forskerne til at afprøve hæmmeren på kræftpatienter med fremskreden sygdom, hvor kræftcellerne indeholder muteret Ras. Patienterne indtager hæmmeren i pilleform flere gange om dagen i en længere periode. Samtidig har nye forsøg i mus vist, at hvis man kombinerer behandlingen med kemoterapi, bliver resultatet endnu bedre. Tiden vil vise, om man kan opnå de samme resultater hos mennesker. Figur 4.20. Mus, som ikke modtager hæmmer af farnesyl-transferase, udvikler kræftsvulster der, hvor kræftcellerne sprøjtes ind. Mus, som modtager hæmmer af farnesyl-transferase, udvikler ikke kræftsvulster. Ikke nok med at de var i stand til at hæmme dannelsen af kræftsvulster forskerne så også, at hæmmeren kunne få allerede eksisterende kræftsvulster til at stoppe deres vækst og blive mindre. 42 Bogen om kræft