Påstand: Skyggerne på Månen følger åbenbart ikke naturlovene? På ovenstående billede kan vi se at den ene skygge er meget længere end den anden. Men da Armstrong og Aldrin var næsten lige høje, giver dette ingen mening. På andre fotos kan man se at skyggerne ikke er parallelle, men peger i forskellige retninger. Hvis Solen er eneste lyskilde, så skal skyggerne være parallelle!! Disse misforhold er tydelige beviser på at fotografierne er taget i et studie med andre lyskilder end Solen, dvs. projektørlamper. Fakta: Nej, det er de ikke tydelige beviser på. Skyggernes underlige opførsel viser ikke at der var flere lyskilder (projektører), og det kan meget nemt demonstreres. Hvis der er mere end én lyskilde på et objekt vil der være mere end én skygge! Men på billederne fra Apollo er der altid kun én skygge. Derfor er der kun én lyskilde. Sagen er dog ikke afgjort hermed, for selvom der kun er én lyskilde mener skeptikerne stadig der er et problem. Kunstigt lys medfører ikke-parallelle skygger. Naturligt lys fra Solen vil derimod give parallelle skygger, idet Solen er meget længere væk end en evt. kunstig lyskilde.
Konspirationsteoretikere er meget optagede af skyggerne på Månen, de mener at de her har beviset for månefup : 1. Skygger fra Solen vil altid være parallelle. 2. Skygger fra en kunstig lyskilde tæt på, vil ikke være parallelle. 3. Vi har flere eksempler på skygger fra Apollo-billeder, der ikke er parallelle. Konklusion: Der blev derfor anvendt en kunstig lyskilde, i stedet for Solen. Der er dog følgende svagheder ved dette argument. Præmis 2 siger at ved en kunstig lyskilde vil skyggerne ikke være parallelle. Men gælder det altid, eller kun nogle gange? Det må i sagens natur altid være således at skyggerne ikke er parallelle, fordi den kunstige lyskilde er tæt på. Hvis man indvender at de skygger der er længst væk fra projektøren, vil være parallelle, giver det anledning til dyb undren, for hvorfor sørgede filmholdet så ikke bare for at anbringe projektøren så tilpas langt væk, at alle skygger ville synes parallelle? Hvis skeptikerens argument skal holde, må han/hun vedstå at ingen skygger fra en kunstig lyskilde vil være parallelle. Imidlertid er der talrige billeder fra Apollo hvor skyggerne faktisk er parallelle. Se fx AS14-64-91-24:
Der er mindst lige så mange billeder fra Månen hvor skyggerne er parallelle, som hvor de ikke er det. Men som vanligt er konspirationsteoretikere kun interesserede i de abnormale skygger og fremstiller det derved som om skyggerne aldrig er parallelle! Hvis en projektør altid giver ikke-parallelle skygger, hvorfor er de fleste skygger på Månen så faktisk parallelle, når man ser på billederne? Den næste svaghed er om man faktisk kan godtgøre at skyggerne vitterlig er ikkeparallelle? Vi har flere billeder hvor det ser sådan ud:
På dette billede fra Apollo 14 ser vi en forskel i skyggevinkel mellem astronauten og solvindsmåleren, samt LM. Bedømt ud fra øjemål, så står astronautens skygge i en vinkel på ca. 85 grader mod højre, mens solvindfangeren står i en vinkel på ca. 70 grader mod venstre! (AS14-66-9272). Det næste billede er det mest berømte billede med skæve skygger, det kommer også fra Apollo 14:
Det hedder AS14-68-9487. Her ses tydeligt at vinklen fra LM s skygge går ca. lige ud til siden (mod højre) mens skyggen fra stenene er skrå og vi dermed får en forskel på næsten 45 grader. Hvad er forklaringen på dette fænomen? NASA s forklaring er at skyggerne kun synes at være ikke-parallelle. Vi ser på 2- dimensionelle billeder af en 3-dimensional virkelighed. Perspektivet snyder i billederne. Dertil kommer at overfladen er ujævn, hvilket svækker konspirationsteoretikernes argumentation, for de parallelle skygger gælder kun først og fremmest i planen, dvs. på en plan overflade. På en ujævn overflade vil skyggerne ganske vist også være parallelle, men det vil ofte se ud som om de ikke er det. Denne forklaring finder vi også hos hjemmesiden Moonbase Clavius, astronomen Phillip Plait og Discovery Channels program Mythbusters, der anstillede en række forsøg. Man kan vælge at tro på denne forklaring eller lade være eller man kan afprøve sagen selv. Dette her er nemlig eet af de argumenter, hvis sandhedsværdi faktisk kan testes af almindelige mennesker nede på Jorden. Hvis
skygger kan synes ikke-parallelle, på grund af ujævnheder og perspektiv, så burde dette fænomen også eksistere på Jorden. Vi får jo også sollys om dagen. Og fænomenet kan iagttages på Jorden. Fig. K-1. Her har jeg anbragt en hvid metalstang og en skovl ved siden ad hinanden, og jeg står med ansigtet mod solretningen. Skyggerne er parallelle.
det ses klarere tættere på. (Fig K-2).
Men på dette billede (Fig. K-3) synes de ikke parallelle.? Jeg er gået et stykke til siden og nu virker det som om de to skyggelinier vil mødes på et tidspunkt langt henne, hvorfor de altså ikke er parallelle. Parallelle linier er pr. definition to rette liner der aldrig mødes i noget skæringspunkt. Det faktum at skovlen står oppe på en skrænt, skaber dette optiske bedrag.
Fig. K-4. Jeg har her anbragt en sten og en tyk aluminiumscylinder et stykke fra hinanden. Stenen står på en lille forhøjning af grus (ca. 5-10 cm) i forhold til cylinderen, men ellers er terrænet nogenlunde jævnt. Terrænets udformning kunne minde om det der mødte Apollo 11 på Månen. Når man står helt henne ved objekterne, er deres skygger parallelle, men allerede på dette billede, hvor jeg er gået et par skridt væk, virker de ikke helt parallelle.
Fig. K-5. Jeg er nu gået længere væk, til den anden side, og kameraet indfanger nu også den hvide stang der er plantet i grusbunken. Vi ser altså her tre skygger, og de synes faktisk at pege i hver sin retning.
fænomenet synes ikke at bedres i retning af mere parallelitet, når man går endnu længere væk, snarere tværtimod stenens skygge har tilsyneladende drejet sig yderligere ud til siden. (Fig. K-6).
Fig. K-7. Jeg har her tilføjet røde pile for klarere at illustrere retningen af skyggerne. De peger i helt forskellige retninger! Men det er kun en illusion, i virkeligheden forløber de parallelt dersom man tænkte sig at alt grus ville blive blæst væk, så vi fik en plan overflade, og objekterne blev hvor de var, ville man let kunne se det på nært hold. Men perspektiv, synsvinkler, og bakket terræn skaber opfattelsen af forskellige vinkler mon ikke der sker det samme fænomen på Månen?
Fig. K-8. På billeder hvor man ser objekterne på nært hold, vil de altid fremstå parallelle
..eller gør de? Dette billede er lidt i spøg, de forskellige vinkler skyldes naturligvis at den hvide stang nu står i en meget skæv vinkel i forhold til cylinderen, der står lodret op. Eksemplet skal blot illustrere det naive i udsagnet solskygger vil altid være parallelle basta!. Der er flere faktorer der spiller ind i fænomenet skygger, så det er slet ikke så sort/hvidt som konspirationsteoretikere gerne vil gøre det til (fig.k-9). Det er meget godt, men hvad så med det underlige fænomen der sås på titelbilledet, fra Apollo 11, hvor skyggerne ikke er lige lange, selvom astronauterne er det? Kig på den hvide stang i fig. K-9. Det ser ud som om længden af skyggen er kortere end selve stangen? Endnu mere udtalt bliver det, hvis vi sammenligner skyggerne for cylinderen. I fig. K-9 er den en anelse længere end selve cylinderen, men i fig. K-8 virker skyggen over dobbelt så lang! Der er kun gået 10-15 minutter mellem de to fotos, så det er ikke fordi Solen er steget markant på himlen. Forklaringen på at cylinderens skygge er skrumpet ind i K-9 er at skyggen nu så at sige løber op ad en bakketop. I kurvet terræn vil længden af skyggen således ændre sig, i forhold til
planen. Armstrong står på en bakketop, mens Aldrin står længere nede ad en skråning, og derfor får vi det pudsige, men helt naturlige fænomen at deres skygger virker markant forskellige i længde. Hvordan kan vi vide at du ikke har manipuleret disse billeder? Jeg garanterer for at de er ægte, jeg har ikke ændret dem på nogen måde, bortset fra fig. K-7, hvor jeg indtegnede røde pile for klarhedens skyld. Jeg ville i øvrigt ikke ane hvordan jeg skulle bære mig ad med at manipulere skygger! Så langt rækker min computerviden ikke. Men hvis du ikke tror på hvad jeg siger, så er der et enkelt svar enhver er fri til selv at gå ud i naturen og fotografere skygger! Kigger man godt efter, vil man før eller siden observere skygger der fremstår som vinklede i forhold til hverandre. Vi må endnu en gang konstatere at der ikke er fugls føde på dette bevis. Konspirationsteoretikerne står ikke med nogen smoking gun her, skyggerne opfører sig ikke unaturligt når man undersøger sagen lidt nærmere. Man har her intet bevis for svindel, man har ikke engang om jeg så må sige skyggen af noget bevis. Wisnewskis skyggeverden Konspirationsteoretiker Gerhard Wisnewskis behandling af dette spørgsmål er et kapitel for sig, da det illustrerer hans dygtige manipulerende stil. Wisnevski distancerer sig i bogen Lügen im Weltraum fra klassiske konspirationsteoretikere ved at medgive at sagen ikke er så enkel som argumentet jeg anførte overfor dvs. fordi skyggerne ikke altid er parallelle, er det klart fup osv. Han viser et billede af jernbaneskinner der forsvinder ud i horisonten. Et klassisk eksempel på perspektivering, hvor rette linier synes at mødes i et punkt ude midt i horisonten. Han anerkender derfor at der er en naturlig forklaring på de billeder der er taget med Solen i ryggen, hvor man kigger ud mod horisonten, fx AS14-64-9097:
Men så viser han et billede af jernbaneskinnerne fra siden, og her vil de altid være parallelle. Og derfra knækker så filmen. For nu erklærer Wisnewski at skygger ikke vil være parallelle hvis det er en kunstig lyskilde, og samtidig erklærer han - i forlængelse af jernbaneskinnerne fra siden at Solens skygger altid bør være parallelle når vi ser skyggerne fra siden. Da det ikke er tilfældet med det berømte foto :
når han alligevel frem til at der er lusk i sagen vedr. skyggerne! Hvad skal det sige? Wisnewski har muligvis eksemplet med jernbaneskinnerne fra Phillip Plaits bog Bad Astronomy (eller hjemmesiden af samme navn). Men hvor Plait blot ville give et illustrativt eksempel på begrebet perspektivering, twister Gerhard Wisnewski nu sagen og ophøjer eksemplet til almen regel for perspektivering! Han laver simpelthen en stråmandsargumentation hvor han fremstiller det som om perspektiveringen udelukkende handler om at linier mødes ude i horisonten og laver så en direkte sammenligning af skygger og jernbaneskinner. Det, som altid gælder skinnerne, gælder også altid skyggerne. En tåbelighed, der fx modsiges af fig K-3, hvor vi ser to skygger fra siden, men de virker ikke parallelle. Man kan naturligvis ikke i alle henseender sammenligne skygger og skinner, bl.a. fordi jernbaneskinnerne har den fordel at de altid ligger på en plan overflade. Perspektivering gør sig gældende i andre tilfælde end blot når man kigger lige ud mod en horisont. Hvor ved han i øvrigt fra at Solen kommer lige ind fra siden, på det berømte billede af Apollo 14-s LM? Wisnewski antager tilsyneladende at LM s skygge er den rigtige men som vi så med billederne fra grusgraven, så snydes vi mindst når vi er tæt på. Meget taler for at det snarere er stenenes skygger der peger i den rigtige retning dvs. Solen lyser skråt fra siden. Billedet er da også blevet analyseret på Moonbase Clavius hvor man når frem til samme konklusion. Så allerede der falder hans argument til jorden.
Men selvom det havde været rigtigt at Solen kom lige fra siden, ville det stadig ikke være et holdbart argument, for påstanden om at skygger altid vil være parallelle når de ses fra siden, uanset terræn, synsvinkel o.a. - er faktuelt forkert. Men den almindelige læser forføres let af hans veltalende gennemgang, med de mange billeder og indtrykket af en kritisk undersøgelse