En introduktion til Trapholt Om museet Trapholt er et af provinsens største og bedst besøgte museer. Indviet i 1988. Museet ligger i et naturskønt område med udsigt over Kolding Fjord. Handicapvenligt indrettet. Børnevenlige omgivelser. Mulighed for at nyde medbragt mad og drikke. Stor p-plads ved hovedindgangen - også for busser. Rundvisninger for grupper.
Trapholt rummer: - En omfattende samling af moderne dansk billedkunst - Franciska Clausen-samlingen - Richard Mortensen-udstilling - Møbelmuseum med nutidig dansk møbeldesign - Særudstillinger, 3-4 nye hvert år. - Samlinger af kunsthåndværk, primært keramik og tekstil. - Samlinger af produktdesign, primært stel. - Skulpturpark, nutidige danske kunstnere. - Café, drikkevarer og lette anretninger. Flot fjordudsigt. - Museumsbutik, plakater, dansk design, kunst- og designbøger. Museets arkitektur udgør i sig selv en attraktion. Bygget op omkring den centrale "museumsgade" åbner udstillingslokalerne for spændende rumlige oplevelser, bl.a. det underjordiske møbelmuseum. Arkitekturen I 1982 blev der afholdt en arkitektkonkurrence om bygningerne til det nye kunstmuseum. Den blev vundet af en projektgruppe med arkitekterne Boje Lundgaard og Bente Aude, belysningsarkitekt Sophus Frandsen og landskabsarkitekt Svend Kirkegaard. Grundelementet i arkitekturen er Den lange Mur, der deler parken op i en vestlig og en østlig del. Mod øst ligger parken stort set hen som oprindeligt, mens de nye museumsbygninger ligger vest for muren. "Den lange mur" er inspireret af den bulgarsk-amerikanske kunstner Christos projekt Running Fence fra 1972-76, der bestod i at rejse et nylonhegn i 6 meters højde over en strækning på ca. 40 km i Californien. Indvendigt bliver Den lange mur til en lang gang - museumsgaden - der strækker sig i hele museets længde. Mod vest støder udstillingsrummene op til museumsgaden - alle forskellige fra hinanden hvad angår udstrækning, loftshøjde og belysning. Den sidste etape af Den lange mur adskiller museets P-plads fra skulpturhaven. Den blev opført i 1996 efter en idé af billedkunstneren Finn Reinbothe, der her har skabt et værk, som både er arkitektur og skulptur. I 1996 blev museet desuden udvidet med et underjordisk møbelmuseum, der er forbundet med det øvrige museum via en rotunde. Desuden byggede museet en særudstillingssal, der er placeret parallelt med muren. Trapholtmuren I 1994-96 fik billedkunstneren Finn Reinbothe, i samarbejde med museets arkitekt Boje Lundgaard, til opgave at udføre "Den lange mur". Et projekt, der i arkitektens oprindelige konkurrenceforslag var tænkt som en cirka 100 m lang og bugtende havemur eller pergola, der i sammenhæng med museets nordsydgående mur skulle fungere dels som et hensynsfuldt skel mellem parkeringspladsen og den tilstødende æbleplantage, dels som en ledetråd der førte den besøgende mod hovedindgangen. Et væsentligt aspekt ved denne idé var, at havemuren, som en udvendig forlængelse af museets markante hovedakse, indgik som en væsentlig del af museets overordnede struktur. Da Finn Reinbothe, gennem midler fra Statens Kunstfond og Trapholtfonden, bliver tilknyttet projektet, vælger han at arbejde ud fra dette overordnede, strukturelle princip. I direkte forlængelse af museets eksisterende mur rejser han en ny mur i tilsvarende materialer og proportioner. Selve den skulpturelle udformning er dog ganske anderledes. Formen er udsprunget af en analyse af den bestående murs funktionsbestemte flader og åbninger, hvor de elementer, der ikke entydigt kan karakteriseres som "mur"", skæres ud. Tilbage er en række fritstående murelementer i forskelligt afskårne vinkler, der sammenrykkes til et nyt rytmisk bevægelsesforløb. Hele forløbet spejles herefter 180 grader i sit udgangspunkt ved indgangen, således at den, nu fritstående og
gennembrudte mur, kommer til at fremstå som et splintret spejlbillede af sin "original". Finn Reinbothe har designet den cirka 100 meter lange Trapholtmur, der møder gæsterne på P-pladsen. Det oprindelige og mere funktionelt betingede arkitektoniske udgangspunkt tilføres hermed et irrationelt moment. I forlængelse af denne tankegang vælger Finn Reinbothe at forsyne murens største murflade, en dobbeltmur, med et gennemskåret udråbstegn. Samtidig males den ene murflade oxydrød. Farven og tegnet henviser til museets indhold, kunstværkernes og deres udsagn, men er samtidig indeholdt i muren. På denne måde henviser muren til sig selv som et billede af en mur. Ved ankomsten til Trapholt bliver man således mødt af et meget komplekst murforløb, der gennem sine mange henvisninger ikke entydigt lader sig kategorisere som hverken skulptur eller arkitektur. Ved at gentage den eksisterende bygnings massivitet, højde, materialer og farve tror man umiddelbart, at det er et stykke arkitektur, eventuelt den nye udbygning. De mere irrationelle aspekter peger derimod i en anden retning. De smalle åbninger, som gennembryder det massive murværk, afslører nemlig ikke, hvad der ligger bagved. Nogle steder er de blændede, andre steder så snævre, at man ikke umiddelbart tror, man kan trænge igennem. Det kræver beslutsomhed at forsøge, men er man først igennem, oplever man det som en lettelse, ikke mindst fordi man er nået et væsentligt skridt videre i aflæsningen. Overfor muren står den besøgende ikke som i fordums tider overfor et hierarkisk mysterium, som man kunne håbe på at blive indviet i. Man inddrages i stedet i en række komplekse skulpturelle udsagn, som man efter at have besøgt museet måske føler sig bedre rustet til at aflæse. Villa Trapholt Villa Trapholt er tegnet af den Hollandske arkitekt A.P. Smiths (1881-1957), der i 1934 fik til opgave, at tegne en sommervilla til ægteparret Helene og Gustav Lind, der samme år havde købt arealet. Landskabsarkitekten C.Th. Sørensen havde allerede fastlagt placeringen af villaen i haveanlægget. A.P. Smiths var oprindelig møbelarkitekt, men var efterhånden også, blevet anerkendt for udformningen af en række større villaer i Holland. Han havde fra 1917 tegnet møbler til Lind, og i 1926 foretog han ombygning og indretning af den kombinerede privatbolig og klinik i Amsterdam. Opgaven lød på at A.P. Smits skulle tegne "...et hus, som senere kunne udvides til Ophold på vore gamle Dage, men i første Etape et Sommerhus, tegnet i en Stil, der ligger fem Aar ud i Fremtiden og i øvrigt fri for alle gamle Conventioner". Huset er bygget i pagt med tidens internationale funktionalisme, som en række æskelignende moduler, føjet sammen til en helhed - fladt tag, trappetårn og tagterasse og panoramavinduer er andre vigtige elementer.
Villaen fungerer i dag som administrationsbygning på Trapholt. Villaen fungerede i de første år som sommerbolig for ægteparret Lind, men i 1944 blev en udvidelse til helårsbolig aktuel. Ved denne ombygning er villaens arkitektur blevet ændret fra funktionalisme til "cottage style". Huset blev udvidet med enkelte elementer i stueetagen og ved at bygge ovenpå det flade tag, og dække det hele med et kæmpemæssigt stråtag. Da villaen i 1987 blev inddraget til museumsformål, blev den taget i brug som den var uden drastiske indgreb i indretningen. Spisestuen og opholdsstuen er blevet til udstillingsrum for Franciska Clausen samlingen, og de øvrige rum er inddraget til museets administration. Også en stor del af det oprindelige funkisinteriør er blevet bevaret - bl.a. den inddirekte loftsbelysning, vinduernes spinkle stålrammer, vindueskarmene af lysegrønt marmor, parketgulvene og sidst, men ikke mindst, stemningen i de lyse stuer og den smukke udsigt til have og landskab. Haven Da Dr. Gustav Lind i begyndelsen af 1930 erne havde erhvervet sig de godt fem tdr. land på nordsiden af Kolding Fjord, henvendte han sig til havearkitekten C.Th. Sørensen og bad denne komme med forslag til arealets beplantning. For C.Th. Sørensen skulle en have ikke være en imitation af naturen - han ville skabe havekunst. Haven skulle være et af planter dannet rum, som mennesker kunne færdes og rekreeres i. Inspirationen kom fra det danske kulturlandskab, hvor karakteristiske elementer som skovbrynet, græssletten, den lille lund og bede i græsset optræder igen og igen. Men også tidens billedkunst inspirerede Sørensen: Konstruktivismens geometri og futurismens dynamik, der ses som ovaler, spiraler og krumninger i mange af hans projekter. Hans haver er stiliserede landskaber, der ser ud til at være vokset ud af stedet - selvfølgelige og ukomplicerede, nærmest banale. Haven på Trapholt, der blev skabt i 1934, rummer flere af disse elementer. Udgangspunktet har været den enestående udsigt over Kolding Fjord. Havens rum dannes af en bevoksning af træer, der mod øst og vest indrammer den store hvælvede græsplæne.
Haven på Trapholt blev anlagt i 1934 af havearkitekt C.Th. Sørensen. Mod syd iscenesættes dele af fjorden og landskabet på sydsiden af grupper af træer. Og det store, krumme staudebed - der bedst kan sammenlignes med en spændt stålfjeder - nærmest indbyder havens beboere til bevægelse. På sydsiden af bedet danner en smal græsstribe under trækronerne en tryg modvægt mod græsslettens uendelighed. I den sydøstlige del af haven åbner stien sig mod et amfiteaterlignende terræn og mod vest forsvinder stien ind i en naturlig pergola - et element Sørensen ofte dyrkede. Går man tur i parken, er der hele tiden nye oplevelser - nye landskabselementer. C.Th. Sørensen havde frie hænder da han tegnede anlægget til Trapholt. Der var ingen andre forudsætninger end det foreliggende landskab. Derfor kunne Sørensen også sætte plads af til et hus på toppen af bakken - centralt i haven. Det er bemærkelsesværdigt, hvor perfekt den hollandske arkitekt A.P. Smiths hus passer ind i Sørensens haveanlæg. Husets arkitektur havde de samme forudsætninger som Sørensens have - modernismen - og haven er også det vigtigste element i huset. Gennem de store panoramavinduer nærmest kastes haven ind i alle husets centrale rum. Selv i herskabets soveværelse er haven nærværende.