Alt om spasticitet www.almirall.com Solutions with you in mind
Hvad er spasticitet? Kroppens muskler opretholder, hvad der kaldes normal muskel tonus, et niveau af muskelspænding, hvilket gør det muligt for os at holde kroppen opret. Når spændingen i disse muskler øges, bliver de stive og siges at være spastiske. Når musklerne bliver spastiske reduceres deres bevægelighed, og al bevægelse af disse muskler kan være smertefuldt. Spasticitet er en af de mest almindelige symptomer på MS og mere eller mindre vedvarende muskelstivhed. Der kan komme perioder med forværring med ufrivillige muskelspasmer. Under disse perioder reduceres muskelfunktionen muskelstivhed, der hyppigt er generaliseret, og som forårsager mere eller mindre vedvarende stivhed. Det er normalt forbundet med midlertidige perioder med forværring, i form af ufrivillige muskelspasmer, hvorunder muskelfunktion vedblivende reduceres. Det er en af de primære årsager til invaliditet ved MS, da det har tendens til at være forbundet med smerter (vedvarende eller på grund af spasmer), ændringer i blærekontrol og i søvn, manglende evne til at gå og foretage andre bevægelser, inklusive dem, som er påkrævet for personlig hygiejne. Spasmer er ufrivillige muskelbevægelser i lemmer og torso. Der er tre slags spasmer: Bøjemuskler: får lemmerne til at bøje i leddene Strækkemuskler: får lemmerne til at strække i leddene. Adduktorer: indadfører lemmerne mod kroppens midtlinje (armene trukket mod kroppens torso, benene samlet, etc.). Hvad er symptomerne? Personer, som lider af spasticitet forbundet med MS, kan udvise en række symptomer, herunder: Hyperton tilstand (øget muskel tonus), som i visse tilfælde kan føre til muskelstivhed, stive led og vandladningsforstyrrelser Spontan muskelaktivitet i form af ustyrlige muskelspasmer, som enten er af isoleret art eller forekommer som en række hurtige muskelsammentrækninger (kaldet klonus) Overdrevne senereflekser Symptomerne er forbundet med: Smerter, som kan strække sig fra ubetydelige (anspændte muskler) til svære (smertefulde spasmer i arme og ben). Natlig opvågning: på grund af smerter og/eller vandladningsforstyrrelser. Forringelse af muskelfunktion, som kan påvirke gang, alle andre typer bevægelse og tale Disse symptomer på spasticitet kan resultere i funktionelle lidelser, inklusive ændringer i kropsholdning forårsaget af øget muskeltonus (muskelspænding eller aktivitetsstatus). Muskler skal normalt opretholde et passende niveau af muskel tonus for at holde kroppen opret og muliggøre bevægelse, men skal samtidig tillade fleksibilitet og hastighed under bevægelse. Spasticitet er resultatet af øget muskel tonus, som resulterer i nedsat muskelrespons. Disse effekter kan øge træthedsfornemmelsen betydeligt og gøre det til en udfordring, at udføre daglige aktiviteter.
Spasticitet kan desuden føre til følgende: Problemer med at bruge ben og arme: personer, som lider af spasticitet forbundet med MS, har tendens til at opleve nedsat bevægelighed, hvilket ofte indebærer nedsat livskvalitet og en ændring i daglige aktiviteter. Træthed/mangel på energi: til stede hos mere end 90 % af patienter med MS. Træthed forbundet med MS kan have en dramatisk virkning på patienters professionelle og sociale liv. Vandladningsforstyrrelser: dette er et meget almindeligt problem hos MS-patienter. Som resultat skal en høj procentdel af patienter hyppigt lade vandet. Søvnforstyrrelser: dette er den faktor, som bidrager mest til træthed hos patienter med MS. Spasmer: pludselige, smertefulde muskelsammentrækninger, der kan afbryde søvn og bidrage til træthed om dagen. Spasticitet kan gøre det vanskeligt at gå, sidde ned eller komme ud af en stol, tage bad, strække sig, klæde sig på eller vanskeliggøre andre daglige aktiviteter. Endvidere rapporterer nogle patienter, at ustyrlige spasmer ofte forårsager ubehagelige situationer. Spasticitet kan reducere dit selvværd. Derfor skal patienten tale ærligt og åbent med de personer, han eller hun omgiver sig med (dvs. pårørende, venner, plejepersonale). Ikke alle, der lider af spasticitet, har smerter. Når der er smerter, skyldes de som regel muskelstivhed, som resulterer i en afkortning af senerne, hvilket gør det vanskeligt at bøje eller strække lemmerne. Vævet bliver knudret (sammentrukket), og resultatet er smerter. Nogle personer med spasticitet lider af dybe, vedvarende smerter i leddene. Undertiden kan en vis grad af spasticitet hjælpe med at kompensere for motorisk svaghed i benene, og gøre det muligt for patienter at gå, rejse sig op eller flytte sig fra en siddeplads til en anden. og sanser. Centralnervesystemet (CNS) (som inkluderer hjernen, lillehjernen og rygmarven) er ansvarligt for håndtering af disse funktioner, hvilket f.eks. lader nogle muskler trække sig sammen, mens andre afspænder, når de udfører en bestemt bevægelse. Dette sker, fordi hjernen sender meddelelser til rygmarven og derfra til musklerne. Hos MS patienter sendes disse meddelelser ikke korrekt, fordi banerne mellem hjernen, rygmarven og musklerne er beskadiget. Meddelelserne forvrænges, og flere muskelgrupper trækker sig sammen samtidig, når de ikke skulle gøre det. Præcis motorisk kontrol mistes mere og mere og samtidig sammentrækning af strække- og bøjemuskler fører til en mangel på koordination, ofte med smertefulde og invaliderende resultater. Som alle symptomer forbundet med MS er spasticitet resultatet af fremskreden nedbrydning af myelin og af nervefibrene. Dette resulterer i en tilsvarende nedbrydning af signalet, som sendes af neuronerne, som er ansvarlige for at bære impulser fra hjernen og rygmarven til musklerne, og forårsager derved overdreven aktivering. Alfa motoriske neuroner (ansvarlige for muskelsammentrækninger) påvirkes i særdeleshed. Hvorfor forekommer det? Nervesystemets grundlæggende celler kaldes neuroner og beskyttes med en slags hinde lavet af protein, som kaldes myelin (ligesom et strømkabel er beskyttet af plastik). Neuroner udsender de signaler der er nødvendige for den normale funktion af vores motoriske evner
Hvor hyppigt forekommer det? Spasticitet forekommer i forskellig hos langt størstedelen af patienter med MS grad. MS er en yderst variabel sygdom mht., hvordan den giver sig til udtryk og skrider frem. Fra et symptom-synspunkt (f.eks. spasticitet) ses attakker hyppigst i begyndelsen. Attakker betragtes som værende enhver ny og brat ændring eller symptom (der varer mere end 24 timer) eller en tydelig forværring af tidligere symptomer. Måleskalaer findes til at hjælpe med at evaluere graden af spasticitet fra et klinisk synspunkt, såsom Ashworthskalaen, den numeriske skala (NRS) af overordnet klinisk indtryk, etc. Attakker af spasticitet kan variere betydeligt i intensitet, varighed og bedringsperiode fra patient til patient. Deres intensitet kan strække sig fra mild, hvor de slet ikke påvirker dagligdagen til svær, hvor de i meget høj grad påvirker personens daglige aktiviteter. Varigheden af attakker kan variere fra et par dage (altid mere end 24 timer) til flere uger, med en bedringsperiode, der varer fra et par dage op til 3 måneder. 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 For størstedelen af patienter holder MS-symptomerne op med at forekomme som attakker og bliver simpelthen permanente. Dette er ligeledes tilfældet med spasticitet, hvor der opleves et vedvarende niveau af stivhed med flere eller færre spasmer. No spasticity Significant degree of spasticity Diagnosticering og monitorering Der kan udføres forskellige tests for at diagnosticere og monitorere fremskreden spasticitet. Disse tests evaluerer muskelaktivitet: Analyse af karaktertrækkene ved frivillige og ufrivillige bevægelser af arme og ben. Måling af hyppigheden og intensiteten af spontan muskelaktivitet (spasmer, klonus). Spørg patienten, omsorgsgiveren eller sundhedsplejeren om dennes overordnede indtryk. Evaluering af patientens evne til at udføre visse aktiviteter, såsom at gå eller påtage sig visse opgaver i forbindelse med personlig pleje, eller af patientens generelle livskvalitet. Behandlinger Personer, som lider af MS, behandles sædvanligvis af et multidisciplinært team bestående af speciallæger og specialister i sygepleje, psykologer, talepædagoger og/eller fysioterapeuter. Dette team vil bestemme, hvad er den bedste behandling i din situation. Formålene med behandling af spasticitet er: Bevægelsesevne: at forbedre brugen af de påvirkede lemmer og personens evne til at udføre sine daglige aktiviteter.
Komfort: at lindre smerter og ubehag forbundet med stivhed eller spasmer. Personlig pleje: at gøre det lettere at udføre personlig hygiejne selvstændigt Livskvalitet: at forbedre eller bevare evnen til at udføre daglige aktiviteter (bevægelsesevne, arbejde, familie, fritidsaktiviteter...). De tilgængelige retningslinjer for behandling af spasticitet forbundet med MS er beskrevet nedenfor til information: 1. Ikke-farmakologiske behandlinger holdning eller dårlige vaner under bevægelse, som kunne gøre spasticiteten værre. Patienten skal måske ændre den måde, han/hun går på, eller i visse tilfælde bruge et hjælpemiddel, som lader ham eller hende bevæger sig lettere og således forebygger muskelspasmer. Ved mild MS tilrådes patienter som regel at holde sig i god fysisk form ved at lave strækøvelser og styrketræning. I tilfælde af moderat til svær spasticitet kan fysioterapeuten inkludere øvelser og holdninger, som reducerer muskel tonus (for at undgå overdreven muskel tonus, således at musklerne er mindre stive), afkølingsterapi og teknikker til mobilisering af musklerne. Fysioterapeuten giver som regel patienten et træningsprogram med strækøvelser for at forsøge at bevare korrekt muskellængde, hvorved chancerne for mindre hyppigere spasmer øges, og der er mindre stivhed. Strækøvelserne kan være aktive (udført af patienten) eller passive (udført vha. en anden person), hvilket er grunden til, at fysioterapeuten også inkluderer omsorgsgiveren i instruktionerne. a) Fysioterapi Fysioterapi (rehabilitering) er en afgørende del af behandlingen af symptomer på MS og inkluderer de følgende forskellige muligheder: Fysioterapi: øvelser med passive bevægelser, der omfatter instruktioner i regelmæssig udførelse af øvelserne, da de hjælper med at styrke, udstrække og afspænde musklerne og samtidig forbedrer leddenes bevægelighed og øger blodomløbet. Fysioterapeuten vil sandsynligvis også give patienten en række øvelser til at lave hjemme. Inden fysioterapeuten beslutter, hvilken behandling skal følges, vil han/hun undersøge patienten for at få en ide om, hvordan han/ hun har det, og hvordan han/hun bevæger sig. Fysioterapi kan hjælpe med at afhjælpe symptomerne og kan desuden sikre, at patienten ikke antager endårlig
Badebehandling (øvelser i et svømmebassin) kan også hjælpe med at afspænde musklerne. Undertiden kan brugen af kolde pakker eller lignende (kuldebehandling) også være nyttigt Massage kan desuden hjælpe med at mildne muskelstivhed. Ergoterapeuter kan når de ter muligt samarbejde med fysioterapeuterne. De forsøger at bestemme, hvordan fysiske symptomer påvirker patienternes dagligdag og vil hjælpe dem med at bevare deres uafhængighed ved at lære dem bevægelser, som tager højde for deres spastiske symptomer. De etablerer f.eks., hvordan spasticitet påvirker, måden hvorpå patienter rejser sig fra og sætter sig i en stol, eller med andre ord, hvordan bevægelse til og fra stolen påvirker deres spasticitet. En ergoterapeut vil desuden anbefale hjælpemidler, som kan hjælpe patienten med at udføre daglige bevægelser, og sørger for at sengen, stolen eller kørestolen, som anvendes af patienten, er passende. b) Operation Afhængig af patienten og karaktertrækkene af hans eller hendes spasticitet kan operation være en alternativ behandlingsmulighed for svære tilfælde af spasticitet forbundet med MS. Forskellige typer operationer anvendes til at behandle spasticitet. Ortopædkirurgi kan være en mulighed, hvis kirurgen beslutter at forlænge senerne, foretage artrodese eller behandle misdannelser på anden vis. Kirurgisk korrektion kombineret med passende rehabilitering kan forlænge hvileperioder, reducere smerter og forebygge liggesår (svækket hudvæv, som kan blive hårdt, tørt og få en perlehvid, grå eller sort farve). c) Forskellige ortopædiske hjælpemidler: Har til formål at fremtvinge korrekt stilling af de deformerede lemmer og gøre det muligt at bruge dem. d) Alternative behandlinger: Alternative behandlinger kan inkludere akupunktur (for visse typer smerter) og afspændingsmetoder såsom yoga og meditation. 2. Primære lægemiddelbehandlinger Forskellige lægemidler kan ordineres til behandling af spasticitet. De rækker fra muskelrelakserende midler til lavdosis antiepileptiske midler. De vigtigste lægemidler er beskrevet nedenfor. Perorale muskelrelakserende midler. Benzodiazepiner Tilladte cannabinoider 3. Invasive (injicerbare) lægemiddelbehandlinger Behandling med lokale injicerbare lægemidler er et alternativ for patienter med spasticitet, som kun påvirker et lille område (fokal spasticitet), eller som ikke reagerer på peroral medicin. En række forskellige behandlinger findes: Neurotoksiner: disse, som injiceres direkte i musklen, reducerer muskelspænding og behandler lokaliseret (fokal) spasticitet. Virkningerne varer cirka 2-4 måneder. Er tilbøjelige til at være en del af et program, som inkluderer rehabilitering. Nerveblokade, som anvender neurolytiske stoffer: injektion af fenol eller alkohol ind i nervespidserne i det påvirkede område, hvorved de ødelægges og medfører muskelafspænding. Resultaterne er relativt kortvarige og proceduren skal gentages hyppigt og regelmæssigt. Intraktekalt indgivet muskelrelakserende midler: en sidste udvej for patienter med spasticitet i underekstremiteterne, som ikke reagerer passende på andre lægemidler, eller hvis patienten ikke kan tåle anden medicin. Indgivet ved at anlægge et kateter eller lille rør omkring rygmarven og forbinde det til et medicinreservoir og infusionspumpe. Det implanteres kirurgisk under bugvæggens hud for at indgive lægemidlet direkte i rygmarven. Kræver særlig pleje og observation af professionelle.
Solutions with you in mind www.levmedms.dk