Mist #4 INT 5thOTP Pass ARL 7/8/08 4:38 PM Page 1 P G U E PROLOG CORR WAS TIRED OF WAITING. He needed to do something new. Corr was one of a large clan of otters living beyond the Rough Rocks on a far tip of Mistmantle. He had so many brothers, sisters, cousins, half noget cousins, nyt. and sort-of cousins that the adults were always counting them in case any of them got lost and nobody noticed. They taught each other to swim, fish, row, and sail, make boats and nets and repair them, and all the other skills an otter needed to get along well enough. That was what everyone said, time and again. We get along well enough. Corr was young, and didn t want to get on well enough. His head and heart were full of dreams, stories, and questions, and he wanted excitement. What he yearned for was to see the world, but that was no good, living on Mistmantle. Enchanted mists circled the island, making it impossible for anyone who truly belonged there to leave by Corr var træt af at vente. Der trængte til at ske Han hørte til i en stor klan af oddere, der boede bag De Vildsomme Klipper på en af Misteltens fjerneste næs. Han havde så mange brødre og søstre og hele og halve og kvarte fætre og kusiner, at de voksne altid talte dem i tilfælde af, at en af dem var blevet væk, uden at nogen havde lagt mærke til det. De lærte hinanden at svømme, fiske, ro og sejle og at bygge både og lave net og reparere dem og alt sådan noget, som en odder skal kunne for at klare sig. Det var noget, alle gik rundt og sagde:»jamen, vi klarer os da.«1 Corr var ung, og han ville ikke bare klare sig. Hans hoved og hjerte var fuldt af drømme, historier og spørgsmål, og han trængte til spænding. Det, han vir- 5
kelig længtes efter, var at se den store verden, men det kunne ikke nytte noget, for han boede jo på Mistelten. Den fortryllede tåge lå rundt om øen og gjorde det umuligt for enhver, der hørte hjemme på Mistelten, at forlade øen over havet og komme tilbage igen over havet. Så medmindre han lærte at flyve og det kan en odder jo ikke kunne han aldrig komme af sted. Men hvis han ikke kunne udforske verden, så kunne han da i det mindste udforske øen. Ofte sad han i de lange, lyse sommeraftener hos sin grandtante Kerrera uden for røgeriet, hvor hun fortalte om de forfærdelige tider, da kaptajn Kerne regerede, og vanskabte og svage babyer blev slået ihjel, og lille prins Tumle var blevet myrdet. I de mørke vinteraftener, hvor stjernerne udenfor skælvede af kulde, sad de ved det åbne ildsted i en sky af røg fra fiskene over gløderne, og hun fortalte ham om den vidunderlige forårsfest, da kong Crispin (der dengang var kaptajn Crispin) var fløjet hjem til Mistelten på en svane og havde reddet hele øen. Når sneen begyndte at falde, fortalte hun ham om den nat, da de to egern Urchin Stjerneskud og broder Juniper og muldvarpen kaptajn Lugg havde sejlet gennem sne og dansende stjerner, og tågen havde åbnet sig for dem, og de havde haft Ceder fra Vingholm med - hende, som kong Crispin senere giftede sig med. Corr elskede den historie, mest fordi den foregik en nat med stjerneskud, hvor stjernerne forlod deres normale baner og hvirvlede lavt hen over 6
øen. Sådan en nat varslede altid en stor begivenhed, god eller dårlig. Men han kunne også godt lide historien, fordi den handlede om at sejle gennem tågen, og når han tænkte på det, gøs han af spænding og angst. Broder Nobilis var med i alle historierne med sine venlige, kloge øjne, sin haltende gangart og sin særlige måde at sige»hmm!«på. Han tog sig af alle dyr, lige fra kongen og dronningen til hvert eneste lille pindsvin, egern, odder eller muldvarp. Corr havde set ham engang på lang afstand, og han vidste også, at han havde været med ved hans egen navnedag, men det kunne han ikke huske. Han ønskede af hele sit hjerte at se den gamle præst smile sit venlige smil til ham. Han skal høre noget godt om mig, tænkte han. Selv om der ikke er ret meget at fortælle. Han havde hørt vidunderlige beretninger om kong Crispin og dronning Ceder på Mistelten Slot og om deres kaptajner og dyrene i Kredsen. Kredsen var de dyr, der stod kongen nærmest og var hans rådgivere. Corr ville forfærdelig gerne møde kaptajn Padra og hans bror Fingal Flodbølge. De var nemlig oddere ligesom ham selv. Han drømte også om at møde sin helt, Urchin Stjerneskud, det blege egern, der havde krydset havet og var vendt tilbage. Og så selvfølgelig broder Nobilis. Der var også historier fra fjerne tider og historier om vandringsmænd. Der havde kun været ganske få vandringsmænd i hele øens historie. En vandringsmand og det var som regel en odder kunne frit rejse gen- 7
nem tågen og tilbage igen og på den måde besøge øerne på den anden side havet. En vandringsmand ville han aldrig møde. Men han kunne godt møde broder Nobilis. En dag ville han rejse op til slottet og se dem alle sammen. En dag ville han opleve eventyr, som han kun kunne drømme om, mens han bar kurve med sild op til røgeriet eller sad og reparerede fiskenet. Men hver dag gik med at fiske, reparere og slæbe kurve op og ned ad bakken til røgeriet. Eventyr var der aldrig tid til. Røgeriet lå oppe på bakken, og der lugtede altid af røg, tørv og fisk. Inde i det varme mørke røgede grandtante Kerrera fisk over gløder af egetræ, så de kunne holde sig. Grandtante Kerrera havde altid kager og saft og historier fra gamle dage. Og indimellem var Filbert der også. Filbert var et stort, kraftigt egern, som Corr syntes så gammel ud, men som sandsynligvis ikke var det. Han var for genert til at være sammen med odderne nede på stranden, men han kunne godt lide at hjælpe grandtante Kerrera i røgeriet, for så fik han kage og saft. Han var svær at få et ord ud af, men når han sagde noget, var det som regel noget om Mistelten Slot. Denne forårsdag, hvor Corr havde slæbt så mange kurve til og fra røgeriet, at han lugtede langt væk af forkullet egetræ og aldrig ønskede at se én eneste røget sild mere i hele sit liv, var Filbert der. De sad udenfor i solskinnet og drak saft, der smagte af røg. 8
»Hvad ved du ellers om slottet, Filbert?«spurgte Corr. Filbert sad stille lidt og kiggede ned i sin saft. Det gjorde han altid.»jeg var der den dag, hvor vi alle sammen skulle afgive vores potemærke, og de sendte Crispin væk,«sagde han langt om længe og rystede på hovedet, mens han kiggede ned i kruset.»det var hårdt, det var det. Hårde tider. Jeg kan huske gamle kong Børste, der sad og krøb sammen på sin trone.«den historie havde Corr hørt før, så han ville gerne høre noget nyt.»har du nogensinde gjort noget virkelig spændende?«spurgte han.»mig?«filbert gav et lille grynt, som sikkert skulle forestille en latter, og fortsatte med at tale ned i sit krus:»det ville jeg skam gerne. Men der var bare ikke tid til eventyr. Da jeg var ung, var jeg ligesom dig. Jeg skulle hente og bringe alt muligt. Jo, jeg ville da gerne have oplevet et eventyr eller to. Sådan blev det bare ikke.«han sad stille længe, og Corr tænkte, at han var færdig. Men så tilføjede Filbert:»De siger, at broder Nobilis ikke har lang tid igen. Han må jo også være meget gammel. Og svagelig.corr!«råbte grandtante Kerrera.»Jeg har nogle dejlige, kraftige fiskeben her og noget olie. Tag du det med hjem til din mor.«den aften traskede Corr ned ad bakken med poterne fulde af fisk, fiskeben og olie, som de skulle bruge til 9
at gøre båden vandtæt med. Men hovedet var fuldt af tanker om broder Nobilis, der var gammel og lå for døden. Hvor mange andre dyr ville blive gamle og dø, inden han overhovedet nåede at møde dem? En dag bliver jeg ligesom Filbert, tænkte han. Jeg ender med at blive gammel og se tilbage på mit liv og ønske, jeg havde udrettet noget mere. Det nytter ikke at gå og vente på en chance for at komme af sted. Jeg bliver nødt til at skabe min egen chance og gøre det nu. Da han kom hjem, fandt han en gammel, udtjent båd, som ingen længere gad bruge. Den lappede han sammen med plantesaft og bark og hentede frisk vand, mad og en kappe. Så fandt han sine forældre, der havde travlt med at putte hans brødre og søstre og et par fætre og kusiner i seng. Da han sagde, at han ville rejse hen til slottet for at møde broder Nobilis, før han døde, sagde hans mor, at broder Nobilis var da også et elskeligt, gammelt egern, må Hjertet velsigne ham, og hils ham fra os, og tag en varm kappe på, og pas godt på dig selv, og bliv nu ikke for længe væk. Så blinkede hun indforstået til hans far og sagde, at Corr kom hjem, når han blev sulten. Ved solopgang stod odderen Corr til søs. Hvad han ikke havde fortalt nogen, var, at han ikke tog lige til slottet. Der var så meget, han skulle udforske først, og så meget, han skulle opleve først. Han ville ikke komme op på slottet uden at have nogen historier at fortælle.