Kaspar Rostrup sølv floden et erindringsbillede muusmann forlag
Cabaret La blonde Det hele var lige meget nu. Hvad nyttede det? Nu var jeg kun hotelkarl! Men så ud af den blå luft dukkede skuespilleren Birthe Størup op. Hun spillede Esther i Indenfor Murene, og jeg ved, at Poul Reumert, som spillede gamle Levin, var meget glad for hende. Havde han en finger med i spillet her? Hun tilbød mig engagement hele sommeren i Cabaret La Blonde i Tivoli. Dér hvor Vise Vers Huset siden kom til at ligge. Hun ønskede at spille en scene fra Tennessee Williams Skinnevejen. Jeg skulle være en ung amerikansk dreng, noget i retning af Huckleberry Finn. Op i båden igen! Teatret var min fremtid et kort stykke tid. En dejlig lille rolle var det, og jeg måtte vælge nogle vers til oplæsning efter pausen, som en slags cadeau. Jeg kastede mig med iver over arbejdet. Vores instruktør var en stille ung mand, som Birthe Størup kendte. Det var Henrik Bering Liisberg, som senere blev teaterchef først for Aarhus Teater, og siden for Det Kongelige Teater. Morsomt at vi som begyndere netop skulle mødes her i Tivoli. Gør bare, som I vil, sagde han, I har sikkert mere forstand på det, end jeg har. Man kan sige, han underspillede en del, men det var dejligt at arbejde i ro med den store forfattertekst. Kabaretscenen var lille som en tallerken, og rummet omkring hyggeligt og intimt, fyldt med runde caféborde. Premiereaftenen: Jeg kom tidligt for at have god tid til at komme ind i min karakter, og for at lave krops- og stemmeopvarmning. Bag scenen var et lille bagtæppe og bag det igen et lillebitte rum, hvor vi havde vores rekvisitter. Jeg havde glemt mit kostume hér fra prøven dagen før. Jeg greb 289
290 hurtigt de slidte, hullede cowboybukser og den iturevne stråhat og ville gå ud igen. Men nu tændtes lysene på alle cafébordene og jeg kunne gennem tæppet ane, at nogle var på vej ind. Jeg tøvede og tænkte, jeg ville vente med at komme ud gennem tæppet, til de var gået igen. Men de gik ikke. Tværtimod, der kom flere og flere. Kunne jeg gå ud gennem tæppet, før forestillingen var begyndt? Jeg måtte finde det rigtige tidspunkt. Men det kom aldrig. Folk væltede nu ind, bestilte vin og mad hos de travle tjenere, og til sidst kom kritikerne med Svend Kragh-Jacobsen i spidsen. Tiden for forestillingens start nærmede sig. Nu måtte jeg ud! Væk var roen til krops- og stemmeøvelser, væk var den store inspiration. Hvis jeg gik ud nu, ganske afslappet, var der måske ingen, der ville lægge mærke til det. Jeg gjorde det, jeg gik ud - lige ind i en stor gul spot, der i det samme blev tændt på tæppet og blændede mig totalt. Dér stod jeg med stråhat og det hele, som en tyv om natten. Nogle klappede, nogle lo. Hvordan skulle det dog gå? Der var kun få minutter igen! Op i båden! Jeg nåede det! Det gik faktisk meget godt, publikum var med, positive. Men tænk at jeg ikke løb skrigende væk, også hér, alle de store kritikere sad jo dernede. Men man løber ikke væk, teaterfolk bliver til det sidste. Jeg gik op i garderoben for at skifte til næste optræden. Nu var jeg professionel! Men mine nerver var sønderslidte, som en forsinket reaktion på den forkerte start. Tilbage var kun oplæsning af digtet: Bjørnetjenesten med musikledsagelse. Hvordan jeg havde fundet på at læse det digt af Kaalund, må guderne vide. Altså, jeg klædte om til hvid skjorte, jakkesæt og vand i håret. Så stod jeg ved døren ind til kabaretlokalet. Man skulle gå gennem caféen for at komme hen til scenen. Jeg ventede. Mit stikord var, når skuespilleren Beatrice Palner, med de
store smilehuller, var færdig med Sangen om Lone. Når hun gik ud, skulle jeg komme ind. Alene med Lone. Tra la la la la la! Stop, klap, nu var det min tur. Kabaretens leder, Lulu Zieglers gamle pianist Johannes Kjær, kastede sig ud i at præsentere mig som Danmarks nye skuespillertalent. Folk klappede, jeg hoppede op på scenen, men idet jeg atter stod i den før omtalte spot, var der en indre stemme, der fortalte mig: Når du kommer til tredje vers, ved du ikke, hvad du skal sige! Og ganske rigtigt ved tredje vers gik jeg i stå. Johannes Kjær tog flot og professionelt over: Det skal De ikke tage Dem af, sagde han til publikum, det er første gang, den unge mand optræder i en kabaret, vi prøver igen! Han gentog forspillet på flygelet, så hans sølvarmbånd raslede. Men stemmen hviskede mig igen i øret: Du ved stadig væk ikke, hvad du skal sige, når du kommer til tredje vers! Jeg gik i stå igen! Da verset kom, eller rettere ikke kom, var jeg bleg som et nyvasket lagen, sveden løb ned over tindingerne, alt var ét stort tomrum: Det skal De ikke tage Dem af, råbte jeg selv ud til publikum, som sad helt stille, spøgelsesagtigt belyst af de små lamper ved bordene: Det skal De ikke tage Dem af, det er første gang! Jeg prøver igen! Ja, vi prøver skam igen, sagde Johannes Kjær. Da jeg for tredje gang gik i stå det samme sted, kom en stor uniformeret tivolikontrollør hen foran mig, skjulte mig 291
i en kæmpe buket blomster og førte mig ud. Folk klappede høfligt. Alt var slut! Endegyldigt! Min fremtid var ødelagt! På min garderobe lagde jeg mig hen over sminkebordet, skjulte hovedet i mine arme og græd. Da mærkede jeg pludselig varmen fra en hånd på min skulder og så forskrækket op. Ved min side sad en ældre dame med smukke træk, sølvgråt hår og stor fløjlsbaret. Hun bar fine hæklede handsker og et diamantbesat smykke på sin jakke. De græder, som om De skulle dø!, sagde hun. De skal ikke være så ulykkelig, det bliver man ikke bedre af, og De skal vide, at det gik mig på nøjagtig samme måde første gang, jeg optrådte. Og jeg er ikke død endnu! Og for øvrigt! Det er lærerigt, det De hér var ude for! Nu finder De en teknik, så De altid har en nødudgang, lige meget hvad der sker. Aldrig give op! Og dét der hér skete sker aldrig mere! Og det gjorde det heller ikke. Det var den verdensberømte stumfilmskuespillerinde Asta Nielsen, selveste Die Asta, der var gået midt i forestillingen, op til mig, på min garderobe, for at trøste mig. Hun var da 81 år. Hvis Die Asta kan høre mig i sin himmel, så modtag disse ord: Tak! tak fordi De gik midt i en forestilling, noget fagfolk ellers aldrig gør, op for at tale til mig. Og i stedet for at efterlade mig i et hul, så at give mig mod, råd, horisont og et fandens godt eksempel. Ofte har jeg tænkt på mit møde med Die Asta, og sagt til mig selv: Hvis der er noget, du synes, du bør gøre, så lad være med at nøle og tøve, gå til handling straks. Rejs dig og gå og gør det, der er kærligst! 292