Jeg har i 2010 taget 2 store udfordringer på mig. En beskrivelse kommer her:

Them Kjær Jensen, Multiatleterne, Esbjerg Them.kjaer.Jensen@skolekom.dk www.themkjaerjensen.com Mobil: 22256565 Baggrund for det skrevne Fredag den 20. november havde jeg et voldsomt styrt under min træning. Det medførte kraniebrud, brækket venstre arm, brækket venstre kraveben, 3 brækkede ribben. Specielt brudene på min venstre arm var komplicerede. Den 4. december 2009 kom jeg hjem fra sygehuset. Lægerne var tilfredse med behandlingen/forløbet, og det gjorde mig selvfølgelig glad. Jeg havde fået en fantastisk god behandling på sygehuset i Esbjerg. Der lå et stort arbejde såvel fysisk som psykisk og ventede på mig. Jeg var og er ved godt mod og troede og tror på en fremtid med nye spændende udfordringer inden for triathlon. Jeg har i 2010 taget 2 store udfordringer på mig. En beskrivelse kommer her: Buffalo Springs Lake Ironman 70.3, juni 2010 Deltagelsen i Buffalo Springs Lake Ironman 70.3 skulle vise hvordan jeg samlet set havde det 7 måneder efter min alvorlige ulykke. Det var ikke et spørgsmål om hvor hurtigt jeg kunne gøre det, men alene et spørgsmål om hvordan krop og sjæl ville reagere på de strabadser en sådan en rejse/et stævne ville byde på. Lad mig med det samme slå fast at jeg er godt tilfreds med det samlede udbytte af turen/stævnet. Klart at jeg mærkede til de skader som jeg pådrog mig, men det var til at bære. Ikke bare i den forstand at det drejede sig om overlevelse, men sådan at forstå at jeg syntes at det var forsvarligt. Buffalo Springs Lake Ironman 70.3 var på alle måder en fantastisk oplevelse. Selve rejsen til Lubbock, Texas var jo et kapitel for sig. For mig var den lange rejse en del af udfordringen som jeg meget gerne tog med. Ganske naturligt var jeg meget spændt på såvel den fysiske som den psykiske reaktion både under og efter racet. Jeg var helt på det rene med at jeg samlet set ikke var i topform, men dog også helt sikker på at jeg var i god nok form til at deltage med omtanke. Sådan blev det. 1

Geografien, klimaet, ruterne, organisationen og ikke mindst alle de fantastiske hjælpere der var omkring stævnet gjorde oplevelsen unik for mig. Jeg gemmer hvert et sekund i min erindring. De erfaringer som jeg har gjort mig retfærdiggør at jeg med omtanke forsvarligt kan fortsætte med min sport. Sådan bliver det. Viljen har jeg, og den er stærk. Ford Ironman Cozumel 28.11.2010 Tanken om at kaste mig ud i et så omfattende projekt opstod den 2. december 2009. Jeg lå da på sygehuset i Esbjerg, hvor jeg få dage forinden var blevet opereret i forbindelse med de skader som jeg pådrog mig den 20. november 2009. Da tanken og drømmen opstod, var jeg fuldstændig klar over at det vill blive en meget stor udfordring såvel fysisk som psykisk. Det har jeg i udstrakt grad fået bekræftet i det forløbne år. Ikke desto mindre gik drømmen i opfyldelse den 28. november kl. 23.36 på Cozumel. Ligeledes var jeg helt på det rene med at målet og succeskriteriet var at gennemføre Ford Ironman Cozumel 2010, at krydse "Finishline" med armene over hovedet og samtidig i stand til at nyde momentet/"sejren" i fulde drag. Som min fysioterapeut meget rammende udtrykte det, så handlede det i år om at rejse mig fra sygesengen og ikke om at "lege". Det kunne jeg gøre til næste år hvis alt gik godt. Det indprintede jeg mig og gjorde det som nævnt til mit mål. Den lange rejse startede onsdag den 17. november med afgang fra Esbjerg Banegård mod København. Jeg skulle overnatte hos min ældste datter da flyet videre skulle lette den følgende dag kl. 11 med indtjekning i god tid. Hele rejsen skulle via Amsterdam og Cancun slutte på Cozumel torsdag aften. Jeg var i Kastrup Lufthavn tidligt torsdag morgen/formiddag. Det har altid været vigtigt for mig at være i rigtig god tid så jeg i ro og mag kan få afviklet indtjekning og sikkerhedskontrol samt andet der løbende kan opstå. Kl. 09.15 sad jeg stille med en kop kaffe og lod tankerne vandre inden jeg kl. 10.15 boardede flyet til Amsterdam. Sikkert og smertefrit landede vi i Amsterdam. Der var der ikke så meget tid at give af. Den terminal hvor flyet til Cancun afgik fra lå et godt stykke væk, og ydermere skulle jeg igennem en ekstra paskontrol. Køen var enorm lang, så det var mere eller mindre direkte ombord på flyet til Cancun. 2

Efter 10 timer og 30 minutters flyvning landede vi i Cancun omkring kl. 18 lokal tid. En omhyggelig paskontrol blev overstået og al min bagage afhentet. Flyet det sidste stykke til Cozumel var en kort tur på ca. 25 minutter. Dog skulle bagage, pas og midlertidigt visum igen kontrolleres nøje. Det var dog lutter venlige og imødekommende mennesker jeg mødte på min vej. Det gør trods det hele noget mere overkommeligt. Kl. 21.30 landede vi på Cozumel, og turen gik med Taxa det sidste stykke til Hotel Cozumel and Resort. Et dejligt rummeligt værelse ventede, og ganske kort tid efter gik jeg til køjs efter en meget lang men god rejse. Jeg vågnede op til fantastisk dejligt vejr og utrolig smukke omgivelser. Morgenmaden indtog jeg kl. 06.30. Der var alt hvad mit hjerte kunne begære. Hotellet var også et af host hotellerne i forbindelse med Ford Ironman Cozumel. Jeg havde valgt "All-inclusive" hvilket betød at al forplejning og meget andet var betalt. Efterfølgende pakkede jeg cyklen ud og satte den samme til en helhed ;-). Det gik faktisk okay. Dagens 1. træning foregik i hotellets store pool. Godt en halv times teknisk svømning blev det til. Frokosten blev indtaget på en restaurant lige over for hotellet. Igen alt hvad mit hjerte kunne begære. I forbindelse med restauranten lå et "Dive Center" som hørte til hotellet. Her var der gode nedgange til havet som jeg skulle træne i de kommende dage. Det Caribiske Hav var et syn langt udover det almindelige. Det klare saltholdige vand, de mange farverige fisk og ikke mindst fornemmelse af et "levende element" skulle de kommende dage give mig uforglemmelige oplevelser. Først på eftermiddagen løb jeg min første tur i varmen. Ydermere var luftfugtigheden høj hvilket ikke gjorde anstrengelsen mindre. Det var dagens 2. og sidste træningspas. Resten af dagen slappede jeg af med lidt TV, kryds og tværs samt en gåtur i de nære omgivelser. Aftensmaden var som de andre måltider af høj kvalitet, og jeg nød det i fulde drag. Dagen sluttede med en rolig stund hvor de mange indtryk søgte en plads i min erindring. Min mission var startet :-). Jeg fandt rimeligt hurtigt ind i en for mig passende dagsrytme. Jeg var heldigvis ankommet til Cozumel i god tid. Stævnet var den 28., så jeg havde 9 dage til at aklimatisere mig. Godt for det da både de store klimatiske omvæltninger samt den anderledes kost havde stor indvirkning på min krop. I grove træk var programmet de kommende dage: morgenmad 1, hvile, 1. træning, morgenmad 2, hvile, 2. træning, frokost, hvile, lidt oplevelser i nærmiljøet, lidt computertid (mail hjem), aftensmad, afslapning og til sidst sengetid. De første par dage måtte jeg gå i seng meget tidligt. Jeg var simpelthen så træt. Efterhånden kunne jeg dog holde den gående til 22-22.30 ;-). 3

Onsdagen inden racet om søndagen var jeg ude at løbe den sidste tur. Næsten hjemme snubler jeg over en stump wire der stak op fra det såkaldte fortov. Jeg havde ellers været så påpasselig, men den så jeg ikke komme. Heldigvis ruller jeg instinktivt rundt på venstre side. Ja det var den side jeg fik så mange skader på for 1 år siden. Jeg fik i den grad jordforbindelse både konkret og i overført betydning. I et splitsekund så jeg det hele smuldre. Efter et hurtigt kig på nogle hudafskrabninger på skulder, albue, hofte og knæ løb jeg den sidste km hjem. Stadig noget rystet gik jeg i bad og vaskede diverse hudafskrabninger og kunne til alt held konstatere at der umiddelbart ikke var sket noget alvorligt. Det tog faktisk resten af dagen inden jeg ligesom fangede mig selv igen. PYHA.. Under næste dags svømning kunne jeg så konstatere at krop og sjæl igen syntes at fungere okay. Jeg havde været heldig, meget heldig. Ved eftermiddagens 2. træning som var et cykelpas var der heller ikke nævneværdige problemer. Jeg kunne nu tænke frem mod stævnet den kommende søndag. Torsdag den 25. kl. 12 åbnede den officielle del i Cozumel Convention Center. Det lå ikke langt fra hotellet. Jeg gik derhen i god tid for at få registreringen og udlevering af skifteposer overstået rimeligt hurtigt. Jeg havde mine papirer i orden så derfor gik det rimeligt smertefrit. Efterfølgende gik jeg hjem og gjorde status. Expo, som åbnede ved samme lejlighed, ville jeg besøge om fredagen. Torsdag trænede jeg kun 1 gang. Det var svømning i havet. Fredag trænede jeg så sidste gang inden stævnet. Igen var det svømning der stod på programmet. Strategien var at svømningen skulle klares ved brug af mindst mulig kraft og være baseret på høj fokus på teknik. En strategi jeg havde anvendt før og klart også ville benytte mig af fremover. Min erfaring er at jeg så rigeligt får brug for al den power jeg kan mobilisere når cyklingen og ikke mindst løbet ligger for. Sidst på dagen begyndte jeg at gøre klar til næste dags indlevering af cykel og skifteposer ved startstedet. Selv om jeg har prøvet det nogle gange er det altid et moment der kræver fokus og omtanke. Alt skal være i orden og plads når zonen forlades dagen inden raceday. Så oprandt dagen. Den dag som jeg havde drømt om skulle blive en realitet gennem mange måneder. Den startede for mig meget tidligt hvilket den altid har gjort. Jeg kan ikke sove dagen inden et stort race. Jeg hviler og forsøger efter bedste evne at slappe af. Erfaringer viser heldigvis at hvis man dagen forinden, altså fra fredag til lørdag, har fået en rimelig god nats søvn så skal man nok klare den. Det er også min erfaring. 4

Jeg stod op 04.45. Skiftezonen ved start åbnede kl. 05.30, altså 1 time og 30 minutter inden jeg hoppede i havet og tog fat på de 3800 meters svømning. Den 1. afgang med den frie transport forlod hotellet kl. 05. Jeg havde som altid brug for god tid inden start, så den tog jeg med. Inden da havde jeg fået noget frisk frugt og et par kopper kaffe, så det helt nødvendige toiletbesøg kunne finde sted. Der må helst ikke være noget der skramler rundt i mave/tarm når starten går ;-). Efterfølgende indtog jeg nogle energiprodukter for at fylde lidt hurtig energi på tanken. Hovedtankene var fyldt op som følge af sund og nærende kost, fyldt på ikke mindst de sidste 2 dage inden start. Det første der skete efter ankomsten var klargøring af cykel. Der skulle pumpes og flasker skulle fyldes med frisk vand. I det hele taget blev alt omkring cyklen tjekket så alt var gjort inden start. En ting at huske er ikke at pumpe alt for hårdt. Luft udvider sig som sagt ved varme, og det var varmt i Cozumel. Nogen oplevede desværre at komme op til en cykel hvor et dæk var eksploderet. Ikke den bedste start at få på et langt og hårdt race. Kl. 06.30 lukkede skiftezonen, og det var tid at bevæge sig ned til startstedet. Det var en enorm både-/badebro som strakte sig både langt ud og langt hen ad stranden. Det var ganske imponerende. Jeg skulle sammen med godt 2300 andre springe en god meter fra broen og ned i havet og så svømme lidt ud til den egentlige svømmestart. 06.50 bevægede alle sig ud på broen og sprang i lidt efter lidt. Kl. 07 gik starten. Lige inden havde der været et imponerende delfinshow. Jeg havde på forhånd bestemt at jeg ikke ville blande mig i positionskampen. Der gjaldt for mig om at få plads og rum ikke mindst af hensyn til min venstre arm. Det fik jeg, og svømningen gik i det hele taget rigtig godt. Ved svømmeafslutningen fik man en hjælpende hånd for lige at finde fodfæste, og så var det ellers op og finde den 1. skiftepose med cykeltøj og grej. Det forløb rimeligt smertefrit, klart at der var mange i teltet, men sådan var det bare. Jeg var i ro og fik skiftet fornuftigt og fandt den lige vej til min cykel. Alt var her som det skulle være. Så var det ellers ud på næste etape. 180 km ventede. 3 runder a 60 km udgjorde strækningen. Ruten var flad, men udfordrende pga varmen, luftfugtigheden og ikke mindst vinden. Jeg sad godt på cyklen og rytmen var okay. Først ved 140 km begyndte jeg at få lidt problemer med min venstre arm. Jeg har mange skruer der holder sammen på min albue, blandt andet nogle stykker der sidder på min underarm. På trods af en okay pude på tribøjlen så 5

generede skruerne en del. Så meget at jeg de sidste 40 km cyklede intervaller på ca. 5 km med 1 minuts pause hvor jeg masserede min underarm og løsnede lidt op for spændingerne. Det tog selvfølgelig lidt tid, men det var det eneste rigtige at gøre. Jeg havde et mål, og det var at gennemføre, og det havde jeg i sinde at gøre. Ved afslutningen på cyklingen stod der nogle søde hjælpere som tog cyklen. Så var det hen og finde den sidste skiftepose med løbetøj og sko. Den sidste meget store udfordring lå så lige for. Jeg var godt klar over at mine kræfter på tidspunkt ville slippe op på løbet, men det var indlysende set i relation til det år jeg havde haft, og det havde jeg mentalt indstillet mig på for længst. Dog er det alligevel en stor mental udfordring at skulle indstille sig på at gå de sidste 21-22 km hjem. Lidt hovedregning fortalte mig at jeg med de ca 6 timer jeg havde inden lukketid godt kunne nå det. Det var en meget lang gåtur. Usædvanlig mange tanker bliver tænkt og mange scenarier udspiller sig på nethinden. Med 7-8 km hjem var det i sagens natur blevet aften og temperaturen faldt. Jeg begyndte at fryse og tvivlen krøb for første gang seriøst ind over mig. Jeg havde flere gange passeret Røde Kors og lægestaben i det hele taget. For at være på den sikre side besluttede jeg at få taget mit blodtryk. Det ville fortælle mig mange ting, frem for alt om det var okay at fortsætte. Lægen konstaterede at mit tryk var 120/75. Han slog et stort smil op og sagde til mig at det var helt okay at fortsætte. Han stak mig en energibar og en flaske vand og ønskede mig en rigtig god tur det sidste stykke hjem. Jeg fik et utrolig boost af den besked og satte efterfølgende det ene ben foran det andet. På et tidspunkt inden tidsgrænsen ville jeg nå "Finishline". Det var om noget nu et spørgsmål om vilje samt et kæmpe ønske om at gennemføre og opfylde den drøm jeg havde. Kl. 23.36 joggede jeg stille, men super stolt og med oprejst pande op ad "Finishline". Den blev krydset med gåsehud over hele kroppen og til tonerne af Queens "We are the champions". I det øjeblik kunne det ikke blive større for mig. Et helt års kamp sluttede med en medalje om halsen og en krammer. "I did it, and I did it my way" 6