Produktivitetskommissionens analyse af produktivitetsudviklingen i detailhandlen Af: Christen Sørensen, fhv. overvismand 1
Indholdsfortegnelse 1. Problemstillingen... 3 2. Måling af produktivitet udvalgte problemstillinger... 3 3. Udviklingen i faktorforholdet mellem arbejdskraft og kapital siden 19 i dagligvarebranchen... 6 4. Udviklingen i arbejdskraftens sammensætning siden 19 i dagligvarehandlen... 9 5. Udviklingen i bruttoværditilvæksten i faste priser siden 19 i dagligvarehandlen... 12 6. Konklusion... 16 2
1. Problemstillingen Produktivitetskommissionen har i Analyserapport 2, Konkurrence, Internationalisering og Regulering, bl.a. undersøgt produktivitetsudviklingen i den danske detailhandel såvel over tid som i forhold til udviklingen i en række andre lande. Såfremt produktionen stiger mere end indsættelsen af produktionsressourcer, arbejdskraft og realkapital, kan begrunde, er produktiviteten steget. Produktivitetsstigninger kan bl.a. være en følge af en forbedret arbejdstilrettelæggelse, bedre samspil mellem arbejdskraft og kapitalapparat, bedre udnyttelse af kapitalapparatet osv. I henhold til Produktivitetskommissionens beregninger har produktivitetsudviklingen i dansk detailhandel været betydeligt lavere end i en række sammenligningslande: 0,4 pct. om året mod 2 pct. om året i den anvendte undersøgelsesperiode fra 19-2010. For delbranchen, dagligvarehandel, er Produktivitetskommissionens beregningsresultater ligefrem bemærkelsesværdige, idet de angiver et produktivitetsfald på hele 1,4 pct. om året i den undersøgelsesperiode 19-2007, der anvendes for underbrancherne i detailhandlen: dagligvarer, varehuse, apoteker og materialister, tøj og sko samt øvrige butikker. De gengivne beregningsresultater ligger til grund for Produktivitetskommissionens anbefaling af, at Planlovens detailhandelsbestemmelser, der regulerer størrelse og placering af butikker, ændres. Det anbefales således, at lovændringer åbner op for, at det bliver muligt at opføre flere hypermarkeder i Danmark, ligesom det anbefales at decentralisere væsentlige beslutninger om butikkers størrelse og placering til de enkelte kommuner, som det eksempelvis er tilfældet i Sverige. De heraf muliggjorte strukturændringer i detailhandlen antages af Produktivitetskommissionen som nødvendige for at eliminere produktivitetsefterslæbet. I det følgende vises, at det ikke er muligt at drage de konklusioner fra det anvendte talmateriale, som Produktivitetskommissionen gør. Produktivitetskommissionens anbefalinger hviler derfor også på et misvisende grundlag. 2. Måling af produktivitet udvalgte problemstillinger Produktivitet kan måles på flere måder. Tages der hensyn til udviklingen i indsatsen af alle produktionsfaktorer, er det mest retvisende mål den såkaldte totalfaktorproduktivitet. Når produktionen i en branche måles ved bruttoværditilvæksten, er udviklingen i indsatsen af arbejdskraft og realkapital de to produktionsfaktorer, der skal inddrages, når totalfaktorproduktiviteten skal beregnes. Såfremt indsatsen af de to produktionsfaktorer ikke udvikler sig parallelt, må der anvendes vægte i beregningerne for de to produktionsfaktorer, der afspejler den betydning, som de hver for sig har for produktionsresultatet. Som vægt for arbejdskraft anvendes typisk lønsummens andel af bruttoværditilvæksten, mens den resterende andel af bruttoværditilvæksten henføres til indsatsen af realkapital. I tabel 1 er det i kolonne 2 vist, hvordan totalfaktorproduktivitet opgøres, når det antages, at 3
vægten for arbejdskraft er ¾ og vægten for realkapital ¼. Det er endvidere forudsat, at indsatsen af arbejdskraft måles ved antallet af udførte timer. Det antages tillige i eksemplerne i tabel 1, at produktionen er steget med 2½ pct., mens indsatsen af arbejdskraft og kapital hhv. er steget med 0 og 4 pct. Forudsætningen om uændret indsats af realkapital gør eksemplerne mere enkle, ligesom forudsætningen ikke ændrer på formålet med regneeksemplerne: at forklare konsekvenser af forskellige produktivitetsmål. Produktivitetskommissionen har valgt at anvende udviklingen i arbejdsproduktiviteten som mål for produktivitetsudviklingen, hvor endvidere indsatsen af arbejdskraft måles ved udviklingen i antal timer. Dette blev i Analyserapport 1 begrundet med, at selv om totalfaktorproduktiviteten er det mest korrekte produktivitetsmål, er der i flere tilfælde ikke tilstrækkelig gode data til at beregne dette mere datakrævende mål. Det er i kolonne 2 og 3 i tabel 1 vist, at dette valg fører til skæve mål for produktivitetsudviklingen, når indsatsen af de to produktionsfaktorer, arbejdskraft og realkapital, ikke udvikler sig parallelt. I eksemplet, hvor indsatsen af arbejdskraft er øget mere end indsatsen af realkapital, er stigningen i arbejdsproduktiviteten naturligvis lavere end stigningen i totalfaktorproduktiviteten: konkret -1½ pct. i stedet for -½ pct. Dette eksempel viser således klart, at der skal udvises forsigtighed i fortolkningen af udviklingen i arbejdsproduktiviteten, når indsatsen af de to produktionsfaktorer ikke ændres i samme takt. Dette er imidlertid ikke det eneste problem, som den af Produktivitetskommissionens valgte målemetode for produktiviteten kan føre med sig. Det er nemlig heller ikke uproblematisk at måle indsatsen af arbejdskraft i timer, hvad kommissionen da også kort påpeger i Analyserapport 1. Valget af timer forudsætter implicit, at alle de beskæftigede har samme produktivitet, hvis de beregnede tal for arbejdsproduktiviteten skal være retvisende. Sædvanligvis forudsætter økonomer, og også Produktivitetskommissionen 1, at lønforskelle afspejler arbejdstagernes produktivitetsforskelle. Hvis f.eks. personalesammensætningen i detailhandlen er skiftet i retning af anvendelse af flere ikke faglærte, f.eks. skoleelever, grundet ny teknologi (f.eks. anvendelse af stregkoder) eller ændrede butiksformer (f.eks. flere discountbutikker), undervurderes produktivitetsudviklingen ved Produktivitetskommissionens opgørelsesmetode. Dette fremgår også af tabel 1, idet tallene i kolonne 4 og 5 er beregnet ud fra en antagelse om, at indsatsen af arbejdskraft i effektivitetsenheder kun er steget med 3 pct., selv om indsatsen af timer er steget med 4 pct. Dette betyder, at produktiviteten må opjusteres med ¾ procentpoint, når denne måles ved totalfaktorproduktiviteten, og med 1 procentpoint, når produktiviteten måles ved arbejdskraftproduktiviteten. De to korrektioner medfører samlet, at det mest retvisende mål for produktiviteten i det opstillede eksempel, nemlig totalfaktorproduktiviteten, bliver ¼ procent, mens Produktionskommissionens anvendte metode giver -1½ procent. Altså en forskel på 1¾ procentpoint. 1 Se kapitel 11 i Analyserapport 1. 4
Tabel 1. Produktivitet beregnet på fire måder. Eksempler til belysning af essentielle problemstillinger i måling af produktivitet Totalfaktorproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i timer Arbejdskraftproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i timer Totalfaktorproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i effektivitetsenheder Arbejdskraftproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i effektivitetsenheder 1. Produktionsstigning, pct. 2½ 2½ 2½ 2½ 2. Stigning i kapitalindsats, pct. 0 0 0 0 3. Stigning i arbejdsindsats, pct. 3 a 4 2¼ a 3 4. Produktivitetsstigning, pct. =(1)-(2)-(3) a. Stigningen i arbejdsindsats vægtet med ¾. -½ -1½ ¼ -½ Men for detailhandel (og også engroshandel) er der endnu et afgørende produktivitetsmåleproblem, som må inddrages, når tallene skal fortolkes og konklusioner drages. Produktionsværdien i handelserhvervene måles i nationalregnskabet på en speciel måde: nemlig ved bruttoavancen. Når produktionsværdien skal omregnes til faste priser (mængdeopgørelse), som det er tilfældet, når bruttoværditilvæksten skal opgøres i faste priser som i de beskrevne produktivitetsopgørelser, bør dette forhold tillægges afgørende vægt. Såfremt de anvendte prisindeks skal kunne give et retvisende mål for udviklingen i den mængdemæssige produktionsudvikling i nationalregnskabsstatistikken, som den opgøres af Danmarks Statistik, skal bruttoavanceprocenten være uændret. Falder avancemarginen i detailhandlen grundet en skærpet konkurrenceudvikling - f.eks. på grund af stigende udbredelse af discountbutikker - vil beregninger af produktivitetsudviklingen med udgangspunkt i nationalregnskabsdata for bruttoværditilvæksten i faste priser undervurdere produktivitetsudviklingen, da den opgjorte mængdestigning i produktionen bliver undervurderet. Hvis det antages, at dette giver anledning til en undervurdering på 1 procentpoint i den opgjorte mængdemæssige produktionsstigning i tabel 1, skal alle de opgjorte produktivitetstal fra tabel 1 opjusteres med 1 procentpoint, jf. tabel 2. Tabel 2. Produktivitet beregnet på fire måde. Eksempler uden og med korrektion for ændring i bruttoavanceprocenten Produktivitetsstigning, pct. Uden korrektion for ændret avance- Totalfaktorproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i timer Arbejdskraftproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i timer Totalfaktorproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i effektivitetsenheder Arbejdskraftproduktivitet, Indsats af arbejdskraft målt i effektivitetsenheder -½ -1½ ¼ -½ 5
margin Produktivitetsstigning, pct. Med korrektion for ændret avancemargin ½ -½ 1¼ ½ Ovenstående viser, hvor vigtig det er at inddrage betydningen af: 1) forskelle i udviklingen af totalfaktorproduktivitet og arbejdsproduktivitet, 2) forskelle i udviklingen i indsatsen af arbejdskraftproduktivitet opgjort i timer og effektivitetsenheder og 3) den specielle opgørelsesmetode for produktionsværdien i handelserhvervene, når udviklingen i dagligvarehandlens produktivitet analyseres, og konklusioner på grundlag heraf drages. Fremstillingen i afsnit 3 fokuserer på indikatorer, der kan belyse, hvordan faktorforholdet mellem arbejdskraft og realkapital har ændret sig siden 19, idet udviklingen i dette forhold er bestemmende for den fejlvurdering af produktivitetsudviklingen, som en anvendelse af arbejdsproduktivitetsmålet kan føre med sig. I afsnit 4 ses der på indikatorer, der kan belyse årsager til, at udviklingen i arbejdstimer ikke er et retvisende mål for indsatsen af arbejdskraft siden 19. Herefter præsenteres der i afsnit 5 indikatorer til belysning af den betydning, som den specielle opgørelse af produktionsværdien i dagligvarehandlen givetvis har haft i undersøgelsesperioden 19-2007 for den opgjorte produktivitetsudvikling. For god ordens skyld skal det eksplicit anføres, at det anførte i afsnit 3-5 ikke muliggør opgørelse af et retvisende mål for produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen for perioden 19-2007. Men de anførte indikatorer, der ikke systematisk dækker Produktivitetskommissionens undersøgelsesperiode 19-2007 for dagligvarehandlen, idet indikatorerne i afsnit 4 ikke dækker en hermed sammenfaldende periode, er mere end tilstrækkelige til at vise, at de af Produktivitetskommissionen anførte tal for produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen er direkte misvisende, jf. ikke mindst afsnit 3 og 5. Notatet afsluttes i afsnit 6, hvor resultaterne fra afsnit 3-5 relateres til de meget bastante konklusioner, som Produktivitetskommissionen har draget på baggrund af de af kommissionen præsenterede tal for produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen. 3. Udviklingen i faktorforholdet mellem arbejdskraft og kapital siden 19 i dagligvarebranchen I skema 1 er der anført en oversigt over lukkelovens hovedbestemmelser siden 1990. Det fremgår heraf, at der i såvel 1994, 19, 2000, 2005, 2010 og 2012 blev mulighed for væsentlige udvidelser af dagligvarebutikkers åbningstid. Det er dog kun ændringerne i 1994, 19, 2000 og 2005, der er relevante, når det er produktivitetsudviklingen i perioden 19-2007, der analyseres. Når også ændringen i 1994 er yderst relevant, hænger det selvfølgelig sammen med, at det tager tid, før den fulde effekt af lukkelovsændringer slår igennem. 6
Hvis det f.eks. antages, at dagligvarebutikkernes gennemsnitlige åbningstid pr. uge i 19 var 70 timer og 90 timer i 2007 svarende til en stigning på næsten 30 pct., er antallet af arbejdstimer også steget betydeligt pr. uge i denne periode om end givetvis mindre stærkt end åbningstiden, da længere åbningstid i en række tilfælde må antages at muliggøre et mindre personaleforbrug i visse timer af åbningstiden, ligesom visse personalegruppers arbejdsopgaver ikke er relateret til åbningstiden, f.eks. regnskabsmedarbejderes arbejdsopgaver. Derfor kan en stigning i åbningstiden på f.eks. 30 pct. være forbundet med en stigning i antallet af arbejdstimer på f.eks. 20 pct. 2 Da længere åbningstider ikke i sig selv øger kapitalanvendelsen af betydning, bygningerne står jo alligevel til disposition døgnet rundet, har ændringerne i lukkeloven i perioden 19-2007 helt klart ført til, at forholdet med kapitalanvendelse og arbejdskraftanvendelse er blevet forskudt i retning af en ikke ubetydelig relativ større arbejdskraftanvendelse i timer. Og det kan endvidere ikke udelukkes, at de udvidede åbningstider ligefrem alt andet lige har betydet, at behovet for butiksareal og dermed bygningskapital er formindsket, idet der naturligvis kan omsættes større mængder inden for et givet butiksareal, når åbningstiderne øges. Skema 1. Oversigt over ændringer i lukkeloven siden 1990 Ændring af lukkeloven Hverdage/aftenåbent Lørdage Søndage/helligdage Lukkeloven før 1990 er opdelt i almindelig butikstid og supplerende butikstid Lukket Mulighed for udvidet butikstid op til højtider Lov om butikstid marts 1994 Særlige sortimentsafgrænsninger Lov om butikstid juni 19 Almindelig butikstid på hverdage fra 6.00 17.30 Herudover 10 timer supplerende butikstid, der kan fordeles på hverdage indtil kl. 20.00 og på lørdage Butikstid på hverdage fra 6.00 20.00 Fra mandag morgen kl. 6.00 til lørdag kl. 17.00 kan alle butikker holde åbent hele døgnet dog restriktioner på salg af alkohol Lørdag fra 6.00 12.00 Mulighed for supplerende butikstid til kl. 14.00, og første lørdag i måneden til kl. 17.00 Lørdag fra 6.00 14.00, dog mulighed for første og sidste lørdag i måneden til kl. 17.00 Alle lørdage til kl. 17.00 Lukket Mulighed for udvidet butikstid op til højtider Grundlovsdag og juleaftensdag bliver lukke-dage Lukket Mulighed for udvidet butikstid op til højtider Grundlovsdag og 2 Der findes næppe over tid konsistente tidsserier for den vægtede åbningstid for dagligvarebutikker i perioden 19-2007. Men der findes naturligvis diverse informationer om åbningstidens udvikling i denne periode. Som eksempel herpå kan anføres, at udnyttelsen af muligheden for søndagsåbent i stigende grad blev udnyttet af mindre kolonialbutikker fra 1997 til 1999, se: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 2000. Udviklingen i dagligvarebutikkernes omsætningsforhold. København maj 2000, side 42-43. 7
Lov om butikstid - juni 2000 Fra mandag morgen kl. 6.00 til lørdag kl. 17.00 kan alle butikker holde åbent hele døgnet dog restriktioner på salg af alkohol Alle lørdage til kl. 17.00 juleaftensdag er lukkedage Alle butikker må holde åbent 4 valgfrie søndage om året fra kl. 10.00 17.00 Fra juli 2003 må alle butikker holde åbent yderligere 4 valgfrie søndage om året. De sidste 4 skal dog ligge i månederne juli eller august. Mulighed for udvidet butikstid op til højtider Lov om detailsalg fra butikker juni 2005 Ingen restriktioner Fra mandag morgen kl. 6.00 til lørdag kl. 17.00 kan alle butikker holde åbent hele døgnet ingen restriktioner på salg af alkohol Alle lørdage til kl. 17.00 Grundlovsdag og juleaftensdag er lukkedage Alle butikker må holde åbent første søndag i hver måned, alle søndage i december før juleaftensdag og 6 løse søndage, hvoraf de to skal ligge i juli eller august. Mulighed for udvidet butikstid op til højtider. Lov om detailsalg fra butikker juni 2010 Ingen restriktioner Fra mandag morgen kl. 6.00 til lørdag kl. 20.00 kan alle butikker holde åbent hele døgnet ingen restriktioner på salg af alkohol Alle lørdage til kl. 20.00 Grundlovsdag og juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter 15.00 skal der holdes lukket. Alle butikker må holde åbent fra kl. 10.00 17.00 første og sidste søndag i hver måned, alle søndage i december og yderligere 4 søndage om året. Mulighed for udvidet butikstid op til højtider. 8
Lov om detailsalg fra butikker oktober 2012 Alle bestemmelser ophæves Alle bestemmelser ophæves Grundlovsdag og juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter 15.00 skal der holdes lukket. Alle bestemmelser ophæves tilbage er alene en helligdagsregulering, hvor der skal holdes lukket på de kirkelige helligdage samt Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag efter kl. 15.00 Anm.: Fælles for alle lovene er, at der er en række undtagelser til de almindelige lukketider. En række butikker er undtaget fra de almindelige lukketider enten på grund af deres beliggenhed eller på grund af deres sortiment. 4. Udviklingen i arbejdskraftens sammensætning siden 19 i dagligvarehandlen Siden 19 er der sket betydelige strukturændringer i detailhandlen og ikke mindst i dagligvarehandlen. Butiksstrukturen i dagligvarehandlen er således væsentligt ændret i perioden fra 2002 til 2013, som det fremgår af tabel 3. Det fremgår bl.a., at antallet af discountbutikker i 2013 udgør mere end halvdelen af samtlige butikker i dagligvarehandlen, mens denne andel var godt 30 pct. i 2003 altså en ret så stærk strukturændring på 10 år. Tabel 3. Udviklingen i butikstypestrukturen i dansk dagligvarehandel fra 2003 til 2013. Antal 2003 2007 2012 2013 Hypermarkeder 24 27 26 25 Super Stores 65 72 70 72 Store supermarkeder 357 384 391 379 Små supermarkeder 623 607 555 509 Nærbutikker 1.138 717 523 498 Discountbutikker 986 1.297 1.491 1.533 Butikker, i alt 3.193 3.104 3.056 3.016 Anm.: Antallet af discountbutikker er opgjort som de 6 discountkæders butikker. Klassificeringen af de øvrige butikstyper er sket efter salgsareal: Hypermarkeder (mindst 5000 m 2 ), Superstores (2500-4999 m 2 ). Store supermarkedet (0-2499 m 2 ), Små supermarkeder (400-999 m 2 ) og Nærbutikker (under 400 m 2 ). Kilde: Retail Institute Scandianavia 2013. Analyserapport. Produktivitetsudviklingen i dansk dagligvarehandel med og uden planlov. November 2013, side 11. 9
Denne udvikling har naturligvis også afspejlet sig i omsætningens fordeling på de pågældende butikstyper, jf. tabel 4. Discountbutikkerne står således for den største del af omsætningen i 2013, idet denne butiksforms andel af omsætningen er steget fra godt 25 pct. i 2003 til knap 40 pct. i 2013. Tabel 4. Udviklingen i omsætningsfordelingen efter butikstypestruktur i dansk dagligvarehandel fra 2003 til 2013. Pct. 2003 2007 2012 2013 Hypermarkeder 7,6 7,7 7,5 7,3 Super Stores 10,6 11,8 9,7 9,6 Store supermarkeder 27,4 27,3 26,9 26,0 Små supermarkeder 17,8 16,4 13,8 12,6 Nærbutikker 9.9 7,9 5,1 5,2 Discountbutikker 26,7 28,8 37,0 39,3 Anm.: Antallet af discountbutikker er opgjort som de 6 discountkæders butikker. Klassificeringen af de øvrige butikstyper er sket efter salgsareal: Hypermarkeder (mindst 5000 m 2 ), Superstores (2500-4999 m 2 ). Store supermarkedet (0-2499 m 2 ), Små supermarkeder (400-999 m 2 ) og Nærbutikker (under 400 m 2 ). Kilde: Retail Institute Scandianavia 2013. Analyserapport. Produktivitetsudviklingen i dansk dagligvarehandel med og uden planlov. November 2013, side 13. De i tabel 3 og 4 anførte oplysninger kan ikke umiddelbart føres tilbage til 19. Dette er dog muligt for discountbutikssegmentet. I 19 var der således 684 discountbutikker, der stod for 19,9 pct. af omsætningen. 3 Discountbutikker har derfor i hele perioden 19-2007, som Produktivitetskommissionen anvender i dens produktivitetsopgørelse for dagligvarehandlen, fået større og større betydning. Strukturudviklingen i dagligvarehandlen har også afspejlet sig i udviklingen og fordelingen af ansatte. Desværre er der ikke overensstemmelse mellem opdelingen af butiksformer i tabellerne 3-4 og tabellerne 5-8, idet de foreliggende kilder anvender forskellige opdelinger. Men forskydningen i retning af discountbutikker fremgår dog af begge kilder. Det fremgår således af tabel 5, at discountbutikkerne står for en stigende andel af de ansatte, idet godt 10 pct. af de ansatte i 2012 var beskæftiget her. 4 Tabel 5. Ansatte fordelt efter butikstype fra 2003 til 2012. Pct. 2003 2007 2012 Supermarkeder 13,7 12,6 12,5 Købmænd og døgnkiosker 13,2 6,3 6,2 Discountbutikker 0,0 6,8 10,4 Anden detailhandel a 14,5 14,2 14,2 Øvrige butikker 58,6 60,1 56,7 I alt, antal 203.586 214.463 218.026 a. Fra ikke-specialiserede forretninger. Kilde: HK-handel 2014. Udtræk produceret af Danmarks Statistik. 3 Se: Stockmann Gruppen 2006. Dansk dagligvarehandel. 10 årsstatistik 19-2005. 4 Der synes ikke at være foretaget den samme afgrænsning af butiksformerne i 2003, 2007 og 2012/2013 i kilderne til tabellerne 3-4 og 5-8. Det kan således ikke være retvisende, at discountbutikkerne stort set ingen ansatte havde i 2003. Nemlig kun 60 ud af de 203.586 ansatte i 2003, hvilket svarer til den andel på 0,0 pct., der er anført i tabel 5. 10
Sammenhængende hermed fremgår det, at det er den butiksform, hvor flest (endnu) kun har en grundskoleuddannelse, nemlig 63 pct. i 2012, jf. tabel 6. Tabel 6. Andel af ansatte efter butikstype med kun grundskole fra 2003 til 2012. Pct. 2003 2007 2012 Supermarkeder 51 53 55 Købmænd og døgnkiosker 57 58 58 Discountbutikker 32 61 63 Anden detailhandel a 47 53 51 Øvrige butikker 32 33 32 I alt 40 42 42 a. Fra ikke-specialiserede forretninger. Kilde: HK-handel 2014. Udtræk produceret af Danmarks Statistik. Når så relativt mange af de ansatte i discountbutikkerne kun har en grunduddannelse, hænger det også sammen med, at 80 pct. af de ansatte i discountbranchen er under 30 år, jf. tabel 7. Tabel 7. Andel af ansatte under 30 år efter butikstype fra 2003 til 2012. Pct. 2003 2007 2012 Supermarkeder 64 62 64 Købmænd og døgnkiosker 69 61 62 Discountbutikker 33 76 80 Anden detailhandel a 74 75 74 Øvrige butikker 46 47 47 I alt 56 55 57 a. Fra ikke-specialiserede forretninger. Kilde: HK-handel 2014. Udtræk produceret af Danmarks Statistik. De ansattes uddannelse og alder skal også ses i tilknytning til, at discountbutikkerne var den butiksform, hvor flest af de ansatte er på deltid, nemlig 67 pct. i 2012, jf. tabel 8. Tabel 8. Andel af ansatte fordelt efter heltid og deltid efter butikstype fra 2003 til 2012. Pct. 2003 2007 2012 Heltid Deltid Uoplyst Heltid Deltid Uoplyst Heltid Deltid Uoplyst Supermarkeder 52 47 1 50 48 2 40 60 0 Købmænd og døgnkiosker 37 53 11 32 53 15 25 64 11 Discountbutikker 72 28 0 44 55 1 33 67 0 Anden detailhandel a 49 49 2 43 54 2 38 62 0 Øvrige butikker 57 27 16 59 28 13 49 40 11 I alt 53 36 11 53 37 9 43 50 7 Anm.: Procenttallene summer ikke til i alle tilfælde grundet afrunding. a. Fra ikke-specialiserede forretninger. 11
Kilde: HK-handel 2014. Udtræk produceret af Danmarks Statistik. Alene ud fra disse oplysninger er det meget sikkert at konkludere, at der efter 19 er sket en ikke ubetydelig forskydning i retning af mere lavproduktive grupper i dagligvarehandlen. Derfor vil en produktivitetsopgørelse, hvor udviklingen i antal timer anvendes til at måle indsatsen af arbejdskraft undervurdere produktivitetsudviklingen. Hvor stor den undervurdering er, kan naturligvis ikke opgøres ud fra det anførte materiale. Men Produktivitetskommissionen havde mulighed for at indsamle hertil relevant talmateriale, som det havde været nødvendigt, hvis der skulle fremlægges produktivitetsberegninger, der havde en rimelig grad af validitet. 5. Udviklingen i bruttoværditilvæksten i faste priser siden 19 i dagligvarehandlen Som anført i afsnit 2 opgøres produktionsværdien i handelserhvervene, herunder i dagligvarehandlen, på en speciel måde i nationalregnskabsstatistikken: nemlig ved bruttoavancen. Bruttoværditilvæksten fremkommer herefter ved at fratrække forbruget af råvarer i produktionen af bruttoavancen (el, papir m.m.). En nødvendig betingelse for, at prisindeks, der anvendes ved omregningen til faste priser (kaldet deflatering) for at få et indtryk af den mængdemæssige udvikling i bruttoværditilvæksten over tid, giver et retvisende resultat, er, at bruttoavanceprocenten ikke ændres over tid. Med de voldsomme strukturændringer, der siden 19 har karakteriseret dagligvarehandlen, jf. også afsnit 3 og 4, har bruttoavanceprocenten været under pres. Det er i øvrigt velkendt, at der let opstår fejlvisninger, når nye og ændrede butiksformer mm. vinder indpas. Det er f.eks. vist, at forbrugerprisindeks bl.a. som følge heraf kan overvurdere de faktiske prisstigninger med omkring 1 pct. om året, jf. Boskin kommissionen fra 1996. Dette er også baggrunden for den frygt for deflation i Euroområdet (perioder med faktisk prisfald, der betyder, at forbrugere og virksomheder udskyder indkøb med forlængelse af den økonomiske krise til følge), som er opstået, selv om forbrugerprisindekset i Eurolandene stadig stiger, dog aktuelt med under 1 pct. om året. Som det fremgår af figur 1, er bruttoværditilvæksten i faste priser for dagligvarehandlen i 2007 kun på godt ¾ af niveauet i 19 i henhold til den opgørelsesmetode, der følges i nationalregnskabsstatistikken. Et så usædvanligt forløb i en periode, hvor økonomien generelt set har været i fremgang, er næppe retvisende. 12
Figur 1. Bruttoværditilvæksten i faste priser og antallet af præsterede arbejdstimer i dagligvarehandlen 19-2007. Indeks med 115 110 90 85 80 75 70 19 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 115 110 90 85 80 75 70 Samlede præsterede timer Bruttoværditilvækst, kæde værdier Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken. Som det også fremgår af figur 1 er antallet af præsterede arbejdstimer i dagligvarehandlen i 2007 92 pct. af niveauet i 19. Dette betyder, jf. figur 2, at timearbejdsproduktiviteten i 2007 kun er på 84 pct. af niveauet i 19. Figur 2. Timearbejdsproduktiviteten i dagligvarehandlen 19-2007. Indeks med 90 85 80 75 70 90 85 80 75 70 65 19 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 65 Produktivitet Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken. Det er dette talgrundlag, der ligger bag, at Produktivitetskommissionen ikke blot har opgjort men også taget udgangspunkt i, at timearbejdsproduktiviteten i dagligvarehandlen er faldet med i gennemsnit 1,4 pct. om året fra 19 til 2007. 13
Det er ganske usandsynligt, at der over en så lang periode i gennemsnit pr. år skulle være indtruffet et reelt fald i arbejdstimeproduktiviteten på 1,4 pct. For at underbygge dette er udviklingen i bruttoværditilvæksten i faste priser i dagligvarehandlen i figur 3 sammenholdt med den mængdemæssige udvikling i detailomsætningsindekset for fødevarer og andre dagligvarer for perioden 19-2007. Figur 3. Bruttoværditilvæksten i faste priser i dagligvarehandlen og den mængdemæssige udvikling i detailomsætningen af dagligvarer i henhold til detailomsætningsindekset 19-2007. Indeks med 115 110 90 85 80 75 70 19 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Detailomsætning (mængde) - fødevarer og andre dagligvarer Bruttoværditilvækst, kæde værdier 115 110 90 85 80 75 70 Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken. Figur 3 viser, at den mængdemæssige stigning i omsætningen af dagligvarer i henhold til detailomsætningsindekset i 2007 ligger 11 pct. højere end i 19. Selv om der i såvel afgrænsningen af butiksformer og varegrupper i detailomsætningsindekset ikke er overensstemmelse med brancheafgrænsningen af dagligvarehandlen i nationalregnskabsstatistikken, er det åbenbart, at det ikke kan passe, at den mængdemæssige udvikling i værditilvæksten i dagligvarehandlen i 2007 skulle være faldet til 78 pct. af niveauet i 19, idet dagligvarehandlens mængdemæssige værdiskabelse må være tæt forbundet til den mængdemæssige udvikling i salget af dagligvarer. Den mest nærliggende forklaring på dette åbenbare misforhold er den særlige produktionsopgørelse i handelserhvervene, herunder i dagligvarehandlen, i nationalregnskabsstatistikken. Som det fremgår af figur 4, er bruttoværditilvæksten i løbende priser i dagligvarehandlen, når produktionsværdien opgøres på denne måde, i 2007 kun på 98 pct. af niveauet i 19, jf. figur 4. 14
Figur 4. Bruttotilvæksten i løbende og faste priser i dagligvarehandlen 19-2007. Indeks med 90 85 80 75 90 85 80 75 70 19 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 70 Bruttoværditilvækst, løbende priser Bruttoværditilvækst, kæde værdier Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken. Når forløbet af bruttoværditilvæksten i figur 4 betragtes - et trendmæssigt og uregelmæssigt fald indtil 2005 herefter stærk stigning i 2006 og 2007 - er det meget nærliggende at forbinde udviklingen frem til 2005 med den stigende konkurrenceintensitet, som ikke mindst fulgte med discountbutikkernes betydelige udbredelse, jf. bl.a. tabel 4. Når udviklingen igennem i 2006 og 2007 fik et helt andet forløb, hænger det givetvis sammen med den overophedning af dansk økonomi, der var en realitet i såvel 2006 og 2007, og som ikke blot øgede afsætningen af dagligvarer, men måske også overgangsvist øgede bruttoavanceprocenten. Som anført i afsnit 2, afspejles stigende konkurrenceintensitet sig ikke tilstrækkeligt i de prisindeks, som anvendes, når bruttotilvæksten omregnes fra faste til løbende priser i nationalregnskabsstatistikken. Udviklingen i det sammensatte prisindeks, der i nationalregnskabsstatistikken etablerer forbindelsen mellem bruttotilvæksten i løbende og faste priser i dagligvarehandlen, fremgår af figur 5. 15
Figur 5. Implicit prisindeks bag bruttoværditilvæksten i dagligvarehandlen 19-2007. Indeks med 130 125 120 115 110 130 125 120 115 110 19 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 Pris (deflator) Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken. 6. Konklusion Det er ganske bemærkelsesværdigt, at Produktivitetskommissionen, hvor bl.a. fem økonomiprofessorer har sæde, ikke har forholdt sig til de i afsnit 3-5 afgørende punkter, når udviklingen i dagligvarehandlens produktivitet er behandlet. Det er specielt tankevækkende eller måske ligefrem ironisk, at kommissionen, der netop har tillagt konkurrencepresset en afgørende betydning for produktivitetsudviklingen, ikke har taget højde for, at netop en skærpet konkurrenceudvikling vil reducere den målte produktivitetsudvikling i dagligvarehandlen, når der tages udgangspunkt i nationalregnskabstal! I den generelle metoderapport, Analyserapport 1, stillede Produktivitetskommissionen ellers i udsigt, at de mere branchespecifikke problemer ved at opgøre den mængdemæssige produktion vil blive taget op, når de enkelte branchers produktivitetsudvikling blev fremstillet. 5 Men de specielle og vigtige problemer som anvendelsen af bruttoavancen i handelserhvervene, herunder i dagligvarehandlen, i den undersøgte periode kan føre med sig, er overhovedet ikke behandlet af Produktivitetskommissionen. Dette kunne indikere, at kommissionen end ikke har været opmærksom på de basale regler for produktionsopgørelse i nationalregnskabsstatistikken for handelserhvervene, som Danmarks Statistik naturligvis skal følge. I hvert fald har kommissionen ikke inddraget betydningen heraf for de anvendte produktivitetsopgørelser i dagligvarebranchen. I Analyserapport 1 anføres side 13: 5 Side 26-27 i Analyserapport 1 er det således anført: I del 2 bliver de mere branchespecifikke problemstillinger vedrørende deflatering gennemgået. 16
Data og måling er akilleshælen i enhver analyse af produktivitet. Produktivitet er svært at måle, og selvom man måler rigtigt, er fortolkningen af tallene afhængig af, hvilken branche man analyserer. Det blev understreget af en række branche- og interesseorganisationer, da Kommissionen bad dem komme med bud på at løse Danmarks produktivitetsproblem. Et særskilt fokus i rapporten er derfor, hvordan man måler og fortolker produktivitet. Det er et vigtigt spørgsmål. Ikke kun for Produktivitetskommissionen, men også fordi forkert brug af tal kan give anledning til, at landets politikere træffer beslutninger på et fejlagtigt grundlag. Havde Produktivitetskommissionen fulgt det, som den selv anførte i dette uddrag, ville kommissionen have indset, at den opgjorte produktivitet for dagligvarehandlen i perioden 19-2007 på i gennemsnit -1,4 pct. om året var direkte fejlagtig. Produktivitetskommissionen drager meget afgørende og vidtrækkende konklusioner med udgangspunkt i det anførte og fejlagtigt opgjorte produktivitetsfald i dagligvarebranchen. Planlovens detailhandelsbestemmelser, der regulerer størrelse og placering af butikker, foreslås således væsentligt lempet ved bl.a.: - At give generel tilladelse til at etablere væsentligt større butikker, herunder hypermarkeder, i Danmark, - At reglerne om placering af butikker væsentligt lempes, - At det i forlængelse af den foreslåede ophævelse af forbuddet mod nye hypermarkeder undersøges, om der skal laves et internationalt udbud af arealer hertil med deltagelse af interesserede kommuner. Derudover anføres, at det bør overvejes at lade det være op til de enkelte kommuner at fastsætte regler for butikkers størrelse og placering altså at overgå fra central til decentral styring af butikkers placering. Hensigten med Planlovens bestemmelser vedrørende detailbutikker er bl.a. at koncentrere borgernes dagligvareindkøb i bymidterne. Igennem årtier er byernes infrastruktur blevet udviklet med udgangspunkt i bymidterne, og bestemmelserne i Planlovens detailhandelsbestemmelser skal medvirke til, at der fastholdes et aktivt liv i byernes midte. Hvor vigtigt dette er for velfærdsudviklingen og herunder også for produktivitetsudviklingen, fremgår af mange undersøgelser, se bl.a. Triumph of the City af Glaeser (2011). Dette ligger eksempelvis også bag, at en række danske kommuner netop i disse år inddrager arkitekter m.v. i bestræbelserne på at opretholde og udvikle et levende bymiljø, der i mange byer er udfordret. Hertil kommer, at hypermarkeder jo åbenbart vil forstærke problemerne for Udkants-Danmark. Produktivitetskommissionen nævner selvfølgelig også sådanne konsekvenser, men bagatelliserer desværre disse. Her skal blot anføres to afgørende eksempler herpå. Angående følgevirkningerne af at tillade større butikker og åbne op for mere decentral, dvs. kommunal styring af butikkers placering, anføres således: 17
Der er umiddelbart ikke grund til at antage, at de ovenstående hensyn ikke ville blive taget i betragtning i de enkelte kommunalbestyrelser, hvis disse fik mulighed for at afvige fra reglerne i planloven. Der kan således sættes spørgsmålstegn ved nødvendigheden af overordnede begrænsninger på butiksstørrelser og placering, der er vedtaget centralt i Folketinget., side 122 i Analyserapport 2. Ud fra den foreliggende viden om en række kommuners tidligere planer for etablering af indkøbscentre, der blev standset via opstramninger af Planloven, er dette udtryk for en meget tvivlsom vurdering, hvilket yderligere understreges af, at kommunale ansøgninger om dispensation fra Planlovens bestemmelser hidtil er blevet centralt afvist i henhold til Planlovens hensigt. Og de mulige negative konsekvenser for den bredere samfundsudvikling undervurderes også. Der tages f.eks. ikke rigtig hensyn til, at forbrugernes tidsforbrug til indkøb ikke indgår i nationalregnskabsopgørelserne, men det reducerer naturligvis fritiden og dermed velfærden. Hertil kommer, at den stigende internethandel mv. sætter spørgsmålstegn ved bl.a. hypermarkedskonceptet, hvilket allerede er kommet til udtryk i andre lande. Det bør der heller ikke ses bort fra. Kilder: Boskin Commission Report 1996. Towards a more accurate measure of the cost of living. Washington. Denison, E. F. 1967. Why Growth Rates Differ. The Brookings Institution. Glaeser, E. 2011. Triumph of the City. The Penguin Press. Produktivitetskommissionen 2013a. Danmarks Produktivitet hvor er problemerne. Analyserapport 1. København. Produktivitetskommissionen 2013b. Konkurrence, internationalisering og regulering. Analyserapport 2. København. Sørensen, C. 2003. Nationalregnskab, betalingsbalance og udenrigshandel. Økonomisk Samfundsbeskrivelse. 4. udgave. Systime Academic. 18