treogtyve #23 Jan Sonnergaard KULTURCENTRALEN Lotte Skadborg Hansen Tingelingelater honky tonky Rune T. Kidde EN GOD GANG MØG magasin for litteratur og billeder 2007 kr. 65 treogtyve - skrot og skrammel Isak Thorsen REKONSTRUKTION AF ISBJØRNENS VERDEN
KOLOFONEN SENTURA #23 Udgiver : Foreningen Sentura med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter samt Bladpuljen. Redaktion : Nina Larsen (ansvh.) Signe Amstrup Sanne Lindberg Gylling Heidi Koch Tokle Kirsten Haagensen Frederik Bjerre Andersen Trine Münster-Swendsen Webredaktion : Johnny Hedegaard Madsen Layout : Trine Münster-Swendsen Tryk : Mediefabrikken ISSN : 1398-6562 Forside : Lotte Skadborg Hansen Forsidebilledet er lavet udelukkende af indholdet af Lotte Skadborg Hansens papirkurv, som længe havde trængt til at blive tømt. Indholdet blev sorteret i 10 forskellige bunker efter farve og karakter (lyserødt/pink, grøn, organisk materiale etc.). Efter montering blev det ikkeanvendte smidt i en gennemsigtig affaldssæk og fragtet til den lokale genbrugsstation.
03
04 Sentura # 23
INDHOLD 07 leder 08 mads rangvid : gud på nørrebro 09 maja lucas : skrald 10 eva ørum / cphx : skrammelpladsens slumrende hemmelighed 14 rune t. kidde : en god gang møg 15 dea simonsen : smiley & shit 16 isak thorsen : rekonstruktion af isbjørnens verden 18 rasmus svarre hansen : tiger 18 claus ankersen : gammel tiger i nye striber 20 claus poulsen : fotografier fundet på loppemarked 22 Trine Münster-Swendsen : hydrophyte 24 senturas redaktion : fakta 26 claus ejner : scener fra abonnentens nekrolog 29 maja lucas : skrald 30 helten nina soja : 2 skuffer* 32 claus poulsen : fejl scan 36 maja lucas : skrald 37 lotte skadborg hansen : tingelingelater honky tonky 40 lais christensen : mørk sø 43 maja lucas : skrald 44 frederik bjerre andersen : skrot 45 maja lucas : skrald 46 jacob suhr thomsen : næstved lige om lidt 48 jan sonnergaard : kulturcentralen indhold 05
06 Sentura # 23
Skrald sentura Velkommen til et magasin, ingen vil have. Sentura #23 handler om skrot, skrammel og skrald: ting, der er smidt bort; billeder, der er kasseret; tanker, der er efterladt med overlæg. Det er som regel kun klunsere i klodset tøj og med kejtede gangarter, der roder op i skrotbunker, affaldscontainere og papirkurve. Men det er nu synd for meget skrot og skrammel er kun affald i den kontekst, det blev fundet. Måske passer den grønne mikrobølgeovn ikke til dit køkken, men til naboens. Måske var ideen om at genbruge rustne cykelvrag ikke ment for dig, men for en anden. Mange ting fortjener en chance til: på gaden, på papir og i tankerne. Derfor har vi fået en række danske forfattere, billedkunstnere og kulturpersonligheder til at rode op i rodebunken. For ikke at sige: Der ligger ofte megen kunst gemt i alt det kasserede. Når du er færdig med at studere forsiden af Sentura #23, kan du se mere af Lotte Skadborg Hansen længere inde i magasinet, hvor hun har samlet en konfirmationstale op fra hjernebarkens rendesten. Du kan også få et glimt af Nordisk Films glemte annaler og kigge ukendte feriegæster dybt i øjnene på Claus Poulsens fund af efterladte fotografier. Forfatteren Jan Sonnergaard fortæller om bøgernes evige jagtmarker i antikvariatet Kulturcentralen, Eva Ørum fra Copenhagen X beretter om en forlængst fortrængt byggegrund i hjertet af København. Claus Ankersen har genbrugt og genfortalt en fabel af Jorge Luis Borges, mens Helten Nina Soya dykker ned i sin barndoms skuffedarium. Rundt om i bladet har Maja Lucas tabt små beskeder, der i al beskedenhed nok er værd at samle på. Der er nok at rode rundt i. Og selvom tidsskrifter og aviser som regel har en sidste holdbarhedsdato, er der ingen grund til at smide dette nummer af Sentura ud efter brug det kan sagtens genbruges. leder 07
Gud på Nørreport Af Mads Rangvid Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen. (Første Samuelsbog 2, 8) Vi går forbi kiosken på Nørreport Station. Hun skal lige købe cigaretter. Flere mennesker flokkes rundt om lugen, så hun kommer ikke først og må vente på tur. Ved siden af lugen og ved siden af mig står en ikke særlig høj, afrikansk mand og knuger en halvtom Tuborg mod brystet. Han trækker skuldrene op mod ørerne og taler med sig selv. Det er februar, mørkt og modbydeligt, og han må have det rigtig koldt i den friskt kulørte, men alt for tynde og beskidte vindjakke. Han ser forpjusket ud, ligner en trækfugl, der er fløjet den forkerte vej. Jeg tænker på, hvor han mon har jakken fra, og hvad hans historie kan være, siden han står her på Nørreport med en flaske og fryser. I mit hoved former sig hurtigt en historie: Dafur, vold, rædsel, flugt. Han er en af de mange flygtninge, der har ventet på et center alt for længe, og som derfor hellere vil tilbringe sine dage her end der. Han rynker på næsen et par gange. I smell Christians, siger han med så tyk accent, at ordene først er ubestemmelige. Jeg beder ham gentage. I smell Christians, siger han igen og peger på gruppen foran lugen med en majestætisk cirkelbevægelse med flaskehånden. Det er deriblandt, den kristne må befinde sig. One of you is Christian, siger han. Jeg siger»okay«og smiler venligt. Men straks efter bruger jeg min venligste og kjerligste stemme, da jeg forklarer, at jeg altså ikke er kristen, så det må være en af de andre, der lugter. Han stirrer mig længe i øjnene, som vil han udgrunde af mit blik, om jeg taler sandt. Jeg stirrer spændt igen. Øjnene er store og blodskudte, men klare og meget intense, de stikker ud mod det mørke ansigt. De lyser af, hvad jeg tror, er vanvid. Vores ansigter er så nær hinanden, at jeg kan mærke ånden. Efter en evighed udbryder han abrupt:»i m God«. Spændingen er udløst, nærværet forsvinder. Jeg bliver ikke overrasket, men smiler og siger igen: Okay. I mellemtiden har hun gjort sine indkøb. Jeg siger farvel til manden, og vi vender os og går. Ganske kort efter, vi er knap gået fem skridt væk fra kiosken, hører jeg en ukendelig stemme insistere:»i am God!«Ude i det åbne bærer den kolde vind os straks videre. 08 GUD PÅ NØRREBRO : Mads Rangvid
En jakke på en bøjle i vinden som en krop der vrider sig af smerte. Maja Lucas : Skrald 09
Skrammelpladsens slumrende hemmelighed Matr. Nr. 257 Sankt Annæ Øster Kvarter, Frederiksgade 2-4 Af Eva Ørum Kun dobbelt så stort som et parcelhus i forstæderne. Større er den ikke, den lille skramlede grund, der gennem mere end hundrede år har ligget dovent hen og lokket generationer af arkitekter ind i sit lille søvnige gab for at lade dem prøve kræfter med en gåde af science fiction-lignende dimensioner: Hvad er den allersidste brik, der udgør indgangen til aksen i nordens største rokokoanlæg?. Hvert eneste forslag er blevet tygget drøjt igennem for blot at blive spyttet ud igen. Trods ærgrelser, besvær og mange kuldsejlede planer fortjener grunden en hyldest for igen og igen at sætte svingninger i de helt store tanker og reaktioner, der handler om, hvad arkitektur skal og kan. Og det er selvom, den i nyere tid kun har ladet sig indtage af en benzintank og siden hen en pølsevogn med soklerne godt plantet i den københavnske muld. Eller måske netop derfor? Hvis man kunne fremmane fortidens utallige forslag i luften over skrammelgrunden på hjørnet af St. Kongensgade og Frederiksgade, ville man ikke kunne se Marmorkirken for bare skrottede skitser fra generationer af slidsomme arkitekter. Hver og én må have skuet mod den vældige kuppel og det symmetriske byggeri og tænkt: Denne gang! HER har I den rette løsning! Men ak. Her svirrer tegninger af tro stilkopier af Meldahls boligejendomme, der ligger over for grunden. Her er forslag om at opføre et så anonymt byggeri som muligt i respekt for den vældige kirke. Der findes forslag om at bryde helt og aldeles med alt i omgivelserne og opføre noget fuldstændigt fremmedartet. Så er der forslag om for alt i verden at undgå alt fremmedartet! Og om simpelthen helt at lade være med at bygge. Under alle omstændigheder hellere den ufuldendte end en banal slutning på et ellers smukt værk, som en vred debattør meddelte offentligheden som indsigelse mod ét af de seneste årtiers forslag, der skulle give løsningen på gåden om det helt rigtige byggeri. Hvert evig eneste forslag har rejst et tocifret antal skarpe, selvsikre og lidenskabelige modforslag og reaktioner fra en kyndigt vidende og meget engageret omverden af fagfolk, kirke, gud og hver mand. Lad os lægge alle disse reaktioner sammen med mængden af skitser. Vi tilføjer herefter de adskillige projektopgaver fra Kunstakademiets Arkitektskole og reserverer så lidt ekstra plads til de forslag, der aldrig er nået frem til andres vurdering. Resultatet er vildt! Det giver nemlig ét stykke jord, der på færrest kvadratmeter, bare tohundredefireoghalvfems, har samlet det største antal tænkelige trosretninger og mavefornemmelser for, hvad det fuldendte er for noget, når det skal omsættes til fast form. At hævde at grunden er en hyldest værdig er ikke rigtig smagsdommeri. Det er matematik. Men hvad vogter det over, det lille slumrende dyr, der i folkemunde har fået navnet Tietgens Ærgrelse? Hvorfor vil det lille stykke jord efter mere end 100 år ikke lade sig indtage? Hvorfor sætter det igen og igen så mange følelser i brand? Ja, endda med en sådan kraft, at selveste Stiftsøvrigheden inden for de seneste 20 år har nedlagt regulært veto over for konkrete byggeforslag hele to gange. I 1990 svirrede endda påstande om, at afvisningen var så rungende, at man helt undlod at svare på kontaktforsøg fra kommunen, der håbede på, at lidt ændringer kunne gøde jorden for det aktuelle forslag. Tietgens Ærgrelse er sidste hjørne før det store rokokoanlæg, der udgør Frederiksstaden. Det er det kvarter, der er omkranset af Esplanaden, havnen, Sankt Annæ Plads og Bredgade. Det er dét kvarter i byen med de skarpeste akser, det mest retvinklede gadenet, det mest gennemtænkte hierarki bygningerne imellem og den mest gennemført symmetriske orden. Ja, så fint fandt landets virkelige smagsdommere Nicolai Eigtveds anlæg fra 1700-tallet, at de for nyligt lod hele kvarteret optage i Kulturministerens kanon, som var det ét monument. Det var med forestillingen om den ideelle by, at Frederiksstaden blev anlagt grænsende lige op til det gamle København med de smalle, krogede og mørke gader. Fra sit centrum i den ottekantede Amalienborg Plads hvor anlæggets to hovedakser skærer hinanden, blev der anlagt by med åbent, lyst og bredt udsyn og masser af plads og æstetik til kongehus, adel og det bedre borgerskab. 10 Sentura # 23
Jeg har bestræbt mig på at tegne en anonym bygning, som lægger op til kirken. Hverken for tæt eller for afvigende Forbindelsen til Gud blev nedfældet i skitserne til Marmorkirken, der dengang fik navnet Frederikskirken efter ophavsmanden til det store projekt, Frederik d. 5. Arkitekten Nicolai Eigtved døde. Jardin tog over, men udgifterne løb løbsk. Og i 1770 blev byggeriet stoppet helt. I mere end 100 år lå ruinen hen med sin manglende kuppel, som en fed torn i øjet på mange af datidens arkitekter. Flere forsøgte at fuldende det guddommelige, sikkert med tanken: Denne gang! HER har I den rette løsning! Men ak De pompøse planer var alt for dyre, og det lykkedes ikke. Men så kom den rige og kompromisløse finansmand C.F. Tietgen. Han købte kirken og grundene omkring 1874 og efter at have hukket nogle hæle og klippet nogle tæer, stod kirken endelig færdig i 1894. Omkring kirken lod han arkitekten Meldahl opføre det symmetriske byggeri af borgerhuse, som den endelige fuldendelse af Frederiksstaden næsten. For én lille grund kunne han ikke få fingre i. Hjørnet ved St. Kongensgade og Frederiksgade, som også omfatter de tre syttenhundredetals-huse, der grænser op til grunden i St. Kongensgade. Der er ikke så meget at sige til, at den lille grund har fået tildelt en betydning af næsten religiøs karakter. Den er ikke bare ufatteligt dyr at bebygge. Den har ikke bare særlig historisk betydning, som den ærgrelse, den gav C.F. Tietgen og mange efter ham. Den er heller ikke bare den sidste brik i aksen gennem nordens største og fineste rokokoanlæg. Nej, gennem årene er den som forplads til kirken blevet til gravplads for flere skrottede spekulationer om det fuldstændige end noget andet stykke jord i landet. Hvem ville ikke ryste lidt på hånden over at skulle stede den historie til hvile? For hvad er den brik, der mangler i svaret på gåden om hvad, der kan fuldende værket? Er det den, der falder lige i hak og skaber orden i livet og ro i sjælen? Er det den, der træder i karakter og gør en dyd af at gøre det stik modsatte? Er det den, der bare frustrerer enhver, der prøver at finde den, fordi den slet ikke vil findes? Eller svirrer den bare et sted mellem alle de skitser, spekulationer og udråb i luften over den nu forduftede pølsevogn? Sikkert er det i hvert fald, at lugten fra pølsebageriet har lokket den ene arkitekt efter den anden til sig, som sirenerne lokkede sømænd med deres skønsang. Så helt ubetydelig har den lugt i hvert fald ikke været. Som en arkitekt skrev i avisen som svar på en andens krav om at blive kvit med Pølsevognens Pest, som stedet også er blevet kaldt: det er en af de mest pølsevognede pølsevogne man har, og pølsemanden er rar (...) Pølsemand hold ud! Ånden er efter dig! Holdt han i virkeligheden brikken i sine hænder? Epilog Netop nu er en ny række forhandlinger om et byggeri på grunden i gang. Byggeriet er tegnet af engelske og internationalt anerkendte arkitekt, Tony Fretton. Om han får begravet gåden for evigt vides endnu ikke. Citater er fra høringssvar, avisartikler og udtalelser fra de seneste tyve år. skrammelpladsens slumrende hemmelighed : eva ørum / CPHX 11
Stilbruddet i det udarbejdede projekt er for markant til at den oprindeligt tiltænkte harmoni kan genskabes, den oprindelige tanke var jo netop, at alt byggeri omkring kirken skulle være ens. 12 Sentura # 23
skrammelpladsens slumrende hemmelighed : eva ørum / CPHX 13
EN GOD GANG MØG Af Rune T. Kidde Jeg er menneskeskrot, jeg er badet i blåt. Hjertet er nothing, og livet er not. Kantede klumpspring med tanker i ring. Dødsfald og drab og dæmoner på spring. En hønissekrop i en dinglende strop, der altid går nedad og aldrig går op. En livsnarkoman i en klam cellofan. Mit hjerte er sekulært, sjælen mundan. Ingen ressourcer og ny energi. Blottet for positiv livssympati. Dansende dødt til en tabt melodi. Jeg skodder min smøg, mens jeg kvæles i røg og kværnes af livsrytmens pulsende støj. Jeg føler mig gammel og gråsort og brugt. Min kælder er vammel af svulmende fugt. Min skæppe er nedsat. Mit livslys er slukt. Da ser jeg med ét på de sko, jeg har slidt og halvtomme flasker med klar akvavit en verden af livslyst og halvgammelt skidt. Jeg priser det bugnende, hengemte liv, der leger tagfat i mit affaldsstativ og cleaner mit hengemte levnedsarkiv. Kapsler og dåser og bortglemte ting føjter fornøjede, fyrigt omkring, mens affald og møg det står muntert på spring. Skrot er flot, skrot er godt, skrot er hæmningsløst hot. Gammelt og gråt, rigt rislende råt. En herlig kylevækkompot. Et skrotkomplot. Et affaldsbåt, En salig søl af udslipsvådt. Et skrammelhav af affaldsrav, der hilser mig: godaw, godaw! Jeg kaster mig i skrottens hob med skoddet i mit horoskop og bliver affaldsfilantrop. Jeg pudser med en snavset klud min hudormebesatte tud og kyler lystigt kroppen ud. Sjælen bli r til blå asbest og hjertet hamrer allerbedst som stormen mod et sønderblæst olieraffinaderi med stålets uafbrudte skrig af brudte hængslers symfoni. Overflodens skuespil med tonstung vægt af skrammel til er alt, mit skumringshjerte vil. Når jorden den er ødelagt, så svæver vi blandt stjerners pragt i universets store takt. Så kender vi den store spøg og flyver uden krop og tøj befriet af en god gang møg. 14 EN god gang møg : rune t. kidde
smiley & shit : Dea simonsen 15
16 Sentura # 23
Rekonstruktion af isbjørnens verden Af Isak Thorsen Man kunne sige, at mit arbejde går ud på at sætte skrot og skrammel sammen. Ud fra bevarede fragmenter rekonstruerer jeg fortællingen om den største filmsucces i Danmark Nordisk Films Kompagni. I stumfilmstiden var selskabets karakteristiske varemærke med isbjørnen på toppen af kloden kendt over hele verden. Traditionelt har selskabets film fået opmærksomheden. Det, der også interesserer mig, er Nordisk Film som virksomhed. Hvor stort var selskabet egentlig? Hvordan var filmproduktionen organiseret? Hvor i verden blev de danske film set? Og hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, at et selskab fra et lille land som Danmark pludselig kunne dominere på filmens verdenskort? Heldigvis var Nordisk Film bevidst om sin egen storhed. For meget af det, der ellers ville have været kasseret, er blevet gemt. Størstedelen af selskabets kontorarkiv har nemlig overlevet. Skæbnesvangre breve mellem direktørerne, sirligt førte protokoller over, hvilke, hvor mange og hvor selskabets film endte henne i verden, og referater fra forlængst glemte møder holdt af i sin samtid betydningsfulde mænd er blandt det, som er gemt. I flyttekasser, kufferter og indpakket i brunt papir og sejlgarn var arkivet i årevis stuvet af vejen på Paladsteatrets loft. Sidenhen på Filmmuseets loft i over 20 år, for endelig at blive gennemgået, registreret og katalogiseret. Hyldemeter efter hyldemeter står Nordisk Film Samlingen nu pænt ordnet i glatte stålskabe på Det Danske Filminstitut. Alt er dog ikke gemt. Tidens tand har gjort sit indhug. Andet er blevet kasseret, brændt og bortskaffet. Men i det overlevede materiale ligger brikkerne til at samle puslespillet af en uendelig, næsten uoverskuelig mængde af store og små historier. En note om et hemmeligt forretningsudvalg, hastigt skrevet på en papirlap med blyant, er fortællingen om gode danske mænds aldrig fuldbyrdede drøm om et altdominerende europæisk biografnetværk under den første verdenskrig. Et bevaret telegram med afslaget på kontraktforhøjelsen, der fik selskabets største stjerne Valdemar Psilander til at forlade firmaet. Psilander døde kort tid efter, men Nordisk Film havde heldigvis så mange nyindspillede film med stjernen på lager, at de i flere år efter hans død kunne udsende den ene Psilander mindefilm efter den anden. Og direktør Wilhelm Stæhrs forespørgsel til lederen af selskabets filial i New York, om at huske at sætte forskellige frimærker på brevene til hans søns frimærkesamling, giver pludselig Stæhr et menneskeligt ansigt. General Stæhr blev han kaldt, og i adskillige skuespillererindringer bliver han fremstillet som noget af en hård hund, der styrede studierne i Valby med hård hånd. Han var ikke én, der var synderligt interesseret i at give instruktører og fotografer mulighed for at lave kånst, som Stæhr angiveligt kaldte det. Det gemte skrot bliver levende, og ud af fragmenterne genopstår billeder af personer, begivenheder og handlinger. Personer, der til at begynde med blot er navne og titler på et stykke papir, får liv og blod. Gennem det efterladte affald får de karakter og nuancer, og det er nærmest som om, jeg lærer for længst afdøde mennesker at kende. Skraldet og skrottet får sit andet liv. Når jeg engang har sat punktum i min rekonstruktion af fortællingen om filmselskabet, kan skraldet komme tilbage på sine hylder. I pæn nummerorden kan protokollerne, referaterne, brevene og alt det andet vente til den næste rekonstruktion og genoplivning. rekonstruktion af isbjørnens verden : Isak thorsen 17
Gammel tiger i nye striber Uddrag af: Mappen er ikke territoriel den er faktisk ret large! Af Claus Ankersen Vågne drømme The map is not the territory, hulkede Elohi Korzybski utrøsteligt. Hvordan skal jeg nogensinde kunne finde vej ud af denne labyrint? Vennen overfor så hans fortvivlelse og besluttede straks at hjælpe. Du skal bare holde til højre. Hele tiden til højre. Ved hvert sving. Så finder du ud. Sådan er labyrintens natur. Den spinder sig altid venstre om sit selv, forstår du. Man siger Sankt Georg var labyrint. Siger du det? Korzybski greb halmstrået og så op på vennen med nyt håb. Tjener, kaldte han. Lad os få to sprøde lymfeknuder. De drak. I nat, filosoferede vennen, drømte jeg, at jeg mødte mig selv som dreng. Ude på landet. I skoven, hvor jordvejene er delt af alfegrønt græs. Jeg stod i indkørslen til mit barndomshjem og så en flok unger lege på plænen foran den lange, gule hovedbygning med stråtaget og egetræs kragetræerne. Jeg genkendte straks mig selv, endnu før jeg opdagede mig. Men så vendte jeg mig om midt i legen og så mig stå dér. Jeg var forundret, da jeg kom helt hen til mig og kiggede ned og op, og så ind i mit alvorlige, kønne, mørke barneansigt under den blå mælkemands-kasket. Jeg kendte mig ikke. Eller rettere; jeg kunne ikke genkende den, jeg var blevet til. Jeg var fremmed for mig selv. Hvad skete der så? ivrede Korzybski nysgerrigt. Så vågnede jeg, svarede vennen. Fra s. blå appelsin abehånd. Oversat af Lucas Sarbo
Dreamtigers Uddrag af: Borges og Jeg Af Jorge Luiz Borges: Som barn hengav jeg mig lidenskabeligt til dyrkelsen af tigeren: ikke den lysbrogede tiger fra græsstepperne i Paraná og det forvirrede Amazonas, men derimod den stribede, asiatiske, kongelige tiger, som kun krigere tør angribe fra et tårn båret af en elefant. Jeg plejede at stå foran et af burene i Zoologiske Have i evigheder; Jeg bedømte de omfangsrige encyklopædier og naturhistoriske bøger ud fra deres tigres pragt. (Jeg genkalder mig stadig disse billeder: jeg, som ikke fejlfrit kan huske en kvindes ansigt eller hendes smil). Barndommen gik, tigrene og min lidenskab for dem falmede, men de huserer stadig i mine drømme. I denne sunkne og kaotiske jungle hersker de stadig: sovende forstyrres jeg af en eller anden drøm, og med ét ved jeg, at jeg drømmer. Da plejer jeg at tænke: Dette er en drøm, min viljes rene forlystelse, og siden jeg nu besidder uindskrænket magt, vil jeg skabe en tiger. Oh, uduelighed! Det lykkes aldrig mine drømme at frembringe det så inderligt efterstræbte rovdyr. Tigeren kommer ganske vist til syne, men sønderlemmet eller kraftesløs, eller i uantagelige afvigelser fra sin form, eller med en utilstedelig størrelse, eller alt for flygtig, eller med mindelser om en hund eller fugl. Fra s. 21-22. Oversat af Morten Søndergaard
20 Sentura # 23
fotografier fundet på loppemarked : claus poulsen 21
Et fint eksempel på skrald brugt i installationskunst. Set plantet i Nevadas ørken på Burning Man Festival 2006. Almindelige brugte vandflasker, tilsat en smule farve og to små snit er i ørkenens blæst blevet til en smuk lille syngende oase. 22 Sentura # 23
hydrophyte : Trine Münster-Swendsen 23
1 Der er mindst 7.252 skraldespande i Københavns parker og gader, hvor de blandt andet står placeret diagonalt i lyskrydsene. Hver dag bliver der kørt 25 tons affald ud af byen. Til gengæld afleverer byens hunde hver dag afføring til hovedstaden i en mængde, der kan fylde en bus. 2 I Randbøldal Statsskovdistrikt har skovfogeden fjernet alle skraldespandene. De gav nemlig mere affald omkring stativet, end der kommer i skoven, når der slet ingen skraldespande er. Desuden var skovens dyr slemme til at skramle rundt omkring bøtterne og sprede affaldet. 3 I 2002 blev der indsamlet 718.000 tons jern- og metalskrot i Danmark. 57.000 tons var bilskrot. Det år eksporterede Danmark 535.000 tons skrot til udlandet, mens de resterende 183.000 tons jern og metal blev købt og omsmeltet af Stålvalseværket i Frederiksværk. Siden da har værket skiftet ejer og forarbejder nu i stedet importeret stål fra Rusland. 4 IdéNyt rummer utallige forslag til genbrug af skrot og kasserede genstande. En ødelagt tallerkenrække kan repareres med et par søm og bruges som en anderledes hylde anno 2004. Hvis du falder over en gammeldags suppeterrin med skår eller uden ører, er rådet også entydigt: brug den som potteskjuler i vindueskarmen. 5 Komponist og forfatter til de to vers i sangen Fætter Mikkel er ukendt. Men sangen begynder med linjerne: På en skrammelplads/ mellem jern og glas/ og en masse andet affald. Det er muligvis de linjer, der i 2005 fik informationsmedarbejder Flemming Bauer fra Vestforbrænding til at tilføje et par ekstra vers i midten af sangen til fætter mikkel. 24 Sentura # 23
8 I 2003 var en gennemsnitlig affaldsafgift i Fjerritslev Kommune på 111,52 kroner per ton. I alt fik kommunens genbrugscentral indtægter for 954.514 kroner mere end budgeteret ikke mindst på grund af et stort salg af jernskrot. 9 For biler afmeldt efter den 30. juni 2002 udbetales 1.750 kr. i skrotpræmie. For biler afmeldt i perioden 1. juli 2000 til og med 30. juni 2002 er godtgørelsen 1500 kr. Præmien er skattefri, men du skal selv betale for ophugningen af køretøjet. 10 Skrot parkometrene, harcelerede Venstres lokalformand i Dragør, Erling Daell, i 2006. Han frygtede, at det ville få mange borgere til at vælge alternative indkøbsmuligheder, fx. i Kastrup med gratis parkering. Dragør har så vidt vides ikke fået sine parkometre endnu. 7 På Rødekro Ældrecenter er det en tradition, at personalet mødes på stuen, når en af beboerne har fødselsdag. Fødselaren får også en blomst fra ældrecentret men de øvrige arrangementer skal pårørende tage sig af. Service, papir, dug og servietter bliver sat frem, men familien skal selv klare borddækning og afrydning: Der er en rullevogn til rådighed, og affald smides i skraldespanden. 11 På bandet Düreforsögs debutalbum Knee spiller Rune T på skrammel, blandt andet et støvsugerrør. Gruppen har ikke givet lyd fra sig siden 2005. Selvom der angiveligt indgår meget skrammel på Tom Waits mange seneste albums, optræder det kun under titlen percussion. Til gengæld er der mindst én gang nævnt i covernoterne, at nogen spiller på støvler. 6 Hvert år indsamles der 900 ton affald på Roskilde Festival, heraf næsten en million dåser. I 2006 hjalp gæsterne selv med ved at indsamle 23,5 ton i løbet af festivalen. Abelejren samlede mest ind, nemlig 394 fyldte sække. Det fik de 394 øl for. 12 Mennesket mister flere tusinde hjerneceller om dagen blandt andet ved at drikke alkohol, slå hovedet og ved overhovedet at leve. Hver dag bliver der glemt op mod fem mobiltelefoner og fire bærbare computere i Københavns Lufthavn. Hver fjerde bliver aldrig hentet igen. fakta : senturas redaktion 25
26 Sentura # 23
Artikel : claus ejner 27
28 Sentura # 23
Drøm Jeg giver dig langsomme lussinger, men du har fået bumser, så din hud er smattet at røre ved, og du har fået briller, som jeg bliver nødt til at prøve at slå af. maja lucas : skrald 29
30 Sentura # 23
2 skuffer* Af Helten Nina Soja hvide bakker som pukler mellem træerne digterne døde midt på dagen i deres reoler inde i byen varme sorte fugle samt en enkelt hest skriver alfabetet ned i jorden drivende øjne vælter tunge parabler ned i spanden børnene blæsten i ansigtet dage der tælles på kakler det er en fantastisk verden jeg har orkestreret præsident Chavez hoved længere fremme i en svensk kupé områder med tåge af skiftende tæthed dådyrantennen bag pissoiret træspånerne på Skanderborg station gennemblødte gule dyr skratten fra en gammel sang lakplader og nedslag på Hot Club de France ventetiden ved færgelejet gopler på lur bilerne vinkende af hinanden et hav af byer fra tid til anden stikker spirerne op aflange prikker midt i replikken bøtterne tømmes svinder ind efterhånden slottene dryppes på plads mellem bakker før de danner sø tovet om pælen fyrretræer duften et nyvasket trægulv bøddelknude sensommer høloftet slikker sol på marken skaller sandpapir fugtige udhuse fyldt med mus det er en fantastisk verden jeg har orkestreret Læsø oppe på himlen vugger mod forliste klipper strømmende signaler et hvalhoved kigger på trafikken håret dufter skæg i spejlet dybe celler græsset sover sandet tørrer i bunden af glasset radiatorvarme myrernes bo pausesignalet nede om hjørnet kirkeklokker midt i musikken svensknøglen spænder brædder fortets harpiks klister i hånden blinde vinkler høje huse gamle kogler meget er faldet fra himlen siden da * = Siden Helten Nina Soja var et meget lille barn, har hun haft en kommode. Kommoden har altså fulgt hende hele livet. Forleden tømte hun kommodens to øverste skuffer. I et forsigtigt forsøg på at udfase kommoden af sit liv. Skuffernes indhold manifesterede sig dog efterfølgende tekstligt. De to ovenstående tekster er således resultatet af Helten Nina Sojas kamp med kommoden og fortiden. 2 skuffer : Helten Nina Soja 31
32 Sentura # 23
fejl-scan : claus poulsen 33
34 Sentura # 23
fejl-scan : claus poulsen 35
På vej hjem fra Hovedbanegården går jeg forbi en brændende container. Det føles dybt tilfredsstillende at vide nøjagtigt hvor sirenerne er på vej hen. 36 skrald : maja lucas
Tingelingelater honky tonky Privathistoriske efterladenskaber I 1998 erhvervede jeg mig på et loppemarked et ringbind med en samling af konfirmationssange. Flere af sangene har kladdetræk såsom slåfejl og tilskrivninger, og flere af dem har på trods af adskillige års afstand i datering påfaldende mange ens træk f.eks. helt enslydende begyndelsesstrofer. Disse træk sandsynliggør, at det er en professionel rimsmeds samling af egenhændigt udførte bestillingsværker og ikke bare en almindelig konfirmationssangssamling. Sangene er for størstedelens vedkommende skrevet på skrivemaskine. Tidsmæssigt strækker de sig fra 1952 til op i 1980 erne. Der er tale om sange i anledning af Anders, Anja, Ann-Beth, Anne, Annette, Bjørn og Bjørn, Brian, Charlotte (kaldet Lotte), Dannie, Dina, Heidi, Henrik, Jan og Jan, Jeannie, Jesper, Jette, Kenn, Kent, Lene, Linda, Lisa, Mark, Mikael, Morten, Ole, Peter, Pia, René, Rikke og Rikke, Søren, Thomas og Toms konfirmationer. Fanebladene i ringbindet er hjemmelavede af forhåndenværende pastelfarvet karton. Genreskabelonen Konfirmationens kulturhistoriske betydning som symbolsk overgang fra en livsfase til en anden slår tydeligt igennem i sangenes komposition. Dog ikke i en ren kronologisk livsgenfortælling. Formen er i stedet: Udgangspunktet er nu et det syngende nu. Dernæst kaster sangen et tilbageblik til livets begyndelse. Den bevæger sig gennem barndommen frem mod nutiden og gisner til sidst om fremtiden, før den igen ender i det syngende nu, hvor sangens slutning og den derpå følgende fælles skål indvarsles. I det følgende vil jeg se nærmere på de forskellige indholdselementer i denne komposition. I det syngende nu gøres det klart, at sangens fortæller er det kollektive vi omkring bordet. Vi synge vil en vise / i kreds om dette bord / ( ) prise/ i bas og i tenor etc. og Vi samlet er i festligt lag / på Kenn og Anjas store dag. Det er en del af fejringen, at man fortæller konfirmandens liv: Derfor har vi sat på prent/ lidt om hvad der hændte Kent. Dette vi vil ta et lille kik/ på årene der gik og der følger en til flere strofer om den tid der svandt/ for vor kære konfirmand som regel begyndende med den dag, da festens midtpunkt arrived ( med smag hun arrangered ). Det er karakteristisk at der bruges rejsemetaforer om fødslen som i tilfældet arrivered, - ankom er faktisk det mest brugte udtryk. Bemærkelsesværdige vejrforhold eller omstændigheder ved fødslen anmærkes gerne: til juleklokkers klang/ ( )/ Næh, julemanden ramte plet/ med hende her ANN-BETH. Efter fødslen opregnes særlige begivenheder - gerne små katastrofer eller uheld. Han tog den på ho det fra kanten/ og landet blødt og lige lukt/ blandt sviende nælder minsanten og Fra Jesper han var lille/ han dyrked cykelsport,/ men kom en dag du milde / i vejen for en Ford. Andre særlige kategorier af hændelser, der trækkes frem fra den tidlige barndom er barnet, der drikker øl, rengøringsmiddel eller ryger: ( ) han på onkel Børges pibe tog en smøg./ Der kom en masse mundvand, men slet ingen ild og røg. 38 Sentura # 23