Christian IX's udråbelse til konge A) Der er i det forliggende kildemateriale 3 forskellige bud på, præcist hvilket klokkeslet Chr. IX blev udråbt til konge, og 2 bud på hvilken dato. Tekst 1, 2, 3 siger kl. 11:15, tekst 4 siger 11, og tekst 10 siger kl. 11:30, alle d. 16/11 1863. Tekst 5 og 9 har ingen tidsangivelse, men anfører d. 15/11. Vi kan fastsætte tidspunktet til 11:15, d. 16/11 1863 ud fra følgende begrundelse: Tekst 1 var på tidspunktet ikke offentligt tilgængelig, den er derfor uafhængig af tekst 2 og 3. Tekst 2 og 3 kan med en hvis rimelighed ses som værende uafhængige af hinanden. Tekst 3 er senere dateret end tekst 2, men vi får nogle nye oplysninger i tekst 3 i linierne 37, 39, og vi får oplysninger der modsiger tekst 2 i linierne 43, 48, 57 og 58. Teksten kunne godt være skrevet på grundlag af tekst 2 med blot nogle få tilføjelser og omskrivninger, men nogle af forskellene er meget væsentlige. Således er Chr. IX i tekst 2 ikke er på balkonen, når der lyder hurraråb om Fællesforfatningen, og ministeriet Hall (line 27-29), det er han i tekst 3 (linie 54 58). Det er derfor meget sandsynligt at tekst 3 er uafhængig af tekst 2. Vi kan under alle omstændigheder konkludere, at vi har mindst 2 af hinanden uafhængige tidsangivelser til kl. 11:15, derfor må vi sige at denne er den mest troværdige. Vi har to kilder der siger at datoen er 15/11, tekst 5 og tekst 9. Tekst 5 er afhængig af enten tekst 2 eller 3, og muligvis af tekst 4. Tekst 2 og tekst 3 nævner kl. 10, som det tidspunkt Chr. IX ankom på (lin. 17 og 43), og det gør Strandberg også i linie 78. Tekst 2 virker som den mest sandsynlige kilde, da den udkom på selve dagen for kroningen. Da en avis som regel først bringer nyhederne dagen efter, kan Strandberg så have regnet sig forkert frem til datoen. Vi kan også sandsynliggøre at der er afhængighed mellem tekst 4 og 5. Både Morgenposten og Strandberg bruger det noget usædvanlige ord Allerhøistsamme (lin. 64 og 80). Det er meget sandsynligt, at Brandes er afhængig af Strandberg, da vi har den samme fejl gentaget i de to tekster. Der er ikke nogen tvivl om, at datoen var d. 16, den har vi i mindst 4 af hinanden uafhængige kilder, teksterne 1,2,6 og 7. Der har været et ganske pænt fremmøde til indsættelsen, selvom vi har 2 tekster der 1/5
hævder det modsatte, nemlig tekst 8 og tekst 9. Helena Nybloms erindring Vi var vel næppe et Dusin Mennesker, som raabte Hurra (Lin. 109), kan vi tilbagevise med mattematisk: Der må som absolut minimum have været Edvard og Georg Brandes, A.F. Krieger, H.C. Andersen, og de personer han mødte, Drevsen, Lind, Viggo, Nyblom, en reporter fra Berlingske tidende og en repræsentant fra det engelske diplomati. Skal vi tro på Nyblom, så har hun altså stået alene på slotspladsen med et væsentligt udpluk af den danske elite, og ingen andre. Vi skal også huske på, at beretningen er skrevet 40 år efter begivenheden, hvorimod de beretninger der hævder at der var flere mennesker til stede er skrevet umidelbart efter. Nyblom søger heller ikke at bedrive korrekt historisk videnskab, hun søger at fortælle spændene minder fra sin tid i Danmark. Dette kan ses i en banal fejl, som hun begår (Lin 106 107): Frederik den syvende er død! Christian den niende er Danmarks konge! i stedet for længe leve Christian den niende. Nybloms erindringer har derfor meget ringe troværdighed til at bestemme hvor mange der var til stede på slotspladsen, og hvad der skete. Edvard Brandes hævder at der var omkring et par hundrede mennesker til tronbestigelsen (lin. 129). Han er med stor sandsynlighed afhængig af tekst 5, idet han laver den samme fejl som Strandberg, nemlig at datoen er d. 15 og ikke d. 16. Derudover har han en stærk tendens for Hall, og imod Chr. IX. Dette ses tydeligt i linierne 116 118, hvor han implicerer at Hall mente at Chr. IX ville medføre stor ulykke over sit land: Hall tog sig pragtfuld ud, smuk og stor og værdig. [...] Thi Hall, maaske greben af Uhygge ved den Begivenhed, som han utvivlsomt betragtede ikke alene som skæbnesvanger for sin Politik, men ogsaa for sit Fædreland, (...) Brandes gør dermed Chr. IX ansvarlig for de kommende ulykker, som Danmark vil gå i møde (den 2. slesviske krig i 1864), og han fritager Hall for ansvaret. Han latterliggør også kongens positur, mimik og åndsnærverelse i linierne 132 137: Kong Christian tog sig smal og ubetydelig ud ved siden af den statelige Hall, og det Smil, hvormed han hilste ned til dem, (...) var tvungent eller måske ulykkeligt, han bukkede ogsaa alt for stift og dybt, knækkede sammen til højre og venstre [...] Og hvis den nye Konge havde haft Besindelse til at lytte efter, (...) Brandes er ude i et smædestykke om kongen. Derfor har han en god grund til at lyve, om hvor mange mennesker der var til stede ved kroningen, for derved at umyndiggøre kongens magt, og rense Hall, som han er politisk enig med. Vi må igen også huske på, at det er en 2/5
beretning som er nedskrevet 67 år efter begivenheden. Da den eneste anden kilde vi kan se han har brugt er en skillingsvise, med en forkert datoangivelse, må vi sige at Brandes' troværdighed er lav, når det handler om hvor mange mennesker der var på slotspladsen. Der er fra de andre kilder forskellige bud på hvor mange mennesker der mødte op på slotspladsen (Lin. 15, 39, 46 og 91) men de er dog alle enige om at der var en stor mængde mennesker forsamlet på pladsen. Da vi har mindst 2 og med stor sandsynlighed 3 uafhængige kilder, Dagbladet, H.C. Andersen og Berlingske tidende, kan vi med rimelighed slutte at der har været mange mennesker til stede. Hypotesen kan modsiges af at H.C. Andersen har en tendens til fordel for kongen (lin. 93-94), og at han derfor har en interesse i at han skal fremstå mere værdig. Men H.C. Andersen skriver det i sin dagbog, som ikke er tiltænkt publikation. Derfor har han ingen interesse i at lyve, da han jo først og fremmest skriver det for sig selv. Da både Dagbladet og Berlingske skriver det i deres reportager, taler det også for at der har været mange mennesker til stede. Det er usandsynligt at begge blade ville komme med den samme løgn, hvis de ønskede at smykke på Chr. IX's image. Til indsættelsescermonien blev der råbt hurra for kongen, Danmarks og Slesvigs Fællesforfatning, og ministeriet Hall. Vi har 3 uafhængige kilder og en afhængig kilde til at underbygge denne teori med: Tekst 2, lin. 27 28, tekst 3 lin. 57, tekst 4 lin. 71 72 og tekst 6 lin. 86 87. Tekst 2 har en tendens til fordel for regeringen, det fremgår i lin. 27, med ordet rungende. Tekst 3 er mere nøgtern i sin beskrivelse af hurraråbene, men vi kan spore en tendens imod Chr. IX i lin. 35-40: Det var først igaar, at den store Mængde gjennem Bladene ret kom til Kundskab om den Ulykke, der dagen forinden havde ramt Landet (...) En tæt Vrimmel fyldte snart Gaderne, alle ansigter bar Sorgens Præg, paa mange af dem saaes Sporene af en bekymret, søvnløs Nat. Der er ikke nogen direkte kritik af Chr. IX, men det at tabet af Frederik VII bliver fremstillet som en stor ulykke, og at folk er bekymrede for fremtiden, viser at man ikke har tillid til kongens politik, man frygter at han vil gå imod Fællesforfatningen. Morgenposten har en klar tendens for kongen og imod de nationalliberale, og den er afhængig af tekst 2, det ses tydeligst i linierne 71 74: Enkelte Stemmer raabte nu: Grundloven og Danmark- Slesvigs Fællesforfatning leve [...] er det også kun i fantasien og i Regjeringsbladenes spalter at det kan blive til et rungende leve. I tekst 2 finder vi en tilsvarende 3/5
passage (lin. 27-28): Hs. Majestæt trak sig derpaa tilbage, hvorefter der udbragtes et rungende Leve for Danmarks og Slesvigs Fællesforfatning [...] Tekst 4 kritiserer altså tekst 2 for at overdrive folkets begejstring for Fællesforfatningen, og er dermed afhængig. Samtidig tager den afstand fra tekst 2's nationalliberale tendens, og tager dermed et konservativt standpunkt. På trods af en tendens imod de nationalliberale nævner tekst 4 at disse råb har har fundet sted, og derfor er det meget sandsynligt. I Tekst 6 bliver der ud over fællesforfatningen også råbt hurra for Frederik VII's minde, og for Danmark til Ejderen. Dette kan sagtens være sket, det er ikke sikkert at alle folk har hørt de samme hurraråb på pladsen. Vi kan ligeledes se at tekst 3 bruger betegnelsen Forfatningen af 13de November (lin. 57) modsat tekst 2 der bruger betegnelsen Danmarks og Slesvigs Fællesforfatning (lin. 28). Desuden har Krieger ikke nogen grund til at lyve i sin egen dagbog. Der er derimod meget ringe sandsynlighed for at der er blevet udråbt et leve for Karl XV, i al fald ikke så tydeligt at det ville kunne høres over hele pladsen, som Brandes påstår i linie 138 143. Det ville være meget mærkeligt om ikke bare et af bladene, særligt Dagbladet og Berlingske Tidende havde reporteret det, da de begge havde en nationalliberal tendens. Karl XV var skandinavist, og dermed politisk på linie med de nationalliberale på nogle punkter. Derfor ville det være meget mærkeligt at ingen af bladende ville nævne det. Vi kan dog ikke udelukke at det er blevet råbt. B) Der kan påvises afhængighed mellem flere af teksterne. Vi har i afsnit A etableret afhængighed mellem Tekst 4 og tekst 2, tekst 5 og 4, og 9 og tekst 5. Kildegrundlagene i tekst 10 vil blive gennemgået i afsnit D. C) Der er i afsnit A blevet påvist tendens i teksterne 2, 3, 4, 7 og 9, og de er i sammenhæng med spørgsmålene i punkt A blevet problematiserede. Niels Neergaards tendens vil blive undersøgt og behandlet i afsnit D. Tekst 5 har en tendens til fordel for kongen. Det kommer tydeligst til udtryk i linie 80 82: Det Løfte, Allerihøistsamme har givet, at ville beskytte Danmarks Grundlov, borger for os, at vor Frihed intet Skaar vil lide, og da kunne vi trøstigt istemme: Leve Kong Christian den Niende Strandberg kommer her med en forsikring om, at Chr. 4/5
IX vil bevare det demokrati der er blevet opbygget. Han nævner således ikke noget om de mere tvivlsomme råb der var under indsættelsescermonien. D) Niels Neerdaard skriver i bogen Under Junigrundloven om Chr. IX's kroning. Vi kan se at hans kildegrundlag er Dagbladet, en kilde der ikke optræder i dette kompendie, og muligvis også H.C. Andersens dagbog. Hans afhængighed af tekst 3 ses tydeligst i lin. 18 25 i Neergaards tekst: saa lød ni Hurraraab (...) leve Forfatningen af 13. November, Leve Grundloven og Leve Ministeriet Hall (...) Under disse viste Kongen sig gentagne Gange Tekst 3 er den eneste der skriver at der lød ni hurraråb (lin. 54), og den eneste der omtaler fællesforfatningen som forfatningen af 13. november (lin. 57), og det er den eneste tekst hvor Chr. IX står på balkonen under disse tilråb. Hovedvægten af Neergaards skildring er baseret på denne kilde. Neergaard omtaler vejret i linie 2, og den eneste kilde vi har der siger noget om vejret er H.C. Andersen (lin. 90 91). Vi kan dog ikke med sikkerhed slutte noget, da Neergaard ikke omtaler regnen, som H.C. Andersen gør, og at det i H.C. Andersens skildring ud på formiddagen ikke var tåget længere. Neergaard omtaler i de sidste 7 linier en episode der ikke er nævnt i nogle af de andre kilder vi har til rådighed. Han har også en fejl, nemlig tidspunktet, som han har angivet til kl. 11:30. Neergaard har en tendens imod kongen, det kan vi se i linie 17 19: saa lød ni Hurraraab, i hvilke dog langtfra hele Forsamlingen deltog. Der står ikke noget i tekst 3, som er hans kildegrundlag, om hvor mange der deltog i hurraråbene, det er noget Neergaard selv har tilføjet, og som stiller kongen i et dårlige lys. Det er problematisk, at Neergaard til de mest væsentlige dele kun har brugt en kilde, som har den samme tendens som han selv. Neergaards skildring er som sådan ikke utroværdig, men den ville have fremstået som mere objektiv, hvis han f.eks. havde inddraget Morgenposten, og hvis han havde udeladt sin egen tilføjelse, om hvor mange der deltog i hurraråbene. 5/5