Jørgen Vibe Frederiksen Lampevejsmordet Vanløse 2015
T Lampevejsmordet irsdag morgen den 12. februar 1889 henvendte en stenhugger Sørensen sig til Frederiksberg politi og meddelte, at han kort forinden have fundet et lig af en mand i grøften på Lampevejen (nu Howitzvej og Finsensvej 1 ), da han og et par kammerater var på vej til arbejde ved opførelsen af Københavns befæstning. Frederiksberg politi sendte straks en betjent til stedet, og liget blev kørt til lighuset. Af papirer, han havde på sig, fremgik det, at det drejede sig om en snedker Carl Sørensen fra Vanløse. På ham fandt man endvidere en sparekassebog og en pose kaffe. Da man afhørte hustruen, kunne hun Illustration 1: Hesteomnibus på Lampevej. Foto fra 1905. fortælle, at hendes mand dagen før var taget hjemmefra for at hæve nogle penge for et prioritetslån og betale nogle regninger i København. Desuden kunne hun fortælle, at hans pung og et guldur manglede. Søndre Birks kontor, hvor Carl Sørensen havde fået prioritetspengene udbetalt, kunne oplyse, at han havde fået udbetalt 2.739 kr. som fem 500 kr. sedler, to 100 kr. sedler og resten i 10 kr. sedler og mønter. Politiet gik nu i gang med at udspørge folk i Vanløse, beboere i nærheden af gerningsstedet og de mennesker, som hustruen kunne fortælle, at han skulle besøge for at betale sine regninger. Ud fra de oplysninger, man modtog, kunne politiassistent Holck, som ledede undersøgelsen, regne ud, at Carl Sørensen havde forladt København med ca. 2.400 kr. på lommen, et stort beløb på den tid. Var han måske gået på værtshus på vejen hjem? Det viste sig, at det var han. Han havde drukket flere øl på værtshuset Pariserhallen på Vesterbrogade 5 2, og tjeneren dér kunne huske, at han var kommet ved 10-tiden og gået igen lidt over midnat lettere påvirket., men han havde ikke været i selskab med nogen. Illustration 2: Københavnsk droske. Københavns Museum. Dagen efter blev mordet naturligvis omtalt i de fleste aviser, hvilket medførte flere 1 Fik i 1906 navneændring til Howitzvej. Samtidig fik Lampevejens forlængelse navnet Finsensvej. 2 Værtshuset lå i en kælder ved siden af den daværende Panoptikonbygning (nedbrændt i 1950).
henvendelser. Blandt andet kunne en droskekusk fortælle, at han på mordnatten var blevet prajet på Gammel Kongevej af en mand, der kunne passe med beskrivelsen af den myrdede. Manden havde spurgt om, hvad det kostede at køre ud på den anden side af Frederiksberg Bryggeri 3, men da han syntes, at det var for dyrt, var han fortsat til fods. Det kom også politiet for øre, at en forvalter på en gård i Vanløse havde sagt til Carl Sørensen, at hvis han skulle hente så mange penge, så ville han tage med, kvæle ham og stjæle pengene. Men det viste sig, at forvalteren havde et godt alibi for mordnatten, og at bemærkningen kun var ment som en spøg. Tre dage efter mordet indleverede en dreng en pung, som han havde fundet i sneen tæt på mordstedet, til Frederiksberg politi. Det kunne bekræfte, at den tilhørte afdøde. Et par dage efter dukkede Carl Sørensens ur op. Det var blevet fundet af en dame på Frederiksberg Allé ud for forlystelseshaven Sommerlyst 4. Illustration 3: Frederiksberg politistation på Frederiksberg Runddel o. 1910. Bygningen lettere ombygget - huser i dag Storm P. Museet. Den følgende tid meldte flere vidner sig. For eksempel kunne to kvinder fortælle, at de på mordnatten havde set en droske på Lampevejen køre hurtigt ind mod byen, og kusken så ud til at være en yngre mand. Igen afhørte politiet folk i kvarteret, men ingen havde tilsyneladende kørt i droske den nat. Selvfølgelig havde jeg nær sagt kom der også en henvendelse fra et spiritistisk selskab. Den slags selskaber var på højeste mode i slutningen af 1800-tallet. Selskabet kunne meddele, at de fra deres aandelige Medarbejdere havde modtaget en Rapport gaaende ud paa, at den Myrdede sidst havde været i en Kælderbeværtning, hvor han var blevet beruset. En Herre, der havde Medfølelse med ham, ville følge ham hjem, men det 3 Frederiksberg Bryggeri lå på adressen Finsensvej 9. 4 Lå på Frederiksberg Allé 98-102.
ville han ikke tillade. Værtshusholderen turde ikke lukke ham ud i den Tilstand, da han var bange for at blive noteret for uberettiget Udskænkning. Der blev da forskaffet en Vogn fra Beværtningen, i hvilken han steg ind. Kusken kørte da et Stykke ud på Vejen, men den Myrdede kunne ikke udholde at blive i Drosken, han maatte træde af paa Naturens Vegne, og ville da betale Kusken, der imidlertid ikke kunne faa nok betalt. Kusken, der blev meget graadig efter at tilvende sig den Myrdedes Penge, fik det Indfald at tilvende sig dem. Han lod som om han ville tage Skaglen fra, men gjorde det ikke, han tog derimod en i Vognen under Muleposen liggende Vognbolt, vendte sig hurtigt om og bibragte den Myrdede et Slag i Baghovedet, hvorved han faldt til Jorden som Død. Kusken besteg derefter sin Vogn og kørte udefter, men da han var kommet et Stykke bort paakom den Tanke ham, at Sørensen muligvis kun var bevidstløs, han steg da af og gik tilbage og bibragte ham endnu to Slag i Hovedet, trak hans Frakke op over Hovedet, for at det kunne se ud, som om han ved et Uheld var kommet af Dage". Ånden kunne også give et signalement: [En] indskrænket Person med blaa øjne, bred Næse, lidt lyst Overskæg, iført en blaa Trøje ca. 7 Kv. lang og et graat Klæde om Halsen. Hesten var brun, og Vognens Hjul mørke med røde Striber. Om politiet tog denne henvendelse alvorligt, skal jeg lade være usagt, men de følgende dage blev flere droskekuske afhentet til afhøring, dog uden resultat. Illustration 4: Carl Schicks værtshus på Gammel Kongevej Den 27. april skete der dog noget. En politibetjent, der tillige arbejdede som vicevært i en ejendom på Vesterbrogade, kunne fortælle, at værtshusholder og vognmand Carl Adolph Elias Schick (1833-ca. 1900), der ejede værtshuset Cafe du Americain på Gammel Kongevej 171, pludselig havde været i stand til at betale nogle ret store regninger, skønt hans økonomi på det tidspunkt var mildt sagt elendig.
Carl Schick blev afhørt, og politiet foretog en ransagning af hans bopæl, hvor man fandt over 500 kr. i kontanter. Men Schick forklarede, at han havde tjent 2.000 kr. året før på forskellig vognmandskørsel, og at han havde opbevaret pengene hjemme. Desuden havde han spekuleret i italienske obligationer, som han siden solgte i Hamborg for omkring 1.700 kr., en forklaring han dog sidenhen trak tilbage. Han havde godt nok været Hamborg, men kun for at veksle fire 500 kr. sedler, da han ikke turde veksle dem i København. Han frygtede, at han i så fald kunne blive indblandet i mordsagen. Hvem han havde fået de store sedler af, huskede han ikke. Illustration 5: Carl Schick Man besluttede at arrestere Carl Schick og sønnen Adolf 5, der ifølge troværdige vidner havde havde drukket mindst 100 kr. op natten mellem den 13. og 14. februar. Hvor han havde de mange penge fra, var han ude af stand til at forklare. Desuden mente en lygtetænder, at han havde set Adolf på Gammel Kongevej i samtale med Carl Sørensen på mordnatten. Et andet vidne hævdede, at han havde mødt og kort talt med en mand omkring kl. 4 om morgenen på Lampevejen. Vidnet havde især lagt mærke til, at vedkommende havde et broget tørklæde bundet om livet, noget, Carl Schick altid gik med. Familien påstod dog hårdnakket, at Carl på det tidspunkt lå i sin seng, og at vidnet måtte tage fejl. Illustration 6: Adolf Schick. Sklillingstryk. Nu begyndte Frederiksberg politi at grave lidt i Carl Schicks fortid, og her dukkede mange interessante ting op. Det viste sig, at på et tidspunkt, mens han boede i Grønnegade i midten af 1860'erne, havde haft en finsk sømand boende som logerende. Denne var pludselig død efter at have drukket en kop kaffe. Schick oplyste, at manden kun havde efterladt sig lidt tøj, og at begravelsen derfor blev betalt af det russiske konsulat. Men finnen havde få dage før sin død fået udbetalt mindst 300 rigsdaler i hyre, og da han var et sparsommeligt menneske, havde politiet meget svært ved at forestille sig, at han skulle have brugt så mange penge på ganske få dage. Flere havde da også undret sig, men undladt at henvende sig til politiet. I begyndelsen af 1880'erne var Carl Schick og familie flyttet til en ejendom i Holbergsgade i Købehavn 6. Her lejede han et værelse ud til en engelsk gravør, S. Stevenson. Denne var i februar 1884 fundet hængt i sit værelse, men da Københavns politi anså det for et selvmord, foretog de sig intet yderligere. Carl Schick havde meddelt skifteretten, at Stevenson intet havde efterladt sig. Det viste sig imidlertid nu, at gravøren på det tidspunkt havde en sparekassebog, hvor der stod 1084 kr., og at dette beløb var blevet hævet få dage efter hans død. Endvidere havde Stevenson kort før sin død fortalt, at han agtede at rejse til Italien for at søge helbredelse for sin brystsyge, og at han havde penge nok til rejsen. Foreholdt disse oplysninger udtalte Schick, at han ikke vidste noget om, at finnen havde fået udbetalt hyre, og hvad angik Stevenson måtte han indrømme, at han havde hævet beløbet, men efter aftale med denne. Gravøren havde nemlig en uægte søn og ønskede 5 Den 21-årige Adolf Schick var som droskekusk blevet afhørt tidligere 6 Holbergsgade 15, bagbygningen, 1. sal.
at sørge for hans fremtid. Stevenson havde derfor bedt Schick om i tilfælde af sin død at udbetale pengene til dette barn på dets 18-års fødselsdag. Endvidere havde Stevenson givet tilladelse til, at Carl Schick for nogle af pengene købte en hest og en droske til sin ældste søn, Charles Adolf. Beløbet skulle så tilbagebetales i passende rater. Desværre for Schick viste det sig, at Stevensons søn for længst var fyldt 18 og aldrig havde modtaget penge, og Charles havde hverken fået hest eller droske. Det kom også frem, at en tømrer, der sov sin rus ud på værtshuset på Gammel Kongevej, var blevet frastjålet 40 kr., og at en svensker ved en anden lejlighed var blevet frarøvet et ret stort beløb. Det blev også afsløret, at sønnen Adolf en nat havde udplyndret en fuld slagtermester for 200 kr. og drukket pengene op. Carl Schick tilstod aldrig mordet på Carl Sørensen, den finske matros eller den engelske gravør og på grund af bevisets stilling, frafaldt man anklagerne. Derimod blev han dømt for at have tilegnet sig Stevensons penge og Adolf for at have udplyndret slagtermesteren. Dommen faldt den 19. april 1890. Far og søn fik hver 3 x 5 dages fængsel på vand og brød 7. I december 1895 udvandrede Carl Schick, hans kone og to døtre til USA for at bosætte sig i Pensylvania. Her kaldte han sig nu for Charles Schick. Det fortælles, at han på sit dødsleje indrømmede, at han havde myrdet Carl Sørensen på Lampevejen. Illustration 7: Skillingstryk fra 1889. 7 Carl Schick blev dømt efter daværende straffelovs 252 og Adolf Schick efter 230, 1. stk. Fængsel på vand og brød blev først afskaffet i 1930.
Tillæg ele mordhistorien afstedkom også en række skillingsviser, den tids Se og Hør. Her Her nogle eksempler: Illustration 8 Lampevejens forløb i 1857: Illustration 9