Historien om tre generationer af landmænd Landbrug og Udvikling af Landdistrikter ÅR med Den Fælles Landbrugspolitik Klar til fremtiden E T P A R T N E R S K A B M E L L E M E U R O P A O G L A N D M Æ N D
Europe Direct er en service, der har til formål at hjælpe med at besvare Deres spørgsmål om Den Europæiske Union. Frikaldsnummer (*): 00 800 6 7 8 9 10 11 (*) Nogle mobiloperatører tillader ikke opkald til 00 800-numre eller tager betaling for sådanne opkald. Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu) Katalogoplysninger findes bagest i denne publikation Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2012 ISBN 978-92-79-21903-0 doi:10.2762/32705 Illustrationer: Mi Ran Collin Den Europæiske Union, 2012 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Belgium Trykt på genbrugspapir
Denne tegneserie udgives for at markere halvtredsårsdagen for EU s fælles landbrugspolitik (FLP). Familien er opdigtet, men dens historie kunne deles af talrige landmandsfamilier på tværs af Europa. Historien om tre generationer af landmænd Enhver familie har sin egen historie. Her er vores. Den dækker de sidste 50 år det var hårde tider i begyndelsen, men det er bedre i dag. Landmænd var nærmest en uddøende race. Europa kom os til undsætning. EU gav os opmuntring og skabte et økonomisk sikkerhedsnet. Men vi har arbejdet for hver en øre, som vi har tjent i årenes løb ofte på den hårde måde. Hvis du ikke er snu, ikke er klar til at gøre forsøget eller løbe risikoen, så kan du stadig fejle. Inden for landbruget arbejder alle. Selv katten har sin opgave: Den skal fange mus!
Bedstefars fortælling den første generation Mit navn er Jean. Jeg er født ind i en landmandsfamilie i Normandiet mellem de to verdenskrige. Vi har haft gården i mange generationer. Vi bor der stadig, men min datter og mit barnebarn har overtaget driften. De mennesker, jeg voksede op sammen med, arbejdede alle inden for landbruget. Vores landsby var vores liv. Dengang boede der mange flere mennesker på landet, end der gør i dag. Krigen var det rene helvede. Jeg overtog driften af gården kort tid efter krigens afslutning. Næsten alt var rationeret. Folk havde ikke nok mad, og vi landmænd kunne ikke producere det, de havde brug for. Vi havde kun et lille landbrug med malkekøer, grise og nogle høns. Vi var fattige, arbejdet var opslidende, og fremtidsudsigterne var dystre. 2
I 1960 erne begyndte forholdene at blive bedre. EU stillede tilskud til rådighed og en garanteret pris for vores produktion. Vi købte en traktor og en anhænger, så vi kunne arbejde hurtigere. Vi producerede mere og mere for hver høst. Men i det lange løb var der ikke nok perspektiv i det for de unge. I håbet om et bedre liv lagde de tilværelsen på landet bag sig og søgte ind til byerne. 3
4
Det virkede ikke altid for dem. Det var 60 erne hippieæraen med stoffer og rock og mere til. De unge brugte deres penge lige så hurtigt, som de tjente dem. Nogle af dem klarede sig okay og har store huse og store biler i dag. Andre gik ned med flaget. Meget få valgte at vende tilbage til livet på landet. Vi var fanget i et dilemma. Vores landbrug havde fået det bedre takket være hjælpen fra EU. Med nye maskiner kunne vi yde mere med en mindre arbejdsindsats. Vi påtog os en kalkuleret risiko ved at indføre ny teknologi før alle vores naboer. Vi kunne nu føre et mådeholdent, men sikkert liv med vores indtægter. Min kone, Marie, og jeg holdt vores allerførste ferie. Men vores børn begyndte at stille spørgsmål om deres fremtid. I takt med at flere og flere unge forlod landbruget og landsbyerne, blev deres verden i større grad en verden med ældre mennesker som os og børn hele mellemgenerationen manglede. Så nu begyndte også de at orientere sig imod byerne. 5
Vi støttede vores tre børn i selv at finde ud af, hvad de ville. Der var ikke nok jord, til at de alle kunne drive landbrug, og det gav heller ingen mening at dele den. De to drenge flyttede til byen. Den ene blev elektronikingeniør, og den anden blev metrofører. Eftersom de havde gode job, blev de i byen. Men vores datter, Amélie, elskede livet på landet. Hun tog på landbrugsskole for at få viden om nye teknikker, forskellige afgrødesorter, dyreracer og landbrugsforvaltning. I 1970 erne stødte vi landmænd på store problemer. Vi producerede nok mad til alle faktisk mere end nok. Det resulterede i en stigende overskudsproduktion, som det kostede EU s skatteborgere store summer at opbevare og sælge. I 1984 indførte FLP de første produktionsbegrænsninger, og flere fulgte efter. 6
Det var omtrent på det tidspunkt, at min kone og jeg trak os tilbage fra arbejdslivet og flyttede ind i et mindre hus i landsbyen. Jeg følte mig ikke klar til at gå på pension, men de nye udfordringer kaldte på en ny generation. Det ville blive hårdere at leve livet som landmand. Skulle vi investere i ny teknologi? Skulle vi forpagte jord fra naboerne, så vi kunne øge vores udbytte? Med hvilke dyr og afgrøder ville vi have de bedste fremtidsudsigter? Det var nu beslutninger, som Amélie måtte tage. Jeg ville gerne give råd og vejledning. Men Amélie er helt sin egen og hun har de visioner og den beslutsomhed, der skal til, for at få tingene til at ske. Jeg vidste, at hun ville klare det, og det gjorde hun også. 7
Amélies fortælling I begyndelsen var det svært for folk at acceptere, at jeg var landmanden og ikke landmandens kone. Med det samme jeg overtog landbruget, blev jeg klar over, at store forandringer var uundgåelige. Vi var nødt til at være mere påpasselige med udnyttelsen af naturressourcer og beskyttelsen af miljøet. Forbrugernes smag var også i forandring. Vi reagerede umiddelbart ved at koncentrere os om lokale specialiteter og økologiske fødevarer, som folk syntes at kunne lide. Efter et par år giftede jeg mig med Paul, som nu driver landbruget sammen med mig. En anden forandring handlede om artsrigdommen. Antallet af fugle, bier og andre insekter og planter havde været faldende. Jeg blev klar over, at opretholdelsen af små naturlige områder omkring vores marker kunne medvirke til at bringe dem tilbage. Landområderne er fælleseje. Nogle børn har aldrig set rigtige husdyr eller en vildtlevende flora og fauna undtagen i fjernsynet. Det har jeg svært ved at forestille mig. For byboer burde det være naturligt at opsøge landdistrikterne, når de skal rekreere sig og slappe af. Alt, hvad de og deres børn behøver, er her lige til at nyde. 8
At drive landbrug er ingen dans på roser. Hvis du holder dyr, kan der opstå problemer. Et år fik vores kvæg mund- og klovsyge enhver landmands mareridt. Selvfølgelig fik vi dyrlægen til at behandle dyrene. Men så let slap vi ikke. Vi fik forbud mod at fjerne dyr fra gården på grund af smittefare. Vi kunne hverken sælge dyr eller mejeriprodukter. Det kostede os meget dyrt, men EU hjalp os med at betale nogle af de ekstra udgifter og kompenserede os for en del af vores tab. Uden denne hjælp ville vi have været nødt til at dreje nøglen om. 9
10 Som man kan forestille sig, blev jeg i endnu højere grad optaget af at udnytte ressourcerne mere nænsomt, særligt vand og jord, og anvende flere naturlige produktionsmetoder som at holde dyrene udendørs så meget som muligt og anvende så lidt kunstgødning og så få pesticider som muligt. Men man må være fremme i skoene for at drive et landbrug med succes. Vi forpagtede jord fra naboerne, vi begyndte at holde får som en alternativ indkomstkilde, og jeg begyndte at organisere bondegårdsbesøg for skolebørn.
Politikere og regeringer er efterhånden blevet klar over, hvor vigtig en rolle landmændene og landbruget spiller for de landlige samfund. Da en del af vores arbejde er at passe på miljøet og naturressourcerne, er det kun rimeligt, at vi bliver betalt for at løfte denne opgave. EU betaler os, fordi ingen andre er villige til det. Vi kan ikke påtage os denne opgave uden betaling, men den må udføres, hvis vi (som jeg) ønsker at opretholde landområderne som en del af vores fælles arv. Et andet initiativ gik ud på at producere og em - ballere flere af vores produkter på selve gården for så at sælge dem direkte på det lokale marked eller til lokale butikker. Vi manglede ikke kunder. Jeg holdt af at tage vores landbrugsprodukter (som f.eks. mælk, smør og flødeis) med på markedet og møde forbrugerne. På denne måde tjente vi mere selv i stedet for at sælge de uforarbejdede produkter til lave priser til producenter og distributører. Vi kunne tilbyde deltidsjob til flere af landsbyens beboere og hjælpe lokaløkonomien. Dette var vores bidrag til at afhjælpe afvandringen fra landområderne og til at sikre et fremtidigt liv her for vores børn, hvis de ønskede det. Og det må man sige, at vores søn, Vincent, gjorde. 11
Nye horisonter Hej, mit navn er Vincent. Jeg er Amélies og Pauls søn. Jeg arbejder sammen med mine forældre og er deltidsunderviser på en landbrugsskole. Dér mødte jeg min kone, Ewa. Hun var udvekslingsstuderende fra Polen. Hun kommer også fra et familiedrevet landbrug. At drive landbrug i Central- eller Østeuropa er stadig ikke en nem opgave. Folk har forladt landdistrikterne i hobetal. For dem, der blev tilbage, har meget forandret sig. Alle EU-reglerne var temmelig forvirrende i starten, også selv om de gav bedre muligheder. Få landmænd opfattede sig selv som forretningsmænd. De arbejdede bare hårdt og havde tillid til, at vejret ville sørge for en god høst. Ewa og jeg tilbringer noget af vores tid i Frankrig, men mest tid i Polen. Vi prøver at lære af hinanden og bruger vores blandede baggrund til at skabe vækst i vores forretning. I Frankrig har vores aktiviteter udviklet sig. Landbrugsturismen er på fremmarch. Byfolk opkøber gårde og stalde og ombygger dem til ferieboliger. Det giver vores region nyt liv og skaber tilmed ekstra arbejdspladser. 12
I Polen var der en masse muligheder, der skulle følges op på, især da tilskuddene fra Bruxelles startede. Vi ombyggede én af bygningerne til feriebolig og udlejede den til turister. Har du lyst til at komme på besøg? Tag nogle venner med, der er rock-, soul- og heavy metal-musikere i laden hver anden weekend! 13
Men livet er ikke let, hverken i Frankrig eller i Polen. Den verden, vi lever i, er meget forskellig fra min bedstefars. Han forholdt sig til sine udfordringer, og vi forholder os til vores. Disse omfatter strengere krav inden for kvalitet, sikkerhed og dyrevelfærd. En af vores største udfordringer er klimaforandringerne med mere ekstreme tørkeperioder og oversvømmelser. Min svigermor var nær ved at drukne, da floden tæt ved gik over sine bredder for to år siden. De mistede det meste af deres høst og halvdelen af besætningen, og de var ikke forsikrede. Nu har de lært af det. Hvor vi kan, bekæmper vi klimaforandringerne. Hvor vi ikke kan, tilpasser vi os dem. Vi har tegnet en forsikring mod høstskader. Vi yder også et bidrag til at sænke CO 2-emissionerne. Vores vindmøller producerer ren energi, og vi omdanner landbrugsaffald til biogas med lavt CO 2-indhold som alternativ til diesel. 14
Ewa og jeg ser med bekymring på fremtiden for vores børn, men vi deler disse bekymringer med alle andre forældre: Hvordan vil vores børn finde vej igennem den barske og komplekse verden, vi lever i? Vi har formået at skabe en sikker fremtid for dem her på landet, men bliver de mon boende? Det håber vi, at de gør. Her på gården er vi så»hightech«, som man overhovedet kan være. Vi benytter os af GPS, mobiltelefoner og andre mobile enheder til alt lige fra at hente vejrmeldinger, holde øje med markedspriser, tjekke leverancer af forsyninger og til kortlægning af landbruget. Landsbyen er fuld af liv. Vi har caféer på begge vores gårde. Vi er værter for bryllupper og forretningsarrangementer i vores nyindrettede bygninger. I Frankrig har vi en bibeskæftigelse med særlige arrangementer for børn i weekenderne. Den lukkede gårdsplads får gården til at ligne et slot, og vi udlejer ko - s t umer og holder autentiske middelalderfester. 15
I 2012 er hjulet så drejet en hel omgang. Ligesom min bedstefar gjorde for 50 år siden, hjælper vi med at brødføde mennesker i og uden for Europa. Men i dag gør vi meget mere end det vi passer på miljøet, forvalter vores begrænsede naturressourcer og holder os opdaterede med den nyeste teknologiske udvikling. Jeg er også blevet involveret i at hjælpe lokalsamfundet. Men vores vigtigste indkomstkilde er stadig landbruget. Jeg er glad for, at jeg har min familie omkring mig efter alle disse år, og jeg er stolt af, at vi stadig er landmænd. Det var, og er den dag i dag, et hårdt liv, men det er samtidig et lønsomt liv. Mennesker vil altid have brug for fødevarer, så der vil altid være brug for landmænd. I turbulente økonomiske og finansielle tider har vi stadig vores jordbesiddelser at falde tilbage på. Og jorden vil til stadighed samarbejde med os og give os den mad, som vi har brug for i hvert fald så længe vi passer på den. Nu er det op til den unge generation at skrive næste kapitel i den historie, der binder os til vores jord. 16
Europa-Kommissionen Historien om tre generationer af landmænd Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2012 2012 16 s. 21 cm x 29,7 cm ISBN 978-92-79-21903-0 doi:10.2762/32705
KF-31-11-393-DA-C Denne tegneserie udgives for at markere halvtredsårsdagen for EU s fælles landbrugspolitik. Familien er opdigtet, men dens historie kunne deles af talrige landmandsfamilier på tværs af Europa. Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter http://ec.europa.eu/agriculture/50-years-of-cap doi:10.2762/32705