EFTERSKRIFT Efter tre et halvt år forlader jeg Dansehallerne. Jeg forlader det glad, stolt og samtidig trist. Jeg er så glad for og stolt over, hvad vi sammen med kunstnere, partnere og vores fantastiske publikum har opnået de seneste år. Sammen med de fonde, embedsmænd og politikere, som har støttet os. Samtidig er jeg ked af, at jeg ikke skal være involveret i det fremtidige arbejde og bidrage til den udvikling, der vil give flere mennesker mulighed for at få de kunstneriske oplevelser, der betyder så meget for mig. For os. Kærlighed til mennesker er min drivkraft, kunsten er mit værktøj, Dansehallerne min platform. Vi er alle i bevægelse. Vi lever i et behov for forandring, i et behov for håb og en tro på fremtiden baseret på nysgerrighed og respekt for, hvad vi er, vil være eller længes efter at blive. For at kunst skal være en naturlig del af det gode demokratiske samfunds hverdag og virkelighed, kræver det en politik der sætter sig mål for kunstens tilgængelighed, troværdighed og for nødvendigheden af kunst og kunstnerisk frihed. Kunst skal være en integreret del af vores kulturelle bevidsthed på alle niveauer, en god kraft og et stærkt vidensområde. Kunst tager os videre, eller som rapporten om danskernes kulturelle vaner Mellem ballet og biografer 1
kultur ifølge danskere (Tænketanken mandagmorgen) for nylig konkluderede, vælger 74% af danskerne kulturelle oplevelser for at lære noget nyt om verden. Uanset hvad man gør, må man gøre det fuldt ud for at opnå relevans, for at gøre en forskel. Middelvejen fungerer ikke for dem, der ønsker at drive udvikling. Kunst bliver først vigtig, når den rører, ryster eller viser alternativer til det, der er. Det kræver mod, viden om kunst, kultur, samfund og politik, og det indebærer en vis risikovillighed. Derfor kan spørgsmålet om kunstens betydning ikke udelades. Ansvaret ligger altid først og fremmest hos kunstneren og derefter hos den mødte (publikum). Sammenhængen herimellem er producenten, kuratoren og medierne. Politikerne sætter rammerne. Dansehallerne deltager aktivt i en udforskning af det offentlige rum og den offentlige samtale. Vi er med hvor og når det sker. Vi er med i den offentlige debat. I kunstneriske udtryk bliver spørgsmål stillet og problematiseret på måder, der skaber tanker og kreativitet, og fører til ny indsigt i det, der ellers ville forblive i det skjulte. Virkeligheden skal undersøges kritisk og omdannes. Vi må være modige og sikre, at vi ikke sidder fast i traditioner og givne konventioner. Når det unødvendige lægger sig om alle bekymringer og det, som skinner blænder. Når øjnene bliver nærsynede og tilværelsen indsnævrer sig mod de små ting, kan kunst stimulere, provokere og give næring til den indsigt, der er nødvendig for at komme videre. Kunst styrker både individet og demokratiets sammenhængskraft. Kunstneren skal gives forudsætningerne for at tage de risici, som det indebærer at arbejde nyskabende, udforskende og videbegærligt. Producenten skal vide, hvordan man skaber de bedste betingelser for processen, og den person, der kuraterer, skal have kendskab til de betingelser, som det offentlige møde kræver. Når dette fungerer, skal kritikeren på det pågældende kunstområde, skrive om det på en måde, der kommunikerer hensigt og virkning. Så finder publikum værket eller arrangementet og dette møde kan gøre en forskel. Jeg kom til Dansehallerne for at afprøve om man i dag med et perspektiv som dette, kan udvikle og drive en institution, der kan opfattes som relevant af både kunstnere og publikum, en institution, der tager de nødvendige risici for udvikling. I dag kan jeg sige det ja, det kan man. Det kan man, hvis man arbejder tæt sammen med kunstnerne, tæt på publikum, og hvis man tør udfordre politikken. Det kan man på trods af en kulturpolitik, der modvirker meget i målet om deltagelse, og på trods af, at meget i kulturbureaukratiet er baseret på politiske direktiver baseret på en traditionel ide om f.eks. scenekunst baseret på teaterets institutionelle aktiviteter. 2
Jeg har svært ved at forstå den politiske ignorance og uvidenhed om koreografisk scenekunst, som jeg oplever her i Danmark. Konsekvensen heraf er, at mange danskere aldrig får chancen for at møde denne del af deres kultur, aldrig får mulighed for at opleve, hvad nutidig dansk kunst kan bringe. Den klassiske ballet er kendt og respekteret gennem Bournonville-traditionen, men parallelt med denne lever samtidskunst, og den arbejder med fuld styrke. Danmark har mange fantastiske kunstnere indenfor dans og koreografi, kunstnere, der har noget vigtigt at fortælle. I Dansehallerne gør vi alt, hvad vi kan for at fremhæve og formidle den kunst, der fortjener at blive en del af vores kollektive bevidsthed, vores kultur, af vores samfund. Forældede bureaukratiske systemer virker ikke i forhold til det nyskabende og innovative. Kvantitative kvalitetskriterier virker heller ikke. Systemer, som kræver tilpasning, modvirker udvikling. I løbet af mine år i Dansehallerne har vi på forskellige måder forsøgt at påvirke konstruktivt. Ofte sammen med branchen. Det er gået så som så. Koreografisk scenekunst og dans adskiller sig fra teatret. Vi har andre traditioner, videns- og udtryksformater, der manifesterer sig i andre sammenhænge end teatret. Vi arbejder internationalt i andre infrastrukturer og har derfor ofte andre behov. På mange måder har vi mere til fælles med billedkunst og musik. Det kommer helt konkret til udtryk i de partnere Dansehallerne har både i Danmark og internationalt. Jeg nåede en kort periode at opleve det gamle Dansehallerne på Pasteursvej. Da jeg sagde ja til arbejdet i efteråret 2015, havde jeg tid til sporadiske besøg og møder, indtil jeg begyndte at arbejde på fuldtid i januar 2016. Vi flyttede ud af de gamle lokaler i september 2017. Det betød, at vi allerede fra min første arbejdsdag begyndte at se os om efter partnere til vores "hjemløse" periode. I dag har vi 61 partnere i Danmark og 37 internationale partnere i 14 lande. Sammen med dem har vi i 2018 præsenteret 627 opførelser med 41.869 mennesker som publikum og deltagere over hele landet. Vi har nået 32.244 børn i 367 forestillinger og workshopforløb. Vores tilskud fra Staten og Københavns Kommune dækker vores drift, men de fleste af vores aktiviteter finansieres af private eller internationale fonde. I mine år i Dansehallerne har vi skrevet utroligt mange ansøgninger til danske, nordiske og europæiske fonde. Det er ansøgninger, der skal passe ind i de forskellige fondes politikker, henvise til separate projekter, og hvis der gives støtte, skal der indberettes i helt forskellige systemer. Dette indebærer en kortsigtet tilgang, forhindrer langsigtede strategier og kræver en meget omfattende og tidskrævende administration. Derudover er der meget få fonde, der fokuserer på det innovative og eksperimentelle. Jeg mener, at Dansehallerne har en uholdbar finansiel 3
basisfinansiering i forhold til sine store og omfattende nationale forpligtelser. Sammenlign f.eks. de ca. 7,9 millioner, der gives af staten 2019, med de tilskud, der gives til teatre med lignende formål! Det blev hurtigt klart for mig, at de, der var mest interesseret i at samarbejde, var billedkunstforummet, ikke teatrene, og vi forstod, at vi skulle programlægge værker, der ikke krævede en traditionel scene. Og sådan er det stadig. Vi er nu på andet år uden egne fysiske faciliteter. De, der lider mest af "hjemløshed" er de over 200 DH-kunstnere, der i denne periode ikke har adgang til prøvelokaler og scene. Alligevel har vi formået at finde måder at kunne programmere, kuratere og producere i forhold til de betingelser, som det hjemløse liv sætter. Og vi arbejder hårdt på udviklingen af vores næste hus. Vi er drevet af vores visioner og drømme om dagen i 2020, hvor vi alle kan flytte ind i Kedelhuset i Carlsberg Byen, og der endeligt kan etableres en permanent, national platform for ny koreografisk scenekunst. Det er lykkedes for os at sikre den fremtidige placering. Det er lykkedes for os at få en accept af koreografi som vidensområde, der er repræsenteret i mange forskellige genrer, f.eks. i dans, men også cirkus, musik og billedkunst. Det er lykkedes for os at opbygge et publikum til det, vi præsenterer i nye fora, på alternative steder, ofte i interaktive formater. Vi har et publikum til den kunst, der interagerer offentligt, hvor kunstneren er ekspert indenfor sit felt, men også borgere og medmennesker. Kunstneren møder et nysgerrigt, engageret publikum, hvoraf mange deltager i dialog, ser forestillinger eller deltager i interaktive processer. Det er det, Dansehallerne faciliteter. Vi er blevet bekræftet i, at der er en interesse fra publikum i den innovative koreografiske scenekunst, og vi ved, at interessen stiger konstant med mulighederne for den dialog, som vi kan tilbyde med alle vores partnere. Vi tilbyder kunsten som et mødested! Dansehallerne har en unik opgave som både arrangør, producent og distributør af forestillinger og andre arrangementer. Vores mission er at kommunikere, informere og formidle viden om kunstfeltet, og vi har en stor mission i at støtte kunstnerne i forhold til præsentation, arbejdslokaler, daglig træning, kompetenceudvikling, residenser, forskningsmuligheder og meget mere. Vi er en platform for alle disse aktiviteter, for dialog og udvikling. Vi står fast på ytringsfriheden og den kunstneriske frihed, der i øjeblikket er truet i mange europæiske lande. Vi har derfor initieret og faciliteret det kunstnerdrevne The Artists Research Lab og Residency Program med partnere i otte lande, og under den paraply har vi også både residens-programmet RESA - Residency for Exchange and Sustainability in the Arts samt ILN - Innovative Leadership Network. Vi er partnere i det store internationale 4
projekt Centriphery, et projekt, der fokuserer på udviklingen af kunstens tilstedeværelse i forskellige perifere områder (både geografisk, socialt og økonomisk). God dialog mellem mennesker kræver udvikling af relationer. Derfor har vi i de senere år arbejdet på at skabe kunst som et socialt mødested, der danner miljøer og strukturer til den uformelle samtale som i f.eks. Meet, Eat and Talk og i Choreography in Action. Dansehallerne har udviklet evnen til at skabe rammer for møder på en sådan måde, at besøgende og publikum kan føle sig trygge i de pågældende situationer. Det er måske særligt vigtigt i forhold til børn, men det er også vigtigt for den del af befolkningen, der ikke kender kunsten så godt. Vi kunne gøre så meget mere, hvis bare den politiske vilje til denne udvikling var stærkere. Vi er drevet af nysgerrighed og af respekt for, hvad der kan få folk til at leve værdigt. Publikum giver kunsten mening i mødet, og den er i den forstand medskabende. Men den nye koreografiske scenekunst tilbyder også mere direkte former for interaktion. At interagere aktivt kræver mere end ens fysiske tilstedeværelse. Det kræver en tydelig invitation, et selvværd stort nok til at vælge mødet, en tillid til egne erfaringer og klare rammer for arrangementet. I Dansehallerne tilstræber vi et stort engagement med børn og unge, fordi vi tror på vigtigheden af et tidligt møde med, hvad kunst kan tilbyde som grundlag for verdenssyn, livssyn og for både personlig og kulturel udvikling. Men for at nå alle de mennesker, der ikke kender deres kreative evne eller har indblik i, hvad mødet med kunst kan tilbyde, kræves der mange flere ressourcer og en klar politisk vilje. Skønheden i hverdagen bør aldrig undervurderes, selvom vi også vil blive forført af usædvanlige magiske øjeblikke i det ekstraordinære. Vi kan finde den i kærlighed, i naturen, måske i de gode udfordringer i arbejdslivet eller i kunsten. I det mindste vi, der er privilegerede nok til at vide, hvor vi skal søge hen for at blive involveret. Den nyskabende kunst holder sig ikke inden for det givne. Kunstnere bevæger sig på tværs af genrer, viden og markeder. Kunstnere er efterspurgte i samarbejder mellem kunst, forskning og forretning. Kunstnere er involveret i at udvikle Dansehallerne. Udvikle Danmark. Udvikle på tværs af grænser. Jeg ser tilbage på en udfordrende, krævende, udmattende, men vellykket tid. En tid, hvor jeg har investeret alle mine færdigheder, fysiske og intellektuelle evner, mit netværk og min tillidskapital i en fantastisk og fælles opbygning. En tid med glæde, succes, men også med virkelig vanskelige øjeblikke. Og stress. En tid, hvor jeg har lært meget og fået anledning til genoverveje mange af mine tidligere erfaringer og min indsigt i dialog med et utrætteligt 5
personale, kunstnere og bestyrelse. Jeg ser fremad og tager al min visionære kraft med videre. Mit ønske er, at politikerne skal revurdere sin holdning til dansekunsten og øge finansieringen, således at Dansehallerne kan udvikle sig i forhold til både nuværende og fremtidige behov. Jeg ønsker, at min efterfølger Danjel Andersson får en rigtig god start på sit arbejde. Jeg ønsker, at kunstnerne vil fortsætte med at være aktive i udviklingen af Dansehallerne, og jeg ønsker, at publikum over hele landet vil få en reel chance for at lære denne fantastiske kunstform, der har så meget at tilføre og dele, at kende. Jeg ønsker, at jeg vil få en invitation til indvielsen af Kedelhuset, så jeg kan glædes over resultatet af det utrolig krævende arbejde - en fuldt udviklet national platform for ny koreografisk scenekunst. At jeg skal opleve huset som netop det mødested, som det er tænkt til at være. Kære venner - sammen har vi taget Dansehallerne til det, det er i dag. Til dette vil jeg gerne takke alle mine fantastiske medarbejdere i Dansehallerne. Jeg vil gerne takke producent og aktivitetschef Hanne Svejstrup særligt. Hun er en klippe. Hun har været min nærmeste medarbejder og sammen med mig kureret virksomheden. Hun er den jeg har kunnet dele både mine tvivl og visioner med. Hun er også den, der har været i stand til at tage mig ned, når jeg har villet flyve alt for højt... Jeg vil takke vores kunstneriske råd Koen Vanhove, Mette Ingvartsen, Kitt Johnson, Marie Topp og Jens Hauser. Jeg vil takke Dansehallernes modige bestyrelse med særlig tak til vores bestyrelsesformand Mikkel Harder Munck-Hansen og den dedikerede Bygningsfonden Kedelhuset under betryggende ledelse af Carsten Haurum. Jeg vil gerne takke: Alle kunstnere, der med utrættelig sondering og risikovillighed hele tiden giver os ny indsigt i, hvad det er at være menneske Alle publikummer og risikovillige deltagere til alle forestillinger og arrangementer Alle vores samarbejdspartnere i ind- og udland, der vil være involveret i arbejdet Alle fonde, der tror på vores visioner og projekter Alle embedsmænd, der kæmper med os og for vores behov Alle politikere, der tror på vores visioner og projekter (og de, der vil tro på os) Alle venner, der har givet mig den støtte og kærlighed, jeg ikke kan leve uden Vi kunstnere er som alle andre: bange, usikre, glade, triste, frække, nysgerrige... Vi finder vores styrke i de relationer og det samarbejdet, der gør os modige nok til ikke at tilpasse os og konstant flytte grænser for, hvad der er muligt. Nu tager jeg hjem til Sverige og tager fat 6
på mit eget kunstneriske virke. Kærlighed til mennesker er min drivkraft, kunsten mit redskab, verden min platform. Hvem ved, hvad der venter? Vi ses! Efva PS. Og før valgkampen: Øvelse nr. 80 Søg en politisk debat. Rejs dig op, mens alle andre sidder ned. Når du bliver spurgt hvorfor? - Svar med en dans. Do it. Siden jan. 2016 har Dansehallernes kunstneriske leder og direktør Efva Lilja hver måned skrevet et indlæg med tanker om og refleksioner om dansen, kunsten og kulturen og dens rolle i vores samfund. Fotocredit / Håkan Larsson 7