Mahlers 8. symfoni
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 2 Komponisten Gustav Mahler Du skal snart ind i Koncerthuset og opleve DR SymfoniOrkestret spille. Du skal høre orkestret spille en symfoni. Ved du hvad en symfoni er? En symfoni er et musikværk, der er skrevet til et symfoniorkester. En symfoni består som regel af flere forskellige musikstykker. Man kalder dem for satser, og de forskellige satser lyder tit forskelligt f.eks. med forskelligt tempo eller stemning. Tit er de også i forskellige tonearter. Symfonien, som I skal lytte til, er skrevet af komponisten Gustav Mahler (1860-1911). Symfonien var den ottende symfoni, som Mahler komponerede. Derfor kaldes den for Mahlers 8. symfoni. Da Mahler levede, var han først og fremmest berømt for at dirigere. Han var gennem hele livet ansat som dirigent ved forskellige orkestre i Europa og USA. Fordi han arbejdede som dirigent, havde han ikke så meget tid til at komponere. Sammenlignet med andre komponister har han ikke komponeret særligt mange værker. Og meget af hans musik er først blevet berømt efter hans død.
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 3 Mahler var jøde og levede en stor del af sit liv i byen Wien. Allerede omkring år 1900 var det ofte svært at være jøde i Wien. Jøder blev diskrimineret. Man kunne for eksempel ikke få et job som dirigent ved et stort orkester, hvis man var jøde. Derfor skiftede Mahler religion, han konverterede, og blev i stedet katolik. På grund af hadet til jøderne blev Mahlers musik heller ikke spillet i mange år i Østrig og Tyskland. I dag regner mange Mahler for at være en af de helt store komponister i vores musikhistorie. Han var med til at ændre den måde, som musikken lød på, hvilke toner man satte sammen, og hvilken form et musikstykke kunne have. Mahlers musik er meget udtryksfuld. Musikken går tit lige ind i hjertet på os og river i vores følelser. Mange har forsøgt at finde ud af, hvad Mahler egentlig mente med sin musik hvad ville han udtrykke? Var det følelser eller måske store naturoplevelser eller måske slet og ret livet? Da Mahler engang mødte den finske komponist Sibelius, fortalte han: Musikken må være ligesom hele verden. Den skal indeholde alt. 1 1 Egen oversættelse fra David Burnett-James, The Music of Gustav Mahler, 1989, s. 41.
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 4 Mahlers 8. symfoni Det var sommer, da Mahler skrev sin 8. symfoni. Han var taget ud til sit hus i skoven for at holde ferie fra sit arbejde som dirigent. Nu havde han endelig tid til at komponere. Da han gik i gang, følte han det, som musikken nærmest kom til ham af sig selv. Som om musikken allerede var skrevet, og at den bare flød ud gennem hans pen. Det var ikke mindst sætningen Veni, creator spiritus, som kommer fra den kristne, katolske sang, som inspirerede ham. Veni, creator spiritus kan oversættes til: Kom, du skabende ånd. Selve ordene fik også en vigtig plads i symfonien. Gustav Mahlers 8. symfoni er anderledes i forhold til mange andre symfonier. Alligevel er det en symfoni. Det første, som man lægger mærke til ved en koncert med Mahlers 8. symfoni, er størrelsen af orkestret. Orkestret er nemlig kæmpestort. Mahler skrev sin musik for næsten dobbelt så mange musikere, som man normalt skrev en symfoni for. Noget andet, der adskiller Mahlers 8. symfoni fra mange andre symfonier, er, at der er sangstemmer med igennem store dele af musikværket. Oprindeligt var en symfoni skrevet for symfoniorkestrets instrumenter. Og i Mahlers symfoni bliver sangstemmerne nærmest til et helt nyt instrument i orkestret. Den 12. september 1910 skulle Mahlers 8. Symfoni for første gang spilles ved en koncert i München. Der var næsten 1000 musikere og korsangere på scenen. Mahler selv skulle dirigere, og han var dybt koncentreret og sikkert også temmelig nervøs. For blandt publikum sad flere af datidens kendte komponister for at lytte til Mahlers nye værk. Symfonien blev en gigantisk oplevelse og en kæmpesucces. Billedet, som du kan se på næste side, er at taget ved en af orkesterprøverne inden denne første koncert i München. Sidenhen er Mahlers 8. symfoni blevet opført mange gange. Men det er både svært og meget dyrt at have over 1000 musikere og sangere på scenen. Derfor bliver værket ofte opført med lidt færre musikere og sangere end ved uropførelsen i München i 1910.
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 5 Lyt til musikken (2. sats / 1. del) (Læg mærke til, at det er 2. sats i symfoniens 1. del: Veni, creator spiritus første gang koret optræder i værket. Satsen har en længde på ca. 1:30) Det første stykke musik fra Mahlers 8. symfoni, som I skal lytte til, er fra symfoniens 1. del. Her kan man virkelig høre det store orkester og kor. Billede fra orkesterprøverne til den første opførelse af Mahlers 8. symfoni i 1910. Der var mere end 1000 musikere og sangere på scenen. Prøv at lytte til musikstykket. Kan du høre, hvilke instrumenter der er med i musikstykket? Skriv dem på linjen nedenfor. Får musikstykket dig til at tænke på noget bestemt? Måske et bestemt sted eller en bestemt person eller noget helt tredje?
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 6 Lyt til musikken (1. sats / 2. del) (Læg mærke til, at det er 1. sats i symfoniens 2. del: Schlussszene aus Faust II. Satsen har en længde på ca. 6:30) Det næste stykke musik fra Mahlers 8. symfoni, som I skal lytte til, kommer fra symfoniens 2. del. Her er stemningen helt anderledes. Til denne musik fandt Mahler nemlig sin inspiration et helt andet sted end den katolske sang. Han blev inspireret af teksten fra skuespillet Faust II, som forfatteren Goethe havde skrevet næsten 100 år før. Musikken i denne sats er fyldt med følelser. Prøv at sætte nogle ord på den stemning eller de følelser, som du hører i musikken. Hvordan er stemningen i starten? Prøv at lægge mærke til, hvordan musikstykket begynder. Hvordan virker dette? Måske forandrer følelserne sig også i løbet af musikstykket? Skriv de stemninger eller følelser, du oplever igennem musikstykket på linjen nedenfor. Du kan du bruge nogle af de ord, som står nedenunder, men du må også meget gerne finde på nogle selv. dyster vred nervøs sorgfuld glad ked af det hidsig spændt sur håbefuld trist munter kærlig ensom heroisk listende forsigtig voldsom voksende dansende
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 7 Lyt til musikken (3. sats / 2. del) (Læg mærke til, at det er 3. sats i symfoniens 2. del: Chor und Echo: Waldung, sie schwankt heran Satsen har en længde på ca. 4:30) I det sidste stykke musik fra Mahlers 8. symfoni, som I skal lytte til, befinder vi os i en skov. Hvad er det for en skov? Hvordan er stemningen i skoven? Imens du lytter til musikstykket, skal du tegne i kassen nedenfor, hvordan du forestiller dig skoven.
På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 8 DR Koncerthuset DR SymfoniOrkestret har fået et helt nyt koncerthus. Koncerthuset, som orkestret nu skal spille i, er et af de fineste og bedste koncerthuse i hele verden. Alt i Koncerthuset er indrettet, for at musikken skal lyde så godt som overhovedet muligt. Det nye Koncerthus er tegnet af en verdensberømt arkitekt, der hedder Jean Nouvel. Nouvel har arbejdet sammen med en mand, der hedder Yasuhisa Toyota, for at sørge for, at lyden bliver så god som overhovedet muligt. Toyota er akustiker. En akustiker ved en masse om, hvad man skal gøre, for at lyden (akustikken) i et rum eller en koncertsal bliver så god som muligt. Hvilke materialer skal man bruge? Hvilken form skal rummet have? Og meget meget mere. Koncerthuset indeholder i alt fire nye koncertsale, som alle er meget forskellige. DR SymfoniOrkestret skal spille i den største af koncertsalene. Når du skal ind og opleve symfoniorkestret, bliver det i denne nye, store koncertsal. 2009 Skoletjenesten Foto forside: Jacob Boserup Tekst og redaktion: Ulla Hahn Ranmar/ Skoletjenesten