Projektet har primært været rettet mod pkt. 2: den individuelle, socialpædagogiske indsats, med et klart defineret og beskrevet mål.

1 PARO projektet LISELUND 2011-2012 AFRAPPORTERING Demenscenter Viborg fik i efteråret 2011 stillet to sælrobotter, indkøbt af Teknologipuljen, til rådighed med henblik på at afprøve anvendelsesmuligheder i forhold til demensramte i Viborg Kommune. Man ønskede at arbejde systematisk med at afprøve sælrobotterne, og der blev derfor igangsat et projektforløb, som har strakt sig over ca. 1 år. Målet var at indsamle og dokumentere erfaringer med anvendelsen af sælrobotter i omsorgen for demensramte, med henblik på at afklare til hvilke borgere og i hvilke situationer, det er hensigtsmæssigt at anvende sælrobotter som en del af den socialpædagogiske indsats. Sælrobottterne kan anvendes på to principielt forskellige måder: 1. som almindelig adspredende aktivitet, evt. i en gruppe 2. som målrettet, socialpædagogisk indsats i forhold til udvalgte beboere med henblik på at afhjælpe konkrete adfærdsforstyrrelser, aflede i vanskelige situationer eller stimulere sprog, interaktion eller lignende. Projektet har primært været rettet mod pkt. 2: den individuelle, socialpædagogiske indsats, med et klart defineret og beskrevet mål. PARO har dog også i projektforløbet været anvendt som en almindelig, adspredende aktivitet for mindre grupper af beboere. Det er erfaringen at den uformelle præsentation af PARO i en hyggestund kan give et værdifuldt fingerpeg om hvilke beboere, der efterfølgende kan få glæde af en mere målrettet, socialpædagogisk indsats med sælen. Organisering En projektgruppe bestående af demenskonsulent Dorte Østergaard, social- og sundhedsassistent Helle Josefsen og social- og sundhedshjælper Kirsten Kolding Mikkelsen samt projektleder Birgitte Højlund havde ansvaret for afprøvning og erfaringsindsamling. Gruppen har holdt i alt 5 møder i projektperioden. Jette Hede fra Innovationscentret har deltaget projektforløbet i forbindelse med formidlingsaktiviteter omkring PARO (orientering på hjemmeside, borgermøde om velfærdsteknologi m.m.) Aktiviteter i projektperioden august-september 2011: Kompetenceudvikling og rammesætning Tre medarbejdere fra projektgruppen deltog i starten af forløbet i et certificeringskursus vedr. anvendelsen af PARO. Med udgangspunkt i PDSA-cirklen fra gennembrudsmetoden blev der udviklet et særligt testark til at dokumentere erfaringer fra de enkelte afprøvningsforløb. Projektgruppen udarbejdede også skriftlige vejledninger til personalet på Liselund i, hvordan PARO anvendes og vedligeholdes. Der blev indkøbt transport-lifte til de to sæler og de fik en fast (opladnings-) plads på Liselund.

2 oktober-november-december 2011: Præsentation af PARO og de første afprøvninger I løbet af efteråret 2011 blev der indsamlet og dokumenteret en række case-eksempler fra Liselund, hvoraf enkelte blev illustreret med videooptagelser. Dorte Østergaard udarbejdede sammen med Viborg kommunes jurister en særlig samtykkeerklæring, som gør det muligt at anvende udvalgte optagelser i forbindelse med undervisning m.m. Optagelserne blev vist på et borgermøde om omsorgsteknologi, som blev afholdt i oktober måned, og et klip er lagt ud på innovationscentrets hjemmeside om omsorgsteknologi. PARO blev præsenteret i forskellige sammenhænge hen over efteråret: Netværksmøde med fagkoordinatorer fra demensafsnittene, undervisnings- og temadage med forskellige medarbejdergrupper på Liselund, introduktion til personalet på Kildehaven og endelig blev PARO præsenteret på et pårørendemøde på Liselund. januar-april 2012: Afprøvning og formidling Fortsat afprøvning af PARO. Vellykkede testforløb dannede baggrund for handleplaner i Care. En del forløb blev dokumenteret med fotos. Projektet blev omtalt på Innovationscentrets hjemmeside. Teknologisk Institut inviterede i januar måned Dorte Østergaard til at bidrage med et oplæg på det årlige PARO-erfamøde, som var planlagt i forbindelse med en stor europæisk robotkonference i Odense. (erfamødet blev desværre aflyst). Sælrobotterne er i projektperioden afprøvet hos beboere på demenscenter Liselund. En målsætning om at afprøve PARO på andre plejecentre og i hjemmeplejen er ikke nået indenfor projektperioden, men det arbejdes der videre på. I foråret blev PARO præsenteret for de frivillige på Liselund og for den lokale afdeling af Ældresagen. maj-juni 2012: Intensiveret afprøvning På trods af mange opfordringer var en del medarbejdere på Liselund stadig forbeholdne overfor PARO, og ikke mindst dokumentationsdelen blev oplevet som en ekstra belastning i en meget travl hverdag. Projektgruppen besluttede derfor at intensivere indsatsen de sidste to måneder. De to sæler blev sendt på en runde på 14 dage i hver boenhed med en opfordring til personalet om at eksperimentere med anvendelsesmulighederne. For at gøre opgaven mindre krævende tilbød projektgruppen at udfylde testarkene. Det lykkedes herved at få udvidet casesamlingen med 8 nye testforløb. juli 2012: Afrapportering og planlægning af fremtidig indsats omkring PARO De indsamlede data er i det følgende bearbejdet. Rapporten sendes til Teknologisk Institut og Innovationscentret. Projektet er formelt afsluttet, men projektafdelingen vil fortsat arbejde systematisk med at indsamle erfaringer med PARO. De to sæler har fortsat base på Liselund, men vil kunne udlånes til testforløb i hele kommunen på betingelse af at testforløb evalueres skriftligt, dvs. at der afleveres et testark for hver afprøvning. Projektafdelingen vil i efteråret 2012 lægge information om PARO, erfaringer fra projektet og vejledning i hvordan andre kan få adgang til at afprøve sælerne ud på centrets hjemmeside, som er under etablering.

3 Overvejelser før start af projektet: Hvordan kan PARO anvendes? I projektet har vi arbejdet med tre forskellige overordnede anvendelsesaspekter, som tager udgangspunkt i nogle af de almindeligste symptomer i forbindelse med demenssygdomme: initiativløshed, apati, uro, angst og uhensigtsmæssig adfærd. Med udgangspunkt i de erfaringer, som blev præsenteret på certificeringskurset har vi afprøvet PARO med følgende formål for øje: 1. At stimulere/vække: Vi forventede at PARO kunne give beboeren sanse- og følelsesmæssige stimuli, som påvirker vågenhedstilstanden og løfter stemningslejet. PARO kan aktivere omsorgsmønstre fra beboerens tidligere følelsesmæssige tilknytning til kæledyr eller små børn, og dermed får beboeren en mulighed for at udtrykke følelser og yde en form for omsorg. Interaktion med sælen forventedes ligeledes at kunne stimulere sprog eller andre former for kommunikation. 2. At berolige/dæmpe uro: Mange demensramte har perioder med rastløshed, ængstelse og uro. Vi ønskede at afprøve om PARO kunne have en beroligende effekt, blandt andet ved at skabe fokus og koncentration omkring interaktionen med sælen. 3. At flytte fokus/aflede opmærksomhed: Ved at introducere PARO i forbindelse med situationer, som var svære for beboeren og som derfor udløst en uhensigtsmæssig adfærd, håbede vi at kunne flytte fokus fra situationen til samspillet med PARO og dermed aflaste både beboeren og den pårørende eller medarbejder, som var involveret i en svær situation.

4 TESTFORLØBET I afprøvningsforløbet har vi ladet det være op til personalet i den enkelte boenhed, hvornår og til hvem de ville introducere PARO. Eneste krav var at der blev formuleret et mål med indsatsen og udfyldt et testark, så forsøget efterfølgende kunne evalueres. Testarket var bygget op omkring PDSA-cirklen og så således ud: I det følgende beskrives de 17 forsøg, som blev dokumenteret via en PDSA-cirkel.

5 Beboer Mål for indsats Resultat 1 Mand m. demenssygdom Tidl. glarmester i egen forretning Tre børn: 1 pige, 2 drenge At bb udviser omsorg Får glæde og afslappethed Får stimuleret sanser og vækkes fra inaktivitet Så PARO som en hunsæl og fortalte om sine børn. Indsatsen skal være på et tidspunkt, hvor bb er frisk, da han ellers falder hen 2 Kvinde m. alkoholdemens 86 år Tidl. lægesekretær Én datter + mistet et barn som ung. Passiv og inaktiv 3 To kvindelige bb med demenssygdom de mest passive i gruppen 4 Kvinde med Alzheimers Tidl lægesekretær 87 år Én datter, der døde som ung. Mistet ægtefælle. Har for få dage siden fået sin hund aflivet. 5 Mand med Alzheimers Tidl advokat 87 år Én handicappet søn Gift Har haft hund 6 Mand med demens Tidl landmand At bb ikke sidder inaktiv hen Får glæde Vække glæde og initiativ At de to bb kan dele oplevelsen og glædes sammen Trøst og afledning, når hun er ked af det over tabet af sin hund. God og meningsfuld kontakt med personale, da han sjældent deltager i dagligdags aktiviteter og gøremål. (Styrke relationen) Afledning ved dårligt humør. Introduceres i en rolig stund. Er optaget af PARO og mere nærværende end vanligt. Er kærlig og udviser omsorg og vil helst ikke slippe den. Bad efterfølgende om at komme i seng giver normalt ikke udtryk for behov Begge udviser interesse for PARO, bliver optaget af den og tager initiativ til fysisk kontakt med den. Større nærvær end vanligt hos dem begge Taler med og aer PARO. Kan tale om sine tab uden at græde. Effekten holder sig i ca 15 min. Godt samtaleemne. Havde af og til kun fokus på PARO talte beroligende til den. Ingen interesse, giver ikke mening for bb.

6 84 årig mand Ugift, ingen børn I perioder vredladen og rastløs Målet er at gøre PARO kendt og til et positivt bekendtskab, så den kan bruges beroligende og afledende ved uro og vrede. Ønsker ikke at røre. Ender med at give PARO et knytnæveslag på snuden. Griner efterfølgende. 7 Kvinde med Alzheimers 63 år To sønner Hund, som ægtefællen dagligt tager med på besøg 8 Mand med Alzheimers Tidl arkitekt 82 år Tre sønner og ægtefælle Har haft en lille, hvid hund, som han har været meget glad for. 9 Kvinde med Alzheimers Tidl hjemmehjælper 95 år Tåler dårligt mange stimuli 10 Kvinde med demens 87 år Taber pt funktionsniveau, er træt og inaktiv. Vække interesse, initiativ, mimik og glæde. Afprøvning 6 mdr senere med samme mål: Udviser nu ikke længere glæde over at få besøg af sin hund. Vække interesse, glæde og mimik. Sidder meget inaktiv, sover en del af tiden. Give ro og glæde, give tilpasset stimuli. Vække initiativ og give glæde. Verbal kontakt, udviser omsorg. Smiler. Bryder sig ikke om lydene fra PARO, oplever dem som klynkende og appellerende. Intet initiativ til at berøre PARO. Verbal kontakt, få berøringer for det meste ignoreres den dog. Skal have hjælp til at aktivere PAROs sensorer. Gav i starten udtryk for, at PARO var sød og dejlig. Fik mere mimik og spontan tale. Begyndte kort efter at græde. Meget glad for PARO, fulgte med i lydene og bevægelserne. Ignorerede personalet fuldstændigt. Klarer kontakt i 20 min. Vil gerne opleve PARO, lyser op og morer sig. Rækker hånden ud

7 11 Kvinde med Parkinsons Landmandskone 84 år Fire børn Beroligende ved rastløshed og uro. efter den, men skynder sig at tage hånden til sig, da Paro vender hovedet mod hende. Snakker og berører PARO. Er for stor at have i skødet for denne bb, men virker fint at have den liggende foran på bordet. Har brug for hjælp til at aktivere PAROs sensorer. 12 Mand med demens Tidl mekaniker 65 år Tre børn Har haft hund. 13 Kvinde med demens. Tre børn. Opholder sig på midlertidig plads og får dagligt besøg af ægtefælle. 14 Mand med demens Tidl landmand Døjer med lufthunger Råbende, kontaktsøgende og sexuelt fixeret ift kvindeligt personale Give ro, nærhed og mulighed for at yde omsorg, når han bliver rastløs. At aflede og give ro, når ægtefællen går hjem, idet dette dagligt udløser uro, rastløshed, vandren og vrede. Mulighed for at yde omsorg. Stimuli af sprog. Berolige, aflede. God respons. Holder om PARO og nusser den. Vil ikke af med den igen. God respons. Når personalet er på forkant med situationen, får bb meget glæde ud af PARO. Får mere sprog, holder om PARO og nusser den. Har ikke tid til at sige farvel. Beholder PARO i 1½ timer, og er glad og rolig resten af dagen. God respons ved tidlig indsats. Klarer kun kortvarig kontakt alene - mister interessen. Er der personale tilstede, veksler hans opmærksomhed mellem PARO og seksuel interesse.

8 15 Kvinde med demens Kontorassistent 88 år To børn Har hund med på plejecentret Interesserer sig ikke for almindelige dagligdags gøremål og aktiviteter 16 Kvinde med demens Barnløs Har passet mange børn 78 år I dagligdagen meget glad for en almindelig dukke 17 Kvinde med demens Fire børn Glad for dyr Søn død for ¾ år siden Utryg og råbende ved sovetid, ofte langvarigt Aflede, når bb vil hjem eller meget tidldigt i seng. Give opmuntring og glæde, når hun er ked af det. Give ro ved rastløshed Give mulighed for at yde omsorg Stimulere sprog Give ro til natten, så hun falder til ro og i søvn Falder til ro, holder om PARO og snakker til den. Får brudt sin kedsomhed. Taler til PARO, lover at passe på den og ikke forlade den Spørger, hvad PARO spiser Fungerer godt med personalestøtte Indsatsen justeres løbende bb er bl.a. bange for at komme til at lægge sig på PARO. Nogle aftener giver det ro og søvn, andre gange er det en for stor forpligtelse for bb at passe på PARO. Ved at slukke for PARO efter kort tid, klarer hun samværet, og der er nu ro om natten. Caseeksempler I det følgende uddybes fem af ovenstående eksempler. De repræsenterer dels de tre anvendelsesaspekter: stimulere, berolige og flytte fokus dels er de to forsøg, der ikke havde positivt resultat, uddybet i det det følgende.

9 STIMULERE Karen er en 95-årig kvinde med demens af Alzheimers type. Hun fik diagnosen i 2005, hvor hun boede alene og stort set klarede sig godt. Hun er tidligere hjemmehjælper og har to sønner. I 2009 flytter Karen ind på en skærmet enhed, hvor hun sig godt. Hun er glad for det sociale liv, som hun bidrager til på sin egen måde hun har nemlig svært ved at udtrykke sig verbalt. Efterhånden får Karen dog svært ved at rumme fællesskabet og de mange stimuli. Personalet finder ud af, at Karen har brug for nogle pauser for sig selv i løbet dagen og aftenen. Hun bliver sorttalende og vred, når hun får for mange stimuli. Desuden er hun meget følsom for fysiske ubalancer, såsom smerter og blærebetændelser, som hun døjer med. I sådanne perioder er hun hallucineret, vred på personalet og frasiger sig nødvendig hjælp, og hun kan slå og sparke, når personalet forsøger at hjælpe hende. Karen deltager ikke i mange aktiviteter, da hun stresses heraf. Når hun skærmes, sidder hun alene og kigger ud i luften. Personalet giver hende nogle små stunder, hvor hun får éntil-én kontakt, hvilket hun som regel har glæde af. PARO blev introduceret i en stille stund. Karen reagerer positivt, smiler over hele ansigtet og tager initiativ til at røre ved PARO. Hun følger levende med i PAROs bevægelser og lyde. Efterhånden bliver Karen så optaget af PARO, at personalet nærmest ikke kan komme i kontakt med hende, som de formulerer det. Hun får også mere sprog. Personalet afbryder kontakten efter 20 min for at undgå overstimulering, hvilket efterfølgende vurderes passende. I dette tilfælde har flere faktorer været vigtige: vælge et roligt tidspunkt begrænse mængden af stimuli (enten tidsmæssigt, men også lyden fra PARO kunne man have reduceret/fjernet) aflæsning af Karens kropssprog: hvor går grænsen i dag?

10 BEROLIGE Anna er en 95-årig kvinde med demens uden specifikationer. Diagnosen er stillet i 2009, hvor hun boede alene i en lejlighed. Anna har fire sønner, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn. Der er rigtig gode familierelationer. Anna er også meget glad for dyr. Den sidste tid, Anna boede i sin lejlighed, var præget af problemer som følge af konfusion. En nat i det tidlige forår gik hun på gaden uden ret meget tøj på, var forvirret og kunne ikke finde hjem. Anna flyttede ind på en skærmet enhed og havde stor glæde af fast struktur og personale tæt på. Anna mistede sin ene søn i september 2011. Det var en stor sorg for hende, og hun havde det skidt i mange måneder. Hun begyndte at få særdeles urolige nætter, hvor hun kunne kalde på personalet 20-30 gange pr nat. Anna havde et stort behov for trøst og kontakt, men det hjalp kun i nuet. Hun ville gerne, at husets kat lå hos hende men det ville katten ikke. Nogle nætter sov Anna meget lidt. PARO har været præsenteret for damerne i huset flere gange om ugen det seneste års tid. Anna har udvist interesse for den, snakker og aer den gerne på en lidt forsigtig måde. Personalet beslutter at prøve, om det har god effekt at lade Anna sove med Paro om natten. Anna ville gerne lade PARO ligge hos sig, selvom hun var lidt nervøs for, om hun kunne komme til at lægge sig på den. De første nætter var gode, Anna talte til PARO en halv times tid og faldt så i søvn. Herefter var der skiftevis gode og knap så gode nætter. Der blev analyseret på evt årsager til dette, og indsatsen blev justeret. Nu er der om aftenen et for Anna genkendeligt ritual. Når hun får sin nattemedicin i fællesrummet, kommer PARO frem. Anna får den på skødet i sin kørestol, mens hun følges til sin stue. Hun udviser straks omsorg og aer PARO. Mens Anna er på badeværelset kan

11 hun høre lydene fra PARO og taler beroligende til den. Når Anna er i seng, puttes PARO hos hende, og personalet slukker for PARO efter få minutter, for ellers synes Anna, at den er for urolig. Nu er nætterne rolige. FLYTTE FOKUS Lilly er en 79-årig kvinde med demens uden specifikationer. Diagnosen blev stillet i sent i år 2010. Ægtefællen havde da passet hende i deres hjem gennem flere år, men det bliver efterhånden svært, da Lilly flere gange dagligt pakker ting og sager sammen og vil hjem til mor og far. I august 2011 kommer Lilly på midlertidig plads, mens hun venter på en lejlighed i et demenscenter. Lilly har tre sønner, en del børnebørn og også oldebørn. Hun har tidligere haft hund som kæledyr. Lilly har brug for at spejle sig i andre eller at guides i almindelige gøremål. Hun er meget passiv og tager ikke initiativ. Hun deltager ikke uopfordret i samtaler, og hun svarer med enstavelsesord eller helt korte fraser. Hun har svært ved at udtrykke sine behov, også hvad angår sult, tørst og smerter. Ægtefællen kommer dagligt på besøg. Lilly genkender ham men der går kun kort tid, før hun er utilfreds og skælder ham ud. Når han tager afsted igen, er Lilly i dårligt humør. Hun vandrer rundt og bliver mere og mere vredladen. Hun giver med sit begrænsede ordforråd udtryk for mistro. Hun kan ikke redegøre for, hvad hun har brug for bortset fra, at hun skal hjem til mor og far. Lilly vandrer i timevis, kan kort kortvarigt afledes og falder først til ro, når hun meget træt kommer i seng. Af og til fortsætter uroen en del af nattetimerne. En formiddag, hvor Lilly er frisk, introducerer vi PARO. Hun falder pladask for den. Rækker armene ud for at holde den, taler spontant, meget og relevant. Der kommer en del mimik og liv i øjnene. Personalet er overraskede over at opleve de mange ressourcer, som Lilly pludselig viser. De beslutter sig for at prøve om PARO kan hjælpe Lilly, når ægtefællen tager hjem. Når ægtefællen efter aftale signalerer, at han nu tager afsted, kommer personalet med PARO. Ægtefællen siger farvel, men Lilly har dårligt tid, da hun hurtigt opsluges af at tale til PARO. Da ægtefællen igen siger farvel, svarer Lilly: Det hár du sagt - uden overhovedet

12 at kigge på ham. Lilly sidder nu med PARO, til den efter 1½ time løber tør for batteri. Der er resten af dagen ikke antydning af uro, vandren eller vrede. Efterfølgende har personalet med brugt PARO til Lilly hver eftermiddag i længere tid. To forsøg, der ikke lykkedes Anders Anders er 84 år og har en vaskulær demens. Han er tidligere landmand og har været ungkarl hele livet. Han har ingen børn. Anders er følsom for stimuli og tåler kun aktiviteter i begrænsede mængder. Han døjer med nogle fysiske ting, som i perioder gør ham konfus, urolig og mistroisk og han kan i disse perioder være truende og udadreagerende, både mod personale og andre beboere. Også i gode perioder kan Anders have tider i løbet af dagen, hvor han bliver forvirret og vredladen. Personalet vil gerne prøve, om Anders oplever PARO på en positiv måde. Håbet er, at PARO bliver så kendt for Anders, at den kan bruges afledende og beroligende, når Anders er urolig. PARO introduceres på er roligt tidspunkt, hvor Anders ikke opleves rastløs eller forvirret. Der er kun ham og en medarbejder til stede. De sidder ved et bord, og PARO ligger skråt foran Anders. Anders kigger på PARO og spørger: Hvad nytte er dén til? Han har ingen interesse i at berøre PARO. Pludselig slår han ud efter PARO, som han rammer med et knytnæveslag på snuden. Bagefter griner han. Personalet har gjort sig tanker om, at Anders som tidligere landmand ikke har knyttet sig til kæledyr. Han har heller ikke haft børn, så han har måske ikke været så vant til at udvise omsorg.

13 Anders kan også være blevet overstimuleret, have mistolket situationen eller oplevet uudtalte krav om en reaktion. Søren Søren er en 82-årig mand med Alzheimers demens, som han blev diagnosticeret med tilbage i år 2000. Han flyttede ind i en demensbolig i 2009. Han har ægtefælle, børn og børnebørn. Han har igennem hele sit sygdomsforløb været tæt knyttet til en lille, hvid puddelhund, som for nyligt er blevet aflivet. Hunden fulgte ham allevegne, også i daghjem igennem flere år. Det var tanken, at hunden skulle flytte med ham ind på centret, men hunden brød sig ikke om det og ville hellere med ægtefællen hjem. Siden indflytningen på demenscentret har Sørens Alzheimer været støt fremadskridende. Han har ikke meget sprog han taler ikke uopfordret, og han svarer næsten kun med ja og nej. Han er træt og meget passiv. Han har næsten ingen ansigtsmimik. PARO introduceres for Søren i fællesrummet. I begyndelsen klarede han op og smilede, rørte ved PARO og sagde, at den var sød og dejlig. Han fik liv i øjnene og tydelig mimik. Der gik dog ikke ret lang tid, før stemningen skiftede og Søren begyndte at græde. Det kan tænkes, at PARO har mindet ham om den hund, han har været så glad for? Konklusion Ud af de i alt 17 målrettede afprøvninger, der er dokumenteret i projektforløbet, var der kun to forsøg, som mislykkedes. I case nr. 6 reagerede beboeren negativt på PARO og slog den. I case nr. 8 begyndte beboeren efter kontakten med sælen at græde. Årsagerne er ikke åbenlyse, men i personalegruppen blev forskellige forklaringer drøftet, jf. ovenstående Det er dog ikke muligt at få bekræftet nogen af forklaringerne. Da forsøgene med PARO ikke blev gentaget i nogle af tilfældene, er det heller ikke muligt at vurdere, om der var tale om dårlig timing og en enkeltstående dårlig dag for beboeren eller om PARO generelt var en dårlig idé i forhold til pågældende beboere. Langt de fleste af afprøvningerne havde således et positivt udfald. I syv afprøvninger var det primære formål at stimulere beboeren sansemæssigt og sprogligt og give beboeren mulighed for at udtrykke følelser og yde omsorg. I seks tilfælde havde indsatsen som formål at berolige beboeren, dæmpe rastløshed eller trøste en ulykkelig beboer. I de sidste fire afprøvninger var der fokus på at flytte fokus i en problematisk situation, f.eks. når ægtefællen tog hjem, ved sengetid, hvor en beboers hund ikke ville med ind i lejligheden og sove, eller i situationer, hvor beboeren var meget kontaktsøgende i forhold til personalet. Fordele og ulemper observeret i projektforløbet

14 I forhold til sælrobottens høje pris er det på sin plads at spørge hvordan den kan anvendes på andre måder eller opfylde andre behov end f.eks. et levende kæledyr eller en dukke. PAROS store øjne, bevægelser og lyde stimulerer umiddelbart til interaktion, enten i form af berøring eller som dialog. Vi har ikke observeret at PARO nåede at lære at genkende enkelte stemmer og dermed kunne reagere specifikt på sin herre. Måske skyldes dette at afprøvningsforløbene har været for korte eller at begge sæler har været i hænderne på mange forskellige mennesker. Derimod er det tydeligt at de signaler sælen udsender, generelt kalder på omsorgsadfærd hos mange af beboerne. Enkelte beboere reagerede dog negativt på sælens lyde, som de opfattede som meget appellerende og klynkende, og dermed måske også for krævende i forhold til deres ressourcer som omsorgsgivere. Også længden på knurhårene har givet anledning til flere klagelyde fra PARO, da den ved berøring af dem udviser utilfredshed. En del beboere har haft brug for hjælp til kontinuerligt at stimulere PAROs sensorer, da de ikke selv har trykket hårdt nok. I den forbindelse har vi også drøftet sælens størrelse, som vi har oplevet kan virke lidt voldsom. Den er ikke bare stor, den er også tung. Det betød i praksis at sælen ofte blev placeret på et bord fremfor i skødet på en beboer. Sælen fungerer ikke helt optimalt som krammedyr på grund af størrelsen og vægten, og den beboer, som altid sidder med en dukke, kan på ingen måde håndtere PARO, som hun håndterer dukken. Flere siger spontant, når de får sælen på skødet: Nej, hvor er den tung. I forhold til levende kæledyr som hunde og katte ser vi en række fordele ved PARO, som også er blevet udnyttet i projektforløbet: En beboer er flyttet ind på plejecentret med sin hund, og det er ind imellem problematisk, da hunden skal luftes og fodres og meget gerne vil grave huller i haven. Samme hund har mere energi end sin ejer, så når hun vil i seng, vil hunden ikke med, så her er anvendes PARO som en god erstatning.

15 Alle disse hunde-ulemper undgås ved robotsælen. Fordelen ved PARO er at personalet kan regulere de stimuli, som kontakten med sælen giver, og de krav, den stiller som substitut-kæledyr. Der kan kort sagt slukkes enten for lyden eller i det hele taget for strømmen, når man vurderer at nu er målet nået. Forklaringen: PARO skal sove virker i hvert fald i forhold til de beboere, der opfatter PARO som et levende dyr. Vi har også erfaret flere gange, at levende hunde er afvisende overfor PARO, måske ligefrem jaloux? Det betyder dog ikke at PARO ikke kræver pasning og vel og mærke en pasning, som kun personalet kan tage ansvaret for. Her er opladning en kontinuerlig udfordring, og mange gange i forløbet er strømmen sluppet op, netop som PARO skulle i aktion. Det er vores erfaring at procedurer omkring opladning skal være meget godt indarbejdede, og at det er vigtigt at PARO har sit helt faste opladested. Vi indkøbte lifte til vores to sæler, og de er gode til at transportere sælen i, men sammen med sutte-stikket (opladerstikket) sender de nogle lidt forvirrende signaler. Det kan måske give mening at man skal putte PARO som en baby, men da den ikke må være tildækket under opladning er liftene ikke optimale som opladestation, hvilket ellers er oplagt.

16 LUFFES FASTE SOVEPLADS Evaluering af metoder i projektet Den metodiske tilgang i projektforløbet har været medarbejderdreven innovation. Ideen har været at lade de medarbejdere, som kender beboerne og deres hverdag, være de primære dataindsamlere. Der har ikke været krav om et bestemt antal afprøvninger eller et bestemt fokus på forhånd. To medarbejdere med sosu-faglig baggrund har været involveret i projektforløbet som tovholdere i hver deres afdeling. De var begge med på certificeringskurset og vendte begejstrede tilbage. Nu skulle PARO i brug og der var store forventninger. De to medarbejdere har lavet mapper med instruktioner til kollegerne, de sørgede for indkøb af lifte og har været indpiskere i forhold til at få sat nogle afprøvninger i gang og få dem dokumenteret. Det har ikke altid været lige let at få taletid på teammøderne eller overbevise kollegerne om at PARO skulle afprøves. Set i bakspejlet har projektgruppen nok haft en lidt for optimistisk forventning til hvor positivt PARO ville blive modtaget i medarbejdergruppen generelt. Antagelsen har været at de to medarbejdere i projektgruppen uden problemer ville kunne motivere deres kolleger til at gå i gang med at eksperimentere, og der blev derfor ikke brugt ressourcer på en fælles introduktion til hele personalet. Ikke mindst dokumentationsdelen har voldt en del problemer, og de PDSA-cirkler, som foreligger, er ofte mangelfuldt udfyldt. I den sidste fase af forløbet har projektgruppen derfor brugt en del ressourcer på at uddybe de enkelte cases, og til sidst tilbød projektgruppens medlemmer at udfylde skemaerne. Det er et uafklaret spørgsmål, hvad årsagen til den mangelfulde dokumentation er er det fordi kravet om dokumentation generelt er overvældende og opleves som en irriterende belastning i en travl hverdag? Er det fordi skemaet er uforståeligt? Er det fordi hele ideen med en robotsæl vækker modstand hos nogle af medarbejderne - eller er det fordi

17 kollegerne tænker: det ordner Helle og Kirsten, de er jo med i projektgruppen?. I den forbindelse kunne det også overvejes om en logbog som ofte bruges til notater i forbindelse med PDSA-cirklen ville have forbedret eller forværret situationen omkring den skriftlige dokumentation? (spørgsmål som afklares på mødet med Helle og Kirsten inden endelig udgave). Fremtidsperspektiver Selv om det egentlige projektforløb nu er overstået, fortsætter de målrettede forsøg med PARO mhp. at få udvidet og kvalificeret materialet. De to robotsæler skal fortsat have base på Liselund, men vi ønsker at få spredt de erfaringer, vi har opnået i projektperioden. Samtidig ønsker vi at sikre at sælerne også fremover bliver anvendt målrettet med et bevidst socialpædagogisk sigte og ikke kun som et underholdende indslag i hverdagen. Målet for det følgende halvår (efterår 2012) er således at få lavet en række forsøg på andre plejecentre og evt. hos borgere i eget hjem. Vi må konkludere at præsentation af PARO ved diverse team- og personalemøder ikke har været tilstrækkeligt til at motivere medarbejdere til på egen hånd at gå i gang med at afprøve PARO. Vi planlægger derfor at udbyde en pakke, bestående af en 2 timers introduktionskursus, efterfulgt af en afprøvningsperiode med mulighed for støtte fra projektafdelingen. I tilknytning til hver afprøvning udfyldes én eller flere PDSA-cirkler, evt. med støtte fra projektmedarbejderen. Ved et længerevarende behov må det enkelte plejecenter, evt. pårørende overveje om de vil købe en egen PARO. I forbindelse med afrapporteringen er der udviklet et slideshow, som også kan anvendes til temadage som indtægtsdækket virksomhed i forskellige sammenhænge, både internt og i andre kommuner eller organisationer. Rapporten sendes til Teknologisk Institut og Innovationscentret og lægges på demenscenter Viborgs egen hjemmeside, så snart denne er etableret. Andre former for PR/kontakt til medier vil løbende blive overvejet. Indsatsen evalueres i forbindelse med status på demensstrategien i 4. kvartal 2012.