Vaniljegud af Nikolaj Højberg Morten fik sin diagnose på en mandag. Ikke, at der var noget i vejen med det, det var faktisk mere end rart, for sammen med diagnosen fulgte et arsenal piller, som fik stemmerne i Brugsens vaniljekranse til at tie stille. Om fredagen, da han lå i hospitalssengen for sidste gang, kom han dog til at tænke følgende: Hvorfor er det lige mig, der får en diagnose? Jeg er jo ikke den eneste, der hører stemmer. Dette fik ham til at google hele natten, og næste morgen gik han ind til sin psykiater og sagde: Du, hvorfor er det egentlig mig, der er skizofren? Det troede jeg, du havde forstået Morten. Det gør jeg også, jeg forstår fint, at jeg skal have nogle piller for at få B.S. og Haarder til at tie stille, men hvorfor er det kun mig, der skal have piller? Hvorfor ikke alle de andre, som også hører stemmer? Det der bliver du nødt til at forklare nærmere, sagde hans psykiater, der i øvrigt hed Anton B. Jensen. (Meget senere fandt Morten ud af, at B et stod for Berg, men han lo ikke, han forstod udmærket, at Anton ikke reklamerede med at hedde det samme som et stykke chokoladeovertrukket marcipan). Må jeg sidde ned? spurgte han. Naturligvis, svarede Anton og slog ud med hånden i retning af den ene af de to gæstestole. Mens Morten satte sig, lukkede Anton kontordøren. Da han atter sad bag skrivebordet, sagde han: Okay, hvad er det helt præcist, du har på hjertet, Morten? 1
Jeg forstår ikke den forskel, der bliver gjort på mig og de andre, som hører stemmer. Hvad mener du med forskel? Alle mennesker, der diagnosticeres skizofren kommer i behandling. Det forstår jeg godt, men jeg forstår ikke den forskel, der er på, hvem, der diagnosticeres. Du er katten om den varme grød, Morten. Du bliver nødt til at komme frem med, hvad det er du vil sige. Okay. Jeg sidder her, fordi B.S. og Bertel Haarder taler til mig fra hullet i Brugsens vaniljekranse, og det kan jeg godt forstå ikke er normalt. Det jeg ikke forstår, er hvorfor de mennesker, som hører stemmer fra et kors eller en bederuller eller en bunke sten i Jerusalem, ikke skal på piller. Så derfor har jeg surfet hele natten og faldt over denne artikel. Morten trak artikel fra Howard Medical Journal op af baglommen og rakte den til Anton. Den ældre psykiater tog den med en bekymret mine. Langsomt foldede han arkene ud og skimmede teksten. Trækninger om hans mund viste en træthed sætte ind, men over morgenmaden havde Morten besluttet, at han ikke ville gå, før han fik et tilfredsstillede svar. Okay, sagde Anton og lagde printet fra sig. Jeg vil gerne have, at du genfortæller, hvad der står i artiklen. Ikke fordi jeg ikke selv kan læse den, men for at jeg kan være sikker på, at du har forstået den, og at vi derfor har et fælles grundlag at tale ud fra. Selvfølge, sagde Morten. Dét artiklen handler om er skanninger af hjernen, mens den arbejder, altså hvilke områder, der er aktive mens jeg for eksempel taler, eller piller mig i næsen eller drømme om næste års ferie. Anton nikkede og så mere og mere træt ud. Forsæt, sagde han. 2
De skannede også sådan nogle som mig. Skizofrene mener du? Ja, skizofrene, og skanninger af sådan nogle som mig viser, at området for hørelsen, Wernickes område, er aktiv når vi hører fantasistemmer, fuldstændig på samme måde, som når der bliver talt rigtigt til os. Det er korrekt, sagde Anton. Det er det, der står i artiklen, og de seneste års forskning har... Men der står meget mere, brød Morten ham af, for Anton B. Jensen var tydeligvis i gang med at dreje samtalen væk fra artiklens anden halvdel, hvilket var selve årsagen til Mortens besøg. Forsæt, sukkede Anton og strøg sig over kinderne. Morten fik næsten ondt af ham, men han ville have et svar på sit spørgsmål. De skannende også mennesker som bad, og her synes jeg det bliver spændende doktor! Dem, som påstår at Gud besvarer deres bønner, deres Wernickes område lyser også op! Fuldstændig som dem, der bare hører stemmer. Hvor er det, du vil hen med det her, Morten? Jeg vil vide, hvorfor jeg bliver stemplet som syg, bare fordi jeg hører stemmer fra hullet i Brugsens vaniljekranse, mens alle dem, der hører stemmer fra deres bedekrans er raske. Anton holdt en beroligende hånd i vejret, og det gik op for Morten, at han råbte. Undskyld, sagde han og kunne ikke dy sig for at tilføje: Men havde jeg nu råbt Gud er stor! så var jeg vel normal? Anton sukkede. Han så meget, meget træt ud. Gråt ansigt, mørke skygger under øjnene. Han betragtede Morten med et næsten opgivende blik, sukkede så igen og sagde: Hvad vil du have, jeg skal sige? Det har jeg jo sagt! Jeg vil have, at du forklarer, hvorfor 3
jeg stemples som skizofren, mens de bedende ikke gør det. Skanningerne viser jo, at de vitterlig hører Guds stemme, fuldstændig som at den viser, at jeg hører B.S. og Haarder tale til mig fra Brugsens vaniljekranse. Det kan jeg ikke forklare dig... Hvorfor ikke! Det er sgu da uretfærdigt, at jeg dømmes ude af arbejdsmarkedet på grund af den diagnose, mens sådan en som Krarup får lov at side i Folketinget. Vi hører jo begge to stemmer. Hvorfor er han rask, mens jeg er syg? Anton B. Jensen sukkede meget, meget dybt og holdt begge hænder afværgende op mellem dem. Han lignede én, der virkelig havde brug for en kop kaffe. Sort, tre skefulde sukker, måske en skæt Bummelunder. Dårlig samvittighed roterede i Mortens bryst, men han havde for pokker da krav på et ærligt svar. Du bliver nødt til at dæmpe din vrede, hvis vi skal føre en samtale, sagde Anton. Jep, undskyld, du har ret, men hvorfor kan du ikke se paradokset i det jeg siger? Fordi jeg ikke er helt sikker på, hvad det er du siger. Kan jeg få dig til at stille det fuldstændigt firkantet op? Morten sukkede. Nu var det hans tur til at føle sig træt, men som sagt så ville han have et svar. Han ledte derfor længe efter de rigtige ord, før han sagde: Okay, forestil dig to mennesker komme ind på dit kontor. Den ene fortæller, at B.S. taler til ham fra hullet i en vaniljekrans, den anden fortæller, at Jesus taler til ham fra korset, han bærer om halsen. Hvem af dem diagnosticerer du som skizofren? Psykiater Anton sank, og hans ansigtskulør blev endnu mere grå end før. Med en ubehagelig kriller i maven gik det op for Morten, at han havde skubbet manden ud på et sted, han ikke kunne bunde. 4
Hvorfor er det spørgsmål så svært? spurgte han. Hvem af dem diagnosticerer du som skizofren? Hvad er det, du vil opnå med denne samtale? spurgte Anton. Opnå? Jeg vil sgu ikke opnå noget ikke andet end at forstå, hvorfor du gør forskel på folk. Morten, jeg gør ikke forskel på folk. Alle, som kommer i min konsultation med symptomerne for skizofreni får min hjælp. Og det er så dér, jeg mener, at du gør forskel på Stop, Morten! Det grå i psykiater Antons ansigt var der stadig, men på begge kinder brændte en rød rosette. Stop, gentog han, denne gang noget mere afdæmpet. Og undskyld, at jeg råbte af dig, men Morten jeg føler ikke denne samtale føre nogle steder, og jeg må sige, at jeg finder den på grænsen til det respektløse, både over for mit professionelle virke og over for de mange mennesker, som tror på den ene eller anden guddom. Tror? Hvad er det for noget fis, skanningerne viser jo, at de rent faktisk hører noget, så de må da opleve det, som at de ved det. Jeg tror det er bedst, at du bliver her et par dage mere Morten Hva!? For min umiddelbare vurdering er, at du er ved at udvikle en mild grad af paranoia. Morten trak vejret meget dybt for ikke at eksplodere, for at gøre dét ville helt sikkert forlænge hans ophold med et par uger i stedet for et par dage. Han lod luften slippe ud i et sitrende suk, og i mens luftstrømmen kildede hårene i hans næse, slog følgende ham: Ved du hvad? Jeg har løjet hele tiden, men det er på 5
grund af min mor, og det må du gerne skrive i journalen. Løjet om hvad? spurgte Anton og betragtede ham med øjenpoppende forbløffelse. At B.S. og Bertel taler til mig fra hullet i Brugsens vaniljekranse, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg ellers skulle sige, for min mor er en meget dominerende kvinde, hvilket ikke passer særlig godt sammen med, at kun er militant ateist. Morten. Nu skal du ikke begynde at Det er gud, der taler til mig fra vaniljekransen, og han skal ikke medicineres væk. Han rejste sig og gik hen mod døren, alt i mens han talte. Otte nåede han til, så kvækkede Anton: Sæt dig ned Morten, vi har rigtig meget, vi skal have talt igennem, før du for lov at tage hjem. Hvad i alt verden snakker du om, doktor? Du skal da respektere min religion. Jeg er virkelig ked af, at jeg har spildt din tid, jeg ville aldrig have sagt, at B.S. taler til mig fra Brugsens vaniljekranse, hvis jeg havde vidst, hvilket gigantisk arbejde jeg satte dig og alle de andre i gang med, så havde jeg bare sagt det, som det er. At Gud taler til mig. Det er jo normalt, ikk? Sæt dig! Morten mødte psykiaterens kradsbørstige blik, mens han af alle kræfter forsøgte at se barsk ud. Han tvivlede ærligt talt på, at det lykkedes, og sagde: Kun hvis du svarer mig på mit spørgsmål. Hvem diagnosticerer du som skizofren, ham med vaniljekransen eller ham med korset? 6