Produktansvar - Komponenter og selvbeskadigelse

Erstatning uden for kontraktsforhold 1.5. Produktansvar - Komponenter og selvbeskadigelse Artiklen belyser produktansvarsreglernes anvendelse i situationer, hvor en komponent i et produkt forvolder skade. Særligt og i lyset af to nyere domme behandles de specielle tilfælde, hvor komponenten forvolder skade på selve det produkt, hvori komponenten er indsat. Af advokat Jacob Møller Dirksen, HORTEN 1. Indledning Det er en grundlæggende forudsætning for anvendelse af reglerne om produktansvar, at der er sket en fysisk skade, og at skaden er sket på noget andet end selve det defekte produkt. For så vidt angår produktansvar inden for produktansvarslovens område, er dette lovfæstet i produktansvarslovens 2, stk. 2, sidste punktum:(1)»loven omfatter ikke skade på selve det defekte produkt«. Grundsætningen gælder tilsvarende for produktansvar efter de i retspraksis udviklede regler. Det kunne for en umiddelbar betragtning synes enkelt at fastlægge, hvornår der er sket skade på noget andet, og hvornår det ikke er tilfældet. Både teori og praksis viser imidlertid, at afgrænsningen giver anledning til vanskeligheder. Et spørgsmål, der i særdeleshed giver anledning til tvivl, vedrører de tilfælde, hvor et produkt består af flere komponenter, og hvor den ene komponent forvolder skade på hele slutproduktet eller andre dele heraf. Det gælder både tilfælde, hvor alle komponenter er produceret og samlet af den samme, og tilfælde, hvor komponenten er produceret eller leveret af en anden end den, der producerer eller samler slutproduktet. Det overordnede spørgsmål er i disse tilfælde, om skadelidte kan rejse krav efter produktansvarsreglerne, og i givet fald mod hvem, eller om skadelidte alene kan påberåbe sig de køberetlige regler over for sin umiddelbare medkontrahent.(2) 418 En vis afklaring er bragt med to nyere domme: Sø- og Handelsrettens dom af 23. september 2009 i sagen H-57-04 (»Opel-dommen«) og U 2010.1360 H (»Masnedø-dommen«). Dommene vil blive behandlet nærmere nedenfor. 2. Sondringens betydning Om et givent tilfælde er omfattet af produktansvarsreglerne, de køberetlige regler eller af begge regelsæt, har betydning på en række punkter for de implicerede parter.(3) Blandt andet kan der peges på forældelses- og reklamationsreglerne. Et produktansvarskrav forældes efter produktansvarslovens 14 og bestemmelserne i forældelsesloven, hvorimod et krav efter de køberetlige regler kan fortabes langt tidligere på grund af reklamationsreglerne. Skadelidte har derfor en interesse i at kunne påberåbe sig produktansvarsreglerne frem for eller i tillæg til de køberetlige regler. Komponentleverandøren, hvis komponenter indsættes i slutprodukter, har større risiko for at blive mødt med erstatningskrav, hvis det antages, at skadelidte kan rejse krav direkte mod komponentleverandøren efter produktansvarsreglerne i tilfælde af en komponents skadeforvoldelse på slutproduktet, efter at slutproduktet er bragt i omsætning, end hvis skadelidte er henvist til at gå frem efter de køberetlige regler. Komponenter, der indsættes i ofte komplicerede maskiner og anlæg, og som svigter og volder skade, kan være årsag til betydelige økonomiske følgetab, og det har derfor væsentlig betydning for komponentleverandøren og komponentleverandørens ansvarsforsikringsselskab at have klarhed over risikobilledet. Endvidere kan der peges på behovet for og mulighederne for kontraktregulering i forholdet mellem komponentleverandør og færdigvareproducent, der i sagens natur er væsensforskellige, alt efter om der skal tages højde for regulering af mulige krav efter produktansvarsreglerne, herunder regreskrav og eventuelt»omvendt regres«,(4) eller alene for mangelskrav. Det anførte er blot nogle få eksempler på betydningen af sondringen mellem de køberetlige regler og produktansvarsreglerne, og det synes rimeligt at anføre, at en anvendelse af produktansvarsreglerne generelt medfører en væsentligt vanskeligere gennemskuelig retsstilling for de implicerede parter (og deres eventuelle advokater), end hvis alene de køberetlige regler finder anvendelse. Situationen kan problematiseres yderligere i tilfælde, hvor parterne er internationale, idet der ofte vil opstå spørgsmål om lovvalg. 3. Sondringen mellem ingredienser og komponenter Siden Børge Dahls afløsningsopgave i 1973(5) har spørgsmålet om, hvorvidt der er sket skade på andet end selve det defekte produkt og dermed om produktansvarsreglernes anvendelse væsentligst taget udgangspunkt i læren om ingredienser og komponenter.(6) Ifølge denne lære er det af afgørende betydning, om den defekte del kategoriseres som en ingrediens eller som en komponent. Er der tale om en ingrediens, bedømmes skade på slutproduktet alene efter de køberetlige regler. Som et eksempel fra praksis kan henvises til U 1995.502 H (»Cementa-dommen«), hvor nogle facadeelementer blev misfarvede, fordi den cement, der blev anvendt til facadeelementerne, under transport var blevet forurenet med skifermel. Højesteret konstaterede, at cementen indgik som en uadskillelig bestanddel i facadeelementerne, og at skaden på facadeelementerne derfor ikke kunne betragtes som en skade på en anden genstand, hvorfor produktansvarsreglerne ikke fandt anvendelse. Er der derimod tale om en komponent, finder produktansvarsreglerne anvendelse. Et ofte citeret eksempel fra praksis er U 1999.255 H (»Medierørs-dommen«): En tysk virksomhed producerede og solgte et parti stålrør til en dansk virksomhed, der solgte rørene til en dansk kommune. Kommunen anvendte rørene som medierør i en fjernvarmeledning. Efter at ledningsstrækningen var taget i brug, konstateredes en utæthed i en svejsning i et af medierørene, og kommunen udskiftede 70 meter fjernvarmeledning, idet isoleringen var ødelagt. Kommunen anlagde herefter sag mod den danske virksomhed, der Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 1

adciterede den tyske producent. Da medierøret ikke havde været en uadskillelig bestanddel af den 419 monterede rørledning, fandtes skaderne på rørets omgivelser at være omfattet af produktansvarsreglerne.(7) Afgrænsningen mellem ingredienser og komponenter sker ud fra, om den pågældende bestanddel udgør en så væsentlig, integreret og teknisk/økonomisk uadskillelig del af det produkt, hvori bestanddelen indgår, at der ikke kan sondres mellem skaden på bestanddelen og det produkt, hvori den indgår. Denne vurdering er ikke altid enkel.(8) Det skal holdes for øje, at ingrediens-/komponentlæren ikke er afgørende i de tilfælde, hvor der sker personskade eller skade på andre ting end slutproduktet. I disse tilfælde vil skadelidte kunne gå frem efter produktansvarsreglerne, både i forhold til færdigvareproducenten og i forhold til leverandøren af den skadeforvoldende bestanddel, uanset om bestanddelen karakteriseres som en ingrediens eller en komponent. Sondringen besvarer heller ikke i alle tilfælde spørgsmålet om produktansvarsreglernes anvendelse, når et delprodukt forvolder skade på det produkt, hvori delproduktet indgår, efter at slutproduktet er bragt i omsætning. Hvor delproduktet er en ingrediens, vil sådanne tilfælde ikke være omfattet af produktansvarsreglerne. Er der derimod tale om en komponent, er spørgsmålet ikke helt så enkelt, jf. nærmere nedenfor. 4. Generelt om produktansvar for komponentskader I udgangspunktet er det uden betydning for anvendelsen af produktansvarsreglerne, om det produkt, der forvolder skade, er indsat som en komponent i et andet produkt.(9) Hvis en komponentleverandør leverer en komponent, der indsættes i et andet produkt, og komponenten på grund af en defekt forvolder skade på noget andet, kan skadelidte i udgangspunktet kræve sit tab erstattet efter produktansvarsreglerne, forudsat at de almindelige erstatningsbetingelser i øvrigt er opfyldte. Tabet, der kan kræves erstattet, vil både omfatte det direkte tab som følge af den fysiske skade og et eventuelt formuetab, der er en følge af den fysiske skade.(10)»noget andet«kan i denne sammenhæng både være personskade, skade på andre ting eller skade på det produkt, hvori den defekte komponent er indsat. I tilfælde, hvor der sker personskade, er det uden betydning, om skadelidte er den umiddelbare køber af det færdige produkt eller af komponenten, om skadelidte er et senere omsætningsled, eller om skadelidte er en helt udenforstående. I alle tilfælde vil der kunne rettes et produktansvarskrav mod producenten af den defekte og skadeforvoldende komponent.(11) Efter omstændighederne vil skadelidte tillige kunne rette sit krav mod færdigvareproducenten eller eventuelle andre led i omsætningskæden.(12) Samme principper gælder ved tingsskade, når der er tale om skade på andet end færdigvareproduktet. Også her vil skadelidte kunne rejse krav mod komponentleverandøren, uanset om skadelidte er færdigvareproducenten eller tredjemand, og efter omstændighederne vil skadelidte ligeledes kunne rette sit krav mod andre led i omsætningskæden.(13) Mindre enkelt er det i de tilfælde, hvor komponenten alene forvolder skade på det produkt, hvori komponenten er indsat. Er der kun to led i omsætningskæden komponentleverandør og køber er sagen klar. I disse tilfælde er der sket skade på»noget andet«, uanset om sagen anskues fra komponentleverandørens eller fra den skadelidte købers synsvinkel, og skadelidte vil kunne rejse krav efter produktansvarsreglerne. Vanskelighederne opstår, når en komponent i et produkt forvolder skade på andre dele af eller på hele det færdige produkt, 420 efter at det færdige produkt er bragt i omsætning, og navnlig når der er flere led i omsætningskæden. 5. Skade på slutproduktet (selvbeskadigelsestilfælde) Hvis en komponentleverandør leverer en komponent til en færdigvareproducent, der indføjer komponenten i færdigvareproduktet, som bringes i omsætning, og komponenten herefter forvolder skade på færdigvareproduktet, er det ikke længere oplagt, om der er sket skade på»noget andet«, og om der efter produktansvarsreglerne kan rettes krav mod komponentleverandøren, færdigvareproducenten eller dem begge. Det kunne for eksempel være bremserne (komponent) i en bil (færdigvareproduktet), der svigter, og derved forårsager skade på bilen. På den ene side kan man anføre, at der ikke er sket skade på andet end det produkt, færdigvareproducenten har bragt i omsætning, og som skadelidte har købt, og at anvendelse af produktansvarsreglerne over for færdigvareproducenten derfor bør være udelukket, idet der ikke er sket skade på»noget andet«. Omvendt kan det anføres, at der er sket skade på»noget andet«, i og med at komponenten har forvoldt skade på færdigvareproduktet. Argumentet har navnlig vægt i forhold til komponentleverandøren, idet komponenten jo ubestrideligt har forvoldt skade på andet end sig selv. Skadelidte kan derfor med en vis ret hævde, at der kan rejses et produktansvarskrav over for komponentleverandøren. Hvis dette sidstnævnte accepteres som udgørende et tilstrækkeligt grundlag for anvendelse af produktansvarsreglerne i forholdet mellem skadelidte og komponentleverandøren, vil en konsekvens deraf være, at færdigvareproducenten (eller en mellemhandler) kan blive mødt med et hæftelsesansvar.(14) I forholdet mellem skadelidte og færdigvareproducenten (eller mellemhandleren) ville produktansvarsreglerne dermed komme i anvendelse»ad bagvejen«. Problematikken er i den juridiske litteratur ofte betegnet som selvbeskadigelsestilfælde,(15) idet der i hvert fald set fra færdigvareproducentens og skadelidtes side alene sker skade på det produkt, der er bragt i omsætning, respektive købt. Om skadelidte i selvbeskadigelsestilfældene (også) bør kunne påberåbe sig produktansvarsreglerne, eller om disse tilfælde alene skal afgøres på grundlag af mangelsreglerne, har i en årrække været genstand for diskussion i den juridiske litteratur, ligesom problemstillingen fik særlig opmærksomhed i forbindelse med vedtagelsen af produktansvarsloven i 1989. Forarbejderne til produktansvarsloven indeholder således en del betragtninger om spørgsmålet, og de kan derfor bidrage til forståelsen af afgrænsningen mellem de køberetlige regler og produktansvarsreglerne. 5.1. Produktansvarslovens tilblivelse Den danske lov om produktansvar er blevet til på baggrund af Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, der pålagde medlemsstaterne at implementere direktivet i deres lovgivning.(16) Direktivet omtalte produktets selvbeskadigelse med følgende ord:»ved 'skade' i artikel 1 forstås: skade på eller ødelæggelse af en anden ting end selve det defekte produkt ( )«, jf. artikel 9, litra b). I forbindelse med vedtagelsen af produktansvarsloven blev der fremsat fire lovforslag. Alle fire lovforslag indeholdt den samme formulering i 2, stk. 2, sidste punktum:»loven omfatter ikke skade på selve det defekte produkt«, som da også endte med at Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 2

blive den endelige og stadig gældende formulering. Men på trods heraf forblev indholdet i de bemærkninger, der vedrørte produktansvarslovens 2, stk. 2, sidste punktum, ikke det samme. Det første forslag til loven blev fremsat den 14. maj 1986,(17) og i de specielle bemærkninger til 2 anførtes følgende (min understregning):»lovforslaget omfatter endvidere ikke skade på selve det defekte produkt. Ansvaret for en sådan skade bedømmes efter købelovens regler om mangler. Dette gælder også ansvar for skade, som et delprodukt volder på et andet produkt, hvis delproduktet er indføjet i produktet, før dets overgivelse til køberen eller brugeren. Det samme vil være tilfældet, hvis indføjningen sker i forbindelse med varens levering, f.eks. i forbindelse med et husholdningsapparats montering. Påsætter montøren, reparatøren eller brugeren efter genstandens levering derimod nye dele, vil den skade, som en defekt ved denne nye del volder på genstanden, falde ind under lovforslagets regel om objektivt ansvar for produktskader.«(18) Som det fremgår, var Justitsministeriet af den opfattelse, at det afgørende er, hvordan situationen tager sig ud i 421 det sidste omsætningsled. Sker der ikke skade på andet end det produkt, køberen har erhvervet, finder produktansvarsreglerne derfor ikke anvendelse. Det er dog ikke helt klart ud fra det citerede, om anvendelsen af produktansvarsreglerne alene findes at være udelukket i forholdet mellem køber og sælger, eller om køberen også er afskåret fra at rette krav efter produktansvarsreglerne mod komponentleverandøren, men det sidstnævnte synes at være tilfældet. Forslaget blev samtidig med fremsættelsen sendt i høring hos berørte myndigheder og organisationer, men Folketinget nåede ikke at få det færdigbehandlet i folketingsåret 1985/1986. Den 8. oktober 1986 blev forslaget til lov om produktansvar genfremsat med få ændringer.(19) De ovenfor citerede bemærkninger til 2 var ikke blevet ændret i bemærkningerne til dette lovforslag. Heller ikke dette lovforslag nåede at blive færdigbehandlet inden folketingsårets slutning, og et tredje forslag blev derfor fremsat den 7. oktober 1987.(20) I bemærkningerne til dette lovforslag var de ovenfor citerede bemærkninger til 2 vedrørende selvbeskadigelsestilfældene erstattet med en kort bemærkning om, at lovforslaget ikke omfattede skade på selve det defekte produkt sammen med en henvisning til punkt 7 i de almindelige bemærkninger. Punkt 7 var nyt i forhold til bemærkningerne til det tidligere forslag og var sålydende (min understregning):»afgrænsningen af, hvilke skader der er omfattet af henholdsvis købeloven og reglerne om produktansvar, vil kunne give anledning til vanskeligheder i praksis, særligt hvis defekten kan lokaliseres til en del af en større enhed, og det er den større enhed, der skades. Ved vurderingen af spørgsmålet finder justitsministeriet, at der bør tages udgangspunkt i, om det defekte produkt er en del af et produkt, der er blevet solgt som en enhed. Som eksempel herpå kan nævnes en privat benyttet bil. I tilfælde af, at der opstår skade på f.eks. bilens karrosseri som følge af, at bilen ved købet havde defekte bremser, vil skaden skulle betragtes som en skade på selve det defekte produkt, hvorfor skaden ikke omfattes af reglerne om produktansvar. Hvis bilen senere forsynes med nye bremser, vil en skade på bilen, som følge af, at de nye bremser var defekte, være en skade på en anden genstand end selve det defekte produkt, og skadelidte vil kunne kræve erstatning af producenten af bremserne efter reglerne om produktansvar. Afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en skade på selve det defekte produkt eller på en anden ting end det defekte produkt, vil ofte afhænge af, hvad der nærmere er aftalt mellem køberen og sælgeren. Afgrænsningen vil i øvrigt, som hidtil skulle ske gennem domstolenes praksis.«(21) I forhold til bemærkningerne til de to første lovforslag fremstår disse bemærkninger mindre kategoriske, og det er stadig ikke helt klart, om produktansvarsreglerne generelt er ude af billedet, når der alene er sket skade på den ting, som køber har erhvervet, eller om anvendelsen af produktansvarsreglerne alene er udelukket i forholdet mellem køber og sælger. At der er tale om en generel udelukkelse af anvendelsen af produktansvarsreglerne, fremgår imidlertid af Justitsministeriets svar på en række spørgsmål om afgrænsningen mellem de køberetlige regler og produktansvarsreglerne, der blev stillet i forbindelse med det andet lovforslag.(22) Af disse kan det nemlig udledes, at det afgørende efter Justitsministeriets opfattelse er, hvilken genstand køberen i det sidste omsætningsled i omsætningskæden køber. Hvis genstanden er en bil, og der opstår skade på karosseriet som følge af en defekt ved bremserne, skal dette således betragtes som en skade på selve produktet (bilen), og køberen kan alene rette krav mod sælgeren efter de køberetlige regler, hvorimod køberen ikke kan rejse et produktansvarskrav, hverken mod sælgeren eller mod producenten af de defekte bremser.(23) Da heller ikke det tredje lovforslag nåede at blive færdigbehandlet, fremsattes et fjerde lovforslag den 12. oktober 1988.(24) Det fjerde lovforslag førte endelig til vedtagelsen af lov om produktansvar.(25) På en række punkter var lovforslaget ændret i forhold til de tidligere, men ikke med hensyn til formuleringen af 2. Heller ikke bemærkningerne til 2 var ændret i forhold til det tidligere fremsatte lovforslag. 5.2. Den juridiske litteratur Problematikken omkring komponenters skadeforvoldelse, herunder selvbeskadigelsestilfældene, er behandlet flere steder i den juridiske litteratur. Der kan dog observeres en vis usikkerhed hos flere forfattere, ligesom Justitsministeriets opfattelse, som den blev udtrykt i forbindelse med produktansvarslovens vedtagelse, ikke uden videre er blevet lagt til grund. Tværtimod er det flere steder i litteraturen antaget, at der i de tilfælde, hvor en komponent forvolder skade på det produkt, hvori komponenten er indsat, efter omstændighederne kan rejses krav efter 422 produktansvarsreglerne. Spørgsmålet er blandt andet blevet berørt af Vibe Ulfbeck,(26) der i 2004 anførte følgende:»for at man kan tage stilling til, om der er forvoldt skade på andet end det solgte produkt, må det således fastlægges, hvad der er solgt. Er der tale om salg fra en råvareleverandør til en delvareleverandør og videre fra delvareleverandøren til en færdigvareleverandør, vil spørgsmålet om, hvad der er solgt, skulle besvares forskelligt afhængigt af, hvilket led i omsætningskæden, kravet ønskes rettet mod. Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket skade på noget andet end det solgte produkt, vil derfor også kunne skulle besvares forskelligt afhængigt af, hvilket led i kæden et krav rettes mod. Eks.: A producerer bremsesystemer, som han sælger til B, der er færdigvareproducent af biler, som han sælger til C. På grund af en defekt i bremsesystemet kører C galt, og bilen beskadiges. I dette tilfælde vil C ikke have noget produktansvarskrav mod B som producent, da der i forhold til B ikke er sket skade på andet end det solgte produkt. Derimod vil han have et køberetligt krav mod B og et produktansvarsretligt krav mod A, da der i forhold til A er sket skade på andet end det af ham solgte produkt (bremsesystemet). Sker skaden derimod på bilen, mens den endnu er i B s besiddelse (for eksempel under en prøvekørsel), vil B kunne gøre produktansvar gældende mod A. (...).«(27) Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 3

At bilkøberen, C, i eksemplet skulle have et produktansvarskrav mod producenten af bremsesystemet, A, for skaderne på bilen, er i modstrid med forarbejderne til produktansvarsloven som beskrevet ovenfor.(28) Spørgsmålet er også behandlet af John Peter Andersen,(29) der på baggrund af et lignende eksempel med en bil, som udbrænder på grund af en fejl i det elektriske kørelys, antager, at der ikke er noget til hinder for, at køberen af bilen kan rette et produktansvarskrav mod producenten af kørelyset og de med denne hæftende mellemhandlere.(30)(31) Dette synspunkt stemmer heller ikke overens med de gennemgåede forarbejder til produktansvarsloven. Der kan tillige henvises til Børge Dahl m.fl.,(32) som ikke mener, at Justitsministeriets bemærkninger er i overensstemmelse med tankegangen, der ligger bag komponenttilfældene.(33) Dette begrundes med henvisning til den svenske højesteretsdom i NJA 1986, s. 712,(34) hvorfor bileksemplet besvares med, at sagen falder inden for produktansvarsloven.(35) Også her stilles der således kraftigt spørgsmålstegn ved Justitsministeriets forståelse af loven. 5.3. Nyere retspraksis Retspraksis om spørgsmålet har hidtil været sparsom, men der er inden for de senere år afsagt to domme, som giver en vis afklaring på problemstillingen: Sø- og Handelsrettens dom af 23. september 2009 i sagen H-57-04 (»Opel-dommen«) og U 2010.1360 H (»Masnedø-dommen«). 5.3.1. Opel-dommen Sagen udsprang af en række skader på tre Opel-biler, der opstod, fordi bilernes tandremme knækkede. Forbrugerrådet og FDM anlagde som mandatarer for de tre bilkøbere herefter sag med påstand om erstatning efter reglerne om produktansvar. Sagen var anlagt mod den danske importør af bilerne og mod den autoriserede forhandler af bilerne i Danmark. Bilerne var produceret af et tysk selskab, og tandremmene var produceret af en underleverandør til det tyske selskab. På den ene af bilerne var tandremmen blevet udskiftet, mens det ikke var tilfældet for de to andre. Der var under sagen enighed om, at skaderne på den bil, der havde fået udskiftet tandremmen, var omfattet af produktansvarsreglerne.(36) For så vidt angik de to andre biler gjorde sagsøgerne gældende, at skaderne på bilerne skulle vurderes efter produktansvarsreglerne,(37) idet man bestred, at der var sket skade på selve det defekte produkt. Det blev gjort gældende, at tandremmen var det defekte produkt, at skaderne på bilernes motorer forvoldtes af tandremmen, og at de sagsøgte dermed hæftede som mellemhandlere. Heroverfor gjorde de sagsøgte gældende, at der var tale om et selvbeskadigelsestilfælde, og at 423 produktansvarsreglerne ikke omfatter selvbeskadigelsestilfælde. Til støtte herfor henviste de sagsøgte til Justitsministeriets bemærkninger til produktansvarsloven, der tillige er refereret i dommen.(38) I forlængelse heraf gjorde de sagsøgte gældende, at når man skal vurdere, om der er sket skade på andet end det solgte produkt, er det afgørende, hvad der er solgt, og dette afhænger af, hvilket led i omsætningskæden kravet er rettet imod. De sagsøgte anførte således, at når bilen er solgt som en enhed, reguleres situationen af de køberetlige regler. Sø- og Handelsretten frifandt de sagsøgte med følgende korte begrundelse:»tandremmen indgår som en del af det produkt, den samlede bil, som blev leveret til Maren Pedersen og Ole Hansen gennem General Motors Danmarks forhandler Andersen & Martini A/S, og skaden er sket på det købte produkt. I tilslutning til de bemærkninger til lovforslaget der er gengivet ovenfor, finder retten at der ikke er grundlag for at gøre et produktansvar gældende i denne del af sagen, jf. produktansvarslovens 2, stk. 2, in fine.«(39) Som det ses, lagde Sø- og Handelsretten afgørende vægt på, hvordan situationen tog sig ud fra sagsøgernes (de skadelidtes) side i forhold til de skadelidtes umiddelbare medkontrahent. Det forhold, at der af det sidste led i omsætningskæden inden skadelidte var solgt et samlet produkt bilen medførte således, at der ikke kunne kræves erstatning efter produktansvarsreglerne heller ikke over for tidligere led i omsætningskæden, fordi der ikke var sket skade på andet end bilen. Som nævnt var der mellem parterne enighed om, at skaderne på den bil, der havde fået udskiftet tandremmen, var omfattet af produktansvarsreglerne. Den nærmere baggrund for dette fremgår ikke af dommen. Af dommen fremgår, at bilen blev købt brugt af den pågældende sagsøger i 2001, og at tandremmen var blevet udskiftet i henholdsvis 1997 og 1998 altså inden salget til sagsøgeren. Der var således tale om, at tandremmen var en komponent i bilen på det tidspunkt, hvor sagsøgeren købte bilen. Henset til de sagsøgtes argumentation og Sø- og Handelsrettens præmisser kunne man umiddelbart undre sig over, hvorfor der i dette tilfælde skulle være tale om et produktansvarskrav, blot fordi den skadeforvoldende komponent var blevet udskiftet på et tidligere tidspunkt.(40) Svaret skal formentlig findes i, at sagsøgeren havde købt bilen brugt af en privatperson, der ikke udgør et ansvarssubjekt som producent eller mellemhandler efter produktansvarsreglerne, og at der derfor i forholdet mellem det sidste potentielle ansvarssubjekt i omsætningskæden den der udskiftede tandremmen og skadelidte var tale om, at der var sket skade på noget andet (tandremmens skadeforvoldelse på bilen). 5.3.2. Masnedø-dommen Sagen udsprang af, at Wärtsilä Danmark som totalentreprenør havde leveret et kraftvarmeværk til et dansk gartneri. Kort efter leveringen havarerede den ene af gasmotorerne i kraftvarmeværket som følge af et brud på motorens plejlstang. Motoren var leveret af Wärtsilä Danmarks moderselskab, Wärtsilä Sweden, som havde fået stålelementet, der indgik i plejlstangen og brød sammen leveret fra et tysk selskab. I forbindelse med en isoleret bevisoptagelse udtalte de udmeldte skønsmænd blandt andet, at der efter deres opfattelse ikke var noget, som indikerede, at det af det tyske selskab leverede stålelement var af en utilfredsstillende kvalitet. Derimod fandt skønsmændene, at de gevind, som Wärtsilä Sweden havde fremstillet, var af dårlig kvalitet, og at dette havde medvirket til bruddet på plejlstangen.(41) Da motoren havde været ude af drift i en periode, led gartneriet et driftstab. Der var således blevet produceret en mindre mængde tomater som følge af manglende CO₂-tilførsel til de drivhuse, hvori gartneriet dyrkede tomatplanterne, og gartneriet havde mistet indtægter på grund af et reduceret salg af el. Efterfølgende gik gartneriet konkurs. Konkursboet efter gartneriet sagsøgte Wärtsilä Danmark og Wärtsilä Sweden, og under retssagen skulle der blandt andet tages stilling til, om der var grundlag for at kræve erstatning for det lidte driftstab. Konkursboet støttede blandt andet kravet på produktansvarsretlige synspunkter. Østre Landsret lagde til grund, at plejlstangen var defekt, og at defekten skyldtes svigt ved fremstillingen eller kontrollen af plejlstangen. Herefter udtalte landsretten følgende:»som følge heraf anses Wärtsilä Sweden ansvarlig for såvel den tingsskade, som den defekte plejlstang anrettede (motorhavariet), som følgerne Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 4

af tingsskaden (driftstabet). Det gør herved ingen forskel, at Wärtsilä Sweden har produceret ikke blot plejlstangen, men hele motoren.«(42) Endvidere anførte landsretten eksplicit, at der ikke var grundlag for at antage, at svigtet skyldtes grov uagtsomhed fra Wärtsilä Swedens side. 424 I forhold til Wärtsilä Danmark henviste landsretten til, at NLM 94, pkt. 67, indgik som en del af totalentrepriseaftalen mellem gartneriet og Wärtsilä Danmark, hvorfor Wärtsilä Danmarks eventuelle produktansvar for gartneriets driftstab var begrænset til tilfælde, hvor Wärtsilä Danmark havde udvist grov uagtsomhed. Landsretten lagde til grund, at denne begrænsning også måtte gælde for en mellemhandlerhæftelse efter de i retspraksis udviklede regler om produktansvar, og da Wärtsilä Danmark ikke havde udvist grov uagtsomhed, blev Wärtsilä Danmark frifundet. Landsrettens begrundelse for at dømme Wärtsilä Sweden er interessant. For det første kan det noteres, at landsretten ikke i sine præmisser anvender ordet»produktansvar«. Det er bemærkelsesværdigt, fordi landsretten i øvrigt opregner de grundlæggende betingelser for produktansvar i forbindelse med tingsskade en defekt, en (fysisk) skade og et tab. Endvidere må det modsætningsvist kunne lægges til grund, at landsretten mente, at Wärtsilä Sweden havde handlet simpelt uagtsomt, hvilket også er en betingelse for at pålægge produktansvar efter de i retspraksis udviklede regler om produktansvar.(43) Det næste og i særdeleshed interessante at notere sig er, at landsretten konkluderede, at der var indtruffet en tingsskade, idet plejlstangen forårsagede motorhavariet, og at det ikke havde nogen betydning, at Wärtsilä Sweden havde produceret både plejlstang og motor. Anskuer man sagen fra Wärtsilä Swedens side, havde man leveret ét produkt til Wärtsilä Danmark, nemlig motoren, og der var ikke sket skade på andet end motoren. Anskuer man sagen fra skadelidtes (gartneriets) side, var der heller ikke sket skade på andet end (en del af) det produkt, man havde købt. På den baggrund og i lyset af det grundlæggende krav om, at der skal være sket skade på noget andet end det defekte produkt, jf. princippet i produktansvarslovens 2, stk. 2, er landsrettens konklusion overraskende. Følges landsrettens ræsonnement, ville følgen nødvendigvis være, at en skadelidt kunne påberåbe sig produktansvarsreglerne i alle tilfælde af mangler ved det af skadelidte købte produkt, når blot manglen havde karakter af en skade forårsaget af en defekt komponent i det produkt, som skadelidte har købt, også i tilfælde, hvor der kun var to led i omsætningskæden en sælger og en køber. Landsrettens dom stemmer da heller ikke med konklusionerne i dommen i Opel-sagen, som blev afsagt cirka halvandet år efter Østre Landsrets dom i Masnedø-sagen. Som ovenfor beskrevet nåede Sø- og Handelsretten i Opel-sagen frem til, at de skadelidte ikke kunne gå frem efter produktansvarsreglerne, idet de defekte tandremme indgik som en del af det produkt (bilerne), som de skadelidte havde købt. 425 Landsrettens dom blev anket til Højesteret af Wärtsilä Sweden. Højesteret frifandt Wärtsilä Sweden med følgende begrundelse:»efter skønsmændenes svar lægger Højesteret til grund, at bruddet på plejlstangen skyldtes, at et gevind i stangen var defekt. Wärtsilä Sweden havde udført gevindet og indføjet plejlstangen i gasmotoren i forbindelse med produktionen af denne, og plejlstangen indgik dermed som en del af det produkt, som Masnedø Gartnerier købte af Wärtsilä Danmark A/S. Det havari på motoren, som bruddet på plejlstangen forårsagede, var således en skade på selve produktet (selvbeskadigelse) og må dermed anses som et udslag af en køberetlig mangel ved motoren og ikke som en produktskade på motoren, jf. princippet i produktansvarslovens 2, stk. 2, sidste pkt. Driftstabet vedrørende el- og tomatproduktionen kan derfor ikke kræves erstattet af Wärtsilä Sweden efter de i retspraksis udviklede regler om produktansvar. Havariet på gasmotoren og den heraf følgende manglende tilførsel af CO2 til tomatplanterne påførte ikke planterne nogen fysisk skade, og Masnedø Gartneriers tab i form af mistet høstudbytte fra tomatproduktionen kan derfor heller ikke kræves erstattet som en produktskade på planterne.«(44) Som det ses, slår Højesteret for det første fast, at der ikke var påført tomatplanterne nogen fysisk skade. Havde det været tilfældet, ville der utvivlsomt have været grundlag for et produktansvarskrav, idet der i så fald ikke havde været tvivl om, at der var sket skade på noget andet end det defekte produkt, uanset om sagen anskues fra producentens (Wärtsilä Swedens) eller skadelidtes (gartneriets) side. Dernæst frifinder Højesteret Wärtsilä Sweden, idet det lægges til grund, at der er tale om et tilfælde af selvbeskadigelse. Det er givetvis korrekt. Forholdet var jo, at der ikke var sket skade på noget andet end det defekte produkt, uanset om sagen anskues fra producentens eller skadelidtes side. Højesterets begrundelse er imidlertid interessant, idet Højesteret lægger til grund, at det afgørende er, at plejlstangen indgik som en del af det produkt, som gartneriet købte af Wärtsilä Danmark. Derimod henviser Højesteret ikke til, at gasmotoren inklusive plejlstangen indgik som en del af det produkt, Wärtsilä Danmark købte af Wärtsilä Sweden. Højesterets dom, der blev afsagt ca. 4½ måneder efter dommen i Opel-sagen, er således på linje med dommen i Opel-sagen, hvor det afgørende moment for resultatet også var, at det defekte produkt indgik som en del af det produkt, skadelidte havde købt. 6. Afsluttende bemærkninger Med Sø- og Handelsrettens dom i Opel-sagen og Højesterets dom i Masnedø-sagen synes der at være skabt klarhed omkring de situationer, hvor en oprindeligt indsat defekt komponent forvolder skade på andre dele af det produkt, hvori komponenten er indsat. Disse tilfælde skal afgøres efter de køberetlige regler, og skadelidte kan ikke påberåbe sig produktansvarsreglerne, hverken over for sin umiddelbare medkontrahent eller direkte over for producenten af den defekte komponent. Det kan anføres, at ingen af dommene har taget stilling til den situation, hvor den defekte komponent leveres af en leverandør og indsættes i et færdigprodukt, der videresælges, hvorefter komponenten forvolder skade på slutproduktet. I såvel Opel-sagen som Masnedø-sagen var forholdet således det, at den komponent, der var defekt, allerede var indsat i færdigproduktet i omsætningsleddet forud for det led, der solgte slutproduktet. Begge domme kunne derfor have fået samme resultat blot med en anden begrundelse, nemlig at der ikke var sket skade på noget andet end det produkt, som producenten af komponenten havde leveret til sin umiddelbare medkontrahent. Imidlertid tillægger både Sø- og Handelsretten og Højesteret det afgørende betydning, hvordan situationen tager sig ud fra skadelidtes synsvinkel, hvorimod situationen i de tidligere omsætningsled ikke berøres i præmisserne. Det må på den baggrund rimeligvis antages, at dommene havde fået samme resultat, selvom der havde været tale om situationer, hvor den defekte komponent ikke var indsat i slutproduktet af leverandøren. Dommene synes at være et brud med tidligere antagelser i dele af den juridiske teori om skadelidtes adgang til at rejse krav direkte mod komponentleverandøren efter produktansvarsreglerne i tilfælde, Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 5

hvor komponentleverandørens produkt forvolder skade på slutproduktet. Omvendt er dommene i overensstemmelse med den opfattelse, Justitsministeriet gav udtryk for i forbindelse med produktansvarslovens tilblivelse. Det i litteraturen jævnligt anvendte»bil-eksempel«må herefter besvares derhen, at den, der har købt en bil, som på grund af en defekt i bremsesystemet beskadiges, ikke kan gå frem efter produktansvarsreglerne hverken over for producenten af bremsesystemet, bilproducenten eller bilsælgeren. Eftersom Sø- og Handelsrettens dom i Opel-sagen vedrørte en situation, der var omfattet af produktansvarsloven, og Masnedødommen blev afgjort på grundlag af de i retspraksis udviklede regler om produktansvar, må dette antages at gælde for alle typer produktansvarskrav, det vil sige, uanset om skaden sker på personer eller»forbrugerting«og dermed er omfattet af produktansvarsloven, eller om skaden sker på»erhvervsting«og dermed falder ind under de i retspraksis udviklede regler om produktansvar. 1 Bekendtgørelse af lov om produktansvar, lovbekendtgørelse nr. 261 af 20. marts 2007, som ændret ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 (ændring af 14 om forældelse af produktansvarskrav), herefter benævnt»produktansvarsloven«eller»lov om produktansvar«. 2 Artiklen behandler ikke direkte krav baseret på andet grundlag, f.eks. retsbrudssynspunkter. For en omtale af den seneste retspraksis på dette område kan der henvises til Kvist-Kristensen, Allan & Rise Jensen, Henrik:»Direkte krav efter U 2012.2255 H«, UfR 2013B.129. 3 For en nærmere omtale af, hvorvidt køberetten bør udgøre et alternativ til produktansvarsretten, kan der henvises til Justitsministeriets Betænkning nr. 1502 fra 2008 om visse køberetlige regler om sikkerhedsmangler, Ulfbeck, Vibe:»Totalharmonisering af produktansvaret Køberetlige regler som alternativ til mellemhandlerhæftelsen?«, UfR 2003B.1, og Rostock-Jensen, Jens:»Mellemhandlerens hæftelse for produktskade«, UfR 2006B.211. 4 Kontraktuel regulering af produktansvarskrav i forholdet mellem komponentleverandør og færdigvareproducent er kompliceret, blandt andet fordi der ikke er overensstemmelse mellem adgangen til aftaler om fordeling af ansvaret for skader omfattet af produktansvarsloven og ansvaret for skader omfattet af de i retspraksis udviklede produktansvarsregler. Produktansvarslovens 11 indeholder nogle ikke helt let tilgængelige bestemmelser om regres mellem producenter og mellemhandlere, mens 12 bestemmer, at loven ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav. 5 Dahl, Børge:»Produktansvar«, Juristforbundets Forlag, 1973. 6 Se nærmere herom navnlig Andersen, John Peter:»Del og helhed Om ingrediensskader og komponentskader i produktansvarsretten«, UfR 1998B.299. Se endvidere Rostock-Jensen, Jens & Kvist-Kristensen, Allan:»Produktansvar Produktansvarsloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 2004, s. 113 ff., Lett, Georg & Macholm, Niels:»Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring«, Forsikringshøjskolens Forlag, 1. udgave, 2002, s. 65 ff., samt Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 204-212. 7 Kommunen blev også tilkendt erstatning for udgifter til udskiftning af det beskadigede medierør på grundlag af produktansvarsreglerne. Af Vestre Landsrets begrundelse, der blev tiltrådt af Højesteret, fremgår, at dette skete under henvisning til, at det beskadigede medierør var en del af det samlede rørsystem, og at medierørets genanskaffelsespris efter det oplyste udgjorde en beskeden del af de samlede udgifter. Det er evident, at skaden på selve medierøret ikke var en skade på andet end produktet selv, og spørgsmålet om erstatning for udgiften til genanskaffelse burde derfor have været afgjort efter de køberetlige regler. At genanskaffelsesprisen var lav, ændrer ikke herpå. 8 For en diskussion af afgrænsningsproblemerne henvises til Andersen, John Peter:»Del og helhed Om ingrediensskader og komponentskader i produktansvarsretten«, UfR 1998B.299. 9 For produktskader inden for produktansvarslovens område følger det af lovens 3, at der ved et produkt forstås enhver løsøregenstand,»uanset om genstanden er indføjet som en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en fast ejendom«. Tilsvarende gælder for produktansvar efter de i retspraksis udviklede regler, jf. Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 192. 10 Det kan diskuteres, om der kan indrømmes erstatning for formuetab efter produktansvarsreglerne, når formuetabet fremstår som en følge af den fysiske skade, men reelt allerede er opstået som følge af manglen/defekten ved produktet. Se herom Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 202-204. 11 Produktansvarsloven opererer med flere producentbegreber, jf. lovens 4. Som producent anses blandt andet den, der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare. 12 Der er ikke noget til hinder for, at flere er ansvarlige som producenter. De hæfter i så fald solidarisk, jf. produktansvarslovens 11, stk. 1. Hvis der er mellemhandlere i omsætningskæden, vil skadelidte efter omstændighederne tillige kunne rette sit krav mod disse, jf. det umiddelbare hæftelsesansvar for mellemhandlere i produktansvarslovens 10 a. 13 Modsat personskade og skade på forbrugerting er skade på erhvervsting, det vil sige genstande, der efter deres art sædvanligvis er beregnet til erhvervsmæssig benyttelse og hovedsagelig er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed, ikke omfattet af produktansvarsloven, jf. produktansvarslovens 2, stk. 2, modsætningsvist. Principperne efter de i retspraksis udviklede regler er imidlertid tilsvarende, jf. herom Dahl, Børge, Rønne, Vibeke, Hornsberg, Jan & Levy, Marianne:»Produktansvar«, Juristen 1990.145, afsnit 4.3 (s. 172-173). 14 Jf. således både produktansvarslovens 10 a og det i retspraksis udviklede produktansvar. 15 Jf. herom Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Juristog Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, kap. X, afsnit 4.2, Dahl, Børge, Rønne, Vibeke, Hornsberg, Jan & Levy, Marianne:»Produktansvar«, Juristen 1990.145, afsnit 4.4 (s. 173-174), samt Andersen, John Peter:»Del og helhed Om ingrediensskader og komponentskader i produktansvarsretten«, UfR 1998B.299. 16 For en nærmere omtale af tilblivelsen og indholdet af produktansvarsdirektivet kan der henvises til Rostock-Jensen, Jens & Kvist-Kristensen, Allan:»Produktansvar Produktansvarsloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 2004, s. 20-68. Det bemærkes, at direktivet senere er blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999. 17 Jf. lovforslag nr. 265 optrykt i Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, Bind IV, spalte 6113-6172. 18 Jf. ibid., spalte 6138. 19 Jf. lovforslag nr. 35 optrykt i Folketingstidende 1986-87, Tillæg A, Bind I, spalte 633-692. 20 Jf. lovforslag nr. 19 optrykt i Folketingstidende 1987-88, 1. samling, Tillæg A, Bind I, spalte 419-480. 21 Jf. ibid., spalte 445. 22 Jf. Retsudvalgets spørgsmål 42-47 til justitsministeren af 9. marts 1987 gengivet i bilag 21 til lovforslag nr. 35, samt Justitsministeriets svar herpå af 22. juli 1987 gengivet i bilag 22 til lovforslag nr. 35. 23 Jf. ibid., herunder navnlig Justitsministeriets svar på spørgsmål 42 sammenholdt med svaret på spørgsmål 45. 24 Jf. lovforslag nr. 54 optrykt i Folketingstidende 1988-89, 1. samling, Tillæg A, Bind II, spalte 1589-1656. 25 Lov nr. 371 af 7. juni 1989. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 6

26 Se særligt Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Juristog Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 2004, s. 160-162, samt Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 204-208. 27 Jf. Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 2004, s. 160. 28 I Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 205, der er udgivet efter Opel-dommen og Masnedø-dommen, er eksemplet opretholdt. På s. 206 samme sted omtales dommene, men forfatteren mener ikke at kunne konkludere noget relevant i denne sammenhæng på baggrund af Opeldommen, imens det om Masnedø-dommen konstateres:»afgørelsen er ikke til hinder for, at man pålægger en reparatør og producent (eller mellemhandler) af en delkomponent produktansvar«. Hvad der menes med det citerede, er ikke helt klart. 29 Jf. Andersen, John Peter:»Del og helhed Om ingrediensskader og komponentskader i produktansvarsretten«, UfR 1998B.299. 30 Jf. ibid., s. 300-301. 31 Samme sted antages det med henvisning til Justitsministeriets bemærkninger til produktansvarsloven, at køberen er afskåret fra at holde sælgeren af bilen ansvarlig efter produktansvarsloven. Forfatteren stiller sig dog tvivlende over for, om dette er foreneligt med den direktivbestemte ordlyd af produktansvarslovens 2, stk. 1. 32 Jf. Dahl, Børge, Rønne, Vibeke, Hornsberg, Jan & Levy, Marianne:»Produktansvar«, Juristen 1990.145. 33 Jf. ibid., s. 174. 34 Jf. ibid., s. 174, note 75. 35 Jf. ibid. s. 163. 36 Der tilkendtes dog ikke erstatning, idet det ikke var sandsynliggjort, at tandremmen var behæftet med en defekt, og at denne havde medført skade på bilens motor. 37 Årsagen til, at det var væsentligt for sagsøgerne at kunne påberåbe sig produktansvarsreglerne, var, at der var enighed om, at reklamationsfristen var sprunget, såfremt situationen skulle behandles efter de køberetlige regler. 38 Bemærkningerne, der blev henvist til, er bemærkningerne i punkt 7 til det tredje fremsatte lovforslag, der er gengivet ovenfor. 39 Jf. Sø- og Handelsrettens begrundelse i Opel-dommen. 40 Havde der været tale om, at den skadeforvoldende tandrem var blevet udskiftet efter skadelidtes køb af bilen, ville der utvivlsomt være tale om et produktansvarstilfælde, jf. også Justitsministeriets bemærkninger citeret ovenfor. 41 Under afhjemlingen i den efterfølgende retssag udtalte den ene af skønsmændene, at han ikke var i tvivl om, at gevindet var»noget skidt«. 42 Jf. Østre Landsrets begrundelse i U 2010.1360 H, s. 1378. 43 Det reelle indhold af kravet om uagtsomhed kan diskuteres, og det er fra flere sider fremført, at ansvaret reelt er objektivt eller i hvert fald kraftigt objektiveret, jf. eksempelvis Ulfbeck, Vibe:»Erstatningsretlige grænseområder«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2010, s. 195, der dog konkluderer, at der i almindelighed er tale om et skærpet culpaansvar. 44 Jf. Højesterets begrundelse i U 2010.1360 H, s. 1380. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 7