KAPITEL 59 SØLIVETS ÆRA PÅ URANTIA Vi anser Urantias historie for at have begyndt for omtrent en milliard år siden og at den strækker sig gennem fem hovedæraer. 1. Førlivsæraen strækker sig over de første firehundredoghalvtreds millioner år, fra omtrent da planeten blev så stor som den er nu, og frem til den tid da liv blev etableret. Jeres forskere har givet denne periode betegnelsen den arkeozoiske. 2. Det gryende livs æra strækker sig over de næste ethundredoghalvtreds millioner år. Denne epoke kommer mellem den forgående førlivsalder eller jordskorpeomvæltningernes tidsalder og den næste periode med det højere udviklede søliv. Denne æra er kendt af jeres forskere som den proterozoiske. 3. Sølivets æra dækker de næste tohundredoghalvtreds millioner år og er mest kendt hos jer som den paleozoiske. 4. Det første landlivs æra strækker sig over de næste ethundrede millioner år og er kendt som den mesozoiske 5. Pattedyrenes æra fylder de sidste halvtreds millioner år. Denne nyere tids æra er kendt som den kenozoiske. Sølivets æra dækker altså omtrent fjerdedelen af jeres planets historie. Den kan igen opdeles i seks lange perioder, og hver af disse kendetegnes ved sine særegne, veldefineret, geologiske såvel som biologiske udviklingsforløb. I det denne æra begynder, er havbundene, de vidtstrakte kontinentalsokler og de mange lavvandede bassiner nær kysten dækket med en frodig vegetation. De enklere, mere primitive forme for dyreliv har allerede udviklet sig fra deres forgænger organismer i planteverden, og de første dyreorganismer har nu gradvis spredt sig langs de forskellige landmassers lange kyststrækninger, så alle de mange indlandssøer vrimler med primitivt søliv. Siden så få af disse tidlige organismer havde skal, er der ikke så mange af dem som er blevet bevaret som fossiler. Ikke desto mindre så er åstedet nu klar for de indledende kapitler i det store stenleksikons oversigt over bevarelse af liv som så systematisk blev nedfældet op gennem de efterfølgende tidsaldre. Det nordamerikanske kontinent er overdådig rigt på fossilholdige aflejringer fra hele sølivets æra. De allerførste og ældste lag ligger adskilt fra den foregående
periodes yngste lag med betydelige erosionsaflejringer i mellem som klart skiller disse to af planetens udviklingsstadier fra hverandre. 1. Det første søliv på lavt hav Trilobitternes tidsalder I det denne periode med relativt rolige forhold på jordoverfladen begynder at se dagens lys, begrænser udbredelsen af liv sig til de forskellige indlandssøer og kystlinier ud mod storhavet; idet ingen landjordsorganisme har udviklet sig. Primitive sødyr har fået godt fodfæste og er klar til næste udviklingstrin. Amøberne, som dukker op henimod slutningen af denne overgangsperiode, er typisk for de overlevende fra dette begynderstadie af dyrelivet. For 400 000 000 år siden er sølivet, både floraen og faunaen, nogenlunde vel udbredt over hele verden. Klimaet på jorden bliver let varmere og mere ensartet. En generelt udbredt oversvømmelse af de forskellige kontinenters kystlinier finder sted, i sær i Nord- og Sydamerika. Nye have opstår, og de ældre søområder udvides betydelig. Plantelivet kryber nu for første gang op på land og gør meget snart betragtelig stor fremgang i at tilpasse sig til land omgivelser. Pludselig og uden gradvise forstadier fremtræder de første mangecellede dyr. Trilobitterne har udviklet sig, og gennem en række tidsaldre er det dem som dominerer havområderne. Hvad sølivet angår, så er dette trilobitternes tidsalder. I løbet af den sidste etape i dette tidsrum dukker store dele af Nordamerika og Europa op fra havet. Jordskorpen havde midlertidig stabiliseret sig. Bjerge, eller temmelig høje landhævelser, steg op langs Atlanterhavet og Stillehavets kyster, over Vestindien og i Sydeuropa. Hele det caribiske område lå højt over havet. For 390 000 000 år siden lå landet fortsat højt over havet. Over dele af det østlige og vestlige Amerika og Vesteuropa kan man finde stenlag som blev nedfældet på denne tid, og dette er de ældste bjergarter som indeholder trilobitfossiler. Lange, fingerformede bugter strækker sig ind i landmasserne mange steder i hvilken disse fossilholdige bjergarter aflejrede sig på bunden. I løbet af nogle millioner år begyndte Stillehavet at trænge sig ind over de amerikanske kontinenter. Landsænkningen skyldtes først og fremmest at jordskorpen justere sig, selv om den øst-vestlige landudspredning, eller kontinentforskydningen, også var en faktor. For 380 000 000 år siden begyndte Asien at synke, og alle de andre kontinenter gennemgik en kortlivet landhævelse. Men efterhånden som denne epoke gik sin gang, gjorte det nydannede Atlanterhav betydelig indhug i alle de tilgrænsende kystlinier. De nordatlantiske eller arktiske havområder hang sammen med Golfen i syd. Når dette sydhav trængte ind i Appalachian-fordybningen, slog brændingen i øst mod bjerge ligeså høje som Alperne, men ellers bestod kontinenterne for det meste af uinteressant lavland uden det mindste præg af landskabsidyl. Aflejringerne fra disse tidsaldre består af fire slags: 1. Konglomerater materie aflejret nær strandkanten.
2. Sandsten aflejringer nedfældet i lavt vand, men hvor bølgebrydningen var kraftig nok til at forhindre at grumset lagde sig på bunden. 3. Lerskifer aflejringer nedfældet på dybere og roligere vand. 4. Kalksten deriblandt aflejringer af trilobitskaller på dybt vand. Trilobitfossilerne fra denne tid har både visse grundlæggende fællestræk og enkelte tydelige variationer. De første dyr som udviklede sig fra de tre oprindelige livsimplanteringer havde hver deres særkendetegn; de som opstod på den vestlige halvkugle var lidt forskellige fra dem fra den eurasiatiske gruppe og fra den australasiatiske eller australsk-antarktiske type. For 370 000 000 år siden fandt den store og næsten fuldstændige oversvømmelse af Nord- og Sydamerika sted, efterfulgt af Afrika og Australien som også sank. Kun visse dele af Nordamerika holdt sig hævet over disse lavvandede kambriske have. Fem millioner år senere var havene i færd med at trække sig tilbage eftersom at landet steg igen. Og alle disse landsænkninger- og hævelsesfænomener var helt udramatiske og foregik langsomt over et tidsrum af millioner af år. De trilobitfossilholdige lag fra denne epoke stikker op her og der på alle kontinenterne undtagen i Centralasien. I mange områder ligger denne stengrund vandret, men i bjergområderne står de på skrå og forvredet fordi de har været under tryk og foldet sammen. Og dette tryk har, mange steder, omdannet disse aflejringer. Sandsten er blevet til kvarts, lerskifer til skifer, mens kalksten er omdannet til marmor. For 360 000 000 år siden fortsatte landet med at hæve sig. Nord- og Sydamerika var kommet vel til syne, Vesteuropa og de Britiske Øer var på vej op af havet, undtagen dele af Wales, som lå dybt nedsunket. Der fandtes ingen store isdække i disse tidsrum. Fund i forbindelse med disse lag i Europa, Afrika, Kina og Australien og som man har antaget var istidsaflejringer, stammer enten fra enlige bjergbræer eller fra senere istiders grusafsætninger som har forflyttet sig. Verden havde et havklima, ikke et indlandsklima. Sydhavene var varmere end i dag, og de strakte sig nordover over Nordamerika og bøjede af østover igen for så at bade Grønlands kyster i sit varme vand, noget som fik dette nu islagte kontinent til at blive et veritabel trope paradis. Sølivet var ganske ensartet verden over og bestod af havalger, encellede organismer, enkelt opbyggede svampe, trilobitter og andre krebsdyr - rejer, krabber og hummer. Tre tusinde forskellige slags armfødder dukkede op mod slutningen af denne periode, hvoraf bare tohundrede har overlevet. Disse dyr tilhører en variant af urtidslivet som har holdt sig temmelig uforandret helt til vore dage. Men de levende skabninger som dominerede, var trilobittere. De var kønsinddelte dyr, og forekom i mange former. De var dårlige svømmere, så de flød doven omkring i vandet eller kravlede langsomt på søbunden; når de blev angrebet af senere fremkomne fjender, krøllede de sig sammen for at beskytte sig. De voksede i længde fra fem centimeter til tredive centimeter og udviklede sig til fire særskilte grupper: kødæderne; planteæderne; altæderne og mudderæderne. Den sidstnævnte gruppes evne til at leve på uorganisk føde de var de sidste mangecellede dyr som kunne dette forklarer hvorfor de kunne formere sig så kraftig og holde stand så længe.
Sådan så det biogeologiske billede af Urantia ud ved slutningen af den lange periode i verdenshistorien som strækker sig over halvtreds millioner år og som jeres geologer har givet betegnelsen Kambrium. 2. Det første kontinentale oversvømmelsesstadie De hvirvelløse dyrs tidsalder De periodevise landhævnings- og sænkningsfænomener som kendetegner disse tider, foregik gradvis og uden dramatik, med lidt eller ingen vulkansk aktivitet forbundet dermed. Op gennem hele denne række af landhævninger og -sænkninger gennemlevede det asiatiske moderkontinent ikke helt den samme historie som de andre landmasser. Det var udsat for mange oversvømmelser, særlig tidlig i sin historie dyppede det først den ene side, så den anden i havet. Men de samme ensartede sten afsætninger som kan opdages på de andre kontinenter, findes ikke der. I nyere tid har Asien været den mest stabile af alle landmasserne. For 350 000 000 år siden så man begyndelsen på den store flodperiode for alle kontinenterne undtagen Centralasien. Landmasserne stod gentagende gange under vand; bare kysthøjlandet stak altid op over disse lavvande, men vidt omspændende indlands søer. Tre større oversvømmelser kendetegner denne periode, men før den var over, havde kontinenterne rejst sig igen, og landjorden dækkede femten procent større område end i dag. Det caribiske område lå højt over vandet. Denne periode er ikke så tydelig markeret i Europa, i og med at landområderne i meget mindre grad vekslet mellem at ligge over og under vand, samtidig med at vulkanerne var mere vedvarende. For 340 000 000 år siden fandt en anden omfattende landsænkning sted, undtagen i Asien og Australien. Verdenshavene blandede sig sammen med hverandre. Dette var en stor kalkstensepoke, meget af den kalksten som blev dannet kom fra kalkudskillende alger. Nogle få millioner år senere begyndte store dele af de amerikanske kontinenter og Europa at dukke op af vandet igen. På den vestlige halvkugle var det bare en arm af Stillehavet som fortsatte med at dække Mexico og det som i dag er Rocky Mountains-området, med henimod slutningen af denne epoke var Atlanter- og Stillehavskysterne begyndt at synke igen. For 330 000 000 år siden kan man regne som begyndelsen på en tidsinterval med relativt rolige forhold over hele verden, med meget land oppe over havet igen. Den eneste undtagelse fra dette roens herredømme over jorden var den store nordamerikanske vulkan i det østlige Kentucky, en af de største enkelt aktiviteter som har fundet sted i verden. Et tykt lag på mellem fem og syv meter med aske fra denne vulkan bredte sig over tretten hundrede kvadratkilometer. For 320 000 000 år siden fremkom denne periodens tredje store oversvømmelse. Vandet dækkede alt det land som stod under vand fra den forrige oversvømmelse, og bredte sig endda længere i mange retninger over hele Nord- og Sydamerika og Europa. Det østlige Nordamerika og Vesteuropa lå mellem tre og fire et halv tusinde meter under vand.
For 310 000 000 år siden var verdens landmasser vel oppe igen, undtagen de østlige dele af Nordamerika. Mexico hævede sig op af havet, og dannede dermed Golfen, som siden da altid har været der. I denne periode fortsatte livet med at udvikle sig. Igen er verden et rolig og forholdsvis fredelig sted; klimaet holder sig mildt og jævnt; på land breder plantelivet sig længere og længere væk fra kysterne. Livsmønstrene er veludviklede, selv om man ikke kan finde mange plantefossiler fra denne tid. Dette var den store tidsalder for de enkelte dyreorganismers udvikling, selv om mange af de grundlæggende ændringer, så som overgangen fra plante-til dyreriget, allerede havde fundet sted. Søfaunaen udviklede sig så langt at alt liv på et lavere trin end hvirveldyrene er repræsenteret i fossilerne i de sten som blev dannet på den tid. Men alle disse dyr var undervandsorganismer. Ingen landdyr var dukkert op endnu, undtagen nogle få slags orme som gravede sine gange ved strandkanten. Kontinenterne var heller ikke overgroet med landplanter endnu, og der var fortsat for meget kuldioxid (kultveilte) i luften til at gøre det mulig for luftåndedrætsskabningerne at eksistere. I første række er alle dyr, undtagen nogen af de mest primitive, direkte eller indirekte afhængig af plantelivet for at kunne eksistere. Trilobitterne var fortsat fremtrædende. Disse smådyr fandtes i tusinder af mønstervarianter, og de var forgængerne til vore dages krebsdyr. Nogen af trilobitterne havde fra femogtyve til fyrre tusinde bittesmå øjne; andre havde uvirksomme øjne. Ved slutningen af denne periode var der mange andre former for hvirvelløse dyr som dominerede sølivet sammen med trilobitterne. Men de blev helt udraderet i begyndelsen af den næste periode. De kalkudskillende alger havde stor udbredelse. Korallernes tidlige forgængere fandtes i tusinder af forskellige arter. Søorme fandtes i overflod, og der var mange varianter af vandmænd som siden er uddød. Korallerne og de yngre svampearter udviklede sig. Blæksprutter var veludviklede, og de har overlevet som vore dages perlepapirsnekke og otte- og tiarmede blæksprutter. Der fandtes mange slags skaldyrsarter, men skallerne var ikke lige nødvendige i forsvarsøjemed som i senere tider. Sneglene var til stede i urhavene, og til dem hørte de enkeltskallede borende snegle, strandsneglene og andre sneglearter. De toskallet snegle har levet temmelig uforandret videre op gennem de mellemliggende millionvis af år og omfatter muslinger, søsnegle, østers og kammusling. De toskallede organismer udviklede sig også, og disse armfødder levede i urhavene omtrent på samme måde som de gør i dag; de kunne til og med have hængselled, takker og andre beskyttelsesmekanismer på deres skaller. Sådan endte udviklingshistorien som hører til den anden store sølivsperiode, som er kendt af jeres geologer som Ordovicium. 3. De andre store oversvømmelsesstadier Koralperioden armfødder tidsalder For 300 000 000 år siden begyndte en anden stor landsænkningsperiode. Silurtidshavene åd sig syd- og nordover og var i færd med at trænge ind over det meste af Europa og Nordamerika. Landjorden lå ikke så højt over havoverfladen, så
der blev ikke dannet så store aflejringer langs kysterne. Havet myldrede af dyreliv med kalkholdige skaller, og skallerne hobede sig op på søbunden og gradvis opbyggede vældige tykke kalkstenslag. Dette er den første kalkstensaflejring i stor udstrækning, og den dækker så at sige hele Europa og Nordamerika, men kommer kun til syne på overfladen nogle få steder. Gennemsnitstykkelsen på dette urgamle stenlag er omtrent på trehundrede meter, men mange af disse aflejringer er senere blevet grundig deformeret af at have været stillet på skrå, blevet presset opover og forskudt og mange er blevet omdannet til kvarts, lerskifer eller marmor. Hverken vulkanske bjergarter eller lava findes i denne periodens stenlag undtagen det som kommer fra de store vulkaner i Sydeuropa og det østlige Maine eller fra lavastrømmene i Quebec. Vulkanaktiviteten var i væsentlig grad overstået. Dette var højsæsonen for store aflejringer under vand; næsten ingen bjerge blev dannet. For 290 000 000 år siden havde havet for en stor del trukket sig tilbage fra kontinenterne, og de omkringliggende havbunde var begyndt at synke. Landmasserne forandrede sig lidt før de igen blev oversvømmet. Kontinenternes første bjergdannelsesbevægelser begyndte, og de kraftigste af disse jordskorpehævelser dannede Himalaya i Asien og den store kaledonske bjergkæde, som strakte sig fra Irland over Skotland og videre til Svalbard. Det er i aflejringerne fra denne tidsalder at meget af gassen, olien, zinken og blyet findes; gassen og olien stammer fra de enorme ansamlinger af plante- og dyrerester som blev nedfældet under den foregående oversvømmelse, mens mineralaflejringerne hører til de mere stillestående vandmassers bundfældning. Meget af bjergsaltet hører til denne periode. Trilobitternes blev hurtig færre, og på arenaens midte var det nu de større bløddyr, eller blæksprutter som indtog pladsen. Disse dyr kunne blive fem meter lange og 30 centimeter tykke, og blev havenes herrer. Denne dyreart optrådte pludselig og blev den dominerende livsform i havet. Denne tidsalders store vulkanske aktivitet foregik i den europæiske sektor. Ikke i millionvis af år havde der været så voldsomme og omfattende vulkanudbrud som dem der nu foregik rundt om Middelhavsfordybningen og særlig i de nærmeste områder rundt om de Britiske Øer. Denne lavastrøm over det britiske ø område fremstår i dag som vekselvise lag med lava og sten i en tykkelse af otte kilometer. Disse sten blev lagt af gentagende lavaoversvømmelser som spredte sig ud over en lavvandet søbund og på denne måde dannedes der lag mellem de aflejrede sten, og alt dette hævede sig derefter højt over havet. Voldsomme jordskælv fandt sted i Nordeuropa, særlig i Skotland. Havklimaet holdt sig mildt over alt, og polarlandenes strande blev badet i varmt søvand. Armfødder og andre sølivs fossiler kan findes i disse aflejringer helt op til Nordpolen. Snegle, armfødder, svampe og koraller som byggede sig op til rev, fortsatte med at øges i antal. Ved afslutningen af denne epoke ser man Silurhavene gøre sit andet fremstød, og påny bliver syd- og nordhavet sammenhængende. Blæksprutter dominerer sølivet, mens beslægtede former for liv fortsætter med at udvikle sig og opstå i nye varianter. For 280 000 000 år siden var det meste af kontinenterne over vandet igen efter den anden siluriske oversvømmelse. Stenaflejringerne fra denne nedsænkede periode er kendt i Nordamerika som Niagara-kalksten fordi det er dette bjerglag Niagara Vandfaldet nu strømmer hen over. Dette stenlag strækker sig fra bjergene i øst til
Missisippidalens område, men ikke længere vestover undtagen i syd. Adskillige lag strækker sig ud over Canada, dele af Sydamerika, Australien og det meste af Europa, gennemsnitstykkelsen på denne Niagara-række ligger på omtrent tohundrede meter. Ret ovenpå denne Niagara-aflejring kan man i mange områder finde en samling af konglomerater, lerskifer og bjergsalt. Dette er ansamlingen af tillægsaflejringer. Dette salt lagde sig i store laguner som vekselvis åbnede sig mod havet og som blev lukket igen så at fordampningen efterlod aflejringer af både salt og andre vandopløste stoffer. I nogle områder er disse bjergsaltlejringer over tyve meter tykke. Klimaet er jævnt og mildt, og marine fossiler nedfældes i de arktiske områder. Men ved slutningen af denne epoke er havene så overmættet med salt at der ikke er så meget liv som overlever. Henimod slutningen af denne silurtidsoversvømmelse øges antallet af pighuder - stenliljer - kraftig, som nogle sølilje kalkstensaflejringer vidner om. Trilobitterne er næsten forsvundet, og bløddyrene fortsætter som havets herskere; koralrevdannelsen øges kraftig. I løbet af denne tidsalder og på de gunstigt beliggende sten udvikles de første, primitive, vandskopioner sig. Lige derefter, og pludselig dukker de virkelige skorpioner op, og de ånder faktisk i luften. Disse udviklingsforløb afslutter den tredje sølivsperiode, som varer femogtyve millioner år og er kendt af jeres forskere som silur. 4. Det store landhævningsstadie Perioden for planteliv på land Fiskenes tidsalder I kampen mellem land og hav op gennem tidsaldrene har havet i lange perioder været forholdsvis sejrende, men den tid da landet vinder, er lige om hjørnet. Og kontinentaldriften er ikke kommet længere end at praktisk talt alt landjord i verden til tider hænger sammen via smalle landtanger og tynde landbroer. I det landet stiger frem efter den sidste silurtidsoversvømmelse går en vigtig periode i verdens og livets udvikling mod sin slutning. Det er daggryet af en ny tidsalder på jorden. Det golde og utiltrækkende landskab fra gamle dage beklædes med et frodiggrønt dække, og de første storslåede skove vil snart vise sig. Denne tidsalders søliv var vældig variationsrigt som følge af de tidlige artsdannelser, men senere blandede og forenede alle disse forskellige typer sig frit. Armfødderne nåede tidligt deres højdepunkt, og blev efterfulgt af leddyrene, og rurere dukkede op for første gang. Men den største begivenhed af alle var den pludselige tilsynekomst af fiskeslægten. Dette blev fiskenes tidsalder; den periode i verdenshistorien som præges af hvirveldyrene. For 270 000 000 år siden var alle kontinenterne vel oppe af havet. I millioner på millioner af år havde der aldrig været så meget land over vandet på en gang; det var en af de største landhævningsepoker i hele verdenshistorien. Fem millioner år senere stod landområderne i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika, det nordlige Asien og Australien under vand for en kortere tid; på et eller andet tidspunkt var Nordamerika næsten helt oversvømmet, noget som førte til dannelse af kalkstenslag i en tykkelse på mellem ethundredoghalvtreds og femtenhundrede meter. Disse forskellige Devontidshave bredte sig først ud i den ene retning og så den anden, så at det vældige, arktiske nordamerikanske indlandshav fandt et udløb til Stillehavet gennem Nordcalifornien.
For 260 000 000 år siden, mod slutningen af denne landsænkningsperiode, var Nordamerika delvis dækket af hav som var forbundet med Stillehavet, Atlanten og havene i Arktis og Golfen samtidig. Aflejringerne fra disse senstadier af devonstidsoversvømmelser har en gennemsnitstykkelse på rundt regnet trehundrede meter. Koralrevene som denne tid bærer præg af, antyder at indhavene var lavvandede og havde klart vand. Sådanne koralaflejringer ligger synlige oppe i dalen langs Ohio Floden ved Louisville i Kentucky, og er omtrent tredive meter tykke, og indeholder mere end tohundrede forskellige varianter. Disse koralformationer strækker sig gennem Canada og NordEuropa til de arktiske områder. Efter disse nedsænkninger hævede mange af kyststrækningerne sig temmelig højt, så at de ældre aflejringer blev dækket til af ler eller lerskifer. Der findes også et rødt sandstenslag som kendetegner en af devontidens aflejringer, og dette røde lag strækker sig over store dele af jordoverfladen og findes i Nord- og Sydamerika, Europa, Rusland, Kina, Afrika og Australien. Sådanne røde aflejringer er tegn på ørken eller halv ørkenagtige forhold, men klimaet i denne epoke var fortsat mildt og jævnt. Gennem hele denne periode holdt landet sydøst for Cincinnati-Øen sig godt over havniveauet. Men vældige meget af Vest-Europa stod under vand, deriblandt de Britiske Øer. I Wales, Tyskland og andre steder i Europa er devontidsbjerggrunden seks kilometer tyk. For 250 000 000 år siden så man fiskenes familie vise sig. De var hvirveldyr; dette er et af de vigtigste trin i hele udviklingshistorien før menneskene. Leddyrene var stamfædre til hvirveldyrene. Fiskenes familie nedstammer fra to modificeret leddyr; den ene havde en lang krop mellem hovedet og halen, mens den anden var en kæbeløs førfisk uden rygben. Men disse forstadietyper blev hurtigt udryddet da fiskene, dyreverdens første ryggradskabninger, pludselig dukkede op nordfra. Mange af de største ægte fisk tilhører denne tidsalder, og nogle af de arter som havde tænder, blev otte-ti meter lange. Nutildags er hajer overleveringer efter disse urfisk. Lunge- og panserfiskene nåede højdepunktet i deres udvikling, og før epoken var færdig, fandtes der fisk tilpasset både salt- og ferskvand. I aflejringerne fra henimod slutningen af denne periode kan man finde veritable benlag fulde af fisketænder og skeletter, og langs Californias kyst findes der rige fossillag, i og med at mange afskærmede Stillehavsbugter og -vige strakte sig indover landet i dette område. Landjorden var hurtigt i færd med at indtages af nye former for planteliv. Indtil da havde det været få planter som voksede på land andet end i strandzonen. Nu, og pludselig, viste den formeringsdygtige bregnefamilie sig og spredte sig hurtig ud over det hurtigt stigende land i alle dele af verden. Snart udviklede der sig træsorter, fra en halv meter tykkelse til 12 meter høje; senere udviklede de blade også, men disse første varianter havde uudviklet bladdannelse. Der fandtes mange slags mindre planter, men fossiler efter dem finder man ikke, siden de sædvanligvis blev nedbrudt af de tidligere fremkomne bakterierne. Eftersom landet steg, blev Nordamerika forbundet med Europa via landbroer over Grønland. Og i dag ligger resterne efter disse første landjordvækster bevaret under Grønlandsisen.
For 240 000 000 år siden begyndte dele af både Europa og Nord- og Sydamerikas landmasser at synke, og med det var Devontidens sidste og mindst omfattende oversvømmelse i gang. De arktiske have flyttede sig sydover nedover meget af Nordamerika igen. Atlanten bredte sig over en stor del af Europa og det vestlige Asien, mens det sydlige Stillehav dækkede det meste af Indien. Denne oversvømmelse kom langsomt i gang og trak sig ligeså langsomt tilbage. Catskillbjergene langs Hudson-flodens vestbred er en af de største geologiske monumenter fra denne epoke som man kan finde i Nordamerika. For 230 000 0000 år siden fortsatte havet sin tilbagetrækning. Meget af Nordamerika var over vand og i St. Lawrence-området var der stor vulkansk aktivitet. Mont Royal ved Montreal er det eroderede kraterrør efter en af disse vulkaner. Aflejringerne fra hele denne epoke vises tydelig i de nordamerikanske Appalachianbjerge hvor Dusquehanna-floden har udskåret en dal som viser disse kronologiske nedfældede lag frem, som nåede en tykkelse på over fire og et halv tusinde meter. Kontinenthævningen fortsatte, og atmosfæren begyndte at blive beriget med oxygen (ilt). Jorden var klædt med kæmpestore skove med tretten meter høje bregner og den tids besynderlige træer. Helt stille var der i skoven - ikke en lyd at høre, ingen blade som raslede; for sådanne træer havde nemlig ikke blade. Og dermed gik det mod slutningen for en af de længste perioder i sølivets udvikling: fiskenes tidsalder. Denne periode i verdenshistorien varede i næsten halvtreds millioner år; jeres forskere kender denne tid ved betegnelsen Devon. 5. Jordskorpens forskydningsstadium Bregneskovens kuldannelsesperiode Frøernes tidsalder Da fiskene dukkede op i den forrige periode, markerede det højdepunktet i sølivets udvikling. Fra nu af får udviklingen af livet på landjorden stadig større betydning. Og i det denne periode begynder, er arenaen næsten så vel forberedt som den kan blive for at de første landdyr kan gøre deres indtræden. For 220 000 0000 år siden var mange af kontinenternes landområder, deriblandt det meste af Nordamerika, kommet vel op af havet. Landjorden var klædt med et frodig vækstliv, dette var virkelig bregnernes tidsalder. Atmosfæren indeholdt fortsat kultveilte, men i en stadig mindre andel. Kort efter blev den midterste del af Nordamerika oversvømmet så at to store indhave blev dannet. Kysthøjlandene ud mod Atlanten og Stillehavet lå ret udover de nuværende kystlinier. Disse to have forenede sig og blandede deres forskellige former for liv, og foreningen af disse søfaunaer markerede begyndelsen på den hurtige og verdensomspændende tilbagegang for sølivet og indledningen til den påfølgende landjordslivets periode. For 210 000 000 år siden dækkede de arktiske varmvandshave det meste af Nordamerika og Europa. Sydpolarhavet oversvømmede Sydamerika og Australien, mens både Afrika og Asien hævede sig højt. Da havene var på sit højest, indtraf der pludselig noget nyt i udviklingen. Brat dukkede de første landdyr op. Der var mange arter af disse dyr som kunne leve både i vand og på land. Disse luftåndedræts amfibier udviklede sig fra de leddyr, som havde udviklet lunger af deres svømmeblære.
Fra havenes salte vand kravlede der snegle, skorpioner og frøer op på land. I dag lægger frøerne fortsat deres æg i vand, og yngelen tilbringer først en tilværelse som små fisk, haletudser. Denne periode kunne godt være kendt som frøernes tidsalder. Meget snart derefter dukker insekterne for første gang op, og sammen med edderkopper, skorpioner, kakerlakker, græshopper og cikader spredte de sig snart over verdens kontinenter. Der fandtes dragefluer med et vingefang på trekvart meter. Et tusinde kakerlakarter udviklede sig og nogle af dem blev ti centimeter lange. To grupper blandt pighuderne blev specielt udviklet, og de er i virkeligheden ledetrådsfossiler for denne epoke. De store skaldyrsædende hajer var også højt udviklede, og i mere end fem millioner år dominerede de havene. Klimaet var fortsat mildt og jævnt; sølivet havde ikke forandret sig meget. Ferskvandsfiskene var udviklet og trilobitterne var ved at dø ud. Koraller var der få af, og meget af kalkstenen blev lagt af søliljerne. Den finere bygningskalk blev nedfældet i løbet af denne epoke. Vandet i mange af indlands søerne indeholdt så meget kalk og andre mineraler at fremgangen og udviklingen for mange af sølivets arter blev hæmmet af det. De omfattende stenaflejringer, som nogen steder indeholdt zink og bly, fik med tiden vandet i havene til at klare op. Aflejringerne fra denne første kuldannelsesalder er fra ethundredoghalvtreds til sekshundrede meter tykke, og består af sandsten, lerskifer og kalksten. I de ældste lag findes der fossiler fra både sø- og landdyr og -planter, sammen med meget grus og bassinaflejringer. Disse ældste lag indeholder meget lidt brugbart kul. Disse aflejringer rundt om i Europa er meget lig dem som der er nedfældet over Nordamerika. Henimod afslutningen af denne epoke begyndte landet i Nordamerika at hæve sig. Det var et kort afbræk, og så vendte havet tilbage for at dække omtrent halvdelen af sit tidligere område. Dette var en kortvarig oversvømmelse, og snart lå det meste af landet igen godt over havniveauet. Sydamerika hang fortsat sammen med Europa via Afrika. I denne epoke så man Vosges-, Schwarzwald- og Uralbjergene begynde at tage form. Stumper af andre ældre bjerge kan man finde over hele Storbritannien og Europa. For 200 000 000 år siden begyndte de virkelige aktive stadier af kuldannelsesperioden. I løbet af tyve millioner år før denne tid blev de første kulaflejringer nedfældet, men nu var det en mere omfattende kuldannelsesvirksomhed som var i gang. Den egentlige kuldannelsesperiode udspandt sig over lidt mere end femogtyve millioner år. Landet var på forskellige periode enten på vej op eller på vej ned alt eftersom havniveauet ændrede sig som en følge af aktiviteter på havbundene. Denne uro i jordskorpen - sænkningen og hævningen af landet - bidrog sammen med den overdådige vegetation som fandtes i kystsumpene til at danne omfattende kulaflejringer, noget som har gjort denne periode kendt som kuldannelsestiden eller karbontiden. Og klimaet var fortsat mildt over hele verden. Kullagene ligger vekselvis mellem lag af lerskifer, sten og konglomerat. Disse kullejer over det centrale og østlige USA varierer i tykkelse fra tolv til femten meter. Men mange af disse afsætninger blev vasket væk i løbet af landhævningerne som fulgte. I nogle dele af Nordamerika og Europa har de kulholdige lag en tykkelse på fem og en halv kilometer.
Tilstedeværelsen af trærødder som havde vokset sig ned i lejere, ret under de nuværende kullejer, viser at kullet blev dannet nøjagtig der hvor det nu befinder sig. Kullet er resterne, som er blevet konserveret under vand og modificeret af tryk, af den kraftige vegetation som voksede i moser og kystsumpmarker i denne fjerne forgangne tid. Kullag indeholder ofte både græs og olie. Tørvelejer, rester efter fortidens plantevækster, bliver omdannet til en type kul hvis det udsættes for behørig tryk og varme. Antracitten er blevet udsat for stærkere tryk og varme end andet kul. I Nordamerika varierer kullagene i de forskellige lejer i antal, noget som viser hvor mange gange landet steg og sank, fra ti i Illinois, tyve i Pennesylvania, femogtredive i Alabama til femoghalvfjerds i Canada. Man kan finde både saltvandog ferskvandsfossiler i kullene. Op gennem denne epoke var bjergene i Nord- og Sydamerika aktive; både Andesbjergene og den sydlige forløber til Rocky Mountains rejste sig. De store kysthøjlandsområder ved Atlanten og Stillehavet begyndte at synke, og efterhånden blev de så erosiontærede og nedsænkede at kystlinierne til begge have trak sig næsten helt tilbage til der hvor de ligger i dag. Aflejringerne fra denne nedsænkning har en gennemsnitstykkelse på omtrent trehundrede meter. For 190 000 000 år siden så man en vestgående udvidelse af det nordamerikanske karbontidshav over det nuværende Rocky Mountains-område, med et udløb til Stillehavet gennem Nordcalifornien. Kul blev fortsat nedfældet over de amerikanske kontinenter og Europa, i lag på lag efterhånden som kystlandene steg og sank gennem disse tider med kystlinie svingninger op og ned. For 180 000 000 år siden blev karbontiden bragt til sin afslutning, og i løbet af denne var kul blevet dannet over hele verden: i Europa, Indien, Kina, Nordafrika, Nord- og Sydamerika. Ved slutningen af denne kuldannelsesperiode steg Nordamerika øst for Missisippidalen, og det meste af dette område har siden da altid været over vand. Denne landhævningsperiode markerer optakten til dagens nordamerikanske bjerge, både i Appalachian-området og i vest. Vulkaner var virksomme i Alaska og Californien og i de bjergkædedannende områder af Europa og Asien. Det østlige Amerika og Vesteuropa var forbundet med hverandre via det grønlandske kontinent. Landhævningen begyndte at påvirke havklimaet som havde præget de forgående tidsaldre og i stedet begyndte det mere varierende og ikke helt så milde indlandsklima at overtage. Planterne fra disse tider var sporebærende, og vinden var i stand til at sprede dem langt og fjernt. Karbontidens træer havde stammer som oftest var på over to meter i diameter og ofte næsten fyrre meter høje. Vore dages bregner er virkelige levninger fra disse svundne tider. Stort set var dette epoke da ferskvandsorganismerne udviklede sig; det allerede eksisterende søliv forandrede sig lidt. Men det virkelige kendetegn for denne periode var den pludselige tilsynekomst af frøerne og deres mange slægtninge. Et særkendetegn for kulalderen var bregnerne og frøerne. 6. Det klimatologiske overgangstadiet Frøplanternes periode De biologiske prøvelsernes tidsalder
Denne periode markerer slutningen på de afgørende udviklingsforløb for sølivet og indledningen til overgangsperioden til de efterfølgende landdyrstidsaldre. Dette var en tidsalder da livet blev svært udpint. Tusindvis af marine arter bukkede under, og livet var knapt nok etableret på land endnu. Dette var de biologiske prøvelsernes tidsalder, da livet næsten forsvandt fra jordoverfladen og havdybderne. Henimod slutningen af den lange sølivsæraen fandtes der mere end ethundredtusinde arter af levende ting på jorden. Ved slutningen af denne overgangsperiode havde færre end femhundrede af dem overlevet. Særegenheden ved denne periode skyldtes ikke så meget jordskorpes nedkøling eller det langvarige fravær af vulkansk aktivitet som til en usædvanlig kombination af helt almindelige og allerede eksisterende påvirkningsfaktorer - havenes indskrænkninger og en tiltagende hævning af enorme landmasser. Det milde havklima fra tidligere tider begyndte at forsvinde, og den barskere indlandsvejrtype var hurtig i færd med at tiltage. For 170 000 000 år siden foregik der store udviklingsmæssige forandringer og tilpasninger over hele jordens overflade. Landet steg over hele verden idet havbundene sank. Isolerede bjergkæder dukkede frem. Den østlige del af Nordamerika lå højt over havet; den vestlige begyndte langsomt at hæve sig. Kontinenterne var dækket af store og små salte søer og mange indlandssøer som var forbundet med storhavet gennem smalle stræder og sund. Lagene fra denne overgangsperiode varierer i tykkelse fra trehundrede til to tusinde meter. Jordskorpen bøjede sig i stor udstrækning mens disse landhævninger foregik. Dette var en tid da kontinenterne steg, bortset fra at enkelte landbroer forsvandt, blandt andet de kontinenter som i så lang tid havde forbundet Sydamerika med Afrika og Nordamerika med Europa. Over hele verden tørrede søerne og indhavene langsomt ind. Isolerede bjergbræer og regionale gletschere begyndte at vise sig, særlig på den sydlige halvkugle, og i mange områder kan man til og med finde moræneafsætninger fra disse lokale isforekomster blandt nogle af de største og yngste kulafsætninger. To nye klimafaktorer opstod: dannelsen af bræer og ørkener. Mange af jordens højereliggende områder var blevet tørre og golde. Op gennem disse klimaændringernes tid gennemgik landjordsplanterne også store forandringer. Frøplanterne dukkede op for første gang, og de sørgede for at give det efterhånden mere omfattende dyreliv på land en bedre madforsyning. Insekterne gennemgik en radikal forandring. Hvilestadierne blev udviklet for at imødekomme fordringerne til skindød om vinteren og i tørkeperioderne. For landdyrenes vedkommende havde frøerne haft deres storhedstid i den foregående tidsalder for så at blive reduceret kraftig, men de overlevede fordi de kunne holde ud længe selv i disse fjernt forgangne og benhårde prøvelsestidens tørketruede damme og pytter. I løbet af denne tilbagegangstid for frøerne blev det første skridt taget, i Afrika, i udviklingen fra frø til krybdyr. Og siden landmasserne fortsat hang sammen, spredte denne luftåndende førkrybdyrsskabning sig hurtig over hele verden. Nu var atmosfæren allerede så forandret at den gjorte en imponerende nytte for dyrene og deres behov for åndning. Det var lige efter at disse førkrybdyrsfrøers ankomst at Nordamerika blev midlertidig afskåret fra både Europa, Asien og Sydamerika.
Den gradvise nedkøling af havvandet bidrog stærkt til at udradere sølivet. Sødyrene fra disse tidsaldre søgte midlertidig tilflugt i tre gunstige beliggende områder: det nuværende Mexico Golf-område, Gangesbugten i Indien og Siciliabugten i Middelhavsbassinet. Og det var fra disse tre områder at de nye marine arter, født til at tåle modgang, senere drog ud igen for at fylde havene med liv. For 160 000 000 år siden var landjorden for en stor del dækket med vegetation som var tilpasset til at skulle opretholde landdyrsliv, og atmosfæren var blevet ideel for dyr at ånde i. Dermed ender perioden med indskrænkninger i sølivet og de trængslernes prøvelsestider hvor alle former for liv blev tilintetgjort undtagen de som havde overlevelsesværdi og som derfor var berettiget til at fungere som stamfædre til det svært differentierede liv som udviklede sig i øgende tempo i planetens efterfølgende udviklingstidsaldre. Slutningen på denne periode med biologiske prøvelser, som er kendt af jeres forskere som perm, markerer også afslutningen på den lange paleozoiske æra, som omfatter en fjerdedel af planetens historie; tohundredoghalvtreds millioner år. Havet, dette kæmpemæssige opvækstmiljø for livet på Urantia, har tjent sin hensigt. Gennem de lange tidsaldre da landjorden var uegnet til at opretholde liv, før atmosfæren indeholdt nok oxygen til at holde liv i de højerestående landdyr, var det havet som diede og fostrede klodens første liv. Nu bliver havets biologiske betydning stadig mindre efterhånden som udviklingshistoriens anden stadium begynder at udfolde sig på landjorden. [Præsenteret af en Livsbringer i Nebadon, medlem af det oprindelige korps som blev anvist til Urantia.]