20. søndag efter Trinitatis Es 5,1-7 Rom 11,25-32 Matt 21,28-46 Jesus fortæller i dagens evangelietekst to lignelser. I dem begge sigter han til folkets ledere: ypperstepræsterne, folkets ældste og farisæerne, som han snakker med se Matt 21,23.45. Jeg vil først sige nogle få ting til de to lignelser, og derefter vil vi bruge resten af tiden dvs. det meste af tiden på teksten fra Romerbrevet, hvor Paulus udfolder det, som evangelieteksten her handler om. Først lignelsen om manden med de to sønner. Det ligger snublende nær at overføre lignelsen direkte, så det at gå ind i Guds rige, det bliver forstået som et spørgsmål om vores lydighed. Men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at lignelsen ikke handler om, hvordan man bliver frelst og går ind i Guds rige. Den handler derimod kun om det simple faktum, at nogle gik ind i Guds rige, på trods af at de først ikke ville, mens andre siger, de vil, men ikke gør det. Sagen er jo, at alle er syndere og har mistet herligheden fra Gud, som dem, der var til møderække over Romerbrevet i sidste uge, også hørte. Derfor gælder det for alle, at vejen ind i Guds rige går gennem dels erkendelse af sin synd, dels gennem tro på evangeliet om Gud, der i sin kærlighed sendte Jesus for at lide, dø og opstå for alle syndere. Den næste lignelse handler om en vingårdsejer og hans vingård, og den minder på mange måder rigtig meget om den lignelse, som vi hørte læst før fra Esajas 5. Men i Esajas er det selve vingården, der er problemet i Jesu lignelse er det derimod forpagterne, der er i fokus. Det vil ikke mindst sige folkets ledere, ypperstepræsterne, farisæerne og de ældste. Da det er høsttid, sender vingårdsejeren sine tjenere, men forpagterne prygler, dræber og stener tjenerne. Det er jødernes behandling af profeterne, Jesus her beskriver. Igen og igen gennem hele GT har Gud sendt sine profeter til et folk, der ikke ville høre og ikke ville omvende sig. I stedet har de reageret med ligegyldighed over for profeternes budskab, eller de har ligefrem været volddige over for dem og slået dem ihjel. Og til sidst vil de også slå sønnen ihjel, slå Jesus ihjel. Efterfølgende siger Jesus (v. 43), at Guds rige skal tages fra de jødiske ledere og alle dem, der følger dem, og det skal i stedet gives til andre, nemlig apostlene og enhver, der ved deres ord tror på Jesus (Joh 17,20). De vil tro, og som følge heraf gøre gode gerninger, bære frugt. Ypperstepræsterne og farisæerne er helt klar over, at Jesus sigtede til dem med disse to lignelser (v. 45). Jesus fastslår, at fordi de slår ham ihjel, selvom både Jesus selv og Skriften har advaret dem, så vil dommen komme over dem. De er på vej ind i forhærdelsen. Side 1 af 8
Som det fremgår af Romerbrevet, som vi hørte læst fra før, er det ikke alle jøder, der kommer forhærdelse over. Men samtidigt er det ikke til at komme uden om, at dommen er retfærdig og hård og betyder, at det ikke længere er disse jøder, der skal være forpagtere. Det er det, som Paulus udfolder og skriver om i teksten fra Romerbrevet 11, og der er noget her, som kan være svært at forstå, og som vi vil tage os tid til at se på. Vi skal om i Rom 11 og se på de vers, vi læste. Romerbrevet 11,25-32. Det er i en sammenhæng, hvor Paulus i Romerbrevet 9-11 taler om Israel frelse. Og det centrale er her det spørgsmål, som ligger bag 9,6: Har Guds Ord slået fejl? Har det svigtet? Det var jo til Israel, Gud gav løfterne om Messias, om frelsen. Nu er Messias og frelsen kommet, og Israel står udenfor. Og så er spørgsmålet: har Guds Ord svigtet? Paulus svarer ved at henvise til, hvad det er for en frelse, Gud har bestemt og lovet i Skriften, nemlig retfærdiggørelsen, som opnås ved tro på Kristus. Det er det, Paulus har besvaret i kapitel 9 og 10. Og når Israel står uden for denne frelse, så er det IKKE, fordi Guds Ord har svigtet, men 10,3: fordi de ikke har underordnet sig under Guds retfærdighed, under den retfærdighed, som er fra Gud. Altså den frelse, som Gud har lovet, den har de ikke underordnet sig under og fået del i. Årsagen er det, som bor i deres hjerte, nemlig en stadig stræben efter gerninger, efter at opnå så meget retfærdighed som mulig i deres liv, så meget hellighed, som overhovedet mulig. Og denne stræben, det er hindringen for, at de kan underordne sig under Guds retfærdighed. For Guds retfærdighed taler om en retfærdighed, som er UDEN gerninger. Dvs. den er uden det, som deres hjerte egentlig stræber efter. I kap. 11 går Paulus så videre og viser i de første 10 vers ud fra Skriften, at der også i Israel er en rest, som ved evangeliet er kommet til tro på Jesus. Det øvrige Israel, det er blevet forhærdet, og her peger han på, at det er præcis, som Skriften også forud havde sagt det. Det er altså ikke Skriften, der har svigtet, for den har talt både om frelsen af den lille rest, og den har talt om det øvrige folks forhærdelse over for evangeliet. Så det er egentlig forudsagt alt sammen, der er ikke noget i det, hvor Guds Ord har svigtet. Så fortsætter han med at pege på, at Israel stadigvæk har en frelsesmulighed. Den rod, som bærer frelsens træ, den rod er der nemlig endnu. Det, Jesus har gjort for dette genstridige folk, det ophører ikke. Det, som Kristus har gjort en gang for os alle, det er ikke noget, som nogensinde ophører. Og derfor: hvordan det end går Israel, så står det stadigvæk fast, at det ude på Golgatas kors skete for dem, og det tages ALDRIG fra dem, ligeså lidt som det tages fra nogen andre. Og så slutter Romerbrevet 11 med nok det største af det hele, nemlig at den forhærdelse, som Israel er inde i, den bruger Gud til at lede dem til den frelse, som han har bestemt. Israels forhærdelse tager Gud ind i sin plan og bruger den med det for øje, at føre dette forhærdede folk til tro på Jesus. Det skal føres ud af sin vantro, og det er det, Gud nu arbejder på gennem deres forhærdelse. Side 2 af 8
Og det er det, vi skal se på i disse vers. At Gud bruger Israels forhærdelse som et redskab for sin frelsesvilje, nemlig at nå det mål, som han siger i vers 32: for at kunne vise dem barmhjertighed. For det første (v. 25): Paulus vil ikke, at vi skal stole på vores egen klogskab, men han vil have os til at stole på Guds åbenbaring, Guds Ord. Derfor åbenbarer/afslører han nu en hemmelighed, som vi ikke selv kan tænke os til. Derfor må vi også begynde med de skriftord, hvor Paulus finder denne hemmelighed. Og der citerer han GT i vers 26 og 27. Vi kan se i noterne, at det drejer sig om Es 59 og Jer 31. Og nu skal vi huske på, at når Paulus anvender skriftcitater, så er det ikke bare en henvisning til enkelte skriftord. Det er ikke bare nogle skriftord, han henviser til, men det er altid en skriftsammenhæng, noget i Skriften, som handler om samme emne, som han er ved at behandle. Vi vil lige kort gå om i Es 59. Es 59 deles i to hovedafsnit: først 1-16a: det er en erkendelse af syndens dybde. Og lad os prøve at få et indtryk af denne syndserkendelse. Vers 12-16a: For du har vore mange overtrædelser for øje, og vore synder vidner imod os; vi er os vore overtrædelser bevidst, vi kender al vor skyld. Vi har brudt med Herren og fornægtet ham, vi har vendt vor Gud ryggen; vi har forkyndt vold og frafald og fremført løgneord fra hjertet. Retten er trængt tilbage, og retfærdigheden sig langt borte; for sandhed snubler på torvet, og ærlighed kan ikke komme frem. Sådan bliver der mangel på sandhed, og den, der holder sig fra ondt, bliver udplyndret. Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom til stede, og han undrede sig over, at ingen greb ind. Det er det, vi kalder syndenød, syndserkendelse. Her står de med synd til op over begge ører og er fortvivlede over den situation. Men hvor er det typisk: Herren ser, at der er INGEN, der griber ind for at ændre det. Hjertet er så forstokket, så fastgroet, så de kan se synden svulmer op, de kan se, hvordan sandhed er blevet til løgn, men de formår ikke at gøre noget ved det. Så kommer det næste afsnit, 16b-21, og det er en frelseserkendelse, der skinner frem midt i dette mørke: Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham. Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet; han klædte sig i hævnens klæder og hyllede sig i lidenskabens kappe. Da skaffede hans arm, altså Herrens arm, ham sejr. Nu skal vi huske, hvad eller rettere hvem Herrens arm er. Det har Esajas allerede svaret på et par kapitler tidligere i kapitel 53. Der spørger Esajas nemlig i vers 1: Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Og når han så har stillet det spørgsmål, så forklarer han, hvem Herrens arm er (v. 5): ham, som Side 3 af 8
blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Det er Herrens arm. Det, som folket nu opdager midt i denne overvældende syndighed, det er, at Herren har grebet ind, han har iført sig retfærdighed som brynje, frelsens hjelm, og så er han gået til angreb, og så har han vundet frelse for sit arme, syndige folk. Det er at komme til tro på Jesus, midt i syndigheden. Herrens arm, Jesus selv, er blevet åbenbaret for dem. Nøjagtig det samme møder vi i Jer 31. Og der skal vi bare lægge mærke til én ting, nemlig det, som bliver klart for dem, da de ser frelsen. Jer 31,33b-34: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige:»kend Herren!«For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Hvad er det, de får øje på, når de lærer Herren at kende? Det er det store: Herre, husker du virkelig ikke længere på min synd? Her står jeg med synd til op over begge ører, og jeg griber ikke ind, som jeg burde gribe ind, og så ser jeg pludselig, at DU greb ind, og du tilregner mig ikke min synd, men lader den være udslettet ved Herrens mægtige arm på Golgata. Det, de to steder her åbenbarer og afsløret, det er det, som Paulus kalder hemmeligheden, nemlig at de gennem syndens storhed ledes frem til at se en fuldbyrdet frelse, en frelse, som er blevet gjort færdig, mens de stod midt i synden. Som Paulus siger det (Rom 5,10): For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde Bag al syndens magt, der var Gud virksom og ledte dem frem, til de en dag kunne se: han har tilgivet mig alt det, som jeg ikke fik gjort noget ved, som jeg ikke kunne gøre noget ved, min synd. Det er det, der er evangeliets store hemmelighed. Og det er jo en vigtig baggrund og hjælp at have for os, når vi nu skal til at forstå de lidt uklare ord i vers 25 og 26a. At vi har set og ud af Skriften VED, hvad det egentligt er, det drejer sig om. Paulus fortsætter i Rom 11,25: Der hviler forhærdelse over en del af Israel. Vigtigt er det her, at det er over en del af Israel. Det er ikke alle jøder, der er forhærdede. Det er Paulus jo selv et eksempel på, og vi kan også se i 11,5: Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage [af Israel], som er udvalgt af nåde. (Også 11,23b: For Gud har magt til at pode dem ind igen.) Side 4 af 8
Og så må jeg desværre sige, at der er en dårlig og upræcis oversættelse her i vores Bibel. Der står i vers 25b: der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind Det er ikke særlig præcist. Der står ordret: forhærdelse er kommet over en del af Israel, indtil hedningernes fylde er kommet til. Det vigtige er her ordene hedningernes fylde. Det er det, som er oversat i vores Bibel med hedningerne fuldtalligt. Men der står hedningernes fylde. Det betyder det, som fylder hedningerne. Og det er i denne sammenhæng den barmhjertighed, de har fået del i (v. 31) nemlig evangeliet. Det vil sige, at der egentlig står, at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil evangeliet er kommet til. Og så står der videre: så skal hele Israel frelses Sådan har man oversat det i vores Bibel. Nu siger alle de ordbøger, jeg har kunnet finde imidlertid, at det ord, der her er oversat med så, betyder således. Hvis man oversætter det med så, har det noget med tid at gøre: Jeg smurte mig en ostemad, og SÅ spiste jeg den. Det er noget tidsmæssigt. Men her er det IKKE et tidsspørgsmål: og SÅ skal hele Israel frelses. Ordet således gælder i stedet MÅDEN, de skal frelses på. Så en bedre oversættelse ville være således eller på denne måde skal hele Israel frelses. Det er det, der står. Og det passer jo også med hele tekstens sammenhæng, at det, som Israel netop mangler i sin forhærdelse, det er jo netop, at evangeliet kommer til. Det er jo det, som det hele drejer sig om i de her kapitler. Og det er jo også det, vi så, at både det citerede sted fra Esajas og Jeremias handler om. At Israel midt i sin forhærdelse, midt i sin syndighed, har brug for, at evangeliet kommer til dem. Og så fortsætter Paulus, at ud fra denne hemmelighed, nemlig at Gud ikke har opgivet, at evangeliet skal nå Israel i deres forhærdelse, da drager han i vers 28 en slutning, en konklusion. Han siger: I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. I forhold til evangeliet er de fjender for jeres skyld. Det, der gjorde, at jøderne blev fjender, det var, at evangeliet talte om en retfærdighed uden gerninger, og det stødte an mod deres hjertes stræben. For de stræbte med gerninger. Så blev de fjender af evangeliet. Men, føjer Paulus så til, i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. Og her er det virkelig en lang historie, som vi skal prøve at gøre kort: udvælgelsen. I kapitel 9 beskriver Paulus, hvad udvælgelsen drejer sig om. Den begyndte med, at Gud sagde til Abraham: I dig skal alle jordens slægter velsignes. Dette løfte, at i dig, dvs. i pagt med dig, skal alle jordens slægter velsignes, det løfte skulle nu Side 5 af 8
arves. Og hvem skulle arve løftet? Det blev for det første Isak, som skulle arve det efter Abraham. Så blev det sagt: i DIG skal alle slægter velsignes. Hvem skulle arve det? Den næste, der skulle arve det, det var Jakob: i DIG skal alle jordens slægter velsignes. Og så blev det løfte givet videre ned igennem hele Israels historie. Det blev givet videre til Judas hus, det blev givet videre til David, og vi kan læse i Jesu slægtsregister, hvem der arvede dette løfte, indtil han, som løftet handlede om, kom nemlig Kristus. Det er det, der hedder udvælgelsen. Én bliver udvalgt til at være den velsignede for alle de andre. Det er simpelthen evangeliet i GT. Én udvælges til velsignelse for alle andre. Det betyder, at hvis vi stopper ved Kristus, som er DEN udvalgte, så lyder skriftordet: i forhold til Kristus er de elskede. Og så har vi fat i meningen. De er elsket for Kristi skyld. Og her er der noget, vi må tage til os. Gud kan altså aldrig glemme, hvad Kristus er for alle mennesker. Der er en ting om mig, som Gud ALDRIG vil glemme. Han vil aldrig glemme, hvad Kristus er for mig. Det gælder for hver og en af os: han, som døde for hele verden, det gælder virkeligt for hvert eneste menneske på jorden. Et menneske kan være aldrig så gudløst. Der er en ting, Gud elsker ved det mest gudløse af alle mennesker, og det er: Kristus er død for ham, og Gud kan aldrig, aldrig glemme, at den gudløses synd hænger der på korset. Enhver gudløs er elsket for Kristi skyld. Det er det, som også gælder for Israel. Helt ude i deres forhærdelse, der er de elsket, på grund af Kristus. Og det er det, som Paulus netop fortsætter med at begrunde i vers 29: For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. Nej! Gud fortryder aldrig, at han gav den nådegave, som vi har i Jesus Kristus, nemlig frelsen. Og han fortryder aldrig det kald, at den, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Han glemmer det aldrig, og han fortryder det ikke. Et menneske kan komme langt ud, men det kan aldrig komme så langt ud, så Gud fortryder, at ham gav jeg Jesus for, eller at Gud fortryder det evangelium: hvis han påkalder mit navn, skal han frelses. Gud fortryder det ALDRIG. Men der er en ting, som hindrer troen hos dette folk, ligesom der er en ting, der hindrer troen hos alverdens mennesker også hos os. Og det er, at de ikke kender deres ulydighed mod Gud. At mennesker ikke forstår, at de er genstridige mod Gud, og så snart de har bare den mindste fornemmelse af det, så er det første, de gør, at flygte langt væk for ikke at høre det og for at glemme det. Og så skulle de bare vide, at bare de kunne få øje på det, at de er genstridige, så stod de lige ved evangeliets port. Og det er præcis det, vi ser her, at de hindres af en ting: at de ikke kender deres ulydighed. Derfor fortsætter Paulus (v. 30-31): Side 6 af 8
For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. Nu er Israel blevet ulydige hvorfor? For at de kan få del i barmhjertigheden. De er blevet gjort ulydige, for at de kan blive ført til tro på Jesus. Ja, der står i vers 32, at Gud har indesluttet ALLE i ulydighed af den ene grund at vise barmhjertighed mod alle. Hvis du vil vide, hvad Gud vil med dig, så har du her, hvad han vil. Han vil én ting, han vil, at du skal komme i den stilling, hvor han kan få lov at forbarme sig over dig ved at fortælle dig om Jesus, så du kommer til tro på ham. Og for at du skal komme i den stilling, så har han gjort en ting: han har fængslet dig inde i din ulydighed, så du ikke kan slippe ud af fængslet. Og det er ikke bare noget, Paulus taler om her, han siger nøjagtig det samme andre steder i NT. Fx i Gal 3,22: Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror. Gud har indesluttet alt, det vil sige holder alle fanget under synd hvorfor? For at føre dem ét sted hen: at de kommer til tro på Jesus. At de får deres retfærdighed et eneste sted, ikke i nogen gerninger, men i den ene gerning: at Kristus døde for os. Det er sådan, siger Paulus, at Gud er med Israel i forhærdelsen. Det er det, som Paulus her åbenbarer og afslører. At den nuværende forhærdelse over det folk, som før var nidkære for Gud og ivrige for hans bud, den forhærdelse, de nu er i, det er Guds ledelse for at føre dem til tro på Jesus. På grund af denne tro fører han dem og læg mærke til, hvor han fører dem: Han fører dem fra nidkærhed og lovlydighed ind i ulydighed, genstridighed og forhærdelse. Det kan være virkelig svært at forstå. Gud tager et menneske, som er lydigt, og gør det ulydigt. Han tager et menneske, som er nidkært for Gud og ivrig for at tjene Gud, og binder ham i ulydighed og genstridighed. Hvorfor? Fordi Gud vil en ting: han vil, at han skal tro på Jesus. Derfor skal han i syndens fængsel, indtil han ikke har anden retfærdighed end den ene, at Kristus døde for ham. Så vigtigt er det for Gud at føre et menneske til tro på Jesus. Paulus kan jo ligefrem sige i Rom 5,20, at det er lovens hensigt: Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større Hvorfor har Gud givet sin lov? Ja, hvis man spørger alverdens mennesker, så siger de: Gud har givet sin lov for at forbedre os. Eller Gud har givet sin lov for at værne os mod synden. Men hvad kalder Paulus loven? Han siger, at loven er syndes kraft. Loven er nemlig kommet for at give synden kraft. For at jeg ved at stride for at holde loven skal opdage, hvordan synden i mig vokser og holder mig fangen. Det er lovens hensigt. Det er netop det, Paulus oplever i Rom 7, da han for alvor begyndte at holde Guds lov. At når han ville det gode, så var det det onde, der voksede og holdt ham fangen. Side 7 af 8
Der er en ting, vi skal lære om Gud. Gud er så ivrig for troen på Jesus, så han kan føre et folk i forhærdelse, i ulydighed og genstridighed for at føre det til frelse. Indtil den ulydige står og ser op på Golgatas kors og siger: Herre, så har jeg da dig. Mig, som er fortabt og trællebundet, Herre, jeg er fri, for jeg har dig. Derfor kan kristne gennem hele deres liv opleve, at de, som stræbte med deres helliggørelse, de oplevede, at det slog fejl for dem den ene gang efter den anden. Og det var som om, det hele døde mere og mere. Hvorfor gør Gud det? Hvorfor giver han os ikke den kraft, som så mange snakker om? Den kraft, der altid kan sejre. Hvorfor får vi ikke den? Fordi din Gud, Den levende Gud i himmelen vil noget andet. Han vil nemlig tro på Jesus. Og så skal du blive en synder, for der kan du høre evangeliet, der er Guds kraft til frelse. Og det får Paulus til at udbryde i vers 33: O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! Det er, hvad ingen mennesketanke har tænkt, og hvad der aldrig er opkommet i noget menneskes hjerte. Aldrig har mennesker tænkt, at frelsens vej fra al synd og død og dom skulle gå gennem syndens fængsel. Alle mennesker tænker, at skal jeg frelses fra synden, så må jeg se at komme så LANGT VÆK fra synden som muligt. Gud siger: skal du frelses fra synden, så skal du BINDES af synden. For kun der kan du tro på Jesus. Det er uransagelige veje for en mennesketanke. Men det er de veje, mennesker faktisk er blevet ført af og bliver ført af ved Helligeånden. Mange kristne kan vidne om, at det gik sådan: at de blev bundet mere og mere, indtil de så Jesus alene. Og da var det som om alle lænker endelig faldt. Det er det, som Gud ønsker for hvert menneske på jorden også for dig og mig. At rive alt vort eget fra os, så vi kun står tilbage med en tom hånd, som bare kan modtage alt af nåde. Og derfor vil vi også gå til alters om lidt og modtage Jesu legeme og blod i en tom hånd for det er frelsen, vi dér modtager. Side 8 af 8