Rejsemagasin fra De Berejstes Klub. Tema: Middelhavet. Hos kongen af Arktis. Vikingetræf på Skarø. Solformørkelse i Egypten

Globen Rejsemagasin fra De Berejstes Klub - autentiske rejsehistorier fra hele verden September 2011 / nr. 45 Tema: Middelhavet Solformørkelse i Egypten Hos kongen af Arktis Vikingetræf på Skarø

Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Leder Redaktørens Forord Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort med billede skal fremvises. www.friluftsland.dk Ud og hjem igen Tænk, at blive redaktør for et rejsemagasin! Oven i købet det mest autentiske rejsemagasin, der findes på dansk - Globen, skrevet af og for medlemmerne af De Berejstes Klub. Kære medlemmer: Tak for tilliden! For mig personligt er det at rejse ikke et mål i sig selv; det er derimod de personlige bånd, man uværgerligt knytter undervejs: De nye venskaber som opstår uventet og spontant eller de indsigter og erfaringer, man får, når man rejser ud. Redaktion: Lars-Terje Lysemose (ansvarshavende), Per Allan Jensen, Ann Kledal, Jacob Gowland Jørgensen, Søren Fodgaard og Jytte Kristensen. Adresser s. 66 Layout: Anja Povlsen, adresse s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: redaktorgloben@gmail.com Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50 Ibn Battuta, den nordafrikanske poet, pilgrims- og opdagelsesrejsende, der udforskede området mellem Persien og Andalusien i det 14. århundrede, sammenfattede præcis den moderne globetrotters følelser med ordene: Jo mere jeg rejser, desto mindre føler jeg mig hjemme på mit sted - og endnu mere hjemme alle andre steder. 2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24 At rejse ud og opleve verden har også sine omkostninger: Man bliver måske mindre rodfæstet, men beriges til gengæld med - nå ja, det vi nu hver især finder derude i verden! En ting er sikkert: Man kommer ikke uberørt hjem. At rejse er med til at sætte sit præg på en og gøre en til den, man er. Disse linjer skrives om bord på færgen fra Åland - et nyt territorium kan tilføjes min liste, men eventyret er kun lige begyndt: I aften går rejsen videre med tog til Abisko, hvor jeg sammen med to venner og min labrador skal vandre ad den klassiske Kungsleden til Kebnekaise. Rejsefeberen er ved at indfinde sig og tilbage er bare at ønske jer alle en god rejse- og læselyst. Eventyret venter! Forsidefoto: Mostarbroen genopbygges af Lars-Terje Lysemose Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 800 ISSN: 1603-1458 Lars-Terje Lysemose, Ny ansvarshavende redaktør Deadline til næste nummer: 5. november 2011 Tema: Ekstreme miljøer Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: www.berejst.dk Formand: Lars Munk, adresse s. 66 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. GLOBEN nr. 45 / September 2011 3

27 36 FORSIDEKANDIDATER Forsidebilledet er udvalgt blandt medlemmernes indsendte billeder. Her på siden kan du se nogle af forsidekandidaterne. 22 GLOBEN TEMAARTIKLER 6 REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN GLOBEN REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN Adriaterhavet: I en kuffert på hjul langs Adriaterhavets kyst af Rasmus Gregersen 11 Stromboli: Vulkaner på godt og ondt GLOBEN SEPTEMBER 2011 / NR. 45 MEDLEMSSTOF af Per Danielsen 14 Italien: Regntunge skyer over 3 Piemonte af Henrik Døcker ØVRIGE ARTIKLER 16 Rom: 5 tips af Niels Iversen Leder 5 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden 34 Konkurrencen 18 Gibraltar: Macaques-aber, The Beatles og minder fra en svunden tid af Anette Lillevang Kristiansen Kan man lave en hængekøje af lianer? af Søren Padkjær af Kirsten Graversen 1. 60 vikingetur på Skarø 33 Sjovt foto 22 Kairo: På påskebesøg i Kairos Skraldeby 59 Sådan bliver du abonnent Sjælesørger eller skopudser? af Claus Søndergaard GLOBEN De Berejstes Klubs 15 års jubilæumstur af Lars Munk 33 bedste Postkort krigsskueplads af Tina Vinther Dahl af Theis Sølling 3. GLOBEN REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN 62 Cafe Globen-oplevelser: 24 Egypten: En solformørkelse og en 2. GLOBEN REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN REJSEMAGASIN FRA DE BEREJSTES KLUB - AUTENTISKE REJSEHISTORIER FRA HELE VERDEN Klubmedlem, kørestolsbruger og kosmopolit af Anna le Dous 34 Næste konkurrence 27 Syrien: Et tabt eller kommende 36 Indien: Vandfald og knæfald 64 Nye medlemmer turistparadis? af Jacob V. la Cour Dengang da jeg blev rigtig vred af Patrick Leis 62 kommende medlemsmøder Se de nye ansigter i klubben 31 Tema til næste nr.: Ekstreme miljøer 44 Galapagos: Stillehavets paradisiske af Lars Munk 44 48 Etiopien: Nordetiopien rundt med 66 Klubbens kontaktpersoner miniverden af Karen Hammer høns på taget af Lene Kohlhoff Rasmussen 48 4. 5. 6. 50 Nilen og Victoriasøen: Hjem fra Nilens bredder uden et eneste hårstrå på hovedet af Arne Runge 54 Svalbard: I audiens hos kongen af 4 GLOBEN nr. 45 / September 2011 Arktis af Jakob Øster 1. Adriatehavet, Rasmus Gregersen - 2. Malta, Jakob Øster 3. Soggiorno, Niels Iversen - 4. Gibraltar, Anette Lillevang Kristiansen 5. Stromboli, Per Danielsen - 6. Italien, Jacob Gowland Jørgensen GLOBEN nr. 45 / September 2011 5

Tema Middelhavet Rasmus kigger kort. Navigationen har ind imellem været svær, da vi ikke kunne læse alfabetet, og samtidig oplevede vi, at vores kort ikke passede med virkeligheden! I en kuffert på hjul langs Adriaterhavets kyst Roadtrip: Det siges ofte, at det bedste sted at møde de lokale er, når man rejser med bus og tog. Men kører man bil i lande, hvor man ikke kan læse alfabetet, eller hvor vejkortet ikke just passer med virkeligheden, er der et godt grundlag for en hyggelig sludder med folk langs landevejen. Tekst: Rasmus Gregersen Fotos: Rasmus Gregersen & Elsa Ranzau Redigering: Lars-Terje Lysemose En lille bid af den lange kyst. Her har vi fundet en lille fiskerby ned til havet med en lille primitiv privat campingplads, hvor tingene bestemt ikke sker på turisternes præmisser skønt! En af Kosovas smukke kirker, bombet under de mange konflikter. Zurück! Zurück!" råber den serbiske grænsebetjent, mens han rusker i vores pas, knaldrød i hovedet. Efter at han havde været væk med passene i over 20 minutter, kommer han nu tilbage i den overbevisning, at vi må være kommet ulovligt ind i Kosova, og derfor ikke må komme videre ind i Serbien her på grænseovergangen fra Kosova. Manden blæser sig op til dobbelt størrelse og råber med spyt og savl til alle sider. Et kort øjeblik er jeg overbevist om, at de overnatninger, vi kommer til at få i Serbien og som samtidig skulle kvalificere os til et nyt land i De Berejstes Klub kommer til at blive i et serbisk fængsel. Men der kan åbenbart godt være huller i selv de sorteste skyer, hvor solen kan skinne lidt ned, for pludselig smider grænsebetjenten vores pas ind gennem sideruden i bilen og ned i skødet på mig, vinker os videre og vender sig og går. Jeg har tidligere haft fordomme om folk, der tog på bilferie og tænkt, at så kunne man sidde der og se det hele fra sit sæde uden overhovedet at komme ud af bilen og mærke verden, hvor dovent og kedeligt er det!? Men nu har jeg prøvet bilferie nogle gange på kortere og længere ture, og jeg begynder at se mange fordele. Fx er det muligt at komme lige derhen, hvor vi vil, når vi vil. Vi kan komme til alle de steder, hvor der ikke går offentlig transport uden den store ekstra planlægning og muligheden for lige at svinge ned ad den lille sidevej, som bussen bare kører forbi, har givet os mange uforudsete eventyr. Som en ekstra bonus møder vi en utrolig venlighed og interesse. Der er nemlig mange, der synes, at det er spændende at høre om, hvorfor nogle vil køre en lille bil helt oppe fra nord ned til deres land, til deres by og besøge dem? Men man kan altså også møde en hidsig grænsebetjent, som ham på grænsen mellem Serbien og Kosova, en grænse som det officielle Serbien ikke vil anerkende, da Kosova (på serbisk Kosovo) stadig anses som serbisk territorium af regeringen i Beograd. I september 2009 kørte vi 4 uger ned gennem de lande, der ligger langs Adriaterhavets østkyst. Vi kørte i en Kia Picanto med en 1.0 liter motor, men tag ikke fejl, den springer op ad de stejleste bjerge som en ged efter frisk græs. Den begrænsede plads giver os dog en del udfordringer med pakningen. Vi vil gerne have det hele i det lille bagagerum, som ikke meget større end en cykelkurv, for så kan vi bedre gå fra bilen uden bekymringer om, hvorvidt bilen nu er en åbenlys invitation til indbrudstyve. Samtidig og mere vigtigt giver det også muligheden for at samle blaffere op, og det har vi haft megen fornøjelse og gavn af. Vejkort som en by i... Kosova Et af de steder, vi mødte venlighed, var i Kosova. Vi var totalt fortabte i Peja, en by med ca. 70.000 indbyggere. Store dele af byens vejnet var under renovering, så vores Krak europakort, som vi havde med hjemmefra, kunne vi ikke bruge til noget. Efter at vi have kørt længe i de gader, der stadig var farbare, indså vi, at nu havde vi været de samme steder flere gange, så vi stoppede og spurgte et par kvinder, der stod ved vejkanten og snakkede. Vi havde på ingen måde noget fælles sprog, men vi fik dem alligevel til at forstå, hvor vi gerne ville hen. Derpå satte de sig bare ind på bagsædet uden at spørge og begyndte at pege, mens de sagde en masse, vi ikke forstod. De skulle åbenbart samme vej og fandt det meget naturligt, at de skulle med os, og det var faktisk super hyggeligt. Uden at vi overhovedet kunne forstå hinanden, kom vi ned til byen Prizren 75 km længere mod syd, og vi fik sat de to kvinder af i en lille landsby ca. halvvejs. Vi har også haft en del østeuropæiske backpackere med på kortere eller længere stræk. Det har givet os nogle ekstra oplevelser, da de ofte ved noget om området, som vi ikke kan finde i guidebøgerne. De kender de små naturperler, de hyggeligste bjerglandsbyer og de små strande, hvor det er bedst at bade. Og så ved de også, hvordan man får en masse god mad for ingen penge. Kort sagt, streetwise. Kuffert med hjul I mange af byerne langs Adriaterhavet skiltes der langs vejene med udlejning af værelser eller lejligheder på dagsbasis, og sådan har vi ofte overnattet. Det har været godt for os, da det både er billigt og en fin indgangsvinkel til at komme tæt på lokallivet. Det har været spændende at se, hvordan folk bor, og 6 GLOBEN nr. 45 / September 2011 GLOBEN nr. 45 / September 2011 7

Helstegt ko på havnen... og så lige på min fødselsdag! Elsa shopper i det gamle tyrkiske handelskvarter i Mostar, det lever videre i dag, men nok mest på grund af turister. mange har været meget behjælpelige med at fortælle os om byen og de ting, vi kan se. Som en bonus kan man ofte få et tip om den restaurant, som serverer den bedste mad til den bedste pris. Vi har typisk kunnet få et dobbeltværelse for 100 til 200 kr. alt efter beliggenhed. Men homestays var ikke de eneste "hjem", vi havde på turen. Bilen blev også et slags hjem. Man indretter sig, man nærmest flytter ind og gør det hele lidt hyggeligt. De lokale ting vi køber undervejs som vævede puder og tæpper m.m., får også en plads i bilen, så vi kan kigge på dem og tænke lidt tilbage på det, vi allerede har oplevet. Når man har så lille en bil som os, kan man måske nærmest tale om at bo i en kuffert bare en kuffert med hjul. Levende kulturskatte Noget af det, der virkelig har fascineret os på rejsen ned langs Adriaterhavets østkyst, var de gamle havnebyer, som har dannet centrum for handel, penge og magt. De står tilbage i dag som levende museer, hvor man kan få en smag på, hvordan livet var for over tusind år siden. De gamle byer Kotor og Dubrovnik har nogle imponerende store handelsgader med flotte bygninger, som rummer butikker, caféer og restauranter. Men omme bag disse store bygninger snor sig ofte små og mørke, men hyggelige gader, hvor der ikke er meget plads, og det er her, de hyggelige caféer og barer og små lokale restauranter ligger. Byerne er spændende i dagtimerne, men har man tiden til et par overnatninger, kan man få en hel unik oplevelse, når mørket falder på, og lysene bliver tændt i de gamle gader. Her er også lidt mere fred og ro om aftenen, og hvis man gerne vil have en lidt billigere overnatning, kan man prøve de homestays, der er uden for bymurene. Dybe ar, ruiner og nybyggeri Der er sket mange frygtelige ting gennem tiden, og byen Mostar i Hercegovina har mange dybe ar. Mange huse står stadig tilbage som ruiner, afspærret med skilte som advarer om sprængfarlig ammunition og nedstyrtningsfare. Men meget nyt er på vej op, og den gamle bymidte er næsten, som den var, før det gik galt. En tur gennem Mostar er som en tur nogle hundrede år tilbage i tiden. Det gamle centrum er genopbygget med stenhuse og brolagte gader og masser af stemning. De små butikker i det gamle tyrkiske kvarter sælger godt nok mest souvenirs, og cafeer og restauranter har fået Coca-Cola-parasoller, men man kan stadig fornemme, hvordan her var i gamle dage. Som prikken over i'et har de en super god tyrkisk kaffe, noget man måske skulle overveje at få på menukortet i Café Globen? Det kan anbefales at tage et par overnatninger i Mostar. Her er mange homestays til rimelige priser, og man får muligheden for at nyde byen om morgenen og "by night", hvor der ikke er turistbusser i byen, for dem slipper man desværre ikke for i Mostar. Vi boede på Lejla's Homestay, som klart kan anbefales, ikke mindst for det historiske vingesus man føler, når man ser murene omkring hendes hus, lappet efter flere granatnedslag. Øde strande og uberørt natur Endnu en bonus ved at have bilen med på rejsen er, at vi nemt har kunnet komme ud til de øde strande, som ligger mellem kystbyerne. Vi har fundet små hyggelige campingpladser i landsbyer, der ligger lige ned til havet. Det har været rart at kunne stoppe op og opleve de mere uberørte egne og på den måde komme tilbage til det originale liv langs kysten. Sørg for at komme lidt væk fra de større byer. Om man så kører bil, bus, cykel eller går, vil man opleve en natur, som imponerer. Bjergene som flyder sammen med det azurblå hav, små fiskerlejer med små fiskerbåde som ligger og venter på at komme på havet og en bevoksning af frugttræer og blomster langs vejen, som står og venter på, at man kommer forbi og nyder synet og duften og hele denne følelse af at være her og bare leve i nuet. En gæst i natten I Montenegro kørte vi op i bjergene til nationalparken Durmitor, som byder på rigtig meget flot natur, både over og under trægrænsen. Grå og nøgne bjergtoppe på 2.500 meter stikker op gennem den kuperede granskov med skovsøer og dybe kløfter. Og her havde vi fundet os en lille, hyggelig og meget beskeden campingplads, som skulle blive vores udgangspunkt for et par dages bjergvandring. Aftenen før vi skulle vandre op i bjergene, sad vi og nød solnedgangen mellem bjergtinderne, og da solens orangerøde lys blev afløst af fuldmånens hvide skær, gik vi i teltet for at få en god nats søvn, før vi skulle op til en lang vandring næste morgen. Men det skulle blive en hvileløs nat... Der var blevet stille på campingpladsen, og vi havde måske sovet en lille times tid, da vi blev vækket af en lyd udenfor. Mostar by night. Fredfyldt og hyggelig. Det var helt klart noget stort, som luskede rundt mellem teltene, og det gik og fnyste, som om det snusede efter et og andet, som det måske kunne spise. Det kunne kun være en bjørn! Vi blev enige om at forholde os stille og afvente situationen. Uden en lyd fik vi samlet potter og pander sammen fra det lille gaskøkken, så vi kunne overraske bjørnen med en masse larm, hvis den skulle vælge vores telt. Det var totalt overlevelsesinstinkt. Vi lå længe og lyttede og kunne høre dyret luske frem og tilbage på campingpladsen, og på et tidspunkt kunne vi også høre, at det var ovre og skubbe til vores bil. Den ene søvnløse time afløste den anden, og vi havde flere gange forsøgt at kigge ud under teltdugen, men det var for mørkt, til vi kunne se noget. Hen på morgenen krøb vi klatøjede ud af teltet og blev mødt af manden, som ejede campingpladsen. Han kom grinende ned til os og pegede over mod de tyskere, der lå længere nede på pladsen og på deres væltede scooter. "Moped, moped!" råbte han, mens han grinede og satte hænderne op til panden og lavede horn med fingrene. Ahaaa... så bjørnen havde altså været en ko, og ud over tyskernes scooter havde koen også været lidt lun på vores bil, som havde store mudrede gnubbemærker og et sidespejl, der hang og dinglede ved højre fordør. Sorte skyer over Serbien Jeg vil helst undgå en diskussion om alt det, der er sket i området gennem tiden. Men når man rejser ned langs Adriaterhavets kyst til Albanien, slår et sving til venstre og nyder nogle dage i Makedonien og Kosova, kan man godt blive lidt trykket ved tanken om at skulle ind i Serbien. På daværende tidspunkt havde vi hørt meget om, hvad der var sket igennem de sidste mange år og til at trække endnu et par sorte skyer ned over vores humør, mødte vi så den ekstremt sure grænsebetjent på grænseovergangen fra Kosova. Det var bestemt ikke en grænsebetjent, der var åben for diskussion. Vi havde taget hovedvej 25 øst ud af Kosova for at komme til en af de lidt større grænseovergange. På vej ind i Kosova havde vi valgt en lille grænsepost i bjergene mod syd, men nu var det ved at blive sent, og vi ville ikke risikere, at grænsen var lukket for natten. Selv om Serbien ikke anerkender Kosova som selvstændigt, er der en decideret grænsepost mellem de to lande. Grænseposten er meget primitiv, og man kunne godt få det indtryk, at Serbien ikke har tænkt sig, at den skulle stå der for altid. Kosova er selv i gang med at bygge nye moderne grænseposter, så det er tydeligt, at de er af en anden holdning. I hvert tilfælde de fleste af dem. Efter et dejligt besøg i Kosova er vi lidt stolte af de stempler, vi har i passet derfra. Derimod fik vi ingen stempler fra den sure grænsebetjent på den serbiske side af grænsen... I forhold til den jublende velkomst, vi fik på vej ind i Kosova, gav dette en knude i maven, for hvad er det for et land, vi 8 GLOBEN nr. 45 / September 2011 GLOBEN nr. 45 / September 2011 9

var kommet til? Vi havde hørt så meget, og nu med denne velkomst var vi ret spændte på, hvad der ville møde os i Serbien. Måske var det kontrasten til denne oplevelse, der senere samme dag gav os den fuldstændig omvendte opfattelse af de mennesker, vi mødte i Serbien. Selvfølgelig havde de den samme venlighed og glæde ved at møde folk, som kommer på besøg i deres land, som har været kendetegnende ved hele dette område. Det meste af vores tid i Serbien brugte vi i Beograd. Byen har et hav af store flotte bygninger, pladser med gadecaféer, parker med skygge for solen, historie og smukke gamle kirker. Det er en storby med masser af liv. I Beograd fandt vi også en rejsecafé: The Federal Association of World Travellers Bar. Den drives dog ikke efter helt samme princip som vores hjemme i Turesensgade, men ejeren var meget berejst, og han finansierede sine rejser via denne café, som derfor var fyldt med masser af rejseminder. Caféen er hyggelig og klart et besøg værd, hvis man er i Beograd. En usædvanligt hjælpsom p-vagt I storbyer som Beograd kan det være svært at have bilen med. Men den lokale venlighed fandt os igen, denne gang forklædt som parkeringsbetjent. Han forklarede os om reglerne, som stort set gjorde det umuligt at parkere i byen i mere end 15 minutter, uden at det ville koste en formue. Han havde dog også Et kig ud gennem Dubrovniks bymur mod havet og en af de mange kanonstillinger, der har forsvaret byen mod pirater. en løsning parat, for han fortalte os samtidig, at hvis vi bare parkerede bilen uden at betale, ville han komme om lidt og give os en beskeden bøde, og hvis vi så undlod at flytte bilen i de dage, vi var i Beograd, ville vi ikke få mere end den ene bøde, som var langt billigere end at betale for p-billetter. Yderligere fortalte han os, at vi ikke behøvede at bekymre os om p-bøden, for de opkræver ikke pengene, når først vi er ude af landet. Jeg tvivler på, at denne flinke p-vagt har en bror, som er grænsevagt! Efter nogle dage i Beograd nød vi igen friheden ved at rejse rundt i en kuffert på hjul. Vi kunne komme ud og se de store og imponerende klostre nord for byen, men vi kunne også komme ud til Husk pas og kørekort! de små og idylliske kirker, som lå spredt i det bakkede landskab. Vi nød den frihed, det giver at køre bil, men det er selvfølgelig ikke den eneste måde at komme lidt væk fra alle de andre turister, der er langs kysten om sommeren. Kommer man lidt væk fra alfarvej, kan man opleve en vidunderlig natur, som byder på stort set alt, og det er et vidunderligt sted at slappe af efter nogle dage i de større byer. Rejser du til denne del af Middelhavskysten, så sørg for at komme lidt ud på landet og væk fra de steder, hvor der er alt for mange andre turister, for det er her, man finder det originale og uspolerede. Danskere behøver ikke visum til nogle af landene langs Adriaterhavets kyst, og det er nemt at rejse rundt. Med bil skal man huske de internationale forsikringspapirer, som man kan få fra sit forsikringsselskab samt bilens registreringsattest. Dog var vi på daværende tidspunkt nødt til at købe en ekstra forsikring for at komme ind i Kosova, men det var, fordi Kosova ikke havde status som selvstændigt land endnu, og derfor kunne vores bilforsikring ikke bruges. Nogle af landene kræver desuden internationalt kørekort. Internationalt kørekort koster 25 kroner og et pasbillede, så er man sikker på, at der ikke opstår problemer. Jeg har også hørt, at det ikke er muligt at have en lejet eller lånt bil med ind i nogle af landene. Jeg er ikke helt klart over, hvilke lande det er, men har du egen bil, er der ingen problemer. Vi har brugt et Krak europakort i målestok 1:900.000 det har stort set dækket vores behov, men har også spillet os et pus af og til. Benzin koster stort set det samme som i Danmark. Man skal dog tanke med omtanke i Kosova, da kvaliteten af benzinen ikke er den bedste. Vores bil, der ellers normalt vil æde det meste, havde lidt problemer med forbrændingen i motoren. Dog var problemet ikke større, end at den lokale tankpasser mente, vi godt kunne køre videre, og bilen lever stadig i bedste velgående. Prisniveauet for Slovenien og Kroatien ligger lidt under resten af Europa. Og Serbien er lidt billigere endnu. Tema Middelhavet Vulkaner på godt og ondt Min sommer har været præget af vulkaner. Først med en rundrejse mellem De Lipariske Øer, hvor jeg besteg både Vulcano og deltog i DBK-turen med bestigning af Europas mest aktive vulkan Stromboli. Senere skulle mine rejseplaner i Argentina og Chile to gange ændres på grund af vulkanudbrud. Tekst & fotos: Per Danielsen Det er lige efter solnedgang og ved at blive mørkt. Bagved ligger et par timer opad i tung sort grus i form af lavaklumper. Pludselig lyder der et brag, og alting bliver lyst op af en kraftig ildsøjle nogle få hundrede meter væk. Det er et af de jævnlige udbrud fra vulkanen Stromboli, som har 3-4 udbrud i timen. Udbruddet varer i et minuts tid, hvor man kan se glødende lavaklumper blive slynget flere hundrede meter op i luften. Efter at have sundet mig lidt oven på den fantastiske oplevelse er det tid til at forsætte opstigningen mod toppen af den 926 meter høje Stromboli. Jeg er sammen med fem andre DBK ere en del af en gruppe på 15 personer, som med en guide er på vej mod toppen af Europas mest aktive vulkan. Endelig er vi oppe, og et nyt udbrud starter. Her på toppen kan man se ned i et stort krater og en række mindre kratere, hvor den glødende lava lyser op i mørket. Vi tilbringer en times tid oppe på toppen, hvor der når at komme fire udbrud mere. Solnedgang Gruppen samlet foran kirken. Fra venstre Paul, Nina, forfatteren, Vulkanhenning, Pernille, Lisbeth og Kenneth. Yanni og Hans Jørgen er ikke med på billedet. 10 GLOBEN nr. 45 / September 2011

3-4 gange i timen går Stromboli i udbrud, hvor glødende lavaklumper slynges højt op i luften. Den 12 kvadratkilometer store ø Stromboli er domineret af vulkanen, der fra havdybder omkring 1500-2000 m rejser sig til 926 m over havniveau. Fra Vulcano har man fra venstre udsigt til Salina med to vulkaner (fra venstre), Lipari, og i det fjerne Stromboli. Her er 4-5 forskellige grupper med hver deres guide samlet på toppen, men heldigvis har deltagerne i hver gruppe en hjelm i samme farve. Vi er i den orange gruppe. På toppen står der også noget, der ligner læskure, hvor man kan gå i læ, hvis udbruddene skulle blive særlig kraftige. En kraftig ubehagelig svovllugt svider i næsen. Til sidst er vi helt mætte af at se udbrud, og gruppen samles atter for at påbegynde nedstigningen. Mens opstigningen foregik ad en sti med mange sving, så begynder nedturen på den anden side af Stromboli næsten lodret ned igennem små sorte lavasten. Hurtigt kommer vi to tredjedele ned ad bjerget, men alligevel er der en times gang det sidste stykke vej tilbage til hotellet. Her er det tid til en godnatøl, mens vi sunder os over et dramatisk døgn. Deltagerne mangler Optakten til turen var også ganske dramatisk, da toppen af Stromboli hele formiddagen var dækket af skyer. Hvis der var skyer om aftenen, ville turen blive aflyst, men heldigvis klarede det op om eftermiddagen. Endnu større problem var, at fire af deltagerne slet ikke var kommet til Stromboli, da turen med guide skulle begynde kl. 17.30. Jeg var sammen med Lisbeth kommet til Stromboli dagen før ligesom turarrangøren Henning Andersen ( Vulkanhenning ). Yanni og Hans Jørgen var også kommet til Stromboli om formiddagen, før vi skulle til tops. Vi kunne så sidde fem mennesker og nyde en flaske spumante på Cafe Ingrid, inden vi skulle til tops. Cafeen er opkaldt efter Ingrid Bergman, der spillede hovedrollen i filmen Stromboli, som blev instrueret af Rosselini, der senere blev gift med Ingrid Bergman. Kenneth og Vibeke havde været hurtigt ude og købt en billig flybillet til Napoli for så at kunne tage med færge direkte til Stromboli. Desværre var sejlplanerne ikke klar, da de bestilte flybilletterne. Det viste sig nemlig, at der slet ikke var en færgeforbindelse, så de kunne nå at komme til Stromboli. Så de var nødt til at tage nattog fra Napoli over Messina og videre til Milazzo på Siciliens nordkyst. Desværre var toget totalt udsolgt, så de kom først en dag senere, hvor de så sammen med en anden gruppe besteg Stromboli. Og Nina og Poul kunne først komme med en båd, som ankom til Stromboli kl. 17.30, hvor bestigningen skulle begynde. Jeg gik derfor ned og tog imod dem ved båden, mens de fire andre indledte bestigningen sammen med guiden og den øvrige gruppe. Efter at have fået Nina og Poul tjekket ind på hotellet forsøgte vi at indhente gruppen ved nærmest at løbe op ad bjerget. Efter en strabadserende tur så vi i 250 meters højde heldigvis bagtroppen af gruppen. Det var Henning, som temmelig forpustet var sakket bagud, da hans kondition ikke mere er den samme, som da han første gang i 1971 besteg Stromboli med en madpakke og en flaske vin. Vi blev desværre nødt til at efterlade Henning, mens vi fortsatte op sammen med resten af gruppen. Da Henning kom ned igen, tog han en taxa ud til en restaurant, hvor han fra terrassen kunne se udbruddene nedenfra, mens vi andre asede opad. Svovl og flotte udsigter Stromboli er en af de syv Lipariske Øer nord for Sicilien. Den 12 kvadratkilometer store ø er domineret af vulkanen, der fra havdybder omkring 1500-2000 meter rejser sig til 926 meter over havoverfladen. På øen er der ca. 400 fastboende. Mens vi var der i midten af maj, var der en frygtelig travlhed. Næsten alle mænd havde taget arbejdstøjet på og var i gang med at klargøre de mange boliger, som står tomme hele vinteren, mens ejerne er taget hjem til deres bopæl andre steder i Italien. Mange har arvet en bolig på Stromboli, som de kun benytter om sommeren. Heldigvis var det ikke arbejde det hele, så der kom hele tiden arbejdende folk ind på cafeen på vores hotel Ossidianna, hvor de lige skulle have en espresso eller øl. På Stromboli er håndværkere ikke holdt op med at drikke øl i arbejdstiden! Nu ville det jo være synd kun at se en af De Lipariske Øer, så Lisbeth og jeg tog efter at være fløjet til Catania via Bruxelles først til Millazzo. Herfra sejlede vi til øen Vulcano, som er opkaldt efter den romerske smedegud Vulcanus, der skulle have haft sit værksted her. At den romerske smedegud har lagt navn til ordet vulkan, det forstår man godt, når man træder i land. Her bliver man mødt af en kraftig svovllugt, mens man ser dampene sive ud fra den ene af øens tre vulkaner Vulcano della Fossa 293 meter over havet. Svovllugten ved havnen kommer dog hovedsageligt fra nogle varme svovlkilder. Der var mange, som badede i de varme kilder, der skulle virke helbredende på visse lidelser. Nogle smurte kroppen helt ind i mudder og lod det tørre ind. For at være sikker på at det virkelig virker, skal man helst have 10 bade, hvilket jo er godt for turismen. Som optakt til bestigningen af Stromboli valgte vi at tage op på toppen af Vulcano della Fossa, hvor vi indhyllede i svovldampe kunne nyde en fantastisk udsigt til de andre Lipariske Øer. Man kunne også se ned i krateret, hvor fra der sidst var udbrud i 1890. Med slowboat til Lipari Trafikken mellem øerne og fastlandet foregår for det meste med hurtigbåde, hvor man sidder i rækker ligesom i et fly. Selv om man skulle være heldig at få en vinduesplads, så er det ikke sikkert, at man kan se noget, da man ikke bruger energi på at fjerne det tykke lag salt, der sidder udvendig på vinduerne. Det svarer næsten til at flyve over nogle fantastisk smukke områder over skyerne. Derfor valgte Lisbeth og jeg at tage en langsom færge tilbage fra Stromboli til Lipari. Det tager dobbelt så lang tid, som de to timer det tager i en hurtigbåd. Vi forsynede os derfor med en lokal flaske rødvin fra den grønne ø Salina. Da vi sejlede fra Stromboli var vi kun tre passagerer, som ikke havde bil med. Resten var lastbilschauffører, som havde været ovre med varer på Stromboli. Da gaderne er meget smalle på Stromboli, kan man kun køre rundt i tuktuk er eller små eldrevne golfvogne. Derfor skal alle varerne læsses om på den ene time færgen ligger i havn. Allerede efter en kort sejlads fik vi et farvel fra Stromboli, som sendte en flot sort røgsøjle op som tak for besøget. Undervejs passerede vi nogle nøgne øer bl.a. Salina, som er en meget grøn ø, hvor man dyrker vin og kapers. Indsejlingen til Lipari er domineret af en stor borg, som ligger på en klippe, der stiger stejlt op af havet. Med 10.000 indbyggere er Lipari den største af øerne, og hovedbyen Lipari ligner da også en rigtig by med en masse turister, som er kommet for at nyde den gode atmosfære i byen. Rejsen gav nok en vulkanoplevelse, da vi fløj hjem fra Catania. Her flyver man nemlig meget tæt på vulkanen Etna, så man kan se direkte ned i kraterne, hvis man sidder i venstre side af flyet. Virkelig fascinerende efter man selv lige har besteget to vulkaner. Vulkan lukker luftrum I foråret 2010 påvirkede askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull mange flyrejser, som blev aflyst. En måned efter Stromboli-turen var jeg på rundrejse i Argentina og Chile, da den 2236 meter høje Puyehue-vulkan, der ligger ca. 900 kilometer syd for Santiago, gik i udbrud efter at have været i ro siden 1960. På det tidspunkt havde jeg kørt i bus tværs over Argentina og var kommet til Santiago de Chile, da luftrummet over Buenos Aires og Montevideo blev lukket. Jeg skulle to dage senere flyve tilbage til Montevideo, så jeg forsøgte at få oplysninger om flytrafikken, men lufthavnens webserver var overbelastet og kunne ikke give noget pålideligt svar. De mest pålidelige oplysninger fik jeg ved at gå ind på Henning Andersens side vulkaneksperten.dk, hvor jeg kunne finde oplysninger om udbruddet endda på dansk i stedet for spansk. Desværre blev mit fly aflyst, og jeg kunne ikke få oplyst, hvornår flyvningen ville blive genoptaget. De jeg 5 dage senere skulle flyve hjem fra Buenos Aires, valgte jeg at tage 24 timer tilbage med bus først til Buenos Aires og derefter tre timers sejlads til Montevideo. Kort før jeg skulle flyve hjem fra Buenos Aires, lukkede lufthavnen i 30 timer, så jeg blev indlogeret på et luksushotel i Buenos Aires med fuld pension på Lufthansas regning. Og så var jeg endda så heldig, at jeg blev opgraderet til business class, da jeg endelig kunne flyve hjem. Så vulkaner er bestemt spændende, men kan være meget temperamentsfulde og gå i udbrud når som helst. I august 2011 gik Stromboli atter i udbrud og må ikke mere bestiges. Så nyd vulkanerne, mens du kan komme i nærheden af dem.