HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 25. juni 2015 Sag 93/2015 Jan Aage Jeppesen (advokat Hans Mogensen) mod Bent Jensen (advokat K.L. Németh) og Gyldendal Nordisk Forlag A/S (advokat Martin Dahl Pedersen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 28. januar 2015 og af Østre Landsrets 14. afdeling den 27. april 2015. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Jens Peter Christensen. Påstande Kærende, Jan Aage Jeppesen, har påstået stadfæstelse af byrettens kendelse. De indkærede, Bent Jensen og Gyldendal Nordisk Forlag A/S, har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse. Landsretten har henholdt sig til sin afgørelse. Sagsfremstilling Jan Aage Jeppesen har ved stævning af 22. august 2014 til Københavns Byret anlagt sag mod Bent Jensen og Gyldendal med påstand om mortifikation af følgende udtalelse fremsat i Bent
- 2 - Jensens bog Ulve, får og vogtere 1, udgivet af Gyldendal i 2014: Han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler. Jan Aage Jeppesen har endvidere nedlagt påstand om, at Bent Jensen og Gyldendal straffes, principalt efter straffelovens 268, jf. for Gyldendals vedkommende 306, subsidiært efter straffelovens 267, jf. for Gyldendals vedkommende 306, og at Bent Jensen og Gyldendal solidarisk skal betale tortgodtgørelse på 75.000 kr. og et beløb til offentliggørelse af dommens resultat og begrundelse til Jan Aage Jeppesen. Bent Jensen og Gyldendal har ved svarskrifter af 22. og 29. oktober 2014 nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Københavns Byret har ved kendelsen af 28. januar 2015 henvist sagen til behandling ved Østre Landsret, jf. retsplejelovens 226, stk. 1. Af byrettens begrundelse fremgår bl.a.: Efter det anførte i processkrifterne og det under dette retsmøde oplyste, vedrører sagen spørgsmålet om grænserne for en videnskabsmands ret til at fremkomme med udtalelser, samt om et forlags eventuelle strafferetlige- og erstatningsretligt ansvar for videnskabsmandens udtalelser. Disse spørgsmål findes at være af en sådan principiel karakter, at betingelserne i retsplejelovens 226 for henvisning af sagen til Østre Landsret er opfyldt Østre Landsret har ved kendelsen af 27. april 2015 afvist at behandle sagen i første instans og sendt sagen tilbage til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.: Sagen angår i det væsentlige, om det af Bent Jensen fremførte udsagn i bogen Ulve, får og vogtere 1 om Jan Aage Jeppesen er en ærekrænkende sigtelse omfattet af straffelovens 267, og om forlaget Gyldendals eventuelle straffe- og erstatningsretlige ansvar herfor. Afgørelsen af første led beror på en konkret vurdering af udsagnets indhold og de øvrige faktiske omstændigheder i sagen. Denne afgørelse er ikke af principiel karakter og har ikke generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det forhold, at udsagnet skal vurderes bl.a. på baggrund af de konkrete omstændigheder i forbindelse med Bent Jensens stilling som historiker og forsker medfører ikke, at sagen derved får principiel karakter.
- 3 - Afgørelsen af andet led, som det alene bliver relevant at tage stilling til, i det omfang retten måtte finde, at udtalelserne er ærekrænkende, findes efter en samlet vurdering heller ikke at være af en sådan principiel karakter og have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, at sagen skal kunne indbringes for Højesteret i anden instans. Landsretten finder ikke, at de øvrige forhold, som Jan Aage Jeppesen har påberåbt sig til støtte for henvisning til landsret i første instans, medfører, at sagen er af en sådan karakter, at betingelserne i retsplejelovens 226, stk. 1, kan anses for opfyldt. Parternes synspunkter Jan Aage Jeppesen har supplerende anført bl.a., at Østre Landsret i kendelsen af 27. april 2015 tilsyneladende har vurderet, at det er så usikkert, om sagen i det hele taget bliver realitetsbedømt med hensyn til de principielle spørgsmål, at det har haft betydning for landsrettens afvisning af at behandle sagen. Procesbevillingsnævnet synes imidlertid at have accepteret som et faktum, at udtalelsen er omfattet af injuriereglerne, idet nævnet ved afgørelse af 6. oktober 2014 hjemviste en ansøgning om fri proces til Civilstyrelsen med henvisning til, at udtalelsen var af en sådan grovhed og udbredt på en sådan måde, at der ikke var grundlag for at afslå fri proces med henvisning til retsplejelovens 328, stk. 4, nr. 2. Landsrettens præmisser er mangelfuldt formuleret, idet afvisningen af at behandle sagen alene er begrundet med, at betingelserne for henvisning efter en samlet vurdering af andet led ikke findes at være opfyldt. Det er uklart, på hvilke punkter sagen er mindre principiel end sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, som er behandlet af Højesteret. Man kunne befrygte, at Jan Aage Jeppesen på usagligt grundlag bliver forskelsbehandlet i forhold til Jørgen Dragsdahl. Bent Jensen og Gyldendal har tilsluttet sig landsrettens præmisser og resultat. Retsgrundlag Af retsplejelovens 226, stk. 1, som affattet ved lov nr. 84 af 28. januar 2014 om ændring af retsplejeloven m.v. (Sagstilgangen til Højesteret), fremgår, at byretten efter anmodning fra en part kan henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 96 af 11. december 2013, Folketingstidende 2013-14, tillæg A, de specielle bemærkninger til 1, nr. 8 ( 226, stk. 1), fremgår:
- 4 - For at skabe større sikkerhed for, at de sager, der indbringes for Højesteret, er egnede til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan nås, foreslås det, at betingelserne for, at en sag kan henvises fra byretten til behandling i landsretten i 1. instans - og dermed indbringes direkte for Højesteret som 2. instans - tydeliggøres ved at indskrive betingelserne i selve loven. Det foreslås nærmere, at en sag kan henvises fra byretten til landsretten til behandling i 1. instans, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Vurderingen af, om en sag har principiel karakter, forudsættes at være den samme som hidtil. Det drejer sig således navnlig om sager, der vedrører lovfortolkning, eller som i øvrigt angår et principielt retligt spørgsmål. Uden for kategorien af sager af principiel karakter falder således fortsat f.eks. sager, hvis afgørelse hovedsagelig beror på en konkret bevismæssig vurdering eller på en skønsmæssig afvejning af en række momenter, hvor denne afvejning er uden vidererækkende betydning. Henvisning kan kun ske, hvis sagen ud over sin principielle karakter også har en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Der vil efter omstændighederne være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og derfor bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse. Højesterets begrundelse og resultat Kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens 226, stk. 1, af en sag anlagt af Jan Aage Jeppesen mod Bent Jensen og Gyldendal Nordisk Forlag A/S i anledning af en udtalelse om, at Jan Aage Jeppesen var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler. Udtalelsen er fremsat i Bent Jensens bog Ulve, får og vogtere 1, der er udgivet af Gyldendal i 2014. Sagens hovedspørgsmål er, om Bent Jensen og Gyldendal har overtrådt straffelovens 267, jf. 269, stk. 1, jf. for Gyldendals vedkommende 306, og om Bent Jensen og Gyldendal skal betale tortgodtgørelse til Jan Aage Jeppesen i anledning af den nævnte udtalelse. Som sagen fremtræder, tiltræder Højesteret, at sagen ikke er af en sådan karakter, at den er principiel og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Betingelserne i retsplejelovens 226, stk. 1, for at henvise sagen til behandling ved landsretten er derfor ikke opfyldt.
- 5 - Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse, således at sagen sendes til byretten til fortsat behandling. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.