Charlotte S. Sistrup, eneadoptant og mor til Noah Truong fra Vietnam fortæller sin historie Vejen til Noah og overdragelsen af ham! Den 29. august 2004 sendte jeg ansøgningspapirerne af sted til adoptionsafsnittet, efter flere måneders tvivl, er det nu det rigtige for mig. Gjorde mig rigtig mange tanker om hvorledes det måtte være, at være eneadoptant alenemor. Kunne jeg mon klare det hele. Og, lad mig sige det som det er JA, det var det helt rigtige for mig ingen tvivl om det. Jeg er blevet mor til en fantastisk dreng, som i november d.å. fylder 1 år. Men, lad mig starte fra begyndelsen. Efter 2 måneders ventetid skulle jeg til den første samtale med min sagsbehandler i adoptionsafsnittet. Der var meget lang ventetid til de forskellige faser og det var en meget anstrengende og frustrerende tid for mig. Samtalen gik dog fint, den var lang og intens. Jeg blev godkendt efter jeg havde indhentet supplerende oplysninger og havde besøgt en speciallæge der gik godt 3 måneder før fase 1 var i hus. Fase 2 så jeg meget frem til. Tanken om et kursus (2 weekender) der handlede om adoption fra start til slut sammen med andre mennesker, som var i samme båd som mig lød så fantastisk i mine ører og det jeg så mest frem til i godkendelsesprocessen. Og, jeg må sige, at kurset var rigtig godt med mange spændende og svære men lærerige temaer. Vores fase 2-gruppe mødes stadigvæk og følger hinandens vej mod ønskebarnet. Nu var jeg nået til juni 2005, og fase 2 var vel overstået. Jeg sendte straks anmodning om opstart af fase 3 faktisk på vej hjem fra kursets sidste dag. Nu ville jeg i gang med fase 3, og have den godkendelse i hus. Jeg ville adoption så meget og kunne næsten ikke vente med, at komme på venteliste til min ønskebarn fra Vietnam. Fase 3 foregik i august og september. Det var nogle anstrengende samtaler som var meget lange og som gik tæt på min person. Jeg var meget tilfreds med hver samtale og blev dog også godkendt, uden problemer det var den 24.oktober 2005. Det var simpelthen den mest fantastiske og overvældende dag for mig. Tænk engang, nu vidste jeg, at jeg ville blive mor en dag. Det føltes så rigtigt, men også meget surrealistisk. Den følelse skulle vise sig, at følge mig i lang tid. Den 1.november 2005 kom jeg på venteliste til mit ønskebarn, på Vietnamlisten. Jeg blev oplyst, at man ville forvente, at jeg skulle vente mellem 12-15 måneder på at der ville være udvalgt et barn til mig. Det kom til, at holde fuldstændig stik.
Den 11.december 2006 deltog jeg i et Vietnam-landemøde og fik at vide efter mødet, at jeg var matchet til et barn. Hold da op, var det bare for underligt, at få at vide på vej ud ad døren. Jeg kunne ikke få nogen former for detaljer, men kunne kontakte dem i løbet af ugen. Ja, jeg nåede kun til morgenen efter hvor jeg måtte ringe for at få yderligere oplysninger. Kunne ikke vente hvilket resulterede i, at jeg måtte ringe forgæves mange gange og ikke før den 22. december 2006 fik jeg den mest fantastiske mail: Vi har den glæde at kunne meddele dig, at det barn du er matchet til er en dreng der er født den xx. november 2006. Det er nok ikke svært at forestille sig hvilken fantastisk Jul og Nytår jeg fik. Tænk engang, at jeg var blevet mor til sådan et lille væsen som kun var få dage gammelt da jeg deltog i landemødet den 11.december 2006. Den 2.januar 2007 var uden tvivl en af de bedste dage af mit liv indtil da. Der fik jeg den fantastiske opringning om, at papirerne på min lille søn var i orden og jeg var velkommen til at hente papirer og billeder på ham. Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud ad døren. Nu hvor jeg sidder og beskriver forløbet får jeg et sug i maven og tårer i øjnene. Jeg kan huske det som var det i går da jeg sad på sofaen i forkontoret og åbnede kuverten. Havde voldsomt ondt i maven men alligevel var det en varm og dejlig følelse, at sidde og læse papirerne igennem for derefter at kigge på de 4 billeder af min lille søn. Jeg fattede ganske enkelt ikke, at det var min søn han var så smuk, perfekt, fredfyldt og fin som han lå der i sin seng. Jeg fældede ikke en eneste tårer, for det var slet ikke gået op for mig i toget hjem sad jeg bare med kuverten i hånden. Vidste ikke om jeg skulle åbne den tænk hvis det hele var en ond drøm og der ikke var noget i kuverten. Ja, sådan kan jeg fortsætte med, at berette om tiden før jeg måtte hente ham. Det vil jeg ikke. I stedet vil jeg fortælle om mit første møde med min søn, som har fået navnet Noah Truong. Jeg tog af sted til Vietnam, sammen med en rejseledsager (en veninde igennem mange år) nogle dage før mit 1.møde med min søn. Jeg nød virkelig mit ophold i Ho Chi Minh City, og skal absolut tilbage en dag, sammen med Noah.
På vej til hotellet Varm og vild trafik i byen der aldrig sover
Ben Thanh markedet Søndag den 1.april 2007 besøgte vi børnehjemmet for 1.gang, og jeg så min søn for allerførste gang i levende live. På det tidspunkt var Noah godt 4½ måned gammel. Jeg træder ind i forrummet på børnehjemmet og får øje på en del børn rundt omkring på gulvet. Der var dog ingen som var så ung/lille som min søn, så han måtte befinde sig i sin seng. Og pludselig fik jeg øje på ham i det første værelse han lå og sov så sødt. Ænsede intet af hvad der skulle til at ske. Noahs plejer kom meget hurtigt og hilste på mig og tog straks min lille dreng op, selvom han var i dyb søvn, og afleverede ham hurtigt til mig. Min veninde blev meget bevæget og havde svært ved at få taget billeder mens jeg stod med min lille dreng i armene, og slet ikke fattede noget af alt det der foregik. Stod i det smukke Vietnam på et spartansk børnehjem med min søn i armene. Der fik jeg den surrealistiske følelse igen. Jeg fik ca. 1½ time på børnehjemmet så var det af sted igen. Det var udmærket da jeg følelsesmæssigt var fuldstændig fyldt op. Tanker og følelser væltede rundt i min krop og hoved.
Noahs børnehjem Dagen efter var vi igen på besøg på børnehjemmet i ca. 2½ time hvor vi om eftermiddagen havde officiel ceremoni. Vi var flere familier af sted sammen så vi havde heldigvis hinanden undervejs, hvilket var helt fantastisk. Fra jeg fik min søn officielt i forslag til jeg stod med ham i mine arme, til overrækkelsesceremoni var der kun gået 3 måneder. Det var ganske enkelt fantastisk, at jeg kunne rejse ud efter ham så hurtigt.
Kl. 15.00, den 2.april 2007 sad vi alle i minibussen på vej til børnehjemmet for, at hente vores kommende børn og nogle af plejerne. Desværre var jeg ikke klar over, at Noahs plejer ikke skulle med til ceremoni så jeg følte slet ikke, at jeg fik takket hende og sagt ordentligt farvel, selvom jeg tidligere samme dag havde overrakt hende en personlig gave og et personligt kort, som blev oversat mens jeg var til stede. Jeg sad i minibussen og ventede på, at plejeren skulle komme ned med Noah. Vi ventede længe da hun var den sidste der viste sig på trappen. Det var meget meget følelsesladet for os begge. Jeg kunne se, at hun var opløst af tårer med et så fast greb om min lille dreng, at jeg tænkte klem ham nu ikke for meget. Det var ganske enkelt rædselsfuldt, at være en del af. På det tidspunkt var jeg så opløst af tårer, at jeg ikke kunne sige noget. Jeg fandt først ud af på det tidspunkt, at hun ikke skulle med til ceremoni. Noah blev løftet ind i bilen og afleveret til mig. Noah sov så fredfyldt og dybt, at han intet ænsede gudskelov for det. Plejeren stod udenfor bilvinduet og græd og trykkede sine hænder op på ruden uden nogen former for øjenkontakt med mig. Det er mit sidste indre billede af Noahs plejer På børnehjemmet.
Ved overdragelsesceremonien Ceremonien varede i ca. 1 time med officielle taler og en tale fra en fra vores rejsegruppe hvor vi takkede for vores fantastiske børn. Under hele ceremonien sov min fantastiske lille dreng og det fortsatte hele vejen tilbage til resort et hvor vi boede. Pludselig sad jeg i vores villa med en sovende lille baby på armen, og var blevet mor. Det er ganske enkelt ubeskriveligt og surrealistisk. Vi opholdt os i Vietnam i 12 dage efter jeg havde fået Noah ved ceremoni. Det var nogle meget hårde og anstrengende dage men ikke mindst også spændende og oplevelsesrige.
Det skønne resort Turen til Vietnam har hele vejen igennem været fuldstændig fantastisk og perfekt og jeg har følt mig meget velkommen i det smukke Vietnam.