En oversigt over Cubas historie: fra kolonitiden til i dag Af Hugo Cancino

En oversigt over Cubas historie: fra kolonitiden til i dag Af Hugo Cancino Kolonitiden Cuba blev en del af de spanske koloniale besiddelser i den nye verden i begyndelse af det 16. århundrede. Den spanske koloniseringsproces i Cuba afviger ikke i dens metoder, behandlingen af den indfødte befolkning og organiserings- og produktionsformer fra dem, som spanierne brugte senere i de andre regioner i Latinamerika. Cuba indtog fra starten en strategisk position i skibsfarten mellem Spanien og kolonierne, og øens centrale placering i Caribien førte til den britiske flådes angreb på spanierne i 1562. Besættelsen af øen varede kun et år. Cubas geografiske position blev senere i tiden en vigtig komponent i USA s magtpolitik i regionen og USA s forhold til Cuba indtil i dag. De indfødte folkeslag bestående af Ciboney, Arawak og Taino blev inddraget i sukker-, tobaks- og kaffeplantageøkonomien som tvangsarbejdere. Disse umenneskelige arbejdsforhold var hovedårsagen til udraderingen af den lokale befolkning. Spanierne var nødt til at importere afrikanske slaver for at klare plantagedriften. I slutningen af 1700-tallet var der ca. 40.000 slaver på Cuba og mellem 1792 og 1821 stiger tallet til 250.000 afrikanere. Amerikanske selskaber begyndte at investere i sukkeproduktionen i 1880 (Thomas, 1993:1-20). 1

Kampen for uafhængigheden. I slutningen af det 18. årh. viste det spanske herredømme over Latinamerika de første tegn på en dybtgående krise. Spanierne havde opbygget et meget autoritært centralistisk politisk system, hvor magten lå hos de europæiske spaniere (peninsulares), mens de latinamerikansk- fødte spaniere, criollos, aldrig fik adgang til højere embeder i den koloniale administration og i kirken, men til gengæld blev de til en rig og velstående gårdejerklasse. Dette forhold skabte dybe antagonismer mellem grupperne, og den amerikanske uafhængigheds erklæring af 1776 om national suverænitet og den franske revolutions idégrundlag fra 1789 om frihed, lighed og broderskab fik indflydelse på kreolernes bevægelse hen imod uafhængighed fra Spanien. Denne bevægelse tog fart i landene lige fra Mexico til Argentina fra 1810, hvor Spanien p.g.a. Napoleonskrigene var afskåret fra at bekæmpe selvstændighedsbevægelserne. De kreolske befrielseshære nedkæmpede definitivt de spanske besættelsestropper i 1824, og alle latinamerikanske lande blev befriet, kun med Cuba og Puerto Rico som undtagelser. Kreolernes endelig mål var at nationalisere statsmagten, og de ønskede ikke strukturelt at ændre det postkoloniale samfund, dvs. at kreolerne, som den nye herskende klasse, ikke ville gennemføre en jordreform eller afskaffe det gamle spanske stændersamfund baseret på etniske, økonomiske og kulturelle forskelle, hvor de hvide og rige blev opfattet som naturlige herskere (Cancino, 1998:A 10-11). Forsinkelsen af Cubas nationale befrielsesproces skyldtes for en del, at kreolerne, som udgjorde de rige plantageejere, var bange for, at slaverne vil udnytte en afhængighedsproces til at gøre oprør imod slavesystemet. De var også bange for, at USA ville annekterer Cuba i Unionen. I 1823 erklærede den amerikanske præsident Monroe en ny politisk doktrin for de amerikanske kontinenter under parolen: Amerika for Amerikanerne. Monroes doktrin legitimerede USA s ekspansionisme, som nåede sin højeste niveau, da USA efter en kort krig mod Mexico 1847-48, overtog halvdelen af landets territorium (A. Aguilar, 1968: 23-35). Under ledelse af den rige gårdejer, Manuel de Céspedes bekrigede de cubanske kreoler uden held den spanske kolonimagt fra 1868 til 1878 (L. Aguilar, 1993: 24-25) Den anden befrielseskrig udbrød i 1895. Denne gang var den cubanske befrielsesbevægelse bedre organiseret og formåede at profilere en liberal, nationalistisk diskurs, som samlede alle cubanere imod den spanske kolonimagt. Støtten til befrielseskrigen blev organiseret i den cubanske eksilbevægelse i USA og illegalt udført i Cuba gennem Partido Revolucionario Cubano, der blev stiftet af den cubanske digter og forfattere, José Martí (L. Aguilar, 1993: 28-34) 2

José Martí var sammen med Macedo leder for befrielsesstyrkerne, som fik folkets støtte. Martí nåede dog ikke at se Cubas befrielse, da han døde i kampen i 1897. Martis nationalistiske tankegang fik senere stor indflydelse på Fidel Castro og den cubanske revolutions ideologi. De spanske besættelsestropper udførte voldsomme angreb på landdistrikternes befolkning, hvis landsbyer blev sat i brand, og dermed skrev spanierne atter et kapitel i La Leyenda Negra. De samlede krigsfanger blev interneret i koncentrationslejre. Man regner at ca. 400.000 cubanere døde pga. krig, sygdom eller sult. Der var udsigt til en sejr for den cubanske befrielsesbevægelse, da den amerikanske regering besluttede at gå i krig mod Spanien. En meget uklar hændelse i La Habanas havn den 15. februar 1898, hvor et amerikansk krigsskib blev sprængt i luften af ukendte gerningsmænd, blev af den amerikanske regering brugt som hovedargument for deltagelse i krigen. USA deltog i krigens sidste fase, idet den amerikanske flåde blokerede La Habana og tvang Spanien til at give afkald på Cuba. Spanien opgav på samme måde både Cuba, Puerto Rico og Fillipinerne i Asien, som blev overført til USA s regi under fredskonferencen i Paris i december 1898 (L. Aguilar, 1993: 32-36). De amerikanske tropper besatte La Habana, og General John Brocke overtog landets regering, indtil cubanerne var klar at vælge deres egne ledere. 3

En cubansk lovgivende forsamling drøftede et udkast til landets grundlov i 1901. Under mødet i den lovgivende forsamling omringede de amerikanske besættelsestropper Cubas første parlament og tvang parlamentsmedlemmerne til at vedtage en grundlovstilføjelse, the Platt Amendment, 1901, som gav USA ret til at besætte landet i tilfælde af indre uro, som kunne påføre de amerikanske interesser i Cuba skade. Derudover fik USA ret til at opbygge en militærbase i Guantánamo. Lovgiverne vedtog under protest den amerikanske grundlovstilføjelse, som alvorligt begrænsede Cubas nationale suverænitet, og hvormed Cuba de facto blev et amerikansk protektorat (A. Aguilar, 1968). Kampen for Nationalstatens opbygning. Cubas fik efter løsrivelsen fra Spanien de værst tænkelige betingelser for at organisere sig som en suveræn nationalstat, idet landet var under USA s permanente opsyn mht. sine politiske forhold. Den cubanske politiske elite blev efter uafhængigheden ligesom andre latinamerikanske lande dybt splittet mellem de konservative og de liberale partier. De cubanske politiske eliter formåede ikke at forene landet i et nationalt projekt og ej heller at finde en kompromisløsning. Dette forhold skabte uro og kaotiske tilstande, som USA benyttede til at besætte landet i perioden fra 1906-1909. Denne interventionspolitik var i fuld overensstemmelse med den amerikanske præsident Theodore Rooselvelt (1901-1909), hvis Big Stickpolitik førte til flere amerikanske militære interventioner i de caribiske og mellemamerikanske lande op til 1930 erne (A. Aguilar, 1968: 43-609). I konteksten af uendelige politiske konflikter i den herskende elite tog militæret magten under ledelse af Gerardo Machado i perioden 1924-1933, hvor Machado styrkede Cubas afhængighed af USA. Amerikanske selskaber erhvervede sig ca. halvdelen af landets dyrkede jord. De demokratiske og venstreorienterede partier blev erklæret illegale sammen med de faglige organisationer. Den verdensomspændende økonomiske krise fik en dramatisk effekt på Cubas økonomi, idet sukkerprisen faldt drastisk på det internationale marked, og tusindvis af sukkeplantagearbejdere blev arbejdsløse. Machado kunne ikke styre den alvorlige situation, og hans støtte i magtblokken smuldrede. En meget bred social og politiske blok, som omfattede arbejderklassen, middelstanden, de universitetsstuderende og en del af militæret indledte et nationalt folkeligt oprør mod diktaturet, et oprør som cubanerne kaldte 1933-revolutionen. I denne sammenhæng opstod der nye politiske grupperinger og nye folkeledere som fx Directorio Revolucionario under ledelse af Antonio Guiteras og Eduardo Chivas fra el Partido Revolucionario Auténtico. Oprørets ideologi var nationalliberal, og dets centrale mål var at genopbygge Cuba som suveræn nationalstat. Under et militærkup, der væltede Machados styre, udpegede kupmagerne Carlos Manuel Céspedes som præsident. Den revolutionære bevægelse blev i mellemtiden splittet. 4

En militærfraktion under ledelse af Sergant Fulgencio Batista væltede den sidste civile præsident, Ramón Grau San Martin. Således overtog Batista magten, og han fortsatte som landets magtfaktor op til 1959. Revolutionen gik aldrig i glemmebogen; den levede videre i folkets hukommelse, og den blev en milepæl i kampen for frihed og Cubas nationale suverænitet (Mires, 1978: 13-69). Batistas diktatur og guerillakrig. Batista var Cubas stærke leder i perioden fra 1934 til 1959 med militæret og USA s støtte. Ikke desto mindre tillod han alligevel to gange, i 1944 og i 1948, frit præsidentvalg. I 1952 blev der udskrevet præsidentvalg, hvor Batista selv var kandidat mod Roberto Agramonte fra partiet Partido Ortodoxo og Aurelio Hevia fra partiet Partido Auténtico. Alle meningsmålinger pegede på Agramonte som vinder, og Batista, som igen søgte præsidentembedet, blev placeret på en beskeden tredjeplads. Over for denne situation arrangerede Batista et statskup, og den cubanske grundlov blev sat ud af kraft den 10. marts 1954. Batista regerede landet med hård hånd ved at undertrykke de folkelige protester, og han fyldte fængslerne med politiske dissidenter. I den Kolde Krigs kontekst var Batistas styre et vigtigt redskab for USA i kampen mod kommunismen og det sociale oprør i området. Cuba var et foretrukket land for de voksende amerikanske investeringer i sukkerindustrien, bankerne, etc., og en blomstrede forretning inden for spillekasinoerne var ejet af Al Capone og den amerikanske mafia. De cubanske traditionelle politiske partier, herunder kommunisterne, havde ingen legitimitet i befolkning til at lede en folkelige bevægelse mod diktaturet, idet de samarbejdede med Batista på forskellige tidspunkter (Thomas, 1971: 3-16). Den revolutionære bevægelse startede med et mislykket angreb på Santiago de Cubas kaserne under ledelse af en ung sagfører, Fidel Castro, den 26. juli 1953. Alle implicerede i handlingen blev fængslet og benådet senere i 1954. Under retssagen holdt Fidel Castro forsvarstalen Historien vil frikende mig, som blev det ideologiske grundlag samt programgrundlaget for 26.juli-bevægelsen, som blev den organisatoriske ramme for kampen mod Batistas diktatur (Castro, 1984). 5

I Mexico, hvor Fidel Castro sammen med andre eksilcubanere forberedte guerillakrig mod Batista, mødte han den argentinske læge, Ernesto Guevara, som blev en af revolutionens hovedskikkelser, og som senere blev verdenskendt som Che Guevara. Det lille skib Granma, med ca. 200 cubanske revolutionære om bord landede på Cubas kyst i december 1956. Efter et overraskelsesangreb fra Batistas flyvevåben overlevede kun 12 guerillasoldater, heriblandt Fidel og Raul Castro og Che, som startede en langsom proces hen imod guerillakrig, som fik støtte blandt Sierra Maestras fattige bønder. Gruppen blev stor nok til at kunne sætte en guerillabevægelse i gang, og i løbet af kort tid blev guerillabevægelsens handlinger mere og mere driftige og slagkraftige, og Batistas tropper mistede kampmoralen. I løbet af 1958 var guerillaen stærk nok til at befri store områder og angribe Batistas tropper over hele landet. I byerne voksede modstandsbevægelsen blandt alle samfundsgrupper, herunder middelklassen, de studerende og arbejderne. Fidel Castro var allerede en samlingsfigur for cubanerne, og den 1.januar 1959 drog befrielseshæren ind i La Habana, hvorefter Batista tog flugten og revolutionen startede ( Bonachea, San Martín, 1974). Fra en befrielsesrevolution til en socialistisk revolution, i perioden 1959 - ca. 1970. Fidel Castro var nu ved magten og sammen med befrielsesbevægelsen stod han over for store udfordringer. Det var ikke nok at give Cuba national suverænitet ved for første gang at danne en nationalstat. Cuba var et klassisk klassesamfund med dybe sociale skel mellem de rige, oligarkiet, og de fattige i byerne og ude på landet. Middelklassen var lille; Fidel og oprørshæren lærte bønderne at kende under kampen, og de gennemførte en jordreform i det befriede område i Sierra Maestra. Da den revolutionære regering satte en jordreform i gang i 1959, samtidig med gennemførelsen af omfattende nationaliseringer af banker, olieraffinaderier og luksushoteller, hvor den amerikanske kapital var afgørende, reagerede den amerikanske regering imod Cubas reformproces (Mesa-Lago:1974). Det cubanske regime blev kaldt kommunistregime af USA-administrationen. Derpå fulgte en lang række af sanktioner imod Cuba: USA stoppede importen af Cubas sukker; der indførtes embargo mod samhandel med Cuba. USA støttede endvidere en invasion af eksilcubanere i Cubas Svinebugt, men operation mislykkedes. Under pres fra USA blev Cuba ekskluderet af OAS (Organisation af Amerikanske Stater). Alle latinamerikanske lande med Mexico som undtagelse stemte for forslaget. I konteksten af den Kolde Krig var Cubas regering nødt til at finde allierede og bryde isolationen, og den fik støtte fra den tidligere Sovjetunion (Thomas, 1977: 577-593). Sovjetunionen købte Cubas sukker til daværende markedspriser og bakkede den socialistiske kurs op. Cuba blev på den måde afhængig af Sovjetunionen, og denne afhængighed kom høj grad til at præge Cubas udvikling på alle niveauer, især i 6

forbindelse med det økonomiske, ideologiske og politiske system, som den cubanske ledelse byggede op. Som led i Den Kolde Krig blev den sovjetiske regering enige med den cubanske regering om at stille nogle atommissiler op på Cuba. I det store perspektiv var det Sovjetunionens forsøg på at matche USA i Den Kolde Krigs terrorbalance, men set fra Havanna var det for at afværge en ny amerikanskstøttet invasion. Denne handling blev kendt som Cubakrisen, men det lykkedes den amerikanske regering at presse Sovjetunionen til at fjerne missilerne. Den sovjetiske regering afmonterede missilerne uden at sagen blev drøftet med Cubas regering. Cuba var kun en lille brik i Den Kolde Krigs diplomatiske spil mellem de store blokke. (Thomas, 1977: 607-641). Den cubanske revolution vakte stor sympati, støtte og beundring hos en stor del af den latinamerikanske venstrefløj. En ny revolutionær venstrefløj opstod, som i modsætning til de traditionelle partier, herunder kommunister og socialister, stod for guerillastrategi som paradigme for kampen for et bedre samfund (Hodges, 1974). Cuba støttede de politiske og praktiske guerillabevægelser, som var i kamp i 60 ernes Latinamerika. Ernesto Che Guevaras død og guerillakrigens nederlag i Bolivia i 1967 førte til, at Cubas regering satte fokus på deres egne interne forhold. Revolutionens institutionalisering, ca. 1970 - ca. 1980. I denne periode igangsatte den cubanske ledelse en omfattende institutionalisering af det politiske og økonomiske system efter det sovjetiske forbillede. Det Cubanske 7

Kommunistparti befæste sin position i et partisystem-samfund, hvor marxismeleninisme-ideologien blev kanoniseret som partistatens ideologi. De væbnede styrker blev moderniseret og specialiseret (Mesa-Lago, 1978). Det økonomiske systems statsstyre blev styrket efter den sovjetiskes planøkonomis model. En reform af grundloven blev vedtaget af den lovgivende forsamling i 1972, og med denne reform oprettedes et politiske system, som byggede på folkemagtsorganer på lokalt, regionalt og landsniveau (Harnecker, 1979). Vælgerne valgte repræsentanter til disse organer ud fra de kandidatlister, som blev opstillet af Kommunistpartiet. Det var ikke væsentlige ændringer i forholdet mellem Cuba og Sovjetunionen (J. Griffiths, P. Griffiths, 1979). Cuba efter den reelle socialismes kollaps. Berlinmurens fald i 1989, og den sovjetiske kommunistbloks opløsning, som nåede sin højdepunkt med Sovjetunionens opløsning i 1991, skabte en ny verdensorden, hvor USA blev den eneste verdensmagt. USA forventede en hurtig liberalisering af forholdene på Cuba, med demokrati og åben markedsøkonomi, men den cubanske regering holdt fast i deres politiske system og afviste at følge de tidligere kommunistiske østeuropæiske landes vej. Fidel Castro udmøntede denne holdning i parolen: Socialisme og død! Opløsningen af den sovjetiske blok udgjorde et stort tab for Cuba, og den fik alvorlige konsekvenser for Cubas økonomi, som hvilede på sukkerproduktion og eksport af sukker til Sovjetunionen plus teknologisk bistand fra dette land. Det Cubanske kommunistparti var nødt til, i 1993, at vedtage en ny økonomisk politik og andre politiske tiltag i denne periode, som blev kaldt: Speciel periode i fredstid (Balfour, 1995). Partiet holdt fast i den marxistiske ideologi og det socialistiske system, men åbnede vejen for joint-ventures med udenlandske selskaber, især inden for turistindustrien. Det lykkedes Cuba at tiltrække investeringer fra Canada og Spanien, samt i en lang periode at få humanitær hjælp fra EU. Den amerikanske regering har indtil i dag ikke ændret sin fjendtlige holdning og fortsætter sine forskellige anti-cubanske handlinger. Oppositionsgrupperne og de individuelle dissidenter er stadig undertrykte af den cubanske regering, og der er ikke noget synligt tegn på en kursændring hen imod en liberaliseringspolitik. Man ved ikke i hvilket omfang, disse indre oppositionsgrupper har nogen væsentlig samfundsmæssig støtte. Eksilcubanerne i Miami har stor set stadig den samme uforsonlige og krigeriske holdning til Cubas system, og de drømmer stadig om en ny amerikanskstøttet invasion. Måske er et stort flertal i den cubanske befolkning bange for et systemskifte i retning af et kapitalistisk system, da revolutionen har givet dem både et velfungerende socialsystem, et af de bedste sundhedsvæsner i den tredje verden samt gratis uddannelse på alle niveauer etc. Man må ikke glemme, at revolutionen for 47 år siden forvandlede Cuba fra et amerikansk protektorat til en nationalstat. 8

Den nationale suverænitet har stor betydning for cubanerne. Derfor mener jeg, at en stærk nationalisme præger den cubanske hegemoniske ideologi, som har formået at samle det cubanske folk imod den amerikanske anti-cubanske politik under parolen: Patria o Muerte! (Fædreland eller Død!). I det nye politiske landskab i Latinamerika, som er præget af, at venstre og venstrecentrum politiske partier sidder ved magten i Argentina, Brasilien, Chile, Venezuela og Bolivia, er det usandsynlig, at en amerikansk invasion i Cuba vil blive accepteret i Latinamerika. Nogle af de nævnte lande, som Chile og Brasilien, har indtaget en kritisk holdning i forhold til Cubas regerings krænkelser af menneskerettighederne mod til gengæld at ville forsvare Cubas nationale suverænitet i forbindelse med et eventuelt angreb. Fidel Castros sygdom i juli i år og hans midlertidige magtoverførsel til broderen Raúl har vakt spekulationer om scenarierne for en eventuel overgangsproces imod demokrati på Cuba. Mange af disse spekulationer bygger på et meget spinkelt grundlag, idet det cubanske system er meget lukket, og diskussionerne i partiet og magtapparat kommer aldrig ud til offentligheden. En liberalisering er meget afhængig af omverdenens holdningsændring til Cuba og herunder USA. Man accepterer Kinas autoritære kommunistiske system med de kapitalistiske enklaver, men man har svært ved at acceptere Cubas ret til at definere sin fremtid. Denne liberaliseringsproces er alligevel meget afhængig af Det Cubanske Kommunistpartis interne drøftelser, af militæret og til syvende og sidst, af den cubanske befolknings pres på magten og mobiliseringen for at forsvare revolutionens positive sociale landvindinger, som skulle bevares i et nyt demokratisk Cuba. Litteratur Aguilar, Alonzo (1968). Pan- Americanism from Monroe to the Present, MR Press, New York og London. Aguilar, Luis (1993). Cuba, c.1860- c. 1930, i Leslie Bethell (red.), Cuba A Short History, Cambridge University Press, Balfour, Sebastian (1995). Castro, Logman, London og New York. Bonachea, Ramón L. og Marta San Martín (1974). The Cuban Insurrection 1952-1959, Transation Books, New Brunswick, New Jersey. Cancino, Hugo (1998). Nation og national identitet i det post-koloniale samfund i Latinamerika, i Den Jyske Historiker, Nr. 81, august, pp. 9-20. Castro, Fidel (1984): La Historia me absolverá, Ediciones Júcar Barcelona. Griffiths, John og Peter Griffiths (1979). Cuba The Second Decade, Writters abd Readers Books, Guildford, London, Worcester. 9

Harnecker, Marta (1979). Cuba : Dictatorship or Democracy?, Laurence Hill & Company, Westport, Connecticut. Hodges, Donald D. (1974): The Latin American Revolution. Politics and Strategy from Apro-marxism to Guevarism, William Morrow & Company, New York. Mesa-Lago, Carmelo (red.) (1971). Revolutionary Change i Cuba, University of Pittsburgh Press. Mesa-Lago, Carmelo (1978). Cuba in the 1970s. Pragmatism and Institutionalization, University of New Mexico, Albuquerque. Mires, Fernando (1978). La Revolución no es una isla, Ediciones del Hombre Nuevo, Medellín Colombia. Thomas, Hugh (1977). The Cuban Revolution, Harper & Row, Publishers, New York, London. Thomas, Hugh (1993). Cuba, c.1860-c.1930, i Leslie Bethell (red.): Cuba A Short History, Cambridge University Press. 10