Legenden om St. Agnes i gammeldansk oversættelse 1.

Legenden om St. Agnes i gammeldansk oversættelse 1. Die Legende von St. Agnes in altdänischer Übersetzung. La légende de sainte Agnès en prose danoise du XIVe siècle. The Legend of Saint Agnes in Old Danish Translation. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. e-mail: 33(a)gvdnet.dk Aff Sancta Agness pinelsse. [74] Ambrosius biscup sændær qwædie 2 till alle helluge møør: i skulle glædess oc drage til mynnæ, huorlund sancta Agnes var pyndh 3, at andre mør mattæ ther stirkes aff. Ther hun var trættan vintær 4 gammel, tha tapet 5 hun døth oc fan liiff, forti ath hun ælstæ 6 hannum enæ, ther liffuit giordæ 7. Hun reknedes barn i aor tall 8 oc gammel foræ vith skyldh 9. Hun var fager i anlat, æn 10 fægeræ var hun i tro. Ther hun kom hiem fran scolæ, tha fec giælkerenss søn aff burghen 11 megel ælskug til henne, oc tha toc han mange hondæ godzs oc iættet 12 henne at giffue. Siden toc han ærlic klænnet 13 och førdæ 14 henne. Æn sancta Agness wirdet ey alt vith eth føzs 15. Thet wurth tho sua, ath thæn vnge man pintess af stor ælskugh, oc wæntæ 16, at hun vilde bætra clænnæt haue, oc fik alle the ærlige stene ther dytelig vare 17, oc sænde hennæ oc friæth hennæ bodæ mæt sæc 18 oc andre synee frænder. Han bøth henne rigdom huss 19 oc eghn 20 oc alle værilz gøzki 21, at hun skulde hannum til husbonde taghe. Tha gaff sancta Agness sligh swar: fly fran mek, syndens sot 22 oc vndzsskaps foster 23 oc døtsenss fader 24, fly fran mek, forti ath iech hauer fanget annen ælskær, ther mek hauer megit bætræ cleynet giffuit æn thu. Han hauer mek thæghæt 25 met siit fingærn 26, ther 27 bodæ ær ærligere 28 æn thu esth i slæct oc i voldh 29. Han hauer fæghræt 30 myn handh oc myn halss met skært gull, sath met dyræ stenæ. Han hauer sath eth mark 31 a myth antladæ, at iech skal engen ælskæ vten hannum [75] ene. Han hauer mech klædh met eth gull sith clædee 32 oc met manninge nesthe 33 hauer han mek fægræth. Han tethæ 34 mek megith liggende fææ 35, ther han vill mek giue, oc iac bither soa til mit lifs ændee 36. Nu moa iac hannum til scam oc lasth 37 ey forthi 38, ther mec ær tilbunden met so megell gotwillie. Hans slæct ær høgisth oc hans mugælichet 39 ær starkest, hans asiun ær fægersth, hans ælskugh ær sødesth, oc hans nadhæ ær bæst, hans legome ær blændh met mit legom 40, oc hans blodh 41 hauer fæghræt minæ kynnæ. Hans moder ær mø och hans fader vistæ 42 ey konæ. Hannum tiæne englæ, oc hans fagerlic vnder bodæ soll oc monæ 43. Af hans døn 44 resæs vp døthæ, hans gøzski mynkis 45 aldrigh, och hans rigdom vorder ickæ mynnæ 46. Hannum skal iach myn troo gøme 47 och hannum anttuorde iach mek all i hændær. Ther iach ælsker hannum, tha ær iach skær, ther iac kommer nær hannum, tha ær iech ren, ther iach tagher aa hannum, tha ær iach møø. Ther han thet hørde af thæn ælscugh ther hun haffde, tha fec han soa megel sorgh, at han logtess i sin sengh. Thær hans fader thet hørde, ath hans sot var fore hennis skyldh, tha togh han oc sendhe bodæscap til henne oc bath alth thet samme 48. Sancta Agnes neteth 49 oc sagdæ, at hun vilde fore engen costh brydæ thæn sæth 50, ther hun togh met thæn firræmer 51 fæsteman. Tha loth gialkir gøzlæ letæ 52 oc spørie huat festeman thet var ther Agnes rose soa migit af. Tha sagde een, at hun var cristen och vilde so met cloklist 53, at hun sagdæ Crist wære syn fæste man. Ther gialkyr thæt hørdæ, tha vorth han harlæ 54 gladh oc sende budh effter henne, at hun skulde komme fore hans domstoll, oc han taleth fyrst blidelige vether henne, och siden høttæ 55 han henne, æn 56 Gudzs mø hun swegs 57 ey aff fagree talæ oc ræddis ey af hoot, men hun var ee 58 i then same hugh 59 oc spotteth hannum bodæ ther han fægrith talede, och ther han høttæ. Ther gialkar soa so megill stather 60 i henne, tha talet han vedher hennes frænder, forti at hun var vellboren, och vilde henne ey voldh gøræ, och vitte 61 henne, ath hun var cristen. Annen dagh ther

effther lodh han henne kalle fore sigh, oc ee om stundh 62 spordæ han, om hun vilde hans sønss villie filge. Æffther thet han soa, ath han stæruet alt at icke huat ther han omtaleth 63, tha [76] sagde han: vten thu skill tegh vithær cristne mæntz vndee list, thu gidher 64 ey ræth vith fanget, oc gode rad gyder thu ey lydh, forti ær tegh twært 65 at thu gak til Vestæm 66 myn gudh oc hethræ 67 hænne, om thu vilt met mødom leuee, hedræ hænne bodæ dagh oc nat. Sancta Agnes suarede oc sagde: mæden iac sogthæ amot thin søn ther man ær liffndh 68, ther bodæ moa 69 høræ oc see, følæ oc gange, huoræ motthæ iach dyrcke thinæ gude ther bodæ æræ døffuee oc blinde, oc gøre myn Gudh ther vanhedhær mæth, at neghæ 70 myn hals til thom ther aff sten æræ. Ther Simphronius gialkyr hørtæ thet, tha sagde han: thettæ radh 71 iach thin barnskæ 72, at thu forsmoar tegh ey soa selff 73, at gude vorde tegh vrede, forti at iach seer, at thit vith 74 ær ey kommen til laghe alder 75. Sancta Agnes suareth: thu skalt ey ventæ 76 mec barn soa migit i legomen, at iach vil thin blitskap letæ 77. Æn ræt troo hun gær ey aff alder, meæn aff vith, oc alzmughænde Gudh 78 han prøuer mere hugh æn alder, æn thine gude vill iach icke hedree. Æn forti at thu thætte vilt, hwilt thu orker ey at fulkomme, huat ther teg siunes thet bidher 79 iach, at thu gør. Simphorinus 80 sagde: wæl 81 tek eth aff thu, ænten ath thu offrær til Vestem myn gudh mæt andree mør, æller thu skalt ledess til skøkiæ huss 82 oc mistæ thin mødom ther vrenligh 83, oc cristne men sculle ey gidæ 84 tegh hulpæth. Sancta Agness swaredhe: viste thu huilc myn hug ær, thu hafde tesse ord icke melth, æn forti at iac veth huore mikil hans dygdh 85 ær, forti vill iach triggelic 86 forsmoo thin hoth, oc vith teg, at iac skall huærkeen offræ thine gudhe oc ey scal iach smittes meth vren 87 lusth, forthi at iach hauer æn 88 met mec ther mit lecome gømer. Gudzs engell oc enboren Gudz son, then ther thu kenner ey, han ær mek en vuindende mur 89, han ær myn vocthere, ther aldrigh soffuer, æn 90 thine gudhe the ære aff eer 91 oc af sten. Guddom moa 92 ey i sten bygge 93, men i himmell, ær [ey] i eth æller i annen malm 94 mæn vti thet høghæ himmerige. Æn thu och thine lighe, vten i lade aff 95 at dyrcke tesse ondhe gude, ethers pyne vorder sligsamme som there, forthi at sosom the brennis och støpæs i belede, so skulle i brennis met enlic 96 eldh, ey till at støpess, mæn til ath fordømes ee forvten ænde. [77] Siden togh then galne dommeræ oc lodh henne aff clædæ, oc til thet vrenæ huss ledhæ, oc lod ingange, oc skryæ oc øpæ 97 tessæ ord: Agnes mø, ther gudhe hauer skændh, hun scal til vrene quinne huss ledæs. Ther hun war afclædh, tha voxthæ hennis hoar soa megith, ath thet haar, som Gudz nadæ var 98, clæddæ henne halue fægræ 99 æn hun vare i alsom deilixte clæder. Ther hun kom i thæt vrene huss, tha stoth ther amot henne een Gudzs engell oc liusdæ henne soa meget met liuss, ath engen man tordæ hennææ taghe eller see foræ liuss. Thet huss ther hun var innæ, thet skynde soa liust ense 100 solen vare ther siælff met all sin craft, at ee thismeræ 101 ther annen man girides 102 til at see a henne, this kranckeræ 103 vare hans egen, soa var hun lywss. Sosom hun lagdes 104 nedher och bath synæ bønæ, soa tediss 105 foræ hennæ øghen eth hwit clædæ, och clædde sigh mæth oc sagde: Hærræ Jhesus Crist, iac tacker tegh gerne, at thu hauer mek tegnæt i tall 106 met andre thine tieniste møør, oc haffuer mek clædæ giffuit. Thet samme clædæ war soa wæll til motæ scapeth effther hennis legome 107, oc soa vith 108 var thæth och fagerth, at engen vistæ annet æn thet varæ giort mæt englæ hænder. Aff thet vrene huss vort giort eth bøne huss, oc huilken man som ther ingieck och ther inkom, han gick ee halue helær 109 bort vth æn han inkom. Siden thætte worth alt 110, tha kom giælkyrins søn til thæn stadh met syne vnge kompane 111 oc wentæ at han skulde gøræ henne vfrid 112 och fræmme sin villie met henne. Och ther han soa at the ther vtginge hafde henne engen vfirmd 113 giort, tha vittæ 114 han thom oc spottæt ok sagdæ, ath the vare blyæ 115, oc gik in i thet huss ther hun bat syne bønæ. Tha gik han harllæ derffuelic 116 indh oc vilde ey æræ thet liuss ther Vorhærræ haffdæ henne gyueth, mæden løpær 117 til oc vilde hennæ vfyrmæ. Æn før æn han kom sin handh a henne, førræ fiall han nedher sten døth aff deffuellens hondæ verc 118. Ther hans kompane soghe thet 119 han dwaldee soa lengee ther inne, och hugdæ 120, at han vare i then vrene lysth, thaa gik en aff thom ther hannum var hemælst, oc hittæ hannum døth

ther inne, oc bar vp at øpæ 121, oc sagdæ: mildestæ 122 Romere, hielper! 123 thenne vndæ vath 124 haffuer giælkyrins søn dræpæth met syn onde listæ 125. [78] Siden kom meget folk til thæt huss, och somme sagde at hun var døt skuldugh 126, oc somme sagde at hun var sacløss 127. Ther giælkyrin hørde thet hans søn var døth, han løpær 128 till thet huss met megell grat, och ther han indkom, och han soa sin søn døth ligge, tha bar han vp at øpæ: o hin grimæstæ 129 ywær alle quinnæ! hauer thu dræpit mуn søn met thyne ondæ listæ? Tha togh han och letæ 130 aff hennæ harlæ gørlæ, huoræ 131 han vort soa døth. Saneta Agness swarede ok sagde: forti han vilde fulkomme deffuellens gerningh, tha fik deffuellen voldh yuer hannum oc drap hannum. Hwi komme the andree hele borth fra mek ther inginge til mek, ther ræt var, forthi at the hedræt alle Gudh ther mec sende sin engell, oc gaff mek thætte clædæ ther iach ær clædh mæth. Oc ther the soghe thet engleliuss, thaa æræt the thet och ginge bort, æn thin søn thet førstæ han inkom, tha vilde han mec vfirmee, och ther han vilde mek hanlæ 132, tha gaff engellen hannum then vnde døth. Giælkyr sagdæ: nu mo iac prøue 133, ath thu hauer ey giorth thet met klogh listh 134, om thu bedher engellen thet han giffuer meck myn søn heell afther gien 135. Sancta Agnes suaredæ: thoc 136 ethers tro ær thæt ey værdugh at tygge 137 aff Vorherræ, tha ær thet tho 138 timæ till at Vorherris dygd mottæ openbaris. I skullæ alle vtgange, at iach motte myne bøne til Vorherræ bidhæ. Ther the ware alle vtgangne, tha lagde hun sigh nither och bath Vorherræ, ath han skulde then døtæ vprese. Ther hun haffde soa bedæth, tha tedess henne (en) engell ther henne vpliffthæ grætende 139 oc styrcthe hennis hugh ok resde thæn døtæ vp. Han gik sidhen vt oc bar vp at øpæ oc sagde: æn 140 ær Gud i himmerige oc iørderige 141 oc i haff, ther cristnee mæns Gudh ær, æn alle thee affgude huss 142 the æræ alle ondæ, oc the affgude ther dyrkis the dughe icke, oc thee mughe thom siælf ey oc annen man noger lundh hielpe. Aff thenne røsth alle the høffding 143 the drøffdis 144 oc vort so megit drap 145 i folkit, at somme trodæ och somme trode ey, oc thee bare alle vp ath øpæ oc sagde: tac thenne illgernings væt 146 oc then koklær 147 ther hugh kan vende och sinn hwærue 148. Ther giælkyr soa tesse ierntakne 149, tha vndret han megith oc reddis, ath han skulde vorde aff landh fhæmdh 150, om han [79] giorde amoth the høfthing och vilde hielpee sancte Agnes fore thæn doom, ther the vilde henne giffue oc sættæ en vicari 151 i syn stath. Och han gik borth vglath, ath han matte henne ey hielpe, fore thet at hun resde hans søn vpp aff døthæ. Tha togh then vicari ther Aspacius heth oc loth gøræ en megel stoor eldh och bøth, ath hwn skulde castis mit i elden. Ther thæt var giorth, tha skildis hin lowæ i two lotæ 152, och begge vegne veter 153 elden tha bran thet folk ther omkringh stode och henne scadde huerken lith eller megith. Ey this sidher 154 hugthæ 155 the at thæt var aff ondh list, oc ey af Gudz nade, oc lode iæmmerlic 156 hwær til hin annen. Tha togh sancta Agnes och ractæ vp syne hender mit i elden, oc bath syne bøne soa til Vorherræ: Alzmughende, then ther mæn skulde hedree dyrke oc ræthæs 157, Vorherræ Jhesum Cristum fader! iach segne thec forthi at fore thin sønss skild hauer iach yuer kommet vndee mæns haat, oc deffuelens fylsnæ 158 hauer iach yffuer fareth en ren stigh 159, och nu ær iach swo goten 160 mæth then helluger andz dygdh, ath thenne eldh dør hoos mek och logen skillies ath, oc then eldz bryn 161 hauer thom brændh ther hannum 162 lodh gøræ. Jach loffuer tek forthi at thet thær iech trodee, thet seer iach, oc thet thær [iach] hopæt, thet halder 163 iach, thet thær iach haffuer gyrnæsz, 164 thet haffuer iach fat 165. Nu scal iach komme til tegh myn Gudh, ther leffuend ær oc san, thær leffuer met sin søn Vorherræ Jhesum Cristum oc met thin hellugh and, nu och ee forwten ænde, Amen! Ther hun haffde soa ændh syne bøne, tha vorth elden soa sluct, at ther beth ey eldzs verme ey i 166. Tha gath Aspacius vicari aff Rome burgh thet ey lenger tholdh, men toc eth swærdh oc loth senkiæ i hennis strupee, oc Vorherræ wigde 167 sec en martirem 168 oc en brudh 169 af henne, siden hun haffde sith blodh vtgetæth. Æn hennis forældree haffde engen vglæde fore hennæ, men toghe hennis legome met megel glæde, oc groffue thet scamt 170 fran burghen hoos en veygh ther hedær Momentaria 171.

Siden alle cristne mæn ther tith komme the fingæ megel nøthsiun 172 af the hedne 173, oc ther the soæ, ath the 174 komme alle vepndhe, tha flydæ somme oc somme fingee store stens hugh 175 oc komme lytæ 176 vndern 177. Tha war en mø ther het Emerenciana, ther [80] vp var fostræth met sancta Agnes, hun var en hellugh møø, thot 178 hun var ey meræ æn primsegnd 179. Hun stodh derffuelic amodh oc vrædh 180, och skende thom met sligh ordh: villæ 181 oc forbanneth men, thæt i æræ, at i dræptæ then ther aluoldendhe Gudh dyrcketh! Ther hun haffde thet oc meget annet wither thom talæth, tha vreddiss the oc stendde 182 hennæ, oc sosom 183 hun bath syne bønæ hoss sancta Agnes graff, soa gaf hun syn andh vp. Ther ær ey om at twiflæ, at hun var døpt i sith egeth bloth, thær hun stodh foræ rætthæn 184 oc gaff sech Gud skyldugh oc tog døth mæt stærc hugh. Then samme timæ vort soa megel tordon och liunesild at mikil lot 185 af thet vnde 186 folk toc sin døt. Effther thætte ierntegen, huo ther tith 187 siden kom, han tech engen mødæ 188. Siden kommær sancta Agnes forældree om nat mæt prester och toghe sancta Emerenciana legome 189 och groffue thet hoos sancta Agnes. Effther thæt at sancta Agnes foreldere vare soa ytæligh 190 ther om nath, soa sagæ 191 the om mitnatz timæ en megell iomfruge skaræ, ther allæ vare clædde met gull bone 192 clædæ, och foræ fræm met megell lius. I blant thom var sancta Agness, the samme lundh 193 clædh, oc a hennis høgree handh 194 foor eth lamb hwith som snee 195. Ther the haffde thætte seth, tha finghe the megell hugh ræzel 196, æn sancta Agnes bat the mør bithæ mæden hun vither thom talede. Tha sagde hun til thom: seer nu ther ath i grætæ mek ey 197, ænse 198 iach vare døth, men i skulle glædess oc faghnes, forti ath met tesse ther i see hauer iach tagith myn løn vti himmerige, hwæm ther iac ælste met full hugh 199, mætæn iach var i iørderige. Och ther hun haffde thæt sagt, tha for hun bort. Thenne samme siun var huærdag openbarit 200 af thom thær henne soghe. Thet kom soa omsider, at thenne siun vort taldh foræ Constancia, Constantinus Augustus 201 dotter. Constancia var en harlæ sniall 202 iomfrugh, mæn hun var thoo soa full af soar 203, at fran hennis houit oc til hennis fødær vaar ey helt a hennis liff 204. Hun fic thet rad, ath hun skulde fare til sancta Agnes graff, oc tho 205 ath hun var heden, tha var hun tro, oc lagdes nedær oc bath syne bøne. Ther hun thet giorde, tha fik hun een syffn oc soa sancta Agnes, at hun talede tesse ordh: Constancia! var stadugh 206, oc troo at Vorherræ Jhesus Cristus han ær thyn helere 207, oc han scal tik [81] hielpe aff then siugdom, ther thu esth i. Effther thenne røsth tha vognet Constancia all heell, oc soa hell, at hun kende ey eth ar eftær the soar. Hun for hiem til siit palatzs oc giorde megell glædæ sin fadhær Augustus 208 oc sinæ brøthre. Siden logthess all hethærnscap nidher oc Vorherris troo 209 styrctes. Siden loth hun sin fader gøre en kirke i sancta Agnes ære, oc loth sigh eth lith huss ther hoos gøre. Thenne tidende fløgh til alle men oc huo ther siugdom haffde oc tith kom, tha fec han bøtær 210. Ther latæ sech enghæ eue 211 um, at Vorherræ hauer thætte giort til thæn dagh ther dag ær. Constancia hun hialt sin mødom Gud til hænde 212, oc mange mør effter hennis efftersiun 213 toghe vilum theræ houit 214 bodæ velborne oc andree, oc forthi at tro ma døten ey følæ, tha ære the mange mør thet troo, at sancta Agnes ær æn 215 liffnde i legomen 216, oc dyrues 217 aff hennes effter siun oc gøme theris mødom fulleligh, oc the tro thet stadeligh, at the skulle ther met vinnæ sigher til thæn ewerdelic crone 218, Amen 219. En iach Ambrosius Gudz tieniste man 220, ther iach thette screff i bøker 221, tha motte iæch ey tolæ thet, at thæt skulde soa hylæs 222 nider, at ther sculde engen scrifft af gange, men til hennis heder, ther soa dyr martir var, screff iech henne gerninger oc sende iac til ether ther cristne mør æræ, ati 223 skullæ ther aff styrkis oc derffuis. Oc beder iac thet ether fore then hellug andz ælscugh, ati lade ether mødæ 224, oc ethers æruith 225 ey vorther ether gafnløst, men i motte for æruæth foa fruct oc løn foræ Vorsherris antlat. Thet giffuee ether Gudh oc alle thom ther hannum thiane! qui viuit et regnat deus in secula seculorum 226, Amen!

1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Håndskriftet til Brandts Hellige Kvinder findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4). Brandt anser det for at være opstået omkring 1450. Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk (f. eks. former som attan = atten, himmerigi = himmerige, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s. 98-100 samt hans ordliste s. 101-115. Trods den af Brandt valgte titel er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus' besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap. 26-27. Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen "nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste". Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Agnes-legenden fra Brandts udgave gennemgås i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s. 205-210 (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Gad skriver 222 at legenden findes i en hovedversion, samt i forskellige bearbejdelser heraf. Hovedversionen svarer til en tekst, udgivet i Migne: Patrologia Latina 17, sp. 814-821 (Paris 1879), som i middelalderen tilskreves biskop Ambrosius af Milano (ca. 340-397), hvor forfatterskabet i dag er omstridt, hvorfor man betegner forfatteren som Pseudo-Ambrosius. Gad skriver endvidere s. 224-225 om forbindelsen til latinske versioner: Den danske legende i Hellige Kvinder»Aff Sancta Agness pinelsse«er en oversættelse af den latinske hovedversion, af Pseudo-Ambrosius, som den findes hos Migne. Oversættelsen er ordret, men flere steder springes et par ord over, dog så godt som altid uden skade for sammenhængen; der finds en del skrive- og oversætterfejl i denne legende, måske stammende fra forlægget, i hvert fald er denne legende mere skødesløs end de andre i Hellige Kvinder. Gad anfører nogle eksempler, hvor jeg kommenterer de sprogligt relevante. S. 223-224 gennemgår Gad Pseudo-Ambrosius kilder. PS: Legenden er oversat til nudansk i Johannes Jørgensen: Romerske Helgenbilleder (København 1902) s. 72-81. I nyere tid i Birte Carlé: 500-1500 - Indføring i middelalderens fortællekunst (Gyldendal 1977), s. 36-43 (oversættelse ved Birte Carlé). Anvendte referencer: Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). Agnes-Legenden findes s. 113-117. Mombritius = Boninus Mombritius: Sanctuarium, Milano uden år, før 1480. Mombritius' Sanctuarium bd. 1 er genoptrykt i Paris 1910. Bd. 2, i 1920. Udgaven findes digitaliseret på nettet, Agnes-legenden således i bd. I, s. 41-44, på nettet http://tinyurl.com/p7oub6p - Teksten er stort set identisk med Migne s udgave, se således overskriften Passio gloriosæ virginis Agnetis a Sancto Ambrosio edita = Den ærefulde Jomfru Agnes martyrium, udgivet af St. Ambrosius. Gad = Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s. 205-210. GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring 1300. Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. I mine henvisninger angives seddelnummeret, undertiden med søgebegænsninger (forkortet søgebegr.) som HellKv (= Brandts udgave) eller Religion. GldO citerer ang. den gammeldanske Agnes-legende i Brandts udgave fra følgende ( udgaven s. 74-81 er Brandts): Danske tekster:

BønneB.3, s. 243f = Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske bønnebøger, bd. 3 (København 1957), s. 243-244, som er en kort gengivelse af legenden. Latinske tekster: Lat.A = Migne: Patrologia Latina 17, sp. 814-821. Paris 1879. Lat.B = Mombritius, B.: Sanctuarium Tome 1; fol. 18r-20r. Milano uden år, før 1480. KB inkunabel nr. 2819. Mine kommentarer henviser bl. a. til Vulgata. Her henvises til to Vulgata-redaktioner: 1. den såkaldt ældre, bl. a. kaldet Vulgata Clementina. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: http://vulsearch.sourceforge.net/html/ - 2. Den såkaldte Nova Vulgata (= Nye Vulgata) fra 1979. Her henvises til udgaven Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: http://tinyurl.com/8hek6v5 - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning. Gengivelser af den autoriserede danske oversættelse af 1992 bærer forkortelsen 1992. Andre forkortelser: GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig. Jeg har i kantede parenteser indsat sidetal svarende til sidetallene i Brandts udgave.. Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, mwn = mund, vp = op (gammeldansk up). v kan skrives v, u eller w: vorde = vorde, huat = hvad, hwæm = hvem. i skrives ofte y: yckæ = ickæ, skynnende = skinnende, syn = sin. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: gammeldansk til Vrbanum, sml. latin: ad Urbanum, og i tiltale Urbane, som er vokativ. Et andet eksempel: i Appolonis tempell, sml. latin in templo Appolonis. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet. 2 qwædie: hilsen. Se GldO, opslagsordet kvæthje, sb. 3 pyndh: læses pint. - y skrives ofte for fonemet [i]. 4 trættan vintær: I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opslagsordet vinter: et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 5 tapet: mistede 6 ælstæ: elskede. Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), 369, (København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskte -> ælste. 7 hun ælstæ hannum enæ, ther liffuit giordæ: der referereres til Kristus som overvandt døden ved sin opstandelse. Derfor kan teksten skrive tha tapet hun døth. Ved troen på Kristus lover Bibelen evigt liv, sammenlign Johannes- Evangeliet kap. 3, v. 16: (1992) For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Derfor kan teksten skrive: oc fan liif. 8 aor tall: ordret: årenes tal = antal år. 9 foræ vith skyldh: på grund af sin forstand. - Dieter von der Nahmer: Die lateinische Heiligenvita. Eine Einführung in die lateinische Hagiographe (Darmstadt 1994) diskuterer s. 156-160 begrebet puer senex = det gamle barn, altså personen der allerede som barn handler som en meget ældre person. Begrebet - eller topos som von der Nahmer omtaler det - er kendt allerede i antikken, sml. Ernst Robert Curtius: Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (Bern und München 1963), s. 108-115. 10 æn: men 11 giælkerenss søn aff burghen: Migne sp. 813 skriver at hun a præfecti Urbis filio adamatur = at sønnen af byens præfekt blev forelsket i hende. If. GldO, opslagsordet gælkere, svarer dette gammeldanske ord ofte til et latinsk forlægs præfectus. Se også Kalkar, bd. II, s. 48, opslagsordet Gjaldkir, og Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet Gældker. - Ang. aff burghen: der står i den gammeldanske tekst ikke hvilken by det er, men Migne har lidt tidligere i

sp. 813 omtalt hende som quædam virgo Romæ = en pige fra Rom. Det fremgår først noget senere at præfekten hedder Simphronius. 12 iættet: lovede. Se GldO, opslagsordet jatte. 13 ærlic klænnet: kostbare smykker. Migne sp. 813 har pretiotissima ornamenta = meget kostbare smykker. ærlic: sml. den gammeldanske vise Drømde mik en drøm i nat um silki ok ærlik pæl, eller på nudansk: Jeg drømte en drøm i nat om silke og kostbart klæde. Gammeldansk ærlic er afledt af ære; en ærlig person er altså en person der æres. - klænnet: se GldO, opslagsordet klenoth. Ordet er låneord fra middelnedertysk klenot, klenet o.l. Nudansk klenodie skylder sin form en middelalderlig latinisering af klenoth til clenodium. - GldO s belægmateriale er misvisende, da talrige belæg er rent latinske former, således de mange clenodium, clenodia, clenodiis. 14 førdæ: bragte 15 wirdet ey alt vith eth føzs: regnede det hele for intet. - føsz, i GldO skrevet føs, betyder trevl. Migne sp. 813 bruger ordet stercora = møg, skidt. 16 wæntæ: troede. Se GldO, opslagsordet vænte. 17 alle the ærlige stene ther dytelig vare: alle de fornemme stene som var af værdi. dytelig: se GldO, opslagsordet dyghthelik, afledt af dyghd = hæder. Migne, sp. 813 har omnem lapidem pretiosum = alle slags kostbare stene. 18 mæt sæc: af sig selv (= hvor han selv friede). Migne sp. 814 har per se = ved sig selv. 19 huss: er vel flertal. Migne sp. 813 har domos: akkusativ pluralis af domus = hus. 20 eghn: ejendom 21 gøzki: goder. Se GldO, opslagsordet gøthske. 22 syndens sot: syndens sygdom. Migne sp. 814 har fomes peccati = syndens tønder (tønder = materiale til at tænde op med, som altså sikrer at synden kan flamme op. PEJ). 23 foster: barn 24 fly fran mek, syndens sot oc vndzsskaps foster oc døtsenss fader: Migne sp. 814 har: discede a me, fomes peccati, nutrimentum facinoris, pabulum mortis = vig fra mig du syndens tønder, du næring for forbrydelsen, du dødens føde. Gad foreslår s. 214, note 109 at døtsenss fader ændres til døtsenss foder, da en tekst som Migne, sp. 814 har pabulum mortis = dødens føde/ føde for døden. - Skældsordene synes inspireret af kardinal Lotario de Conti, den senere pave Innocens III s umådeligt udbredte skrift De Contemptu Mundi sive De miseria conditionis humanae ( Om foragten for verden, eller: Om den menneskelige eksistens elendighed, fra før 1198, på nettet http://tinyurl.com/pboj29u), hvor den menneskelige seksualitet kaldes tyrannus carnis, lex membrorum, fomes peccati, languor nature, pabulum mortis = kødets tyran, lemmernes diktat, syndens tønder, naturens slaphed, dødens føde. Innocens III var pave fra 1198-1216. 25 thæghæt: taget, antaget. Brandt gengiver det s. 112 ved fæstet (som man fæster eller ansætter en tjenestepige). Migne sp. 814 skriver: annulo fidei suæ subarrhavit me = med sin troskabs ring indgik han en pagt med mig. - tæghæt: om formen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), 642, Anm. 4 ( = s. 184-186) og 645, s. 213-214. 26 fingern: ring. Se GldO, opslagsordet fingerne. Låneord fra middelnedertysk vingeren (læses fingeren). 27 ther = han ther 28 ærligere: fornemmere 29 voldh: magt. 30 fæghret: prydet 31 mark: mærke, på latin signum, således Migne sp. 814. Gud kunne if. bibelen mærke mennesker, både positivt og negativt. Det tidligste i den bibelske verdenshistorie, er det mærke Gud if. GT satte på Kains pande: (Vulgata): Posuitque Dominus Cain signum, ut non interficeret eum omnis qui invenisset eum = (1992) Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel, sluttende med en positiv betydning i Johannes Åbenbaring, kap. 7, v. 2-4: (Vulgata) v. 2: Et vidi alterum angelum ascendentem ab ortu solis, habentem signum Dei vivi : et clamavit voce magna quatuor angelis, quibus datum est nocere terræ et mari, v. 3: dicens : Nolite nocere terræ, et mari, neque arboribus, quoadusque signemus servos Dei nostri in frontibus eorum. v. 4: Et audivi numerum signatorum, centum quadraginta quatuor millia signati = (1992) v. 2: Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: v. 3:»Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.«v. 4: Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede... - altså signum = segl. 32 eth gull sith clædee: et guldindvirket klæde. Om gull sith: se GldO, opslagsordet gulsyeth. Sml. GldO, opslagsordet sy.

33 nesthe: spænder, smukker. Se GldO, opslagsordet næst, sb. 34 tethæ: viste. Se GldO, opslagsordet te, vb. 35 liggende fææ: rørlig ejendom. Migne sp. 814 har thesauros = skatte - der naturligvis betyder skatte i himlen. Sml. NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 6, v. 19-20: (Vulgata) v. 19: Nolite thesaurizare vobis thesauros in terra : ubi ærugo, et tinea demolitur : et ubi fures effodiunt, et furantur... v. 20: Thesaurizate autem vobis thesauros in cælo = (1992) v. 19: Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. v. 20: Men saml jer skatte i himlen - liggende fææ: udtrykket har været brugt op til i dag, sml. Ordbog over det danske Sprog, der under opslagsordet Liggendefæ forklarer det som: gods ell. forraad, som man gemmer paa; især: rigdom(me), bestaaende i løsøre ell. (navnlig) penge, ædle metaller olgn.; skat(te); klenodie(r); kostbarhed(er). - fæ betød i gammeldansk kvæg eller gods. 36 oc iac bither soa til mit lifs ændee: bither: forbliver. Da Migne sp. 814 har si in ejus perseveravero amore = hvis jeg forbliver i mit kærlighedsforhold til ham, skal den gammeldanske tekst vel lyde: of iac bither soa til mit lifs ændee = hvis jeg forbliver sådan til mit livs ende. 37 hannum til til scam oc lasth: som fornærmelse mod ham. Ordene scam og lasth er synonymer. Migne sp. 814 har ad contumeliam prioris amatoris = til forhånelse af min foretrukne elsker. 38 forthi: svigte. Se GldO, opslagsordet forti. 39 mugælichet: magt. Sml. verbet mughe = formå, kunne, evne o.l. 40 hans legome ær blændh met mit legom: blændh = blandet. Migne sp. 814 har: jam corpus ejus corpori meo sociatum est = hans krop har allerede forenet sig med min. 41 hans blodh: blodet fra den korsfæstede Kristus. - Præfektens søn vil næppe forstå billedet. 42 vistæ: (ordret) vidste. vistæ ey konæ: vidste ikke af nogen kvinde, havde ikke haft kønslig omgang med en kvinde. Udtrykket synes at stamme fra latin, idet Migne sp. 814 har cujus pater feminam nescit = hans fader ved ikke af nogen kvinde. - Ideen om at Maria og Josef livet igennem ingen kønslig omgang havde med hinanden, var udbredt i hele middelalderen. Nogle tekster gør Josef til en gammel mand for at sandsynliggøre dette, f. eks. i Hellige Kvinder, teksten Joachim, Anna og Maria, s. 5-6: Josep var gammel, på det tidspunkt hvor han if. legenden skulle tage sig af den endnu ganske unge Maria. Senere i samme tekst (Hellige Kvinder s. 7) hvor englen meddeler Maria at hun skal have et barn, skønt hun er jomfru, betones det at Josef, på samme tid, er bortrejst på tømrerarbejde - det kan altså godt klare - således at han ikke kan være den biologiske fader. - I teksten Om Vorherres Fødsel, også i samlingen Hellige Kvinder, tynger hans alder ham dog heller ikke under flugten til Ægypten, men det skal man nok ikke tænke så dybt over. - Hele konstruktionen om Marias evige jomfruelighed og dermed om parrets totale seksuelle afholdenhed er - selvom den den dag i dag står centralt i den romersk-katolske kirke - aldeles ubibelsk. Legenden om Vorherres Fødsel i samlingen Hellige Kvinder, har således den teori som centralt punkt. - Der ses i hele dette morads af påstande fint og flot bort fra Matthæus-Evangeliets kap. 1, v. 25: (1992) Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus. 43 hans fagerlic vnder bodæ soll oc monæ: både sol og måne beundrer hans skønhed. - Beundringen af den mandlige skønhed kan være inspireret af Højsangen i GT. Højsangen betragtedes i middelalderen som et af de helt centrale skrifter i GT, idet manden, brudgommen, var billede på den kommende Kristus, mens kvinden, bruden, var sjælen, der higede mod Kristus. 44 Af hans døn: af hans duft. Migne sp. 814 har cujus odore = ved hans duft. - Duften, på latin odor, er if. NT, 2. Korintherbrev, kap. 2, v. 14-16 tegn på Kristus. Hans døn bliver således symbol på hans kraft. - I Højsangen i GT spiller ligeledes duften en stor rolle, hvilket får betydning for den middelalderlige teologi, da denne tekst ses som forvarsel om Kristus og hans tiltrækning på sjælen. I den såkaldte Physiologus, en art lære om dyr, som var meget populær i middelalderen og hvor dyreverdenen udlægges kristocentrisk, siges det om panteren, at den, mæt efter jagten, lægger sig i sin hule i tre dage, derefter står den op og brøler, og fra den udstrømmer en mageløs duft, så alle de dyr, der hører dens røst, samles og følger den. Den er endvidere dragens fjende, og når dragen hører den røst, skjuler den sig i underjordiske huler. I en del legender strømmer der en ubeskrivelig dejlig duft op fra helgengraven. If. Legenda Aurea mærkes denne duft f. eks. ved Marias død, ved apostlen Andreas, ved Maria Magdalenes, eller ved helgenerne St. Alexius og Thomas af Aquino s død.- If. NT, Johannes Åbenbaring, kap. 12, v. 7-9 er dragen symbolet på djævelen. Det onde forbindes da med begrebet stank; i samlingen Hellige Kvinder, teksten St. Povels Nedfart til helvede, beskrives således levende helvedes grufulde stank. 45 mynkis: (læses minkes) formindskes. - Påstanden at hans duft opvækker døde ses hos Migne, sp. 814, i Legenda Aurea s. 114 og hos Mombritius s. 41. Det kan vel kun betyde, at odor opfattes som den kraft der udgår fra Kristus. 46 mynnæ: (læses minnæ) mindre.

47 gøme: bevare 48 thet samme: som sønnen 49 neteth: sagde nej. Se GldO, opslagsordet nete. 50 sæth: aftale. Se GldO, opslagsordet sæt - som dog ikke har belagt nærværende forekomst. Migne sp. 815 har se nullo pacto prioris asserit sponsi foedera violare = at hun overhovedet ikke (nullo pacto) ville bryde aftalerne (foedera) med sin første forlovede (sponsi). 51 firremær: første. Sml. GldO, opslagsordet fyrmere. Migne sp. 814 har prioris (genitiv af prior) = den første, den som kommer i første række o.l. 52 Tha loth gialkir gøzlæ letæ: Brandt foreslår s. 105 at det betyder: Fogden lod Fangevogterne hente; (Jydske Lovs gæslemæn). Hertil skriver Kalkar, bd. II, s. 125, opslagsordet Gøtsle at gøzlæ snarere er en fejl for gørlæ = omgående, hurtigt, da Agnes jo ikke er i fængsel. - Denne løsning svarer da også fint til Migne sp. 815: coepit tamen vehementissime inquirere = og han begyndte yderst energisk at efterforske. 53 vilde so met cloklist: forvirrede således ved trolddom. vilde: se GldO, opslagsordet ville. cloklist: se GldO, opslagsordet klok, søgebegrænsning HellKv, hvoraf det fremgår, at samme legende lidt senere, i Brandts udgave, s. 78, lin. 17, skriver met klogh list. I begge tilfælde har en latinsk paralleltekst magicis artibus = ved trolddom. 54 harlæ: meget 55 høttæ: truede. Se GldO, opslagsordet høte. Hertil substantivet hot = trusel. 56 æn: men 57 swegs: bedroges. Se GldO, opslagsordet svike. 58 ee: hele tiden. 59 i then same hugh: med uændret indstilling/ holdning. Migne sp. 815 har eodom animo perseverans = idet hun til stadighed udviste samme indstilling. 60 stather: standhaftighed. GldO har kun dette ene belæg, se opslagsordet stather. Kalkar, bd. IV, s. 92, opslagsordet Stader mener da også at det kan være en fejlskrivning (måske fra et forlæg). - Migne sp. 815 har constantiam (akkusativ af constantia) = standhaftighed, uforfærdethed. 61 vitte: beskylde, bebrejde. Se GldO, opslagsordet vite. 62 ee om stundh: betydningen synes at være: igen og igen. Migne sp. 815 har således iterum iterumque = igen og igen. 63 ath han stæruet alt at icke huat ther han omtaleth: Migne sp. 815 er noget klarere: Cumque omnes sermones ejus casso labore deficerent = da al hans tale viste sig at være spildt møje. - stæruet: udrettede. alt at icke: ingenting (?). 64 gidher: kan. Verbet gite følges i gammeldansk som oftest af en præteritum participium, sml. nudansk gad vidst om 65 forti ær tegh twært: giver ikke nogen mening. Da imidlertid Migne m. fl. har unde necesse est = af hvilken grund det er nødvendigt (for dig), tilføjer en redaktør ved GldO, opslagsordet tvært, på seddel 1 (med dette ene belæg), at det nok er en afskrivningsfejl for forti ær tegh tharv eller lignende = derfor et det nødvendigt for dig. Sml. GldO, opslagsordet tharv. 66 til Vestæm: en underlig blandingsform af latin og dansk. Migne sp. 815 har ad venerabilem deam Vestam = til den ærværdige gudinde Vesta. - Gudinden blev oppasset af unge kvinder, der var legemligt fuldendte og jomfruelige, de såkaldte vestalinder (latin: virgines Vestales). 67 hethræ: her imperativ. Verbet bruges ofte i betydningen ofre til. Migne sp. 815 har for dette sted ikke noget med tilbedelse eller ofring, mens det følgende hedre henne bodæ dagh oc nat svarer til Migne sp. 815 ejus die nocteque sacrificiis reverendis insistas = dag og nat skal du hædre hende ved ofringer til hende. 68 ther man ær liffndh: som er en levende mand. 69 moa: kan 70 neghæ: bøje 71 radh: råder - altså præsens, 1. pers. singl. 72 barnskæ: barnlighed 73 at thu forsmoar tegh ey soa selff: meningen må være at hedningene ikke kan anerkende kristelig ydmyghed. - Man kan tilføje at det modsatte, altså overmod, i middelalderen regnede til de syv dødssynder. De syv dødssynder optog if. GldO middelalderens mennesker meget. På gammeldansk kaldtes de dødelige synder eller hovedsynder (se GldO, opslagsordet hovethsynd). Der findes i GldO s materiale enkelte opregninger af, hvilke det var. Som eksempel anføres fra GldO, opslagsordet døthelik, søgebegrænsning Religion, seddel 1, der netop har: hofferdicheit = hovmod (latin superbia). 74 vith: forstand

75 laghe alder: myndighedsalder (ordret: lovalder). Se GldO, opslagsordet laghealder. 76 ventæ: formode 77 thin blitskap letæ: søge efter din venlighed. 78 alzmughænde Gudh: den almægtige Gud. alzmughænde = altformående. Synes oversættelseslån fra latin omnipotens (omni = al, potens = kunnende, evnende). Migne sp. 816 har da og også omnipotens. - Om præfikset alzskriver Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), 518,4,c pkt. 3 o (s. 85) at det er en genitiv af alt, der optræder som forstærkende adverbium. Se eksempelmateriale i GldO, under als-. - En variant i betydning, men med en anden etymologi, er præfikset altsum-, som if. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), 609, Anm. 3 (se s. 508-509) bruges i forbindelse med efterfølgende superlativ (alsom best, alsomkæreste), men GldO s eksempelmateriale viser at præfikset også er meget brugt med efterfølgende positiv (altsumdyrebar, altsumfagher etc.). - I Agnes-legenden, s. 77 i Brandts udgave, ser vi alsom deilixte clæder = de allerdejligste klæder. 79 bidhær: forventer. Se GldO, opslagsordet bithe. 80 Simphorinus: sic! 81 wæl: vælg! (bydeform) 82 skøkiæ huss: skøgehus, bordel 83 vrenligh: læses urenlig 84 gidæ: kunne 85 hans dyghd: hans kraft. hans = Kristi. Migne sp. 816 har virtutem Domini mei Jesu Christi = min herre Jesu Kristi kraft. 86 triggelic: trygt 87 vren: læses uren 88 æn: én 89 en vuindende mur: vuindende læses windende. Migne sp. 816 har murus inexpugnabilis = en uovervindelig mur. - Ang. militære udtryk i forbindelse med kristendommen kan man nævne at den aktive kristne i middelalderen ofte betegnedes som miles christianus = en kristen soldat. Han kæmper med ordets sværd. Eller man kan tænke på Luthersalmen Ein feste Burg ist unser Gott, på dansk Vor Gud han er så fast en borg, som er bygget op omkring militære vendinger. Fjenden er så naturligvis Satan og hans hjælpere. 90 æn: mens 91 eer: malm. Se GldO, opslagsordet er. Migne sp. 816 har ærei = malm-. Adjektiver æreus er afledet af substantivet æs: malm. Se et par linier fremme i teksten ordet malm. 92 moa: kan 93 bygge: bo. Migne sp. 816 har Divinitas autem non in lapidibus vanis habitat = en guddom bor ikke i intetsigende sten. 94 malm: Migne sp. 816 har metallo (ablativ af metallum). - En analyse af GldO s belæg under opslagsordet malm viser at et latinsk forlægs metallum gennemgående gengives ved gammeldansk malm. 95 lade aff: ophører 96 enlic: samme 97 øpæ: råbe 98 som Gudz nadæ var: Migne sp. 816 har divina gratia = ved Guds nåde. 99 halue fæghræ: meget smukkere. Om halv som forstærkende adverbium, se Kalkar, bd. II, s. 135, opslagsordet Halv, pkt. 2. 100 ense: som om 101 ee thismeræ: jo mere 102 girides: begærede. Se GldO, opslagsordet gire. 103 kranckeræ: svagere. 104 lagdes: lagde sig 105 tediss: viste sig. Se GldO, opslagsordet te. 106 mek tegnæt i tall: regnet mig med, talt mig med. 107 til motæ scapeth effther hennis legome: tilpasset hendes legeme. motæ = mål, se GldO, opslagsordet mate. Migne sp. 817 har ad mensuram corpusculi ejus aptum erat indumentum = klædningen var tilpasset målet for hendes lille legeme.

108 vith: må være fejl for hvith = hvid. Migne sp. 817 har (indumentum) ita nimio candore conspicuum = (klædningen var) i den grad at skue i blændende hvidhed. 109 ee halue helær: altid meget mere rask/ helbredt. Migne sp. 817 har mundior = mere ren. 110 alt: sket. alt betyder her nærmest færdigt, fuldendt. 111 kompane: ledsagere. Ordet er låneord, vel fra middelnedertysk kumpân = kammerad. Migne sp. 817 skriver at han kommer cum sodalibus suis = med sine kammerater. 112 vfrid: vold. Migne sp. 817 har quasi insultaturus puellæ = for at krænke pigen. 113 engen vfirmd giort: ikke gjort vold mod. Se GldO, opslagsordet ufyrmd. Hertil verbet ufyrme: forurette, handle ilde med. - Ordene ufyrmd og ufyrme er dannet som negationer til fyrmd = skånsel og fyrme = skåne (se disse i GldO). 114 vittæ: anklagede, rette bebrejdelser mod. 115 blyæ: tilbageholdende, frygtsomme. Migne sp. 817 har impotentes = svage, afmægtige. 116 derffuelic: dristigt, frækt 117 løpær: præsensformen kan ikke forklares ud fra Migne sp. 817, som har irruens = (ordret) løbende ind. 118 sten døth aff deffuellens hondæ verc: Migne sp. 817 har præfocatus a diabolo = kvalt af djævelen. 119 thet: at. Denne brug anses for jysk (sml. nujysk: a trouwe te han kommer i daw). 120 hugdæ: mente. Se GldO, opslagsordet hygje. 121 bar vp at øpæ: gav sig til at råbe. Sml. Kalkar bd. I, opslagsordet bære, s. 323 (= pkt. 15c). 122 mildeste: frommeste. Migne sp. 817 har piissimi = frommeste, meget gudfrygtige. If. GldO, opslagsordet mild, svarer dette adjektiv ofte til et latinsk forlægs pius = from. 123 hielper: bydeform, 2. pers. pluralis. 124 vath: dæmon. Om ordet vath, se GldO, opslagsordet væt, sb., søgebegr. HellKv - det er altså samme ord som vætte. Om overgangen æ > a, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928) 129, anm. 4. - Ordet forekommer if. GldO, søgebegrænsning HellKv, fem gange i denne samling - et tal der, næppe overraskende, ikke stemmer. Ud over nærværende sted også s. 34, lin. 23: ondæ wat, s. 48, lin. 7: vndee huat, s. 50, lin. 21: ondææ huat, s. 56, lin. 24: ondæ vættæ. GldO anfører dog ikke væt s. 78. - Om uetymologisk h som i huat, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932), 382, pkt. 2 (s. 311). 125 onde liste: trolddom. 126 var døt skuldugh: var skyldig at dø. Migne sp. 817 lader dem kalde hende magam (akkusativ af maga) = heks. 127 sacløss: sml. nudansk sagesløs. 128 løpær: præsensformen kan ikke umiddelbart forklares ud fra Migne sp. 817, som har venit = kommer eller kom. 129 grimæstæ: grummeste, mest grusomme 130 letæ: spørge 131 huoræ: hvordan 132 hanlæ: berøre. Se GldO, opslagordet handle. 133 prøue: undersøge 134 ath thu hauer ey giorth thet met klogh listh: - det vil sige at hun har gjort det med ond list/ trolddom. 135 afther gien: tilbage 136 thoc: skønt 137 tygge: læses tigge = modtage. 138 tho: dog 139 ther henne vpliffthæ grætende: det fremgår at den latinske tekst hos Migne sp. 818 levavit eam flentem at det er Agnes der græder. 140 æn: én 141 iørderige: If. GldO, opslagsordet jortherike, søgebegr. HellKv, kender samlingen Hellige Kvinder kun ordet med ø i førsteleddet. Derimod har jorth i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), 178. 3. 142 alle thee affgude huss: alle de afguders huse 143 alle the høffding: alle lederne. Migne sp. 818 har omnes haruspices et templorum pontifices = alle offertyderne og alle præsterne i templer. Ordet høffding, se GldO opslagsordet høvthing, bruges ret bredt i betydninger som leder, overordnet, kommandant, præfekt. 144 drøffdis: blev bedrøvede. Migne. sp. 818 har conturbabantur: blev bestyrtede. 145 drap: splid, uenighed. Migne sp. 818 har seditio med samme betydning. En analyse af GldO, opslagsordet drap, viser at betydningen manddrab er så langt den overvejende. Det nærværende eksempel - samt et eksempel, anført i

Ordbog over det danske Sprog, fra Christian Winther (død 1876): Drab og Dyst, hvor ordbogen oversætter Drab ved kamp - viser at der har været en, om end dårligt dokumenteret (og dokumenterbar?), sidebetydning, der synes at hænge sammen med verbet dræbe s grundbetydning: støde, ramme, stikke. 146 væt: dæmon 147 koklær: troldkvinde (også: troldmand). Ordet er lånt fra middelnedertysk kokeler. 148 ther hugh kan vende och sinn hwærue: de to udtryk er nogenlunde synonymer, med betydningen vende indstilling, vende holdning. Migne sp. 818 har quæ et mentes mutat et animos alienat = som både ændrer sind og forvirrer sjæle. - Op til nyeste tid har hwærue (læses hverve) været kendt i dansk, i det mindste i folkesprog, se Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet hverre (vb.). Forfatteren Johannes Jørgensen oversætter i Romerske Helgenbilleder (1902) s. 78 fra Agnes-legenden stedet ved Bort med denne Hex, denne Troldkvinde, denne Koglerske, som kan vende Hu og hværve Sind. 149 ierntakne: jærtegn, mirakler. Migne sp. 818 har mirabilia = forunderlige ting. Latinsk mirabilis rummer samme rod som miraculum, nemlige noget med at blive dybt forundret. - If. GldO opslagsordet jartekn kender samlingen De hellige Kvinder kun formen med førsteleddet iern- (med forskellig skrivning). Det er vel en folkeetymologi, påvirket af ordet jern, hvor man altså synes ikke at forstå betydningen af førsteleddet og så har omtolket dette. Ang etymologien for førsteleddet i jærtegn/ jartekn: det menes at svare til gotisk aírkns (udtalt erkns) = ren, ægte, som også findes i oldnordisk jarknasteinn = ædelsten. If. Ordbog over det danske Sprog findes formen Jærntegn endnu hos Holberg. 150 aff landh fhæmdh: landsforvist. GldO, opslagsordet flæme, kender kun to sikre belæg. Grundbetydningen af flæme er forjage. 151 vicari: GldO, opslagsordet vikari, viser at denne form er den overvejende. Ordet er vel låneord fra gammeltysk, hvor vi har den samme form vikari. I sidste instans er det låneord fra latin vicarius = stedfortræder. 152 lotæ: dele (sml. nudansk lodder). 153 veter: ud mod 154 Ey this sidher: ikke desto mindre. - Ang sidher, se GldO, opslagsordet sither, som egl. betydningen senere. Om dette adverbium, en komparativ til et i gammeldansk ikke belagt positiv *síth (vestnordisk síð), se se Johs. Brøndum- Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), 539,5. 155 hugthæ: troede 156 lode iæmmerlic: jamrede. Migne har sp. 818: dabant fremitus inter se populi et infinitos clamores ad coelum = folk knurrede og sendte jammerklager mod himlen. 157 ræthæs: frygte 158 fylsnæ: ondskab, gemenhed. Se GldO, opslagsordet fylsen. Ordet er beslægtet med adjektivet ful =slem, uren, ond. 159 deffuelens fylsnæ hauer iach yffuer fareth en ren stigh: da Migne sp. 818 har spurcitias diaboli impolluto calle transivi = jeg gik over djævelen smuds/ urenlighed ad en ren sti, synes der at mangle en præposition foran det gammeldanske en ren stigh, så det vel burde lyde at en ren stigh = ad en ren sti. 160 goten: gennemtrængt. Præteritum participium af verbet gjute = gyde, hælde ud over. Migne sp. 818 har perfusa = overhældt med, gennemtrængt af, ganske opfyldt af, som det gammeldanske goten nok er dannet over. 161 bryn: brand, hede. Se GldO, opslagsordet brynne. 162 hannum = ilden 163 halder: betyder vel holder fast ved, holder i hånden. ;igne sp. 819 har teneo, der er ligeså mangfoldig i betydningerne som holde: holde, besidde, eje, hævde besiddelsen af o.l. 164 gyrnæsz: længtes efter. Se GldO, opslagsordet girne. Ang. assimilation af -ts -> s, altså girnæts -> girnæs, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), 941. Om tilsvarende former, se samme bind 942. 165 fat: fået. 166 at ther beth ey eldzs verme ey i: beth = forblev, se GldO, opslagsordet bithe. ey - ey er dobbelt negation, tilstrækkeligt ville være: at ther beth ey eldzs verme i. Migne sp. 819 har ut nec tepor quidem incendii remansisset = at der ikke var nogen varme af ilden tilbage. 167 wigde: ordret: indviede. Se GldO, opslagsordet vighje. Migne sp. 819 har dedicavit = indviede. 168 martirem: (latinsk form) akkusativ af martir. Formen er overtaget fra det latinske forlæg. Således har Migne martyrem. Analysen af eksempelmaterialet i GldO, opslagsordet martyr, viser at dette ord har været opfattet som et latinsk og ikke dansk ord, idet latinske kasusbøjninger er ret gennemførte. 169 brudh: tanken om sjælen som brud og Kristus som brudgommen er særdeles almindelig i middelalderen. Den bygger bl. a. på Højsangen i GT, en tekst som tolkes typologisk som sjælens forening med Kristus og ikke som et erotisk

digt. Denne tolkning forstærkes af Markus-Evangeliet, kap. 2, v. 19: (1992) Jesus svarede dem: Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? 170 scamt: ikke langt 171 Momentaria: Migne sp. 819 har Numentana, som er det korrekte. På det moderne Via Nomentana, nordøst for Roms gamle bykerne, ligger i dag kirken S. Agnese fuori le Mura (= St. Agnes uden for murene). 172 nøthsiun: nød, trængler. Se GldO, opslagsordet nøthsjun. Om ordet, se også Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet Nødsyn. Migne sp. 819 har insidias (akk. pluralis af insidiæ) = efterstræbelse. 173 the hedne: hedningene. 174 the = hedningene 175 store stens hugh: (ordret) store stens hug. Migne sp. 819 har lapidum ictibus = slag fra store sten, blev ramt af store sten. 176 lytæ: sårede. Se GldO, opslagsordet lyte, vb. - Formen lyte er altså præteritum participium af lyte og er sammentrukket af lytete -> lytte -> lyte. Om verbet lyte, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), s. 334-335. - Migne sp. 819 har læsi = sårede. 177 vndern: bort 178 thot: skønt 179 primsegnd: primsignet. Se GldO, opslagsordet primsighne, men dog kun har dette ene belæg. Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet primsigne, forklarer verbet således: til mlat. prima signatio, primsignelse, af lat. prima (se prima) og signatio, vbs. til signare, forsyne med et tegn (se signe); [...] gøre korsets tegn over en for første gang ved daaben ell. som indledning til en senere daab. - Verbet belagt i den nordiske (prímsigna), den middelengelske (primsegnen) og den oldfranske (primeseinier o.l.) kulturkreds. Der synes ikke at eksistere - eller der er ikke overleveret - et tilsvarende latinsk verbum. - Migne sp. 819 har ikke tilsvarende i hovedteksten, men anfører i samme spalte, i note 14, en udbredt læsemåde at Emerenciana var catechumena = en troende, men ikke døbt. - En længere udredning om primsigningen findes i: Heinrich Beck m. fl. (red.): Reallexikon der Germanischen Altertumskunde, Bd. 23 (Zweite Auflage, Berlin 2003), opslagsordet Primsigning, s. 445-453. Forfatteren til artiklen i Reallexikon, Ch. Zimmermann, anfører s. 445 et latinsk udtryk primum signare, men uden kildeangivelse. Derimod er i samme artikel oldfransk primeseinier dokumenteret, som vel tyder på et latinsk forbillede. 180 vrædh: læses uræd. Migne sp. 819 har ikke tilsvarende, men udgaven anfører i fodnote 114 en udbredt læsemåde: constanter stabat, intrepida et immobilis = hun forblev standhaftig, uforfærdet og urokkelig. 181 villæ: vildførte. Se GldO, opslagsordet vil. Migne sp. 819 har ikke noget tilsvarende, men en række skældsord: superflui, miseri, caduci atque atrocissimi = unyttige, elendige, viede til undergang og meget grusomme. 182 stendde: stenede 183 sosom: mens 184 thær hun stodh foræ rætthæn: Migne sp. 819 har quæ pro defensione justitiæ = (hun) som for forsvaret af retfærdigheden. 185 lot: del, mængde 186 vnde: er i samlingen Hellige Kvinder en ofte brugt betegnelse for hedninge. 187 tidh: did, derhen 188 mødæ: besvær, modgang o.l. Se GldO, opslagsordet møthe, sb. 189 Emerenciana legome: Emerenciana er genitiv. På ældre sprogtrin var s-genitiv i femininum ukendt, også ved personnavne. 190 ytæligh: læses idelig = udholdende, vedholdende. 191 sagæ: så 192 gull bone: guldindvirket. Se GldO, gulbon. 193 lundh: slags 194 a hennis høgree handh: ved hendes højre side. 195 eth lamb hwith som snee: det hvide lam er symbol på den uskyldsrene Kristus. Billedet stammer egl. fra NT, se (1992) Johannes-Evangeliet, kap. 1, v. 29: Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde:»se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd, eller Johannes-Evangeliet kap. 1, v. 35-36: v. 35; Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. v. 36: Han ser Jesus komme gående og siger:»se, dér er Guds lam.«, og især Johannes' Åbenbaring, kap. 5, hvor Johannes i et syn ser himmelske skarer tilbede lammet. - Næppe tilfældigt gør Legenda Aurea, som indledning til Agnes-legenden, meget ud af at at forklare hendes navn: Navnet har at gøre med agna, altså ordet agnus = lam i

hunkøn, fordi hun var mild og ydmyg; eller med græsk agnos der betyder from; eller med latin agnoscenda = som bør erkende sandhedens vej. 196 tha finghe the megell hugh ræzel: (ordret) da fik de megen sinds-rædsel. GldO, opslagsordet hughræthsel har kun dette ene belæg, som kunne tyde på en ordret oversættelse fra forlægget. Migne sp. 819 har: quasi stupore mentis detenti sunt: (ordret) stod tilbage som sanseløse. 197 ath i grætæ mek ey: at I ikke græder over mig. 198 ænse: som om. - At hun siger: som om jeg var død, skyldes at middelalder-teologien ikke betragtede den legemlige død som en egentlig afslutning, men for den retfærdige som en indgang til det evige liv. 199 forti ath met tesse ther i see hauer iach tagith myn løn vti himmerige, hwæm ther iac ælste met full hugh: Gad gør s. 224, note 150 opmærksom på at den gammeldanske beskrivelse rammer ved siden af. Migne sp. 820 har: quia cum his virginibus lucidas sedes accepi, et illi sum juncta in coelis, quem in terris posita tota devotione dilexi = fordi sammen med disse jomfruer modtog jeg strålende pladser i himlene, og ham blev jeg forenet med, som jeg inderligt elskede da jeg var på jorden. 200 openbarit: bekendtgjort, fortalt 201 Constantinus Augustus: kejser Konstantin, også kaldet Konstantin den Store (fødselsår ukendt, død 337). Han spillede en afgørende rolle for legaliseringen af kristendommen i Romerriget. En egentlig forfremmelse af kristendommen til statsreligion skete dog først i 380, lang tid efter Konstantins død. Forskningen anser ham ikke for at have været egentlig kristen, men snarere soldyrker, samt en dreven politiker der indså hvad vej udviklingen gik. - Han synes ikke at have haft en datter Constantia, men derimod en halvsøster af dette navn, som han fik gift med Licinus, som en overgang var Konstantins medkejser. 202 sniall: klog. Se GldO, opslagsordet snjal. 203 soar: sår 204 liff: legeme 205 tho: skønt 206 Constancia! var stadugh: Constantia, vær standhaftig/ karakterfast o.l. Gad gør s. 225, note 150 opmærksom på at den latinske tekst her har et ordspil på pigens navn, sml. Migne, sp. 820: Constanter age, Constantia = vær standhaftig, Constantia. Indirekte følges her det latinske ordsprog Nomen est omen = navnet er et tegn - nemlig om personens egenskaber. Især Legenda Aurea er kendt for sine undertiden hasarderede forklaringer om helgeners navne, som skal vise noget om de egenskaber de har. Men forståelsen af navnet Constantia er god nok. 207 helere: frelser. Der spilles naturligvis også på verbet hele = helbrede. Substantivet helere er dannet af verbet hele = frelse, et oversættelseslån fra latin salvare, som egl. betyder helbrede, redde, forløse. Til salvo dannes på latin substantivet salvator: frelser, altså den der heler, redder forløser. Sml. tysk Heiland = frelser, Heil = frelse, heilen = helbrede. - Se GldO, opslagsordene helere og hele. 208 sin fadhær Augustus: Augustus er dog ikke fadererens navn. Migne sp. 820 har således patri suo Augusto (dativ af pater suus augustus) = sin ophøjede fader. Augustus = ophøjet var i det gamle Rom en hæderstitel for kejserne, som skulle angive deres guddommelighed. 209 Vorherris troo: troen på Vorherre. Den gammeldanske konstruktion er en såkaldt objektiv genitiv, hvor Vorherris er en art objekt for troo. Migne sp. 820 har fides Dominica = gudstroen (egl troen på dominus = troen på herren). 210 bøtær: helbredelse. Ordet er pluralis, sml. GldO, opslagsordet bot. Flertalsformen findes et par andre steder i samlingen Hellige Kvinder, således også s. 68, lin. 9, s. 91, lin. 15. - Entalsformen forekommer dog også i samlingen, se s. 36, lin. 30, s. 69, lin. 6, s. 69, lin. 11. 211 eue: tvivle. Se GldO, opslagsordet æve. Ordet er beslægtet med engelsk if = hvis. 212 Constancia hun hialt sin mødom Gud til hænde: Migne sp. 820 formulerer det sådan: Perseveravit autem ipsa Constantia Augusti filia in virginitate = denne Constantia, kejserens datter, forblev i jomfrustanden/ ugift stand. - Dette svarer svarer, som nævnt ovenfor, ikke til den historiske virkelighed. 213 efftersiun: eksempel, forbillede. Se GldO, opslagsordet aftersjun. 214 toghe vilum theræ houith: tog sløret på deres hoved, dvs. blev nonner. - Der synes at mangle en præposition foran theræ houith, idet man havde forventet toghe vilum a theræ houith. - vilum er låneord fra latin velum = klæde, forhæng. Det er ikke belagt i GldO. Migne sp. 820 har sacra velamina = hellige slør. 215 æn: endnu 216 oc forthi at tro ma døten ey følæ, tha ære the mange mør thet troo, at sancta Agnes ær æn liffnde i legomen: lyder ganske sekterisk. Samme beskrivelse findes hos Migne sp. 820. 217 dyruæs: læses dyrves = får mod. Se GldO, opslagsordet thurve.

218 the tro thet stadeligh, at the skulle ther met vinnæ sigher til thæn ewerdelic crone: denne formulering anser Gad s. 225, note 151, for en fejlagtig oversættelse af det latinske forlæg, hos Migne sp. 820: credentes sine dubio quod perseverantes perpetuæ victoriæ palmam acquirant = idet de fast tror på at de opnår den evige sejrs palme ved udholdenhed. - Det er vel højst en bearbejdelse. 219 Amen: står ikke tilsvarende hos Migne, sp. 820. 220 tieniste man: tjener. 221 ther iach thette screff i bøker: denne formulering anser Gad s. 225, note 151, for en fejlagtig oversættelse af det latinske forlæg, idet således Migne sp. 820 dum in voluminibus abditis invenissem descripta = da jeg fandt det beskrevet i bortgemte bøger. 222 hylæs: gemmes. Se GldO, opslagsordet hylje. 223 ati = at I 224 mødæ: udsætte for anstrengelser 225 æruith: møjsomme arbejde, slid 226 qui viuit et regnat deus in secula seculorum: (latin) Gud som lever og regerer i evighedernes evigheder. viuit læses vivit.