Måltidet. & ældre i. eget hjem

Måltidet & ældre i eget hjem

Udgivet af ÆldreForum, 2001 Design: DanChristensenDesign Fotos: Polfoto (Preben Kirkholt, Søren Jensen, Stefan Kai Nielsen, Claus Bonnerup) og Billedhuset 2. maj (Stig Stasig, Stuart McIntyre, Marianne Grøndahl). Vignetter: Dan Christensen MDD Tryk: SvendborgTryk ISBN: 87-90651-21-9

Måltidet & ældre i eget hjem

Indhold 4 Forord Ritt Bjerregaard, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og Henrik Dam Kristensen, socialminister 6 Forord Povl Riis, formand for ÆldreForum 8 Indledning 8 Måltidets betydning for livsindholdet 17 Måltid og livsindhold 18 Ændres kroppens sammensætning og næringsbehov med alderen? Læge, ph.d. Agnes N. Pedersen, Fødevaredirektoratet 23 En bid af hverdagslivet Cand.rer.soc. Boye Top Christensen, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen, Odense 27 Indkøbet 28 PÆDAL Projekt Ældres Dagligvarehandel på Landet IT-konsulent Thomas Frovin Jensen og ergoterapeut Jette Thuesen 33 Indkøbet til det vigtige måltid Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, DSK 35 Købmanden henter kunderne i taxa Eggert Christiansen, Aktiv Super i Ullerslev, Fyn

37 Kommunal måltidsservice m.v. til hjemmeboende 38 Måltidsprojekt Skibhus Cand.rer.soc. Boye Top Christensen, Ergoterapeut- og Fysioterapeutskolen, Odense 40 Madservice a la Carte Madudbringning i Københavns Kommune Kontorchef Lene Lone Pedersen, Sundhedsforvaltningen, Københavns Kommune 43 Madklub for enlige mænd et samarbejde mellem aftenskole og områdecenter i Thisted Kommune Lise Hove, underviser ved Thyboernes Aftenskole 46 Projekt småtspisende i Københavns Kommune Kontorchef Lene Lone Pedersen, Sundhedsforvaltningen, Københavns Kommune 48 Opsporing og tværgående indsats i hjemmeplejen ved vægttab Klinisk diætist Anne Marie Beck, Fødevaredirektoratet, Afdelingen for Ernæring 51 Uddrag af kogebogen Bedste LIVretter opskrifter indsamlet af Pensioniststudiekredsene i Viborg 60 Litteraturoversigt m.m. 3

Forord Regeringen offentliggjorde i april i år handlingsplanen bedre mad til ældre. Handlingsplanen indeholder 10 initiativer, gennem hvilke regeringen ønsker at sætte offentlige måltidsordninger til ældre på dagsordenen rundt om i landet. Reaktionerne på handlingsplanen og de fine eksempler i denne udgivelse viser, at der allerede i mange kommuner er god gang i debatten og i nytænkningen på området. ÆldreForums udgivelse af Måltidet & ældre i eget hjem skal sammen med regeringens andre initiativer tjene som inspiration for kommuner, hjemmepleje og andre, der dagligt arbejder med at give vore ældre gode måltidoplevelser. Også ældreorganisationerne og ældre selv kan hente inspiration i informationspjecen. Måltidet er for mange et lyspunkt i hverdagen. For nogle, og ikke mindst for de mindre mobile ældre, der bor alene, skal der dog lidt mere til, før indkøb og madlavning opleves som positive elementer i det daglige. Derfor er det vigtigt, at det offentlige tilbud er af en høj kvalitet og afpasses den enkeltes ønsker og behov. Langt de fleste ældre klarer sig godt på egen hånd, men der er også en stor gruppe som på grund af sygdom eller anden svækkelse har behov for offentlig hjælp. Svage ældre har øget risiko for underernæring. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at opdage underernæring og sætte hurtigt ind med en ernæringstæt og sund kost. På den måde kan yderligere sygdom forebygges for mange ældre. Nogle ældre oplever at blive ensomme eller isolerede. Måltidet kan som et socialt samlingspunkt være en god måde at komme i kontakt med andre på. Samværet ved spisetid kan være en god ramme for det sociale 4

samvær, der er så vigtigt også for de ældre. Derfor er det centralt også at huske på måltidets sociale og trivselsmæssige kvaliteter, når de offentlige måltidstilbud tilrettelægges. ÆldreForums initiativ giver mange eksempler på, at det er muligt at tilrettelægge det offentlige tilbud så fleksibelt, at det imødekommer de ældres meget forskellige behov og ønsker. Initiativet viser også, at inddragelsen af f.eks. frivillige, aftenskoler og lokale købmænd kan være vejen til at sikre, at tilbudene gives som hjælp til selvhjælp og ikke skaber unødig afhængighed af en offentlig madudbringning. Der er behov for at fokusere på, at brugerne inddrages i tilrettelæggelsen af madordninger, og at der eksisterer valgmuligheder for de ældre, som ikke længere kan klare indkøb og madlavning alene. Vi anbefaler derfor alle, der arbejder med mad og måltider til ældre at lade sig inspirere af ÆldreForums pjece. Pjecen er et godt grundlag for at udvikle gode ideer til, hvordan tilbudene til vore ældre også kan tilrettelægges. August 2001 Ritt Bjerregaard Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Henrik Dam Kristensen Socialminister 5

Forord Fødeindtagelse er som bekendt en biologisk nødvendig del af menneskers tilværelse. Men til forskel fra dyrene har mennesket med tiden udviklet måltidet, dvs. fødeindtagelse med en social funktion, fra floktilværelsen og til samfundsdannelsen. Og hvor familien tidligere var rammen om op til 3-4 generationers fælles måltider, har nutidens opdeling af familien på alder og geografi skabt et vidtrækkende spektrum af måltidssituationer, fra festernes store rituelle spisninger og til de individuelt valgte, affodringslignende situationer, med hurtigmads-bakken i den ene hånd og TV-fjernbetjeningen i den anden. Mellem disse yderpunkter trives familiemåltidet fortsat. Mange heriblandt mange ældre har imidlertid et udækket behov for et nærende og socialt indrammet måltid, men bor alene og kan derfor selv kun opfylde nogle af den ønskede måltidsforms forudsætninger. Dette ultrakorte, historiske perspektiv var baggrunden for Ældre Forums initiativ til afholdelse af en temadag med titlen Måltidet & ældre i eget hjem. Hensigten var dels at belyse de forsøgsordninger, som danske kommuner har etableret og at overføre inspiration herfra til landets øvrige kommuner, dels at belyse madkulturens vilkår for de ældre, som bor alene i eget hjem, og som ønsker at udnytte deres frihed til selv at stå for indkøb, tilberedning og anretning. I forbindelse med forberedelsen af temadagen oplevede ÆldreForum atter en gang, at særligt fagkyndige beredvilligt stillede op og dermed bidrog afgørende til denne pjece. Det var også en del af det oprindelige sigte at inddrage repræsentanter for fødevarernes produktions- og distributionsled. Det lykkedes dog kun at få tilsagn fra et par enkelte i denne omgang. ÆldreForum takker alle bidragyderne for indsatsen. Povl Riis, formand for ÆldreForum August 2001 6

7

Indledning Måltidets betydning for livsindholdet For de fleste mennesker er måltidet en selvfølgelig og vigtig del af dagligdagen. Dette kom ikke mindst til udtryk på regeringens ældrehøringer i foråret 2000, hvor de kommunale madudbringningsordninger og kosten på plejehjemmene kom på top 10-listen over de hyppigst nævnte emner. Og da Pensioniststudiekredsen i Viborg samme år inviterede ældre over hele landet til at indsende opskrifter til kogebogen Bedste LIVretter gerne suppleret med en historie om de minder, der knytter sig til retten strømmede det ind med bidrag. Måltidet og de daglige gøremål Men også de daglige gøremål, der knytter sig til måltidet, er med til at opretholde den personlige identitet, og mange føler det som et tab af livsindhold, når de mister indflydelse på dette område. Således viser undersøgelsen En bid af ældres hverdagsliv, at gøremål som fx at planlægge måltidet, købe ind og tilberede maden, dække bordet og til slut at spise, opfylder en lang række behov, der ikke alene har noget med ernæring at gøre. Undersøgelsen bygger på interview med ældre, og det fremgår, at gøremålene tilfredsstiller mange forskellige behov. Indkøb giver fx mulighed for social kontakt, for at vedligeholde kondition, kredsløb og muskelstyrke m.v. Planlægningen af indkøbet stiller samtidig krav til intellektet. Men indkøb kan også styrke følelsen af uafhængighed og selvbestemmelse, ligesom det fysiske og psykiske velbefindende bliver større. Samtidig stiger appetitten, fordi kvaliteten af maden bliver bedre, når man selv har valgt varerne. Undersøgelsen omtales nærmere i artiklen En bid af hverdagslivet på side 23. Måltidet som led i forebyggelse Det er velkendt, at også kosten har stor betydning for den enkeltes fysiske sundhed og velvære. En sund og varieret kost giver bl.a. mere energi og 8

forebygger samtidig en række sygdomme. Modsat kan mangelfuld kost bl.a. føre til træthed, appetitløshed og forstoppelse m.v. Kroppen ændres med alderen, fx nedbrydes knoglevævet, og risikoen for knoglebrud er derfor større, hvis man falder. Men udviklingen kan forhales ved at holde sig fysisk i gang, fx ved daglige gåture, ved at gå på indkøb og ved selv at klare husholdningsarbejdet. Desuden falder fysisk aktive personer ikke så ofte, fordi det er lettere at holde balancen, når musklerne vedligeholdes. Ændringerne i kroppens sammensætning omtales nærmere i artiklen Ændres kroppens sammensætning og næringsbehov med alderen? på side 18. Nye spisevaner i takt med ændringer i tilværelsen Mens der således er nok af gode grunde til at holde fast i gode madvaner og daglige rutiner i forbindelse med måltidet, kan der opstå praktiske eller mere grundlæggende ændringer i hverdagen, som gør det vanskeligt at opretholde de gode intentioner. Nogle vanskeligheder kan dog løses, hvis man er villig til at ændre på gamle vaner, mens andre forudsætter en indsats fra omgivelserne, fx fra kommuner eller dagligvarebutikker. Ældreråd, ældreorganisationer og aktivitetscentre m. fl. kan også bidrage. Mindre appetit Langt de fleste ældre har samme næringsbehov og problemer som resten af den voksne befolkning, men nogle af de ændringer, der optræder hyppigere med alderen, bør måske give anledning til et eftersyn af spisevanerne. Fx taber en del ældre sig under sygdom og i andre belastende situationer, bl.a. i forbindelse med tab af ægtefælle. Det er heller ikke ualmindeligt, at ældre, der bor alene, mangler appetit. Måske er lysten til at lave mad til sig selv ikke så stor, og så er det lettere at springe et måltid over eller ikke gøre så meget ud af maden. Men det er en udbredt misforståelse, at lav vægt hører med til at blive gammel. Nyere forskning tyder på, at ældre tværtimod har gavn af lidt mere huld på kroppen end yngre. Men ældre har vanskeligere end yngre ved at tage på i vægt, og indtil den normale vægt er nået, kan man med fordel følge kostråd for syge og småtspisende, der anbefaler særlig kalorie- og energirig kost. Det kan også være en god idé at fordele maden på flere små måltider i løbet af dagen og at skabe en hyggelig stemning. Kostrådene for syge og småtspisende er omtalt nærmere i artiklen Ændres kroppens sammensætning og næringsbehov med alderen? på side 18. 9

Nedsat fysisk aktivitet Andre oplever, at den fysiske aktivitet falder med alderen, og reagerer naturligt ved at spise mindre. Men da kroppens behov for mineraler og vitaminer ikke nedsættes tilsvarende, kan det være svært at få næring nok. Det er derfor en god idé at sammensætte kosten med tanke på, at den mindre mængde mad skal indeholde lige så mange vitaminer og mineraler som tidligere. De 7 kostråd er fortrinlige for alle raske voksne også hvis man hører til dem, som uønsket vokser omkring livet. Kostrådene for raske er omtalt nærmere i artiklen Ændres kroppens sammensætning og næringsbehov med alderen? på side 18. Uanset om man ønsker mere appetit eller det modsatte at tabe sig er motion og frisk luft en nem og ofte inspirerende genvej, og i tilgift opnås bedre søvn og bedre fordøjelse. At spise alene eller sammen med andre Når man spiser alene, kan måltidet ofte opleves som noget der bare skal overstås. Nogle keder sig eller føler måske, at spisningen ikke er et rigtigt måltid, når oplevelsen ikke deles med andre. Mange ældre, som spiser alene, gør ikke så meget ud af rammerne 1. Men måltidet kan i mange tilfælde gøres mere indbydende og hyggeligt, så maden glider lettere ned, fx ved at dække bord med dug, levende lys eller en blomst, og måske pifte den udbragte mad op med lidt salat eller andet nemt tilbehør. Mange nyder også det sociale samvær ved at spise sammen med andre, og appetitten stiger ofte, når man har selskab. For nogle er samværet ligefrem det vigtigste ved måltidet, og en del enlige ønsker derfor at spise sammen med andre. Der er dog mange eksempler på, at det er vigtigt selv at kunne vælge, hvem måltidet deles med. Man kan fx slå sig sammen i en madklub med venner, naboer, familie eller med dem, man spiller kort eller går tur med. Man kan mødes og spise sammen i det nærmeste spisehus eller café. Man kan også skiftes til at tilberede maden eller til at købe ind, før maden tilberedes i fællesskab. Hvis man er flere, end der kan være rundt om spisebordet, har boligforeningen eller grundejerforeningen måske et lokale med køkken til udlån. Mange aktivitetscentre har også spiseklubber, hvor man tilbereder og spiser maden sammen. Nedsat syn, som rammer mange ældre, kan imidlertid gøre det fælles måltid til en belastning, og nogle und 1. Jens Kofoed, Du er dem du spiser sammen med et brugerperspektiv på den offentlige måltidsservice. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fødevaredirektoratet, FødevareRapport 2000:09. Anne Binzer Sørensen, Projekt Det gode Måltid ifølge brugerne og ansatte. Om ældre, der modtager offentlig kostforplejning. Herlev kommune, 2000. 10

går selskabelighed, fordi de er nervøse for ikke at spise så pænt som tidligere. Instituttet for Blinde og Svagsynede har derfor i samarbejde med Videncenter for Synshandicap udgivet hæftet Med kniv og gaffel, som beskriver en række let lærte måltidsteknikker, der gør det muligt igen at nyde samvær med andre over et måltid, uden at skulle bekymre sig om selve spisningen. Hæftet er omtalt i litteraturoversigten sidst i denne pjece. Nye indkøbsvaner Indkøb er et af de gøremål, der kan blive ganske besværligt. Fx kan det være vanskeligt at købe ind i passende portioner, men med en fryser eller en frostboks i køleskabet er det muligt at fordele fx grøntsager eller en pakke kød over nogle dage. Eller man kan slå sig sammen med andre og dele indkøbene. Og i artiklen Indkøbet til det vigtige måltid (side 33) opfordres alle kunder til at drøfte ønsker og behov med de handlende. Samtidig understreges det, at hvis ældre holder sig tilbage, taber de til de unge, som i højere grad er opdraget til at sige fra, hvis noget ikke passer dem. Den unge generation er dog også en forbundsfælle i efterspørgslen efter mindre kvanta, da mange i denne aldersgruppe er enlige. Støtte fra omgivelserne Indkøb m.v. Nedsat mobilitet kan gøre indkøb af dagligvarer så vanskeligt, at gode kost- og måltids-vaner kun kan opretholdes, hvis omgivelserne støtter. Fælles transport eller ledsagelse til dagligvareforretninger er den mindst indgribende form for indsats, der samtidig overlader størst muligt initiativ og selvbestemmelse til den enkelte. Artiklerne PÆDAL Projekt Ældres Dagligvarehandel på Landet (side 28) og Købmanden henter kunderne i taxa (side 35) giver en række forskellige eksempler på transportløsninger m.v. Såvel de forretningsdrivende som kommuner, ældreråd og frivillige organisationer kan være initiativtagere hver for sig eller i samarbejde. Kommunerne kan anskue hjælpen ud fra et forebyggelsesperspektiv, og for de forretningsdrivende kan der være fordele ved at bevare handlen i lokalområdet og sikre sig de impulskøb, der ofte følger med, når kunderne selv kommer i butikken. Selv om man foretrækker selv at tilberede sin mad, er det ind imellem rart med nem middagsmad. Slagtere og supermarkeder kan bidrage ved at fremstille hjemmelavede retter evt. som dybfrost som afveksling til de fabriksfremstillede dybfrostretter, og samtidig vil det givet lokke flere kunder til. 11

Dårlige adgangsforhold og uigennemtænkte butiksindretninger er blandt de forhold, der gør det svært eller umuligt for en del ældre selv at komme til og rundt i forretninger og lade sig inspirere. Også det begrænsede udbud af råvarer i passende små portioner kan gøre dagligvareindkøbet til en blandet fornøjelse for såvel unge enlige som ældre småtspisende. For nogle af de ældre, der ikke selv kan købe ind, kan vareudbringning og indkøbsordninger sikre, at de fortsat selv kan tilberede maden og bestemme, hvad der skal købes ind. Indkøbsordninger iværksættes typisk af ældreorganisationer og af andre frivillige organisationer. Vareudbringning kan sættes i værk af såvel de forretningsdrivende som af kommunerne, og gerne i samarbejde. Jo flere forretninger, der indgår i samarbejdet, jo større mulighed har den enkelte for at købe ind et sted, hvor vareudbudet kendes på forhånd. Men som det fremgår af det omtalte PÆDAL-projekt, kan nedskæringer i kommunernes visitation til indkøbshjælp bl.a. med henvisning til købmændenes gratis vareudbringning presse mindre købmænd og det private netværk i en urimelig grad. Kommunernes forpligtelse til at yde hjælp til indkøb er nærmere omtalt i afsnittet Kommunale ydelser (side 13). Ikke kun samfundet, men også familien kan støtte ved at tilbyde hjælp til fx ledsagelse til indkøb. Eller ved af og til at lave en ekstra portion eller to, evt. i dybfrossen stand, til et nærtboende ældre familiemedlem. Det kan lette hverdagen, det smager ofte bedre og skaber variation for dem, der er henvist til madservice. Viden og inspiration De fleste ældre vil gerne spise sundt, men ikke alle har den nødvendige viden eller holder sig måske tilbage på grund af manglende rutine. Ved at oprette madværksteder eller madlavningskurser, der er målrettet ældre, kan ældreråd, ældreorganisationer, kommuner og Sund By Butikker fx i samarbejde med den lokale aftenskole være med til at ruste denne gruppe ældre bedre og samtidig styrke de sociale netværk. Den kliniske diætist fra det nærmeste sygehus eller kommunens økonoma kan eventuelt overtales til at undervise et par timer i ernæringslære. Artiklen Madklub for enlige mænd et samarbejde mellem aftenskole og områdecenter i Thisted Kommune viser hvordan det kan gå, når enkemænd mødes og for første gang laver mad (side 43). Mikroovn er en anden måde til at lette tilberedningen af mad i mindre portioner. Frederiksberg Kommune tilbyder fx via det kommunale forsyningsselskab pensionister korte kurser i brug af mikroovn. Ældreråd og kommuner kan endvidere inspirere ældre til at spise mere ude, hvor der er mulighed for at få en snak med andre og for at få rørt sig lidt på 12

vejen ud og hjem. Fx har Københavns Kommune stor succes med folderen Spisesteder for ældre i København, der beskriver medborgerhuse, plejecentre og cafeer m.v., hvor ældre kan købe et billigt måltid. Hvert sted er omtalt med adresse, åbningstider, priser og relevante offentlige transportmidler. Det fremgår også, om der kan købes mad med hjem, ligesom adgangsforholdene er beskrevet. Kommunale ydelser Kun få kommuner ser i dag kosten og måltidet til ældre, som bor i egen bolig, i en større sammenhæng. Men det selv at stå helt eller delvis for indkøb og tilberedning m.v. er som nævnt for mange mennesker en del af identiteten og livskvaliteten, og tilmed en meningsfuld måde at vedligeholde en række færdigheder på, som kan bidrage til at udskyde eller helt fjerne tidspunktet for afhængighed. Kommunerne bør således ved tilrettelæggelsen af indsatsen på måltids området være mere opmærksomme på måltidsaktiviteternes mangeartede aspekter ikke mindst de forebyggende. Forebyggende hjemmebesøg Kommunerne skal ifølge serviceloven tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle, der er fyldt 75 år. Flere kommuner har allerede inddraget kost som tema i disse besøg, hvor medarbejderne vejleder om spise- og drikkevaner, og taler om eventuelle praktiske problemer i forbindelse med indkøb og madlavning. Denne vejledning bør dog ikke stå alene. Således kan medarbejderne også motivere flere ældre til at holde fast i de daglige gøremål, der er knyttet til måltidet, ved at oplyse om de positive gevinster på længere sigt. Medarbejderne kan endvidere bidrage til på et tidligt tidspunkt at opspore ældre med øget risiko for vægttab og underernæring. Risikofaktorerne er omtalt i artiklen Opsporing og tværgående indsats i hjemmeplejen ved vægttab (side 48). Praktisk og personlig hjælp Kommunerne har ifølge servicelovens 71 pligt til at sørge for, at personer, som har behov for personlig hjælp eller for støtte til at klare de nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, får tilbudt hjælp. Der kan alene ydes støtte til opgaver, man ikke selv kan klare, og kommunen skal lægge en konkret og individuel vurdering af behovet til grund for tildelingen af hjælpen. Kommunerne har frie hænder til at tilrettelægge hjælpen, men skal i de kvalitetsstandarder, som kommunerne er forpligtet til at udarbejde, informere om hvilke former for personlig og praktisk hjælp, borgerne kan forvente, hvis de får behov for støtte, fx til indkøb eller til måltider. 13

Hjælp til indkøb og måltider Hjælp til indkøb og til måltider kan være nødvendigt for at kunne klare sig i hjemmet, og er derfor en opgave, kommunen skal yde praktisk hjælp til, såfremt behovet er til stede og ikke kan dækkes på anden vis. Er dette efter en konkret individuel vurdering tilfældet, skal kommunen sikre, at de personer, der har behov for det, har mulighed for at få den fornødne hjælp. Fx ved at kommunen indgår aftale om vareudbringning e.lign. med forretninger. Den Sociale Ankestyrelse har dog for nylig truffet principiel afgørelse om, at serviceloven ikke indeholder hjemmel til at erstatte nødvendig personlig hjælp til indkøb med et kontant tilskud til borgeren som refusion for udgiften til udbringning af varer. 2 Vedligeholdelse og træning Hjælp til at vedligeholde og optræne færdigheder indgår ligeledes i de tilbud, som kommunerne efter serviceloven skal tilbyde. Ud over at indkøb og madlavning har selvstændig betydning for den enkelte, kan disse aktiviteter imidlertid også bruges til at vedligeholde eller optræne en række fysiske, psykiske og intellektuelle færdigheder, som er nødvendige for den almindelige daglige livsførelse. Støtte til eller optræning på måltidsområdet kan således forebygge yderligere afhængighed. Og i stedet for at erstatte hjemmehjælp med passiviserende ordninger som vare- eller madudbringning, fortjener hjælp til indkøb og madlavning i hjemmet langt større udbredelse, end det er tilfældet i dag. Madudbringning Mange kommuner tilbyder madudbringning til personer, som ikke selv kan købe ind og tilberede mad. Men mad bliver som bekendt først til næring, når den er spist, og derfor er det vigtigt, at modtageren har både lyst og appetit til maden. En undersøgelse 3 viser imidlertid, at over halvdelen af brugerne af en madudbringningsordning glemte at spise, fordi de ikke var sultne. Undersøgelsen viser dog samtidig, at større valgfrihed kan afhjælpe en del af problemet med manglende appetit. Fx forsøger nogle ældre at holde fast i de spisetider og dermed den inddeling af dagen som de tidligere har været vant til. Behovet kan i en del tilfælde imødekommes, hvis der er flere leveringstidspunkter eller mulighed for at vælge mellem varm og nedkølet eller dybfrossen mad. Nogle ønsker også i et eller andet omfang selv at være med til at tilberede maden på trods af funktionsnedsættelse. Leve 2. Sociale Meddelelser: SM C-16-01. 3. Jens Kofoed, se note 1 side 10. 14

ring af halvfærdige retter stiller dog særlige krav til indpakning og opbevaring. 4 Københavns Kommune er en af de kommuner, som i de senere år har haft succes med at udvide valgmulighederne, fx ved at indføre flere leveringstidspunkter og mulighed for at få leveret mellemmåltider og råvarer. Ordningen omtales i artiklen Madservice a la Carte (side 40), der samtidig peger på vigtigheden af, at både personalet i hjemmeplejen og modtagerne er godt informeret om valgmulighederne. Madens smag og kvalitet er et ofte diskuteret emne, og nogle kommuner søger at bedre den udbragte mad ved at nedsætte kostråd m.v., fx med deltagelse af medlemmer af ældrerådet. Også en større inddragelse af brugerne i fx smagspaneler eller brugerråd kan være med til at øge kvaliteten. Medarbejderne i de køkkener, som leverer maden, bør dog også være opmærksomme på, at smagssansen forringes med alderen hos mange og at hukommelsen derfor må tages til hjælp. Synssansen og genkendelsen af retten har derfor stor betydning, når den ofte begrænsede appetit skal stimuleres 5. Medarbejderne kan eventuelt anvende Viborg-pensionisternes kommende kogebog Bedste LIVretter, der indeholder ældres opskrifter, som inspiration til retter, der vækker genkendelse og glæde. Ved tilrettelæggelse af menuplaner bør medarbejderne desuden være opmærksomme på, at ældre ofte er mere tilbageholdne med at bestille retter med ukendte navne. Fx er pasta af nyere dato på vore breddegrader, og kan derfor afholde nogle fra at bestille retter, hvor denne for andre velkendte ingrediens indgår. Men også god behandling ved personlig kontakt til køkkenet kan påvirke modtagerens oplevelse af måltidet positivt. Over for den ofte oversete gruppe af undervægtige ældre, der udgør ca. 30 pct. af modtagerne af hjemmepleje er der behov for en ekstra indsats. De undervægtige ældre er i en særlig udsat situation, fordi de har sværere ved at komme sig efter sygdom, ligesom de har større risiko for at blive syge. Da undervægt samtidig svækker musklerne, nedsætter konditionen og fører til lavere fysisk aktivitet, er der et øget behov for hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp hos denne gruppe ældre. 6 Der er således gevinster at hente både for modtagerne af madudbringning og for kommunen, hvis hjemmeplejen og køkkenerne får vendt denne udvikling. I artiklerne Opsporing og tvær gående indsats i hjemmeplejen ved vægttab (side 48) og Projekt småtspisende i Køben- 4. Anne Binzer Sørensen, se note 1 side 10. 5. Anne Binzer Sørensen, se note 1 side 10. 6. Anne Marie Beck, Projekt Diætist i Solrød Kommune, 1999. 15

havns Kommune (side 46) omtales en række forskellige instrumenter, der kan anvendes til at imødegå eller rette op på utilsigtede vægttab blandt ældre. Nogle midler er enkle, men der kan også være behov for de lange, seje træk og samarbejde mellem flere faggrupper. Behov for fleksible tilbud Da måltidet er forbundet med personlige vaner, gælder det også på dette område, at flere valgmuligheder gør det lettere at sammensætte et tilbud, der passer til den enkeltes behov. Nogle modtagere af udbragt mad vil måske i stedet foretrække selv at købe ind eller tilberede maden, hvis blot de får den nødvendige støtte. Fx i form af vejledning om relevante redskaber og hjælpemidler, der kan aflaste det daglige køkkenarbejde. Hvis fx problemet blot er vanskeligheder med at skrælle kartofler, er madudbringning næppe det optimale tilbud, som et konkret eksempel beretter om. Andre foretrækker måske adgang til fælles transport, målrettet træning, ledsagelse til indkøb eller vareudbringning som alternativ til madudbringning. Nogle mangler måske først og fremmest kendskab til indkøb og madlavning og har brug for et kursus, mens andre vil være bedst tjent med mindre madklubber, hvor de kan indgå i et socialt samvær, og nogle vil måske også hjertens gerne være med til at tilberede maden, hvis blot den nødvendige støtte er til stede. Madklubløsningen vil formentlig forudsætte, at kommunen er villig til at løse transporten for evt. immobile deltagere. Måltidsprojekt Skibhus, der er omtalt på side 38, er netop et eksempel på et kommunalt initiativ, som ved at øge fleksibiliteten og skabe sammenhæng i tilbudene skaber mulighed for, at flere ældre kan opretholde de gøremål, der knytter sig til måltidet, som en daglig færdighed. Regeringens initiativ Bedre mad til ældre danner ramme om en række projekter, der skal inspirere kommuner og hjemmeplejen m.fl. til at fokusere mere på måltidets betydning for livskvaliteten. Forskningsprojektet Fremtidens kost til ældre ser bl.a. på spisemiljøets indflydelse på ernæringstilstanden, og der er afsat en pulje til kommunale projekter, der forbedrer måltidets sociale og ernæringsmæssige sider. I august 2001 oprettes endvidere en database på internetadressen www.madtilmange.dk, hvor kommuner m.fl. kan videregive og hente inspiration til organisering af måltidsservicen. Disse og andre projekter i Bedre mad til ældre er beskrevet i pjecen af samme navn, der er omtalt i litteraturlisten. Som led i regeringens initiativ er der endvidere i sommeren 2001 udgivet pjecen Forskellighed, Frihed, Fleksibilitet, som er omtalt i litteraturlisten. 16

Måltid og livsindhold 17

Ændres kroppens sammensætning og næringsbehov med alderen? Læge, ph.d. Agnes N. Pedersen, Fødevaredirektoratet Ved måltiderne deltager vi med krop og sjæl. Men hos ældre er kroppen ikke helt den samme, som da de var yngre, og det har konsekvenser for den del af livsstilen, der angår maden og den fysiske aktivitet. Vores viden om ældres ernæringsstatus dvs. om kroppens sammensætning, hvad ældre spiser af mad og kosttilskud samt om blodets indhold af næringsstoffer er fortsat begrænset, når det drejer sig om de ældre ældre over 75 år. Det er først inden for de sidste 10-15 år, at forskning i ald ring og ældre for alvor er kommet i gang, og resultaterne fra disse undersøgelser kan være svære at tolke, blandt andet fordi vi ældes så forskelligt. Kroppens sammensætning Forløbsundersøgelser med raske ældre bekræfter, at kroppen ændres med alderen. Efter 70 års alderen aftager højden i gennemsnit med ca. 1 cm pr. 5 år, og vægten falder i gennemsnit ca. 1 kilo pr. 5 år. For at vurdere, om man er over- eller undervægtig, kan man udregne det såkaldte kropsmasseindeks, i daglig tale ofte kaldet BMI (dvs. Body Mass Index). BMI udregnes på denne måde: Vægten vejes i kg Højden måles i meter BMI = vægt (højde x højde) Eksempel: Vægten er 70 kg og højden er 1,70 meter BMI = 70 (1,70 x 1,70) = 24 Ud fra BMI inddeler man vægten i: Undervægt BMI er mindre end 20 Normalvægt BMI er 20-25 Overvægt BMI er 25-30 Fedme BMI er over 30 Både over- og undervægt er forbundet med øget risiko for sygdom og død, men hos ældre ser det ud til, at det 18