af mange sygdomme er blevet bedre, men også dyrere. Den udvikling ser ud til at fortsætte frem mod 2032.

Prioriteringer på velfærdsområdet Danmark herfra til år 2032 Socialdemokraterne er efter 10 år kommet i regering. Vores ministre er sammen med Folketingets nye flertal i fuld gang med at håndtere de mange store udfordringer og arbejder hårdt for at gøre det fælles regeringsgrundlag til virkelighed. Men der er også brug for at løfte blikket og se længere frem, end man gør i årlige finanslove og 2020-planer. Hvordan skal Danmark se ud om 20 år i 2032 hvis det står til Socialdemokraterne? Hvordan løser vi vores samfunds langsigtede udfordringer? Hvad er vores mål for Danmark i 2032, og hvordan skal vi nå dem? Debatten skydes i gang med tre oplæg, som behandler tre centrale temaer. Oplæggene indeholder ikke svar eller ny politik, men opridser problemerne og stiller nogle vigtige spørgsmål. Det første oplæg handler om, hvordan vi sikrer vækst og beskæftigelse i Danmark. Det andet oplæg, som du sidder med i hånden, handler om de nødvendige og svære prioriteringer, der skal foretages på velfærdsområdet. Det tredje oplæg handler om Danmark i Europa. Fremtidens velfærdssamfund står over for store udfordringer. I fremtiden vil der være langt flere ældre og langt færre i den arbejdsdygtige alder. I år 2032 vil mange flere have behov for hjælp, og færre vil kunne bidrage til velfærdssamfundet. Den offentlige sektor mødes i disse år med stadig flere krav om hjælp - hjælp til omsorg, hjælp til sundhed og økonomisk hjælp. Flere mennesker end tidligere har særlige behov. Flere får en psykisk diagnose. Flere har behov for specialundervisning. Behandling af mange sygdomme er blevet bedre, men også dyrere. Den udvikling ser ud til at fortsætte frem mod 2032. Hvis vi skal opfylde det umættelige behov, der er, stiller det store krav til vores allesammens velfærdssamfund måske endda for store. Derfor er det nødvendigt at prioritere og gøre det klart, hvordan vi ønsker at prioritere. Vi bliver nødt til at stille os selv spørgsmålet om, hvordan vi skal leve i fremtiden, og hvilket velfærdssamfund vi ønsker fremover. Dette papir fokuserer på fire store udfordringer i debatten om fremtidens velfærdssamfund: har vi råd til universelle velfærdsydelser? har vi fundet den rette balance mellem ret og pligt? hvordan imødegår vi udfordringen om, at flere mennesker har behov for pleje, behandling og omsorg uden at gå på kompromis med princippet om, at alle har ret til hjælp, hvis de har brug for det? hvordan sikrer vi et solidt velfærdssamfund med plads til frivillighed og samfundsansvar? 1

Har vi råd til universelle velfærdsydelser? Det velfærdssamfund, som Socialdemokraterne har opbygget og udviklet siden 1930 erne, er et samfund, der favner folket, ikke bare de fattige. Folkepensionen er for alle, ikke kun dem, der ikke har en stor pensionsopsparing. Folkeskolen er for alle, ikke kun dem, der ikke har råd til privatskole. Sundhedsvæsenet er for alle, ikke kun dem, der ikke har råd til privathospitaler. Der er imidlertid også en række ydelser, der ikke er universelle. Efterlønnen blev for eksempel i 1999 omdannet fra en universel ydelse til en slags forsikringsordning, der krævede kontingent og A-kassemedlemskab. Dagpengene hviler også på et forsikringsprincip, da det kræver medlemskab af en A-kasse. Her accepterer vi, at nogle mennesker ikke kan få ydelsen, alene fordi de ikke har fået meldt sig ind i en A-kasse. Der er også en række ydelser, som ikke er forsikringsordninger, men kun gives til de allerfattigste, der kan dokumentere et behov. Kontanthjælpen er naturligvis rettet mod denne gruppe, men der eksisterer også en række supplerende ydelser, der ikke er universelle, f.eks. boligstøtte. Spørgsmålet er altså ikke, om vores velfærdssamfund skal være en ren universel model for det er og har til en vis grad altid været en blanding af forskellige modeller. Spørgsmålet er, hvor vi skal trække grænsen for den universelle model. Ideen bag den universelle model er at skabe et samfund, hvor det at modtage hjælp ikke er forbundet med skam. Derfor er retten til at modtage sociale ydelser ens for alle, uanset hvem man er og hvilken indkomst, man har. Men der er stor forskel på de behov, mennesker har. Nogle mennesker har selv formået at skabe sig et liv og en indkomst, der gør dem uafhængige af at modtage hjælp fra det offentlige. Andre står i en situation, hvor de er dybt afhængige af andres hjælp, hvis de skal klare sig. Ser vi frem mod 2032, er det store spørgsmål, om vi kan komme i en situation, hvor der ikke er råd til alle de dele af velfærdssamfundet, som vi kender det i dag. Vi står i en økonomisk situation, hvor det er nødvendigt at overveje, om vi har råd til de universelle ydelser. Det er muligt, at nogle ydelser i fremtiden kan prioriteres anderledes, og at nogle kan undværes. Man bliver måske nødt til i højere grad at skelne mellem, hvem der har behov, og hvem der ikke har. - hvad er konsekvenserne af, at alle har ret til samme ydelser og konsekvenserne ved at ændre denne ret? - er der universelle ydelser, som vi bør lave om til forsikringsydelser eller ydelser rettet mod særlige grupper? Hvilke velfærdsgoder vil vi prioritere højest om 20 år? - er der nogle velfærdsgoder, vi helt kan undvære eller ændre væsentlig? 2

Har vi fundet den rette balance mellem ret og pligt? Et stærkt velfærdssamfund kræver en balance mellem ret og pligt. Vi kan ikke bevare retten til de mange velfærdsydelser, hvis der ikke bredt i befolkningen er en opfattelse af, at der følger pligter med. Der er naturligvis en pligt til at følge de fælles spilleregler, til at betale sin skat, til at overholde loven, til at betale moms af både bilen og carporten og til ikke at gøre krav på ydelser, man ikke har krav på. Men der er også pligter, der ikke er nedfældet i en lov, men som er nødvendige for, at samfundet kan fungere. En pligt til at bidrage hvis man er i stand til det. En pligt til ikke at rage ydelser til sig, man ikke har behov for selvom man måske formelt har ret til dem. En pligt til at være en aktiv samfundsborger, der tager ansvar for sine medmennesker. Spørgsmålet er, om denne pligtfølelse er udfordret, og at danskerne i stedet har udviklet en krævementalitet, hvor egne behov sættes før samfundets? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at ikke alle danskere lever op til deres forpligtigelser. Accepten af socialt bedrageri er for eksempel steget markant de sidste år (se boks). Omfanget er kolossalt. Beregninger har vist, at mellem 3 pct. og 5 pct. af alle sociale ydelser udbetales som følge af socialt bedrageri. Det svarer til mellem 7 og 12 mia. kr. om året. Men krævementaliteten findes ikke kun blandt modtagere af sociale ydelser. Danskerne køber for eksempel sort arbejde over en bred kam - hele 80 pct. af befolkningen er potentielle købere af sort arbejde til i alt omkring 50 mia. kr. om året. Og det er de rigeste, som køber mest sort arbejde. Der er også velhavere, som helt inden for lovens rammer, får glæde af ydelser, der var beregnet til de fattigste, f.eks. boligsikring. Når velhavende forældre køber lejligheder til deres børn, der skal flytte hjemmefra for at studere, er det ikke uvanligt, at det heldige afkom søger boligsikring fra kommunen til at betale den husleje, der går til lejlighedens ejere altså den studerendes egne forældre. Det er helt lovligt, og en større dansk bank beskriver, på sin hjemmeside om forældrekøb, det at søge boligsikring som en helt integreret del af et forældrekøb. Det var næppe den målgruppe, man havde i tankerne, da man indførte ordningen med boligsikring. Det danske samfund er generelt et stærkt fællesskab med en høj grad af tillid borgerne imellem og mellem borgerne og staten. Men en del tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres ret end til at gøre deres pligt. Måske skal koblingen gøres tydeligere, så retten til gratis sygehusbehandling kobles med pligten til at møde op til aftalt tid, retten til gratis undervisning med pligten til at være velforberedt og retten til økonomisk støtte ved arbejdsløshed med pligten til at finde arbejde eller uddannelse, også hvis det ikke er drømmejobbet eller drømmeuddannelsen. Med det stigende økonomiske pres på velfærdsstaten frem med 2032 er der grund til at se nærmere på balancen mellem ret og pligt. Andel, der mener det er helt uacceptabelt at Kilde: AIA baseret på Rockwool Fonden, februar 2011 2000 2010 Modtage arbejdesløshedsdagpenge, selv om man reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Modtage sociale ydelser, man ikke har krav på 0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100% - er der sket et skred i balancen mellem ret og pligt,og hvordan retter vi i så fald op på det frem mod 2032? - er de universelle ydelser med til at skabe en krævementalitet, hvor man synes, man har ret til hjælp fra det offentlige uanset ens indsats eller behov? - Skal vi forlange mere af danskere, der modtager ydelser, f.eks. forlange at arbejdsløse rejser længere for at få uddannelse eller job? - hvad kan vi gøre for at gøre den kolossale mængde sort arbejde til hvidt arbejde? 3 Stigende accept af socialt bedrageri Under den borgerlige regering er der sket et markant skred i holdningen til socialt bedrageri. Langt de fleste danskere mener heldigvis fortsat, at det er helt uacceptabelt. Men alligevel synes mere end hver fjerde dansker, at det i et eller andet omfang er acceptabelt at modtage arbejdsløshedsdagpenge eller sociale ydelser, man ikke har krav på.

Hvordan håndterer vi stadigt stigende krav til velfærdssamfundet? Presset på den offentlige velfærd er stigende. Langt flere end tidligere har behov for hjælp til sundhed, omsorg og forebyggende initiativer. Bedre behandlingsmuligheder i sundhedssektoren betyder også, at udgifterne stiger: Danskerne lever længere, og syge får hurtigere en diagnose og dermed en langt bedre behandling. Udgifter til dyrere behandlinger, til dyr medicin og til forebyggende og tidlige indsatser medfører et øget udgiftspres. Antallet af personer, der er fyldt 65 år, forventes at stige hvert eneste år fra 2011 til 2032. Til den tid vil der være ca. 1,3 mio. mennesker i Danmark, som er fyldt 65 år mod 934.000 i dag. I 2009 blev der brugt 34 mia. kr. på ældreområdet, hvilket svarer til 62.507 kr. pr. borger over 65 år. Det ser altså ud til, at udgifterne til ældre vil være stigende over de næste mange år. Langt de fleste ældre vil fremover bevare deres fysiske evner og formåen højt oppe i alderen. Samtidig ved vi, at de fleste ældre borgere ønsker et sundt og aktivt seniorliv. De ønsker at tage ansvar for eget liv og klare sig uden hjælp. Fremtidens ældrepolitik bør derfor i langt højere grad end i dag støtte borgerne i disse ønsker. Men for at sikre, at fremtidens ældre kan bevare et fysisk niveau, der betyder, at de ikke har brug for hjælp, er det nødvendigt med den rette indsats. Flere kommuner har gennem de seneste år valgt at ændre indsatsen på ældreområdet. I stedet for bare at give hjælp til rengøring eller pleje, forsøger man at træne og hjælpe den ældre, så de kommer til at kunne klare sig selv i hverdagen. Man sørger for - gennem bedre sundhed og træning - at den ældre slet ikke får behov for hjælp. Skal offentlig service leveres af det offentlige? Når en dansker vælter på cyklen og brækker benet, er det typisk en privatansat ambulancefører, der kører cyklisten til hospitalet i en ambulance ejet af en privat virksomhed. På det offentligt ejede hospital er det offentligt ansatte læger, der lapper cyklisten sammen, mens cyklisten efterfølgende sendes til kontrol hos sin praktiserende læge, der typisk er selvstændig erhvervsdrivende. Hele vejen leveres der en gratis velfærdsydelse til den uheldige cyklist - betalt af det offentlige. Og cyklisten tænker sikkert ikke meget over, om reddere, læger og sygeplejersker er offentligt ansatte, privat ansatte eller selvstændige. Det er ikke kun inden for sundhedssektoren, at der er en blanding af offentlige og private leverandører. Det kendetegner det danske velfærdssamfund generelt. Men på mange af de bløde velfærdsområder er der ikke tradition for private aktører. Vi har for eksempel ingen private sygehuse, der tilbyder hele paletten af behandlinger inklusiv akutafdelinger, og vi har stadig relativt få private børnehaver og private plejehjem. Spørgsmålet er, om grænsen mellem offentlige og private leverandører er den rigtige, eller om det af og til er et spørgsmål om vanetænkning? Ser man ud over landets grænser er det interessant, at grænserne trækkes helt anderledes. I Storbritannien gik Labour-regeringen for eksempel langt i retning af at privatisere fængselsvæsenet noget som nok ligger de fleste danskere fjernt. Omvendt er brandvæsenet i Storbritannien offentligt, og der er stor skepsis over for at lade private leverandører komme til. Ringer man derimod efter brandvæsenet i Danmark vil det i mange kommuner være et privat firma, der kommer og slukker branden. I Sverige er stadig større dele af velfærdsområderne blevet udliciteret også under socialdemokratiske regeringer. Det gælder eksempelvis børnehaver, skoler og ældrepleje, der i dag drives af større virksomhedskæder og skal levere overskud til ejerne. I Norge har staten aktivt forsøgt at få flere private til at drive daginstitutioner, da der var mangel på pladser. Privat er langt fra altid bedst og billigst. I de seneste år har private leverandører af jobkurser spildt millioner af offentlige kroner på fuldstændigt værdiløse og af og til direkte latterlige kurser til arbejdsløse. Erfaringerne med private sygehuse, plejehjem og gymnasier i Sverige er heller ikke entydigt positive. Men måske er det tid til en fordomsfri diskussion af, hvor grænsen trækkes mellem offentlig og privat? 4

Generelt går det offentlige længere og længere i bestræbelserne på at opnå bedre sundhed i befolkningen, både gennem regler og lovgivning og forebyggende tiltag. I et velfærdssamfund har den enkeltes rygevaner, kostvaner og alkoholvaner nemlig betydning for fællesskabet, da det er fællesskabet, som betaler regningen, når dårlige vaner gør os syge. Derfor forsøger man fra offentlig side på forskellig vis at påvirke danskerne til at leve sundere. Rygelovgivningen gør det dyrt og besværligt at ryge. Afgifter på alkohol har i mange år været med til at gøre usunde vaner dyrere. Nu udvides disse afgifter til også at omfatte usunde fødevarer med et højt indhold af fedt og sukker. Samtidig gøres der en stor indsats for at oplyse om farerne ved usund kost, rygning, alkohol, manglende motion mv. Der er både økonomiske og menneskelige ressourcer at hente, hvis danskerne lever sundt og kan klare sig længere uden hjælp fra samfundet. Det er en stor fordel for den enkelte og i et samfundsøkonomisk perspektiv, at man kan klare sig uden praktisk eller personlig hjælp og pleje. Men den offentlige interesse for borgernes sundhed rejser et spørgsmål om, hvad der er samfundets ansvar, og hvad der er op til den en- kelte. Især i forhold til hvor meget man kan forlange af borgerne, hvis de ikke opfylder visionerne om et sundere og bedre liv. De generelle krav om bedre offentlig service vil i de kommende år møde en barsk virkelighed med en meget begrænset vækst i de offentlige udgifter. Hvis den almindelige dansker skal opleve en bedre offentlig - hvordan øger vi kvaliteten af den offentlige service uden at øge udgiftsniveauet? - kan afbureaukratisering og regelforenkling i regioner og kommuner løse problemerne eller kræves der netop stram styring, så økonomien ikke løber løbsk? - hvordan får vi danskerne til at leve sundere? - hvordan sikrer vi, at flest muligt kan klare sig uden hjælp i 2032? - hvilken rolle kan og bør teknologiske hjælpemidler spille i fremtiden? Får vi nok for pengene i folkeskolen? service i fremtiden, skal vi bruge pengene på en anden og smartere måde end i dag. Vi har et dyrt sygehusvæsen, der fortsat udsættes for kritik, vi bruger stadigt flere penge på udsatte børn og unge (ca. 25 pct. mere end Sverige), vi har en dyr folkeskole, som ikke leverer topresultater (se boks). På alle områder må vi i fremtiden finde svar, der ikke indebærer øgede udgifter. Det er en myte, at Danmark har verdens dyreste folkeskole. Det har vi ikke. Men vi bruger flere penge på skolen, end de fleste andre rige lande. Desværre er resultaterne ikke altid imponerende. Ud af de 33 lande, der indgik i PISAundersøgelsen fra 2009 var Danmark nr. 19 i naturfag, nr. 18 i læsning og nr. 12 i matematik. Ser man isoleret på de nordiske lande ligger Danmark også i den tunge ende, dog ikke langt fra Sverige og Norge. Finland skiller sig til gengæld ud ved at have både en markant billigere skole og markant bedre resultater. Pisa-resultater i læsning point andel med særdeles Andel med udgift per elev sammenholdt med udgifter gode kompetencer manglende som % af DK kompetencer Danmark 495 0,05 0,15 100 Norge 503 0,08 0,15 109,4 Sverige 497 0,09 0,18 89,8 Finland 536 0,15 0,08 80,1 Island 500 0,09 0,17 103,8 Kilde: AIA baseret på Hovedresultater fra Pisa 2009 (Skolestyrelsen) og OECD Education at a glance 5

Frivillighed og samfundsansvar I Danmark har vi en lang tradition for frivilligt arbejde. Tusindvis af danskere er engageret i deres lokalsamfund, i frivilligt børne- og ungdomsarbejde, i idrætslivet og i organisationer, der er sat i verden for at forbedre levevilkårene for udsatte grupper. I vore nabolande Sverige og Norge har mere end halvdelen af befolkningen udført frivilligt arbejde. Danskerne er lidt mindre aktive, men 1,9 millioner danskere eller 43 pct. af befolkningen over 16 år - har i løbet af det sidste år været engageret i frivilligt arbejde, og 68 pct. af danskerne finder det sandsynligt, at de ville engagere sig, hvis de blev spurgt. Blandt højreorienterede ses frivillighed i stigende grad som en løsning på velfærdssamfundets udfordringer. I Storbritannien gik David Cameron til valg på en ide om the big society, hvor frivillige organisationer skulle overtage dele af det offentliges opgaver. I Danmark har CEPOS gjort sig til fortaler for en tilbagevenden til hattedamernes tid, hvor velfærd var overladt til frivillige, især blandt det bedre borgerskabs hjemmegående husmødre. Dermed udfordrer de højreorienterede den grundpille i velfærdssamfundet, som har eksisteret siden den socialdemokratiske socialminister Steinckes socialreformer i 1930 erne: At hjælp til gamle, syge, arbejdsløse og fattige ikke er baseret på medlidenhed og almisser, men på et princip om, at disse grupper har krav på hjælp fra fællesskabet. Der hersker næppe tvivl om, at Socialdemokraterne fortsat støtter det princip. En stærk offentlig sektor med professionelle veluddannede medarbejdere skal også i fremtiden være rygraden i velfærdssamfundet. Samtidig er et godt fællesskab kendetegnet ved, at vi bekymrer os om hinanden, og at vi ikke er ligeglade med hinanden. Fællesskab giver ikke mening, hvis vi ikke i det daglige kærer os om hinanden. Derfor må det heller aldrig blive sådan, at en stærk offentlig sektor bliver en undskyldning for ikke at hjælpe hinanden i hverdagen. Der skal være en balance mellem offentlig hjælp og almindelig frivillig medmenneskelighed og omsorg. Dertil kommer, at der er opgaver som simpelthen løses bedre eller kun kan løses af frivillige. I mødet mellem mennesker opstår og vokser tilliden og fællesskabet på en måde, som ikke på samme måde er muligt i den offentlige sektor. Frivillige yder i dag en stor indsats, ikke kun med at lære vores børn at spille fodbold eller håndbold, men også som besøgsvenner for gamle, som aktive i lektiecafeer og en lang række andre frivillige sociale indsatser. Frivillighed har derfor en rolle at spille i fremtidens velfærdssamfund ikke kun for at løse konkrete opgaver, men for at styrke fællesskabet og skabe et samfund, hvor vi aldrig bliver ligeglade med hinanden, og hvor vi tager ansvar for hinanden. - hvordan sikrer vi, på trods af et omfattende offentligt sikkerhedsnet, at mennesker beholder lysten og viljen til at deltage og hjælpe hinanden? - hvor går grænsen mellem de opgaver, som det offentlige skal løse, og de opgaver, som løses bedst af frivillige? - hvordan fremmer vi et samfund, hvor vi er borgere frem for forbrugere? Har du lyst til at deltage i debatten om fremtidens udfordringer? Så skriv til 2032@partikontoret.dk Se mere på danmark2032.dk Socialdemokraterne, Danasvej 7, 1910 Frederiksberg C. socialdemokraterne.dk