Fokusgruppe med likere

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 M1: Det plejer at fungere meget godt. Der sker noget der. Der sker noget der. Jamen eh. Velkommen til. Jeg hedder Ole. Det er Durita, det er Nadja og vi ja skriver speciale i kommunikation på RUC. Øhm, hvad hedder det, øh, og derfor har vi inviteret til en lille snak om Fucking Flink og deres facebookgruppe. Øhm, halvvejs cirka, så vil der være en lille pause, hvor I kan få noget kaffe og noget kage og vi slutter som sagt ved ottetiden. Øhm, ja, I ved det sikkert godt, men I bliver selvfølgelig anonymiseret i vores opgave, når vi sidder og skal benytte os af, af det I siger, ja, ja det ved I jo godt, ikke? Øhm, ja Er der nogen af jer, der har deltaget i en fokusgruppe før? Mette: Ja Hanne: Nej. Vicky: Det har jeg også. M1: Ja, så I ved nogenlunde, hvordan det forløber. Vi vil jo gerne have, at I snakker sammen om de spørgsmål, vi kommer frem med og så diskuterer frem til et eller andet ikke. Øhm, hvad hedder det, ja. Til at starte med vil vi tage en lille runde, hvor I præsenterer jer selv, øhm, med navn, alder, bopæl og hvad I laver. Og hvis vi starter med dig. Hanne: Ja. Jeg hedder Hanne og jeg er 29. Jeg bor på, øh, Nørrebro og ehm læser medievidenskab og er ved at skrive speciale på KU og har en bachelor i dramaturgi fra Århus. M1: Okay. Naija: Ja, jeg hedder Naija. Jeg er også 29, bor på Amager og øh jeg har en kandidat i kommunikation og arbejder nu på en avis. Ja. M1: Ja. Mette: Ehm. Jeg hedder Mette og jeg er 26 og jeg går og skal starte på en kandidat i sociale studier af køn inde på Lund Universitet. Jeg bor i Nord Vest. Det er vist det. Vicky: Jeg hedder Vicky. Jeg er 31. Jeg bor på Frederiksberg. Jeg øh læser kommunikation og psykologi ude på RUC og er i gang med at skrive integreret speciale. M1: Ja. Jamen eh så går vi lige over til første spørgsmål her. Så vil jeg gerne høre, hvor I første gang stødte på Fucking Flink. Hvis vi kunne starte med dig måske? Hanne: Ja, det gjorde jeg på facebook, ved at nogle af mine venner havde liket det. Øhm, det er ret lang tid siden, tror jeg. Men eh jeg tror bare, at der var en stor gruppe af mine facebookvenner, der havde liket siden og så gik jeg ind og så, hvad det var og syntes det var meget sejt og så tror jeg også jeg likede det. Og så begyndte jeg sådan derefter at se det i medierne og så videre. Øhm, så det var gennem facebook. M1: Ja. Hvad med dig? Naija: Øhm, jeg kan faktisk ikke helt huske det. Jeg har en ide om, at jeg hørte om det i fjernsynet måske faktisk. Og så efterfølgende så også set det på facebook. Øhm, jeg kan ikke helt huske det. Det er efterhånden lang tid siden, synes jeg. Så. 1

39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 Mette: Jamen jeg har det faktisk på præcis samme måde. Jeg kan ikke huske, hvad der kom først. Jeg tror, at jeg så nogen, der kendte nogen, der kendte nogen, der kunne lide det eller et eller andet på facebook og så har jeg læst, hvad det var og så har jeg set - måske at jeg havde set noget om det i fjernsynet og tænkt nå, det er da mega fedt. Det kan man da kun støtte op om. Så. Vicky: Jamen det er præcis det samme med mig, at der var nogen der likede det og så gik jeg ind og læste om det og det var egentlig meget sjovt. Og så har jeg også set noget af det på TEDxCopenhagen, hvor at ham, ham der ligesom er en af dem, jeg kan ikke huske, hvad han hedder, han eh havde et oplæg der. M1: Han undskyld hvad? Vicky: TEDxCopenhagen. M1: Okay. Vicky: Sådan de der ted talks. M1: Ja. Vicky: Der var han inde sidste år. I september tror jeg, det var og havde et oplæg der med sådan en t-shirt med en hånd så man skulle klappe hinanden på skulderen. [latter]. Mette: Fedt. M1: Hvad for andre medier end TV / Har I stødt på det på andre medieflader? Hanne: Jeg har også mødt ham, Lars AP, til Dansk kommunikationsforeningens årsdag, hvor han holdt foredrag. M1: Ja Hanne: Men ellers så synes jeg også, jeg kan huske, det har været i nyhederne og var vist også i Go morgen Danmark her for nylig og. Men jeg synes ikke, jeg kan huske noget med radio eller andet. - Så facebook og TV. Naija: Ja. Jeg tror også, det er primært det måske. Måske også noget gratis avis eller et eller andet, der har været nævnt noget. Ja. M1: Hvad har så gjort fra starten af, at I likede denne her side? Vicky: Men jeg syntes, det var sådan / Det var sådan nogle fine små, sådan sjov, sjove små historier. Jeg kan ikke lige huske, hvad den første historie var, jeg læste altså, men det var sådan, at jeg tænkte, det er fandeme, det er hyggeligt det her. Godt (?). Hanne: Og så sproget i det, tænker jeg (*). Vicky: Det bliver formuleret så fint altså. Hanne: Ja. Og det er ret sådan nede på jorden, uden at det er helligt, eller hvad man sådan skal sige. Det er sådan, ret street. [latter]. Vicky: Ja. Det kunne være, man bare skulle huske det, når man skal være lidt flink. 2

74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 Hanne: Ja det kan jeg godt lide. Naija: Jamen jeg syntes, det var meget fint, det der med at eh altså at have et eller andet forum, hvor man kunne dele eh sådan små fine historier fra hverdagen eller noget sådan altså. Og ligesom sætte fokus på, at måske være lidt mere flinke mod hinanden, også fordi danskere har nok lidt en tendens til bare gå og være lidt sure ikke. Vicky: Jo. Naija: Så eh det var meget rart, netop som du siger små solstrålehistorier, der lige dukker op på ens væg der på facebook. Vicky: [griner] Ja når du sidder helt begravet i noget, der er kedeligt. Naija: Præcis. M1: Nu sagde du lige hurtigt, at danskere har en tendens til at være sure. Hvad synes I andre om det? Hvad tænker I om det? Mette: Um, altså jeg synes, der er en generel tendens til at være meget, eh, hver mand for sig selv eller man passer sig selv og holder sig inden for sin egen, øh, hvad hedder det? / Man blander sig ikke i andres. Og, eh, der synes jeg faktisk, at lige præcis Fucking Flink prøver at skubbe til de forestillinger, vi har om, at man ikke kan gøre noget betingelsesløst for andre. Og jeg tror, det er en integreret del af det, det vores måske vores forfarfar er vokset op med, ikke. At man ikke blander sig i andres ting - Og det ligger bare et eller andet sted. Jeg tror, det er noget kulturelt betinget, i hvert fald fra mit synspunkt. Hanne: De skriver også inde på siden sådan om siden, at danskerne er det lykkeligste folkefærd, nu skal vi også være de flinkeste. [latter] Der kan man godt høre, det ligger sådan i tonen, at det kan godt være, at vi er lykkelige, men vi er ikke så søde. M1: Men hvordan kan man / Selve den der adskillelse der, lykkelig og så flink, hvordan stiller du det skel mellem det? Naija: Jamen det er det der med, at man er lykkelig i sig selv, at det ikke er sådan i sammenhæng, at Fucking Flink lægger meget op til at man, at man går ud og er lykkelige sammen eller gør andre lykkelige eller, hvad man skal sige sådan. Ja netop at man ikke gør det som én person, men på en eller anden måde giver det videre og deler det. Vicky: Jeg synes også, det er noget med det der sådan med at være flink, at sådan at det koster ikke noget. Det koster ikke noget at være flink altså. Ehm ja, at nogen gange det er de der små ting, der skal til for at så, så kan man give nogle andre en bedre dag eller og huske det, at det er helt gratis. Naija: Jamen det er jo altså / Det er da tit, hvis der kommer en eller anden hen ad gaden og siger sådan, ej en flot jakke du har på eller hey, du tabte lige din vante, værsgo eller sådan, altså. Det er da sådan / Det er da bare rart eller sådan altså både fordi, man så har to vanter og ikke kun en [latter] men sådan bare det der med, at folk kommer hen og siger sådan, hey det ser sgu godt ud det der eller sådan et eller andet. Øhm, det bliver man da glad af altså. Vicky: Ja. Det gør man nemlig. 3

113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 M1: Så de små ting, de betyder noget. Naija: Ummm. M1: Ja. Øhm vi skal lave en lille billedeøvelse. Jeg har lagt, eh, et stykke papir til jer hver især - øhm og /Ja, jeg har lagt en masse billeder hernede og så skal jeg have jer til at, øh / Øh, I får fem minutter til at kigge billederne igennem og så skal I udvælge tre billeder. Så skriver I, ja for de er alle sammen nummererede, hvis I skriver, eh, nummeret på, øhm, jeres papir og så lige nogle korte, øh, kommentarer til, hvad I tænker, hvad har gjort, at I har valgt det her billede og at, eh, hvad hedder det, hvordan det repræsenterer flinkhed for jer. Er I med på opgaven? Mette: Ummm. M1: Okay. Og når I er færdige så, hvis jeg kan få jer til at stille jer herover - Ja, jamen eh, så lad os gå i gang. (De går i gang med at kigge på billederne.). M1: Har I brug for mere tid? Mette: Nej. Naija: Nej. M1: Allright. Jamen, eh, inden I sætter jer ned, så må I gerne, eh, tage jeres billeder med herover. (De tager billederne og sætter sig). [latter]. Naija: Den der? Hanne: Ja. M1: Der var nogle af jer, der havde valgt de samme. - Øhm ja. Så starter vi med at / Vi tager lige en runde, hvor I forklarer, hvorfor I har taget de forskellige billeder og hvis vi starter med dig. Du må godt introducere dit billede med, eh (*). Hanne: Med nummer. M1: Nummer ja. Hanne: Ja. Jeg har taget nummer 62, som er sådan en gult postit på et, eh, busskur, hvor der står smile, someone is thinking of you, hvor jeg bare syntes, den var meget sød, fordi at den måske nok rent faktisk kan få mig til at smile, hvor, når man sidder og tænker på bussen og kan være lidt indelukket og sur og så går verden lige pludselig op for en og så var det sådan meget simpelt, sådan at kunne lave en kampagne med sådan nogen. Ehm, så har jeg taget nummer 60, som er eh, ligner en naturkatastrofe, hvor der er en mand, der bærer en hund på ryggen. Øhm, og det syntes jeg bare var sådan ret rørende, at, eh, det var flinkt af ham, at han midt i alt det her kaos tænker på, at der er en hund, der lige skal reddes. Det er ret sådan et ekstremt billede. Eh, og den sidste jeg har taget, det er nummer 41, øhm, 4

149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 med nogle gulerødder, der omfavner hinanden eller hvad man skal sige, der er groet ind i hinanden. Og det er mere sådan, at det måske bare ligger i naturen, at man skal være flinke ved hinanden. Og så var det bare det første billede, jeg fik øje på, hvor der var noget, der sprang sådan i øjnene på mig, fordi det skilte sig lidt ud sådan visuelt fra de andre. Jeg tror måske, det var derfor. M1: Ja. Okay. Har du mere til, eh? Hanne: Nej. M1: Ja. Hvad siger du? Naija: Du har nemlig nogle af mine. [latter]. Altså faktisk først nu. Nu, eh, sidder jeg lige og kigger på det her. Ja den første jeg har skrevet ned, det er nummer 60, som også er denne her mand med hunden skråstreg nummer 35, fordi at jeg så det som en mand, der sad og måske hjalp en anden med at give noget vaccination eller et eller andet og nu får jeg det tæt på og jeg kan se, at der står scientology på hans bluse [latter]. Jeg ved ikke helt, hvad han egentlig laver vel. Men jeg tænkte sådan det der med uselviskhed og hjælpe andre i en svær situation, altså tage ud og hjælpe folk i et eller andet uland eller ja redde et dyr, der er ved at drukne eller sådan noget, altså det, det synes jeg da er flinkt. Eh, og så 41 eren også med gulerødderne, eh, fordi der jeg kan meget godt lide de her sådan lidt hyggelige og pudsige ting i hverdagen, som, som man kommer til at smile lidt af og så kan jeg huske, at den der var på facebook, eh, hvor jeg sad og tænkte sådan, ej den er da helt vildt sød, altså selvom det er to gulerødder ik. [latter]. Jamen det er sådan helt vildt sødt. Hanne: Man skulle næsten give dem et like. Naija: Ja præcis. Præcis, ehm, og den sidste, nummer 56 det, jeg tror den er derovre et eller andet sted, eh, hvor man kan se, hun sidder og skriver en seddel til den her dame med jakken (*). Mette: Den her? Naija: Ja præcis, fordi jeg sådan bare tænkte, tænk at få sådan en seddel altså, når man sidder der om morgenen i toget eller et eller andet. Det ville da bare være helt vildt dejligt og netop det der med at sige til folk, hvis man synes deres jakke er pæn eller at de har noget pænt hår eller et eller andet. Altså det, det gør folk lidt for lidt. Jeg gør det også selv for lidt altså. Så ja. M1: Hvad siger du? Mette: Jamen, eh, jeg kunne ikke styre mig. Jeg valgte fire. [latter]. Ehm, så jeg håber ikke, jeg ødelægger det hele her. Eh, jeg valgte, hvad hedder det, nummer 17, som er et billede af Lionel Richie, hvor der står hello, is it me you re looking for og så kommer hele teksten neden under på sådan nogle afrivningsnogen. Den har jeg valgt, fordi jeg har set den rundt omkring i byen og den har simpelthen fået mig til at grine så meget og den har gjort mig så glad. Og jeg tænker, jeg kan simpelthen ikke være den eneste, det er sket for. Så jeg synes bare, det er fantastisk den der skjulte form for humor, som man skal lede lidt efter, som bliver placereret sådan helt uselvisk rundt omkring i byen. Det, synes jeg, er super fedt. Det er en rigtig rigtig god måde at bruge bylivet på. Så det støtter jeg helt op om. Så har jeg valgt nummer 58, fordi at, eh, lidt hen af det samme, det der med at tekst 5

190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 gør noget ved mig. Ehm, hvis jeg cyklede forbi den her, så ville den gøre mig glad. Ehm, så den er sådan lidt hen ad det samme. Så har jeg valgt, eh, nummer 57, 56, undskyld, som er den med hende, der skriver en seddel til en fremmed om, at hun bare ser vildt godt ud i en blå jakke. Og det er simpelthen bare noget, jeg synes man skal huske at gøre. Det er virkelig, virkelig vigtigt for mig, at man husker at gøre det. Især også fordi at det er sådan en lille smule angstprovokerende. Så, så længe det er det, så tror jeg, at det er godt, at man bliver ved. Ehm, og så har jeg valgt, eh, et billede, nummer 3, af en baby, der sidder og hiver i en hunds læbe, fordi at jeg synes, at hvis man kan være rummelig og omsorgsfuld overfor andre, så skal man være det. Ehm. Ja. M1: Jeg skal lige spørge ind til noget. Du sagde før angstprovokerende? Mette: Ja. M1: I forhold til, ehm, brevet. Kan du lægge flere ord på det? Mette: Eh, jamen det handler om at, hvad hedder det, at snakke med andre mennesker. Ehm, også fordi man ved ikke helt, hvordan andre tager det, hvis man som kvinde går op og siger til en anden kvinde, hold kæft hvor er du bare sygt lækker i den der, så kan det godt blive modtaget sådan lidt adr! ad, hold op med at snakke til mig på den måde. Hvis en mand gør det til en mand og så noget, der kan være noget homofobisk i det, der kan være noget, ehm - grænseoverskridende i det både for den, der gør det og den, der modtager det, ik. Ehm, så jeg tror, det er rigtig godt at flytte den grænse, fordi at det er dejligt at få at vide af ens, dem man holder af, at de holder af en, for den man er. Men hvis mennesker, som ikke har nogen forudsætninger for at holde af en, siger det, så betyder det en hel del i hvert fald i øjeblikket. M1: Ja. Mette: Ja. Det var det. Vicky: Ja. Jeg har valgt nummer 45. Det er et billede af nogle toiletdøre [griner], tror jeg nok, det er. Og så står der / Så der klistret sådan nogle sedler på, hvor der står til den dejlige og til de kloge og til de søde og noget andet. Det, syntes jeg bare, var meget sjovt. Ehm, altså det er jo ikke fordi, man sådan står og venter på, at sådan, nå jeg er den søde, så man venter på, at den bliver ledig [griner]. Men sådan at det bare en / Så kan man stå og tænke lidt over det. Jeg synes, at man bliver bevidst om, om sådan de andre mennesker man ligesom er ved, fordi der er de her sedler. Det er sådan, jeg tror jeg ville tænke om dem, hvis jeg så dem i hvert fald. Ehm, og så har jeg også valgt nummer 17 med Lionel Richie der, for jeg har også set den rundt omkring i byen og jeg syntes simpelthen også at det var så pissesjovt altså [griner]. Fordi man tænkte, hvad fanden er det. Man blev sgu nødt til lige at læse efter for, at man ligesom, eh, forstod det. Jeg syntes, det var virkelig sjovt. Så det kom jeg til at smile lidt af, når jeg fik øje på den. Især første gang altså. Og så har jeg valgt nummer 57, som er den her bamse, som eh, som sidder i toget og som skal have hjælp til at komme af i Hellerup. Øhm, og gad vide om ikke det måske er Fucking Flink, der egentlig har lavet det, for jeg synes ligesom ikke, jeg kan se sådan noget TV foran mig lige pludselig, hvor der er en hel masse mennesker og hun kører faktisk med toget et par stationer ekstra eller sådan noget for ligesom at sørge for, at denne her bamse nu kom hele vejen, eh, og så var der en modtagelseskomite og sådan noget. Så gad vide om ikke det faktisk var Fucking Flink. Det, synes jeg bare, var sjovt, fordi at det sådan det skabte en stemning op om, at man ligesom kom hinanden ved og kiggede på den der bamse og hvad 6

234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 fanden var det og hvor skulle den hen og hvad er nu det her for noget, sådan så at igen sådan en lille, lille bitte happening, som sådan gør, at man pludselig bliver bevidst om hinanden. Det, eh, det, synes jeg, er sjovt. M1: Øhm. Du brugte ordet sjovt om to af billederne og også det tredje. Men, men, eh, kan du sige noget om sjovt og flink? Vicky: Jamen nogen gange så tror jeg også det, at hvis man sådan kan, sådan give hinanden et smil på læben, det tror jeg også er med til sådan / Jeg tror den der bevidsthed / Altså hvis man sådan ligesom bliver bevidst om hinanden, om så det er igennem et smil på en eller anden måde, det tror jeg også, der er noget flinkt i / Eller den anden vej rundt. Altså, hvis der er noget, der er sjovt, så bliver man bevidst om det sådan sammen og så deler man det på en eller anden måde. Og det gør, at det på en eller anden måde er flinkt. Det tror jeg. [griner]. M1: Hvad siger I andre til det? Hanne: Jamen så er man lidt mere flinke mod sine medmennesker eller lægger mærke til, at de er der (*). Vicky: Ja. Hanne: Fordi der er noget, man har det sjovt sammen om. Og så er man (*). Vicky: Det er nok det, jeg prøver at sige. [latter]. Hanne: Også den med toiletdørene. Nå du er nok hende den søde, siden du gik derind, kunne man jo nok godt finde på at kommentere, hvis man stod der eller et eller andet, ik. Vicky: Ja. Hanne: Så er man lidt, lidt flinke bare det, at man taler til hinanden. Vicky: Ja, fordi at man lige pludselig bliver bevidst om, at de andre faktisk er der, som / Og jeg tænker, det er tit, i hvert fald for mit eget vedkommende, at så skal jeg et eller andet sted hen og så sætter jeg mig i bussen eller i toget, eller hvad det er og så, eh, lægger jeg ikke så meget mærke til de andre altså - Ja. M1: Øhm. Nu skal I i fællesskab / Er der nogen, der har noget mere at sige til det her? Nu skal I i fællesskab finde tre billeder, som I kan blive enige om, eh, ud af dem, I har valgt. Så I må lige slå hovederne sammen. Mette: Hold da op. (De går i gang med at kigge på billederne igen.). Hanne: Altså jeg synes det der med, at det skaber noget fællesskab, det synes jeg sådan er ret (*). Mette: Uhm. Hanne: Ret godt. Mette: Så noget det her og det her. 7

270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 Hanne: Ja. Og den der. Mette: Den her? Hanne: Ja. Sådan de tre. Vicky: Det kan jeg jo godt være enig i. [griner]. Naija: Det er rigtigt. Mette: Ehm. Vicky: Men jeg synes også den der seddel med damen og den blå jakke der. Mette: Ja. Naija: Jeg tænkte, det er nærmest lidt sådan nogle temaer, der er, fordi jeg synes, den her med gulerødderne kunne på en eller anden måde godt være med derovre, eller sådan der med som du sagde at være lidt rummelig, at hunden ikke bider den der baby, ik (*). Mette: Uhm. Naija: Det er lidt det samme sådan. Ja, det ved jeg ikke. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg tog gulerødderne med derover. Mette: Mja, jeg er ret enig. Jeg vil sige, at denne her, den, hvad hedder det. Altså de viser begge to omsorg på en eller anden måde, ikke. (De andre er enige). Mette: Altså, det gør denne her også, men det er samtidig det der, det sjove, eh, fællesskab, ik. Ehm, altså for mig, jeg ville nok stemme for de der tre billeder faktisk, fordi jeg synes, at denne her viser ligesom to, eh, forskellige aspekter. Hvor denne her er meget direkte og lidt personlig, så er denne her mere sådan - den er direkte frigivende, jeg behøver ikke at få noget tilbage, det er dit. M1: Jeg skal lige sige, I må godt lige sige numre, hver gang I henviser. Mette: Ja, eh, selvfølgelig eh 57 og 56 og 41 ville jeg stemme på. Naija: Uhm. - Jeg tænker, at jeg måske også gerne vil have nummer 60 med (*). Mette: Uhm. Naija: Fordi den er sådan / Men det er selvfølgelig lidt mere ekstreme situationer. - Øhm. - Ja, det ved jeg ikke, hvad jeg vil sige med. Hanne: Men der er det også bare at, hvad skal man sige, flinkheden bliver så eksplisit, fordi det er en sådan ekstrem situation. Naija: Ja. Præcis. 8

301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 Vicky: Altså, jeg har det sådan, jeg kan virkelig godt lide billedet, men det ikke, jeg ville ikke sætte flink på. Altså jeg synes mere, det er sådan / Altså det er mere end flinkt eller sådan, fordi det er så (*). Naija: Det er rigtigt. Vicky: Eller på nummer 60, den med hunden, at det er sådan, det er så ekstrem en situation, at jeg sådan, jeg kan forestille mig alle de der hjem, der er ødelagt og folk, der er hjemløse og sådan, så jeg tænkte / For mig, så kommer det i en anden kategori end flink. Men selvfølgelig, det er jo en hund, altså selvfølgelig er det flinkt, men det er også mere end flinkt. [latter]. Naija: Jamen jeg, også det er fordi, at jeg tænkte sådan, at måske hvis han var gået med et andet menneske eller sådan noget, så har man tænkt sådan, jamen selvfølgelig, det skal han jo gøre, men der er nok mange, der ville lade hunden være. Vicky: Ja måske. Det er nok rigtigt. Naija: Men ja. Det. Ja. Vicky: Men jeg kan godt / Jeg kan godt gå med til det. Hanne: Jeg kan også godt gå med til de tre andre. 57, 56 og 41 (*). Naija: Ja. Mette: Ja. Hanne: Det, synes jeg også lidt, repræsenterer det. Naija: Ja det er sådan lidt hverdagsflink, vil jeg sige. [griner]. Mette: Men jeg vil også sige, altså, det er mere det her, jeg forbinder Fucking Flink med sådan noget her. Altså, det er mere sådan redde verden agtigt, ekstraordinære, kæmpe store ting, man gør for hinanden agtigt. Ehm. M1: Kan jeg få dig til at beskrive det lidt mere? Forskellen mellem, nu siger du redde verden og. Mette: Øhm, jamen. Altså - Hanne: Jeg tænker, vi bedre kan relatere til de andre end nummer 60 i vores egen hverdag. Mette: Ja. Hanne: Og det er måske nok det, Fucking Flink-siden kan, at den kan ramme os danskere, hvor vi er. Naija: Men det er også / Jeg tænker også lidt, at det ligger i ordet flink. Altså det er sådan - Jeg ved ikke, hvad man skulle, hvad der skulle være ordet for at tage ud og redde verden. Men flink det ligesom bare på et andet plan eller sådan. Vicky: Jeg synes, at flink er sådan, at det er det, der ikke rigtig koster noget. 9

336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 Naija: Uhm. Vicky: Hvorimod at tage ud og lave humanitært arbejde, altså der skal du investere rigtig meget af dig selv i at gøre det, hvor at du investerer ikke nødvendigvis noget af dig selv i at være flink. Hanne: Nej, men det gør man egentlig heller ikke i 60 eren der. Men det er bare lidt noget andet. Det er ikke lige noget, som vi ville opleve i vores hverdag, ikke forhåbentlig. M1: Så hvis I skal vælge tre billeder Vicky: Nåeh ja, det var det. M1: Hvad ville det så blive? Naija: Jamen jeg kan også godt gå med til de der 57, 56 og 41. Vicky: Jamen det vil jeg også godt gå med til. De tre. Mette: Vil du have dem? M1: Nej jeg vil fjerne dem, som I synes er overflødige. Hanne: Det er nu måske så meget sagt. Mette: Grove ord. M1: Okay. Så kunne jeg godt tænke mig, hvis I lige sådan mere indgående snakkede om de her tre billeder, som I har valgt. Vicky: I sagde begge to, I fik øje på det med gulerødderne, det gjorde jeg egentlig også, fordi jeg synes det, altså fordi det skiller sig sådan ud, det er så anderledes. Og det altså sådan en død ting, som et par gulerødder, som så lige pludselig bliver så. Så krammer de lige lidt ik. [griner]. De skiller sig sådan ud på en måde, så dem fik jeg egentlig også øje på. - Ja det der sådan lidt skæve. Man kommer sådan lidt skævt ind i det, det er sådan. Ja gulerødder, der krammer altså. Mette: Det er underligt ikke. Vicky: Flinke gulerødder. [latter]. Det er morsomt. M1: Hvad tænker I andre? Mette: Jeg ser mange ting. Jeg ser mange ting især fordi, at den gulerod der krammer, det er den lille gulerod, som viser enormt overskud over for den store gulerod, ik. Øhm. Det synes jeg, der er noget, eh, symbolskt smukt i, ehm. Ja. Jeg synes, det er lidt svært at sige andet. Vicky: Jamen jeg tror også, eller jeg synes i hvert fald også, at det er sjovt, fordi at det jo igen, det er godt nok organiske ting, men det er ikke levende ting og når de kan kramme, ik, så kan jeg sgu også, altså [latter]. Så på den måde, så leger det lidt med sådan nogen aspekter, som man ikke sætter sammen til hverdag. Hanne: Men så også det med, at den får en til at smile. 10

371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 Naija: Jamen jeg stod faktisk også og var sådan lidt, om jeg skulle tage den med gulerødderne eller en anden en, der var med nogle oddere, der lå og holdt i hånden, ik [latter]. For det er som om, der bare et eller andet ved det der med altså selvfølgelig dyr tænker vel. Nu er vi ude i en ekstrem, men det der med at, ja hvad ville jeg sige - Jamen det vækker ligesom nogle følelser, der med nårh hvor sødt, de står og krammer, de der gulerødder eller de der dyr holder lidt i hånden og sådan noget. Og det er jo ikke altså, gulerødderne tænker jo ikke, nu krammer jeg [latter]. Ja, jeg ved ikke, om det gav mening. Mette: Jamen jeg forstår det godt. Jeg tænker også sådan, at det billede på omsorg, hvor ligesom den der døde ting eller de der umælende dyr bliver levende for os på en anden måde, fordi de viser omsorg for hinanden ikke. Naija: Ja. Det ville ikke være det samme, hvis det var to mennesker på et billede, der stod og krammede. Så ville det ikke (*). Mette: Så ville det være to mennesker, der stod på et billede og krammede. Det ville ikke være ekstraordinært for os. Naija: Nej. Mette: Selvom det godt kunne udstråle omsorg alligevel. Naija: Ja. M1: Det virker som om, at ud af de tre er I meget enige om nummer 41. Mette: Ja. M1: Er det rigtigt forstået? Vicky: Ej det ved jeg ikke. Jeg synes altså også, at de andre er gode, fordi jeg tænker, altså det der, jeg synes de er meget forskellige på en eller anden måde. Mette: Jeg er enig. Vicky: For det der med gulerødderne, nummer 41, det synes jeg, det er sådan. Ja det er et sjovt billede, men det er jo ikke noget, jeg ser, når jeg går ned ad gaden altså. Eh, og hvorimod den der nummer 56, det er sådan, eh, den med sedlen, og hvad er det, der står, kære dame i den blå jakke. Blå er en helt vild god farve til dig. Man bliver helt glad af at se dig. Se det kræver, du nævnte tidligere, det kræver sådan lidt mod at sige det og så måske, ah, så kan man jo så skrive en seddel, ik. Men sådan, det kræver lidt mod og sådan at gøre det. Hanne: Men det er måske også sådan noget, som kan gøre en sådan dybere glad. Hvor det andet, det er mere sådan lidt noget visuelt, man lige ser og tænker, ej det var meget sjovt, hvor det andet det er virkelig flinkt. Vicky: Ja. Ja det er rigtig flinkt, sådan hvor man virkelig kan gøre et andet menneske glad. Hanne: Ja. Vicky: Og så synes jeg altså også, at 57 den er god, fordi at det, den med bamsen der, at det sådan, at man bliver bevidst om hinanden og kommer til at have noget sjovt sammen. 11

408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 Mette: Uhm. Vicky: Så jeg synes, at de er meget forskellige. Hanne: Men skulle vi vælge en? M1: Nej øh, hvad hedder det, det var bare de tre der. Øhm, det virker bare som om, I var meget glade for 41 eren [latter]. Men, eh, hvad hedder det, så snupper jeg de her billeder. Øhm og så skal jeg lige hurtigt spørge jer om noget andet. - Hvad ville I så sige eksempelvis til de her tre billeder? M2: Og måske også: Hvorfor var det, at I måske ikke valgte dem, når I tænker på flinkhed? Naija: Altså jeg vil sige, jeg overvejede faktisk lidt den der nummer 64 med æggene, fordi jeg bare syntes, den var virkelig sjov [latter]. Øhm, og så tænkte jeg sådan, tænk hvis man åbnede en pakke æg og så var der tegnet på dem alle sammen [latter]. Mette: Det ville være fantastisk. Naija: Ja. Hanne: Der skulle bare være en, der smilede. Naija: Ja det er rigtigt. Hanne: Og havde hawaiikrans på i stedet for geværer og briller. Så ville den være lidt sjov. Naija: Ja det er rigtigt. Hanne: Men de er jo / De er jo for det første sort hvide alle tre. Naija: Uhm. Mette: Jeg tror, at sort hvid at det fremprovokerer en melankolsk følelse i mig fremfor stærke farver, som har været på alle de andre billeder, vi har hevet frem, ik. Øhm og kontraster også for den sags skyld. Den her er ikke sort hvid, men den er bare enorm, 30 eren er ikke så hvid, men den er enormt mørk. Hanne: Ja. Mette: Øhm og jeg synes, at der en tydelig forskel i to mega orange gulerødder, der krammer og, eh, to hænder, der klemmer om et altså måske ikke er tremmer, da man kan se tæt på, at de er lavet af træ. Men altså det ser ud som om, at de klemmer om tremmer, der, hvad hedder det af smerte. De strammer, der er spændte fingre, ikke. Hanne: Men der er jo ikke noget flinkt i 30 eren og 31 eren for eksempel. Naija: Nej, fordi jeg tænker også, at den med gulerødderne for eksempel, der er det sådan, der er ligesom noget fællesskab og altså. Ja, to gulerødder, der krammer, hvor at den der 31 eren, altså det er en, der sidder helt alene og. Det ved jeg ikke, man tænker lidt én, der prøver at gemme sig og sådan (*). Hanne: Ja og har en hættetrøje på og (*). 12

442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 Naija: Ja præcis. Hanne: Ja den er meget melankolsk og ensom ja. Mette: Uhm. Ja, hvor 64 eren kunne man godt forestille sig, at der var nogen, der havde gjort det for at gøre en anden glad, ikke? Naija: Jo. Mette: Altså. Naija: Men der er på en eller anden måde også lidt fællesskab mellem æggene [latter]. Mette: Ja det må man da sige. Altså jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor fedt det ville være, hvis der var nogle, der havde malet dem som stormtroopers. Naija: Jeg troede først, at det var stormtroopers [latter]. Mette: Ja. Det kunne være super fedt. Vicky: Åhh, det er godt. Jamen jeg / Altså, jeg er enig i det, I har sagt, at sådan den der nummer 30, det sådan hænder og tremmer. Jeg tænkte også på et fængsel, da jeg så det. Det er ikke så flinkt endda. Og nummer 31, at sådan, man kan ikke se ansigtet. Hætten helt op over hovedet og kropssproget sådan helt krummet sammen og mørkt og dystert og sådan. Og så æggene altså. De er jo sjove, men de er også lidt barske, ikke [latter]. Naija: Jo. Hanne: De er krigeræg. Naija: Ja præcis. Vicky: Men altså igen, hvis jeg kom hjem og åbnede min bakke æg, eh, nede fra Rema og så, der var sådan et æg, der smilede til mig [latter], så ville jeg satme også blive glad altså. Det ville jeg. M1: Så der er ikke så meget flinkt i de billeder. Naija: Nej. Mette: Næh. M1: Kan man konstatere. Jeg samler lige billederne ind igen. Og så skal jeg spørge jer, hvad er den sidste fucking flinke handling, I selv har oplevet? Vicky: Det / Altså i sidste, det er lige før jeg stadigvæk kan datoen. Det må være forrige mandag, ahh, fjorten dage siden i går, ik. [latter]. Der, eh, ved siden af mit arbejde, der ligger der en tankstation. Jeg arbejder med nogle autister, så der går vi op, går vi tur på tanken rigtig tit. Vi kommer rigtig tit oppe på den tank, kommer der ofte. Øhm og der var jeg så oppe igen med nogle beboere og så, eh, hende, som står, vi skal op og købe slik og cola og hvad det nu er, altså hende, der står inde bag disken jeg har jo set hende før, man siger hej hej, ja ja, god weekend. Men ellers har jeg jo aldrig rigtigt snakket med hende og så siger hun altså, jeg ved godt, at det er noget, som man ikke rigtig siger så tit, men jeg ville bare lige sige, jeg synes altså virkelig, at du er utrolig smuk. Og jeg blev simpelthen så 13

478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 glad og paf og overrasket, jeg var helt gud tak, gud nej puuha, jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det var så fint altså. Og det glemmer jeg sent. Hanne: Jeg var, ehm, på, øh, på legepladsen for nyligt med min datter, der er to og ikke kan forstå, når der er noget, hun ikke må få. Og der sad nogle børn med deres mor og drak juice og hun begyndte så at råbe, at hun ville have juice, hvorefter den der mor finder en juice frem fra tasken og spørger, om hun må give den til hende. Og det var bare meget, ja, helt konkret flinkt. Så havde jeg en glad pige. [latter]. Naija: Jeg har prøvet, øhm. Jeg ved ikke, om det er det sidste, jeg har oplevet, men det er det, jeg sådan lige kommer i tanke om. Øh, jeg var i, øhm, Zoologisk Have med min kærestes søsters børn, øh, sidste sommer og, øh, den ene, som var tre på det tidspunkt, hun var faldet og havde slået sit knæ og gik og var sådan lidt mut. Og så, eh, så sad hun lidt væk fra os andre, der stod og kiggede på nogle dyr og så kommer der sådan en ældre mand hen og står og kigger lidt på hende og siger sådan, er du ked af det? Er du blevet væk fra nogen eller sådan? Altså, du ved, man holder jo lidt øje, altså sådan en lille pige og en fremmed mand og sådan noget. Så jeg var sådan, nej hun hører til herovre eller sådan. Og så var han sådan / Så stod han og kiggede lidt på hende og så tager han sin rygsæk af og finder sådan en kæmpe gulbarre chokolade og så giver han hende den og var bare sådan lidt, husk nu at dele den med de andre og sådan noget. Og så gik han bare og vi stod og var sådan helt, gud ej, hvor forfærdeligt, at man lige samtidig stod og var sådan lidt, nu skal vi lige holde øje, fordi at man ved aldrig og sådan noget. Og så ville han egentlig bare give hende noget chokolade. [latter]. Altså, det var bare helt vildt sødt. Og jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville skrive ind til Fucking Flink, men så kom jeg fra det. Øh. Men ja, jeg var sådan helt paf altså. Mette: Jamen, eh, jeg sidder og prøver at komme i tanker om det. Men det kan jeg simpelthen ikke rigtig. Øhm, jeg kan komme i tanker om, jeg sad i søndags / I søndags der sad jeg i bussen på vej til Roskilde for at spise sammen med en veninde. Og da jeg sad ved siden af en dame, der have købt en plante, så sagde jeg ej, hvor dufter din plante godt. Så sagde hun, nå men vil du smage den? [latter]. Og det var virkelig mærkeligt. Og så viste det sig, at det var sådan en sukkerplante, som bare smagte helt vildt stærkt af sukker og jeg havde en lille smule tømmermænd, så jeg blev sådan en lille smule dårlig. Men hun mente det jo vildt godt, så det var også sådan / Jeg fik blade med, jeg kunne give til min veninde og gøre hende glad også. Hun gjorde mig glad, men altså det var ikke på samme måde, som det I fortæller, hvor det sådan er en konkret gave eller sådan. Altså det er ikke helt det samme. Altså jeg ved det er sket, men jeg kan ikke helt. [latter]. Det ikke lige / Det dukker ikke op lige nu. M2: Er der nogen, hvor I måske har været på den anden side, hvor det er jer, der har været ekstra flinke over for nogle andre? Hanne: Jeg har givet en tyggegummimaskine i dag til en dame. Den blev hun virkelig glad for. [latter]. Jeg havde bare skrevet på min facebookvæg, om der var nogen, der ville have den og det var der så nogen, der gerne ville. Og så var jeg nede og købe en ring hos min lokale guldsmed og så sagde hun, ej hvor er jeg ked af, at først fik kigget på din facebookside nu, for jeg ville virkelig gerne have haft den der tyggegummimaskine. Det snakkede vi lidt om. Og så hende der gerne ville have den, hun ville ikke have den alligevel og så tænkte jeg, nå men så går jeg da lige ned med den til hende. Og så blev hun lykkelig. [latter]. 14

523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 Vicky: Det var fint. Mette: Jeg var på en café og lave noget arbejde med en ven og, eh, der var simpelthen den mest fantastiske ekspedient og det fortalte jeg hende, at hun var, fordi at, jeg har fandeme sjældent mødt et menneske, der gjorde mig så glad bare ved at være virkelig sød. Det fortalte jeg hende. Vicky: Ja se, det er straks meget værre, ikke. [latter]. Jeg tror ikke / Jeg tror sgu, jeg er for genert til sådan virkelig at have sådan gjort noget ekstraordinært flinkt. Men jeg prøver, prøver og gør, hvad jeg kan for sådan at være / Altså jo, jeg har da nok samlet en vante op og sådan noget. [latter]. Men jeg tror / Der var den anden dag en dame, der tabte en ørering faktisk, som jeg samlede op og gav hende. Det var i hvert fald meget flinkt ikke. [latter]. Det var ikke så ekstraordinært. Øhm, jeg tænkte, det ville enhver forhåbentlig gøre, altså hvis man ligefrem så det. Øhm. Naija: Men det gør de bare ikke. Det synes jeg egentlig ret tit, at man sådan oplever, at folk taber et eller andet og så er der sådan / Altså man kan ligesom se på folk, at de har opdaget det, men de gør bare ikke rigtig noget. Det synes jeg egentlig tit, at jeg har oplevet. Vicky: Ja det kan da egentlig godt være. M1: Folk går forbi eller? Naija: Ja. Ja det synes jeg i hvert fald, jeg har oplevet et par gange, hvor jeg tænkte sådan, altså et barn, der har tabt sin sut, men man tænker bare sådan, børn de kan altså godt finde på at blive rimelig (?), hvis de ikke har deres (?). [latter]. Mette: Der er ligesom / Der er noget der. Naija: Øhm, hvor jeg bare tænker sådan, jamen altså. Det kræver jo ikke noget lige at bukke sig ned og samle den op altså. Hanne: Nej. Mette: Næh. Jeg slukker folks lys på cyklerne, når de har glemt det, fordi der er ikke noget værre end at komme ud til cykellygter, der er gået i stå eller der er gået i stykker eller der gået tør for batteri. Det hader jeg bare. Naija: Ja. Men det er også det der med netop, det kræver noget ligesom at gå hen til folk og sådan / Jeg kan huske, jeg cyklede på et tidspunkt bag ved en dame, som havde sådan et adgangskort til sit arbejde, der var ved at hoppe ud af hendes taske, hvor så da vi kom hen til krydset, så var jeg sådan, undskyld det er altså ved at falde ud og hun blev jo helt vild glad. Øhm, men det som om jeg sådan ligesom skulle overvinde mig selv (*). Mette: Ja. Naija: for at sige til hende sådan, selvom man jo godt vidste, at det var helt vildt fjollet. Hun blev jo bare glad for det altså. Hvorfor skulle hun ikke blive glad ikke. Men. Vicky: Nej jeg mødte / Der var også en dame den anden dag, hun havde en 2CV og hun havde glemt at slukke, ja hun parkerede lige ved siden af mig og så kunne jeg se, at hun ikke havde slukket lyset. Og så tænkte jeg, det må jeg hellere sige, fordi ellers så er den løbet tør for strøm. Så det sagde jeg. Det var hun også glad for. [latter]. 15

562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 Mette: Sådan. Vicky: Der var noget. M1: Men du snakkede om, at du skulle nærmest overvinde dig selv. Naija: Ja. M1: Kan jeg få dig til at lægge flere ord på det? Naija: Jamen - Ja, altså det ved jeg ikke. Det er nok sådan lidt, eh - Jeg tror jeg er vokset lidt op med det der med sådan, nej man skal heller ikke blande sig og man skal ikke sådan, altså - Ja, det ved jeg ikke, forstyrre andre, men måske bare sådan ikke blande sig for meget i andres ting. Så jeg har også tit, hvis jeg skal sige til nogen, at de har pæne bukser på eller sådan noget, så kan jeg nærmest gå og skulle sådan okay nu gør du det. [latter]. Sådan, øhm, og det er jo egentlig fjollet, fordi hvorfor skulle folk ikke blive glade, ikke. Men ehm, der er nok flere, der har det på den måde, at de nærmest synes, at det er utroligt grænseoverskridende at skulle sige noget rart til andre i stedet for bare at passe sig selv. Mette: Uhm. Jeg har det på samme måde, altså. Det er nærmest derfor, jeg gør det for ligesom at provokere mig selv til at blive bedre til at komme ud og sige sådan nogle ting til andre mennesker. Naija: Ja. Mette: For mig handler det også om sådan noget med, at hvad du sender ud, det får du igen agtigt. Og det ved jeg godt at, ohh holistisk pladder. Men, eh, altså, det sådan det, det ligger der også i det for mig, tænker jeg. Og så tror jeg også, det handler lidt om den der, den uvished, der ligger i dét, at du ved ikke, hvad du får igen. Naija: Ja. Mette: Du ved ikke, om de føler, at du retter på dem eller / Altså, hvis du for eksempel siger sådan noget med, du er altså lige ved at / Du har fået noget ind i hjulet på din cykel agtigt ikke og de sådan reagerer negativt, ikke, selvom det er ment godt, så er det jo en hel masse god energi sendt ud og så en hel masse negativ energi tilbage. Og det er altså også et sats og stille sig selv jo. Så det er en satsning, hver gang man gør det. Naija: Helt sikkert. Mette: Eller det synes jeg i hvert fald. Naija: Ja. M1: Hvordan oplever I to andre det i for hold til det der med, at man skal overvinde? Hanne: Det er lidt det samme, om at det er grænseoverskridende, fordi man har hvad skal man sige, sine - Hvad var det lige jeg sad / Jeg havde lige et godt ord. Det er blevet væk. Vicky: Det kommer igen. Hanne: Ja. 16

598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 Naija. Det er sådan, det er nemmere at lade være, ikke. Nogen gange. Hanne: Jamen ikke kun det. Også det der med at man er meget, at man er meget sig selv - Eller at det kan være sådan lidt for intimt eller på en eller anden måde Altså, det der med at det er grænsoverskridende, at vi har en anden intimgrænse på en eller anden måde. Det er ikke lige intimt, det hedder måske noget andet - En sådan social grænse. Naija: Uhm. Hanne: Øhm, som jeg også synes, jeg har oplevet, når jeg har været ude at rejse, har været anderledes - Men jeg vil sige, eh, at når man kommer med et barn, så er andre folk med børn altid flinke ved hinanden. [latter]. Det er nok det der med at være i samme båd. M1: Er der nogen, der har noget, eh, supplerende inden pausen? Vicky: Altså det skulle være / Jeg tror ikke / jeg synes ikke, det er så grænseoverskridende igen. Men det kommer an på, hvad det er. Altså for eksempel hende damen med øreringen, altså det er jo sådan, hov du tabte. Altså det, det synes jeg ikke er grænseoverskridende. Men det er sikkert rigtigt nok, at det er der nok nogen, som måske ikke ville gøre. Naija: Uhm. Vicky: Øhm. Hanne: Nej det er mere det med komplimenter, tænker jeg (*). Vicky: Ja. Hanne: Det er det, der er grænseoverskridende. Vicky: Ja. Hanne: Fordi der går du ind i noget personligt. Vicky: Ja. Det kan jeg sagtens følge, fordi de der andre, hvor man sådan hjælper på en eller anden måde, det synes jeg ikke er så grænseoverskridende. Naija: Nej. Vicky: Men ja, at give komplimenter, sådan, til mennesker man ikke kender, det er rigtigt. Hanne: Jeg prøvede det for nylig, da jeg var i teatret - Øh, jeg havde været på Teater Grop og så. Vi havde været inde og se en fantastisk forestilling og min veninde, hun var så berørt af den. Skuespillerne de kom jo bare ud bagefter og hun gik simpelthen direkte hen til ham, der havde haft hovedrollen og sagde bare til ham, hvad hun syntes. Han var jo helt overvældet og syntes det var fantastisk. Jeg kan ikke huske, Thomas Lev, nej hvad hedder han? Mette: Thomas Levin? Hanne: Ja. Og så havde de en god snak om det. Det, synes jeg også bare, var ret sejt, at hun gjorde det. Vicky: Ja. 17

633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 M1: Ja. Naija: Men det er jo også det der med, at folk tit bliver, øh, eller det gør mange i hvert fald, sådan bliver lidt forlegne nærmest, altså hvis man sådan roser dem, ikke. Sådan har jeg det i hvert fald. Hvis folk kommer med et kompliment til mig, så bliver jeg sådan, ej det er da ikke noget [latter]. Øh, så, det ved jeg ikke, det har jeg i hvert fald oplevet sådan, øh. Min kæreste arbejder med musik og så nogle gange, hvis vi har været til noget koncert, så har jeg også sagt til dem, bandet, bagefter, ej øh tak for en rigtig god koncert og så er det som om, at de bliver sådan helt, jam det er jo bare vores arbejde [latter], hvor jeg tænker, ej tag nu bare imod det eller sådan [latter]. Øhm, det er sådan / Ja, det er lidt sjovt. M1: Ja. Øh, der er en lille pause nu, hvis I har brug for det. Ti minutter. Mette: Fedt. M1: Så kan I få en lille kage eller noget og så fortsætter vi bagefter. Mette: Jep. Tak. Hanne: Ja. M1: Velbekomme. Skal jeg ikke slukke dem her og så tænder vi dem igen bagefter? Eller hvad tænker du? Naija: Så kan vi snakke frit i pausen. [latter]. M1: Hva? Vicky: Nej lad dem stå tændt. Man siger en hel masse ting, uden at man lægger mærke til det. [latter]. (00:51:17) Pause. (01:01:37) M1: Er I ved at være klar til (*). Mette: En omgang mere. M1: Anden omgang? Mette: Jep. M1: Jeg lukker lige døren. Vicky: Det er helt i orden. M1: Kunne I lide kagen eller hvad I nu fik fat i???: Uhm. M1: Det var godt. Durita og Nadja har været på hårdt arbejde. Øhm, ja. Så vil jeg lægge ud med at spørge. Kan I huske nogle af de historier, I har læst inde på, hvad hedder det, på Fucking Flinks facebookside og er der nogle af dem, som har gjort særligt indtryk på jer? 18

665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 Naija: Der er faktisk en, som jeg har sådan læst her for nylig, øhm, hvor det var en, en eller anden pige, der havde gået på gaden eller andet sted i København og så var der en ældre dame, der var, det ved jeg ikke, faldet sammen eller (*). Hanne: Jeg læste det også. Naija: Ja. Hanne: Hun var taget med hende på hospitalet. Naija: Præcis. Øhm. Og det sjove var, for jeg havde faktisk læst den, fordi der var nogen på min venneliste, der havde liket hendes, ja hun havde jo selv skrevet det opslag bare på sin væg. Og så var der nogle andre, som åbenbart havde sendt den ind til Fucking Flink efterfølgende. Fordi så så jeg den også derinde. Men det var ikke hende selv, der havde gjort det. Det kunne jeg egentlig meget godt lide. Eller sådan (*). Hanne: Men hun var faldet om på gaden og var rimelig gammel og ville ikke. Og så spurgte hun hende der, der havde hjulpet hende, om hun ikke ville kunne hjælpe hende med på hospitalet (*). Naija: Ja for hun var ikke så glad for hospitaler eller der var sådan et eller andet (*). Hanne: Ja, og så var hun taget med derind og så havde de taget et billede af, at hvor meget de hyggede sig. Naija: Ja de havde siddet hele dagen og drukket kakao, tror jeg [latter]. (?). Hanne: Den kan jeg også godt huske. Den er også sådan rimelig for nylig. Naija: Ja. M1: Har I andre også set den. Vicky: Næh. Mette: Nej. M1: Nej. [latter]. Har I så bidt særligt mærke i nogle af deres historier? Mette: Altså jeg bed mærke i én, øhm, som handlede om en, øh, en kvinde, tror jeg, jeg kan ikke huske det helt klart. Men en kvinde, der har stået i supermarkedet med en unge, der bare har mega skreget og køen har været vildt lang og det har været varmt og ulækkert og det har været sent på eftermiddagen - Og så har en, ehm, hvad hedder det, en bums, en skæv eksistens lænet sig ned og fået barnet til at grine og gjort barnet glad og det varmede mig bare helt vildt meget. Vicky: Jeg tror måske, jeg har læst noget om / Det er lang tid siden, jeg har læst nogen af dem, må jeg indrømme. - Men der var vist en historie med et eller andet, om det lige, jeg er ikke så fodboldtosset, men om det var Ronaldo eller Messi eller en eller anden om nogen, der havde været i Barcelona måske [latter], hvad fanden ved jeg. Og så havde han så, eh, kørt op og rullet vinduet ned og så havde de lige fået taget et billede og en autograf. Jeg tænkte, det er sgu da flinkt. Det er da ikke hver dag, man kommer ud for det. [latter]. Det er det, jeg kan huske. 19

702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 Hanne: Der har været noget på det sidste med nogle skolebørn, synes jeg, der har været noget om. Eller jeg så lige i dag, der var noget. Men jeg synes, om på det sidste med noget nærmest Fucking Flink akademiet eller et eller andet, hvor de tager rundt i hele landet og engagerer børn i, at de skal lave sådan nogle flinke dage over for hinanden eller gøre et eller andet. Jeg kan ikke huske, hvad det er, men det har jeg også bidt mærke i, at det sådan ligesom er blevet udbredt til noget mere (*). Vicky: Altså, der var sådan nogle velkommen (*). Hanne: Ja det var i lufthavnen, der var. Men det var i dag. Jeg har også set det den sidste måneds tid (*). Vicky: Nåeh. Hanne: Hvor det har været sådan noget, så er der kommet en hel masse børn fra en eller anden skole et eller andet sted hen, hvor de har lavet noget, som var flinkt sammen. Og hvor det var børnene, der skulle tage initiativ til, at det skulle være flinkt eller et eller andet. Det har jeg - lagt mærke til. M1: Hvad var det, der gjorde indtryk på dig ved det? Hanne: Jamen det var bare, at det, så er det ikke kun en facebookside eller Lars, der skriver en bog. Så bliver det nærmest ligesom, øh, brugt som, øh, at lære vores børn, at de skal være flinke mod hinanden eller at man ikke skal mobbe hinanden og så videre, men på en sej måde elller sådan. Der har været så meget om sådan noget, men så synes jeg bare, at det var en fed måde at gøre det på. En fed måde at vise de her børn, at det nytter noget at være søde ved hinanden, at det bliver man glad af. Naija: Jeg synes også, det er meget fedt, at de netop laver sådan nogle lidt eventagtige, eller ikke sådan stort og organiseret, men / Jeg synes også, der var for et par måneder siden, hvor de sådan opfordrede til, at man gik ind og købte to af sine yndlingsdrikkevarer eller et eller andet og så bare gik ud på hjørnet og fandt en eller anden og skålede med og så tog et billede af, at man skålede og lagde det op på Fucking Flink eller sådan noget, fordi det var sådan lidt, kom nu ud og få lidt kontakt til de andre og sådan, altså. Det er ikke så farligt. M1: Men de her historier, som så har gjort indtryk på jer for eksempel. Er det noget som, eh / Er det noget, som I har fortalt videre til andre på facebook eller privat? M2: Har I liket det, har I kommenteret på det, har I delt det? Hanne: Jeg tror aldrig, jeg har kommenteret på noget derinde. Vicky: Nej det har jeg heller ikke. Hanne: Men jeg kommenterer heller ikke så meget på sådan nogle sider, som ikke er noget, mine venner ikke selv skriver. Naija: Jeg har kommenteret én gang. Men det var faktisk også for at at sige til en, at jeg ikke syntes, at hun var særlig flink [latter]. Og det var fordi, at det var en af de der, som jeg syntes, der var inflation af, med folk, der gik ind og var lidt selvfede og var sådan, nu er jeg 20