Bloddonorers retsstilling i tilfælde af skade.

Bloddonorers retsstilling i tilfælde af skade. (Årsberetning 2002) I Danmark er der ca. 250.000 frivillige donorer, der regelmæssigt giver blod. Der blev i 2002 foretaget 370.927 tapninger i de danske blodbanker. Ved bloddonation er der en lille risiko for, at der kan opstå fysiske gener i tilknytning til tapningen. Bloddonorerne i Danmark modtog i 2002 153 anmeldelser af gener i forbindelse med blodtapning mod 104 anmeldelser i 2000. Langt de fleste anmeldelser vedrører forbigående utilpashed og udvikling af mindre blodansamlinger i tilknytning til tapningen. I de sjældne tilfælde, hvor der opstår en mere alvorlig skade, vil der typisk være tale om en kronisk nervepåvirkning. Venepunktur ved bloddonation foretages ved indstik i albuebøjningen. Ved en for dyb indføring af venepunkturkanylen er der en risiko for læsion af nervus medianus eller af dybtliggende blodårer, hvilket kan føre til blødning med risiko for påvirkning af både over- og underarmens nerver. Et længerevarende tryk fra en blodansamling kan forårsage hævelse, inflammatorisk reaktion og fibrose førende til varige gener. I de sjældne tilfælde, hvor der som følge af en påvirkning af nerverne omkring albuen opstår varige gener, vil disse typisk være karakteriseret ved en kronisk smertetilstand og føle- og funktionsforstyrrelser i armen. Bloddonorernes dækning efter patientforsikringsloven. Med vedtagelsen af lov om patientforsikring blev bloddonorerne pr. 1. juli 1992 omfattet af den almindelige patientforsikringsordning. Af lovens 1, stk. 2, 2. pkt., følger, at fysisk skade, der påføres en donor, dækkes efter reglerne i patientforsikringsloven. Før lovens ikrafttræden var bloddonorerne omfattet af en særlig forsikring administreret af Arbejdsskadestyrelsen. Af patientforsikringslovens 4 følger, at der i forhold til reglerne i 2 er en udvidet ret til erstatning for skader, der rammer sunde forsøgspersoner og donorer, der omfattes af 1, stk. 2. Denne udvidelse begrundes med, at personer, der frivilligt underkaster sig et vist indgreb for at hjælpe andre, bør undergives en så omfattende dækning som muligt i tilfælde af skade. Såfremt en fysisk skade opstået i forbindelse med en blodtapning er omfattet af patientforsikringslovens 4,

stk. 1, er der mulighed for, at bloddonoren kan få erstatning og godtgørelse efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Den særlige ret til erstatning efter 4, stk. 1, er betinget af, at skaden er forårsaget af selve blodtapningen. Således følger af 4, stk. 1, at bestemmelsen dækker enhver skade, (bortset fra skader omfattet af lægemiddelforsikringsordningen, jf. 4, stk. 2), som kan sættes i forbindelse med blodtapningen. Bestemmelsen bevirker, at der ikke kan stilles krav om, at skaden skal være forvoldt på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, angivne måder. Særligt angående retten til erstatning ved uundgåelige komplikationer medfører det, at de i 2, stk. 1, nr. 4, opstillede betingelser vedrørende skadens alvor og sjældenhed ikke gælder i tilfælde af skade i forbindelse med blodtapning. Med andre ord vil enhver skade i disse tilfælde gå ud over, hvad den pågældende bloddonorer med rimelighed skal tåle, hvorfor også mindre skader efter blodtapning vil kunne berettige til erstatning. I overensstemmelse hermed følger det af 5 stk. 3, at lovens almindelige krav om, at det samlede erstatnings- og godtgørelsesbeløb skal overstige 10.000 kr. for, at der kan ske udbetaling, ikke gælder i tilfælde af skade ved blodtapning. Den udvidede erstatningsdækning i medfør af 4 omfatter endvidere, at kravet om årsagssammenhæng mellem blodtapning og skade er afsvækket i forhold til den almindelige betingelse i medfør af 2 om en overvejende sandsynlig årsagssammenhæng. Det er efter bestemmelsen tilstrækkeligt, at skaden kan være forårsaget af blodtapningen, således skal altså enhver rimelig tvivl om den konkrete årsagssammenhæng komme bloddonoren til gode. Således vil bloddonoren være erstatningsberettiget, selv om skaden lige så godt kunne være forårsaget af andre omstændigheder, eller selv om det ikke er muligt at vurdere den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager. Skader, der indtræder i forbindelse med transport fra donorstedet, erstattes efter patientforsikringsloven. Skader opstået i forbindelse med transport til blodtapningen er derimod betragtet som faldende uden for lovens dækningsområde, idet der skulle mangle årsagssammenhæng mellem selve afgivelsen af blod og skaden. Da denne indskrænkning i donorernes retsstilling ikke var tilsigtet med patientforsikringsloven, blev der pr. 1. januar 1995 indgået en særlig aftale om, at amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab via

Patientforsikringsforeningen erstatter skader, der rammer bloddonorer ved ulykkestilfælde i forbindelse med transport til aftalt eller rekvireret tapning i blodbank eller ved mobil blodbank. Med ændringen af patientforsikringsloven, der træder i kraft den 1. januar 2004, affattes den nuværende 4, stk. 3, således, at bloddonorernes retsstilling i form af den særlige ordning vedrørende dækning af transportskader til en aftalt tapning fremgår direkte af loven. Det er imidlertid en betingelse for at opnå erstatning, at donoren ikke forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Der ydes heller ikke erstatning, såfremt donoren er berettiget til erstatning for skaden efter anden lovgivning, f.eks. fra skadevolders ansvarsforsikring. Af 4, stk. 3, følger, at også rent psykisk skade dækkes efter patientforsikringsloven for sunde forsøgspersoner. Denne udvidelse gælder imidlertid ikke for bloddonorer. Såfremt en blodtapning medfører en dækningsberettiget fysisk skade, vil psykiske følger af denne dog kunne kræves erstattet i overensstemmelse med de almindelige regler herom. Med ændringen af lov om patientforsikring udvides skadesbegrebet, således at også rene psykiske skader medtages under lovens dækningsområde, hvorfor særreglen i 4, stk. 3, ikke opretholdes. 7.4.2. Praksis vedrørende godtgørelse for varigt mén. I perioden 1999-2002 behandlede Patientskadeankenævnet 12 klagesager vedrørende blodtapning. Patientforsikringen havde i 11 af sagerne fundet, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 4, stk. 1. Patientskadeankenævnet tiltrådte 10 af Patientforsikringens afgørelser, mens 2 klager blev afvist på grund af henholdsvis for sen indgivelse og manglende klageberettigelse. Nedenfor refereres et udsnit af Patientskadeankenævnets afgørelser, hvor der er fundet ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 4, stk. 1. J.nr. 2000-00-017: Tilkendt méngodtgørelse svarende til en méngrad på 5 %. En 24-årig kvinde gav som donor blod ved en tapning. Blodtapningen blev foretaget ved venepunktur i højre albuebøjning. Efter tapningen opstod der smerter svarende til

indstikningsstedet, og man behandlede med laser og støttebind for seneinflammation. Ca. 2½ år efter tapningen var der fortsat smerter og føleforstyrrelser i armen. 4, stk. 1, og tilkendte kvinden godtgørelse for varigt mén på grundlag af en méngrad på 5 %. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at méngraden udgjorde 5 % og lagde herved vægt på kvindens gener i form af vedvarende tunghed og smerter i højre albue svarende til bøjefuren. Smerterne strålede ud i under- og overarmen og medførte en sovende, prikkende og stikkende fornemmelse i de tre midterste fingre på højre hånd. Videre lagde nævnet vægt på, at der var fri ledbevægelighed og normal kraft for fleksion/ekstension over skulder-, albue- og håndled, og at der ikke var fundet muskelsvind. Kvinden havde endvidere let smertebetinget kraftnedsættelse for fingerspredning på højre side. Nævnet lagde endelig vægt på Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvorefter tennisalbue med daglige belastningsudløste smerter og normal bevægelighed ligesom carpaltunnelsyndrom uden lammelser vurderes til en méngrad på 5%. J.nr. 2001-00-102: Tilkendt méngodtgørelse svarende til en méngrad på 5 %. En 35-årig mand gav blod som donor. Da man stak kanylen i den venstre albuebøjning, opstod der smerter ved indstikningsstedet strålende op mod venstre skulder. Efter indstikningen fandtes ingen hævelse, misfarvning eller tegn til blødning, og følesansen var normal. Manden blev efterfølgende fulgt på sygehusets fysiurgisk-reumatologiske afdeling. Ved kontrol ca. 11 måneder efter blodtapningen klagede den 35-årige over smerter i venstre arm og en snurrende fornemmelse ud i fingrene. Ved klinisk undersøgelse fandtes ingen lammelser eller muskelsvind og normal bevægelighed af venstre arm, skulder og fingre. 4, stk. 1, og tilkendte manden godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 5 %. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for svie og smerte.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vedrørende ménfastsættelsen vægt på, at manden havde gener i form af smerter i hele venstre arm fra albuen op over skulderrundingen til midt mellem skulderbladene samt en snurrende fornemmelse fra skulderen ud til alle fem fingre. J.nr. 2002-00-563: Tilkendt méngodtgørelse svarende til en méngrad på 5 %. En 55-årig mand gav blod som donor. Ca. 1 måned efter blodtapningen klagede manden over, at han siden tapningen havde haft smerter i venstre albuebøjning strålende ud i fingrene og op i armen, navnlig ved belastning. Ved objektiv undersøgelse konstateredes en lille blodansamling ved albuebøjningens udside, og der fandtes normal bevægelighed i albuen og i håndleddet og ingen føleforstyrrelser ud i fingrene. Ca. 2 måneder efter tapningen klagede manden fortsat over smerter og føleforstyrrelse helt op på overarmen og ned på ud- og oversiden af underarmen, ofte strålende ud i nogle af fingrene. Man konstaterede let føleforstyrrelse på ud- og oversiden af underarmen. Ved undersøgelse ca. 1½ år efter blodtapningen var manden fortsat generet af murrende smerter fra venstre albuebøjning strålende ned på udsiden af underarmen og ud i 2., 3. og 5. finger. Man fandt let direkte ømhed i albuebøjningen, hvor der kunne mærkes en lille blød hævelse. Endvidere fandtes eventuel let nedsat følesans på ud- og oversiden af underarmen. Der fandtes normal kraft i armen og normal hudfarve og muskelfylde. 4, stk. 1, og tilkendte manden godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 5 % og erstatning for udgifter til transport. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at méngraden udgjorde 5 % og lagde vægt, at manden havde gener i form af vedvarende murrende smerter fra venstre albuebøjning strålende ned på udsiden af underarmen og ud i 2., 3. og 5. finger. Videre blev der lagt vægt på, at smerterne blev forværret ved belastning, og at der var en fornemmelse af nedsat kraft i venstre arm.

J.nr. 2000-00-385: Méngrad under 5 %. En 54-årig mand afgav blod som donor. Ca. 5 måned efter tapning blev han tilset af en læge, og klagede over gener svarende til indstiksstedet ved brug af armen i forbindelse med vægtløftning. Generne havde karakter af den stikkende smerte, der kan være ved indstik i forbindelse med en tapning. Ved en objektiv undersøgelse fandtes normale forhold, herunder ingen hævelse eller ømhed ved gennemføling. Ca. 1½ år efter blodtapningen klagede manden til sin egen læge over en stikkende smerte ved tungere løft på ca. 10 kg. 9 måneder senere angav manden nu at have en stikkende smerte ved tryk i albuebøjningen, og at han ikke kunne løfte selv moderat tunge ting uden smerter i albuen. Den 54-årige havde fri bevægelighed i albuen, intet muskelsvind af armen og ingen føleforstyrrelser. 4, stk. 1, men méngraden fandtes ikke at være på 5 % eller derover, hvor der ikke blev tilkendt godtgørelse for varigt mén. Videre fandt Patientforsikringen ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden først mere end 2 år efter skaden angav, at have stikkende smerter ved tryk i venstre albuebøjning og ikke kunne løfte selv moderat tunge ting uden smerter i albuen. Videre blev der lagt vægt på, at der var fri bevægelighed i albuen, intet muskelsvind og ingen føleforstyrrelser. J.nr. 2000-00-826: Méngrad under 5 %. En 37-årig kvinde gav blod som donor. Efter blodtapningen udviklede der sig en blodansamling, der gav ømhed og en del smerter i 2-3 uger. Smerterne aftog, men der var fortsat ca. 10 måneder efter blodtapningen en del ømhed ved indstiksstedet ved tryk og tøjpåvirkning.

4, stk. 1, men der fandtes ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for og svie og smerte og varigt mén. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt således ikke, at kvinden som følge af tapningsskaden var påført et varigt mén på 5 % eller derover. Nævnet lagde herved vægt på, at kvinden havde beskedne gener i form af føleforstyrrelser, men normal kraft og bevægelighed i armen og hånden, og uændret funktionsniveau af fingrene. J.nr. 2000-00-851: Méngrad under 5 %. En 31-årig mand afgav blod som donor. I forbindelse med en ny tapning ca. 5 måneder senere angav manden, at han siden den sidste tapning havde haft smerter ved belastning af højre arm. Ved undersøgelse på fysiurgiske afdeling klagede den 31-årige over periodevise smerter og uro i højre underarm, og at generne forværredes ved belastning. Under behandlingsforløbet kunne smerterne i højre arm fremprovokeres, men efter 4 behandlinger med fysioterapi var der ikke længere gener. 4, stk. 1, men der fandtes ikke grundlag for at tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab eller godtgørelse for og svie og smerte og varigt mén. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Vedrørende méngraden lagde nævnet vægt på oplysningerne om mandens gener i journalen fra fysioterapien. Videre blev der lagt vægt på en erklæring fra hans egen læge, hvori det vurderedes, at der henset til den 31-åriges hidtidige sygehistorie var tale om en tennisalbue, og at der næppe var sammenhæng mellem denne lidelse og blodtapningen. Nævnet tillagde det endvidere betydning, at smertegenerne ikke havde været af et sådant omfang, at manden havde søgt lægebehandling. Således fandt nævnet det ikke muligt på baggrund af de foreliggende oplysninger at tage stilling til, om alle de beskrevne gener skyldtes blodafgivelsen; men de samlede gener skønnedes ikke at burde fastsættes til en méngrad på 5 % eller derover.

Af Patientskadeankenævnets praksis kan det herefter udledes, at generne efter blodtapning normalt udgør en méngrad på mellem 0 og 5 %. Af praksis fremgår endvidere, at generne kun har medført en méngrad på 5 % i de tilfælde, hvor den skadelidte både har kroniske smerter og føle- eller funktionsforstyrrelser i armen som følge af blodtapningen. Bloddonorernes Sikrings- og Forskningsfond. Bloddonorernes Sikringsfond blev oprettet i 1963 og supplerer den offentlige sikringsordning i form af økonomisk støtte til frivillige bloddonorer samt knoglemarvs- og organdonorer der i forbindelse med indsatsen som donor har lidt direkte eller indirekte personskade. Støtten vil endvidere kunne gives til en donors pårørende, hvis denne er påført gener som følge af donorens personskade. Anmeldelse af enhver fysisk og økonomisk skade, der er indtruffet i forbindelse med afgivelse af blod, indgives til Bloddonorerne i Danmark. Anmeldelsen videresendes efterfølgende til Patientforsikringen, hvor der sker en materiel behandling i de tilfælde, hvor skaden er omfattet af patientforsikringslovens regler. Bloddonorer, der i forbindelse med afgivelse af blod påføres skade eller tab af anden art, end det der dækkes efter patientforsikringsloven, har mulighed for at opnå erstatning fra Bloddonorernes Sikringsfond. Således dækker Sikringsfonden i særlige tilfælde betydelig tingsskade, eksempelvis hvis beklædningsgenstande beskadiges i tilknytning til tapningen. Det følger af Sikringsfondens formål, at hjælpen fortrinsvis skal ydes i de tilfælde, hvor den skadelidte ikke kan opnå erstatning efter patientforsikringslovens regler eller andetsteds fra. Endvidere vil hjælpen kunne gives, hvis en tilkendt erstatning ikke af Sikringsfonden skønnes tilstrækkelig. Ligeledes vil der kunne ydes hjælp, såfremt en tilkendt erstatning endnu ikke er udbetalt, eller hvis der endnu ikke er tilkendt erstatning for en afholdt udgift. Sikringsfonden kan vælge at yde en eventuel supplerende støtte som et lån. Det er Sikringsfondens bestyrelse, der i hver enkel sag foretager en konkret vurdering af, om fonden i det pågældende tilfælde kan yde hjælp, herunder i hvilket omfang og i hvilken form.