Bliv aktiv mod klima-katastrofen Klimabevægelsen i Danmark blev stiftet i foråret 2008 og er ved at starte afdelinger i flere byer. Vær med til at starte én i din egen by eller deltag, hvis den allerede findes. Se: klimabevaegelsen.dk KlimaX finder du på: klimax2009.org Global Climate Campaign er den internationale koordinering. Se: globalclimatecampaign.org Se links til flere bevægelser og baggrundsmateriale om klima-politik på: socialister.dk/emner/klima/ Bliv organiseret socialist Internationale Socialister/ISU slås for en verden uden krig og kapitalisme, uden sult og racisme, mod ulighed globalt og i Danmark. En verden hvor alles frihed og den enkeltes frihed er to sider af samme sag kort sagt, vi slås for socialisme. Vi får kun et andet samfund, hvis arbejdere, studerende og pensionister slås sammen for det. Derfor er vi aktive i bevægelser og for en stærkere venstrefløj. Bliv medlem få mere info. Kontakt os: isu@socialister.dk, tlf. 35357603 eller på vores hjemmeside: www.socialister.dk Internationale Socialister/ISU Klimatruslen kan stoppes men ikke med Løkke & Connie H Global opvarmning truer med at ødelægge klodens klima. Årsagen er stigende afbrænding af kul, olie, gas fossile brændstoffer. Det udleder CO2 i atmosfæren, så det virker som et drivhus. De seneste 30 år er klodens temperatur steget med omkring 1 grad. Hvis temperaturen stiger over 2 grader (dvs. 1 grad mere), kan den pludselig tage et spring på måske 4-5 grader. Konsekvenserne ser vi allerede: Poler smelter, flere orkaner og oversvømmelser, mere tørke. Millioner af menneskers liv og velfærd trues, hvis det får lov til fortsat at blive værre. Der skal gøres noget nu! Men store olieselskaber, bilkoncerner, Mærsk, DONG, landbruget osv. tjener milliarder på fortsat CO2-udledning. Denne pjece fortæller om hvad global opvarmning er, hvem der tjener på den Men vigtigst af alt: Den giver nogle bud på, hvad vi kan gøre for at stoppe katastrofen, før det er for sent. en pjece fra Internationale Socialister / ISU
Hvad er global opvarmning? Lad os starte med at slå fast, at drivhus-effekt er en god ting. Hvis ikke der havde været drivhusgasser i atmosfæren, ville kloden have været mindst 10 grader koldere end nu og livsbetingelserne for mennesker ville have været meget ringe. Problemet er ikke, at der er drivhuseffekt, men at der er ved at blive alt for meget af den. Fra iskerneboringer på Grønland i slutningen af 1990erne ved man, at i fortidens istider var CO2-indholdet i atmosfæren ca. 180 ppm (180 molekyler CO2 ud af hver million). I de varmere perioder mellem istiderne (som nu) var der 280 ppm CO2. Problemet er, at i dag er CO2-niveauet allerede over 380 ppm altså langt over alle tidligere varme perioder. Denne stigning på 100 ppm er sket de sidste godt 100 år siden industrialiseringens gennembrud. 2 Pludselig opvarmning Men boringerne i Grønland viste også en anden ting: Mens overgangen fra varm tid til istid foregik gradvis over mange årtier, så skete skiftet fra en kold til en varm periode meget hurtigere i løbet af 3-10-20 år. Det er denne pludselige opvarmning, som gør videnskabsfolk bange. For det vil sandsynligvis ske igen. Mekanismen er, at når der kommer flere drivhusgasser i atmosfæren, så stiger temperaturen. Når tempertauren stiger, så forstærkes drivhuseffekten på forskellig vis. Det bliver med andre ord en selvforstærkende proces. Frem mod København 2009 I november-december 2009 skal der være klima-topmøde i København. Her skal der efter planen undertegnes en ny international klimaaftale, som skal afløse den helt utilstrækkelige Kyoto-aftale. Alt taler for, at der ikke vil ske væsentlige fremskridt på dette topmøde tværtimod er det meget sandsynligt, at man både vil fortsætte handelen med CO2-kvoter og biobrændsel. Og at man (for evt. at få USA med) vil udvande alle de ting, der kunne stille konkrete krav om handling. Globale protester Derfor er klima-aktivister verden over allerede nu i gang med at forberede protester verden over, som kræver, at politikerne skal handle nu. På den globale aktionsdag i december 2007 var der demonstrationer på alle kontinenter i 90 lande. I 2008 er aktionsdagen 6. december (i forbindelse med for-topmødet i Poznan, Polen). Alle til København Vores mål for protesterne ved topmødet i København i 2009 er, at det ikke kun er klima- og miljø-aktive, som skal på gaden men 10.000 er fra København og resten af Danmark (+ selvfølgelig de internationale gæster, som ikke demonstrerer i deres egene lande). Det kræver, at vi rejser diskussionen i fagforeninger, elev- og studenterorgansationer osv. allerede fra efteråret 2008. Politikerne forventer protester. De kan sagtens leve med, at 5- eller 10.000 demonstrerer ( the usual suspects ). Men er 25- eller 50.000 på gaden, så er de under pres og vil have svært ved at levere et ikke-resultat. Vi skal gøre det klart, at det ikke er et topmøde som i Verdensbanken, IMF eller WTO, som vi ønsker at lukke ned. Selv om klima-topmødet er stort set lige så udemokratisk, så er det krav, som de mange vil kunne bakke op om, at Politikerne skal handle nu. Vi skal have de mange med. Uanset hvad resultatet bliver af København 2009, vil en stor og bred protest give det bedste afsæt for at fortsætte klimakampen sammen med fagforeninger, studerende osv. også efter 2009. 15
uden at det behøver at belaste miljøet mere. Hvis landbruget blev gjort økologisk, energiforsyningen omstillet til vedvarende energi, miljøkravene til virksomheder strammet voldsomt så kunne der sagtens produceres mere, uden at belaste miljøet. For det andet, så er det svært på samme tid at stille krav om nul-vækst, samtidig med at vi kræver bedre hospitaler, børnehaver, boliger, skoler osv. eller bare mere i løn. Og det er jo netop nogle af velfærdsbevægelsens mest centrale krav. Skal klimakampen inddrages i en bredere kamp for forandring, så har vi døsdømt den fra starten, hvis vi ikke anerkender, at hovedparten af befolkningen har brug for disse forbedringer. For det tredje, så er kravet om nulvækst i fundamental modstrid med de mest basale krav for milliarder af mennesker på globalt plan. Disse milliarders behov for mad, tøj, bolig, hospitaler, skoler osv. af en ordentlig kvalitet kan ikke løses ved omfordeling. Det kræver en betydelig økonomisk vækst på globalt plan. Klimakamp betyder ikke afsavn Hvis ikke vi er i stand til at nå frem til en klima-politik, som ikke betyder 14 generelle afsavn for de fattigste 80 pct. af befolkningen (i fx Danmark), så er klimakampen tabt på forhånd. Det kan sagtens være, at der er konkrete ting, vi ikke kan gøre fx køre i privatbil. Men så kan problemet løses på anden måde fx en god og billig kollektiv transport. En klimapolitik, der tager højde for, at vi lever i et ulige samfund, og som klart siger, at vi ikke ønsker at ramme almindelige menneskers levevilkår, er samtidig det bedste middel til at imødegå de borgerliges billede af, at vi bare er sådan nogle hippietilbage-til-naturen-folk, som er tilfredse med at bo i (økologiske) jordhuler. For det er der meget få der er. Og vi vil under ingen omstændigheder kunne opbygge et tilstrækkeligt politisk pres på det grundlag. Positive krav Nogle af de krav, der både giver mening for en klimabevægelse og for en bredere social bevægelse, kunne være: 1) Vedvarende energi i stedet for kul, olie og gas 2) Kraftigt udbygget kollektiv trafik, som er billig og pålidelig og drevet af vedvarende energi. 3) Krav til virksomhederne om at de skal være CO2-neutrale. Flere andre forslag er velkomne. Fx når polerne og is på bjergtinder smelter, så bliver overfalden mørkere, og solens stråler reflekteres meget mindre dvs. mere opvarmning. Eller: Stigende opvarmning betyder, at de store dybfrosne tundra-områder i fx Sibirien og Canada begynder at tø. Det frigiver enorme mængder metan en drivhusgas, der er 20 gange karftigere end CO2. Man kan ikke vide præcist, hvornår denne selvforstærkende proces for alvor tager fart. Nogle mener, vi allerede har nået point of no return men de fleste forventer, at grænsen ligger ved 2-3 grader over normaltemperaturen svarende til 450-500 ppm CO2 i atmosfæren. Vi er allerede 1 grad over normaltemperaturen og selv uden stigning i drivhusgasser, vil temperaturen stige ca. 0,6 grader inden år 2100. Konsekvenser Ifølge computer-modeller vil havet stige mellem 20 og 60 cm frem til år 2100. Men det er gennemsnitstal for hele kloden. I Alaska er temperaturen allerede steget over 2 grader fra 1970 til 2004. Virkningen af dette er global: Isbjerge til havs vil forsvinde permanent i store områder, perma-frost-områder bliver til tø-områder. Langt flere tilfælde af virkeligt hede somre, 3 Men i øjeblikket stiger CO2-udledningen netto med ca. 2 ppm om året. På 35 år giver det 70 ppm oveni de 380 ppm vi allerede havde i 2005. Så i 2040 er vi på 450 ppm, medmindre der gøres noget drastisk nu. Inden vi kigger på, hvad der kan gøres, så lad os kigge på virkningerne af den globale opvarmning. Læs mere De fleste oplysninger her stammer fra IPCC (FN s klimapanel). Deres 4. rapport fra 2007 har meget entydige analyser. (Deres løsninger er dog ikke alle lige gode.) Se links til IPCC og andre gode kilder på: www.socialister.dk/emner/klima/ ekstreme nedbørsmængder og storme. Udsving i nedbør og temperaturer fører til ændrede klimazoner. Det betyder ændringer i sygdoms-mønstre samt at en lang række dyre- og plantearter vil uddø. Allerede fra 2-3 graders stigning vil store områder med koral-rev uddø. Mange afgrøder vil ikke længere kunne dyrkes i fx Mellemøsten,
Mellemamerika og Sydasien. Lavtliggende øer er allerede så småt begyndt at forsvinde. Ved 3-4 grader regner man med at 30 pct. af verdens havnære vådområder vil gå tabt de er livsvigtig for ernæringen af millioner af mennesker. Hedebølger, oversvømmelser og tørke vil ramme store områder. Sociale konsekvenser Selvfølgelig vil naturen finde en ny balance over tid. De økosystemer, vi lever af i dag, er skabt over årtier og århundreder og kan ikke bare lige reetableres. Og selv om der sandsynligvis sker hurtige temperatur-skift, vil en ny temperatur-balance måske først indstille sig efter 2-400 år. Vi snakker altså om natur-katastrofer i tsunami-omfang, måske flere gange om året i en lang periode. Det betyder sult, sygdomme, millioner af døde, 100-vis af millioner, som mister hus og hjem og drives ud i fattigdom. De hårdest ramte er ofte fattige områder med dårligt (eller intet) sundheds-system og uden en økonomi, som kan håndtere de sandsynlige katastrofer, hvis vi ikke gør noget drastisk. Og det starter ikke først i år 2100. IPCC regner fx med, at der i år 2020 (om 12 år) vil være 75-250 millioner mennesker i Afrika, som bliver udsat for ekstrem vandmangel. Udbyttet fra afgrøder, som er afhængige af vand, vil falde med 50 pct. med sult og fejlernæring til følge. Andre følger vil komme andre steder i 2030, 2050 osv. Hvor kommer drivhusgasser fra? Den vigtigste drivhusgas er CO2, så den vil vi koncentrere os om. I 2004 blev der globalt udledt 27 milliarder tons CO2. Man kan se på det på to måder. Hvis vi kigger på, hvad der bliver brændt af, så står kul for 40 pct. af CO2- udledningen, olie ligeledes 40 pct. og naturgas 20 pct. Set på den måde handler det om at erstatte kul, olie og gas med sol- og vindenergi. Eller vi kan kigge på, hvor energien bliver forbrugt. Iflg. IPCC stammer 37 pct. fra industrien, 32 pct. fra boliger og erhvervsbygninger og 23 pct. fra transport. De sidste 8 pct. kommer fra landbrug m.fl. Set på den måde handler det om besparelser og omstilling til andre måder at producere, transportere, bygge boliger og drive landbrug på. Vi slipper ikke uden om at gøre begge dele både skifte til vedvarende energikilder og ændre samfundet til at bruge energi på en anden måde end i dag. Klimakamp i et ulige samfund For nogle miljø- og klima-aktivister er det ikke altid lige åbenlyst, at klima- og miljøkamp er en del af en bredere klassekamp. Selv om mange af bevægelsernes aktive selv hører til på venstrefløjen, så har man ofte været vant til at se de to sider som i hvert fald delvis adskilte. Men vi lever i et ulige samfund, og de klimaløsninger vi foreslår virker forskelligt på forskellige mennesker. Lad os tage et par eksempler: Hvis man foreslår grønne afgifter af hensyn til miljøet eller klimaet, så er det noget de bedrestillede kan betale sig fra, mens det for mange arbejdere, arbejdsløse, studerende og pensionister er endnu en byrde på en en i forvejen stram økonomi. Det samme gælder, hvis man hæver benzin-priser og bilafgifter for de biler, folk skal bruge for at komme på arbejde. (4-hjuls-trækkere og den slags er noget andet.) Omvendt: Udbygger man den kollektive trafik og gør den billig, så gavner det især den brede og fattigste del af befolkningen. Klima-aktivister kan ikke være 13 ligeglade med, hvordan vores forslag til klima-aktion påvirker forskellige dele af befolkningen specielt ikke, hvis vi erkender, at det er nødvendigt at opbygge en bred og folkelig bevægelse, hvis klimatruslen skal afværges. Det gælder ikke kun for disse meget konkrete spørgsmål. Lad os kigge på et mere overordnet tema: For eller mod vækst? Mange klima-aktive peger på, at en væsentlig årsag til, at klima-problemet er blevet så akut, er kapitalismens indbyggede krav om fortsat økonomisk vækst. Fx vedtog Enhedslisten på årsmødet 2008 en klima-udtalelse, som (blandt mange andre og fornuftige ting) fastslog: Verden behøver ikke længere økonomisk vækst, men omfordeling. Selv om det er rigtigt, at omfordeling er vigtigt, og selv om der bliver produceret meget, som vi sagtens kunne være foruden, så er et generelt angreb på økonomisk vækst højst problematisk af flere grunde: For det første fordi det er teknisk muligt at have økonomisk vækst,
det giver os også nogle enorme muligheder, hvis vi kan skabe en global bevægelse. Spørgsmålet er, om klima- og miljøbevægelserne kan forbinde sig med andre sociale bevægelser? Kan de gøre sig til del af en bredere bevægelse for forandring? 12 Sociale bevægelser Hvis vi kigger på bevægelser, som har været i stand til at mobilisere langt ud over snævrere miljøer, så har de det tilfælles, at de har afsæt i den sociale kamp: Faglige kampe for velfærd over hele Europa, Sydamerika og store dele af Asien og Afrika. Eller småbønders kamp for jord og rent vand. Det er bevægelser, hvor kun få i dag taler om klima. Men det er samtidig bevægelser, som i deres egne kampe er oppe mod mange af de samme kræfter, som klimakampen vil have som modstandere: De store virksomheder og den nyliberale ideologi. De sociale bevægelser især arbejderklassens har desuden den enorme fordel, at den har en styrke i kraft af sin placering i samfundet. Arbejdere kan stoppe produktionen eller overtage den og producere på andre betingelser, hvis den er stærk nok hvis den vil. En klimabevægelse består af enkeltpersoner, som er overbevist om en sag. Den har ikke den samme samfundsmæssige vægt som en arbejderklasse, der vil slås kollektivt. Klimakampen er en social kamp Klimakampen handler om betingelserne for fremtidens samfund. At ændre disse betingelser kræver stærke sociale kræfter på samme måde da vi vandt 8 timers arbejdsdag, velfærdsstaten. Eller som når man laver revolution. Klimakampen kræver, at vi påtvinger magthaverne vores vilje. Den styrke har kun arbejderklassen sammen med andre sociale kræfter. Er klimabevægelserne så uden betydning? Langt fra. Arbejderklassen vil ikke slås for klimaet, medmindre vi overbeviser hver enkelt arbejder, studerende, pensionist osv. om, hvorfor det er vigtigt. Det er klimabevægelsens styrke og opgave. Det betyder, at socialister skal argumentere i klimabevægelserne om nødvendigheden af at forbinde sig med sociale kræfter, som er stærke nok til at sætte magt bag kravene. Og det betyder, at klima-aktivister skal rejse klima-debatten i fagforeninger osv. og være med til at udvikle konkrete krav, som kan forbinde klimakampen med fx sociale krav om bedre velfærd. Løsninger Når der ikke bliver gjort noget seriøst ved CO2- udledningen, så er det ikke fordi der teknisk set mangler løsninger. Der findes løsninger, som både er socialt retfærdige, miljømæssigt fornuftige og økonomisk realistiske. Mange er endda langt bedre end den nuværende tilstand ikke kun for klimaet. Lad os starte med energi-forsyningen. Der er energi nok Meget af den offentlige debat handler om energibesparelser. På kort sigt indtil der skiftes til andre energikilder kan det være fornuftigt nok. Men ret beset er der energi nok. Vi skal blot bruge sol-, vind- og bølgeenergi i stedet for at tære på den oplagrede energi fra kul, olie og gas. Der er solenergi nok til et mangedoblet energiforbrug i tusindvis af år. De permanente løsninger må tage udgangspunkt i at investere massivt i udbygning af den vedvarende energiforsyning. Teknologien findes Politikere og især el-selskaber som fx DONG snakker ofte, som om sol- og vind-energi højst kan være et supplement til kul, olie og gas. De henviser til, at det ikke altid blæser, og at solen ikke altid skinner. Og da sol- og vindenergi ikke kan lagres i større omfang, skal der backup -forsyning til. Men det er kun rigtigt, så længe man tænker i små, lokale net. Tager vi fx Nordeuropa som helhed, så kan der sagtens bygges stabile net Hvor meget skal vi reducere? For at holde temperaturen under 2 grader over normalen, skal CO2- niveauet i atmosfæren stabiliseres på max. 350 ppm. Niveauet er allerede nu på 385 ppm altså langt over og det stiger med 2ppm/år. At stabilisere betyder, at udledningen skal ned på det niveau, som skove og havets plankton kan optage. Dvs. at der globalt skal reduceres med 60-70 pct. på få år, hvis vi starter nu. Venter vi, skal der reduceres mere. Skal der være plads til befolkninsvækst og industriel vækst i de fattige lande, betyder det, at de rige lande skal reducere 90-95 pct. de mest CO2- udledende, som fx USA, endnu mere.
baseret på vedvarende energi. Tager man blot Storbritannien eller USA alene, vil der ikke findes tidspunkter, hvor det ikke enten blæser eller solen skinner. Tænker vi på endnu større plan, kan Sahara alene forsyne det meste af verden med solenergi. Investér nu Omstilling af energi-forsyningen er den mest centrale bidragyder til reducering af CO2-udledningen. Den er forudsætningen for at kunne tale seriøst om et transport-system, som er CO2-neutralt. Tilsvarende med energi til boliger, industri osv. Men det kræver et politisk valg nu. Hvis der fortsat investeres i nye kul-, olie- og gasfyrede værker eller endnu værre: atomkraftværker så er der færre penge til at investere i vedvarende energi. Arbejdspladser Investeringer i store vedvarende energinet koster penge. Men det betyder også arbejdspladser. Kigger vi på, hvad de krigsførende lande var villige til at investere i militær oprustning op til og under 2. verdenskrig, så kan stater handle, når de står over for en katastrofe. Denne gang blot med den store forskel, at det er for at redde liv, ikke for at slå ihjel. Transport Det er i dag ikke noget teknisk problem at omstille hovedparten af al landtransport til at være el-drevet. Mange byer har allerede el-drevne busser, sporvogne eller tog. Men så længe el-forsyningen stammer fra kul eller olie, hjælper det ikke meget i det store CO2-regnskab. Hvis hele el-forsyningen var baseret på vedvarende energi, ville vi (i forhold til klima og CO2) være ret fritstillet til at kombinere privat og kollektiv transport efter, hvad der bedst opfylder behovet. Men indtil det sker, så kan CO2- udledningen reduceres betydeligt ved at investere i at gøre kollektiv transport tilgængelig for langt flere. Det er der også mange andre grunde til: Trafik-problemerne omkring de større byer kan ikke løses på andre måder. Miljø-problemer fra de mange biler kan ikke løses på andre måder. Transport-behovet for dem, der ikke har råd til en bil, kan ikke løses på andre måder. Men prøv at tænk på, hvor rare byer som København kunne være at bo i, hvis al transport var el-dreven og det meste af den kollektiv, billig og pålidelig. Hvis den så også blev forsynet fra vedvarende energi, ville det ikke kun være et kæmpemæssigt socialt fremskridt, men også godt for klimaet. 6 Klimabevægelse Det første sted, folk kigger hen, er naturligvis de eksisterende miljø- og klima-bevægelser. Deres styrke er dels, at de tilsammen ved rigtigt meget om klima-truslen, dels at de er samlet om det ene at gøre noget ved klima-truslen. Det sidste gælder især de egentlige klimabevægelser i Danmark Klimabevægelsen og KlimaX. Men: Kan klima- og miljøbevægelserne skabe den tilstrækkelige folkelige mobilisering til at stå op imod så stærke kræfter som nævnt ovenfor? OOA Der er et fortilfælde, hvor det faktisk lykkedes, nemlig OOA, som med sin Atomkraft Nej tak! -kampagne i 1970 erne faktisk fik forhindret, at vi fik indført atomkraft i Danmark. Det skete selv om der var flertal i folketinget og opbakning fra industrien. Men ved solid oplysning og letforståelige symboler blev argumentet vundet i den brede befolkning og folketinget bøjede sig. Forskelle Vi kan lære meget af OOA især at magthaverne ikke altid får deres vilje. Men der er mindst 3 væsentlige forskelle til dagens klima-udfordring. 11 For det første står der langt mere på spil i dag for begge parter: For magthaverne i Danmark var spørgsmålet om atomkraft ikke et liv-ellerdød-spørgsmål. Man kunne sagtens klare sig uden, men håbede på billigere energi. At stoppe klimatruslen vil betyde angreb på stærke økonomiske kræfter. Deres profitter, deres magt-positioner osv. står på spil. For os handler det om klodens fremtid. For det andet foregik OOA s kampagne i en situation, hvor der var en skærpet politisk bevidsthed. Der var stærke strejke-, kvinde-, Vietnam-, miljøbevægelser osv. Den radikale venstrefløj havde gehør langt ind i den brede del af arbejderklassen. OOA s kampagne havde et godt ideologisk klima som klangbund. I dag er venstrefløjen ganske vist på vej op. Der er megen utilfredshed, og der har været brede protester mod Irak-krig og angreb på velfærden. Men venstrefløjen er stadig hæmmet af mange års defensiv. Der er ikke netværk, som binder forskellige bevægelser sammen. Det ideologiske klima er stadig præget af individualisme og nyliberalisme. Endelig: Klimakampen er global, kampen om atomkraft var dansk. Det gør opgaven i dag langt større, men
hederne skal underlægges demokratisk kontrol. Nyliberalisme Men det er ikke kun et rent objektivt magtforhold, der begrænser politikernes evne til at gennemføre reelle strukturelle forandringer. Langt de fleste politikere har underlagt sig en fælles ideologi, der hedder nyliberalisme. Essensen i nyliberalismen er troen på, at markedet er gud. Eller med Margaret Thatchers ord There Is No Alternative der er ikke noget alternativ (til markedet). Det gør, at reel demokratisk kontrol over samfundet ligger uden for langt de fleste politikeres begrebsverden. Det er simpelthen i modstrid med alt hvad de tror på. Det oplever vi på alle områder i samfundet: Når almindelige menneskers interesser støder sammen med markedets, er svaret ifølge nyliberalismen givet på forhånd: Systemet, markedet, virksomhederne skal vinde. Klimapolitik Nogle politikere vil faktisk gerne gøre noget ved klima-katastrofen. Men når marked/virksomheder er stærke og politikerne har bundet sig til nyliberalistisk ideologi, så kan man ikke undre sig over, at der er rigtigt langt fra tanke til handling. Derfor handler de løsninger de foreslår om enten: 1) at bruge markedskræfter til at få virksomhederne til at omstille til klimavenlig produktion og distribution og på den måde reducere CO2- udslippet, eller: 2) at stille krav til almindelige mennesker om at ændre adfærd. Pkt. 1 er en illusion. Det har ført til handel med CO2-kvoter og biobrændsel, som er en social, katastrofe. Pkt. 2 virker ikke, som vi netop har været inde på. En konklusion mere Vi er derfor nødt til at tilføje endnu en konklusion: 4) Reelle klimaløsninger vil kræve et opgør med den herskende økonomiske og politiske magt, med markedskræfternes ene-herredømme og med nyliberalistisk ideologi. Men hvem vil være i stand til at tage et sådant opgør? Hvem kan mobilisere de sociale kræfter, der kan sætte almindelige arbejdere, studerende, pensionister osv. i stand til at påtvinge magthaverne en fælles vilje, som kan forhindre klima-katastrofen? Det er den udfordring, vi står over for. Andre løsninger Der er ikke plads til her at omtale løsninger på en lang række andre andre områder. Forfatteren og klima-aktivisten George Monbiot har i sin bog Globalt hedeslag (engelsk: Heat) sat sig for at vise, at Storbritannien kan reducere CO2-udledningen med 90 pct. I bogen har han masser af eksempler, fx fra cement-/beton-industrien (en af de store CO2-syndere), boligers opvarmning og el-forsyning. Et andet af hans eksempler er detailhandelen, hvor hvert eneste supermarked er fyldt med varme- og kuldemaskiner, der indbyrdes kæmper om magten. Folk skal køre hen til dem (ofte i privatbil) og hente varer. Deres varer er ofte blevet fragtet hundreder af kilometer eller mere, inden de når forbrugeren. Hvis butikker i højere grad blev forsynet med lokale varer og hvis man kunne bestille varer via internet og få dem bragt ud, ville vi både kunne spare irriterende kø- og ventetid og gavne miljø og klima. Biobrændsel en social og klimamæssig katastrofe Bio-brændsel er en løsning, som er i kraftig vækst. Produktionen er fordoblet de seneste 5 år og fordobles igen de næste 4 år. USA og EU har som mål at erstatte 15-20 pct. af deres benzin/diesel-forbrug med ethanol de næste 10-15 år. I Danmark er det også en del af både regeringens og Socialdemokratiets klima-politik (fornylig har begge dog udtrykt betænkeligheder). Men bio-brændsel har store problemer. Dels er den langt fra CO2- neutral. Og selv om fx USA brugte al sin majs til at producere ethanol, så ville det kun erstatte 7 pct. af olie-forbruget. Men der er flere problemer. En stor del af produktionen af bio-brændsel sker ved at afbrænde skov for at indvinde landbrugsjord. Skovafbrændingen i fx Brasilien og Indonesien frigiver enorme mængder CO2 og ødelægger livsgrundlaget for 10.000er af mennesker. Bio-brændsel betyder at der afbrændes fx majs, der ellers kunne bruges til mad for millioner af mennesker. I Mexico har det allerede ført til protest-demonstrationer mod prisstigninger på fødevarer. Verden over protesterer miljøorganisationer og andre mod biobrændsel. 10 7
Private og kollektive løsninger Klimaminister Connie Hedegaard har lanceret en kampagne, som handler om: Tag ansvar for fremtiden nedsæt dit CO2-udslip osv. (www.1tonmindre.dk) Kampagnen er typisk for, hvordan politikerne slår os andre oveni hovedet med de ting, vi skal gøre men fralægger sig ansvaret for de ting, der nødvendigvis kun kan gøres kollektivt. Vi kan ikke individuelt omstille elværkerne til at blive drevet af vedvarende energi. Det kræver lovindgreb og store investeringer. Vi kan ikke individuelt udbygge den kollektive trafik, så den både bliver et reelt alternativ til privatbilen, dvs. billig, dækkende og pålidelig. Det kræver statslige investeringer i stort omfang. Og vi kan først og fremmest ikke individuelt stille krav til virksomhederne om, at deres aktiviteter skal være CO2-neutrale. (Det er i øvrigt påfaldende så lidt der snakkes konkret om, hvad erhvervslivet skal gøre, selv om det er her den væsentligste CO2-udledning foregår.) 8 Connie H skader Mange, som er bekymrede om klimaet, siger ofte: Ja, det er ikke nok, men hun gør dog noget og lidt er bedre end ingenting. Men lidt er ikke bedre end ingenting, hvis lidt betyder, at man lader være med at snakke om meget. Desværre er det sådan det virker. Hvis vi i Danmark skal reducere CO2-udledningen med over 90 pct. inden for 10-30 år, så er der ingen grund til at være glade for, at Connie H, regering og medier giver folk dårlig samvittighed over ikke at gå efter individuelle løsninger, der kun har som mål at reducere under 5 pct. Love eller marked? Skal man endelig kigge på det individuelle forbrug, hvorfor forbyder man ikke blot salget af el-pærer, som ikke er el-spare-pærer, i stedet for at opfordre folk til at købe de rigtige? Hvorfor forbyder man ikke køleskabe og andre el-apparater, som ikke lever op til visse standarder for energieffektivitet i stedet for et mærkningssystem, som ingen kan huske, og som industrien i øvrigt har gjort meningsløs? Klima-udfordringen Vi kan nu lave nogle foreløbige konklusioner: 1) Klimakatastrofen kræver handling nu, dvs. seriøs handling inden for de næste, ganske få år. 2) De tekniske muligheder for at hindre katastrofen er til stede. 3) Individuelle løsninger virker ikke. Reelle løsninger kræver samfundsmæssige investeringer og strukturelle forandringer i den måde samfundet incl. produktion, transport, byggeri, energiforsyning fungerer på. Det kan kun gøres kollektivt. Det vil sige: Problemet er kendt og alvorligt, løsningerne findes hvorfor gør poltikerne så ikke noget? Det vil vi nu kigge nærmere på. Politiske problemer De fleste politikere vil gerne snakke, men slår bak, så snart der snakkes om seriøse initiativer. Det skyldes især, at de nødvendige, strukturelle løsninger direkte antaster nogle af de mest magtfulde kræfter i samfundet nationalt og globalt. Et eksempel: De multinationale Det er praktisk umuligt at reducere CO2-udledningen tilstrækkeligt uden 9 at omlægge en meget stor del af person-transporten fra benzin-drevne privatbiler til kollektiv trafik drevet af vedvarende energi. Men lad os så tage et kig på de 10 største selskaber i verden. Den største er Wal-Mart (supermarkedskæde i USA med millioner af parkeringspladser). De 9 næste er 6 olieselskaber (Exxon-Mobil, Shell, British Petroleum, Chevron, Conoco Philips, Total) og 3 bilfabrikker (General Motors, Toyota, DaimlerChrysler). Alle disse selskaber tjener milliarder af dollars på fortsat CO2-udledning. Og de har enorme ressourcer til at tage kampen op mod de få politikere, som skulle ønske at antaste deres magt. I Danmark er Mærsk det absolut største selskab af alle. Mærsks containerflåde udleder lige så meget CO2 som resten af Danmark tilsammen. Skal Danmark reducere sin CO2-udledning med 80-90 pct., så skal Mærsk-flåden beskæres kraftigt og resten omstilles. Forholdet mellem politikerne og de store selskaber er baseret på Hvad der er godt for Mærsk er godt for Danmark. Hvis klima-katastrofen skal stoppes, skal det forhold vendes om: Virksom-