Frits Sørensen in memoriam. Han var formand for Dansk Smedemesterforening. Han blev en afgørende pioner indenfor vedvarende energi, idet han var den første danske erhvervsleder, der offentligt og politisk erklærede sin støtte til fremtidens energi og inddrog sin organisation aktivt. I 1970erne var det helt usædvanligt at finde støtte til vedvarende energi hos det etablerede erhvervsliv. Industrirådet satsede med al dets indflydelse 100% på atomkraften. Det samme gjorde 80% af Folketinget, elværkerne og det meste af fagbevægelsen. Når smedemestrene via deres brancheforening gik ind for vindmøller og biogas, så var det som erhvervspolitisk engagement mere end energipolitisk. Med dristighed og forudseenhed førte Dansk Smedemesterforenings formand, Frits Sørensen, synspunkterne frem på steder, hvor de små, nye energiorganisationer overhovedet ikke ville kunne finde ørenlyd. Visionære energipolitikere som Lone Dybkjær og Mette Groes lyttede til Frits, når han talte om mulighederne for egenforsyning med energi, nye arbejdspladser og mulighederne for eksport. Betydningen af den slags alliancer i et samfund rækker langt ud over, hvad man umiddelbart kan måle og er en del af den proces, der i 1985 fører til, at Danmark skrinlægger planerne om atomkraft. Og hvorledes kom smedemestrene mere konkret ind i arbejdet med vedvarende energi? Den 30. september 1978 holdt Organisationen for Vedvarende Energi sit femte vindtræf siden 1976. Det fandt sted på Brandbjerg Højskole. På træffet deltog brancheorganisationer, erhvervschefer og forskere sammen med energikontorer, selvbyggere m.v. Der er ingen tvivl om, at dette træf generelt var skelsættende for vindkraften i Danmark. Relevant i forbindelse med smedemestrene var det, at nærværende skribent blev kontaktet af Frits Sørensen og Jens Jensen, henholdsvis formand og forretningsudvalgsmedlem for Dansk Smedemesterforening, som repræsenterede 2.200 mindre virksomheder, herunder i øvrigt en virksomhed som Vestas, som i 2008 omtales som den største danske produktionsvirksomhed. Smedene ville gerne fremstille vindmøller ude på de mange mindre virksomheder.
Boomet med investeringer i landbruget efter EF-medlemsskabet i 1972 var klinget ud. Man havde mange års gode erfaringer med at stille standardkonstruktioner til rådighed for virksomhederne, herunder landbrugsvogne, som blandt andet Vestas engang lavede og voksede sig stor ved. I 1978 var tegninger til stålspær en vigtig service til medlemmerne. Så hvorfor skulle der ikke være fremtid i vindmøller, biogas og solfangere, hvortil kunne laves konstruktionsmanualer ligesom til stålspærene. Den form for iværksætning passede ideelt ind i de nordvestjyske visioner om vedvarende energi, lokalproduktion og åbenhed. Det er blevet videreført lige siden i regi af Folkecenteret for Vedvarende Energi indenfor en lang række VE-teknologier, som har fået teknologisk og organisatorisk støtte, indtil de kunne stå på egne ben. I 1970erne drejede det sig om hurtigst muligt at få smedemestrene inddraget i vindmølleproduktion, som nærværende skribent koordinerede og designede. Der blev lavet en prototype på 22 kw hos H. Poulsen & Søn i Lyngs. Konstruktionen skulle tilhøre Dansk Smedemesterforening, som sikrede, at den i princippet stod til rådighed for alle interesserede.
Prototypen blev opstillet på Risø s prøvestation for at få det blå stempel. Det skete september 1979, nøjagtig et år efter den første kontakt til Dansk Smedemesterforening. Afprøvningen på Risø trak længere ud end forventet, fordi der opstod divergerende opfattelser af, hvad en prøvestation skulle udføre. Risø betragtede møllen som færdigudviklet, hvor man fra de mindre producenters side forventede, at en statslig prøvestation med dens udstyr, erfaringer og mandskab deltog i at få vingeindstilling og lignende trimmet på plads. Møllen havde jo aldrig kørt, inden den blev opstillet til afprøvning, så producenten havde i praksis ikke haft mulighed for finpudsningen. Forskellige virksomheder rundt om i landet blev tændt på Dansk Smedemesterforenings engagement i vedvarende energi og begyndte at fremstille 22 kw møllen. Men tiden løb hurtigt fra den. 55 kw møllerne var allerede fremme i flere fabrikater, så Smedemesterforeningens næste initiativ var en 90 kw mølle, som modtog almennyttigt projekttilskud til udviklingen fra Teknologirådets Styregruppe for Vedvarende Energi. Det var et meget stort spring fremad i størrelse. For stort skulle det vise sig, for de 10 meter nyudviklede glasfibervinger, som for første gang skulle afprøves på en mølle, lod vente på sig. Derfor blev der med støtte fra Energiministeriet i 1982 påbegyndt et trævinge projekt, som blev gennemført på Folkecenteret. Det var vinger af massivt lamineret grantræ, baseret på erfaringer fra et projekt i Alaska i 1980. Selve møllen blev fremstillet hos smedemester Anders Davidsen på Lolland på grundlag af tegninger fra et design team, som nærværende skribent koordinerede. En hel række teknikere fik i dette projekt lært at designe, dimensionere og konstruere vindmøller, der var større, end hvad Bonus, Vestas og Nordtank havde lavet på det tidspunkt. Kun elværkernes projekter var større. Samarbejdet med Davidsen var meget lærerigt. Der blev opstillet en prototype og Davidsen blev centralt placeret i en samarbejdsgruppe, der begyndte at eksportere vindmøller til Californien af en 65 KW vindmølle, som i Amerika fik ry som vindmøllernes Rolls Royce. Ca. 75 af denne af mølletype blev i opstillet i Californien under forskellige navne. Næste interessante projekt var at fremstille 10 stk. 90 kw møller i det område, hvor de skulle opstilles, for derved at kunne skabe afsættet til en ny vindmølleindustri. Også til
dette projekt havde modtaget støtte fra Styregruppen for Vedvarende Energi, hvor professor Niels I. Meyer var formand. Dansk Smedemesterforening under Frits Sørensens ledelse var igen inde i billedet. I projektet deltog også det nystiftede Dansk Andelsenergi. Valget faldt i første omgang på Mors. Men der blev ikke fremstillet vindmøller på Mors, hvorfor det blev en gruppe på 7 mindre virksomheder på Bornholm, Baltic Power, som realiserede ideerne om lokalproduktion. Først blev der på Bornholm lavet en 99 kw prototype med trævinger. Eftersom de kunne laves lokalt, ønskede bornholmerne stærkt, at de øvrige ni vindmøller ved Hasle også fik trævinger. Men i mellemtiden var der kommet forbedrede glasfibervinger på markedet, så det var slut med den form for trævinger. Også Mors fik sit vindmølleprojekt i form af landets første vindmøllepark, hvor de 10 Vestas møller som noget nyt var andelsejede. I kraft af Frits Sørensens visioner og lederskab fik de mindre virksomheder fra starten en afgørende rolle indenfor udviklingen af, hvad der skulle blive en af efterkrigstidens største industrielle succes er i Danmark. Vindmøllebranchen havde i 2007 omkring 30.000 beskæftigede. Det er de store virksomheder, Vestas og Siemens, som offentligheden i Danmark mest hører om, men de mindre virksomheder har skabt mange tusinde nye arbejdspladser og sidder med nøgleteknologier som underleverandører til det færdige produkt. Vindmøller er samtidig blevet den allervigtigste nye form for energiteknologi, når det gælder omstillingen fra de fossile brændsler, som klimaændringer og knappe ressourcer har gjort uundgåelig og nødvendig. Nye generationer fører udfordringerne videre, men ved en pioners bortgang skal der mindes om, at nogle jo må tage det første skridt, når der skal skabes en ny epoke for menneskeheden, hvilket omstilling til forsyning af energien fra solen og vinden jo er. Den form for energi er der til gengæld nok af de næste fem milliarder år. Den forurener ikke og den skaber ikke forandringer i klimaet. Det optog Frits Sørensen til det sidste, så lad os også mindes ham i det perspektiv. Jørn Ruby, forfatter af bogen Vedvarende Modvind, som forlaget Hovedland udgav i 2006 bringer i et afsnit bogen en omtale af Frits Sørensen. Det bringes i uddrag her:
Frits Sørensen er en hærdebred, gammel smed, der i 20 år tegnede det, der engang hed Dansk Smedemesterforening, og som nu går under navnet DS Håndværk og Industri. Også Jens Jensen, smeden fra Rejsby, er med. Han i dag er formand Folkecentrets bestyrelse. Jeg mødte de to under et af mine besøg på Folkecenteret. Frits er af samme djærve støbning som Preben, hans stemmeføring er lejret i en sonor bas, ordvalget kontant og rytmen tilpasset den jyske sindighed, der giver plads til overvejelser og eftertænksomhed, og som foretrækker sund fornuft frem for rappe svar. Nej, der var sgu ikke mange, der ville sætte deres penge i vindmøller dengang, konstaterer Frits, da vi har overstået præsentationens indledende formaliteter. Men der var da Arbejdernes Landsbank, kan han huske, de gav en tur til Amerika, hvor vi var ovre for at se på nogle vindmøller. Jo, der var de sgu fine nok. Det var jo der, vi fik startet det hele op med en leverance. Hvad var det de hed, Jens? Det kan Jens heller ikke huske, men det var da også lige møj, for det var da lige godt tyve vindmøller, der blev solgt. Og at vindmøllesektionen inden for verdens største elektromekaniske koncern GE Wind har rødder direkte tilbage til Folkecenterets udvikling af vindmøller i 1970 erne, behøver man vel ikke at skamme sig over. Jens og Frits husker stadig et af de allerførste vindtræf, som det nystiftede OVE, Organisationen for Vedvarende Energi, afholdt på Brandbjerg Højskole den 30. september 1978. Det var her Preben introducerede begrebet komponentvindmøllen, en omstændighed der senere skulle indbringe ham tilnavnet Vindmøllens Godfather. Det var før ordet innovation indgik som en del af sproget, men den strukturelle opdeling af en vindmølle i enkeltkomponenter, som Preben foreslog, var netop den innovation, der skulle komme til at give Danmark afgørende komparative fordele i den senere industrielle vindmølleproduktion. Specielt de mindre virksomheder, som
Jens og Frits repræsenterede, og som var grundlaget for det danske vindmølleeventyr, kunne drage fordel af konceptet. Det var langt billigere og mere overkommeligt at samle en mølle, end selv at skulle udvikle og afprøve alle delene fra bunden af, samt konstruere og bygge produktionsanlæg til alle komponenterne. Mange af de større virksomheder kom til at knække halsen på at ville det hele selv. Dengang for 30 år siden var Jens Jensen medlem af forretningsudvalget, og Frits var formand for smedene. Begge var enige om, at der lå et stort potentiale for de mindre smedemestre i at bygge vindmøller, men de var samtidig klar over, at medlemsvirksomhederne ikke havde de ingeniører og de erfaringer, der krævedes for at konstruere moderne vindmøller. Det var utænkeligt, at en enkelt virksomhed kunne fremstille alle vindmøllens meget specielle enkeltdele. Ud fra den erkendelse opstod der et langvarigt samarbejde mellem smedene og den teknikerkreds, der var samlet omkring det senere Folkecenter for Vedvarende Energi. Siden Poul la Cour byggede den første el-producerende vindmølle i Danmark i 1891, har vindkraften haft mange fortalere her til lands. Men der skulle gå næsten 100 år, før et ægte vindmølleeventyr så dagens lys. Når Danmark i dag kan bryste sig af at være førende inden for vindmølleteknologien, skyldes det ikke mindst, at Folkecenteret tog la Cours idé op og ligesom han stillede design og konstruktion til rådighed for den ny tids smede, så de kunne fabrikere og sælge moderne vindmøller. Ligesom dengang var der vigtige dele af møllen, som smedene ikke selv kunne lave. På la Cours tid blev disse nøglekomponenter lavet på Holstebro eller Hurup Jernstøberi. På samme måde blev nu vitale dele som generatoren, gearet, styringen og især den moderne vindmølles vinger produceret af specialiserede underleverandører. Det var forudsætningen for, at der i midten af 1980 erne var 20 30 mindre, danske virksomheder, som var leveringsdygtige i vindmøller i den internationale superliga, og at en Smedemestermølle fik et bedre
renommé end vindmøller fra store udenlandske koncerner, som også ville ind på det lovende vindmøllemarked. På den måde blev 1980 erne en periode med stærk ekspansion inden for vindmøllesektoren.