Vi har alle brug for omsorg Organisationsterapi i praksis Essay af Anette Holmgren, DISPUK Man skal trøste sin erindring Det er kommunens mest veluddannede personale, sagde lederen, da han en formiddag i februar ringede mig op og forhørte sig om muligheden for en dag sammen. De har været igennem nogle forfærdelige år og en hel masse lederskift. De er blevet lagt sammen fra forskellige kommuner og forskellige afdelinger. Men de er så dygtige, har masser af uddannelse og gør et fantastisk arbejde. Vi har lige holdt en julefrokost, hvor stemningen var i top. Der var både snak og fest. Men til møderne går det galt. Så er det som om al nysgerrighed forsvinder. Der bliver ikke lyttet til hinanden. Det var efterårets APV, hvor alt var godt, bortset fra et markant udslag på "psykisk arbejdsmiljø", der var baggrunden for henvendelsen til DISPUK om konsulentbistand. Efter nogle minutter, hvor han har talt entusiastisk og energisk om potentialerne og besværlighederne, spørger jeg: Hvad med omsorgen, hvordan går det? Der bliver stille et øjeblik. Vi aftaler en dag, hvor jeg skal være sammen med hele personalegruppen. Optakten Jeg taler nogen dage efter med en ven. Hun har tidligere været med i en stor sammenlægning, med mange lederskift og huskede tydeligt den tid. Jeg beslutter mig for at gå antropologisk til værks og undersøge hendes erfaringer. Vi sidder på en cafe. Jeg har noteblokken fremme. Hvordan var det? spørger jeg. Allerede da vi var på vores tredje leder, holdt vi op med at sige, hvordan vi havde det. Hver gang der kom en ny leder, tænkte vi: Er han nu gangbar. Man tænkte, at man skulle hjælpe ham, men man orkede næsten ikke. Man lavede bare sine egne ting. Det eneste sted, der var fred, var, når man var med de unge.
Michael Foucaults ord: Care of the self always comes before care of others løber igennem min bevidsthed. Når man holder op med at forvente at andre hjælper en, og den eneste mulighed for selfcare kommer fra en selv, lukkes verden langsomt ude. Så blev vi nedlagt og skulle lægges sammen med en anden institution. Vi havde altid tænkt, at de var finere end os. De havde flere penge og kunne lave nogle federe ture. De havde også skiudstyr. Det var dem, der skulle flytte ind til os. De kom med en kaffemaskine, den pillede jeg ned igen. Her i huset har vi kun én kaffemaskine, sagde jeg til dem. Vi gjorde helt vildt meget for at bevare vores egen kultur. Vi var bange for, at vi ikke var nogen, når vi blev slået sammen. Fordi de var finere. Vi konkurrerede med dem om, hvem der var bedst til at tage på tur. Vi mente, at vi var de sejeste, fordi vi kunne holde til at være sammen med de unge i flere uger. De sagde: Det er ikke godt for de unge at være mere end 3 dage afsted. Det syntes vi var svagt. Alligevel ville vi gerne samarbejde. Vi ville jo gerne vise os fra vores bedste sider. Vi syntes det var amatøragtigt ikke at samarbejde. Det gider ingen være. Alle vil gerne være fleksible, åbne og samarbejdsvillige. Hvem er jeg, når jeg ikke længere er mig selv. Når jeg pludselig skal være en anden. Hvem hjælper mig til at holde fast på mig selv, når du ikke er her længere? Vores identitet opretholdes af egen og andres bekræftelse og omvendt. Når man ikke får sit billede af sig selv bekræftet af sine kolleger eller leder, men skal bruge kræfter på at holde fast i sig selv, når man er sammen, rykker man ikke tættere på hinanden. Men: Man vil altid gerne samarbejde. Vi havde mange temadage. Temadagene handlede alle sammen om: Hvordan får vi fælles kultur? Jeg hadede det der "vi begreb". Hvorfor skal vi være vi, og hvad fanden vil det sige? På temadagene fik man aldrig en dagsorden før tid. Det var enormt irriterende. Man vidste aldrig, hvad der ville komme til at ske. En gang kom jeg ind i lokalet, og så stod
konsulenten og hviskede sammen med forstanderen. Så følte man virkelig man blev talt om. Flere billeder løber gennem min bevidsthed, og en svag rødmen følger erindringer om temadage, jeg har afholdt, hvor jeg ikke tror, der lå noget særlig klart program. Havde jeg ikke også i pauserne stået og talt med lederen hvad mon deltageren tænkte dengang. Sikkert fuldstændig det sammen som min ven, der sidder og fortæller ufortrødent videre. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede på de dage. Der skete ikke noget, som blev nærværende. En gang lavede vi noget hypnose noget om aftenen. Sådan noget med at bære hinanden med fingrene det var sjovt. Man protesterede ikke. Man gjorde det bare. Man var vel bange for at blive prikket. Alle temadage skulle aflyses, fordi vi kom ikke tættere på hinanden, og vi blev bare mere usikre på os selv. Vi vidste ikke, hvad det egentlig var, vi blev spurgt om. Nietzsche siger, at den største kraft er kraften til at ville livet. Livskraft, intensitet og nærværd skaber en fornemmelse af liv. Hvorfor være sammen, hvis der ikke er nærvær, hvis der ikke er intensitet. Så kan man jo lige så godt blive hjemme på kontoret eller bare være sammen med sine familier. Måske er det, når vi er sammen med dem, vi er sat til at hjælpe, at der er mest intensitet. Vi længes efter intensiteten også med vore kolleger. Hvorfor ellers afholde temadage, der skal bringe os tættere sammen? Engang fik vi en ny leder. Han var ung og ambitiøs. Ham ville vi gerne have. Han var der sammen med os. Ham Niels, der var der før, han var der aldrig. Den nye leder gav os en fornemmelse af, at han var mere loyal overfor os end over for den øverste ledelse. Han sagde nej til alle møderne på administrationen. Det blev aldrig tydeligt, hvorfor han holdt op. Til mus samtalerne sad man bare og sagde, at man gerne ville væk på uddannelse eller noget. Eller man bad om et særområde, noget man kunne have for sig selv og blive god til.
Jeg blev aldrig spurgt om, hvad jeg kunne, eller hvad jeg var særligt glad for, og hvorfor jeg egentlig var blevet pædagog. Der var aldrig nogen, der spurgte til mit hjerte i det her arbejde. Jeg vidste heller ikke, hvad de andre brændte for. Jeg arbejdede sammen med Anna i 12 år. Jeg kendte ikke noget til hendes privatliv, og det var ikke fordi det var hemmeligt. Der var mange ting, man gerne ville sige til hinanden. Man ville gerne lære hinanden bedre at kende. Men der var ingen steder, hvor man kunne lære hinanden at kende. Og temadagene de bragte os ikke tættere på hinanden. Hvad er det nu den danske filosof Ole Fogh Kirkeby skriver at et menneskes hemmelighed ligger i dets kunnen. Når man ved, hvad man kan; når man ved, hvad andre kan, ved man også lidt mere om, hvem man selv er og hvem de andre er. Kirkeby skriver videre, at værdierne er personens hemmelighed på samme måde, som personen er værdiernes hemmelighed. Kun når man ved noget om, hvad der er vigtigt for den anden, kender man den anden. Man kan aldrig kende eller helt forstå sin kollega. Men man kan lytte til, hvad der er vigtigt for den anden. Kun når man ved noget om, hvad der er vigtigt for én selv, kender man sig selv. Vi havde ikke nok steder, hvor vi kunne blære os med alt det vi kunne, kun hos de allernærmeste kolleger. I stedet begyndte man at argumentere. Argumenterne blev en måde at legalisere sig selv på. Hos os var det finest at arbejde med de vilde. Men det er en ledelses opgave at sørge for, at alles arbejde føles vigtigt. Hvis man ikke er sikker på, at det man gør, er vigtigt, kan man ikke tale om det, som er svært. Hvis man ikke er sikker på, at det man gør, er vigtigt, kan man ikke tale om det, som er svært. Er det så enkelt? Handler det om at få den enkelte til at føle sig vigtig? Kan jeg mon medvirke til at otte og tyve mennesker på den temadag, som snart vil komme, føler sig vigtige nok til at tale om det, som er svært? En ting er i hvert tilfælde blevet klart for mig, hvis der ikke kan skabes intensitet og nærvær, kan vi lige så godt blive hjemme.
Temadagen Temadagen er kommet. Det er torsdag morgen. Otte og tyve medarbejdere. En leder. En konsulent. Tre teams. Hvordan tør du dette? Du kan jo ikke styre processen, havde en medarbejder sagt til lederen få dage forinden. Jeg tænkte: "Hvordan tør jeg? Er der overhovedet en chance for, at jeg kan skabe, hvad der skal til, for at det bliver muligt at tale? Jeg havde fremsendt program, interviewspørgsmål til gruppearbejdet og fortællingen fra min ven på forhånd. Håbede at hendes ord ville give deltagerne en fornemmelse af, at jeg havde forstået måske noget af, hvad der var på spil. Vi befinder os ude på landet, på et hyggeligt kursuscenter, der gav en god pris for hele pakken, inkl. overnatning, fik jeg senere at vide. Folk har drukket kaffe og spist rundstykker og der er budt velkommen til den første overnatning i denne leders tid. Vi sidder omkring runde borde bagest i et lyst lokale med udsigt til campingpladsen og søen udenfor. Jeg håber, der bliver mulighed for noget lethed og noget grin, skrev lederen til mig i en mail. Jeg vil gerne starte dagen med at tale i plenum med dig og den medarbejder fra hvert af de tre teams, som har været hos jer længst, skrev jeg tilbage. Jeg vidste ikke, om jeg kunne tilbyde lethed og grin. Jeg håbede på vedkommende samtaler. Mit ønske var at se historien folde sig ud. Jeg ønskede at se de nuværende begivenheder sat ind i en historisk ramme. Hvorfor er vi her? Det er ikke kun på grund af en APV der slår ud på psykisk arbejdsmiljø hvad det så end er. Hvad kom før? Der må være spor tilbage, var mine tanker. Det skulle senere vise sig, at denne udfoldelse af historien blev afgørende for dagen. Hans, Ole, Jytte og Winnie sætter sig sammen med mig i en rundkreds foran de andre. Allerede her mærker jeg et lille stik af taknemmelighed for deres villighed til at stille op. De ved faktisk ikke, hvad jeg vil spørge dem om. VI vidste aldrig, hvad vi ville blive spurgt om på temadagene. Min vens ord passerer forbi min bevidsthed. På skift taler jeg med de fire om baggrunden for denne dag. Jeg spørger til historien. Til hvad der er sket de seneste år og til, hvordan de hver især har handlet for at klare det. Jeg spørger også til,
hvordan tingene ser ud i dag, og til tilliden til det nuværende og til dagen i dag. Jeg spørger med interesse for den enkelte, der udtaler sig som sig selv og ikke på vegne af gruppen. Jeg lytter intenst efter acts of selfcare, handlinger, hver især har gjort, bevidst eller ikke bevidst, for at forsøge at tage vare på det, som var vigtigt. Jeg lytter efter intentioner og problemer. Stor fortælling starter altid med et problem. Jeg har bedt de øvrige om at være særligt opmærksomme på sætninger fra de fire, som gør indtryk på dem. Sætninger som bevæger dem, og konkret skrive disse sætninger ned. Sætningerne bliver efterfølgende brugt som afsæt til at beskrive den genklang og bevægelse, som plenuminterviewene har skabt for hver enkelt deltager. Hans beretning: Jeg kom for halvandet år siden til dette hus og skulle være leder. Medarbejderne havde en meget splittet historie. Tre kommuner var blevet lagt sammen. Der havde været mange lederskift. En lille gruppe familiebehandlere, en større gruppe familie konsulenter og en helt ny gruppe kontaktpersoner blev samlet i det samme hus. Jeg fik med det samme stor trang til at skabe et vi. Det har ikke været let, men vi er kommet meget langt. Rigtig meget går bedre. Der er større tillid til hinanden og til mig. Bare det at vi kan sidde her. Der er mindre skepsis. Men jeg er meget væk. Jeg har fået flere ledelsesopgaver under mig. Det er ikke let. Hans er tydeligt glad for det, som er sket. På mit spørgsmål om, hvorvidt han kan styre sin vitrang siger han: Alle her ønsker det. I dag er vi sammen for at tale om det som er vigtigt. For at blive mere synlige for hinanden. Det er mit ønske for dagen Pludselig skifter stemningen. Med intens og mærkbar berørt stemme siger Hans: Der er noget, jeg må fortælle. Noget som skete på et møde, jeg var til forleden. Her fik jeg fortalt, af en som var med dengang, i detaljer om nogle af de uhyrligheder, mange af jer, som sidder her, blev udsat for. Stemmen skælver en lille smule. Jeg kikker en ekstra gang jo blikket er blankt. Kinden rødmende. Han er virkelig bevæget, tænker jeg og mærker intensiteten kommer bag på mig. For første gang forstod jeg måske virkelig, hvad I har været igennem. Selvom jeg har hørt nogle af historierne før, blev jeg meget berørt af deres forståelse for, hvad I gik igennem. Blandt andet blev
I som de eneste ikke inviteret til morgenmad på Rådhuset, da alle de andre blev. I kunne bare blive ude ved familierne Der er helt stille i rummet. Øjeblikket er mærkbart. Føles det næsten skamfuldt spørger jeg, i håb om at fange omfanget af hans omsorgsfulde indignation. Ja, det gør det jo svarer han. Er der mon nogensinde blevet givet egentlig oprejsning for, hvad medarbejderne har været igennem? spørger jeg. Nej, det tror jeg ikke. Og der har jo været dødsfald undervejs. Mange blev syge og flere er aldrig blevet arbejdsduelige igen. Lederens ord bliver kvitteret med spontane klapsalver i medarbejdergruppen. Måske er det første gang de hører nogen sige højt, at det som er sket ikke var i orden, tænker jeg. Eller måske kan de bare mærke, han er berørt, ligesom jeg kan og viser deres sympati? Jeg bliver varm om hjertet over den umiddelbare gestus af taknemmelighed eller opbakning. Jeg når at tænke på, hvor dejligt, befriende og rigtigt det synes, når en leder ikke taler i floskler eller distancerer sig fra sig selv, og dermed fra sine medarbejdere. Jyttes beretning Før jeg kom her i dag, gav jeg mig til at regne lidt. Jeg har haft syv forskellige ledere siden 2004. De seks siden 2007. Alle udgav sig for noget, de ikke var. Vi kunne ikke bruge en eneste af dem. Ingen af dem kunne skabe respekt omkring vores arbejde. Det er klart, at efter det, så stiller man sig afventende. Også i forhold til sådan en dag som i dag, spørger jeg. Er du afventende for, hvad der kan opnås på sådan en dag? Ja, det er klart. Men jeg er da med og ser, hvad der sker. Man bliver forsigtig, for at passe på sig selv. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at have håb. Du må godt kalde mig naiv. Det begyndte at gå galt allerede omkring 2004. Vi blev ikke taget alvorligt. Vi var jo bare dem, der gik derude sammen med familierne. Vi blev placeret rundt omkring. Der var en nedladende
holdning til os og til vores arbejde. Da vi endnu engang gjorde opmærksom på, at vi ikke kunne udføre vores arbejde, når vi ikke have et sted at være, sagde de: I kan få en kontorplads i et indhak på gangen og en bærbar computer. Så kunne vi stå der og skrive vores rapporter og beretninger og indkalde til møder. Der var fem som stoppede. To af mine kolleger gik ned med stress jeg ville gøre alt for at hjælpe dem, tænkte jeg. Kort efter var det mig selv. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg troede ikke, det kunne ske for mig. Jeg var den eneste, som kom tilbage. Jeg besluttede mig for, at jeg ville blive bedre til at vise mine svage sider. Hvad vil det sige? Spørger jeg. Vise mine følelser. Det var nødvendigt. Du ved, i det her job er vi jo nødt til at kaste os selv ind som mennesker. Vi arbejder med familier, i folks hjem. Hvis vi ikke kaster os ind som mennesker, men forbliver professionelt distancerede, kommer vi slet ikke ind. Man er nød til at arbejde med sine følelser, professionelt. Jeg ville ønske de andre også turde tale om deres svagheder Men vi er på vej. Så småt tør vi begynde at tale om det, som er svært og har tillid til, at der bliver passet på én. Er det det, som er vanskeligt, spørger jeg, at have tillid til at der bliver passet på en, når man fortæller om det som er svært? Ja, fordi vi oplevede jo bare, at der slet ingen forståelse var for det. Men vi begynder at kunne sige til hinanden i gruppen, hvordan vi har det. Endnu engang klappes der. Stemningen er en ganske særlig blanding af noget højtideligt, noget lidt trist og så den kåde lettelse, som opstår når noget sammenklemt får ilt. Det synes som om der er sket noget betydningsfuldt. Næste til at fortælle er Ole. Han kommer fra det nyeste team, som først blev etableret for to år siden. Oles beretning Vi er det friske pust. Vi er den nye gruppe her. Vi er jo først og fremmest i gang med at lave vores historie. Det går godt. Udfordringen har været at skulle finde sig selv. Finde ud af, hvad vi står for. Det har været en fed proces, fordi vi har selv været med hele vejen igennem. Vi er hele tiden blevet flere. Næsten en ny hver anden måned. Vi har bare haft lyst til at komme videre. På fællesmøderne
har det været svært at forstå, hvorfor tingene har synes så svære for nogen af de andre teams. Det har da skabt frustration. Der grines omkring os. Hvad griner de af? spørger jeg. Nå, det er vist bare, at jeg på sidste fællesmøde kom til at sige noget med lugten i bageriet. Hvad handlede det om? spørger jeg. Altså nogen gange kan man godt blive lidt træt. Jeg synes bare, at hvis alt er så skidt, hvorfor så blive. Men det er jo helt vildt at høre, hvad der egentlig er sket, og hvad de andre har været igennem. Det har jeg jo faktisk ikke vidst. Hvad har det, at andre har været mindre tilfredse, betydet for jeres mulighed for at tale om, hvor godt det går i jeres team. For jeres mulighed for at prale? spørger jeg. Men det er klart, at man går lidt stille med sin egen succes, når man fornemmer, at de andre ikke er tilfredse. Man dæmper sin egen begejstring. Men man spørger heller ikke rigtig nærmere til de andres utilfredshed. Man kender dem ikke godt nok. Derfor bliver det aldrig rigtig klart, hvad det egentlig handler om. Det kan jeg jo se nu. Hvor mange (ind)lysende pointer kan en enkelt dag mon frembringe, tænker jeg. Man spørger ikke til de andres utilfredshed, når man ikke kender dem godt nok. Derfor bliver det aldrig klart, hvad tingene egentlig handler om. Det er sætninger som denne, der endnu engang bekræfter mig i, hvorfor jeg aldrig bliver færdig med at tale med mennesker. Bekræfter mig i, at det er her jeg finder den viden om livet, som jeg rækker ud efter i bøgerne, men aldrig helt når. Winnies beretning Jeg har haft fire ledere siden 2004. Med den ene gik det slet ikke. Vi begyndte også at blive syge. Vi gik ind for at tale med ham om noget, og pludselig handlede det om noget helt andet, og man gik derfra og følte sig så forkert. Bagefter kom han og strøg en på kinden. Til sidst søgte vi hjælp. De rådede os til aldrig at være alene med ham. Så gik vi til næste ledelsesniveau. Vi blev kastet mod væggen. Nu må I bare arbejde, ellers lukker vi Familieinstitutionen, blev der sagt. Jeg var væk i 3 måneder. Flere kom aldrig tilbage. Jeg tror Hans har de bedste intentioner. Men han kan
også komme i en situation, hvor han ikke kan stå op for os. Jeg ved, at han taler vores sag. Det betyder enormt meget. Samtidig ser jeg tendenser, der bevæger vores arbejde væk fra det meste af det, jeg tror på. Hvad gør du så, når du bliver utryg? Spørger jeg Jeg klarer det ved at holde min dør åben. Jeg har kontor lige der, hvor der må ryges. Så jeg får tit besøg. Vi har haft en fyring for nylig. Det var jeg virkelig ked af. Jeg tror ikke, der var noget Hans kunne gøre, de skal jo sikkert spare, men det var en person som betød, rigtig meget for os. Vi ved ikke hvorfor. Når der sker utrygge beslutninger, har man brug for tæt ledelse, ellers begynder man at gøre sig alle mulige forestillinger. Utrygheden handler jo mest om niveauet over Hans. Og når Hans er meget væk, så vakler tilliden, pga. vores historie. Men når vi så taler sammen i det nye fagudvalg får jeg en fornemmelse af ham igen, så har jeg det meget bedre. Det kunne jeg godt ønske for alle her. Jeg kan se, hvordan vi bliver fanget i det dér projektsamfund, hvor man skal vise sig og være synlig. Jeg er bekymret for at vi alle sammen kommer til at rende rundt og forsøge at gøre os synlige, forsøger at vise os, fordi vi er bange for at blive den næste, der bliver fyret? Endnu engang klapsalver. Det moderne arbejdslivs klemme. Der er ikke nogen der passer på dig, men du kan ikke længere passe på dig selv ved at vende dig mod opgaverne og væk fra organisationen, der ikke ser dig, for så bliver du usynlig og dermed potentiel overflødig. Ord som revolution, oprør og genopstandelse af fagforeningen presser sig på. Hvem taler egentlig socialarbejderens sag i dag?
Der er blevet talt i halvanden time. Der er blevet klappet efter hvert interview. Formålet med dagen er godt i gang og næsten allerede indfriet? Vi har talt om noget vigtigt. Der er masser af intensitet og en fornemmelse af at komme tættere på sig selv og på hinanden. Kan vi mon komme endnu tættere på? Hvis man ikke har en historie, har man heller ikke en identitet. Så forbliver det hele usammenhængende, som for forfatteren Svend Aage Madsen skriver i romanen Slægten Laveran. Man bliver nødt til at blive ved at fortælle, indtil sammenhængen opstår. Vidner til hinandens liv Grupperne går ud og kommer tilbage efter en time. De har følgende spørgsmål med sig: Hvilken sætning hæftede du dig ved i det Hans sagde og i det dine kolleger sagde? Hvad er din fornemmelse, ud fra det sagte, der er vigtigt for Hans og for hver af dine kolleger? Hvilket billede eller metafor får du af vores organisation, når du lytter til historien og til beskrivelse af, hvor vi er i dag? Hvad får dette dig til at tænke på, i forhold til dig selv? Hvad er det som er svært? Hvad er det som er vigtigt for dig? Interview og poetisk dokumentering af det sagte. Flere har prøvet det før, men som altid skaber digtskrivning fnis i krogene. Det er de færreste mennesker der egentlig høre, hvad de selv siger hører jeg mig selv sige. Poetisk dokumentation handler om at gøre det muligt for den anden at lytte til sig selv. Tilbage i plenum tilfalder de første tilkendegivelser dem, som har været igennem de svære år: Jeg vidste ikke, det havde været sådan for jer siger den første. Jeg har aldrig hørt, hvad det egentlig handlede om. En anden siger: Jeg har klart mere forståelse. En tredje: Selvfølgelig kan I med den historie ikke bare køre videre. Så rækker Hanne hånden op: Jeg vil godt sige, at for første gang føler jeg det, jeg har været igennem, anerkendt. For første gang føler jeg forståelse. Hun ser direkte på Hans: Det er fordi, jeg kan mærke, at du blev bevæget, Hans. Jeg ved ikke hvorfor, men nu føler jeg, at hunden kan begraves. Alle er stille lidt. Hans smiler. Hvad med en videnscafé er der en, som siger. Så kan vi mødes dér og høre, hvad hinanden går og laver. Andre samler op på ideen. Det, som betyder noget, er jo, at vi kan mærke, at vi vil hinanden. At der både er den store flok og så er der det lille team.
Jeg bryder ind: Kan I mon blive grebet af en romantisk ide om, at der skal være samme nærhed i det store og det lille team? Nogen nikker. Bare jeg var blevet et øjeblik længere her. Jeg ville gerne have begrebslig eller billedliggjort det enkelte team i forhold til hele huset. Begrebsliggørelse hjælper til at navigere i et farvand hvor længsler og utidige diskurser kan lokke på afveje. Mit billede var, at vi indtil nu kun har vist hinanden facaden, men i dag er vi begyndt også at vise noget af det, som er bag siger en. Hvad synes du om det? Spørger jeg. Ja, det er jo rigtig godt. Og det er vigtigt vi tør gå hen til hinanden og kradse lidt i facaden og se om der kunne være mere end det som bliver vist. En anden siger: Det er som om vi hele tiden skal være så alvorlige og kun tale meget alvorligt om opgaverne, når vi holder møder med os selv. Som om vi hele tiden skal gøre os selv berettiget. Jeg tror, at fordi vores arbejde aldrig rigtig blev set på som noget særligt, så begyndte vi selv at blive bange for, at det vi gør, ikke er godt eller vigtigt. Derfor skal vi hele tiden sørge for at gøre det åh.. så vigtigt. Men det er jo vigtigt, det vi gør! Og vi er dygtige. Jeg ville ønske, vi kunne tro lidt mere på det selv Hvis man ikke er sikker på, at det man gør, er vigtigt, kan man ikke tale om det, som er svært. Min vens ord bekræftes i dagens beretninger. Jeg er mest forundret over, hvor dejligt det er at sidde og kunne lytte, siger én pludselig. Hjemme orker jeg ofte ikke at sige noget, fordi der ikke bliver lyttet. Så snart man har sagt noget, begynder der at komme argumenter eller forklaringer. Det er ikke sket i dag. Alle har kunnet få lov til at have sig selv i fred". Hvad er effekten på dig, når der ikke bliver lyttet," spørger jeg. Ja, så orker jeg jo ikke at sige noget. Jeg får jo en fornemmelse af, at de ikke kan holde ud at høre eller ikke holde til at høre, hvad jeg har at fortælle.
Igen et øjeblik af intensitet. Det troede jeg aldrig, jeg skulle sidde og sige i den store gruppe, fortæller hun mig bagefter. Men det er godt. Godt for mig. Og det er jo det det handler om. Turde gøre og sige tingene, fordi det er godt for mig at gøre det. Endnu et gruppearbejde, denne gang om trivsel og ønsker til sig selv og til andre. Grupperne arbejder næsten lydigt. Herefter samles vi igen til dagens afsluttende plenum. En siger: Jeg har været ved at kaste op over det der med at få at vide, at nu skal vi også være nysgerrige. Hvad er det du næsten ikke kan holde ud ved det ord? Spørger jeg Selvfølgelig skal vi være nysgerrige, men når det bliver pålagt går man jo ud fra, at vi ikke er det. Adressen er tydeligvis rettet til Hans. Jeg får næsten ondt af ham. Samtidig kan jeg ikke lade være med lidt flabet at tænke, hvad der blev af nysgerrigheden efter at forstå den tabte nysgerrighed? Ideer og begreber der engang var smukke bliver overalt til våben i et forståeligt ønsket om at fremmane en bestemt lokal kultur. Det sker på arbejdspladsen, i skolen, i familien, ja overalt Jeg blev så glad for at høre, at du tænker fremad og på næste skridt, siger en anden. Pludselig forstår jeg dig jo. Og pludselig forstår jeg mig selv, og det som jeg synes er svært. Men det er jo bare godt, fordi så ved vi jo, hvad vi taler om. Klokken viser fem i fire. Taxien er allerede kommet kan jeg se igennem vinduet. Er der nogen der har lyst til at sige noget om dagen her til allersidst? Jeg ved at tidshorisonten gør det til et urimeligt spørgsmål og bliver glad da en deltager rækker hånden op. Jeg ville bare ønske, vi kunne være blevet sammen og hørt på, hvad hinanden havde at sige og få dine spørgsmål, og ikke gå ud i det sidste gruppearbejde. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det, men nu gjorde jeg det.. Det ville jeg også have ønsket, vi havde gjort. At jeg havde grebet momentum og ændret programmet radikalt. Vi kunne sagtens have forsat og ladet flere få stemme og spørgsmål. Organisationsterapi i praksis. Turde jeg ikke? Hvor bliver flest stemmer hørt, i den store eller den lille gruppe? Kunne jeg have forudsagt åbenheden, der viste sig i den store gruppe? Nej, men jeg kunne have grebet den, da den viste sig.