Søren hviler i Kalundborg Fjord I løbet af det sidste årti er antallet af danskere, der vælger at få deres aske spredt femdoblet. Søren Illemann var blandt dem, der valgte havet frem for kirkegården. Af Sofie Amalie Rasmussen Bølgerne vugger højlydt mod strandkanten, der i vinterens anledning er beklædt med sne. Hele kystlinjen er formet af isblokke, som kanter sig rundt omkring Kalundborg Fjord. Den 58-årige Kalundborgenser Anne Marie Illemann kigger på det mørkeblå hav. Det korte hår holdes fast med et knaldrødt pandebånd, og kun det tynde gråsprængte pandehår får lov til at blæse frit i vinden. Den lange dunfrakke og halstørklædet værner mod kulden, der føles som et kæmpe mentolbolsje i ansigtet. Himlen er gråmeleret med lyseblå nuancer, og solen bryder igennem himlen i lyse stimer mod havet. Anne Marie erindrer, at det ligner den dag, hvor de spredte hendes søns aske over havet. Det var diset, og jo mere dagen skred frem, jo mere blæste det op. Havet er så livsbekræftende, siger hun. Og det var Søren også. Han var så levende. Så hvordan kunne jeg putte ham i den sorte jord? Anne Maries søn, Søren Illemann, blev i 2004 dræbt i en trafikulykke i Århus. Han blev 30 år. Han kom kørende på sin cykel onsdag den 25. september om eftermiddagen efter et møde på Lærerseminariet, hvor han var ved at afslutte sin uddannelse som folkeskolelærer. En 18-årig mand med et nyerhvervet kørekort kørte over 100 km/t, da han ramte Søren. Han blev slynget af cyklen, fik sine ben revet af og dør på stedet. Den unge fører får efterfølgende fem års frakendelse af kørekortet. Anne Marie og hendes to andre børn, Martin og Ida (der i dag er henholdsvis 33 og 23 år), og hendes eksmand Ole Illemann står tilbage med sorgen, fortvivlelsen og beslutningen om Sørens videre færd. Da Sørens far og jeg sidder med bedemanden og skal beslutte, hvordan Søren skal begraves, kommer jeg i tanke om en samtale vi havde i forbindelse med Sørens farfars død. Dengang har Søren været 18 år, og vi talte om, at farfar gerne ville brændes, mens farmor skulle begraves. Vi jokede lidt med, om der overhovedet var plads til os alle sammen på kirkegården, når vi engang skal dø, og så er det, Søren siger, at han allerhelst vil på vandet, husker Anne Marie. Da Søren var teenager sejlede han om sommeren sammen med gymnasievennen Henrik og dennes forældre. Det nød han. Anne Marie husker også alle de stunder, som familien havde sammen ved havet, og de mange andre timer ved både Røsnæs og Asnæs, som Søren brugte sammen med hans spejdertrup. Jeg husker en eftermiddag, et halvt års tid før Søren dør, hvor han og jeg havde pakket en kurv med mad, og var taget op 1
til kysten her. Vi sad på en skrænt, og da Søren læner sig tilbage skinnede solen ham i ansigtet, fortæller Anne Marie. Søren fortalte, at når han det efterfølgende forår blev færdig på Lærerseminariet, så ville han og en ven rejse jorden rundt. Men det er hammer ligegyldigt, hvorhenne jeg er i verden, så vil Røsnæs være det bedste sted, husker Anne Marie tydeligt sin søn sige. Så med Sørens kærlighed for vandet og Anne Maries ønske om ikke at begrave sin søn, blev Søren Illemanns aske spredt på Kalundborg Fjord den 11. september 2004. Askespredning er et legitimt alternativ Søren Illemann er ikke den eneste afdød, der i løbet af det sidste årti blev spredt på de danske farvande. Ifølge Kirkeministeriet er der sket en femdobling fra 2000-2009 i antallet af danskere, der vælger at få deres aske spredt over havet. Det svarer til, at hver 30. afdøde vælger et dansk farvand frem for en kirkegård, som deres sidste hvilested. Antallet af askespredninger for år 2009 er endnu ikke offentliggjort, men fra 2000 til 2008 har Kirkeministeriet givet tilladelse til cirka 9300 askespredninger på dansk farvand. Siden 01. januar 2009 er begravelsesloven ændret. Nu skal man ikke længere søge Kirkeministeriet om lov til at sprede sin aske. I dag kan man udfylde en officiel blanket, eller man kan tilføje ønsket i et personligt dokument, og så er det officielt. Ens personoplysninger, dato og underskrift skal dog anføres, førend dokumentet regnes for gældende. Reglerne for selve udførelsen er dog ikke ændret. Hvis man gerne vil have sin aske spredt, så er det kun tilladt at gøre det over åbent hav, større bugter eller fjorde. Det er altså ikke tilladt at sprede sin aske over jordarealer eller i skove. Urnen skal smadres, hvis man ønsker, at den skal smides i havet. For at undgå eventuelle tvivlsspørgsmål opfordrer Foreningen for Liv og Død til, at man taler om døden og begravelse, og helst nedfælder sin sidste vilje. Enten elektronisk i deres database eller i et personligt dokument. Søren kom på vandet Den 3. september 2004 blev Søren Illemann bisat i Århus. Kirken kunne rumme cirka 300 mennesker, men Anne Marie kan huske, at der dårligt var plads til, at de fremmødte kunne stå op i kirken. Hun valgte Århus, fordi det var Sørens hjem, og fordi Sørens mange venner og kollegaer skulle have en mulighed for at sige farvel. Der er dog én ting, som Anne Marie særligt husker fra den dag: Jeg havde slet ikke spekuleret over, hvordan jeg skulle få Søren ud på vandet. Jeg havde bare taget beslutningen. Efter bisættelsen kommer Henrik (Sørens gymnasieven, som han sejlede med i teenageårene) hen til mig, og siger, at han havde hørt, at Søren skulle på vandet. Der er kun en, der kan sejle Søren ud, sagde han. Og det er mig. Det har jeg aldrig nogensinde glemt ham for, nærmest hvisker Anne Marie. 2
På Anne Maries opfordring søgte bedemanden om tilladelsen, og da den kom, lå beslutningen fast. Jeg havde set Søren, og han var jo ikke hel. Han havde mistet sine ben, og da jeg bukker mig ned for at kysse ham på kinden, da var hele hans ansigt væk. Hvordan kunne jeg komme ham ned i jorden sådan? Anne Marie var også bekymret for, hvor hun skulle begrave Søren henne: I Kalundborg, hvor han var født, eller i Århus, hvor han følte sig hjemme? Der var det her vand, som altid skilte os - Århus og Kalundborg. Det synes jeg var meget symbolsk. Søren havde venner begge steder, og alle kunne gå til vandet og mindes ham. Der var ingen, der behøvede at gå til et gravsted. Martin og Ida rejser meget, og de behøver bare at gå til vandet. Så kan de altid være tæt på ham. Det var også sådan en tanke jeg gjorde mig, husker Anne Marie. Hun var dog stadig meget i tvivl. Det var en stor beslutning, hun skulle træffe på sin søns vegne. Søren havde ikke skrevet ned, at han gerne ville have sin aske spredt over havet, men det havde han ytret ønske om mange år tidligere. Inden jeg besluttede mig for, at det her var det rigtige for os, så gik jeg ned til vandet i dagene efter bisættelsen. Jeg gik langs vandet og forestillede mig, hvordan det ville være, hvis det her blev Sørens gravplads, fortæller hun. Martin og Ida var enige i deres mors beslutning; Martin kunne også huske, at hans bror for mange år siden havde sagt, at han gerne ville have sin aske spredt på havet. Det var dog først flere år senere, at Sørens far blev afklaret med beslutningen. Anne Marie går ned mod kysten, og tættere på det vand, der for seks år siden blev hendes søns gravplads. Det havde været sådan et smukt vejr, den dag Søren blev dræbt. Fantastisk vejr. Og det fortsatte til bisættelsen, men en uges tid efter varslede de dårligt vejr. Martin havde også planlagt en rejse til USA, så jeg besluttede, at det skulle være nu. Det ville være en perfekt afslutning, forklarer Anne Marie. Hun ringede derfor til Henrik, og han og hans mor sejlede Anne Marie, hendes eksmand og de to børn Martin og Ida ud på Kalundborg Fjord ved middagstid den 11. september 2004; en uge efter Sørens bisættelse i Århus. Jeg sad med urnen i skødet et øjeblik og holdt om ham. Og det gjorde hans far også. Martin fortalte mig senere, at mens jeg holdt om urnen, så tog Henriks mor Dannebrog, og holdt flaget ud over vandet, samtidig med, at jeg så spredte asken ligeså stille ud i vandet, så det løb langs med skibet og Dannebrog. Ida, Martin og Sørens far dryssede blomsterhoveder efter asken. Der var så mange blomsterhoveder! Jeg havde taget alt fra haven, og klippet stilkene af, for jeg synes det er så flot, når det kun er blomsterhovederne, der ligger og duver. Bagefter smadrede vi urnen, og smed den i havet, fortæller Anne Marie. Lige pludselig kommer der en vind, som samler alle blomsterne i sådan en stor buket, og så driver de til havs. Det var meget meget smukt. Jeg har faktisk aldrig været med til en smukkere nedsætning af 3
en kiste eller en bisættelse. Det her var utrolig smukt, i hvert fald i mit indre, mindes Anne Marie. På vejen hjem sad især Henrik og hans mor og fortalte anekdoter om dengang de sejlede sammen med Søren, mens den lille flok nød Anne Maries medbragte kurv med slik, vin og sodavand. Jeg læste engang et sted, at for at komme rundt i alle verdens vandløb, så tager det 10 år og syv måneder. Så jeg tænker tit på, at Søren nu er på vej jorden rundt. Og det var jo det, han gerne ville, husker Anne Marie, og kigger ud over fjorden. Miljøet spiller ingen rolle Dengang Anne Marie og hendes søn talte om begravelse, var Søren bekymret. Han var nemlig bange for, at han ville forurene, hvis hans aske blev spredt over vandet. Miljøministeriet har dog ikke lavet nogen love om, hvor grænsen går for udspredning af akse fra mennesker. Da det drejer sig om så lille en del, og da det stadig er fåtallet, der gør det, så er det endnu ikke blevet et aktuelt miljøspørgsmål. Miljøministeriet lader askespredningen være et etisk spørgsmål, og vurderer, at den nuværende mængde altså ikke skader miljøet. Hvis det i fremtiden bliver lovligt at sprede sin aske over landbrugsjord, i skove eller lignende, så vil ministeriet begynde at undersøge eventuelle risici. Åben dialog i familien I dag er familien Illemann afklaret og glade for beslutningen om at sprede Sørens aske over Kalundborg Fjord. Selv Sørens far, der i sin tid var imod beslutningen, ringede til Anne Marie for nogle år siden. Han var alvorligt syg, og kunne kun klare at gå ned til Storebælt og tilbage igen. Der besøgte han Søren, og var utrolig glad for, at Anne Marie dengang havde fået sin vilje til Sørens askespredning. Sørens far døde for et års tid siden, og hans aske blev efterfølgende spredt under Storebæltsbroen. Anne Marie og børnene har siden Sørens død talt meget om Søren; om trafikulykken, om askespredningen, og om deres egne ønsker. Martin elsker København, og han har sagt, at hvis der sker ham noget, så skal han begraves på Assistens Kirkegården. Ida vil gerne have sin aske spredt, ligesom Søren, men jeg er ikke selv så afklaret. Jeg kunne godt tænke mig at ligge under et træ oppe i skoven her i Kalundborg, så jeg kan ligge og kigge ud på fjorden og på Søren, fortæller Anne Marie. Hun går langs strandkanten og samler små sten. De er flade, jævne og kan ligge i hendes hånd. Hun stabler dem i små bunker på en stor, aflang sten, der i dag står et stykke fra vandkanten. Når jeg er hernede, så skal jeg altid samle sten. Det har jeg gjort siden jeg var lille. Efter Søren døde, så samler jeg sten og ligger dem på denne sten, og det skal være den her sten, siger hun, og peger på den store, våde sten. Nogen gange ligger den ude i vandet, men så må jeg jo gå derud, og sidde på den, smiler hun. 4
Det er blevet ét af Anne Maries ritualer. Hun og børnene er også altid sammen på Sørens fødselsdag og dødsdag, og så opsøger de vandet. Sidste gang var de inde ved Charlottefortet i København, men når børnene besøger deres mor i Kalundborg, så plejer de at tage ned til fjorden, og besøge Søren. Jeg tror, at Søren ville være stolt, hvis han vidste, at han lå her, siger Anne Marie og kigger ud over det taktfast bølgende hav. 5