SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende SUNDHEDSPERSONERS TAVSHEDSPLIGT 1998-2006 November 2006 cand.jur. Sanne Bech cand. jur. Christina Friis Glisby cand. jur. Henrik Kristensen cand. jur. Nina Schultz-Lorentzen cand. jur. Sofia Anna Freuchen cand. jur. Klaus Toftgaard 1
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Patientklagenævnet har udgivet nedenstående Sammenfatninger af nævnets praksis: Aktindsigt. 1998-2001. Oktober 2002 Kliniske tandteknikere. 1999-2001. November 2002 Psykologer. 1998-2002. Januar 2003 Lægeerklæringer. 1998-2002. Februar 2003 Identifikation, mærkning og glemte ting. 2000-2001. Februar 2003 Fødsler (obstetrik) 2000-2002. November 2003 Information og samtykke og journalføring heraf. 1998-2003. December 2003 Klager over plastikkirurgiske indgreb på bryster.1998-2003. Juli 2004 Klager i forbindelse med udlevering af medicin fra apoteker. 1999-2003. Oktober 2004 Klager inden for neurokirurgi. 1999-2003. November 2004 Klager over diagnostik af brystkræft. 2001-2003. December 2004 Tandlæger. 1998-2005. November 2005 Klager i forbindelse med øjensygdomme. 2003-2004. December 2005 Psykiatriske ankesager. 1997-2005. December 2005 Klager over ambulancebehandlere. November 2006 Sammenfatningerne findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk under nyhedsbreve og publikationer 2
Forord Med denne publikation offentliggør Sundhedsvæsenets Patientklagenævn en ajourført, systematisk gennemgang af nævnets praksis i klage- og indberetningssager vedr. sundhedspersoners tavshedspligt. Det er mit håb, at sammenfatningen ikke blot bliver et nyttigt redskab for nævnets medlemmer, sagkyndige konsulenter og medarbejderne i sekretariatet, men at sammenfatningen også vil blive brugt i sundhedssektoren til forbedring af kvalitet og patientsikkerhed. Sammenfatningen offentliggøres på nævnets hjemmeside www.pkn.dk. Kommentarer til sammenfatningen er meget velkomne gerne på e-mail til pkn@pkn.dk. Peter Bak Mortensen dir. 3
INDHOLDSFORTEGNELSE Forord... 3 1 INDLEDNING...6 1.1 Regulering af tavshedspligten...6 2 HVEM HAR TAVSHEDSPLIGT?...8 3 HVILKE OPLYSNINGER ER OMFATTET AF TAVSHEDSPLIGTEN?...10 3.1 Helbredsoplysninger...14 3.2 Øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger...16 4 HVEM HAR ANSVAR FOR VIDEREGIVELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER?...17 5 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED BEHANDLING...19 5.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke...19 5.1.1 Samtykkets indhold og form... 19 5.1.2 Hvem skal give samtykke?... 22 5.1.3 Journalføring... 22 5.2 Videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke...23 5.2.1 Videregivelse af oplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb... 24 5.2.2 Videregivelse af oplysninger ved berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.... 29 Varetagelse af åbenbar almen interesse... 29 Væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre... 30 5.2.3 Videregivelse fra stedfortræder til egen læge... 33 5.3 Hvem træffer afgørelse om videregivelse?...34 6 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER MV. TIL ANDRE FORMÅL END BEHANDLING...35 6.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke...35 6.1.1 Samtykkets indhold og form... 35 6.1.2 Hvem skal give samtykke?... 42 6.1.3 Til hvem skal samtykke gives?... 44 6.1.4 Journalføring... 47 6.1.5 Tilbagekaldelse og bortfald af samtykke... 47 6.2 Videregivelse uden patientens samtykke...48 6.2.1 Videregivelse ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov... 48 6.2.2 Videregivelse af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre... 52 6.2.3 Videregivelse af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver... 62 6.2.4 Generelle betingelser for videregivelse uden samtykke... 62 6.2.5 Hvem træffer afgørelse om videregivelse uden samtykke?... 65 7 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER TIL SÆRLIGE FORMÅL (FORSKNING, STATISTIK MV.)...67 7.1 Oplysninger til brug for forskningsprojekt...67 4
7.2 Oplysninger til brug for statistik eller planlægning...67 8 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER VEDRØRENDE EN AFDØD PATIENT TIL DENNES PÅRØRENDE...68 SAGSOVERSIGT...78 5
1 INDLEDNING Dette er en sammenfatning af Patientklagenævnets praksis i de sager, hvori der er klaget over sundhedspersoners brud på tavshedspligten. Sammenfatningen omfatter afgørelser truffet i perioden 1. oktober 1998 til 1. juli 2006. Sammenfatningen består af 8 kapitler. I kapitel 1 beskrives udviklingen af den retlige regulering af området, og i kapitel 2 og 3 beskrives, hvem der er omfattet af tavshedspligten, samt hvilke oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten. I kapitel 4 angives, hvem der er ansvarlig for videregivelse af fortrolige oplysninger. I kapitel 5 redegøres for bestemmelserne om videregivelse i forbindelse med behandling. I kapitel 6 og 7 gennemgås reglerne for videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål samt til særlige formål, og i kapitel 8 gennemgås reglerne for videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient til dennes pårørende. I hvert kapitel beskrives retsreglerne, og der refereres et antal afgørelser, som belyser nævnets praksis på det pågældende område. Afgørelserne er offentliggjort på nævnets hjemmeside (www.pkn.dk), og der er i den elektroniske udgave af sammenfatningen links til de anonymiserede afgørelser. Det er således muligt at læse afgørelserne i hele deres længde. Disse afgørelser vil være tilgængelige på nettet i løbet af 1. kvartal 2007. 1.1 Regulering af tavshedspligten Retsgrundlaget i dag er lov om patienters retsstilling (loven), der trådte i kraft den 1. oktober 1998. Loven har til formål at styrke patienternes retsstilling gennem lovbestemmelser, der regulerer patientens forhold til sundhedsvæsenet. 1 I lovens kapitel 5 samlede, forenklede og ændrede man den hidtidige regulering af tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, som blandt andet var indeholdt i forvaltningsloven, i lov om offentlige myndigheders registre 2 samt i nogle autorisationslove. Tavshedspligtreglerne overføres med virkning fra den 1. januar 2007 til sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, og disse bestemmelser vil i al væsentlighed være identiske med reglerne i lov om patienters retsstilling. 1 Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. 2 Lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer). Bemærkninger til lovforslaget, pkt. 1.3. 6
Det fremgår af lov om patienters retsstilling 1, at lovens formål er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret respekteres. Endvidere er det lovens formål at medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson. Ønsket om at sikre tillidsforholdet mellem sundhedsperson og patient hviler ifølge vejledningen om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger dels på hensynet til beskyttelsen af patientens privatliv, dels på hensynet til, at sundhedspersonerne får mulighed for at yde effektiv og korrekt behandling på baggrund af de oplysninger, som patienten giver dem. 3 Reglerne om tavshedspligt hviler endvidere på en generel samfundsmæssig interesse i at højne sundhedstilstanden gennem forebyggelse, behandling og kontrol med sygdommes udbredelse. Reglerne om tavshedspligt findes i kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, det vil sige i 23-32. 4 Det fremgår af 23, at reglerne i kapitel 5 finder anvendelse i forhold til alle fortrolige oplysninger, som sundhedspersoner får kendskab til eller formodning om under udøvelsen af deres erhverv. Reglerne er uddybet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (Bekendtgørelsen) samt i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger (Vejledningen). Det fremgår af Vejledningen, at det er en fundamental regel, at de oplysninger, som en patient betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. 5 Reglerne om tavshedspligt er i loven udformet som en egentlig patientrettighed forstået både som en ret for patienten til at kræve fortrolighed fra sundhedspersonens side og som en ret til at bestemme over egne helbredsoplysninger. Brud på tavshedspligten efter kapitel 5 kan straffes efter straffelovens 152-152f, hvilket fremgår af lovens 34. Spørgsmål om overtrædelse af straffelovens 152 er som hovedregel undergivet privat påtale, jf. straffelovens 152f, hvilket betyder, at den krænkede selv som udgangspunkt skal 3 Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger pkt. 4 (vejledningen). 4 Tavshedspligten følger endvidere af de fleste autorisationslove, for eksempel af lægelovens 9 og sygeplejerskelovens 6. Autorisationslovgivningens bestemmelser om tavshedspligt henviser til straffelovens bestemmelser. 5 Vejledningen, pkt. 4. 7
anlægge sagen ved domstolene. Der gælder her en frist på 6 måneder for at indbringe en sag undergivet privat påtale for domstolene. 6 Klager over brud på tavshedspligten kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i anden lovgivning, jf. lov om patienters retsstilling 33. 7 Uden for anvendelsesområdet af lov om patienters retsstilling gælder de almindelige regler i straffeloven, forvaltningsloven og persondataloven om videregivelse af personoplysninger. 8 2 HVEM HAR TAVSHEDSPLIGT? Det fremgår af lovens 2, at reglerne om tavshedspligt gælder for sundhedspersoner indenfor sundhedsvæsenet og for sundhedspersoner, som udfører sundhedsfaglig virksomhed udenfor den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, for eksempel sundhedspersoner ansat på plejehjem, i bedriftssundhedstjeneste osv. Reglerne omfatter både offentlig og privat sundhedsfaglig virksomhed. Det kan af 2 udledes, at reglerne om tavshedspligt i loven ikke gælder for personer, som ikke er sundhedspersoner, og som befinder sig udenfor sundhedsvæsenet. Dette kunne for eksempel være en socialrådgiver, som i forbindelse med en social sag behandler helbredsoplysninger. Disse personer vil dog være omfattet af forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger. Det kan endvidere udledes af 2, at reglerne om tavshedspligt i loven heller ikke omfatter sundhedspersoner, som fungerer i administrative stillinger, for eksempel lægekonsulenter i en socialforvaltning og lægelige direktører/chefer på sygehuse, idet de omtalte personers virksomhed ikke består i at deltage i eller have ansvaret for patientbehandling. Det fremgår desuden af loven, at tavshedspligt gælder for autoriseret sundhedspersonale og deres hjælpere, jf. 4. Socialrådgivere på sygehuse, portører og administrativt ansatte vil dermed ikke være omfattet af lovens regler om tavshedspligt. 6 Lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000, Straffeloven (med senere ændringer). 7 Lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (med senere ændringer). 8 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. 8
Det følger imidlertid af straffelovens bestemmelser, at der generelt gælder en tavshedspligt for offentligt personale. 9 Det vil sige, uanset at en person er underlagt en autorisationslov eller lov om patienters retsstilling, fastslår straffeloven, at alt sundhedspersonale er omfattet af en strafsanktioneret tavshedspligt. Nævnet har i en afgørelse taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem en læge og dennes advokat i relation til brud på tavshedspligten. Sag 1 Ikke brud på tavshedspligten at give journal til sin advokat (0126916A) En 86-årig kvindes søn blev klar over, at moderens praktiserende læge havde overladt hendes journal til sin advokat, for at denne på lægens vegne kunne træffe en afgørelse om, hvorvidt sønnen kunne få aktindsigt i moderens journal. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at give advokaten journalen. Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at udlevere journalen til sin advokat i forbindelse med, at han fra sønnen havde modtaget en anmodning om aktindsigt. Nævnet oplyste, at en person altid kan vælge at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at få juridisk bistand, uden at der herved opstår spørgsmål om, hvorvidt det vil være brud på tavshedspligten, at der videregives de til sagens varetagelse nødvendige oplysninger til advokaten. Nævnet oplyste videre, at en advokat har tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag. Nævnet har i en afgørelse også taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem klager og dennes advokat i relation til brud på tavshedspligten. Sag 2 Klage over at egen læge uden samtykke gav visse journaloplysninger til patients advokat (0233503A) En 24-årige kvinde blev i foråret 2000 behandlet af sin praktiserende læge for nakke- og rygsmerter i forbindelse med en whiplash-læsion, hun havde pådraget sig ved et trafikuheld i 1997. Patienten havde givet tilladelse til, at hendes advokat kunne indhente oplysninger om datoer for, hvornår hun var undersøgt for sine ryg- og nakkesmerter i form af et par linier fra lægen. Patientens advokat anmodede i efteråret 2000 om et resumé af journalen, hvilket den praktiserende læge herefter fremsendte. Lægen sendte konsultationsnotaterne vedrørende whiplash-læsionen i deres helhed, også selvom der ved de pågældende konsultationer var blevet drøftet andre helbredsproblemer. 9 Jf. Straffeloven 152b, 152c og 152, hvoraf det fremgår, at personer og deres medhjælpere, som udøver virksomhed eller erhverv i medfør af offentlig beskikkelse, anerkendelse eller ansættelse, er pålagt tavshedspligt. 9
Der blev klaget over, at lægen ud over datoerne for undersøgelse af nakke- og rygsmerter uden samtykke videregav andre fortrolige helbredsoplysninger. Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt. Det var nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive oplysninger vedrørende patientens konsultationer om whiplash-læsionen i form af kopi af journalen fra disse konsultationer, idet patienten ved sin advokat havde anmodet herom. Det var endvidere nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive de øvrige helbredsoplysninger om patienten, selv om det er lovens udgangspunkt, at disse ikke kan videregives uden samtykke. Nævnet lagde vægt på, at disse helbredsoplysninger blev videregivet til patientens advokat, der var antaget til at varetage dennes interesser under en erstatningssag mod et forsikringsselskab. Nævnet fandt derfor ikke, at lægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet bemærkede i øvrigt, at en advokat har tavshedspligt om de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag. 3 HVILKE OPLYSNINGER ER OMFATTET AF TAVSHEDSPLIGTEN? Det fremgår af lovens 23, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Nævnet har i en enkelt sag taget stilling til, at læger i deres daglige virke almindeligvis drøfter patienter med hinanden, når det drejer sig om forhold, de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte person. Sag 3 Klage over brud på tavshedspligten i forbindelse med en speciallæges udfærdigelse af en erklæring, idet speciallægen havde talt tilfældet igennem med nogle af sine kolleger (04F029P) En 52-årig mand blev på foranledning af Arbejdsskadestyrelsen undersøgt af en speciallæge, som på baggrund heraf udfærdigede en speciallægeerklæring. Patienten kontaktede efterfølgende speciallægen, da han var utilfreds med erklæringen. I den forbindelse anførte speciallægen, at han fastholdt sin erklæring, og at han havde drøftet nogle få principielle forhold med nogle af sine kolleger, og at han havde foretaget denne drøftelse anonymiseret. Der blev klaget over denne drøftelse, idet patienten mente, at det var et brud på tavshedspligten. 10
Nævnet fandt ikke, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet oplyste, at læger i deres daglige virke almindeligvis konfererer med hinanden, når det drejer sig om forhold, som de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte patient. Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne kritiseres, at speciallægen drøftede patienten med sine kolleger, og idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at speciallægen i forbindelse med konfereringen havde videregivet fortrolige oplysninger om patienten. I forbindelse med, at oplysningerne skal være erfaret under udøvelse af sundhedspersonens erhverv, har nævnet i et enkelt tilfælde afvist at behandle en klage over, at en praktiserende læge uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger til personalet om en kvindelig patient, som var ansat på lægens klinik, idet nævnet nåede frem til, at oplysningerne ikke var erfaret i forbindelse med lægens erhverv. Sag 4 Klage over brud på tavshedspligten af egen læge, som også var kollega (0229601P) En kvinde var igennem en årrække klinikassistent hos en tandlæge, der havde kontorfællesskab med 2 praktiserende læger, hvoraf den ene var hendes egen læge. Kvinden havde et forhold til tandlægen, hvilket hun betroede sin egen læge, der ligeledes var hendes kollega. Der blev klaget over, at lægen uden kvindens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om hende til personalet i lægehuset. Nævnet afviste klagen, idet nævnet ikke fandt grundlag for at fastslå, at lægen havde modtaget oplysninger om forholdet i forbindelse med en konsultation eller på baggrund af et læge/patientforhold, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen. Lægen havde således fået sin viden ved en kollegial snak, hvilket blev bekræftet af, at der ikke i journalen var noteret noget om oplysningerne. For at der kan være tale om fortrolige oplysninger, skal to forhold være opfyldt. For det første skal oplysningerne være fortrolige på grund af deres karakter (se herom afsnit 3.1 og 3.2), og for det andet skal oplysningerne være fortrolige i den forstand, at omverdenen ikke allerede kender til dem. I sidstnævnte tilfælde kan det være svært at sige, hvor meget der skal til, for at en sundhedsperson ikke har tilsidesat sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger, som allerede er kendt af modtageren. Nævnet har i en enkelt afgørelse taget stilling til, om oplysninger kan karakteriseres som fortrolige, når de i forvejen er offentligt tilgængelige. 11
Sag 5 Klage over, at læge kommenterede et barns journal, som en avis havde fået udleveret af moderen (00F014P) Medens et 5-årigt barn var tilmeldt en praktiserende læge A, og moderen havde forældremyndigheden, fik moderen udleveret en kopi af lægens journal over barnet. Moderen videregav journalen til en avis, som således havde oplysninger om barnets helbredsforhold fra journalen. Disse helbredsforhold kommenterede den praktiserende læge over for avisen. På tidspunktet for udtalelserne var barnet tilmeldt en anden praktiserende læge B, idet forældremyndigheden var blevet overdraget fra moderen til faderen. Der blev klaget over, at praktiserende læge A uden faderens samtykke havde videregivet oplysninger om barnets helbredsforhold til avisen. Patientklagenævnet fandt ikke, at praktiserende læge A havde overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med sine udtalelser til avisen, da avisen havde fået udleveret journalen af moderen, og journalen dermed forinden var kendt af avisen. Det var nævnets opfattelse, at lægens kommentarer til de anonymiserede oplysninger, som allerede var offentliggjort på moderens foranledning, ikke indeholdt nye oplysninger af fortrolig karakter. Den følgende sag viser, at en læge kan være berettiget til at antage, at en person allerede kender til helbredsoplysninger vedrørende én af lægens patienter, og at lægen ved at udtale sig til denne person ikke tilsidesætter sin tavshedspligt. Sag 6 Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med samtale med patients søster (05F013P) En 50-årig kvinde var i perioden 1995 til 1996 indlagt på psykiatrisk afdeling i en svær tilstand af forfølgelsesvanvid, hvor hun tillige havde tilskyndelse til at slå et andet menneske ihjel. Den 28. januar 2003 blev patienten udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor hun havde været indlagt med henblik på abstinensbehandling med Fenemal i forbindelse med aftrapning for misbrug af afhængighedsskabende lægemidler. Hun lod sig udskrive, før den planlagte behandling var afsluttet. Den 30. januar 2003 kontaktede patientens søster telefonisk den praktiserende læge og oplyste, at patienten dagen før telefonisk havde truet hende og familien på livet. Søsteren oplyste, at hun vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og hun bad lægen være behjælpelig med indlæggelsen. Lægen omtalte indlæggelsen i januar 2003 over for søsteren og fandt, at det ikke kunne udelukkes, at patienten havde en abstinenspsykose. Ved konsultation samme dag fandt lægen, at patienten ikke fremtrådte psykotisk. Lægen gav patienten en ny henvisning til den psykiater, hun tidligere havde konsulteret. Der blev klaget over, at den praktiserende læge havde tilsidesat sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet helbredsoplysninger om hende til hendes søster i begyndelse af februar 2003, idet han havde oplyst om en tidligere hospitalsindlæggelse, og om at patienten havde ladet sig udskrive, inden behandlingen var afsluttet. Nævnet fandt ikke, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt. 12
Det var nævnets opfattelse, at lægen videregav fortrolige oplysninger vedrørende patienten til dennes søster, idet oplysning om tidligere hospitalsindlæggelse og oplysning om at patienten havde ladet sig udskrive, inden behandlingen var afsluttet, måtte anses for at være fortrolige oplysninger i lovens forstand. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at idet lægen var orienteret om, at søsteren vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, var det berettiget af lægen at antage, at søsteren var vidende om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling. Nævnet lagde her til grund, at lægen måtte antage, at søsterens viden om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling også omfattede viden om den tidligere indlæggelse og udskrivelse fra psykiatrisk afdeling i januar 2003. Det var således nævnets opfattelse, at lægen ikke videregav oplysninger, der var fortrolige i lovens forstand, idet patientens søster allerede inden videregivelsen var oplyst om de pågældende forhold. Nedenstående sag illustrerer, at det i nogle tilfælde ikke kan undgås, at andre bliver bekendt med visse af en patients helbredsoplysninger, og at forespørgsler vedrørende patienten ofte kan imødekommes uden, at spørgeren får yderligere oplysninger om patienten. I den konkrete sag var der tale om et forældrepar, der spurgte til et andet barns indlæggelsesforløb, idet deres eget barn skulle igennem samme behandling. Sag 7 Klage over at andre forældre på afdelingen blev bekendt med en lille piges helbredsoplysninger (0338218P) En 10-årig pige var i perioden fra februar 2000 til januar 2001 indlagt på en børneafdeling, hvor hun blev behandlet for blandt andet en tumor i venstre side af brystkassen. Hun blev behandlet med højdosis kemoterapi efterfulgt af såkaldt stamcelle-transplantation for at bekæmpe tumoren. Patienten døde på intensiv afdeling den 12. januar 2001. Herefter gav et forældrepar til et barn, der også skulle have en stamcelle-transplantation, udtryk for bekymring over det bivirkningsfyldte transplantationsforløb, som de havde iagttaget på afdelingen, at det afdøde barn havde haft. Overlægen forklarede disse forældre, at det afdøde barn havde haft flere bivirkninger, end man normalt ser. Der blev blandt andet klaget over, at lægerne brød deres tavshedspligt ved at omtale patientens sygdom overfor andre forældre. Nævnet fandt ikke, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, idet nævnet oplyste, at det specielt på en børneonkologisk afdeling ikke kan undgås, at forældrepar er bekendt med andre indlagte børns forløb og problemer. Endvidere oplyste nævnet, at forældrenes kendskab til forskellige sygdomsforløb ofte giver anledning til forespørgsler som vi kan se, at det er gået sådan for NN hvor hyppigt sker det, vil det også gå vores barn sådan?. Sådanne forespørgsler kan besvares generelt uden, at spørgeren får yderligere oplysninger om barnet og uden at berøre konkrete og fortrolige patientoplysninger. 13
3.1 Helbredsoplysninger Oplysninger, der er omfattet af sundhedspersoners tavshedspligt, er inddelt i tre grupper, nemlig helbredsoplysninger, øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger. Helbredsoplysninger skal ifølge Vejledningen forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt til sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været eller er indlagt til behandling samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende. 10 I de følgende afgørelser har nævnet vurderet, hvilke oplysninger nævnet anser for at være helbredsoplysninger i forbindelse med sundhedspersoners videregivelse af disse. Sag 8 Klage over psykologs henvendelse til skolepsykolog uden samtykke fra forældrene (0016103A) En 11-årig pige blev indlagt på en børneafdeling, fordi hun havde haft svære smerter i begge ankelled, i venstre skulder, i albue- og fingerled. Sundhedspersonalet fandt det påfaldende, at hun viste en kraftig smertereaktion ved berøringer, men at hun alligevel uden problemer kunne stå og gå. Efter en afdelingskonference indvilligede moderen i, at børneafdelingen kunne få nærmere oplysninger om datteren fra skolepsykologen, men det blev aftalt, at moderen selv ville tage kontakt til skolepsykologen. Senere denne dag ringede en psykolog fra børneafdelingen til skolepsykologen. Da skolepsykologen ikke kunne træffes, lagde psykologen en telefonbesked til skolepsykologen. Under en senere telefonsamtale spurgte skolepsykologen til sagen, men psykologen ønskede drøftelsen udskudt, fordi hun i mellemtiden var kommet i tvivl om, hvilken form for samarbejde med skolen der konkret var ønsket. Der blev klaget over, at psykologen gennem sin telefoniske henvendelse til skolepsykologen uberettiget havde videregivet fortrolige oplysninger. Patientklagenævnet fandt, at psykologen havde brudt tavshedspligten i forbindelse med sin opringning til skolepsykologen. Nævnet lagde vægt på, at psykologen kontaktede skolepsykologen i strid med en aftale, der var indgået mellem moderen og afdelingen. Det var nævnets opfattelse, at den blotte henvendelse til skolepsykologen udgjorde en overtrædelse af tavshedspligten. Der blev afgivet dissens i sagen. Sag 9 Brud på tavshedspligten ved at videregive oplysninger om en henvisning (0016901A) En 21-årig kvinde blev i juni 1998 opereret for en svulst i baghovedet. Efter operationen gennemgik hun adskillige strålebehandlinger. Et år senere aftalte hun med den læge, som havde opereret hende, at han ville 10 Vejledningen, pkt. 4.1. 14
orientere hendes praktiserende læge om, at denne skulle henvise hende til en samtale med en psykolog, da hun havde behov for at tale om sit sygdoms- og behandlingsforløb. Lægen afventede herefter hendes henvendelse, men da dette ikke skete, ringede lægen til hende. Imidlertid tog hendes moder telefonen, hvorefter lægen bad moderen give datteren besked om at ringe tilbage. På moderens forespørgsel svarede lægen, at datteren ønskede en henvisning til en psykolog. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved telefonisk at oplyse patientens mor om, at patienten havde ønsket henvisning til en psykolog. Patientklagenævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningen om henvisningen til psykolog til patientens mor, idet nævnet fandt, at der var tale om helbredsoplysninger. Nævnet oplyste, at der ved helbredsoplysninger forstås oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet. Det er ikke kun de helbredsoplysninger om patienten, som er ført i en journal, der er beskyttet af tavshedspligten. Det er derimod alle oplysninger, som kan fortælle noget om patientens helbred, herunder røntgenbilleder og udskrifter fra elektrokardiogrammer. Nævnet har i få tilfælde taget stilling til spørgsmålet om muligheden for at identificere patienten i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger om denne. Sag 10 (ref. sag 33) Mulig identifikation af patient ved videregivelse af oplysning (0126306P) En 30-årig kvinde blev undersøgt på en dermatologisk afdeling med henblik på udredning af kronisk nældefeber, som ifølge hende selv skyldtes overfølsomhed for vinyl. Patienten havde specielt været meget generet under en ansættelse på en arbejdsplads, hvor hun ikke længere var ansat. Ved undersøgelsens afslutning oplyste afdelingslægen, at hun ville kontakte forskellige læger fra tidligere undersøgelser samt eventuelt kontakte den tidligere arbejdsplads. Afdelingslægen sendte herefter en e-mail til den tidligere arbejdsgiver med henblik på at få tilsendt forskellige prøver til anvendelse i den videre behandling af patienten. Der blev klaget over, at afdelingslægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om hende til hendes tidligere arbejdsgiver. Patientklagenævnet fandt, at afdelingslægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningerne. Patientklagenævnet fandt, at det var muligt for den tidligere arbejdsplads at identificere, hvem oplysningerne drejede sig om, idet det i brevet var angivet, at det drejede sig om en person, som havde arbejdet i virksomheden med produktion af latex-uridomer i perioden 1996-98, at personen havde ført en arbejdsskadesag, og at prøver til brug for sagen skulle mærkes på en måde, som svarede til patientens forbogstaver samt fødselsdato. Det var derfor uden betydning, at lægen i brevet ikke havde nævnt patienten ved navn. 15