SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN. Sammenfatning SUNDHEDSPERSONERS TAVSHEDSPLIGT

SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende SUNDHEDSPERSONERS TAVSHEDSPLIGT 1998-2006 November 2006 cand.jur. Sanne Bech cand. jur. Christina Friis Glisby cand. jur. Henrik Kristensen cand. jur. Nina Schultz-Lorentzen cand. jur. Sofia Anna Freuchen cand. jur. Klaus Toftgaard 1

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Patientklagenævnet har udgivet nedenstående Sammenfatninger af nævnets praksis: Aktindsigt. 1998-2001. Oktober 2002 Kliniske tandteknikere. 1999-2001. November 2002 Psykologer. 1998-2002. Januar 2003 Lægeerklæringer. 1998-2002. Februar 2003 Identifikation, mærkning og glemte ting. 2000-2001. Februar 2003 Fødsler (obstetrik) 2000-2002. November 2003 Information og samtykke og journalføring heraf. 1998-2003. December 2003 Klager over plastikkirurgiske indgreb på bryster.1998-2003. Juli 2004 Klager i forbindelse med udlevering af medicin fra apoteker. 1999-2003. Oktober 2004 Klager inden for neurokirurgi. 1999-2003. November 2004 Klager over diagnostik af brystkræft. 2001-2003. December 2004 Tandlæger. 1998-2005. November 2005 Klager i forbindelse med øjensygdomme. 2003-2004. December 2005 Psykiatriske ankesager. 1997-2005. December 2005 Klager over ambulancebehandlere. November 2006 Sammenfatningerne findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk under nyhedsbreve og publikationer 2

Forord Med denne publikation offentliggør Sundhedsvæsenets Patientklagenævn en ajourført, systematisk gennemgang af nævnets praksis i klage- og indberetningssager vedr. sundhedspersoners tavshedspligt. Det er mit håb, at sammenfatningen ikke blot bliver et nyttigt redskab for nævnets medlemmer, sagkyndige konsulenter og medarbejderne i sekretariatet, men at sammenfatningen også vil blive brugt i sundhedssektoren til forbedring af kvalitet og patientsikkerhed. Sammenfatningen offentliggøres på nævnets hjemmeside www.pkn.dk. Kommentarer til sammenfatningen er meget velkomne gerne på e-mail til pkn@pkn.dk. Peter Bak Mortensen dir. 3

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord... 3 1 INDLEDNING...6 1.1 Regulering af tavshedspligten...6 2 HVEM HAR TAVSHEDSPLIGT?...8 3 HVILKE OPLYSNINGER ER OMFATTET AF TAVSHEDSPLIGTEN?...10 3.1 Helbredsoplysninger...14 3.2 Øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger...16 4 HVEM HAR ANSVAR FOR VIDEREGIVELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER?...17 5 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED BEHANDLING...19 5.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke...19 5.1.1 Samtykkets indhold og form... 19 5.1.2 Hvem skal give samtykke?... 22 5.1.3 Journalføring... 22 5.2 Videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke...23 5.2.1 Videregivelse af oplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb... 24 5.2.2 Videregivelse af oplysninger ved berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.... 29 Varetagelse af åbenbar almen interesse... 29 Væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre... 30 5.2.3 Videregivelse fra stedfortræder til egen læge... 33 5.3 Hvem træffer afgørelse om videregivelse?...34 6 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER MV. TIL ANDRE FORMÅL END BEHANDLING...35 6.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke...35 6.1.1 Samtykkets indhold og form... 35 6.1.2 Hvem skal give samtykke?... 42 6.1.3 Til hvem skal samtykke gives?... 44 6.1.4 Journalføring... 47 6.1.5 Tilbagekaldelse og bortfald af samtykke... 47 6.2 Videregivelse uden patientens samtykke...48 6.2.1 Videregivelse ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov... 48 6.2.2 Videregivelse af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre... 52 6.2.3 Videregivelse af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver... 62 6.2.4 Generelle betingelser for videregivelse uden samtykke... 62 6.2.5 Hvem træffer afgørelse om videregivelse uden samtykke?... 65 7 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER TIL SÆRLIGE FORMÅL (FORSKNING, STATISTIK MV.)...67 7.1 Oplysninger til brug for forskningsprojekt...67 4

7.2 Oplysninger til brug for statistik eller planlægning...67 8 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER VEDRØRENDE EN AFDØD PATIENT TIL DENNES PÅRØRENDE...68 SAGSOVERSIGT...78 5

1 INDLEDNING Dette er en sammenfatning af Patientklagenævnets praksis i de sager, hvori der er klaget over sundhedspersoners brud på tavshedspligten. Sammenfatningen omfatter afgørelser truffet i perioden 1. oktober 1998 til 1. juli 2006. Sammenfatningen består af 8 kapitler. I kapitel 1 beskrives udviklingen af den retlige regulering af området, og i kapitel 2 og 3 beskrives, hvem der er omfattet af tavshedspligten, samt hvilke oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten. I kapitel 4 angives, hvem der er ansvarlig for videregivelse af fortrolige oplysninger. I kapitel 5 redegøres for bestemmelserne om videregivelse i forbindelse med behandling. I kapitel 6 og 7 gennemgås reglerne for videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål samt til særlige formål, og i kapitel 8 gennemgås reglerne for videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient til dennes pårørende. I hvert kapitel beskrives retsreglerne, og der refereres et antal afgørelser, som belyser nævnets praksis på det pågældende område. Afgørelserne er offentliggjort på nævnets hjemmeside (www.pkn.dk), og der er i den elektroniske udgave af sammenfatningen links til de anonymiserede afgørelser. Det er således muligt at læse afgørelserne i hele deres længde. Disse afgørelser vil være tilgængelige på nettet i løbet af 1. kvartal 2007. 1.1 Regulering af tavshedspligten Retsgrundlaget i dag er lov om patienters retsstilling (loven), der trådte i kraft den 1. oktober 1998. Loven har til formål at styrke patienternes retsstilling gennem lovbestemmelser, der regulerer patientens forhold til sundhedsvæsenet. 1 I lovens kapitel 5 samlede, forenklede og ændrede man den hidtidige regulering af tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, som blandt andet var indeholdt i forvaltningsloven, i lov om offentlige myndigheders registre 2 samt i nogle autorisationslove. Tavshedspligtreglerne overføres med virkning fra den 1. januar 2007 til sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, og disse bestemmelser vil i al væsentlighed være identiske med reglerne i lov om patienters retsstilling. 1 Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. 2 Lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer). Bemærkninger til lovforslaget, pkt. 1.3. 6

Det fremgår af lov om patienters retsstilling 1, at lovens formål er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret respekteres. Endvidere er det lovens formål at medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson. Ønsket om at sikre tillidsforholdet mellem sundhedsperson og patient hviler ifølge vejledningen om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger dels på hensynet til beskyttelsen af patientens privatliv, dels på hensynet til, at sundhedspersonerne får mulighed for at yde effektiv og korrekt behandling på baggrund af de oplysninger, som patienten giver dem. 3 Reglerne om tavshedspligt hviler endvidere på en generel samfundsmæssig interesse i at højne sundhedstilstanden gennem forebyggelse, behandling og kontrol med sygdommes udbredelse. Reglerne om tavshedspligt findes i kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, det vil sige i 23-32. 4 Det fremgår af 23, at reglerne i kapitel 5 finder anvendelse i forhold til alle fortrolige oplysninger, som sundhedspersoner får kendskab til eller formodning om under udøvelsen af deres erhverv. Reglerne er uddybet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (Bekendtgørelsen) samt i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger (Vejledningen). Det fremgår af Vejledningen, at det er en fundamental regel, at de oplysninger, som en patient betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. 5 Reglerne om tavshedspligt er i loven udformet som en egentlig patientrettighed forstået både som en ret for patienten til at kræve fortrolighed fra sundhedspersonens side og som en ret til at bestemme over egne helbredsoplysninger. Brud på tavshedspligten efter kapitel 5 kan straffes efter straffelovens 152-152f, hvilket fremgår af lovens 34. Spørgsmål om overtrædelse af straffelovens 152 er som hovedregel undergivet privat påtale, jf. straffelovens 152f, hvilket betyder, at den krænkede selv som udgangspunkt skal 3 Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger pkt. 4 (vejledningen). 4 Tavshedspligten følger endvidere af de fleste autorisationslove, for eksempel af lægelovens 9 og sygeplejerskelovens 6. Autorisationslovgivningens bestemmelser om tavshedspligt henviser til straffelovens bestemmelser. 5 Vejledningen, pkt. 4. 7

anlægge sagen ved domstolene. Der gælder her en frist på 6 måneder for at indbringe en sag undergivet privat påtale for domstolene. 6 Klager over brud på tavshedspligten kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i anden lovgivning, jf. lov om patienters retsstilling 33. 7 Uden for anvendelsesområdet af lov om patienters retsstilling gælder de almindelige regler i straffeloven, forvaltningsloven og persondataloven om videregivelse af personoplysninger. 8 2 HVEM HAR TAVSHEDSPLIGT? Det fremgår af lovens 2, at reglerne om tavshedspligt gælder for sundhedspersoner indenfor sundhedsvæsenet og for sundhedspersoner, som udfører sundhedsfaglig virksomhed udenfor den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, for eksempel sundhedspersoner ansat på plejehjem, i bedriftssundhedstjeneste osv. Reglerne omfatter både offentlig og privat sundhedsfaglig virksomhed. Det kan af 2 udledes, at reglerne om tavshedspligt i loven ikke gælder for personer, som ikke er sundhedspersoner, og som befinder sig udenfor sundhedsvæsenet. Dette kunne for eksempel være en socialrådgiver, som i forbindelse med en social sag behandler helbredsoplysninger. Disse personer vil dog være omfattet af forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger. Det kan endvidere udledes af 2, at reglerne om tavshedspligt i loven heller ikke omfatter sundhedspersoner, som fungerer i administrative stillinger, for eksempel lægekonsulenter i en socialforvaltning og lægelige direktører/chefer på sygehuse, idet de omtalte personers virksomhed ikke består i at deltage i eller have ansvaret for patientbehandling. Det fremgår desuden af loven, at tavshedspligt gælder for autoriseret sundhedspersonale og deres hjælpere, jf. 4. Socialrådgivere på sygehuse, portører og administrativt ansatte vil dermed ikke være omfattet af lovens regler om tavshedspligt. 6 Lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000, Straffeloven (med senere ændringer). 7 Lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (med senere ændringer). 8 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger. 8

Det følger imidlertid af straffelovens bestemmelser, at der generelt gælder en tavshedspligt for offentligt personale. 9 Det vil sige, uanset at en person er underlagt en autorisationslov eller lov om patienters retsstilling, fastslår straffeloven, at alt sundhedspersonale er omfattet af en strafsanktioneret tavshedspligt. Nævnet har i en afgørelse taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem en læge og dennes advokat i relation til brud på tavshedspligten. Sag 1 Ikke brud på tavshedspligten at give journal til sin advokat (0126916A) En 86-årig kvindes søn blev klar over, at moderens praktiserende læge havde overladt hendes journal til sin advokat, for at denne på lægens vegne kunne træffe en afgørelse om, hvorvidt sønnen kunne få aktindsigt i moderens journal. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at give advokaten journalen. Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at udlevere journalen til sin advokat i forbindelse med, at han fra sønnen havde modtaget en anmodning om aktindsigt. Nævnet oplyste, at en person altid kan vælge at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at få juridisk bistand, uden at der herved opstår spørgsmål om, hvorvidt det vil være brud på tavshedspligten, at der videregives de til sagens varetagelse nødvendige oplysninger til advokaten. Nævnet oplyste videre, at en advokat har tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag. Nævnet har i en afgørelse også taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem klager og dennes advokat i relation til brud på tavshedspligten. Sag 2 Klage over at egen læge uden samtykke gav visse journaloplysninger til patients advokat (0233503A) En 24-årige kvinde blev i foråret 2000 behandlet af sin praktiserende læge for nakke- og rygsmerter i forbindelse med en whiplash-læsion, hun havde pådraget sig ved et trafikuheld i 1997. Patienten havde givet tilladelse til, at hendes advokat kunne indhente oplysninger om datoer for, hvornår hun var undersøgt for sine ryg- og nakkesmerter i form af et par linier fra lægen. Patientens advokat anmodede i efteråret 2000 om et resumé af journalen, hvilket den praktiserende læge herefter fremsendte. Lægen sendte konsultationsnotaterne vedrørende whiplash-læsionen i deres helhed, også selvom der ved de pågældende konsultationer var blevet drøftet andre helbredsproblemer. 9 Jf. Straffeloven 152b, 152c og 152, hvoraf det fremgår, at personer og deres medhjælpere, som udøver virksomhed eller erhverv i medfør af offentlig beskikkelse, anerkendelse eller ansættelse, er pålagt tavshedspligt. 9

Der blev klaget over, at lægen ud over datoerne for undersøgelse af nakke- og rygsmerter uden samtykke videregav andre fortrolige helbredsoplysninger. Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt. Det var nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive oplysninger vedrørende patientens konsultationer om whiplash-læsionen i form af kopi af journalen fra disse konsultationer, idet patienten ved sin advokat havde anmodet herom. Det var endvidere nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive de øvrige helbredsoplysninger om patienten, selv om det er lovens udgangspunkt, at disse ikke kan videregives uden samtykke. Nævnet lagde vægt på, at disse helbredsoplysninger blev videregivet til patientens advokat, der var antaget til at varetage dennes interesser under en erstatningssag mod et forsikringsselskab. Nævnet fandt derfor ikke, at lægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet bemærkede i øvrigt, at en advokat har tavshedspligt om de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en sag. 3 HVILKE OPLYSNINGER ER OMFATTET AF TAVSHEDSPLIGTEN? Det fremgår af lovens 23, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Nævnet har i en enkelt sag taget stilling til, at læger i deres daglige virke almindeligvis drøfter patienter med hinanden, når det drejer sig om forhold, de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte person. Sag 3 Klage over brud på tavshedspligten i forbindelse med en speciallæges udfærdigelse af en erklæring, idet speciallægen havde talt tilfældet igennem med nogle af sine kolleger (04F029P) En 52-årig mand blev på foranledning af Arbejdsskadestyrelsen undersøgt af en speciallæge, som på baggrund heraf udfærdigede en speciallægeerklæring. Patienten kontaktede efterfølgende speciallægen, da han var utilfreds med erklæringen. I den forbindelse anførte speciallægen, at han fastholdt sin erklæring, og at han havde drøftet nogle få principielle forhold med nogle af sine kolleger, og at han havde foretaget denne drøftelse anonymiseret. Der blev klaget over denne drøftelse, idet patienten mente, at det var et brud på tavshedspligten. 10

Nævnet fandt ikke, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet oplyste, at læger i deres daglige virke almindeligvis konfererer med hinanden, når det drejer sig om forhold, som de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte patient. Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne kritiseres, at speciallægen drøftede patienten med sine kolleger, og idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at speciallægen i forbindelse med konfereringen havde videregivet fortrolige oplysninger om patienten. I forbindelse med, at oplysningerne skal være erfaret under udøvelse af sundhedspersonens erhverv, har nævnet i et enkelt tilfælde afvist at behandle en klage over, at en praktiserende læge uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger til personalet om en kvindelig patient, som var ansat på lægens klinik, idet nævnet nåede frem til, at oplysningerne ikke var erfaret i forbindelse med lægens erhverv. Sag 4 Klage over brud på tavshedspligten af egen læge, som også var kollega (0229601P) En kvinde var igennem en årrække klinikassistent hos en tandlæge, der havde kontorfællesskab med 2 praktiserende læger, hvoraf den ene var hendes egen læge. Kvinden havde et forhold til tandlægen, hvilket hun betroede sin egen læge, der ligeledes var hendes kollega. Der blev klaget over, at lægen uden kvindens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om hende til personalet i lægehuset. Nævnet afviste klagen, idet nævnet ikke fandt grundlag for at fastslå, at lægen havde modtaget oplysninger om forholdet i forbindelse med en konsultation eller på baggrund af et læge/patientforhold, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen. Lægen havde således fået sin viden ved en kollegial snak, hvilket blev bekræftet af, at der ikke i journalen var noteret noget om oplysningerne. For at der kan være tale om fortrolige oplysninger, skal to forhold være opfyldt. For det første skal oplysningerne være fortrolige på grund af deres karakter (se herom afsnit 3.1 og 3.2), og for det andet skal oplysningerne være fortrolige i den forstand, at omverdenen ikke allerede kender til dem. I sidstnævnte tilfælde kan det være svært at sige, hvor meget der skal til, for at en sundhedsperson ikke har tilsidesat sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger, som allerede er kendt af modtageren. Nævnet har i en enkelt afgørelse taget stilling til, om oplysninger kan karakteriseres som fortrolige, når de i forvejen er offentligt tilgængelige. 11

Sag 5 Klage over, at læge kommenterede et barns journal, som en avis havde fået udleveret af moderen (00F014P) Medens et 5-årigt barn var tilmeldt en praktiserende læge A, og moderen havde forældremyndigheden, fik moderen udleveret en kopi af lægens journal over barnet. Moderen videregav journalen til en avis, som således havde oplysninger om barnets helbredsforhold fra journalen. Disse helbredsforhold kommenterede den praktiserende læge over for avisen. På tidspunktet for udtalelserne var barnet tilmeldt en anden praktiserende læge B, idet forældremyndigheden var blevet overdraget fra moderen til faderen. Der blev klaget over, at praktiserende læge A uden faderens samtykke havde videregivet oplysninger om barnets helbredsforhold til avisen. Patientklagenævnet fandt ikke, at praktiserende læge A havde overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med sine udtalelser til avisen, da avisen havde fået udleveret journalen af moderen, og journalen dermed forinden var kendt af avisen. Det var nævnets opfattelse, at lægens kommentarer til de anonymiserede oplysninger, som allerede var offentliggjort på moderens foranledning, ikke indeholdt nye oplysninger af fortrolig karakter. Den følgende sag viser, at en læge kan være berettiget til at antage, at en person allerede kender til helbredsoplysninger vedrørende én af lægens patienter, og at lægen ved at udtale sig til denne person ikke tilsidesætter sin tavshedspligt. Sag 6 Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med samtale med patients søster (05F013P) En 50-årig kvinde var i perioden 1995 til 1996 indlagt på psykiatrisk afdeling i en svær tilstand af forfølgelsesvanvid, hvor hun tillige havde tilskyndelse til at slå et andet menneske ihjel. Den 28. januar 2003 blev patienten udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor hun havde været indlagt med henblik på abstinensbehandling med Fenemal i forbindelse med aftrapning for misbrug af afhængighedsskabende lægemidler. Hun lod sig udskrive, før den planlagte behandling var afsluttet. Den 30. januar 2003 kontaktede patientens søster telefonisk den praktiserende læge og oplyste, at patienten dagen før telefonisk havde truet hende og familien på livet. Søsteren oplyste, at hun vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og hun bad lægen være behjælpelig med indlæggelsen. Lægen omtalte indlæggelsen i januar 2003 over for søsteren og fandt, at det ikke kunne udelukkes, at patienten havde en abstinenspsykose. Ved konsultation samme dag fandt lægen, at patienten ikke fremtrådte psykotisk. Lægen gav patienten en ny henvisning til den psykiater, hun tidligere havde konsulteret. Der blev klaget over, at den praktiserende læge havde tilsidesat sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet helbredsoplysninger om hende til hendes søster i begyndelse af februar 2003, idet han havde oplyst om en tidligere hospitalsindlæggelse, og om at patienten havde ladet sig udskrive, inden behandlingen var afsluttet. Nævnet fandt ikke, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt. 12

Det var nævnets opfattelse, at lægen videregav fortrolige oplysninger vedrørende patienten til dennes søster, idet oplysning om tidligere hospitalsindlæggelse og oplysning om at patienten havde ladet sig udskrive, inden behandlingen var afsluttet, måtte anses for at være fortrolige oplysninger i lovens forstand. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at idet lægen var orienteret om, at søsteren vidste, at patienten stod på venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, var det berettiget af lægen at antage, at søsteren var vidende om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling. Nævnet lagde her til grund, at lægen måtte antage, at søsterens viden om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling også omfattede viden om den tidligere indlæggelse og udskrivelse fra psykiatrisk afdeling i januar 2003. Det var således nævnets opfattelse, at lægen ikke videregav oplysninger, der var fortrolige i lovens forstand, idet patientens søster allerede inden videregivelsen var oplyst om de pågældende forhold. Nedenstående sag illustrerer, at det i nogle tilfælde ikke kan undgås, at andre bliver bekendt med visse af en patients helbredsoplysninger, og at forespørgsler vedrørende patienten ofte kan imødekommes uden, at spørgeren får yderligere oplysninger om patienten. I den konkrete sag var der tale om et forældrepar, der spurgte til et andet barns indlæggelsesforløb, idet deres eget barn skulle igennem samme behandling. Sag 7 Klage over at andre forældre på afdelingen blev bekendt med en lille piges helbredsoplysninger (0338218P) En 10-årig pige var i perioden fra februar 2000 til januar 2001 indlagt på en børneafdeling, hvor hun blev behandlet for blandt andet en tumor i venstre side af brystkassen. Hun blev behandlet med højdosis kemoterapi efterfulgt af såkaldt stamcelle-transplantation for at bekæmpe tumoren. Patienten døde på intensiv afdeling den 12. januar 2001. Herefter gav et forældrepar til et barn, der også skulle have en stamcelle-transplantation, udtryk for bekymring over det bivirkningsfyldte transplantationsforløb, som de havde iagttaget på afdelingen, at det afdøde barn havde haft. Overlægen forklarede disse forældre, at det afdøde barn havde haft flere bivirkninger, end man normalt ser. Der blev blandt andet klaget over, at lægerne brød deres tavshedspligt ved at omtale patientens sygdom overfor andre forældre. Nævnet fandt ikke, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, idet nævnet oplyste, at det specielt på en børneonkologisk afdeling ikke kan undgås, at forældrepar er bekendt med andre indlagte børns forløb og problemer. Endvidere oplyste nævnet, at forældrenes kendskab til forskellige sygdomsforløb ofte giver anledning til forespørgsler som vi kan se, at det er gået sådan for NN hvor hyppigt sker det, vil det også gå vores barn sådan?. Sådanne forespørgsler kan besvares generelt uden, at spørgeren får yderligere oplysninger om barnet og uden at berøre konkrete og fortrolige patientoplysninger. 13

3.1 Helbredsoplysninger Oplysninger, der er omfattet af sundhedspersoners tavshedspligt, er inddelt i tre grupper, nemlig helbredsoplysninger, øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger. Helbredsoplysninger skal ifølge Vejledningen forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt til sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været eller er indlagt til behandling samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende. 10 I de følgende afgørelser har nævnet vurderet, hvilke oplysninger nævnet anser for at være helbredsoplysninger i forbindelse med sundhedspersoners videregivelse af disse. Sag 8 Klage over psykologs henvendelse til skolepsykolog uden samtykke fra forældrene (0016103A) En 11-årig pige blev indlagt på en børneafdeling, fordi hun havde haft svære smerter i begge ankelled, i venstre skulder, i albue- og fingerled. Sundhedspersonalet fandt det påfaldende, at hun viste en kraftig smertereaktion ved berøringer, men at hun alligevel uden problemer kunne stå og gå. Efter en afdelingskonference indvilligede moderen i, at børneafdelingen kunne få nærmere oplysninger om datteren fra skolepsykologen, men det blev aftalt, at moderen selv ville tage kontakt til skolepsykologen. Senere denne dag ringede en psykolog fra børneafdelingen til skolepsykologen. Da skolepsykologen ikke kunne træffes, lagde psykologen en telefonbesked til skolepsykologen. Under en senere telefonsamtale spurgte skolepsykologen til sagen, men psykologen ønskede drøftelsen udskudt, fordi hun i mellemtiden var kommet i tvivl om, hvilken form for samarbejde med skolen der konkret var ønsket. Der blev klaget over, at psykologen gennem sin telefoniske henvendelse til skolepsykologen uberettiget havde videregivet fortrolige oplysninger. Patientklagenævnet fandt, at psykologen havde brudt tavshedspligten i forbindelse med sin opringning til skolepsykologen. Nævnet lagde vægt på, at psykologen kontaktede skolepsykologen i strid med en aftale, der var indgået mellem moderen og afdelingen. Det var nævnets opfattelse, at den blotte henvendelse til skolepsykologen udgjorde en overtrædelse af tavshedspligten. Der blev afgivet dissens i sagen. Sag 9 Brud på tavshedspligten ved at videregive oplysninger om en henvisning (0016901A) En 21-årig kvinde blev i juni 1998 opereret for en svulst i baghovedet. Efter operationen gennemgik hun adskillige strålebehandlinger. Et år senere aftalte hun med den læge, som havde opereret hende, at han ville 10 Vejledningen, pkt. 4.1. 14

orientere hendes praktiserende læge om, at denne skulle henvise hende til en samtale med en psykolog, da hun havde behov for at tale om sit sygdoms- og behandlingsforløb. Lægen afventede herefter hendes henvendelse, men da dette ikke skete, ringede lægen til hende. Imidlertid tog hendes moder telefonen, hvorefter lægen bad moderen give datteren besked om at ringe tilbage. På moderens forespørgsel svarede lægen, at datteren ønskede en henvisning til en psykolog. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved telefonisk at oplyse patientens mor om, at patienten havde ønsket henvisning til en psykolog. Patientklagenævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningen om henvisningen til psykolog til patientens mor, idet nævnet fandt, at der var tale om helbredsoplysninger. Nævnet oplyste, at der ved helbredsoplysninger forstås oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet. Det er ikke kun de helbredsoplysninger om patienten, som er ført i en journal, der er beskyttet af tavshedspligten. Det er derimod alle oplysninger, som kan fortælle noget om patientens helbred, herunder røntgenbilleder og udskrifter fra elektrokardiogrammer. Nævnet har i få tilfælde taget stilling til spørgsmålet om muligheden for at identificere patienten i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger om denne. Sag 10 (ref. sag 33) Mulig identifikation af patient ved videregivelse af oplysning (0126306P) En 30-årig kvinde blev undersøgt på en dermatologisk afdeling med henblik på udredning af kronisk nældefeber, som ifølge hende selv skyldtes overfølsomhed for vinyl. Patienten havde specielt været meget generet under en ansættelse på en arbejdsplads, hvor hun ikke længere var ansat. Ved undersøgelsens afslutning oplyste afdelingslægen, at hun ville kontakte forskellige læger fra tidligere undersøgelser samt eventuelt kontakte den tidligere arbejdsplads. Afdelingslægen sendte herefter en e-mail til den tidligere arbejdsgiver med henblik på at få tilsendt forskellige prøver til anvendelse i den videre behandling af patienten. Der blev klaget over, at afdelingslægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om hende til hendes tidligere arbejdsgiver. Patientklagenævnet fandt, at afdelingslægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningerne. Patientklagenævnet fandt, at det var muligt for den tidligere arbejdsplads at identificere, hvem oplysningerne drejede sig om, idet det i brevet var angivet, at det drejede sig om en person, som havde arbejdet i virksomheden med produktion af latex-uridomer i perioden 1996-98, at personen havde ført en arbejdsskadesag, og at prøver til brug for sagen skulle mærkes på en måde, som svarede til patientens forbogstaver samt fødselsdato. Det var derfor uden betydning, at lægen i brevet ikke havde nævnt patienten ved navn. 15

Nævnet fandt, at der således blev videregivet oplysninger af privat karakter, idet det i brevet fra lægen til arbejdspladsen blev oplyst, hvilke tests der var blevet udført på patienten, hvilken type allergi man herefter mente, hun havde, og hvordan tilstanden havde udviklet sig. 3.2 Øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger Øvrige rent private oplysninger og andre fortrolige oplysninger, som ikke falder ind under helbredsoplysninger, kan for eksempel være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold. Nedenstående afgørelse viser, at nævnet i denne sag vurderede, at oplysninger om, at en person havde en ubetalt gæld, var en fortrolig oplysning i henhold til 23 i loven. Sag 11 Klage over brud på tavshedspligt ved oplysning til forældre om søns ubetalte tandlægeregning (0342405P) En 37-årig mand havde i gennem flere år været patient hos en tandlæge, hvor han blandt andet var blevet behandlet i oktober 2002. Tandlægen havde efter behandlingen af patienten i oktober 2002 forgæves forsøgt at kontakte denne på mobiltelefon. Ved en samtale med patientens forældre i marts 2003 forespurgte tandlægen blandt andet, om patienten havde samme telefonnummer, og under samtalen oplyste patientens moder, at hun ville betale sønnens tandlægeregning på kr. 633,-, hvilket skete. Der blev klaget over, at tandlægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om ham til hans forældre i marts 2003. Nævnet fandt, at tandlægen havde tilsidesat sin tavshedspligt. Nævnet oplyste, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger, at andre oplysninger i 23 for eksempel kan være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold. Nævnet fandt herefter, at oplysninger om at en person har en ubetalt tandlægeregning er en fortrolig oplysning, som er beskyttet af tavshedspligten. Det var nævnets vurdering, at tandlægens oplysning til forældrene om at patienten havde en ubetalt tandlægeregning, ikke var videregivelse af oplysninger, der var nødvendige til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre jf. 26, stk. 2 nr. 2. Det var videre nævnets vurdering, at tandlægen til brug for sin inddrivelse af gælden kunne og skulle have anvendt andre muligheder for at finde frem til hans adresse og telefonnummer end at inddrage hans forældre i mellemværendet. I nedenstående sag har nævnet fundet, at de oplysninger der blev videregivet, ikke var oplysninger af fortrolig karakter. 16

Sag 12 Klage over, at praktiserende læge rettede henvendelse til en afdeling på et sygehus, hvor klager havde været under behandling og videregav oplysninger om en forventet klagesag over lægen (0236004A) En 75-årig kvinde udviklede i 2000 en tiltagende lammelse af sin fod (dropfod), og hun blev i september 2000 henvist til videre udredning på en reumatologisk afdeling på et sygehus. I sommeren 2001 henvendte patientens praktiserende læge sig til den reumatologiske afdeling med oplysning om, at der sandsynligvis var en klagesag på vej imod ham, idet patienten på afdelingen havde fået det indtryk, at udviklingen af dropfoden kunne have været undgået, hvis patienten af egen læge var blevet henvist hurtigere. Der blev klaget over, at egen læge havde brudt sin tavshedspligt ved at have informeret den reumatologiske afdeling om, at patienten påtænkte at indgive en klagesag imod ham. Nævnet fandt ikke, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt, idet det var nævnets opfattelse, at den blotte oplysning om, at der måske ville blive rejst en klagesag imod ham, ikke var en fortrolig oplysning. 4 HVEM HAR ANSVAR FOR VIDEREGIVELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER? Det er ifølge lovens 23, stk. 2, den driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for, at oplysningerne videregives i overensstemmelse med loven. På et sygehus skal en afgørelse af, hvorvidt en videregivelse af helbredsoplysninger fra en patientjournal er berettiget, som hovedregel træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er eller har været indlagt, eller af den sundhedsperson, som opgaven er blevet delegeret til. Såfremt den ansvarlige sundhedsperson har rådført sig med relevante juridiske eksperter på grund af tvivl om rigtigheden af at videregive oplysninger, kan dette fritage personen for ansvar, selvom tavshedspligten er blevet brudt. Det kan være tilfældet, når der udelukkende er tale om juridisk fortolkning, og rådgivningen ikke er åbenbar fejlagtig. Dette er illustreret i nedenstående afgørelser. Sag 13 (ref. sag 56) Juridisk bistand ved en vurdering af om oplysninger kan videregives (0231315P) En 51-årig mand havde siden 1992 gentagne gange været indlagt på psykiatrisk afdeling og var senest udskrevet i november 2001, idet han i en periode ikke havde vist sig på afdelingen. Med brev af 17. december 2001 meddelte afdelingens overlæge statsamtet, at afdelingen var i en vanskelig situation, idet patienten var blevet valgt til at sidde i det lokale psykiatriske patientklagenævn. Det fremgik af brevet til statsamtet, at patienten gennem en længere årrække havde været og fortsat var i behandling på afdelingen. Han ville dermed få en særdeles uheldig dobbeltrolle i forhold til de involverede patienter og læger. 17

Der blev klaget over, at overlægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om patienten til statsamtet. Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, da han burde have forsøgt at indhente et samtykke fra patienten forinden videregivelsen af oplysninger om ham til statsamtet. Nævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, som kunne begrunde, at et sådant samtykke ikke skulle indhentes først. Selv om nævnet fandt, at der var blevet handlet retsstridigt, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere overlægen herfor, idet hun, inden hun videregav oplysningerne til statsamtet, rådførte sig med den juridiske konsulent på sygehuset og handlede i overensstemmelse med denne rådgivning. Sag 14 (ref. sag 27) Læges kontakt med embedslægeinstitutionen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste (0550930P) En 60-årig mand henvendte sig telefonisk til egen læges sekretær, idet han gav udtryk for, at en gruppe havde lavet sammensværgelse mod ham, og han følte sig forfulgt samt overvåget med kikkert. Han angav, at når der skete det mindste i hans liv, så kom der indslag i enten avis eller TV vedrørende ham. Han var bange for at dø og også bange for at forårsage andres død. Sekretæren opfordrede patienten til at komme til en samtale, men det ville han ikke, idet han angav, at lægen måske kunne være med i gruppen. Sekretæren drøftede samtalen med lægen, som diagnosticerede, at patienten var paranoid. Lægen drøftede situationen med embedslægeinstitutionen, som foreslog kontakt med lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste i kommunen. Lægen kontaktede samme dag lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste med henblik på indlæggelse, eventuel tvangsindlæggelse af patienten. Der blev klaget over, at den praktiserende læge uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patientens helbredsmæssige forhold til lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Nævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, da denne ikke havde været berettiget til at videregive helbredsoplysninger om patienten til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af patientens sygehistorie dokumenteret i journalen, at han ikke tidligere var behandlet i psykiatrisk regi efter henvisning fra lægen. Det var således nævnets opfattelse, at lægen burde have forsøgt selv at undersøge patienten med henblik på hans behandlingsbehov i psykiatrisk regi, inden han overvejede at kontakte den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Undersøgelsen kunne have foregået ved enten at tage telefonisk kontakt til patienten eller ved at opsøge ham på hans bopæl. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at kritisere lægen for den retsstridige videregivelse af oplysningerne, da han forinden videregivelsen havde søgt faglig bistand hos embedslægen, som havde rådet ham til at kontakte lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste. 18

For så vidt angår videregivelse fra eksempelvis en praktiserende læge, speciallæge eller tandlæge skal afgørelsen træffes af den pågældende sundhedsperson. 11 5 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED BEHANDLING Lovens 24 og 25 regulerer spørgsmålet om sundhedspersoners tavshedspligt i situationer, hvor oplysninger videregives i forbindelse med behandling. 5.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke Det fremgår af lovens 24, stk. 1, at en sundhedsperson med patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten. Det er således den altovervejende hovedregel, at der skal foreligge et samtykke fra patienten til videregivelse af disse oplysninger til andre sundhedspersoner. 5.1.1 Samtykkets indhold og form Lovens 25 omhandler samtykkets form, idet det af denne bestemmelse fremgår, at samtykke efter 24, stk. 1, skal være mundtligt eller skriftligt, og at samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal indføjes i patientjournalen. Det er overladt til den enkelte sundhedsperson at afgøre, hvorvidt der skal indhentes mundtligt eller skriftligt samtykke. Det fremgår af Vejledningen, at samtykket skal være frivilligt, og et samtykke, der er givet under pres eller tvang, er således ikke gyldigt. Endvidere fremgår det af Vejledningen, at såfremt en sundhedsperson retter henvendelse til en anden sundhedsperson med henblik på at indhente en patientjournal, er det tilstrækkeligt, at den rekvirerende sundhedsperson oplyser den afgivende sundhedsperson om, at vedkommende har et gyldigt samtykke hertil fra patienten. 12 Der er således ikke krav om, at den afgivende 11 Jf. Vejledningen, pkt. 7. 12 Vejledningen, pkt. 6.4.1 19

sundhedsperson kontrollerer samtykket eller på egen hånd indhenter samtykke til videregivelsen. Det er altså den rekvirerende læges ansvar, at der foreligger det fornødne samtykke, medmindre der foreligger særlige forhold. Nedenstående sag viser, at det var tilstrækkeligt for den sundhedsperson, der blev anmodet om videregivelse af fortrolige oplysninger, at den rekvirerende sundhedsperson oplyste, at der var givet et gyldigt samtykke til indhentelse af oplysninger. Sag 15 Klage over videregivelse af journal til ny læge ved lægeskift (0342317P) En 51-årig kvinde var tilmeldt en praktiserende læge, da hun den 1. november 2002 skiftede til ny praktiserende læge. Den 21. januar 2003 videregav lægen hele patienten journal til dennes nye læge. Der blev klaget over, at lægen den 21. januar 2003 uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet journaloplysninger fra 1962 til 2003 vedrørende patienten til hendes nuværende læge. Nævnet fandt ikke, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, idet det var nævnets opfattelse, at såfremt en sundhedsperson retter henvendelse til en anden sundhedsperson med henblik på at indhente en patients journal, er det tilstrækkeligt, at den rekvirerende sundhedsperson oplyser den afgivende sundhedsperson om, at vedkommende har et gyldigt samtykke hertil fra patienten. Der er således ikke krav om, at den afgivende sundhedsperson kontrollerer samtykket eller på egen hånd indhenter samtykke til videregivelsen hos patienten. Det var på det grundlag nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive journalen til patientens nye praktiserende læge, idet patienten havde afgivet samtykke til den nye læge til, at han kunne indhente journalen, og den tidligere læge var bekendt med dette samtykke inden videregivelsen af journalen. Af lovens forarbejder fremgår det, at samtykket forudsættes at være konkret og baseret på den fornødne information. Patienten skal således orienteres om formålet med og omfanget af videregivelsen, og dette skal ske på et tidspunkt, hvor det af hensyn til behandlingen skønnes nødvendigt at indhente eller videregive oplysninger om den pågældende patient. Et afgivet samtykke er ikke tidsbegrænset, men formålet med samtykket præciserer samtykkets rækkevidde. Hvis for eksempel en patient har givet sin praktiserende læge samtykke til at indhente oplysninger vedrørende et bestemt sygdomsforløb, er lægen som udgangspunkt ikke berettiget til at indhente oplysninger om andre sygdomsforløb. 20

Det fremgår af Vejledningen, at et samtykke på et hvilket som helst tidspunkt kan trækkes tilbage, så længe videregivelse ikke har fundet sted. 13 Nedenstående afgørelser illustrerer rækkevidden af et samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger, samt at et samtykke til videregivelse kan trækkes tilbage. Sag 16 Klage over videregivelse af epikrise fra sygehus til egen læge En mand havde i juli 1998 været undersøgt på et sygehus og havde i oktober 1998 fremsendt et brev til sygehuset, hvoraf det fremgik, at han var indforstået med, at der fra sygehuset blev sendt oplysninger om undersøgelsen til hans egen læge. I december 1998 modtog patientens egen læge et udskrivningsbrev vedrørende patientens indlæggelse. I maj 1999 trak patienten imidlertid telefonisk sit samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger tilbage. Der blev klaget over, at lægerne på sygehuset overtrådte deres tavshedspligt ved i december 1998 at sende udskrivningsbrev til patientens egen læge, selv om patienten udtrykkeligt havde frabedt sig dette. Nævnet fandt, at den sundhedsperson, der havde videregivet oplysninger til patientens egen læge, ikke havde brudt sin tavshedspligt, idet samtykket til videregivelsen endnu ikke var trukket tilbage, da udskrivningsbrevet blev fremsendt til patientens egen læge. Sag 17 Klage over videregivelse af oplysninger fra speciallæge til patientens praktiserende læge (0553207A) En 24-årig kvinde henvendte sig den 19. december 2003 sig til en speciallæge i psykiatri som følge af, at hun i løbet af de seneste måneder op til sin henvendelse havde haft tilbagevendende angstanfald efter stof- eller alkoholindtagelse. Patienten havde siden 15-års alderen prøvet forskellige stoffer, havde røget meget hash, drukket meget alkohol og taget kokain. Speciallægen vurderede på baggrund af sin undersøgelse, at patienten led af klassiske panikanfald. I perioden fra den 9. til den 19. januar 2004 var patienten tre gange i kontakt med speciallægen, hvor patientens medicinering blev reguleret. Den 30. januar 2004 gav patienten under konsultationen med speciallægen udtryk for, at hun ønskede at fortsætte hos en anden psykiater, idet hun fandt, at der var for lidt fremgang i hendes tilstand. Speciallægen oplyste patienten om, at han planlagde at orientere hendes læge om det hidtidige forløb, hvilket patienten ifølge journalen intet havde imod. Der blev blandt andet klaget over, at speciallægen uberettiget videregav oplysninger til patientens praktiserende læge. Patientklagenævnet fandt ikke, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt, idet det var nævnets opfattelse, at patienten ved at samtykke til at speciallægen ville orientere hendes læge om forløbet hidtil, derved også samtykkede til, at speciallægen orienterede hendes praktiserende læge om kokainmisbruget, idet speciallægens behandling blandt andet var begrundet i patientens kokainmisbrug. 13 Vejledningen, pkt. 6.3 21

5.1.2 Hvem skal give samtykke? Som udgangspunkt er det patienten selv, der skal give samtykke til videregivelse af oplysninger. Er patienten imidlertid under 15 år, skal indehaveren af forældremyndigheden til barnet samtykke til videregivelse af oplysninger vedrørende barnet. Er patienten mellem 15 og 18 år, skal indehaveren af forældremyndigheden som udgangspunkt ikke give samtykke til videregivelse af oplysninger vedrørende den unge, idet det følger af 8, stk. 3, i loven, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. Imidlertid kan der forekomme situationer, hvor sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I disse situationer er det indehaveren af forældremyndigheden, der skal give samtykke til videregivelse, jf. 8, stk. 2. Er patienten over 18 år, men ikke i stand til selv at varetage sine interesser, følger det af 5, at den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder i patientens rettigheder, i det omfang dette er nødvendigt for at varetage patientens interesse i den pågældende situation. I det omfang en nær pårørende har kompetence til at give et informeret samtykke til behandling af en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke i henhold til 9, kan den nære pårørende ligeledes give samtykke til videregivelse af oplysninger, som er nødvendige ved behandling af patienten. 5.1.3 Journalføring Det fremgår af 25 i loven, at et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger skal indføres i journalen. Det fremgår endvidere af 19 i Bekendtgørelsen, at den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson skal sørge for, at det af patientjournalen fremgår, hvilken information der er givet, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet i relation til videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling eller til andre formål. Det skal også fremgå af patientjournalen, hvilke helbredsoplysninger, der er behandlet, til hvilket formål, hvem der har modtaget oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf. lov om patienters retsstilling 20. Det følger i øvrigt af 10 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring), at det i forbindelse med videregivelse af 22

helbredsoplysninger skal fremgå af journalen hvilken mundtlig og eventuel skriftlig information, der er givet til patienten, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet. 5.2 Videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke I lovens 24, stk. 2, er der angivet tre situationer, hvor en sundhedsperson er berettiget til at videregive oplysninger til en anden sundhedsperson i forbindelse med behandling uden samtykke fra patienten. Undtagelserne skelner overordnet mellem et aktuelt behandlingsforløb og anden behandling. For alle tre undtagelser gælder dog, at der udelukkende er tale om situationer, hvor der sker videregivelse af helbredsoplysninger sundhedspersoner imellem. Patientklagenævnet fik i foråret 2003 ved Landsretten prøvet spørgsmålet om, hvornår undtagelsesbestemmelserne i 24 i lov om patienters retsstilling finder anvendelse. Nedenfor er gengivet den afgørelse, som Patientklagenævnet traf, og som blev indbragt for Landsretten af Lægeforeningen. Sag 18 Klage over praktiserende læges vurdering og videregivelse af oplysninger til lægevagten (0016213A) En praktiserende læge blev kontaktet af lægevagten i amtet, der havde konstateret, at en af lægens patienter, en 45-årig mand, havde forholdsvis mange kontakter til lægevagten. Lægevagten anmodede derfor lægen om helbredsmæssige oplysninger på patienten. Lægen skrev herefter til lægevagten og oplyste blandt andet patientens diagnose, at patienten havde fået fjernet milten, at han ikke burde behandles med morfika eller sløvende midler, og at han i øvrigt var rigeligt medicineret. Samtidig hermed blev patienten orienteret skriftligt om brevet til lægevagten. Der blev klaget over, at lægen havde vurderet, at han ikke måtte modtage morfika af nogen art ved anfald, og at lægen videregav oplysninger til lægevagten uden forinden at have informeret ham og uden at have indhentet hans samtykke hertil. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af lægens vurdering af patienten. Nævnet fandt endvidere, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten om, at patienten skulle beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde modtaget oplysninger fra lægevagten om, at patienten havde rettet henvendelse utallige gange, samt at han muligvis led af et såkaldt syndroma X, hvorfor der skulle udvises tilbageholdenhed med ordination af morfika. Nævnet fandt imidlertid, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at have videregivet oplysningerne til lægevagten uden forinden at have indhentet samtykke fra patienten. 23

Der blev afgivet dissens i sagen. Landsretten fandt, at Patientklagenævnet havde været berettiget til at udtale kritik af, at lægen ikke havde indhentet et samtykke forud for videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten. Landsretten fandt således, at ingen af undtagelsesbestemmelserne kunne finde anvendelse. 5.2.1 Videregivelse af oplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb Første undtagelsesbestemmelse findes i lovens 24, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at videregivelse uden patientens samtykke kan ske, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov. Nedenstående to afgørelser belyser omfanget af et aktuelt behandlingsforløb. Sag 19 Klage over en læges brud på tavshedspligt (9914906A) En 52-årig mand var i kemoterapeutisk behandling for en kræftlidelse. Hans hustru sendte et brev til overlægen på afdelingen, hvori hun kritiserede den behandling, hendes mand havde modtaget såvel menneskeligt som professionelt. Ifølge overlægens udtalelse videregav han kopi af brevet til de yngre læger på afdelingen, som tillige var involveret i behandlingen med det formål at få en drøftelse af klagerne. Overlægen havde derefter en samtale med brevskriveren og hendes mand, hvori han orienterede om videregivelsen af brevet til de yngre læger. Der blev klaget over, at overlægen overtrådte sin tavshedspligt ved uden samtykke at have videregivet brevet til afdelingens læger. Patientklagenævnet fandt, at overlægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, idet videregivelsen af brevet fandt sted under mandens behandling på afdelingen, for at man kunne drøfte klagepunkterne, og det var derfor nødvendigt for afdelingens læger at drøfte brevets indhold. Desuden var videregivelsen af brevet sket for at varetage patientens interesser under den fortsatte behandling på afdelingen. Sag 20 Klage over en læges videresendelse af journaloplysninger i forbindelse med henvisning til sygehus (0549313P) Et barn var i perioden fra 1996 til 1998 til undersøgelse på sygehus A på grund af migræne og epilepsilignende symptomer. Egen læge henviste i 1999 patienten til sygehus B med henblik på en fornyet vurdering. Lægen medsendte udskrivningskort fra den tidligere udredning på sygehus A. 24

Der blev klaget over, at lægen uden samtykke fra moderen medsendte de tidligere udskrivningskort fra sygehus A sammen med henvisningen til sygehus B. Patientklagenævnet fandt ikke, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet lagde vægt på, at det var relevant for den videre udredning af patienten, at hans journaloplysninger blev medsendt i henvisningen, således at lægerne, der skulle forestå den videre udredning, kendte til hvilke undersøgelser, der allerede var foretaget og resultaterne heraf. I Vejledningen er det anført, at 24, stk. 2, nr. 1, skal sikre en mere smidig kommunikation vedrørende den enkelte patient i det aktuelle behandlingsforløb. 14 En patient vil i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb ofte forudsætte, at sundhedspersonen videregiver de for den påtænkte behandling nødvendige helbredsoplysninger. Idet patienten allerede har givet samtykke til behandlingen, har patienten ligeledes givet samtykke til, at sundhedspersonen videregiver de oplysninger, der må skønnes nødvendige, for at andre sundhedspersoner kan foretage den videre behandling, som patienten har givet samtykke til. Lovens 24, stk. 2, nr. 1, giver for eksempel hjemmel til, at en praktiserende læge uden patientens konkrete samtykke kan videregive helbredsoplysninger til et sygehus eller en speciallæge, hvor den videre behandling skal ske. Endvidere vil der kunne videregives oplysninger fra en sundhedsperson til en anden sundhedsperson på tværs af afdelinger og sygehuse uden patientens samtykke, såfremt sundhedspersonerne er involveret i samme aktuelle behandlingsforløb. Nedenstående afgørelse illustrerer en situation, hvor der ikke uden samtykke kunne videregives helbredsoplysninger mellem 2 afdelinger, da der ikke forelå et aktuelt behandlingsforløb. Sag 21 Klage over at psykiatrisk journal uden samtykke blev medbragt til en anden afdeling (0229603A) En 49-årig kvinde var indlagt på psykiatrisk sygehus under diagnosen skizofreni. På grund af en hudlidelse skulle hun til behandling på en hudafdeling, men hun ønskede behandling hos egen læge. Da behandlingen hos egen læge ikke hjalp, blev patienten henvist til hudafdelingen på det andet hospital. Hun blev ledsaget dertil af en sygeplejestuderende og en social- og sundhedsassistent, som medbragte hendes journal fra den psykiatriske afdeling. Der blev klaget over, at patientens journal uden samtykke blev medtaget til hudafdelingen på det andet hospital. Patientklagenævnet fandt anledning til kritik af den administrerende overlæge på den psykiatriske afdeling som var ansvarlig for afdelingens praksis om, at hele journalen skulle medbringes i forbindelse med tilsyn på andre 14 Vejledningen, pkt. 4.2 25

afdelinger. Patientklagenævnet lagde vægt på, at den administrerende overlæge oplyste, at elever som led i deres uddannelse kunne ledsage patienter på tilsyn, og at de havde ansvaret for, at patientens journal blev bragt frem og tilbage. Det var nævnets vurdering, at der skulle have været indhentet et samtykket til videregivelsen af oplysningerne, idet der ikke var tale om et aktuelt behandlingsforløb. Oplysningerne, der fremgik af journalen på psykiatrisk afdeling, var således ikke nødvendige for den videre behandling på hudafdelingen. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at journalen indeholdt andre fortrolige oplysninger end helbredsoplysninger, og at de var uden betydning for behandlingen på hudafdelingen. Nedenstående afgørelse illustrerer, at sundhedspersoner, der arbejder i fællesskab i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb, er berettiget til at videregive helbredsoplysninger hinanden imellem. Sag 22 Klage over en psykologs videregivelse af helbredsoplysninger til fysioterapeuter og en læge på samme afdeling (0122430P) En mand kom til skade ved en trafikulykke og blev efter behandling på et sygehus henvist til videre behandling og genoptræning på et tværfagligt center for genoptræning. I forbindelse med behandlingen fandt der en tværfaglig konference sted, hvor psykologen underrettede de øvrige deltagere om patientens psykiske tilstand. Der blev klaget over, at psykologen uden patientens samtykke videregav oplysninger om patienten til nogle fysioterapeuter og en læge. Nævnet fandt, at psykologen ikke havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med videregivelse af oplysninger til de personer, der deltog ved den tværfaglige konference, idet psykologen i sit arbejde indgik i et internt samarbejde med de øvrige ansatte, hvor hun skulle bidrage til en helhedsvurdering og helhedsbehandling af patienten. Nævnet fandt endvidere, at idet psykologen alene videregav generelle oplysninger om patienten, og da oplysningerne havde relevans for den videre behandling af patienten, forelå der ikke brud på tavshedspligten. Nedenstående afgørelse belyser, at en praktiserende læge ikke var berettiget til uden patientens samtykke at videregive oplysninger til lægevagten, fordi lægevagten ikke indgik i det aktuelle behandlingsforløb. Sag 23 (ref. sag 26 og 29) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P) En 25-årig kvinde havde igennem længere tid indtaget store mængder morfin for forskellige smerter, og i oktober 1999 blev hun sat i behandling med Metadon som led i nedtrapning af sit forbrug af smertestillende medicin. I januar 2000 kontaktede hun 4 gange samme dag lægevagten med henblik på at få ordineret yderligere smertestillende medicin. 5 dage senere fik patienten en recept på Alopam fra sin praktiserende læge, og samtidig skrev lægen et brev til lægevagten, hvori han gjorde opmærksom på, at patienten var under nedtrapning af 26

Metadon og fik 1 stk. Alopam dagligt. Imidlertid kontaktede patienten ca. 3 uger senere atter lægevagten 3 gange på samme dag, fordi hun ønskede smertestillende medicin, og til sidst fik hun en indsprøjtning med Ketogan. 4 dage herefter skrev den praktiserende læge atter til lægevagten, fordi patienten derfra havde modtaget Ketogan til trods for lægens tidligere brev til lægevagten. Der blev klaget over, at den praktiserende læge uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patientens helbredsmæssige forhold til lægevagten. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af lægens vurdering af patienten, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten om, at patienten skulle beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde modtaget oplysninger fra lægevagten om, at patienten havde rettet henvendelse gentagne gange. Nævnet fandt imidlertid, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, idet der ved kontakten til lægevagten ikke var tale om et aktuelt behandlingsforløb, som kunne berettige til videregivelse af oplysninger uden, at patientens samtykke forinden var indhentet eller forsøgt indhentet. Der blev afgivet dissens i sagen. Ved en efterfølgende retssag mod Patientklagenævnet fik den indklagede læge ikke medhold i, at det ikke havde været berettiget, at Patientklagenævnet havde fundet, at lægen havde brudt sin tavshedspligt. Det fremgår videre af Vejledningen, at en sundhedsperson skal være opmærksom på, at der ved videregivelse af oplysninger i et aktuelt behandlingsforløb som hovedregel kun kan være tale om at videregive helbredsoplysninger og ikke andre fortrolige oplysninger, medmindre disse har betydning for det aktuelle behandlingsforløb. 15 Er der ikke tale om et samlet og kontinuerligt behandlingsforløb, skal patientens samtykke indhentes. Af samme årsag ses der ikke en adgang til, at et sygehus automatisk fremsender udskrivningsbreve til patienters praktiserende læger, idet det er en forudsætning for fremsendelsen, at den praktiserende læge fortsætter sygehusets behandling. Fremsendelse af udskrivningsbreve fra sygehuse til praktiserende læger må således i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret vurdering af det pågældende behandlingsforløb. Nedenstående afgørelser belyser, at speciallæger og sygehuslæger ikke uden patientens samtykke automatisk kan videregive oplysninger til patientens praktiserende læge. Sag 24 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger fra speciallæge til egen læge (0230007A) 15 Vejledningen, pkt. 4.2. 27

En kvinde var blevet undersøgt på en fertilitetsklinik på grund af barnløshed. Efter behandlingens afslutning havde speciallægen fremsendt et brev til patientens egen læge, hvoraf det blandt andet fremgik, at behandlingen på klinikken var afsluttet. Der blev blandt andet klaget over, at speciallægen uden patientens samtykke videregav oplysninger om behandlingen på klinikken til patientens egen læge. Nævnet fandt, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om patienten til dennes egen læge uden, at patienten forinden havde samtykket hertil, idet der ikke bestod et aktuelt behandlingsforløb, der skulle følges op eller fortsættes hos egen læge. Sag 25 Klage over fremsendelse af udskrivningsbrev fra sygehus til egen læge (9914203P) En kvinde havde været indlagt på psykiatrisk afdeling på et sygehus, og efter udskrivelsen blev der tilsendt et udskrivningskort derfra til hendes egen læge. Der blev blandt andet klaget over, at overlægen på psykiatrisk afdeling fremsendte udskrivningskort derfra til patientens egen læge. Nævnet fandt, at overlægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at fremsende udskrivningskort til patientens egen læge, idet overlægen var berettiget hertil i henhold til 24, stk. 2, nr. 1, da det i betragtning af patientens helbredstilstand måtte lægges til grund, at der var en nærliggende mulighed for, at den praktiserende læge efter udskrivelsen skulle inddrages i patientens aktuelle sygdomsforløb. Patienten var således ved udskrivelsen fortsat dårlig, og der var forinden iværksat medicinsk behandling, som på tidspunktet for udskrivelsen endnu ikke havde haft afgørende virkning. Ved udskrivelsen var der endvidere ikke blevet etableret kontakt til Distriktspsykiatrien med henblik på varetagelse af den efterfølgende behandling. Såfremt der er oplysninger i journalen, som ikke er relevante for det videre behandlingsforløb, skal disse oplysninger sorteres fra. Ofte vil det imidlertid være vanskeligt i praksis at udskille disse oplysninger, hvorfor det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen indhenter et konkret samtykke fra patienten forud for videregivelsen. I henhold til lovens 24, stk. 3, er der imidlertid adgang til, at patienten på ethvert tidspunkt i det aktuelle behandlingsforløb kan frabede sig, at oplysningerne bliver videregivet. For at denne patientrettighed ikke bliver illusorisk, er det nødvendigt, at patienterne er fuldt informeret om adgangen til at frabede sig videregivelse af helbredsoplysninger. En sådan information kan enten ske mundtligt eller skriftligt, for eksempel i form af udlevering af en pjece eller lignende. 28

Det fremgår af Vejledningen, at sundhedspersonen i situationer, hvor en patient har frabedt sig videregivelse af oplysninger, må vurdere, om det er muligt at gennemføre behandlingen uden de nødvendige oplysninger, og patienten skal informeres om konsekvenserne heraf. 16 5.2.2 Videregivelse af oplysninger ved berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Af lovens 24, stk. 2, nr. 2, fremgår, at videregivelse af de i stk. 1, nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Bestemmelsen finder anvendelse i forbindelse med behandling, hvor der ikke er tale om et aktuelt behandlingsforløb. Det fremgår af Vejledningen, at reglen er en såkaldt værdispringsregel, hvorved forstås, at de hensyn, der begrunder videregivelse til andre sundhedspersoner til brug for behandlingen af patienten, klart skal overstige hensynet til patientens ret til fortrolighed. 17 Undtagelsesbestemmelsen har et meget snævert anvendelsesområde, og der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret afvejning af de hensyn, som taler for sundhedspersonens opretholdelse af fortrolighed ved at opfylde sin tavshedspligt, overfor de hensyn, der taler for videregivelse af de pågældende oplysninger. Det fremgår af lovens 24, stk. 5, at patienten ved videregivelse med hjemmel i 24, stk. 2, nr. 2, skal orienteres om, at videregivelsen har fundet sted samt baggrunden herfor. I det følgende gennemgås de forhold, der kan begrunde videregivelse af oplysninger uden samtykke. Varetagelse af åbenbar almen interesse I Vejledningen er det anført, at der ved åbenbar almen interesse skal forstås brede samfundsmæssige interesser, men der nævnes ikke specifikke eksempler herpå. 18 Det må antages, at videregivelse til andre sundhedspersoner på baggrund af dette hensyn kun kan ske i meget sjældne tilfælde. 16 Vejledningen, pkt. 4.2 17 Ibid. 18 Ibid. 29

Patientklagenævnet har på nuværende tidspunkt ingen afgørelser, der illustrerer dette hensyn. Væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre For så vidt angår væsentlige hensyn til patienten, fremgår det af Vejledningen, at det vedrører de situationer, hvor det af hensyn til patienten selv er afgørende, at videregivelse til andre sundhedspersoner sker, for at patienten kan få den bedst mulige ikke aktuelle behandling, og hvor patienten ikke er i stand til at afgive samtykke til videregivelsen. 19 Årsagen hertil kan for eksempel være bevidstløshed eller ung alder, kombineret med manglende mulighed for at indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Et eksempel på en situation, hvor oplysninger af hensyn til patienten kan videregives uden samtykke, kan være, hvor der i forbindelse med et behandlingsforløb er behov for at videregive oplysninger, der ikke er nødvendige med henblik på behandling. Det kan være oplysninger om patientens familiemæssige eller sociale forhold. Der må dog i disse situationer også tages hensyn til patientens formodede ønsker. 20 Patientklagenævnet har imidlertid ingen praksis, der specifikt illustrerer dette. Nedenstående afgørelse belyser, at en praktiserende læge ikke var berettiget til uden patientens samtykke at videregive oplysninger til lægevagten, fordi patienten ikke befandt sig i en tilstand, der var omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Sag 26 (ref. sag 23 og 29) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P) En 25-årig kvinde havde igennem længere tid indtaget store mængder morfin for forskellige smerter, og i oktober 1999 blev hun sat i behandling med Metadon som led i nedtrapning af hendes forbrug af smertestillende medicin. I januar 2000 kontaktede hun 4 gange samme dag lægevagten med henblik på at få ordineret yderligere smertestillende medicin. 5 dage senere fik patienten en recept på Alopam fra sin praktiserende læge, og samtidig skrev lægen et brev til lægevagten, hvori han gjorde opmærksom på, at patienten var under nedtrapning af Metadon og fik 1 stk. Alopam dagligt. Imidlertid kontaktede patienten ca. 3 uger senere atter lægevagten 3 gange på samme dag, fordi hun ønskede smertestillende medicin, og til sidst fik hun en indsprøjtning med Ketogan. 4 dage herefter skrev den praktiserende læge atter til lægevagten, fordi patienten derfra havde modtaget Ketogan til trods for lægens tidligere brev til lægevagten. Der blev klaget over, at den praktiserende læge uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patientens helbredsmæssige forhold til lægevagten. 19 Ibid. 20 Undervisningsnotat af Mette Hartlev, 2002, side 13 30

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af lægens vurdering af patienten, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten om, at patienten skulle beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde modtaget oplysninger fra lægevagten om, at patienten havde rettet henvendelse gentagne gange. Nævnet fandt imidlertid, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, idet patienten ikke befandt sig i en sådan tilstand, at videregivelse var berettiget i henhold til 24, stk. 2, nr. 2, idet det var muligt for den praktiserende læge inden videregivelsen at drøfte med patienten, om der kunne gives samtykke til videregivelsen. Der blev afgivet dissens i sagen. Nedenstående afgørelse belyser, at en praktiserende læge ikke var berettiget til uden patientens samtykke at videregive oplysninger til den psykiatriske udrykningstjeneste i kommunen, da han forinden ikke selv havde forsøgt at undersøge patienten med henblik på hans behandlingsbehov i psykiatrisk regi. Sag 27 (ref. sag 14) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste (0550930P) En 60-årig mand henvendte sig telefonisk til egen læges sekretær, idet han gav udtryk for, at en gruppe havde lavet sammensværgelse mod ham, og han følte sig forfulgt samt overvåget med kikkert. Han angav, at når der skete det mindste i hans liv, så kom der indslag i enten avis eller TV vedrørende ham. Han var bange for at dø og også bange for at forårsage andres død. Sekretæren opfordrede patienten til at komme til en samtale, men det ville han ikke, idet han angav, at lægen måske kunne være med i gruppen. Sekretæren konfererede samtalen med lægen, som diagnosticerede, at patienten var paranoid. Lægen drøftede situationen med embedslægeinstitutionen, som foreslog kontakt med lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste i kommunen. Lægen kontaktede samme dag lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste med henblik på indlæggelse, eventuel tvangsindlæggelse af patienten. I de følgende dage blev der arrangeret et vagtlægebesøg, hvor patienten ikke blev truffet hjemme, hvorefter der blev foretaget henvendelse til distriktssygeplejersken. Tre dage efter henvendelse til lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste forsøgte egen læge at aflægge et besøg hos patienten, men denne ville ikke lukke lægen ind. Nogle dage senere ringede lægen til patienten og fortalte denne om sine overvejelser om indlæggelse og konkluderede i øvrigt, at han ikke var berettiget til at foretage tvangsindlæggelse. Der blev klaget over, at den praktiserende læge uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patientens helbredsmæssige forhold til lokalpsykiatriske udrykningstjeneste Nævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om patienten til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Det var nævnets opfattelse, at lægen havde grund til at fortolke patientens henvendelse som udtryk for anmodning om hjælp, og at han havde grund til at overveje, hvilken behandling han burde foretage. 31

Nævnet lagde dog i den forbindelse vægt på, at det fremgik af patientens sygehistorie dokumenteret i journalen, at han ikke tidligere var behandlet i psykiatrisk regi efter henvisning fra lægen. Det var således nævnets opfattelse, at lægen burde have forsøgt selv at undersøge patienten med henblik på hans behandlingsbehov i psykiatrisk regi, inden han overvejede at kontakte den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste. Undersøgelsen kunne have foregået enten ved at tage telefonisk kontakt til patienten eller ved at opsøge ham på hans bopæl. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at kritisere lægen for den retsstridige videregivelse af oplysningerne, da han forinden videregivelsen havde søgt faglig bistand hos embedslægen, som havde rådet ham til at kontakte lokalpsykiatrisk udrykningstjeneste. Eksempler på situationer, hvor videregivelse til andre sundhedspersoner er berettiget på grund af væsentlige hensyn til sundhedspersonen, kan være, hvor de sundhedspersoner, der behandler patienten, har en berettiget interesse i at få kendskab til visse oplysninger om patienten med henblik på iværksættelse af fornødne beskyttelsesforanstaltninger, fordi patienten af forskellige årsager må antages at være til fare for sundhedspersonen ved behandlingen. Nedenstående afgørelse illustrerer en situation, hvor videregivelse af helbredsoplysninger skete uden patientens samtykke ud fra hensynet til andre sundhedspersoner. Sag 28 Klage over videregivelse af oplysninger til vagtlæge (0229607A) En mand havde i 1996 været tilmeldt hos en praktiserende læge, som havde fundet grundlag for at indsende en advarselsmeddelelse vedrørende patientens truende adfærd til lægevagten. I 1997 var patienten blevet tvangstildelt en anden praktiserende læge, men patienten blev på grund af nye tilfælde af truende adfærd smidt ud af lægens praksis. Dette gentog sig 3 gange på 11 måneder, og til sidst blev patienten igen tilmeldt sin oprindelige praktiserende læge, der bekræftede den tidligere læges advarselsmeddelelse over for lægevagten. Der blev klaget over, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt ved at meddele lægevagten, at der skulle være to betjente til stede, når patienten skulle undersøges, og at dette stod i lægevagtens computer. Nævnet fandt, at den praktiserende læge ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger til lægevagten, idet patienten i 1995 havde truet en vagtlæge med en brødkniv, og da han i 1997 flere gange havde været truende, voldelig og uforskammet over for de læger, som havde undersøgt ham. Nævnet fandt på denne baggrund, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at patientens voldelige adfærd ikke var af forbigående karakter. Nævnet fandt endvidere, at det måtte anses for at være af væsentlig interesse for de sundhedspersoner, der behandlede patienten, at de var bekendt med, at han havde udvist truende adfærd, hvorfor det kunne være nødvendigt at politiet medvirkede i forbindelse med behandling. Ovenstående sag viser endvidere, at der i visse sjældne tilfælde ikke er krav om at forsøge at indhente samtykke, forinden en sundhedsperson videregiver oplysninger. 32

5.2.3 Videregivelse fra stedfortræder til egen læge Det fremgår af lovens 24, stk. 2, nr. 3, at videregivelse til andre sundhedspersoner af de i stk. 1 nævnte oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for den praktiserende læge. Af Vejledningen fremgår det, at en stedfortrædende læge kan være en læge, der virker som vagtlæge, en anden praktiserende læge ved egen læges forfald eller en anden praktiserende læge, der behandler patienten. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at patientens egen læge er orienteret om den behandling, som patienten har fået hos andre praktiserende læger, herunder vagtlæger således, at han ved sin planlægning af den fortsatte behandling kan tage hensyn til eventuel behandling fra andre læger, blandt andet for at undgå dobbeltordination. Det er dog en forudsætning for videregivelse af helbredsoplysninger, at behandlingen skal følges op af behandling hos egen læge. Denne regel kan ikke fortolkes således, at den praktiserende læge herefter også kan videregive oplysninger til vagtlæger uden samtykke. Denne fortolkning baseres på det særlige tillidsforhold, der ifølge lovens forarbejder skabes mellem egen læge og patienten. Nedenstående afgørelse belyser, at en praktiserende læge ikke er berettiget til uden patientens samtykke at videregive oplysninger til lægevagten. Sag 29 (ref. sag 23 og 26) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P) En 25-årig kvinde havde igennem længere tid indtaget store mængder morfin for forskellige smerter, og i oktober 1999 blev hun sat i behandling med Metadon som led i nedtrapning af hendes forbrug af smertestillende medicin. I januar 2000 kontaktede hun 4 gange samme dag lægevagten med henblik på at få ordineret yderligere smertestillende medicin. 5 dage senere fik patienten en recept på Alopam fra sin praktiserende læge, og samtidig skrev lægen et brev til lægevagten, hvori han gjorde opmærksom på, at patienten var under nedtrapning af Metadon og fik 1 stk. Alopam dagligt. Imidlertid kontaktede patienten ca. 3 uger senere atter lægevagten 3 gange på samme dag, fordi hun ønskede smertestillende medicin, og til sidst fik hun en indsprøjtning med Ketogan. 4 dage herefter skrev den praktiserende læge atter til lægevagten, fordi patienten derfra havde modtaget Ketogan til trods for lægens tidligere brev til lægevagten. Der blev klaget over, at den praktiserende læge uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patientens helbredsmæssige forhold til lægevagten. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af lægens vurdering af patienten, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten om, at patienten skulle 33

beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde modtaget oplysninger fra lægevagten om, at patienten havde rettet henvendelse gentagne gange. Nævnet fandt imidlertid, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, idet 24, stk. 2, nr. 3, ikke kunne anvendes i det pågældende tilfælde, fordi bestemmelsen alene giver adgang til at lægevagten kan videregive oplysninger til den praktiserende og ikke omvendt. Der blev afgivet dissens i sagen. Videregivelsen til patientens egen læge må alene omhandle oplysninger om den konkrete, aktuelle behandling, som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere fremgår det af vejledningen, at såfremt det er klart, at behandlingen hos den stedfortrædende læge ikke skal følges op af behandling hos egen læge, vil der ikke være tale om nødvendig videregivelse, hvorfor en sådan videregivelse ikke må ske uden patientens konkrete samtykke. Sag 30 Klage over videregivelse af oplysninger fra lægevagten til egen læge (0021302P) En kvinde var 2 gange blevet undersøgt i lægevagten, og 10 måneder efter sidste undersøgelse sendte hun et brev til lægevagten, hvoraf det fremgik, at journalmateriale vedrørende de 2 undersøgelser ikke måtte fremsendes til hendes egen læge uden hendes vidende. Imidlertid blev journalnotaterne vedrørende undersøgelserne kort tid efter fremsendt til hendes egen læge. Der blev klaget over, at vagtlægechefen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om hende ved at fremsende journalnotaterne om undersøgelserne til patientens egen læge. Nævnet fandt, at vagtlægechefen havde brudt sin tavshedspligt ved at fremsende journalnotaterne fra undersøgelserne til patientens egen læge, idet der på afsendelsestidspunktet ikke forelå en situation, hvor lægevagten fungerede som stedfortræder for patientens egen læge. Nævnet lagde herved vægt på, at fremsendelsen først var sket henholdsvis 10 og 11 måneder efter de to undersøgelser. Endvidere forelå der ikke en situation, hvor behandlingen i lægevagten skulle følges op af egen læge, hvorfor det ikke var nødvendigt at videregive oplysningerne. Bestemmelsen medfører ikke en adgang til, at en praktiserende læge ved patientens skift til en anden praktiserende læge, kan sende patientens journal til denne uden patientens konkrete samtykke. 21 5.3 Hvem træffer afgørelse om videregivelse? Det fremgår af lovens 24, stk. 4, at den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 skal ske. 21 Vejledningen, pkt. 4.2 34

6 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER MV. TIL ANDRE FORMÅL END BEHANDLING Videregivelse af patientoplysninger kan være nødvendig for at varetage et andet formål end behandling af patienten. Offentlige myndigheder kan for eksempel have behov for at få helbredsoplysninger om borgerne med det formål at kunne behandle konkrete sager, såsom arbejdsskade- og sygedagpengesager. Tilsvarende kan private virksomheder have en sådan interesse, for eksempel i forbindelse med behandling af forsikringssager. 22 I lovens 26 og 27 findes reglerne for sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end helbredsforanstaltninger, hvilket vil sige videregivelse til alle andre personer, myndigheder m.fl. end de sundhedspersoner, som er direkte involveret i undersøgelse, behandling og pleje af patienten. 6.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke 6.1.1 Samtykkets indhold og form Det fremgår af lovens 26, stk. 1, at bestemmelsens hovedprincip er, at en sundhedsperson med patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger med henblik på andre formål end behandling m.v. Det fremgår af Vejledningen, at samtykket skal være frivilligt, og et samtykke, der er givet under pres eller tvang, er således ikke gyldigt. Samtykket skal være informeret i den forstand, at den, der afgiver samtykke, skal være klar over, hvad det er, der gives samtykke til. Den ansvarlige sundhedsperson må således sikre sig, at patienten eller en eventuel stedfortræder har fået tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt samtykke bør meddeles. 23 22 Vejledningen, pkt. 5. 23 Vejledningen, pkt. 6.2 35

Det fremgår endvidere af vejledningen, at samtykket skal være konkretiseret, så det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles samtykke til. Det skal således fremgå af samtykket, hvilke typer af oplysninger der må videregives til hvem og til hvilke formål. 24 Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til kravene til konkretisering af samtykket. Sag 31 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger til patients fagforening (0128604A) En 46-årig mand blev henvist til undersøgelse på en arbejds- og miljømedicinsk klinik af formanden for fagforeningen, som samtidig havde anmeldt mandens sygdom til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet på mistanke om formodet arbejdsbetinget sygdom. Patienten blev undersøgt af en overlæge på arbejds- og miljømedicinsk klinik og i forbindelse med afslutning af sagen orienterede overlægen fagforeningsformanden herom. Patienten underskrev i forbindelse med behandlingen på arbejds- og miljømedicinsk klinik en samtykkeerklæring, hvor denne gav samtykke til, at arbejds- og miljømedicinsk klinik kunne indhente eller videregive de oplysninger, som var nødvendige for sagen. Efterfølgende blev patienten af Arbejdsskadestyrelsen henvist til den samme arbejds- og miljømedicinske klinik med henblik på udarbejdelse af en speciallægeerklæring, som blev udarbejdet af samme overlæge og af denne fremsendt til Arbejdsskadestyrelsen. Efterfølgende udleverede overlægen speciallægeerklæringen til fagforeningsformanden efter dennes anmodning herom. Der blev klaget over, at speciallægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om dennes helbredstilstand til formanden for hans fagforening. Nævnet fandt, at overlægen havde tilsidesat sin tavshedspligt, idet det ikke fremgik af samtykkeerklæringen, hvilke oplysninger der måtte videregives, eller til hvilket formål oplysningerne måtte videregives. Det var endvidere ikke præciseret, hvem oplysningerne måtte videregives til. Det var nævnets opfattelse, at samtykkeerklæringen ikke i tilstrækkeligt omfang var konkretiseret, og at den dermed ikke kunne bruges som grundlag for at videregive speciallægeerklæringen til fagforeningsformanden. Nævnet fandt endvidere, at den omstændighed, at fagforeningsformanden anmeldte patientens arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen, ikke i sig selv dokumenterede, at der mellem patienten og fagforeningen forelå et sådant fuldmagtsforhold, at overlægen kunne udlevere journal og speciallægeerklæring til fagforeningsformanden uden patientens udtrykkelige samtykke dertil. Det fremgår af lovens 27, stk. 1, at patientens samtykke til, at sundhedspersonen videregiver helbredsoplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. med henblik på at varetage et andet formål end patientbehandling, skal være skriftligt. Kravet om patientens skriftlige samtykke gælder ifølge Vejledningen, uanset om sundhedspersonen videregiver oplysningerne til ikke-sundhedsfaglig behandling indenfor sundhedssektoren, for eksempel til sygehusets 24 Vejledningen, pkt.. 6.3 36

administration eller til amtskommunen, eller til private organisationer og virksomheder udenfor sundhedssektoren, for eksempel forsikringsselskaber. 25 Det skriftlige samtykke skal ifølge bekendtgørelsen 12, stk.1, afgives i forbindelse med det aktuelle behov for videregivelse. Kravet om skriftlighed kan dog ifølge vejledningen fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler herfor. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis videregivelsen skal ske meget hurtigt eller, hvis patienten har svært ved at skrive. 26 Det fremgår af forarbejderne til lovens 27, at denne bestemmelse i princippet svarer til forvaltningslovens 28, stk. 4 og 5. Det fremgår af litteraturen, at bestemmelsen om samtykke i almindelighed ikke kan anvendes på den måde, at samtykket indhentes under sådanne former, at myndigheden betragter sig som berettiget til at anse samtykket for givet, hvis den pågældende ikke protesterer. Et sådant stiltiende samtykke kan som udgangspunkt ikke lægges til grund. 27 I nyere praksis har nævnet imidlertid fundet, at kravet om skriftligt samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger under indlæggelse på sygehusafdelinger i visse tilfælde kan fraviges. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om et område, der i høj grad er præget af mundtlighed, hvorfor det efter omstændighederne kan virke påtrængende eller upassende for langt den overvejende del af de indlagte, at der skal udbedes skriftligt samtykke med henblik på, at patienten kan modtage visse former for mundtlig information om eksempelvis indlæggelsesforløbet i overværelse af andre patienter. Nævnet har i den sammenhæng fundet, at en patient der bliver indlagt på en afdeling, hvor der er fælles stuer eller fælles opholdsrum, i kraft heraf utvivlsomt afgiver et klart stiltiende samtykke til, at visse typer fortrolige helbredsoplysninger af mindre følsom karakter må overhøres, og dermed videregives til andre tilstedeværende patienter. Såfremt en patient ikke ønsker, at andre patienter skal overhøre samtaler med sundhedspersonalet, hvor selv helbredsoplysninger af mindre følsom karakter omtales, har nævnet i nyere praksis fundet, at det må anses for ubetænkeligt, at patienten udtrykkeligt selv må gøre opmærksom herpå. Patientklagenævnet har i de to nedenstående afgørelser ikke fundet mulighed for fravigelse af kravet om skriftligt samtykke. 25 Vejledningen, pkt. 5. 26 Vejledningen, pkt. 6.4. 2 27 John Vogter Forvaltningsloven med kommentarer, DJØF s Forlag, 2001, s. 589. 37

Sag 32 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger om gravid patient til dennes arbejdsgiver (0229319A) En speciallæge foretog en undersøgelse af en gravid kvinde efter anmodning fra dennes arbejdsgiver og afgav erklæring til arbejdsgiveren om graviditeten, som indeholdt lægens vurdering af kvindens helbredsmæssige forhold i forbindelse med hendes sygemelding på grund af en kompliceret graviditet. Der blev klaget over, at speciallægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om hendes helbredstilstand til hendes arbejdsgiver. Nævnet fandt, at speciallægen havde overtrådt tavshedspligten ved videregivelsen af oplysningerne, idet patienten ikke havde givet skriftligt samtykke til videregivelsen, og kravet om skriftlighed ikke kunne fraviges, da videregivelsen ikke skulle foregå hurtigt, og patienten var i stand til at skrive. Sag 33 (ref. sag 10) Klage over en læges videregivelse af helbredsoplysninger til patients tidligere arbejdsgiver (0126306P) En 30-årig kvinde blev undersøgt på en dermatologisk afdeling med henblik på udredning af kronisk nældefeber, som ifølge hende selv skyldtes overfølsomhed overfor vinyl. Patienten havde specielt været meget generet under en ansættelse på en arbejdsplads, hvor hun ikke længere var ansat. Ved undersøgelsens afslutning oplyste afdelingslægen, at denne ville kontakte forskellige læger, der tidligere havde undersøgt patienten samt eventuelt patientens tidligere arbejdsgiver. Den 5. februar 2001 sendte afdelingslægen en e-mail til den tidligere arbejdsgiver med henblik på at få tilsendt forskellige prøver til anvendelse ved den fortsatte undersøgelse af patienten. Den 10. februar 2001 sendte patienten en telefax til afdelingslægens sygehus, hvor hun gav udtryk for, at hun ikke ønskede, at den tidligere arbejdsgiver blev kontaktet. Der blev klaget over, at afdelingslægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om patienten til dennes tidligere arbejdsgiver. Nævnet fandt, at afdelingslægen havde tilsidesat sin tavshedspligt, idet der ikke forelå et skriftligt samtykke fra patienten. Nævnet understregede, at det var uden betydning, at patientens telefax af 10. februar 2001, hvori denne tydeligt gav udtryk for, at hun havde indvendinger imod henvendelsen, først kom frem, efter at afdelingslægens henvendelse til hendes tidligere arbejdsgiver var foretaget. Nævnet fandt det endvidere uden betydning, om afdelingslægen på tidspunktet for sin henvendelse til patientens tidligere arbejdsgiver antog, at patienten stiltiende havde accepteret henvendelsen til arbejdsgiveren. De to nedenstående afgørelser illustrerer muligheden for at fravige kravet om skriftligt samtykke, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Den første afgørelse illustrerer, at Patientklagenævnet i nyere praksis har fundet, at en patient ved at lade sig indlægge på en afdeling, hvor der er fælles stuer eller opholdsrum, ikke i kraft heraf må siges at have afgivet et stiltiende samtykke til, at visse typer fortrolige helbredsoplysninger af meget følsom karakter må overhøres, og dermed videregives til andre tilstedeværende patienter. Den anden afgørelse illustrerer, at kravet om skriftligt samtykke kan fraviges ved meget lidt følsomme oplysninger. 38

Sag 34 Klage over at information om et alvorligt undersøgelsesfund blev givet i overværelse af andre patienter på en flersengsstue (0550908A) En 66-årig kvinde blev indlagt på en kirurgisk afdeling, da der havde været kolikagtige smerter i maven gennem flere år og de seneste fem dage tillige en hønseægstor mobil udfyldning i højre side af maven med smerte. På indlæggelsesdagen blev der foretaget røntgenundersøgelse af brystkassen og oversigt over bughulen. To dage senere blev der endvidere foretaget ultralydsscanning og CT-scanning, hvilket 1. reservelæge B den følgende dag informerede om i et lukket samtalerum. CT-scanningen viste tumorkonglomerat ved tyktarmens blinde ende (coecum) samt en proces i leveren. Der blev aftalt operation, og patienten gik hjem på orlov. Efterfølgende blev der foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen (coloskopi), ultralydsbiopsi og tarmpassage, hvorpå patienten blev genindlagt. Ved indlæggelsen opsummerede overlæge A over for patienten på en flersengsstue, at coloskopien og røntgenundersøgelse havde vist en tumor i coecum, og at denne var lejret opadtil i højre side. Overlægen vurderede, at der skulle opereres, uanset om tumoren var god- eller ondartet.få dage senere blev der herefter foretaget fjernelse af højre halvdel af tyktarmen, og der var et glat efterforløb. Der blev blandt andet klaget over, at overlægen under den sidste indlæggelse informerede patienten om dennes sygdom og behandling i overværelse af de 5 medpatienter, som var indlagt på samme stue. Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet lagde til grund, at overlægens information blev overhørt af de andre patienter, som lå på patientens stue. Det var nævnets opfattelse, at undersøgelsesfund måtte anses som fortrolige oplysninger, der er omfattet af de indklagede lægers tavshedspligt. Det var videre nævnets opfattelse, at overlæge A ved sin information af patienten videregav helbredsoplysninger af særlig følsom karakter, idet han informerede om, at der ved røntgenkontrastundersøgelse af tyktarmen var fundet en knude, og at der var grundlag for operation af denne, uanset om knuden var godartet eller ondartet. Det var endvidere nævnets opfattelse, at patienten havde en berettiget forventning om, at oplysninger af den ovennævnte pågældende karakter ikke på nogen måde blev omtalt i overværelse af andre patienter. Nævnet bemærkede herunder, at overlæge A i det pågældende tilfælde derfor ikke kunne forlade sig på, at patienten selv udtrykkeligt skulle gøre opmærksom på, hvis hun ikke ønskede, at oplysninger af den aktuelle karakter kunne tilgå andre patienter, der opholdt sig i nærheden. Nævnet fandt således, at overlæge A derfor burde have sikret sig, at informationen om de aktuelle undersøgelsesresultater blev givet på en sådan måde, at medpatienterne på patientens stue ikke blev gjort bekendt hermed. Sag 35 Klage over at en sygeplejerske omtalte et forestående hjemmebesøg under en samtale med en patient på en fællesstue, hvor der befandt sig andre patienter (0551213A) 39

En assisterende afdelingssygeplejerske på en psykiatrisk afdeling havde en samtale med en patient, som på daværende tidspunkt opholdt sig i en af afdelingens fællesrum. Samtalen var af ca. 2 minutters varighed og foregik stående i et større fællesrum, hvor der på det pågældende tidspunkt befandt sig 3 andre patienter et stykke fra dem, hvoraf to var ved at spise morgenmad og den tredje så TV. Samtalen drejede sig om, hvornår det passede patienten bedst sammen med sine kontaktpersoner at aflægge et besøg i biblioteket og et hjemmebesøg i patientens lejlighed. På intet tidspunkt i løbet af samtalen blev der berørt emner af personlig art omkring patientens sygdom eller andre personlige forhold. Der blev klaget over, at sygeplejersken uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om ham til andre patienter. Nævnet fandt ikke, at sygeplejersken havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet lagde til grund, at den assisterende afdelingssygeplejerske havde en samtale med patienten om en eventuel tid for besøg i biblioteket og efterfølgende hjemmebesøg sammen med kontaktpersonerne. På intet tidspunkt i løbet af samtalen blev der berørt andre emner omkring patientens sygdomsforhold. Patienten gav udtryk for, at afdelingssygeplejersken havde overtrådt sin tavshedspligt, da samtalen var foregået i et fællesrum. Nævnet lagde endvidere til grund, at den pågældende samtale var af cirka 2 minutters varighed, og at den foregik stående i et større fællesrum, hvor der på det pågældende tidspunkt befandt sig 3 andre patienter et stykke fra dem, hvoraf to var ved at spise morgenmad og den tredje så TV. Det var nævnets opfattelse, at et planlagt fremtidigt hjemmebesøg med kontaktpersoner måtte anses som fortrolig oplysning, der var omfattet af den assisterende afdelingssygeplejerskes tavshedspligt. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at en patient, der bliver indlagt på en afdeling, hvor der er fællesstuer eller fælles opholdsrum, i kraft heraf utvivlsomt afgiver et klart stiltiende samtykke til, at visse typer fortrolige helbredsoplysninger af mindre følsom karakter, må overhøres og dermed videregives til andre tilstedeværende patienter. Såfremt en patient ikke ønsker, at andre patienter skal overhøre samtaler med sundhedspersonalet, hvor selv helbredsoplysninger af mindre følsom karakter omtales, er det nævnets opfattelse, at det må anses for ubetænkeligt, at patienten udtrykkeligt selv må gøre opmærksom herpå. Nævnet fandt således, at der var tale om en situation, hvor betingelserne for fravigelse af kravet om skriftligt samtykke var opfyldt. Såfremt patienten ikke ønskede, at oplysninger af den aktuelle karakter kunne tilgå andre, der opholdt sig i nærheden, måtte han udtrykkelig have gjort opmærksom herpå. Nedenstående afgørelse illustrerer muligheden for at fravige kravet om skriftligt samtykke, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Sag 36 (ref. sag 50) Klage over en læges information af forældrene til en psykiatrisk patient om, at denne var i livsfare efter selvmordforsøg (0447501A) 40

En 19-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling indvilligede i april 2003 i, at hendes forældre blev inviteret til en samtale vedrørende det rent lægelige/diagnostiske forhold og hvilken behandlingsplan, som man ville foreslå ville blive anvendt. Den 30. april 2003 havde patienten en samtale med sine forældre. I forbindelse med samtalen deltog en læge, og denne gjorde forældrene bekendt med de rent lægelige oplysninger om deres datter. Herefter blev forældrene orienteret om de sociale planer i forhold til patienten. Patienten blev den 4. maj 2003 akut overflyttet til en øre-, næse- og halsafdelingen efter et hængningsforsøg i selvmordsøjemed. Det blev vurderet, at hun fortsat var i livsfare, og der blev planlagt observation for frie luftveje. På øre-, næse- og halsafdelingen tilkendegav patienten, at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man fandt, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev anmodet om psykiatrisk tilsyn. Senere samme dag foretog en 1. reservelæge psykiatrisk tilsyn, og han fandt grundlag for bæltefiksering, hvilket blev iværksat kl. 21.15. Reservelægen vurderede endvidere, at tilstanden var så alvorlig med risiko for at udvikle hævelse i luftvejene med efterfølgende kvælning, at det var bedst at orientere patientens pårørende. 1. reservelægen fandt patienten meget ambivalent omkring, hvorvidt der skulle tages kontakt til hendes pårørende, og han kontaktede telefonisk en overlæge med henblik på en drøftelse af, hvorvidt forældrene skulle orienteres om deres datters kritiske tilstand. Overlægen støttede 1. reservelægen i at orientere forældrene. Kl. 22.50 ringede 1. reservelægen til patientens far og fortalte ham om dagens hændelser. Den 5. maj 2003 blev bæltefikseringen fjernet, og patienten blev tilbageflyttet til psykiatrisk afdeling efter, at hun var blevet vurderet uden for livsfare. Der blev klaget over, at lægen den 4. maj 2003 uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om en iværksat tvangsbehandling til hendes forældre. Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, da der blev fundet grundlag for at kritisere den vejledning, som overlægen havde givet 1. reservelægen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysningerne. Nævnet fandt ikke anledning til at kritisere 1. reservelægen for videregivelsen. Nævnet lagde til grund, at patienten ikke var dement eller psykotisk. Under hensyn til patientens affekttilstand og hendes potentielt livstruende tilstand og det forhold, at hun var bæltefikseret, fandt nævnet, at der var tale om en situation, som efter loven ikke krævede indhentelse af et skriftligt samtykke. Imidlertid lagde nævnet vægt på, at der kun kan videregives oplysninger i en situation som den foreliggende, hvis patienten har afgivet et utvetydigt samtykke, og nævnet fandt, at patienten, selv om hun til sidst ved det psykiatriske tilsyn gav mundtligt samtykke til, at forældrene blev kontaktet, i realiteten fremtrådte uafklaret i forhold til dette spørgsmål. Det var herefter nævnets vurdering, at det ikke kunne lægges til grund, at patienten havde givet mundtligt samtykke til, at 1. reservelægen kunne videregive de pågældende oplysninger til hendes forældre. Nævnet lagde her vægt på, at overlægen den 4. maj 2003 sammen med 1. reservelægen gennemgik overvejelserne om at orientere forældrene om patientens kritiske tilstand mod hendes ønske. 41

Nævnet fandt i øvrigt ikke, at hensynet til forældrenes interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske helbredstilstand kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt. Nævnet fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj 2003 handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens forældre om datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelægen herfor, idet han forinden videregivelsen havde rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han vejledte 1. reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand. Der blev afgivet dissens i sagen. 6.1.2 Hvem skal give samtykke? Det er som udgangspunkt patienten selv, der skal give samtykke til videregivelse af oplysninger med henblik på at varetage andre formål end behandling. Er patienten imidlertid under 15 år, skal forældremyndighedsindehaveren samtykke til videregivelse af oplysninger vedrørende barnet. Er patienten mellem 15 og 18 år, kan en forældremyndighedsindehaver almindeligvis ikke give samtykke til videregivelse af oplysninger vedrørende den unge, idet det følger af lovens 8, stk. 3, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. Imidlertid kan der forekomme situationer, hvor sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at en patient, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I disse situationer er det forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke til videregivelse, jf. 8, stk. 2. Er patienten over 18 år og ude af stand til at varetage sine interesser, følger det af 5, at den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder i patientens rettigheder i det omfang dette er nødvendigt for at varetage patientens interesse i den pågældende situation. Det er værgen, som indenfor værgemålskompetencen giver samtykke til videregivelse. Derimod anses nære pårørende ikke for at have kompetence til en sådan videregivelse, idet nære pårørende i medfør af loven kun er tillagt kompetence i forbindelse med behandling af patienten. Videregivelse til offentlige myndigheder, private virksomheder eller f.eks. til andre pårørende vil normalt ikke være et nødvendigt led i behandlingen af patienten. 28 28 Vejledningen, pkt. 6.1.2.2 42

Nedenstående sag illustrerer, at nævnet i en konkret sag fandt, at en læge burde have sikret sig, om en far, der ønskede helbredsoplysninger om sit barn i form af aktindsigt, havde del i forældremyndigheden. Sag 37 Klage over en praktiserende læges videregivelse af helbredsoplysninger til et barns fader, uden at lægen forinden havde undersøgt, om faderen til barnet havde del i forældremyndigheden (0341109A) En far til et mindreårigt barn kontaktede telefonisk barnets praktiserende læge og anmodede om en udtalelse om, hvorvidt der var noget til hinder for, at barnet opholdt sig udendørs, og om der helbredsmæssigt var noget til hinder for samkvem. Lægen udfærdigede på baggrund heraf en udtalelse til faderen på grundlag af de journaloplysninger, som en anden praktiserende læge i klinikken havde skrevet. Han konkluderede, at da barnet ikke var blevet indlagt, måtte det være fordi, at det havde fået det bedre. Senere samme dag blev udtalelsen, som faderen havde fået, udleveret til fogedretten. Der blev klaget over, at lægen uden moderens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet helbredsoplysninger i form af en erklæring om barnet til Fogedretten og barnets fader. Det blev anført, at faderen ikke havde forældremyndighed over barnet. Nævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet fandt ud fra en samlet vurdering af journalmaterialet og de øvrige oplysninger i sagen, at lægen burde have sikret sig, at faderen havde del i forældremyndigheden, for eksempel ved at spørge ham, idet det efter nævnets opfattelse var nærliggende at gå ud fra, at faderen ikke havde del i forældremyndigheden. Nævnet oplyste, at hvis en patient er under 15 år, skal indehaveren af forældremyndigheden til barnet give samtykke til videregivelse af oplysninger vedrørende barnet. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af lægens første udtalelse til sagen, at det over for klinikkens personale var meddelt, at forældrene havde fælles forældremyndighed, og at det fremgik af lægens anden udtalelse til sagen, at personalet på klinikken var bekendt med, at forældrene ikke længere levede sammen, men at det ikke var oplyst, at der ikke var fælles forældremyndighed. Endvidere blev det oplyst, at oplysninger om forældremyndighed ikke tilgik klinikken automatisk fra nogen offentlig myndighed, men at det krævede en aktiv handling fra patientens forældre. Nævnet lagde desuden vægt på, at lægen ved en tredje udtalelse til sagen oplyste, at faderen havde oplyst, at der var fælles forældremyndighed, forinden lægen udleverede oplysninger. På grundlag af disse skiftende og uoverensstemmende udtalelser fra lægen og henset til, at lægen først i sin tredje udtalelse havde anført, at faderen havde oplyst, at der var fælles forældremyndighed, fandt nævnet ikke at kunne lægge vægt på denne sidste udtalelse. Nævnet fandt det herefter ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at lægen af faderen fik oplyst, at der var fælles forældremyndighed. 43

6.1.3 Til hvem skal samtykke gives? Det fremgår af lovens 26, at samtykket skal afgives til den sundhedsperson, som er i besiddelse af helbredsoplysningerne, og som skal videregive dem. 29 Som tidligere nævnt kan et samtykke til videregivelse ligeledes afgives til den, der skal modtage oplysningerne, når det drejer sig om videregivelse med henblik på behandling. Loven stiller altså i de situationer, hvor der videregives oplysninger for at varetage et andet formål end behandling, et skærpet krav til beskyttelsen af patientens interesse i, at denne har kontrol med videregivelsen af oplysninger om sig selv. Dette skærpede krav i lovgivningen hviler på den grundlæggende antagelse, at patienten har et berettiget ønske om, at helbredsoplysninger om denne ikke bruges til andre formål, end de oprindeligt er indhentet til. Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til spørgsmålet om, hvem et samtykke skal afgives til. Sag 38 Klage over videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med en dagpengesag (0232701A) En 33-årig kvinde var henvist til psykologhjælp af egen læge. Den 8. september 1999 indsendte psykologen henvisningen til en kommune. Samme dag underskrev patienten en erklæring om, at kommunen måtte indhente helbredsoplysninger til brug for behandlingen af hendes dagpengesag. Ved brev af 5. december 1999 til kommunen vedrørende arbejdsduelighed anførte patienten, at kommunen ved tvivlspørgsmål om hendes helbredstilstand kunne henvende sig til psykologen. Patienten var herefter i terapi hos psykologen frem til den 27. marts 2000. Den 18. marts 2000 afgav psykologen efter anmodning en erklæring til kommunen vedrørende patientens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. I erklæringen blev patientens psykiske symptomer gennem behandlingsforløbet beskrevet, og det blev anført, at hendes tilpasningsreaktion muligvis aktuelt var gået over i en depressiv tilstand, der foruden psykologbehandling også behøvede behandling med medicin. Ved samtale med patienten den 27. marts 2000 gjorde psykologen patienten opmærksom på indholdet af denne erklæring. Den 23. juni 2000 kontaktede kommunen psykologen vedrørende opfølgning på patientens dagpengesag, idet disse ville udløbe den 31. juli 2000, og psykologen gav ved denne lejlighed oplysninger om patientens psykiske forhold til kommunen, selvom patienten den 17. april 2000 overfor psykologen havde frabedt sig dette. Der blev klaget over, at psykologen, trods anmodning den 17. april 2000 fra patienten om ikke at udtale sig til kommunen, alligevel i forbindelse med en opringning fra kommunen fremsatte en udtalelse den 23. juni 2000. 29 Bekendtgørelsen 12, stk. 2 44

Nævnet fandt, at psykologen havde brud sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om patientens psykiske forhold til kommunen den 23. juni 2000. Det fremgik af kommunens journal den 23. juni 2000, at patienten den 17. april 2000 havde meddelt psykologen, at hun ikke måtte videregive helbredsmæssige oplysninger, herunder oplysninger om psykiske forhold, om hende til kommunen i forbindelse med hendes ansøgning om dagpenge. Det fremgik ligeledes af journalen, at psykologen havde lovet patienten ikke at udtale sig til kommunen, hvorfor notatet måtte betragtes som fortroligt. Psykologen oplyste til sagen, at hun den 23. juni 2000 af kommunen fik oplyst, at kommunens henvendelse til hende skete som led i opfølgningen på patientens dagpengesag. Psykologen oplyste endvidere, at hun orienterede kommunen om, at patienten havde trukket sit samtykke til hende til videregivelse af oplysningerne tilbage. Psykologen blev imidlertid af kommunen oplyst om, at der forelå et skriftligt samtykke fra patienten til, at kommunen kunne indhente relevante oplysninger om hende i forbindelse med hendes dagpengesag. Det var nævnets opfattelse, at psykologen burde have anmodet kommunen om en kopi af det angivne samtykke, forinden hun tog stilling til, om oplysninger om patientens forhold kunne videregives, idet hun var vidende om, at det samtykke, som patienten havde afgivet til hende, var tilbagekaldt af patienten. I de to nedenstående sager fandt nævnet det ikke nødvendigt, at patientens samtykke var afgivet til sundhedspersonen, idet sundhedspersonen kunne gå ud fra, at patienten havde givet gyldigt samtykke til den myndighed, som oplysningerne skulle videregives til. Sag 39 Klage over, at en overlæge brød sin tavshedspligt ved at udfærdige en statusattest til kommunen (0339617A) I en erklæring af 26. februar 2001 afgav en overlæge på et sygehus efter anmodning fra en kommune en udtalelse til brug for kommunens vurdering af en patients erhvervsegnethed som pædagogmedhjælper. Kommunen havde udbedt sig oplysninger om patientens sygehistorie, diagnoser og prognose samt om en eventuel igangværende behandling eller andre oplysninger af betydning for sagen. Endvidere havde kommunen udbedt sig en vurdering af patientens helbredsforholds betydning for hendes erhvervsegnethed. Der blev klaget over, at overlægen den 26. februar 2001 uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om hende til kommunen. Det blev anført, at overlægen videregav oplysninger vedrørende tidligere sygehistorier, som var irrelevante. Nævnet fandt ikke, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger vedrørende patienten til kommunen den 26. februar 2002. Nævnet oplyste, at det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område 12, stk. 1, at en myndighed kan forlange, at en læge, der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. 45

Nævnet oplyste videre, at det påhviler den myndighed, der anmoder om helbredsoplysninger i henhold til retssikkerhedslovens 12 forinden anmodningen at forsøge at indhente borgerens samtykke hertil, medmindre myndigheden vurderer, at det ikke vil være muligt at opnå borgerens samtykke. Det var på den baggrund nævnets opfattelse, at overlægen, da han modtog anmodningen fra kommunen, måtte forstå, at han var forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, og at han kunne gøre dette uden at tage kontakt til patienten. Overlægen kunne således efter nævnets opfattelse gå ud fra, at man fra de sociale myndigheders side havde foretaget det fornødne, for så vidt angik et eventuelt samtykke fra patienten. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det af journalen den 14. december 2000 fremgik, at patienten og overlægen drøftede, om patienten skulle uddanne sig til pædagogmedhjælper, idet patienten gav udtryk for, at hun var i tvivl herom, fordi dette arbejde ofte ville indebære en belastning af hendes knæ i flekteret stilling. Overlægen tilkendegav i den forbindelse overfor patienten, at han gerne ville komme med en udtalelse, hvis hun fik brug for en sådan fra de sociale myndigheder, og han i øvrigt blev opfordret hertil. Det fremgik af kommunens anmodning om statusattest af 12. februar 2001, at kommunen særskilt anmodede overlægen om at give oplysning om prognosen for patientens knælidelse, samt om hendes mulighed for igen at kunne klare fuldtidsarbejde inden for pædagogfaget. Af blanketten Statusattest fremgik, at lægen skulle give oplysning om sygehistorie, diagnoser, prognose samt igangværende behandling eller andre oplysninger af betydning for sagen. Endvidere fremgik det, at lægen skulle foretage en vurdering af helbredsforholdenes betydning for sagen. Overlægen besvarede anmodningen ved statusattest af 26. februar 2001, hvor han gav oplysninger om patientens sygehistorie, for så vidt angik knælidelsen, en vurdering af patientens sygdomsopfattelse i forhold til hans egen kliniske opfattelse samt en vurdering af patientens erhvervsevne inden for pædagogfaget. Det var nævnets vurdering, at overlægen ikke herved videregav oplysninger, som der ikke var anmodet om, og som ikke måtte anses for væsentlige for kommunens sagsbehandling. Sag 40 Klage over, at en speciallæge brød sin tavshedspligt ved at udfærdige statusattest til socialforvaltningen (0448019P) En 46-årig mand underskrev i december 2000 en tilladelse til, at en socialforvaltning kunne indhente helbredsoplysninger om ham hos egen læge og speciallæge til brug for behandlingen af hans ansøgning om revalidering. I marts 2001 anmodede socialforvaltningen speciallægen om i en statusattest at udtale sig om patientens helbredsmæssige forhold. På anmodningen var det angivet, at oplysningerne blev indhentet efter samtykke fra patienten. 46

Ved brev af 22. marts 2001 til socialforvaltningen trak patienten sin tilladelse til indhentelse af lægelige oplysninger tilbage. Det fremgik af brevet, at han var indforstået med indhentelsen af statusattesten, men at han ikke ønskede, at andre helbredsoplysninger om ham blev indhentet. Den 28. maj 2001 udfærdigede speciallægen en statusattest på patienten til socialforvaltningen. Der blev klaget over, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt ved den 28. maj 2001 i en statusattest at have videregivet helbredsoplysninger om patienten til socialforvaltningen. Nævnet fandt, at speciallægen ikke havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet lagde vægt på, at patienten i december 2000 havde givet samtykke til, at socialforvaltningen kunne indhente en statusattest om ham, og at brevet af 22. marts 2001 netop ikke angik statusattesten. Det var herudover nævnets opfattelse, at speciallægen kunne gå ud fra, at der forelå en gyldig tilladelse fra patienten til indhentelsen af statusattesten om ham, da dette var krydset af på anmodningen fra socialforvaltningen. 6.1.4 Journalføring Det fremgår af lovens 27, stk. 1, at patientens samtykke til, at sundhedspersonen videregiver fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. med henblik på at varetage et andet formål end patientbehandling, skal indføres i patientjournalen. Det fremgår endvidere af 19 i Bekendtgørelsen, at den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson skal sørge for, at det af patientjournalen fremgår, hvilken information, der er givet, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet i relation til videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling eller til andre formål. Det skal også af patientjournalen fremgå, hvilke helbredsoplysninger, der er behandlet, til hvilket formål, hvem der har modtaget oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf. lov om patienters retsstilling 20. Det følger i øvrigt af 10 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring), at det i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger skal fremgå af journalen, hvilken mundtlig og eventuel skriftlig information, der er givet til patienten, og hvad denne på denne baggrund har tilkendegivet. 6.1.5 Tilbagekaldelse og bortfald af samtykke Patienten kan ifølge bekendtgørelsens 12, stk. 4, tilbagekalde et samtykke overfor sundhedspersonen, så længe denne ikke har videregivet oplysningerne, jf. sag nr. 23. 47

Det fremgår af lovens 27, stk. 2, at patientens samtykke til, at sundhedspersonen videregiver fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. med henblik på at varetage et andet formål end patientbehandling, bortfalder senest et år efter, at det er givet. Ifølge Vejledningen har hensigten med denne regel været at give patienten mulighed for at kunne overskue omfanget af videregivelse. Patienten kan fastsætte en snævrere tidsmæssig begrænsning af videregivelsen, hvilket eventuelt kan fremgå af samtykkets formål. 30 6.2 Videregivelse uden patientens samtykke Der er i 26, stk. 2, angivet tre situationer, hvor en sundhedsperson er berettiget til at videregive oplysninger uden samtykke fra patienten. Det fremgår således af 26, stk. 2, nr. 1, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden samtykke fra patienten, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives, og oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Det fremgår endvidere af 26, stk. 2, nr. 2, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden samtykke fra patienten, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det fremgår endelig af 26, stk. 2, nr. 3, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden samtykke fra patienten, når videregivelsen er nødvendig for, at en tilsynsmyndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver. 6.2.1 Videregivelse ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov I nogle tilfælde fraviges udgangspunktet om sundhedspersonens tavshedspligt og erstattes af en oplysningspligt. Det forudsættes, at sundhedspersonen, forinden videregivelse af oplysningerne finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke hertil, medmindre der foreligger særlige grunde 31. Det fremgår således af lovens 26, stk. 2 nr. 1, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at der gælder en pligt for sundhedspersonen til at 30 Vejledningen, pkt. 6.4.2 31 Lovbemærkningerne, speciel del s. 37, jf. Vejledningen, pkt. 5.2 48

videregive oplysninger, og oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Således fastsætter lægelovens 11 og 12 og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område 12 en oplysningspligt for læger. Ifølge Vejledningen har den sundhedsperson, der sidder inde med oplysningerne, krav på at få præciseret den rekvirerende myndigheds anmodning om videregivelse af oplysningerne. 32 Reglen har navnlig betydning i de situationer, hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bredt formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret patient. Såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, som sundhedspersonen må antage ikke har væsentlig betydning for den rekvirerende myndigheds sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold og forholdet til ens pårørende. Sundhedspersonen skal inden videregivelsen frasortere ikke-relevante oplysninger, for eksempel ved overdækning i forbindelse med kopiering eller ved tilbageholdelse af dele af journalen. I nogle tilfælde kan det være mest hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen udfærdiger en erklæring eller lignende til den rekvirerende myndighed. Patientklagenævnet har i de følgende afgørelser taget stilling til, om en oplysning er relevant og væsentlig i forbindelse med videregivelse af denne. Sag 41 Klage over en overlæges videregivelse af helbredsoplysninger til en kommune i forbindelse med en dagpengesag (9913704P) En 51-årig mand blev behandlet på et sygehus for en skade på højre fod, for hvilken han var sygemeldt. Han ansøgte som selvstændig erhvervsdrivende kommunen om sygedagpenge. Kommunen anmodede sygehuset om relevante oplysninger om hans helbredsforhold. Som svar på denne anmodning sendte sygehusets overlæge kopi af hele patientens journal fra det tre dage lange indlæggelsesforløb, inklusiv stuegangsnotater m.v. Der blev klaget over, at overlægen uden patientens samtykke videregav oplysninger i form af kopi af hele indlæggelsesforløbet med stuegangsnotater m.v. Nævnet fandt, at overlægen ikke havde brudt sin tavshedspligt, idet patienten ved sin underskrift på en blanket vedrørende anmodning om dagpenge havde givet samtykke til, at kommunen indhentede helbredsmæssige oplysninger til brug ved behandlingen af anmodningen. Det var nævnets opfattelse, at begrebet helbredsmæssige oplysninger til brug for behandlingen af en dagpengesag omfatter oplysninger om sygdommens/skadens opståen, alvor, udvikling, varighed og betydning for blandt andet arbejdsevne og funktionsniveau i øvrigt. 32 Vejledningen, pkt. 5. 2 49

Nævnet fandt, at der i den af overlægen til kommunen fremsendte journal ikke var oplysninger, der var irrelevante for behandlingen af dagpengesagen, og som derfor burde have været undtaget i forbindelse med fremsendelsen. Sag 42 Klage over en læges videregivelse af fortrolige oplysninger til kommune (0128519P) En læge udfærdigede til en kommune en statuserklæring vedrørende en patient, som fik sygedagpenge. Lægen anførte, at patienten havde rygsmerter, og at han havde været sygemeldt i et halvt år. Lændesmerterne var betinget af stress, og psykisk hjælp var indiceret, men patienten var ikke parat til at modtage dette. Yderligere anførte lægen i erklæringen, at patienten havde fået en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder. Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke til kommunen havde videregivet oplysning om, at patienten skulle afsone en fængselsstraf. Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, idet nævnet lagde vægt på, at patienten havde en langvarig sygehistorie med smerter fra ryggen, som kun i ringe grad kunne forklares ud fra faktiske legemlige forhold, og at en dom på 8 måneders fængsel hørte med til forståelsen af patientens situation, idet det er velkendt, at psykisk stress spiller en betydelig rolle i smerteoplevelsen. Derudover lagde nævnet vægt på, at lægen ifølge lov om patienters retsstilling 26, stk. 2, nr.1, havde pligt til at videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, idet oplysningerne må antages af have været af væsentlig betydning for kommunens sagsbehandling. Det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område 12 stk. 1, 33 at en myndighed kan forlange, at personer, myndigheder mv., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Nedenstående afgørelser illustrerer omfanget af sundhedspersonens pligt til at forsøge at indhente patientens samtykke forinden en videregivelse af oplysninger til kommunen efter servicelovens 35 og 36. Sag 43 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til en kommune om patients evne til at give sin datter tilstrækkelig omsorg (0235218P) En praktiserende læge havde foreslået en patient, at hendes datter blev undersøgt af kommunens børnelæge, fordi lægen havde mistanke om, at patienten ikke gav sin datter tilstrækkelig omsorg. Patienten reagerede på opfordringen ved at meddele, at hun ville skifte læge. Lægen tog derfor kontakt til kommunen for at få socialforvaltningen til at vurdere, om patienten var i stand til at tage sig af sin datter. 33 Lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 med senere ændringer. 50

Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger til socialforvaltningen uden patientens samtykke. Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet oplyste, at det som udgangspunkt bør forsøges at indhente patientens samtykke. Nævnet lagde dog vægt på, at lægen ikke havde grund til at forvente, at patienten ville give sit samtykke til videregivelsen, og nævnet fandt derfor, at videregivelsen af oplysninger uden forinden at have forsøgt at indhente samtykke var berettiget. Sag 44 Indberetning fra Sundhedsstyrelsen vedrørende en sundhedsplejerskes videregivelse af oplysninger om et barn i henhold til servicelovens 35 uden forinden at have forsøgt at få moderens samtykke hertil (0447211A) Ved en sundhedsplejerskes første hjemmebesøg fandt hun, at det 11 dage gamle barn trivedes. Da barnet var 6 måneder gammelt, var sundhedsplejersken atter på besøg, og hun observerede en glad og livlig pige. Det havde dog været en svær tid for forældrene, som havde problemer indbyrdes. Sundhedsplejersken blev efterfølgende telefonisk kontaktet af faderen, der oplyste, at moderen havde ændret sig efter fødselen, og at han var bekymret for sin datter. Sundhedsplejersken underrettede derfor kommunen om, at hun på grund af moderens psykiske tilstand var bekymret for barnets udvikling på længere sigt. Sundhedsstyrelsen indberettede sundhedsplejersken til Patientklagenævnet med henblik på stillingtagen til, om sundhedsplejersken forud for bekymringsskrivelsen til kommunen skulle have forsøgt at indhente samtykke fra moderen. Nævnet fandt, at sundhedsplejersken havde brudt tavshedspligten ved sin videregivelse af oplysninger om barnet til kommunen. Nævnet oplyste, at det følger af lov om patienters retsstilling 26, stk. 2, nr. 1, at der kan ske videregivelse uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Nævnet oplyste, at underretningen blev givet i henhold til servicelovens 35, som indebærer en udvidet underretningspligt for offentligt ansatte, når der er formodning for, at et barn har behov for særlig støtte. Det fremgår i den sammenhæng af Vejledningen, at det forudsættes, at en sundhedsperson i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, skal forsøge at indhente forældremyndighedsindehaverens samtykke. Baggrunden herfor er, at videregivelsen finder sted til andre formål end behandling. Det var nævnets opfattelse, at sundhedsplejersken, inden hun videregav oplysningerne til kommunen, burde have forsøgt at indhente samtykke fra barnets moder til at videregive oplysningerne. 51

Nævnet lagde vægt på, at der herved kunne være opstået mulighed for en ny dialog med barnets moder, inden sundhedsplejersken besluttede at videregive oplysninger til kommunen. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var optegnelser i journalmaterialet, der tydede på, at inddragelse af barnets moder inden videregivelsen af oplysninger til kommunen, kunne have skadet barnet eller hendes forældre, og at sundhedsplejersken alene var bekymret for barnets udvikling på længere sigt. 6.2.2 Videregivelse af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre Selvom patientens krav på sundhedspersonens tavshed er en væsentlig patientrettighed, kan der i særlige situationer være hensyn, der taler imod at respektere patientens ønske på dette område. Det fremgår således af lovens 26, stk. 2 nr. 2, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Den patient, som oplysningerne angår, skal ifølge lov om patienters retsstilling 26, stk. 4, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed. Det fremgår af Vejledningen, at reglen er en såkaldt værdispringsregel, hvorved forstås, at de hensyn, der begrunder videregivelse til andre formål end behandling, klart skal overstige hensynet til patientens ret til fortrolighed 34. Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med en sundhedspersons videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger blandt andet vil være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.m., herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, for eksempel i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. En sundhedspersons mistanke om, at en patient har begået mindre grov kriminalitet, vil ikke kunne begrunde tilsidesættelse af tavshedspligten. 35 34 Vejledningen, pkt. 5.2 35 Vejledningen, pkt. 5.2 52

Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til videregivelse af en fortrolig oplysning af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse. Sag 45 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet om, at patienten igen kørte bil (0231311P) En 72-årig mand oplyste i september 2001 sin læge om, at han havde genoptaget sin bilkørsel. Lægen vurderede, at fortsat bilkørsel ville indebære en umiddelbar risiko, idet han fandt, at patienten havde følger efter en blodprop i hjernen, problemer med den venstre arm, synsfeltstab samt tilsyneladende tegn på demens. Endvidere fandt lægen, at patientens generelle mangler på fysiske færdigheder umuliggjorde lovlig bilkørsel. Lægen tilkendegav overfor patienten sine betænkeligheder ved den fortsatte bilkørsel, og han oplyste, at såfremt patienten ikke afstod fra at køre bil, ville han rette henvendelse til politiet med henblik på, at der blev foretaget en samlet vurdering af hans evne til at køre bil. Patienten afviste, at der var et problem vedrørende hans kørefærdigheder, og lægen skrev den efterfølgende dag et brev til politimesteren, hvoraf det fremgik, at lægen var blevet opmærksom på, at patienten kørte bil, og at han fandt det uforsvarligt på grund af patientens helbredstilstand. Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger til politiet om, at patienten var begyndt at køre igen. Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsmæssige oplysninger om patienten til politiet. Nævnet oplyste, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger, at 26, stk. 2, nr. 1, blandt andet finder anvendelse i forhold til lægelovens 12. Nævnet oplyste hertil, at det fremgår af lægelovens 12, at en læge er forpligtet til at søge faren afbødet ved henvendelse til vedkommende selv, om fornødent ved anmeldelse til pågældende Embedslægeinstitution eller Sundhedsstyrelsen, når han i sin virksomhed kommer til kundskab om, at en person lider af sådanne sygdomme eller mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i betragtning af de forhold, hvorunder han lever eller arbejder, udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare. Nævnet oplyste endvidere, at det fremgår af den kommenterede udgave af lægeloven, at Sundhedsstyrelsen har indskærpet, at lægen er forpligtet til at indberette motorførere med sygdomme eller mangler i legeme eller sjælelig henseende, der må betragtes som uforenelig med motorkørsel. Lægen er ikke forpligtet til at indberette til politiet, men skal i akutte situationer, hvor det er nødvendigt uden ophold at inddrage kørekortet, anmode politiet om bistand hertil. Patienten bør forudgående informeres om, at indberetning vil blive foretaget med henblik på at få hans/hendes evne til at føre motorkøretøj vurderet. Nævnet oplyste ligeledes, at det fremgår af 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. 53

Nævnet fandt, at bedømmelsen af, hvorvidt det var berettiget at lægen videregav helbredsmæssige oplysninger til politiet, henhører under 26, stk. 2, nr. 2, idet lægelovens 12 alene hjemler videregivelse af oplysninger til embedslægen eller Sundhedsstyrelsen. Det fremgår af lægens udtalelse til sagen, at baggrunden for, at han underrettede politiet var, at han fandt, at patientens manglende sygdomsindsigt gjorde det presserende, at politiet blev bekendt med hans vurdering af behovet for at få testet patientens evne til at køre bil på betryggende måde for færdselssikkerheden. Det fremgår endvidere af lægens brev til politiet, at han var af den opfattelse, at patienten ikke burde køre bil, og at han henstillede, at politiet rettede henvendelse til patienten med henblik på en fremstilling til motorkørekortsattest mv., medmindre politiet på de foreliggende oplysninger mente at kunne inddrage hans kørekort. Nævnet fandt, at lægen var berettiget til at videregive oplysninger til politiet, idet patienten ikke var indstillet på at ophøre med at køre bil, og idet lægen vurderede, at der forelå en akut og nærliggende fare, hvorfor han rettede henvendelse direkte til politiet frem for til embedslægen med henblik på varetagelse af en åbenbar almen interesse. Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til videregivelse af en fortrolig oplysning af hensyn til patienten. Sag 46 Klage over en læges videregivelse af oplysninger om en selvmordstruet patient til patientens onkel (0343630P) Bekendte til en 37-årig mand henvendte sig til politiet, fordi de frygtede, at han ville begå selvmord. Politiet opsøgte manden og fandt ham i god behold, men trist og indesluttet, og politiet bad derfor mandens praktiserende læge om at besøge ham. Lægen besøgte patienten på hans privatadresse, men han var ikke hjemme og lægen talte derfor med patientens onkel, som boede samme sted, om patientens psykiske og fysiske helbred. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet fortrolige oplysninger om ham til hans onkel. Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde grund til at frygte, at patienten ville begå selvmord, og at onklen kunne af- eller bekræfte mistanken om, at patienten havde brug for akut psykiatrisk hjælp. Nævnet fandt derfor, at lægen var derfor berettiget til at videregive oplysningerne, da der forelå væsentlige hensyn til patienten selv. 54

Nedenstående sag illustrerer situationen, hvor en sundhedsperson ikke uden skriftligt samtykke kunne videregive fortrolige helbredsoplysninger af hensyn til patienten, da oplysningerne var til brug for en myndigheds behandling af en ansøgningssag. Sag 47 Klage over at sygeplejerske videregav helbredsoplysninger til en styrelse (0447212A) En styrelse havde i forbindelse med behandlingen af en kvindes asylsag ikke kunnet indhente en udtalelse fra hende om, hvorfor hun søgte asyl. Styrelsen henvendte sig herefter telefonisk til det asylcenter, hvor kvinden befandt sig, og fik af en sygeplejerske udleveret fortrolige helbredsoplysninger om kvinden. Der var ikke forinden givet samtykke til, at der kunne indhentes helbredsoplysninger om kvinden hos sundhedspersonalet på asylcenteret. Helbredsoplysningerne blev senere brugt i forbindelse med styrelsens afslag på asyl til kvinden. Der blev klaget over, at sygeplejersken uden kvindens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav helbredsoplysninger om kvinden til styrelsen. Nævnet fandt, at sygeplejersken havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet kunne oplyse, at der gælder en tavshedspligt for sundhedspersoner om, hvad de under deres arbejde får viden eller formodning om angående patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Nævnet lagde til grund, at sagsbehandleren i en styrelsen ved en telefonsamtale den 18. december 2002 blandt andet fik oplyst af sygeplejersken, at kvindens tilstand var uændret, og at hun var sengeliggende. Det var nævnets vurdering, at en oplysning om, at en persons helbredstilstand er uændret, og at personen er sengeliggende, er en fortrolig helbredsoplysning, som er opfattet af tavshedspligten. Nævnet lagde videre til grund, at oplysningerne blev videregivet uden kvindens samtykke hertil. Nævnet kunne hertil oplyse, at en sundhedsperson under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Det var imidlertid nævnets vurdering, at en sådan videregivelse af oplysninger ikke kan ske til brug for en myndigheds behandling af en ansøgningssag, idet ansøgeren selv råder over, hvilke oplysninger denne ønsker at bidrage med til sagens behandling, og således også må være forberedt på, at sagen kan få et udfald, der ikke er til ansøgerens fordel, såfremt ansøgeren ikke ønsker, at myndigheden kan indhente de oplysninger, som myndigheden finder relevante. Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelser taget stilling til videregivelse af en fortrolig oplysning af hensyn til andre end patienten. Sag 48 (ref. sag 55) Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A) En 38-årig mand blev den 10. september 2001 henvist af vagtlæge til psykiatrisk afdeling til observation for psykose. Han oplyste, at han havde været i skænderi med sin kæreste, og at han forlod skænderiet med et jagtgevær. Den 11. september 2001 foretog en reservelæge en gennemgang af sygdomshistorie og objektive fund, og ved samtale med patienten kom det igen frem, at han havde et jagtgevær, som han havde gravet ned ved en navngiven sti, og han gav udtryk for, at han ikke kunne love, at han ikke ville bruge jagtgeværet mod sig selv, 55

hvis han forlod afdelingen. Han oplyste endvidere, at han ofte havde svært ved at styre sit temperament og derfor kunne blive voldelig, samt at han således havde været indblandet i voldssager. Han fortalte, at han havde en del fjender, og at han for nylig havde fået trusselsbreve. Reservelægen tog samme dag kontakt til politiet, efter at have konfereret med den administrerende overlæge. Hun orienterede politiet om jagtgeværets placering og på direkte forespørgsel oplyste hun tillige indehaverens navn. Hun underrettede herefter patienten om kontakten til politiet. Der blev klaget over, at reservelægen uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om patienten til politiet. Nævnet fandt, at lov om patienters retsstilling 26, jf. 23 var blevet overtrådt ved videregivelse af oplysningerne til politiet den 11. september 2001, idet nævnet lagde til grund, at reservelægen kunne have afværget en eventuel faresituation for patienten og andre, som kunne finde geværet, alene ved at have oplyst til politiet, at hun var blevet bekendt med placeringen af et jagtgevær, og at hun var bekymret for, at der kunne opstå en farlig situation. Nævnet fandt, at reservelægen handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens navn til politiet. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at kritisere reservelægen herfor, idet hun forinden videregivelsen havde rådført sig med sin overordnede, den administrerende overlæge. Nævnet fandt herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte placeres hos den administrerende læge, idet hun vejledte reservelægen om, at patientens identitet kunne oplyses på politiets anmodning. Sag 49 Klage over en sygeplejerskes videregivelse af fortrolige oplysninger om en patient til dennes far (0124630P) En 32- årig mand havde været indlagt 24 gange på psykiatrisk afdeling siden 1991 med stofudløste vrangforestillinger. I 1996 stillede man diagnosen skizofren residualtilstand. Han fik i maj 1998 dom til anbringelse på hospital for sindslidende. Indlæggelserne på psykiatrisk afdeling var ofte relateret til et betydeligt blandingsmisbrug. Der var ofte voldsepisoder og en del undvigelser fra afdelingen, hvor patienten hver gang havde et betydeligt misbrug under udeblivelsen. Ved tilbagekomsten var han ofte voldsom. I juni 2000 flygtede patienten fra psykiatrisk afdeling, og da han var anbringelsesdømt, blev han straks efterlyst via politiet. Efter 1 døgn blev faderen af en sygeplejerske orienteret om det skete, idet man fra afdelingen vurderede dette som en berettiget varetagelse af familiens tarv, da man nu antog, at patienten måtte være stofpåvirket og dermed potentielt voldelig. Der blev klaget over, at sygeplejersken uden patientens samtykke videregav oplysninger til hans far om, at han var flygtet fra afdelingen. 56

Patientklagenævnet fandt, at sygeplejersken ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, idet patienten tidligere havde udvist voldelig adfærd, og han havde haft polititilhold mod at opsøge farmoderen på grund af trusler. Der var således væsentlige hensyn til patientens familie, som berettigede, at oplysningen kunne videregives. Sag 50 (ref. sag 36) Klage over, at en læge informerede forældrene til en 19-årig psykiatrisk patient om, at denne var i livsfare efter et selvmordsforsøg (0447501A) En 19-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling indvilligede i april 2003 i, at hendes forældre blev inviteret til en samtale vedrørende det rent lægelige/diagnostiske forhold og hvilken behandlingsplan, som man ville foreslå anvendt. Den 30. april 2003 havde patienten en samtale med sine forældre. I forbindelse med samtalen deltog en læge, og denne gjorde forældrene bekendt med de rent lægelige oplysninger om deres datter. Herefter blev forældrene orienteret om de sociale planer i forhold til patienten. Patienten blev den 4. maj 2003 akut overflyttet til en øre-, næse- og halsafdelingen efter et forsøg på selvmord ved hængning. Det blev vurderet, at hun fortsat var i livsfare, og der blev planlagt observation for frie luftveje. På øre-, næse- og halsafdelingen tilkendegav patienten, at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man fandt, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev anmodet om psykiatrisk tilsyn. Senere samme dag foretog en 1. reservelæge psykiatrisk tilsyn, og han fandt grundlag for bæltefiksering, hvilket blev iværksat kl. 21.15.1. Reservelægen vurderede endvidere, at tilstanden var så alvorlig med risiko for at udvikle hævelse i luftvejene med efterfølgende kvælning, at det var bedst at orientere patientens pårørende. 1. reservelægen fandt patienten meget ambivalent omkring, hvorvidt der skulle tages kontakt til hendes pårørende, og han kontaktede telefonisk en overlæge med henblik på en drøftelse af, hvorvidt forældrene skulle orienteres om deres datters kritiske tilstand. Overlægen støttede 1. reservelægen i at orientere forældrene. Kl. 22.50 ringede 1. reservelægen til patientens far og fortalte ham om dagens hændelser. Den 5. maj 2003 kl. 11.30 blev bæltefikseringen fjernet, og patienten blev tilbageflyttet til psykiatrisk afdeling efter, at hun var blevet vurderet uden for livsfare. Der blev klaget over, at en hospitalslæge den 4. maj 2003 uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om en iværksat tvangsbehandling af hende til hendes forældre. Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med informationen af forældrene. Nævnet fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj 2003 havde handlet retsstridigt ved at oplyse patientens forældre om datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelægen herfor, fordi han forinden videregivelsen havde rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han vejledte 1. reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand. Nævnet fandt, at patienten ikke havde givet samtykke til, at forældrene måtte informeres om hendes helbredstilstand. Nævnet fandt ikke, at hensynet til forældrenes interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske helbredstilstand kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt. 57

Der blev afgivet dissens i sagen. Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelser taget stilling til videregivelse af en fortrolig oplysning af hensyn til sundhedspersonen selv. Sag 51 Klage over, at en praktiserende læge videregav oplysninger om en patient i en klagesag, som patienten havde anlagt imod ham (06F004P) En 74-årig mand klagede den 13. oktober 2004 over sin praktiserende læge til sundhedsforvaltningen. Det blev anført i klagen, at lægen havde behandlet patienten unødigt hårdhændet i forbindelse med anlæggelse af en blokade. Patienten blev observeret for demens, og hans tilstand var ustabil og præget af psykose med vrangforestillinger. Den 21. oktober 2004 afgav lægen en besvarelse til sundhedsforvaltningen, hvori han meddelte disse lægefaglige oplysninger om patienten. Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke havde videregivet de pågældende oplysninger. Nævnet fandt ikke, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningerne. Nævnet oplyste, at en læge i henhold til lov om patienters retsstilling 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af 26, stk. 2, nr. 2, at der kan ske videregivelse uden patientens samtykke, hvis videregivelsen er nødvendig på grund af et væsentligt hensyn til lægen. Det var nævnets opfattelse, at en sundhedsperson, som kritiseres offentligt af en patient, vil være berettiget til at forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af fortrolige oplysninger. Der må således antages at være en vid adgang for en sundhedsperson til at forsvare sig, når der som led i en klagesag fremsættes beskyldninger mod denne. Der må dog kun videregives oplysninger, der relaterer sig til de rejste kritikpunkter. Nævnet lagde vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at de oplysninger om patienten, som blev videregivet, var af relevans for bedømmelsen af den klage, som patienten havde indgivet til sundhedsforvaltningen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det burde have stået patienten klart, at han ved at indgive en klage til sundhedsforvaltningen måtte forvente, at lægen, som den indklagede part, svarede på sundhedsforvaltningens henvendelse. Sag 52 Klage over, at en læge videregav helbredsoplysninger om en patient til pressen (0656724P) En patient fik foretaget en operation på en kirurgisk afdeling. Under operationen blev det konstateret, at patienten også havde en anden lidelse, end den lidelse der var årsag til operationen. Patienten døde kort tid efter. Senere blev der i pressen rejst kritik af den operative behandling af patienten. For at imødegå denne kritik skrev operatøren et brev til de dele af pressen, der havde beskæftiget sig med sagen. I brevet oplyste lægen blandt 58

andet om den yderligere lidelse, som man havde fundet hos patienten i forbindelse med operationen, og det blev anført, at det var denne lidelse, som havde været årsag til patientens død. Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med sin henvendelse til pressen. Nævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt. Nævnet fandt, at oplysningen om den anden lidelse, som var blevet fundet under operationen, måtte anses som fortrolig, da denne oplysning ikke havde været fremme i medierne og således ikke var offentligt tilgængelig. Det var nævnets opfattelse, at en sundhedsperson, som kritiseres offentligt, vil være berettiget til at korrigere eller kommentere de oplysninger, som er bragt offentligt frem. Ved vurderingen af om en sådan videregivelse er lovlig, skal hensynet til patientens ret til fortrolighed om sine helbredsforhold afvejes i forhold til sundhedspersonens ønske om at korrigere oplysninger, som efter dennes opfattelse er urigtige. I vurderingen indgår med nogen vægt de konsekvenser en videregivelse kan have for tillidsforholdet mellem den konkrete patient og behandler og i et større perspektiv også de mulige konsekvenser for befolkningens tillidsforhold til sundhedsvæsenet. Nævnet bemærkede, at der i pressen var blevet anlagt en kritisk vinkel på behandlingen af patienten. Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at operatøren, dvs. den læge der senere skrev til pressen, kunne opfatte pressens behandling af sagen som en kritik af hans behandling af patienten. På den baggrund var det nævnets opfattelse, at der forelå en situation, hvor lægen var berettiget til at tilsidesætte sin tavshedspligt for at forsvare sig mod kritik af den behandling, som var blevet foretaget af patienten. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at lægen kunne have korrigeret den oplysning, som han anså for fejlagtig, uden at det havde været nødvendigt at videregive specifikke oplysninger om den anden lidelse, som blev fundet under operationen. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at lovens 26, stk. 2, nr. 2, alene giver mulighed for at videregive de oplysninger, som er nødvendige til det konkrete formål. I en anden sag har nævnet taget stilling til, om en ledende overlæge brød sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om en patient til Patientklagenævnet. Den ledende overlæge afgav udtalelse til klagesagen i sin egenskab af chef for den indklagede læge. Sag 53 Klage over brud på tavshedspligten ved videregivelse af oplysninger til Patientklagenævnet 0552110A) En 49-årig kvinde klagede til Patientklagenævnet over behandling modtaget i 2001 på en psykiatrisk afdeling. Klagen omhandlede specifikt, at en afdelingslæge i forbindelse med behandling med præparatet Leponex, havde overset, at patienten havde et meget lavt antal hvide blodlegemer. I forbindelse med oplysning af denne klagesag afgav afdelingens ledende overlæge en udtalelse efter anmodning fra Patientklagenævnet. I udtalelsen anførte den ledende overlæge blandt andet, at patienten netop (i 2003) var udskrevet fra et andet sygehus, hvor hun havde forsøgt at begå selvmord. Patienten indgav herefter en klage over brud på tavshedspligten. Der blev blandt andet klaget over, at den ledende overlæge havde overtrådt sin tavshedspligt ved i sin udtalelse at videregive oplysninger om patientens selvmordsforsøg til Patientklagenævnet. 59

Nævnet fandt, at den ledende overlæge havde brudt sin tavshedspligt ved at oplyse til Patientklagenævnet, at patienten havde været indlagt på et andet sygehus, hvor hun havde forsøgt at begå selvmord. Det var under henvisning til 26, stk. 2, nr. 2 i lov om patienters retsstilling, nævnets opfattelse, at der eksisterer en vid ramme for videregivelse af fortrolige oplysninger for sundhedspersoner, der udtaler sig i en klagesag for nævnet, idet en sundhedsperson skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som sundhedspersonen skønner, kan have betydning for behandlingen af klagesagen. Dog var det tillige nævnets opfattelse, at der, selvom en sundhedsperson har en vid margen for sit skøn over, hvilke oplysninger der kan have betydning for behandlingen af klagesagen, er en grænse for, hvilke oplysninger en sundhedsperson kan videregive i en udtalelse i en klagesag for nævnet. Således vil der være tale om et brud på tavshedspligten, hvis der videregives fortrolige oplysninger, som er åbenbart irrelevante for behandlingen af klagesagen. Patientklagenævnet fandt, at oplysningen om, at patienten i slutningen af 2003 var blevet udskrevet fra et andet sygehus, og at hun der havde forsøgt at begå selvmord, var åbenbart irrelevant for behandlingen af klagen over patientens behandling i med Leponex 2001 på den psykiatriske afdeling. Nævnet lagde vægt på, at klagesagen specifikt vedrørte manglende lægelig opfølgning på blodprøvesvar. Oplysningen om indlæggelsen på et andet sygehus og om selvmordsforsøget i 2003 kunne ikke på nogen måde bidrage til at belyse, om der var blevet begået lægelige fejl i forbindelse med vurderingen af blodprøver og øgning af dosis af Leponex i slutningen af 2001 på den psykiatriske afdeling. Der blev afgivet dissens i sagen. Nedenstående sag illustrerer, at 26, stk. 2, nr. 2, også kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket fejlbehandling. Sag 54 (ref. sag 67) Klage over afslag på aktindsigt i en afdød patients journal (0552110A) En 55-årig mand henvendte sig i december 2002 til en speciallæge i psykiatri, da han i mange år havde haft psykiske problemer i form af angst og tvangsritualer samt selvmordstanker. Den 11. marts 2003 vurderede speciallægen, at diagnosen muligvis var depression. Patienten var i behandling hos speciallægen frem til midten af april 2003. Han blev tiltagende dårlig gennem behandlingsforløbet, havde hyppigere selvmordstanker og problemer med at sove. Han fik antipsykotiske og antidepressive lægemidler samt sovemedicin efter behov. Den 22. april 2003 udeblev patienten fra konsultation hos speciallægen. Ved henvendelse hos politiet fik speciallægen oplyst, at patienten havde begået selvmord. Ved brev af 7. juli 2003 anmodede moderen om aktindsigt i patientens journal hos speciallægen. Der blev ligeledes anmodet om oplysninger sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde efter lov om patienters retsstilling 28, stk. 1. Speciallægen gav afslag på aktindsigt ved svar af 23. juli 2003. I samme brev gav speciallægen visse oplysninger om patientens sygdom og behandlingen heraf. 60

Der blev klaget over, at speciallægen i psykiatri gav afslag på anmodning om aktindsigt i den afdøde patients journal. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen i psykiatri, da lovens 26, stk. 2, ikke pålægger sundhedspersonen en pligt til at udlevere helbredsoplysninger, selvom betingelserne for videregivelse er opfyldt. Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af speciallægen, og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal. Nævnet fandt, at moderen utvivlsomt tilhørte personkredsen af patientens nærmeste pårørende, da det fremgik af journalen, at patienten havde hyppig kontakt med sin mor. For så vidt angik anmodningen om aktindsigt, fremgik det ikke af patientens journal, at han positivt tilkendegav, at de nærmeste pårørende måtte få adgang til hans journal, og nævnet fandt derfor ikke, at patienten havde givet sit samtykke til, at speciallægen i psykiatri kunne videregive oplysninger om ham til hans nærmeste pårørende. Nævnet oplyste, at en læge dog i henhold til lovens 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til de nærmeste pårørende til en afdød patient. Således fremgår det af bestemmelsen, at sundhedspersoner uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. til andre formål end behandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner. Det var nævnets opfattelse, at bestemmelsen i visse situationer kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket fejlbehandling. Nævnet bemærkede i den anledning, at aktindsigt i en afdød patients journalmateriale i en sådan situation kan være den afgørende forudsætning for de nærmeste pårørende til en afdød patient for at opnå nærmere klarhed over behandlingsforløbet med henblik på eventuelle overvejelser om at klage over behandlingen. Nævnet fandt på baggrund af ordlyden af anmodningen om aktindsigt den 6. juni 2003, at det måtte stå klart for speciallægen, at baggrunden for henvendelsen var en konkret mistanke om, at patienten var blevet fejlbehandlet. Det var herefter nævnets opfattelse, at betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger i henhold til 26, stk. 2, nr. 2, var opfyldt. Denne bestemmelse foreskriver ikke en pligt for sundhedspersoner til at videregive oplysninger, men giver alene mulighed for, at oplysningerne kan videregives, uden at sundhedspersonen herved overtræder sin tavshedspligt. På denne baggrund fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af, at speciallægen ikke gav aktindsigt i patientens journal. Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af speciallægen, og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal. 61

Nævnet fandt således, at hensynet til moderens ønske om aktindsigt oversteg patientens krav på tavshedspligt. Nævnet fandt dog tillige, at journalen indeholdt nogle oplysninger af meget privat karakter, som ikke burde udleveres, idet disse oplysninger ikke havde betydning for moderens vurdering af, om der var grundlag for at klage over behandlingen, ligesom oplysningerne ikke ville give større indsigt i baggrunden for patientens selvmord. Nævnet gjorde i forbindelse med afgørelsen speciallægen opmærksom på, hvilke oplysninger i journalen, det efter nævnets opfattelse ville have været hensigtsmæssigt at udlevere. 6.2.3 Videregivelse af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver I nogle tilfælde vil en myndighed have brug for at få oplysninger om en patient for at kunne varetage sine tilsyns- og kontrolopgaver. Det fremgår således af lovens 26, stk. 2, nr. 3, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver. Det fremgår af Vejledningen, at det for eksempel kan være sygehusadministrationen eller amtets sygehusforvaltning, der har brug for oplysninger vedrørende patienten i forbindelse med refusion af udgifter fra andre amter. Det kan også være tilfældet i forbindelse med tilsyn og kontrol vedrørende sygesikringsordningen. De oplysninger, der kan videregives, er alene de oplysninger, der er nødvendige for, at myndigheden kan udføre sine tilsyns- og kontrolopgaver. Sundhedspersonen skal således foretage en gennemgang af journalen med henblik på at vurdere, hvilke oplysninger, der skal videregives, og hvilke det ikke er nødvendigt at videregive. 36 Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser i Patientklagenævnet vedrørende en sundhedspersons videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver. 6.2.4 Generelle betingelser for videregivelse uden samtykke Selv om der er mulighed for at fravige lovens hovedprincip om, at der skal indhentes samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger, så fremgår det af lovbemærkningerne og Vejledningen, at det er en forudsætning for videregivelse af oplysninger uden samtykke i de pågældende tilfælde, at 36 Vejledningen, pkt. 5.2 62

sundhedspersonen ikke videregiver oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet. Dette betyder i praksis, at sundhedspersonen nøje må gennemgå relevansen af de oplysninger, der videregives. Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse tage stilling til omfanget af de oplysninger, der kan videregives for at varetage formålet med videregivelsen. Sag 55 (ref. sag 48) Klage over læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A) En 38-årig mand blev den 10. september 2001 henvist af vagtlæge til psykiatrisk afdeling til observation for psykose. Han oplyste, at han havde været i skænderi med sin kæreste, og at han forlod skænderiet med et jagtgevær. Den 11. september 2001 foretog en reservelæge en gennemgang af sygdomshistorie og de objektive fund, og ved samtale med patienten kom det igen frem, at han havde et jagtgevær, som han havde gravet ned ved en navngiven sti, og han gav udtryk for, at han ikke kunne love, at han ikke ville bruge jagtgeværet mod sig selv, hvis han forlod afdelingen. Han oplyste endvidere, at han ofte havde svært ved at styre sit temperament og derfor kunne blive voldelig, samt at han således havde været indblandet i voldssager. Han fortalte, at han havde en del fjender, og at han for nylig havde fået trusselsbreve. Reservelægen tog samme dag kontakt til politiet efter at have konfereret med den administrerende overlæge. Hun orienterede politiet om jagtgeværets placering og på direkte forespørgsel oplyste hun tillige indehaverens navn. Hun underrettede herefter patienten om kontakten til politiet. Der blev klaget over, at reservelægen uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om patienten til politiet. Nævnet fandt, at lov om patienters retsstilling 26, jf. 23 var blevet overtrådt ved videregivelse af oplysningerne til politiet den 11. september 2001, idet nævnet lagde til grund, at reservelægen kunne have afværget en eventuel faresituation for patienten og andre, som kunne finde geværet, alene ved at have oplyst til politiet, at hun var blevet bekendt med placeringen af et jagtgevær, og at hun var bekymret for, at der kunne opstå en farlig situation. Nævnet fandt, at reservelægen handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens navn til politiet. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at kritisere reservelægen herfor, idet hun forinden videregivelsen havde rådført sig med sin overordnede, den administrerende overlæge. Nævnet fandt herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte placeres hos den administrerende læge, idet hun vejledte reservelægen om, at patientens identitet kunne oplyses på politiets anmodning. 63

Det er desuden en forudsætning, at sundhedspersonen, forinden videregivelsen finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke hertil, medmindre der foreligger særlige grunde. 37 Patientklagenævnet har i de følgende afgørelser taget stilling til kravet om, at sundhedspersonen inden videregivelse af oplysningerne, skal forsøge at indhente patientens samtykke hertil. Sag 56 (ref. sag 13) Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til et statsamt (0231315P) En 51-årig mand havde siden 1992 gentagne gange været indlagt på et sygehus psykiatriske afdeling og blev senest udskrevet i november 2001, idet han i en periode ikke havde vist sig på afdelingen. Med brev af 17. december 2001 meddelte afdelingens overlæge statsamtet, at afdelingen var i en vanskelig situation, idet en patientforeningens plads i det lokale patientklagenævn nu var besat med patienten, som igennem en længere årrække havde været og fortsat var i behandling på afdelingen. Han ville dermed få en særdeles uheldig dobbeltrolle i forhold til de involverede patienter og læger, idet han sad i det nævn, hvori afdelingens sager blev behandlet. Overlægen forsøgte ikke forinden videregivelsen af oplysningerne at indhente patientens samtykke til videregivelsen. Der blev klaget over, at overlægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om patienten til statsamtet. Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, da denne burde have forsøgt at indhente et samtykke fra patienten forinden videregivelsen af oplysninger om ham til statsamtet. Nævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, som kunne begrunde, at et sådant samtykke ikke skulle indhentes først. Sag 57 Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til en kommune (0231303A) En 53-årig kvinde og hendes mand havde den samme praktiserende læge. De havde en mindreårig søn. I maj 2001 underrettede lægen i henhold til lov om social service 36 kommunens børne- og ungdomsrådgivning om familieforholdene, da han var bekymret for sønnens videre udvikling. Som følge heraf blev kvinden, manden og sønnen indkaldt til møde med en socialrådgiver og lægen. Der blev klaget over, at lægen uden den kvindelig patients samtykke havde videregivet oplysninger om hendes familieforhold til kommunen Nævnet fandt, at lægen var berettiget til at underrette de sociale myndigheder, og at han således ikke havde overtrådt sin tavshedspligt. Det var endvidere nævnets opfattelse, at lægen ikke havde grund til at forvente, at kvinden ville give sit samtykke til underretningen, hvorfor lægen ikke kunne kritiseres for at undlade at forsøge at indhente patientens samtykke, inden videregivelsen af oplysningerne om familieforholdene fandt sted. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at indberetningspligten i lov om social service 36 er en særlig grund til at undlade at indhente patientens samtykke. 37 Lovbemærkningerne, speciel del s. 37, jf. Vejledningen, pkt. 5. 2 64

Det fremgår i øvrigt af lovens 26, stk. 4, at hvis der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, så skal den, som oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed. Nedenstående afgørelse illustrerer kravene til efterfølgende underretning af patienten. Sag 58 Klage over en læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke i en lægeerklæring til politiet til brug for en tvangsindlæggelse (9914903P) En 50-årig kvinde led af en maniodepressiv psykose og var i en manisk fase. En praktiserende læge udfærdigede en lægeerklæring til brug for tvangsindlæggelse af patienten. Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om hende til politiet. Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt, da denne havde været berettiget til at videregive oplysningerne uden patientens samtykke. Nævnet fandt i den forbindelse, at lægen havde opfyldt kravet om snarest muligt efter videregivelsen at orientere patienten om denne samt formålet med den, idet det af lægeerklæringen med fortrykt tekst fremgik, at patienten var underrettet om den påtænkte tvang, om baggrunden for tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed. 6.2.5 Hvem træffer afgørelse om videregivelse uden samtykke? Det fremgår af lovens 26, stk. 3, at det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt det er berettiget at videregive oplysninger uden patientens samtykke til andre formål end behandling. Beslutningskompetencen ligger således hos sundhedspersonen. På et sygehus skal en afgørelse af, hvorvidt en videregivelse af helbredsoplysninger fra en patientjournal er berettiget, som hovedregel ifølge Vejledningen træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er eller har været indlagt, eller af den sundhedsperson, som opgaven er blevet delegeret til. For så vidt angår videregivelse fra for eksempel en praktiserende læge, speciallæge eller tandlæge, skal afgørelsen træffes af den pågældende sundhedsperson. 38 Nedenstående afgørelse illustrerer, at nævnet i visse tilfælde ikke vil pålægge en sundhedsperson ansvaret for videregivelse af helbredsoplysninger fra en patientjournal. 38 Vejledningen, pkt. 7. 65

Sag 59 Klage over en læges videregivelse af oplysninger fra afdød patients journal (0021305A) En 56-årig mand anmodede via sin advokat i februar 1999 om aktindsigt i sin afdøde pårørendes journal på et sygehus for perioden 1996-1998. Begrundelse for anmodningen om aktindsigt var at opnå dokumentation for afdødes psykiske tilstand på tidspunktet for oprettelse af testamente i september 1997, idet manden havde anlagt sag til omstødelse af testamentet. Anmodningen om aktindsigt blev modtaget af sygehusledelsen. Den administrerende overlæge, der var i besiddelse af patientens journal, blev af sygehusledelsen pålagt at give advokaten aktindsigt. Overlægen kontaktede en kontorchef i Sundhedsforvaltningen om aktindsigtens omfang og blev oplyst om, at der skulle gives aktindsigt i alt journalmateriale, som skønnedes relevant. Der blev klaget over, at der blev givet advokaten aktindsigt i patientens journal for perioden 1996 til 1998, idet det blev anført, at manden ikke kunne betragtes som nærmeste pårørende. Det blev endvidere anført, at hvis manden kunne betragtes som nærmeste pårørende, burde han kun have fået aktindsigt i oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Patientklagenævnet fandt, at den administrerende overlæge ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger vedrørende afdøde til advokaten. Nævnet lagde vægt på, at det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, påhviler den driftsansvarlige myndighed, og at sygehusledelsen havde pålagt overlægen at give advokaten aktindsigt i relevante dele af journalen til brug for den verserende retssag om omstødelse af afdødes testamente. Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen kontaktede en kontorchef i Sundhedsforvaltningen om aktindsigtens omfang og blev oplyst om, at der skulle gives aktindsigt i alt journalmateriale, som skønnedes relevant. Patientklagenævnet fandt anledning til at fremhæve, at det var nævnets opfattelse, at det var i strid med reglerne i lov om patienters retsstilling at videregive oplysninger fra patientens journal til klienten. På baggrund af alle foreliggende oplysninger fandt Patientklagenævnet imidlertid, at overlægens videregivelse af patientoplysninger var udførelse af en tjenestepligt, fordi han havde fået pålæg derom fra sygehusledelsen. Når henses til overlægens kontakt med kontorchef i Sundhedsforvaltningen, kan videregivelsen ikke fremstå som for ham åbenbar uberettiget. Patientklagenævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af omfanget af overlægens videregivelse af patientoplysninger, fordi han kontaktede kontorchefen i Sundhedsforvaltningen, der forklarede omfanget af, hvad der skulle udleveres. Herefter fik advokaten adgang til at læse journalen, dog ikke kontinuation 25.1 og 25.2, der omhandlede forhold, der ikke var direkte relateret til patientens sygdom og død. Advokaten fik endvidere kopi af de af ham udvalgte dele af journalen, der vedrørte tiden fra den 20. januar 1996 til den 29. juni 1998. Patientklagenævnet fandt herefter, at der ikke var tilstrækkelig sikkert grundlag for at antage, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende patienten til advokaten i forbindelse med anmodning om aktindsigt i patientens journal i februar 1999. 66

7 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER TIL SÆRLIGE FORMÅL (FORSKNING, STATISTIK MV.) 7.1 Oplysninger til brug for forskningsprojekt Det fremgår af lovens 29, at oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives af en sundhedsperson til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt uden samtykke fra patienten, såfremt betingelserne i 29, stk. 1, eller 2, er opfyldt. Det fremgår af stk. 1, at såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, kan oplysningerne umiddelbart overlades til forskeren. 39 Det fremgår af stk. 2, at såfremt forskningsprojektet ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitésystem m.v., kan oplysningerne videregives til forskeren efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen. I disse tilfælde kan videregivelse af oplysninger til forskeren alene ske til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse. Efterfølgende henvendelse fra forskeren til enkeltpersoner, hvis personoplysninger indgår i forskningsprojektet, må kun ske i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende enkeltpersoner, giver tilladelse hertil, jfr. 29, stk. 3. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser fra Patientklagenævnet vedrørende videregivelse af helbredsoplysninger til brug for forskningsprojekter. 7.2 Oplysninger til brug for statistik eller planlægning Det fremgår af lovens 30, stk. 1, at oplysninger i henhold til 29 kan videregives til brug for statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for 39 Lovbekendtgørelse nr. 69 af 8. januar 1999 om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (med senere ændringer). 67

oplysningernes anvendelse. Det kan for eksempel være vilkår om sletning, anonymisering eller kryptografering på et nærmere angivet tidspunkt under forløbet. Videregivelse kan endvidere ske uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives, jf. 30, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelsen navnlig tager sigte på lov om Danmarks Statistik, hvorefter offentlige myndigheder og institutioner i visse tilfælde efter anmodning fra Danmarks Statistik skal meddele de oplysninger, de er i besiddelse af. 40 Oplysninger, der er indhentet efter lovens 29 og 30 til brug for forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed, jf. 31, stk. 1. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der således gerne må ske videregivelse indenfor samme formål, herunder til brug for yderligere forskning. 41 Offentliggørelse af de pågældende oplysninger må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til patienterne, jf. 31, stk. 2. Sundhedsministeren har i medfør af 31, stk. 3, hjemmel til at fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter 29, stk. 2, og 30, stk. 1. Denne hjemmel er ikke udnyttet endnu. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser fra Patientklagenævnet vedrørende videregivelse af helbredsoplysninger til brug for statistik eller planlægning. 8 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER VEDRØRENDE EN AFDØD PATIENT TIL DENNES PÅRØRENDE Ifølge lovens 28, stk. 1, kan en sundhedsperson videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det må antages ikke at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. 40 Bemærkninger til lovforslaget, til 29-31. Lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000 om Danmarks Statistik. 41 Bemærkninger til lovforslaget, til 29-31. 68

Yderligere oplysninger det vil sige ud over oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde - kan gives, hvis betingelserne i 26, stk. 2, nr. 2, er opfyldt. 28 er placeret i lovens kapitel 5 vedrørende tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, hvorfor bestemmelsen giver pårørende en mulighed for at få meddelt de i bestemmelsen anførte helbredsoplysninger. Bestemmelsen giver derimod ikke de pårørende en egentlig ret til aktindsigt. Der er imidlertid intet til hinder for, at sundhedspersonen videregiver oplysninger efter 28 i form af aktindsigt i den del af journalen, der indeholder de relevante oplysninger. De formelle regler i lovens kapitel 4 vedrørende besvarelse af anmodninger om aktindsigt og gennemførelse af aktindsigt, herunder 10-dagesfristen og retten til udlevering af kopi, gælder derfor ikke for videregivelsesbestemmelserne i lovens kapitel 5. Det fremgår ikke af lov om patienters retsstilling, at sundhedspersonen har pligt til at give de oplysninger, som sundhedspersonen har ret til at videregive til de pårørende. Nævnet har derfor ikke kompetence til at kritisere, hvis de i 28 nævnte oplysninger ikke er blevet givet til de pårørende. Nævnet kan dog udtale, at det havde været hensigtsmæssigt at videregive oplysningerne. Nedenstående sag illustrerer, at de pårørende ikke har en egentlig ret til aktindsigt i afdødes journal, og at der derfor ikke gælder nogen specifik tidsfrist for udlevering af oplysninger efter 28. Sag 60 Klage over for sen besvarelse af anmodning om aktindsigt i afdød broders journal (0233502P) En mand anmodede ved brev sin afdøde broders praktiserende læge om aktindsigt i broderens journal. Imidlertid besvarede lægen ikke brevet, hvorfor manden 14 dage senere klagede til Patientklagenævnet. Der blev klaget over, at lægen ikke indenfor 10 dage besvarede mandens anmodning om aktindsigt i hans afdøde broders journal. Nævnet fandt ikke at kunne statuere, at lægen havde overtrådt lov om patienters retsstilling ved ikke senest 10 dage efter modtagelsen af mandens anmodning om aktindsigt at have besvaret denne. Nævnet oplyste i denne forbindelse, at bestemmelsen i 28, stk. 1, er placeret i lovens kapitel 5 vedrørende tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, hvorfor bestemmelsen giver pårørende en mulighed for at få meddelt de i bestemmelsen anførte helbredsoplysninger. Bestemmelsen giver derimod ikke de pårørende en ret til aktindsigt eller til at videregivelsen sker på samme vis, som ved gennemførelse af aktindsigt. Nedenstående sag illustrerer, at der kun kan gives specifikt angivne helbredsoplysninger efter 28, hvis oplysningerne vedrører en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. 69

Sag 61 (ref. sag 68) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P) I december 2002 anmodede en advokat på vegne af et barn til en afdød patient om aktindsigt i patientens journal for årene 1990-1992 hos den praktiserende læge blandt andet efter lov om patienters retsstilling 28. Advokaten anførte over for patientens læge, at anmodningen havde til formål at få et samlet billede af behandlingsforløbet i de omtalte tre år, og at advokaten var interesseret i afdødes forbrug af sovemedicin, henvisninger til speciallægevurderinger og lægens vurdering af, om afdøde i februar 1992 havde været i stand til at disponere fornuftsmæssigt over sin formue i testamentarisk forstand. Afdødes praktiserende læge udfærdigede en udtalelse til advokaten om afdødes overordnede helbredstilstand i perioden 1983 til 2000, herunder at afdøde i februar 1992 var psykisk upåfaldende. Der blev klaget over, at advokaten ikke fik den ønskede aktindsigt. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge. Nævnet lagde vægt på, at advokatens anmodning om aktindsigt i afdødes journal fra 1990 til 1992 ikke kunne være begrundet i et ønske om at få kendskab til patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, idet patienten afgik ved døden i 2000. Nævnet fandt således, at advokaten ikke havde krav på helbredsoplysninger om afdøde vedrørende perioden fra 1990 til 1992 efter lov om patienters retsstilling 28. Nævnets praksis på området viser, at ved behandlingen af en klage fra en person, der har fået afslag på anmodningen om aktindsigt i en afdød pårørendes journal, tager nævnet indledningsvis stilling til, om de ønskede oplysninger omhandler den afdødes sygdomsforløb, dødsårsag eller dødsmåde. Endvidere skal der foretages en vurdering af, om den pårørende kan betragtes som tilstrækkeligt nærtstående til den afdøde. Det fremgår af vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger, at der ved nærmeste pårørende normalt først og fremmest forstås patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linie og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Ved afgørelsen heraf lægger nævnet mere vægt på den faktiske tilknytning, der har været mellem den afdøde patient og klageren, og mindre vægt på det formelle slægtskabsforhold. Nedenstående afgørelse illustrerer nævnets fortolkning af begrebet nærmeste pårørende. Sag 62 Klage over afslag på aktindsigt i afdød faders journal (02F01P) En kvinde anmodede ved brev en medicinsk afdeling om at få oplysninger om sin faders dødsforløb og dødsårsag. 70

En læge på afdelingen afslog at imødekomme anmodningen om aktindsigt. Der blev klaget over, at lægen ikke imødekom kvindens anmodning om at få videregivet oplysninger om forholdene omkring hendes faders død. Nævnet tiltrådte lægens afslag på videregivelse af oplysningerne, idet nævnet lagde vægt på, at faderen under rubrikken sociale forhold i journalen havde oplyst, at han var bosiddende i udlandet, og at han hverken havde ægtefælle eller børn. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klageskrivelsen, at kvinden ikke havde haft kontakt til faderen i mange år, idet han i midten af 70 erne havde valgt at slå hånden af såvel sin øvrige familie som hende. Hun begrundede sin anmodning med, at dødsfaldet havde berørt hende, hvorfor hun gerne ville have information herom. Der skal i hver sag foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det var imod patientens ønske, at de pårørende fik indsigt i journalen. Ved vurderingen lægges der vægt på, om det kan bevises, at patienten skriftligt, mundtligt eller på anden måde har tilkendegivet, at de pårørende ikke skulle have indsigt i journalen. Endelig lægger nævnet vægt på karakteren af de ønskede oplysninger, hvor personfølsomme de er, og om de kan være til skade for den afdøde eller andre. Nedenstående afgørelser belyser betydningen af patientens kontakt til de pårørende, samt tilkendegivelser vedrørende forholdet til de pårørende. Sag 63 Forældres anmodning om aktindsigt i deres psykisk syge afdøde datters journal (0552726P) En yngre kvinde havde i otte år ikke haft kontakt til sine forældre, men i slutningen af 2002 tog forældrene kontakt til hende og frem til oktober 2003 var der brevveksling og enkelte møder mellem datteren og forældrene. I slutningen af 2003 begik datteren selvmord. Herefter anmodede moderen om at modtage helbredsoplysninger vedrørende datteren fra den psykiatriske afdeling, hvor datteren havde været indlagt, men fik afslag. Der blev klaget over afslaget, da forældrene mente, at det fremgik klart af brevvekslingen, at datteren ønskede kontakt med sine forældre. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den overlæge, der gav afslag på anmodningen om at modtage helbredsoplysninger. 71

Nævnet fandt, at moderen tilhørte personkredsen af nærmeste pårørende. Nævnet lagde efter en gennemgang af datterens journal vægt på, at det fremgik flere steder, at hun ikke ønskede kontakt med sine forældre, og at afdelingen ikke måtte kontakte hendes forældre. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for kritik af, at overlægen afslog at imødekomme forældrenes anmodning om at modtage helbredsoplysninger. Sag 64 Klage over afslag på aktindsigt i afdød søsters journal (0019204A) En 52-årig kvinde med paranoid skizofreni havde gennem årene været indlagt adskillige gange på psykiatrisk afdeling. En dag blev kvinden fundet død i sit hjem. Dødsårsagen formodedes at være nyresvigt, idet der ved obduktion blev fundet forsnævringer i urinvejene. Det fremgik af et notat i journalen, at der den 3. juni 1998 blev fremsendt kopi af journalkontinuationerne 25-75 til den afdøde kvindes søster, som havde fremsat anmodning om aktindsigt i hele journalen. Søsteren fremsatte endnu en gang anmodning om at få fuld aktindsigt i hele journalen, hvilket overlægen imidlertid afslog. Han oplyste til sagen, at hans afslag på yderligere aktindsigt var begrundet i diskretionære årsager for at beskytte den afdøde kvinde mod yderligere indsigt i hendes journal. Overlægen oplyste endvidere, at kvinden overfor en distriktssygeplejerske havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede, at hendes søster havde indsigt i hendes journal eller blev fortalt om hendes liv og levned. Dette ønske blev ikke journalført, idet der på daværende tidspunkt ikke var forventning om, at kvinden ville dø. Søsteren til den afdøde kvinde fremsatte endvidere anmodning om aktindsigt i journalen overfor kvindens praktiserende læge, som imidlertid gav afslag herpå. Lægen oplyste til sagen, at kvinden flere gange gav udtryk for, at hun ikke ønskede, at hendes familie fik indsigt i hendes liv og i hendes journal. Dette ønske blev imidlertid ikke journalført. Der var klaget over, at overlægen afslog at give yderligere aktindsigt i den afdøde kvindes journal. Der var endvidere klaget over, at den praktiserende læge afslog anmodningen om aktindsigt i journalen. Nævnet lagde vægt på, at såvel overlægen som den praktiserende læge uafhængigt af hinanden oplyste, at kvinden havde modsat sig, at hendes familie fik indsigt i hendes patientjournal. Nævnet fandt udtalelserne fra de to læger bestyrket af et journalnotat, hvoraf fremgik, at kvinden anførte, at hun var irriteret over familiens indblanding. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for kritik af, at overlægen afslog at give søsteren yderligere aktindsigt i journalen, samt at den praktiserende læge ligeledes afslog at give aktindsigt i den journal, som han var i besiddelse af vedrørende den afdøde kvinde. 72

Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlægen og den praktiserende læge havde journalført kvindens ønske om, at hendes familie ikke fik indsigt i hendes journal. Nedenstående sag illustrerer, at nævnet i en konkret sag også tog stilling til, hvorvidt menneskerettighedskonventionens artikel 8 gav en datter til en afdød patient adgang til journalindsigt i afdødes journal. Sag 65 Klage over, at en afdøds datter ikke kunne få udleveret kopi af moderens journal vedrørende 40 års indlæggelse på en psykiatrisk afdeling (0549016P) En datter til en afdød mor anmodede en psykiatrisk afdeling om aktindsigt i journalmateriale fra perioden 1. februar 1935 til 23. februar 1975 vedrørende moderen. Den 6. august 2002 afslog overlægen den pågældende anmodning om aktindsigt. Der blev klaget over, at datteren til den afdøde patient havde fået afslag på aktindsigt i patientens journal. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægen. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlægen havde tilbudt datteren til den afdøde patient en samtale, hvor hun kunne få oplysning om patientens dødsårsag og dødsmåde samt sygdomsforløbet op til dødsfaldet. Nævnet lagde vægt på, at datteren var født i 1931, og at forældrene blev skilt i 1935, hvorefter moderen besøgte datteren en gang i 1935 eller 1936, og at datteren besøgte moderen få dage før hun døde og deltog i hendes bisættelse. Det fremgår endvidere, at datteren i hvert fald frem til den 1. december 1949, hvor hun var 18 år gammel, havde fået oplyst blandt andet af sin far, at moderen var død. Nævnet lagde endvidere vægt på, at datteren havde sendt moderen pakker, men at hun var ophørt med dette, da det bibragte moderen sygelige forestillinger, og at moderen beklagede, at gaverne var ophørt. På denne baggrund fandt nævnet det godtgjort, at der mellem moderen og datteren havde været en sådan faktisk tilknytning, at datteren kunne anses som nærmeste pårørende i lovens forstand, og dermed som udgangspunkt var berettiget til at modtage journaloplysninger om moderen. Det fremgik ikke af sagen, at moderen havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede, at oplysninger vedrørende hende blev videregivet til datteren. Nævnet lagde i øvrigt vægt på, at det ud fra de foreliggende journaloplysninger var vanskeligt at vurdere, hvorvidt moderen ønskede personlig kontakt til datteren, men det var nævnets opfattelse, at der ikke var holdepunkter i sagen for at antage, at det ville stride imod moderen ønske, at oplysninger vedrørende hende om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde blev videregivet til datteren. Det var endvidere nævnets opfattelse, at der ikke var afgørende hensyn til moderen, der stred imod videregivelse af sådanne oplysninger. Folketingets Ombudsmand havde i sagen bedt Patientklagenævnet tage stilling til den eventuelle betydning af bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for datterens adgang til aktindsigt i de ønskede journaloplysninger vedrørende hendes mor. Ombudsmanden gik ud fra, at 73

Patientklagenævnet i den forbindelse ville inddrage Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende artikel 8, herunder blandt andet sagen Gaskin 7/7 1989. Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at datterens rettigheder efter art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke var blevet tilsidesat. Nævnet oplyste, at helbredsoplysninger efter 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling kan videregives uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Bestemmelsen er en såkaldt værdispringsregel, der forudsætter en konkret vurdering af interessen i hemmeligholdelse af fortrolige oplysninger overfor interessen i at blive gjort bekendt med oplysningerne. Det er en forudsætning for videregivelse, at interessen i at blive gjort bekendt med oplysningerne vejer væsentligt tungere end interessen i hemmeligholdelse (værdispring). Hermed må bestemmelsen i 26, stk. 2, nr. 2, inddrages ved vurderingen af, om der kan gives de nærmeste pårørende adgang til indsigt i afdødes journal ud over de oplysninger, der er omtalt i 28, stk. 1. Bestemmelsen i 26, stk. 2, nr. 2, skal i den forbindelse fortolkes i overensstemmelse med art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det var nævnets opfattelse, at datterens interesse i at få adgang til journaloplysninger om sin mor, ikke havde den tilstrækkelige vægt til at kunne tilsidesætte moderens interesse i, at hendes samlede sygdomsforløb gennem en periode på cirka 40 år blev holdt fortroligt. Der blev afgivet dissens i sagen. Nedenstående afgørelser illustrerer, hvilke oplysninger der kan videregives efter 28, stk. 1. Endvidere illustrerer afgørelserne, hvornår der kan videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter værdispringsreglen i 26, stk. 2, nr. 2. Sag 66 Klage over ufuldstændig aktindsigt i afdød ægtefælles journal (06F007A) En 79-årig mand blev indlagt på intensiv afdeling på grund af en bristning i hovedpulsåren. Han blev opereret samme dag på kirurgisk afdeling. Få dage senere afgik han ved døden. Ved brev af 21. juli 2003 til den ledende overlæge på kirurgisk afdeling anmodede patientens ægtefælle om aktindsigt i hans journal. En datter blev befuldmægtiget til at modtage den ønskede aktindsigt. Den 4. august 2003 fik datteren udleveret obduktionserklæringen samt journalkontinuationer fra kirurgisk afdeling. Hun modtog ikke observationsskemaer fra intensiv afdeling eller sygeplejekardex. Der blev klaget over, at det tilsendte materiale var mangelfuldt, idet der manglede observationsskemaer fra intensiv afdeling samt sygeplejejournalen. Der blev endvidere klaget over, at der ikke inden for 10 dage efter begæring herom blev givet aktindsigt. 74

Nævnet fandt, at der var blevet givet tilstrækkelige oplysninger i henhold til 28, stk. 1, i lov om patienters retsstilling om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Det var nævnets opfattelse, at sygdomsforløbet fremgik af de udleverede journalkontinuationer, mens dødsårsagen og dødsmåden fremgik af patologirapporten. Nævnet oplyste i denne forbindelse, at der endvidere kan videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter den såkaldte værdispringsregel i 26, stk. 2, nr. 2, jf. 28, stk. 1, 2. pkt. Efter denne regel kan der videregives andre og flere oplysninger end blot oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Det var nævnets opfattelse, at 26, stk. 2, nr. 2, kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket fejlbehandling. Nævnet lagde til grund, at den ledende overlæge ikke havde anledning til at tro, at ønsket om aktindsigt beroede på en mistanke om fejlbehandling. Derfor fandt nævnet, at betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger i henhold til 26, stk. 2, nr. 2, ikke var opfyldt. Nævnet fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere den ledende overlæge for ikke at have besvaret ægtefællens anmodning om aktindsigt inden 10 dage. Nævnet oplyste i den forbindelse, at lov om patienters retsstilling 28 ikke giver de pårørende en ret til aktindsigt, og at de formelle regler vedrørende besvarelse af anmodninger om aktindsigt derfor heller ikke finder anvendelse. Sag 67 (ref. sag 54) Klage over utilstrækkelige oplysninger om afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde og klage over afslag på aktindsigt i den afdødes patients journal (0552110A) En 55-årig mand henvendte sig i december 2002 til en speciallæge i psykiatri, da han i mange år havde haft psykiske problemer i form af angst og tvangsritualer samt selvmordstanker. Den 11. marts 2003 vurderede speciallægen, at diagnosen muligvis var depression. Patienten var i behandling hos speciallægen frem til midten af april 2003. Han blev tiltagende dårlig gennem behandlingsforløbet, havde hyppigere selvmordstanker og problemer med at sove. Han fik antipsykotiske og antidepressive lægemidler samt sovemedicin efter behov. Den 22. april 2003 udeblev patienten fra konsultation hos speciallægen. Ved henvendelse hos politiet fik speciallægen oplyst, at patienten havde begået selvmord. Ved brev af 7. juli 2003 anmodede moderen om aktindsigt i patientens journal hos speciallægen, ligesom hun anmodede om oplysninger efter 28, stk. 1 i lov om patienters retsstilling. Speciallægen gav afslag på aktindsigt ved svar af 23. juli 2003. I samme brev gav speciallægen visse oplysninger om patientens sygdom og behandlingen heraf. Der blev klaget over, at speciallægen i psykiatri gav afslag på anmodning om aktindsigt i den afdøde patients journal. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen i psykiatri. Henset til moderens skepsis overfor den behandling sønnen havde modtaget af speciallægen og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal. 75

Nævnet fandt, at moderen utvivlsomt tilhørte personkredsen af patientens nærmeste pårørende, da det fremgik af journalen, at patienten havde hyppig kontakt med sin mor. Nævnet havde gennemgået journalen fra den 19. december 2002 til den 15. april 2002, som speciallægen førte i forbindelse med sin behandling af patienten. Nævnet fandt på den baggrund, at speciallægen ved sit brev af 23. juli 2003 gav tilstrækkelige oplysninger i henhold til 28, stk. 1, i lov patienters retsstilling om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte speciallægens skøn med hensyn til, hvilke oplysninger der kunne videregives i henhold til denne bestemmelse. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at betingelserne for aktindsigt efter 26, stk. 2, nr. 2 var opfyldt, da henvendelsen til speciallægen beroede på en konkret mistanke om, at der var sket fejlbehandling. Nævnet fandt derfor, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at journalen indeholdt nogle oplysninger af meget privat karakter, som ikke burde udleveres, idet disse oplysninger ikke havde betydning for moderens vurdering af, om der var grundlag for at klage over behandlingen, ligesom oplysningerne ikke vil give større indsigt i baggrunden for patientens selvmord. Sag 68 (ref. sag 61) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P) I december 2002 anmodede en advokat for et barn til en afdød patient om aktindsigt i patientens journal for årene 1990-1992 hos den praktiserende læge efter blandt andet lov om patienters retsstilling 26. Advokaten anførte over for patientens læge, at anmodningen havde til formål at få et samlet billede af behandlingsforløbet i de omtalte tre år, og at advokaten var interesseret i afdødes forbrug af sovemedicin, henvisninger til speciallægevurderinger og lægens vurdering af, om afdøde i februar 1992 havde været i stand til at disponere fornuftsmæssigt over sin formue i testamentarisk forstand. Afdødes praktiserende læge udfærdigede en udtalelse til advokaten om afdødes overordnede helbredstilstand i perioden 1983 til 2000, herunder at afdøde i februar 1992 var psykisk upåfaldende. Der blev klaget over, at advokaten ikke fik den ønskede aktindsigt. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge. For så vidt angik anmodning om aktindsigt efter lov om patienters retsstilling 26, stk. 2, nr. 2, fandt nævnet, at anmodningen om aktindsigt blev fremsendt med henblik på at anvende oplysningerne i en retssag mellem afdødes to børns arvefordeling efter ham. Det var nævnets opfattelse, at denne baggrund for anmodningen om aktindsigt ikke klart oversteg hensynet til afdødes ret til fortrolighed. 76

Nævnet fandt efter en konkret gennemgang af afdødes journal, at det måtte lægges til grund, at afdøde ikke på noget tidspunkt gav samtykke til, at familiemedlemmer eller andre måtte få adgang til at gennemgå hans journal. Nævnet kunne således tiltræde afdødes praktiserende læges afgørelse om afslag på aktindsigt til afdødes datters advokat om helbredsoplysninger vedrørende afdøde i perioden fra 1990 til 1992, jf. lov om patienters retsstilling 26, stk. 2, nr. 2. 77

SAGSOVERSIGT Sag 1 Ikke brud på tavshedspligten at give journal til sin advokat (0126916A)...9 Sag 2 Klage over at egen læge uden samtykke gav visse journaloplysninger til patients advokat (0233503A)...9 Sag 3 Klage over brud på tavshedspligten i forbindelse med en speciallæges udfærdigelse af en erklæring, idet speciallægen havde talt tilfældet igennem med nogle af sine kolleger (04F029P)...10 Sag 4 Klage over brud på tavshedspligten af egen læge, som også var kollega (0229601P)...11 Sag 5 Klage over, at læge kommenterede et barns journal, som en avis havde fået udleveret af moderen (00F014P)...12 Sag 6 Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med samtale med patients søster (05F013P).12 Sag 7 Klage over at andre forældre på afdelingen blev bekendt med en lille piges helbredsoplysninger (0338218P)...13 Sag 8 Klage over psykologs henvendelse til skolepsykolog uden samtykke fra forældrene (0016103A)...14 Sag 9 Brud på tavshedspligten ved at videregive oplysninger om en henvisning (0016901A)...14 Sag 10 (ref. sag 33) Mulig identifikation af patient ved videregivelse af oplysning (0126306P)...15 Sag 11 Klage over brud på tavshedspligt ved oplysning til forældre om søns ubetalte tandlægeregning (0342405P)...16 Sag 12 Klage over, at praktiserende læge rettede henvendelse til en afdeling på et sygehus, hvor klager havde været under behandling og videregav oplysninger om en forventet klagesag over lægen (0236004A)...17 Sag 13 (ref. sag 56) Juridisk bistand ved en vurdering af om oplysninger kan videregives (0231315P)...17 Sag 14 (ref. sag 27) Læges kontakt med embedslægeinstitutionen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste (0550930P)...18 Sag 15 Klage over videregivelse af journal til ny læge ved lægeskift (0342317P)...20 Sag 16 Klage over videregivelse af epikrise fra sygehus til egen læge...21 Sag 17 Klage over videregivelse af oplysninger fra speciallæge til patientens praktiserende læge (0553207A)...21 Sag 18 Klage over praktiserende læges vurdering og videregivelse af oplysninger til lægevagten (0016213A)...23 Sag 19 Klage over en læges brud på tavshedspligt (9914906A)...24 Sag 20 Klage over en læges videresendelse af journaloplysninger i forbindelse med henvisning til sygehus (0549313P)...24 78

Sag 21 Klage over at psykiatrisk journal uden samtykke blev medbragt til en anden afdeling (0229603A)...25 Sag 22 Klage over en psykologs videregivelse af helbredsoplysninger til fysioterapeuter og en læge på samme afdeling (0122430P)...26 Sag 23 (ref. sag 26 og 29) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P)...26 Sag 24 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger fra speciallæge til egen læge (0230007A)27 Sag 25 Klage over fremsendelse af udskrivningsbrev fra sygehus til egen læge (9914203P)...28 Sag 26 (ref. sag 23 og 29) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P)...30 Sag 27 (ref. sag 14) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til den lokalpsykiatriske udrykningstjeneste (0550930P)...31 Sag 28 Klage over videregivelse af oplysninger til vagtlæge (0229607A)...32 Sag 29 (ref. sag 23 og 26) Klage over uberettiget videregivelse af helbredsoplysninger til lægevagten (0126912P)...33 Sag 30 Klage over videregivelse af oplysninger fra lægevagten til egen læge (0021302P)...34 Sag 31 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger til patients fagforening (0128604A)...36 Sag 32 Klage over videregivelse af helbredsoplysninger om gravid patient til dennes arbejdsgiver (0229319A)...38 Sag 33 (ref. sag 10) Klage over en læges videregivelse af helbredsoplysninger til patients tidligere arbejdsgiver (0126306P)...38 Sag 34 Klage over at information om et alvorligt undersøgelsesfund blev givet i overværelse af andre patienter på en flersengsstue (0550908A)...39 Sag 35 Klage over at en sygeplejerske omtalte et forestående hjemmebesøg under en samtale med en patient på en fællesstue, hvor der befandt sig andre patienter (0551213A)...39 Sag 36 (ref. sag 50) Klage over en læges information af forældrene til en psykiatrisk patient om, at denne var i livsfare efter selvmordforsøg (0447501A)...40 Sag 37 Klage over en praktiserende læges videregivelse af helbredsoplysninger til et barns fader, uden at lægen forinden havde undersøgt, om faderen til barnet havde del i forældremyndigheden (0341109A)...43 Sag 38 Klage over videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med en dagpengesag (0232701A)...44 Sag 39 Klage over, at en overlæge brød sin tavshedspligt ved at udfærdige en statusattest til kommunen (0339617A)...45 Sag 40 Klage over, at en speciallæge brød sin tavshedspligt ved at udfærdige statusattest til socialforvaltningen (0448019P)...46 79

Sag 41 Klage over en overlæges videregivelse af helbredsoplysninger til en kommune i forbindelse med en dagpengesag (9913704P)...49 Sag 42 Klage over en læges videregivelse af fortrolige oplysninger til kommune (0128519P)...50 Sag 43 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til en kommune om patients evne til at give sin datter tilstrækkelig omsorg (0235218P)...50 Sag 44 Indberetning fra Sundhedsstyrelsen vedrørende en sundhedsplejerskes videregivelse af oplysninger om et barn i henhold til servicelovens 35 uden forinden at have forsøgt at få moderens samtykke hertil (0447211A)...51 Sag 45 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet om, at patienten igen kørte bil (0231311P)...53 Sag 46 Klage over en læges videregivelse af oplysninger om en selvmordstruet patient til patientens onkel (0343630P)...54 Sag 47 Klage over at sygeplejerske videregav helbredsoplysninger til en styrelse (0447212A)...55 Sag 48 (ref. sag 55) Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A)...55 Sag 49 Klage over en sygeplejerskes videregivelse af fortrolige oplysninger om en patient til dennes far (0124630P)...56 Sag 50 (ref. sag 36) Klage over, at en læge informerede forældrene til en 19-årig psykiatrisk patient om, at denne var i livsfare efter et selvmordsforsøg (0447501A)...57 Sag 51 Klage over, at en praktiserende læge videregav oplysninger om en patient i en klagesag, som patienten havde anlagt imod ham (06F004P)...58 Sag 52 Klage over, at en læge videregav helbredsoplysninger om en patient til pressen (0656724P)...58 Sag 53 Klage over brud på tavshedspligten ved videregivelse af oplysninger til Patientklagenævnet 0552110A)...59 Sag 54 (ref. sag 67) Klage over afslag på aktindsigt i en afdød patients journal (0552110A)...60 Sag 55 (ref. sag 48) Klage over læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A)...63 Sag 56 (ref. sag 13) Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til et statsamt (0231315P)...64 Sag 57 Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til en kommune (0231303A)...64 Sag 58 Klage over en læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke i en lægeerklæring til politiet til brug for en tvangsindlæggelse (9914903P)...65 Sag 59 Klage over en læges videregivelse af oplysninger fra afdød patients journal (0021305A)...66 Sag 60 Klage over for sen besvarelse af anmodning om aktindsigt i afdød broders journal (0233502P)...69 Sag 61 (ref. sag 68) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P)...70 80

Sag 62 Klage over afslag på aktindsigt i afdød faders journal (02F01P)...70 Sag 63 Forældres anmodning om aktindsigt i deres psykisk syge afdøde datters journal (0552726P)...71 Sag 64 Klage over afslag på aktindsigt i afdød søsters journal (0019204A)...72 Sag 65 Klage over, at en afdøds datter ikke kunne få udleveret kopi af moderens journal vedrørende 40 års indlæggelse på en psykiatrisk afdeling (0549016P)...73 Sag 66 Klage over ufuldstændig aktindsigt i afdød ægtefælles journal (06F007A)...74 Sag 67 (ref. sag 54) Klage over utilstrækkelige oplysninger om afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde og klage over afslag på aktindsigt i den afdødes patients journal (0552110A)...75 Sag 68 (ref. sag 61) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P)...76 81