Kortfilm Filmiske virkemidler Filmens drivkraft og persontegning Konflikt som drivkraft Anslag Karakterudvikling Surprise/suspense Karakterer i kortfilm Biografier Dialog Voice-over Konflikt som drivkraften To te og regningen. Fransk kortfilm, 1995 Der er flere måder at få os seere til at blive nysgerrige eller straks tænde på en films historie. Den mest almindelige er, at vi hurtigt kender hovedkonflikten i historien. Vi ved, hvem der drømmer, efterstræber, begærer, ønsker etc. Vi ved også, hvad de drømmer, efterstræber, begærer eller ønsker. Vi forventer også, at deres vej til målet nødvendigvis må være vanskelig og fyldt med forhindringer. Det kan være forhindringer inde i dem selv, eller det kan være udefra kommende forhindringer. Ikke sjældent er der en skurk i filmen, der bevidst forsøger at forhindre helten i at nå målet. Altså gode og onde motiver. Alt sammen skruet sammen på den måde, for at det store drama skal indfange os. Vi skal helst leve os ind i konflikten og identificere os med en af personerne, så vi får en følelsesmæssig oplevelse. Marcies medgift. Skotsk kortfilm, 1999 De to kortfilm "To te og regningen" og "Marcies medgift" leve op til den måde at fange os på. I den første film er Madame Verbois mål at komme i kassen med Jean-Marie Fayol. Efter kort tid er vi 100 procent klar over dette mål og følger spændt udviklingen. Vil det lykkes for hende eller ej? I den anden film vil Marcies forældre for enhver pris give deres eneste datter et flot bryllup, men en bankmand, en række af tilfældigheder og en særdeles hårdkogt bande får betydning for forløbet og lægger hindringer i vejen for, at de kan nå deres mål.
Anslag I Per B. Katz og Henrik Poulsens bog "Fokus - en grundbog i film, tv, video" der udkom på Gyldendals forlag i 1997, definerer de anslaget sådan: Anslaget er en appetitvækker, som skal fange publikums interesse og give et bud på, hvad vi kan forvente os i filmen. Kravet til anslaget er, at det skal: De hårde kugler Irsk kortfilm 2000 skabe stærkest mulig engagement så tidligt som muligt. præsentere filmens hovedkonflikt og derved give en stærk fremdrift. Hovedkonflikten kan evt. fremstilles i en såkaldt modelhistorie, hvori hele filmens konflikt og konfliktløsning fremstilles i miniature. skabe mulighed for identifikation. præsentere filmens "sprog", dvs. på hvilken måde/i hvilken fortællestil filmen vil blive fortalt. Saltomortale Skotsk kortfilm 2000 Hvis man ud fra den definition på anslaget skal vurdere "De hårde kugler", så må man sige, at den kun delvist lever op til denne generelle definition på et godt anslag. De første billeder bliver vist i sort/hvid, i et knaldhøjt tempo (i high-speed), med en vildt pumpende musik og i et mindre format end resten af filmen. Man må sige at filmen smider en appetitvækker lige i synet på os fra første fløjt, som uden tvivl vil vække selv de sløveste elever på de bageste rækker. Den skaber givetvis interesse og nysgerrighed fra starten. Dermed skaber den også et engagement hos sit publikum. Der er tydeligvis en stor grad af identifikation for unge mennesker og specielt unge drenge i de første sort/hvide billeder. Dels fra den virkelige verden, hvor de fleste af os har prøvet at køre stærkt med netop det point of view, som kameraet viser. Dels foran computerskærmen, når et af de mange bilspil er blevet valgt. Endelig præsenterer den på få sekunder filmens fortællestil, nemlig det høje tempo, de hurtige klip, den unge stil. Hvor anslaget halter er i præsentationen af filmens hovedkonflikt. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at filmen handler om biltyve og ungdomsbander og konflikten mellem de forskellige grupperinger og de kodeks, der gør, at man er fanget i gadebandernes miljø og må hylde den filosofi, som vores hovedperson giver udtryk for, nemlig: " man må klare sig selv." Den del kommer først efter anslaget i præsentationen af vores hovedperson.
Karakterudvikling Årsdagen, Engelsk kortfilm, 1999 For det første må en instruktør beslutte sig for, hvem der er hovedkarakter i hans historie. Dramaturgisk set kan man kun have én hovedkarakter. Du kan godt have flere hovedpersoner ligesom her, hvor både far og søn indtager en hovedrolle. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at sønnen er instruktørens hovedkarakter. Men hvorfor? Definitionen på en hovedkarakter er: det er den karakter, der gennemgår den største udvikling i løbet af filmen. På mange måder er vi mennesker ens. Vi har mange af de samme karaktertræk. Vi vil gerne være lykkelige, elsket, have betydning for andre, have succes, være raske og sunde etc. Det, der adskiller os, er først og fremmest den måde, vi ser og opfatter verden på. Hver eneste person har sit eget syn på virkeligheden. Hver eneste person sætter sig selv ind i en sammenhæng med sine omgivelser. Når en instruktør skaber en karakter, er det netop den måde hans personer opfatter verden på, der er afgørende. Denne persons point of view! En husmor ser verden på én måde. En morder på en anden og en rockstjerne på en tredje. De opfatter verden forskelligt netop fordi, de forsøger at sætte sig selv ind i en bestemt sammenhæng til resten af verden, ud fra hvem de er. For at bygge en karakter op må instruktøren altså have et svar på rede hånd for at forklare, hvorfor karakteren netop opfatter verden sådan. Det hele udspringer af personens biografi. Det er i personens fortid, man vil finde svaret på, hvorfor han opfatter verden, som han gør: svaret på hans personlighed, på hans opførsel, handlinger, behov, drømme, ønsker, begær etc. Alt dette er nødvendigt, selvom vi kun er sammen med karakteren en kort stund på en kirkegård i England. Hvem er sønnen, og hvem er faderen? Som udgangspunkt må vi altså stille en lang række spørgsmål til karakterens point of view, til hans holdninger, til hans personlighed og til hans opførsel. Point of view Fra hvilken vinkel ser personen sig selv? Er han socialist eller konservativ? Humanist eller racist?
Er han kristen til husbehov, eller sidder han i kirken hver søndag? Tror han måske på skæbnen? At det allerede fra fødslen er bestemt, hvordan vores liv skal udvikle sig? Tror han måske på astrologi? At det er planeternes placering i forhold til hinanden, der afgør, hvordan vi har det eller vil få det? Hvilket arbejde har han? Er han gift, eller lever han alene? Hvad kan han lide af musik? Går han i teatret? Hvilke bøger læser han? Holdning Er han en udadvendt person? Eller er han indadvendt? Er han generelt en positiv person eller skinner det negative igennem? Er han optimist eller pessimist? Lykkelig eller ulykkelig? Er han melankoliker? Også hans holdning i bogstaveligste forstand. Er han rank eller falder han sammen? Personlighed Til hans personlighed hører for eksempel spørgsmål som: er han vittig. Viser han stor opmærksomhed overfor sine omgivelser? Virker han følsom eller hård? Går han ind i folk med træsko på? Er han charmerende? Er han sky? Virker han som en klog mand? Eller er han snarere lidt enfoldig? Opførsel Karakter er selvfølgelig også den måde personen opfører sig på. Test karakteren ved at sætte små dramatiske situationer op. Hvad nu hvis han så en fed tegnebog ligge på fortovet. Hvad ville han gøre? Samle den op? Hvad så? Ville han aflevere den hos politiet eller stikke pengene i egen lomme? Opførsel er handling, og handling er det en person gør. Det, en person gør, fortæller alt om, hvem han er. Det er derimod ikke tilfældet i forhold til, hvad en person siger! I eksemplet ovenover ville en person jo nemt kunne sige: "Hvis jeg fandt en tegnebog på fortovet, ville jeg straks aflevere den hos politiet." Senere ville man se personen finde en tegnebog. Kigge i den. Opdage at der er 10.000 kroner. Penge der tilfældigvis ville kunne sætte ham i stand til at købe den computer, han længe har ønsket sig. Nu beholder han pengene. Det han gør fortæller, hvem han er! Det, folk siger, er langt mere tvivlsomt! Hvad gør han den dag i Føtex, hvor han ser en butikstyv stikke en culottesteg ned i bukserne? Han ser en mand stikke sit barn en på lampen? Opdager der sidder en parkeringsbøde på 400 kroner i hans vinduesvisker, selvom han kun lige var et smut hos bageren for at hente rundstykker? Interiøre liv og eksteriøre liv
Når en instruktør eller manuskriptforfatter skaber sin karakter, taler han om et interiørt og et eksteriørt liv. Det interiøre liv er det liv, han har levet fra fødslen til filmen begynder. Det er så at sige hans biografi, som har formet ham og som forklarer, hvorfor han handler som han gør. Det eksteriøre liv er det liv, han lever fra filmen begynder til historiens konklusion og filmens slutning. Surprise/suspense Opus 66, Fransk kortfilm, 1999 Suspense Gysets mester, Alfred Hitchcocks nok væsentligste bidrag til filmkunsten er begrebet suspense. Selv har han forklaret forskellen mellem netop suspense og surprise på nogenlunde følgende måde: Der sidder fire mænd omkring et bord og spiller poker. Scenen er jævnt kedelig. Pludselig lyder der et brag. Det viser sig, at der lå en bombe under bordet. Braget kommer bag på os alle. Det kalder man surprise. Samme scene igen. Der sidder fire mænd omkring et bord og spiller poker. Inden mændene sætter sig, ser vi, en bombemand anbringe en bombe under bordet. Han sætter tidsindstillingen til at sprænge bomben 10 minutter senere. Bag mændene ser vi et vægur. Sekundviseren bevæger sig sekund for sekund. Minutterne går. Spændingen stiger til det uudholdelige. Måske sidder vi og håber på, at tændingsmekanismen svigter, at pokerspillet bliver afbrudt af en eller anden grund, at en af mændene opdager bomben, eller at helten under et eller andet påskud bliver nødt til at forlade bordet, før bomben sprænger. Dette set-up kalder Hitchcock for suspence. Hitchcock spænder scenen til det yderste. Man kunne for eksempel nemt i den omtalte scene opleve, at hovedkarakteren - vores helt - forlader bordet for en kort stund. Vi ånder lettet op, men inden vi når at få vejret, vender helten atter tilbage og sætter sig. Hitchcock var også en mester i at udnytte tidsdimensionen. Mange gange forhaler han tiden, endda således at den reelle tid er kortere end den filmiske tid. For at bygge scenens suspense op udstyrer han os som seere med en større viden end personerne i filmen. Altså får vi informationen om, at
bombemanden har placeret sin bombe, kort før de fire mænd sætter sig til bordet. Den viden, vi får, bevirker, at han aktiverer vores tanker og følelser, så vi ikke bare bliver iagttagere, men i høj grad deltagere. Alle ulykkerne sker som regel kun i vores egne hoveder og på vores egen indre skærm, for ofte redder helten sig selvfølgelig ud af suppedasen, inden bomben sprænger, eller den gemene morder fyrer sin seksløber af. Helten overvinder som regel den fare, der truer ham, men i løbet af den tid suspensen varer, har vi haft tid til inde i vores hoved at se ham både død og forbrændt af bomben. Det er jo ganske forfærdeligt, fordi vi holder med helten! Surprise Det modsatte af suspense er surprise, hvor instruktøren udnytter overraskelsen. De fleste af os kender sikkert den klassiske scene, hvor ægteparret har hørt en underlig lyd i kælderen. Manden beslutter sig for at se efter, hvad det er. For en sikkerheds skyld tager han sin revolver med, som han har i sin natbordsskuffe. Det er fuldstændig mørkt. Da han kommer hen til kældertrappen og vil tænde lyset, viser det sig, at det af en eller anden grund ikke virker. Et vindue klaprer. Regnen slår mod ruderne. Han bevæger sig langsomt ned ad trappen. De fleste af os tænker: "Så lad dog være mand." Men han fortsætter. Pludselig kommer en skikkelse farende gennem luften som en mørk skygge, i den smule lys månen giver. "Miav", lyder det fra katten. Reaktionen er velkendt og afprøvet i alle varianter. Som seere farer vi op med hjertet i halsen. Vi ånder lettet op. "Nå er det bare dig din gamle pels", tænker manden, går i seng, beroliger konen og vender sig om på siden for at sove, da der lyder en høj knirken fra trappen i kælderen..uh! Surprise er lige præcis det, ordet siger, en overraskelse. Ofte en overraskelse der får os til at reagere voldsomt. Karakterer i kortfilm Kortfilmen har intet krav om bestemte karakterer og plot. Den låner gerne genre-elementer og karakterer fra spillefilmen og den kan benytte sig af seerens erfaring med hurtigt at placerer karakterer og genrer, som kendes fra lange film, til at springe hurtigt hen over den dybere personeller miljøskildring. Fastlåst Norsk kortfilm, 2001 Men det betyder ikke, at kortfilmen er overfladisk. På samme måde som et digt på få linier kan ramme lige så dybt som en murstensroman på 700 sider, kan kortfilmen introducere og forløse en stemning, en konflikt, en person på få
minutter med samme intensitet som en helaftensfilm. Det kræver imidlertid, at instruktøren behersker sine virkemidler. I den vellykkede kortfilm er der ikke råd til små fejltagelser, der skaber flimmer i det egentlige budskab. Hver enkelt scene, hver enkelt miljøskildring, person, ja, hvert ord skal være nøje gennemtænkt for ikke at skabe forvirring og en følelse af usikker og manglende forløsning hos seeren. Et af de væsentligste elementer i kortfilmen er personskildringen. Karaktererne i filmen skal være klart genkendelige. Der er ikke tid og plads til den store karakterskildring, så de enkelte karakterer skal være slået fast allerede fra starten. Biografier Mors dreng, Mexicansk kortfilm, 1998 Biografien er et væsentligt redskab, når en forfatter skriver manuskripter til film, og når en instruktør skal instruere sine skuespillere. Det er vigtigt, at han kender sin hovedperson til bunds, så han ved præcist, hvordan han eller hun vil reagerer i en hvilken som helst given situation i historien. Derfor er det vigtigt at give svar på alle tænkelige spørgsmål vedrørende hovedpersonens opvækst frem til der, hvor hovedpersonen træder ind i filmens historie. Det samme har instruktør Kenya Márques formentlig gjort i forhold til Cruz. I bogen "Fade In - the screenwriting process" af Robert A. Berman deler han det biografiske arbejde op i tre faser: Den fysiske profil Køn Alder Højde og vægt Hårfarve, øjenfarve og hudfarve. Udseende generelt ( ser han godt ud, ser han ud som gennemsnittet af mennesker, er han et jævnt menneske, er han sjusket, proper, snusket ). Hvordan er hans helbred. Har han særlige kendetegn (abnormiteter). Den sociologiske profil Sociale baggrund - overklasse, middelklasse, arbejderklasse. Familieliv - forhold til forældre,
forældrenes indflydelse på ham, lever forældrene stadig, har han brødre og søstre, og hvis han har, hvordan er deres forhold så.. Forhold til venner. Har han venner? Hvem? Hvor længe har de været venner.. Uddannelse. Hvilken uddannelse, hvilken skole har han gået på, kan han lide at studere, hader han det, har han anlæg for at studere.. Arbejde. Hvilken slags arbejde, hans forhold til arbejdet, generelle evner, har han lederevner. Hans personlige status. Er han gift? Hvis han er - hvor længe har de så været gift? Har han børn? Hvis han har, hvor mange har han så, og hvilken alder har de etc.? Hvis han for eksempel er skilt, hvordan er hans forhold til børnene så? Og hvordan er forholdet til hans tidligere ægtefælle?.. Race og nationalitet? Religiøs tro? Hvis han er religiøs, hvilken trosretning er der så tale om? Hvis religionen har nogen betydning i hans liv, hvordan kommer det så til udtryk?.. Politisk opfattelse. Hvis han er politisk overhovedet, hvilken politisk retning tilhører han så? Og hvordan kommer det til udtryk?. Hobby/interesser? Sport, fitness, sejlsport, havearbejde, musik, spil? Psykologisk profil Sexliv? Etik, værdier, moralske holdninger?.. Handlekraft, ambitioner?.. Frustrationer, skuffelser?. Temperament. Pessimist, optimist, aggressiv, rolig. Holdning til livet. Resignerende, kamplysten, opgiver han på forhånd (defaitist), entusiast, energisk Kompleksitet. Besættelser, hæmninger, mistænksomhed, fobier, særheder. Er han ekstrovert? Introvert? Egenskaber. Fantasi, dømmekraft, smag, ligevægt I.Q. De mange spørgsmål i de tre hovedoverskrifter er langt fra tilfældige, men selvfølgelig samtidig langt fra udtømmende. Til sin hovedpersons biografi er det vigtigt at stille så mange spørgsmål som muligt. Derfor kan man kun bruge de tre overskrifter som vejledende.
Når biografien er skrevet, så afprøv den ved at lade andre spørge ind i den. Det kan være spørgsmål om helt dagligdags situationer, som indkøb, en tur i biffen, hvilke fritidsinteresser han har og hvor tidligt han går i seng. Det kan også være mere komplicerede spørgsmål om, hvad han tænker om døden, om kærlighed, sex etc. Hvis ikke man kan svare er det fordi biografien endnu ikke er tæt nok beskrevet, og man må i gang igen. Dialog Film er et billedmedie, men modsat de længere novelle- og spillefilm er det også et lydmedie. Dialogen er f.eks. meget afgørende. I en kortfilm af få minutters varighed er der ikke tid til et eneste overflødigt ord. Mor, Finsk kortfilm, 2000 En af de fremmeste eksperter inden for kortfilm amerikaneren Richard Raskins, der er lektor i medievidenskab ved Århus Universitet, har netop peget på dialogen, som et af kortfilmens særlige karakteristika. Dialogen kan populært sagt bruges på tre måder: 1. Den kan være formidlende, altså bruges til at give de nødvendige oplysninger, som seeren mangler for at kunne forstå handlingen, personernes adfærdsmønstre eller identificere personerne. 2. Den kan være iscenesættende, det vil sige den kan sætte scenen, enten for at understøtte en miljøskildring eller en stemning, eller den kan understøtte en personkarakteristik. Replikker i den gode kortfilm bruges kun til at definere og placere en person eller til at adskille personer fra hinanden. I kortfilmen er det aldrig ligegyldigt, hvem der siger hvad. 3. Den kan være fraværende og en fraværende dialog kan være dramatisk (pausen er faktisk noget af det mest dramatiske, der findes i billedmediet, tænk bare på, hvordan man vågner op, hvis en nyhedsoplæser eller studievært pludselig går i stå midt i det hele) Den fraværende dialog kan også bruges bevidst til at sætte tanker i gang hos seeren, der prøver at lure, hvad der foregår i hovedet. Og så er den fraværende dialog i sig selv en hyldest til billedmediet det er jo flot at kunne fortælle en historie, der umiddelbart forstås af alle uden at bruge ord.
Voice-over Lidt nedladende er brugen af en fortællerstemme (voice-over) betragtet som en nødløsning, som dårlige instruktører tyer til, når de ikke kan fortælle deres historie via billeder. Farven hvid, Brasiliansk kortfilm, 2000 Så galt er det nu næppe. En række af filmhistoriens mere berømte B-film (f.eks. detektiv-film om Philip Marlowe) benytter med succes en fortællestemme til at skabe den særlige stemning, og voice-over en er også en vigtig del af en ny publikumssucces som "Bridget Jones s Diary". Begge typer af film bygger på litterære forlæg romaner, noveller. Netop når en instruktør læner sig op ad en forfatters ordleg (Raymond Chandlers mange bøger om detektiven Philip Marlowe og Helen Fieldings artikler/bøger om Bridget Jones) har de ofte så vanskeligt ved at overføre sprogblomsterne i hovedpersonernes tanker til film, at de vælger at bruge en fortællerstemme. En fortællerstemme er også velkendt fra reklamefilm. Her oplever man ofte, at afsenderen er så bange for, at budskabet ikke forstås, at man nærmest overtydeliggør meningen og kommer til at fremtræde påtrængende over for seeren. Reklamefilm er dermed ofte et eksempel på, hvordan brugen af voiceover risikerer at skabe et spændingsløst felt mellem det viste og det sagte, og filmen kommer i visse tilfælde til at fremstå som banal.