På tomandshånd med Morten Jay Interview med Morten Jay Jakobsen, lavet af Lonni Andersen Det er juni måned, og en af den slags dage hvor vejret heldigvis har tænkt sig at vise sig fra sin bedste side, hvilket passer fint ind i mine planer, da jeg i dag skal så langt som til Holbæk, hvor jeg har fået et møde i stand med Morten fra Big Fat Snake. Forinden har jeg gjort mig tanker om hvad jeg skal byde ind med af spørgsmål, og føler mig egentlig godt klædt på til vores kommende møde / samtale. Alligevel kan jeg, som jeg nærmer mig stedet for vores aftalte møde, ikke helt sige mig fri for at mærke små flaksende sommerfugle i maven. Jeg finder frem til vores i forvejen aftalte sted, og får her øje på Morten som står og venter. Fra start af føles kemien imellem os god, og mine før omtalte sommerfugle falder som snakken går langsomt til ro, for til sidst at forsvinde helt. Sammen finder vi frem til en hyggelig café, og frem fra min taskes dyb henter jeg min gamle tro væbner, min gamle Phillips diktafon, og vores samtale/ interview kan nu tage sin begyndelse 1
Var bassen det instrument du startede med, at spille på i sin tid, eller hvordan var det? I starten, og i forbindelse med min skoletid, synes jeg som de fleste andre drenge, at trommer var det seje Men det ville mine forældre ikke rigtigt ha' ind i huset, det var lidt med den på. Jeg spillede også meget orgel dengang, sådan helt suppe steg og is. Og jeg spillede bordtennis, og gik til standard dans, ligesom Pete. Jeg gik til dans i 8 år, samtidig med at jeg sejlede optimist jolle. Jeg har været meget sådan prollet (stort grin fra os begge) Det lyder som om, at du altid har været meget aktiv. Med hensyn til at spille orgel, så var det i første omgang min mor som startede med at spille orgel, som var det helt nye dengang. Jeg tog så med, og sad der og klemtede, og blev vist hurtig ret god til det. Sidenhen blev jeg spurgt om jeg ikke ville spille et par salmer på orgelet til jul med familien, til diverse familie fødselsdage, og fester. Og til sidst så blev det sådan, at min far hver weekend læssede det her orgel på traileren, og kørte mig ud et eller andet sted, og satte mig af som 12 årig. Det lyder til at du har fået meget støtte hjemmefra til det, at spille musik har det eskaleret der fra, eller hvordan? På et tidspunkt startede jeg i det man i dag ville kalde en sfo, hvor jeg bla. spillede keyboards, og der var der en bassist som spillede på en måde som jeg blev meget fanget af. sidenhen begyndte jeg at spille, og jamme en masse. Kom med i en blues band i gymnasiet, og startede til undervisning hos Lars Danielsson i '89. Han har forresten også undervist Asger Det er da ellers noget af et sammentræf hvor sjovt Han var en benhård og dygtig lærer, det vil Asger også kunne fortælle dig. Og der lærte jeg en del teknik, og de mere grundlæggende ting. Siden tog jeg nogle timer hos S.P, som nu spiller med Sanne, et par timer hos Bo Stief og derefter har jeg ellers bare spillet med en masse forskellige bands. 2
hvad mener du, det har givet dig som musiker og menneske at du har spillet med mange af de førende danske musikere i branche. jamen jeg har altid haft en tendens til at sige ja til ting jeg ikke kunne i forvejen, for så må jeg lære det. Historien med Sanne var, at jeg spillede på Banan republikken i København. Et sted man kunne jamme hver torsdag. En aften råber de fra scenen, vi mangler en bassist, og en trommeslager så kigger jeg over og ser Nikolaj Steen, som jeg ikke kendte på det tidspunkt. Og siger til ham, jeg spiller bas, spiller du trommer? derefter gik vi op og jammede. Og en uge efter (sådan cirka) ringede han til mig, og spurgte om jeg ville med til Anholt og spille sammen med Sanne, som var mit største idol. Jeg havde også et væddemål kørende med en af mine venner der gik på, at den der først kom til at spille med enten Helmig, eller Sanne gav en kasse øl, Så jeg vandt. (store grin fra os begge) Jeg tog så med til Anholt, og det var bare skide hyggeligt. Vi jammede, drak kolde Margaritas, øl, (og røg vist også et par joints... :-) Og så ringede Sanne til mig 14 dage efter, og spurgte om jeg kunne spille jazz, for Chris Minh Doky kunne ikke tage med til Færøerne. Jeg svarede Ja det kan jeg godt og NEJ jeg kunne ikke spille jazz (griner) og pludselig måtte jeg til at lære at spille båndløs bas, og spille solo. Senere traf vi hinanden, en aften på Musik Cafèn, hvor Sanne skulle synge kor med Aske Jacoby. Hun kom hen til mig lige før hun skulle på, og spurgte om jeg kunne spille med hende til grøn koncert den sommer. Jeg svarede straks ja, og så sad jeg ellers der hele koncerten igennem med sommerfugle i maven. Så der blev jeg igen hyret pga. af en tilfældighed (griner højt) Er det noget der er kendetegnende for dig, sådan at hoppe ud i ting. Ja det tror jeg, men ofte har jeg i forvejen en god fornemmelse af, om det jeg gir mig i kast med bliver en succes eller ej. Dog her i mine voksne år har der været projekter hvor jeg har været i tvivl om det kunne bære, fx her for nylig hvor jeg spillede en tour med Robben Ford (amerikansk super-guitarist) Det var noget af et samspil.. der var en smule ærefrygt i det, for jeg skulle jo finde min egen rolle i det. Uanset hvor godt jeg selv synes jeg spillede, eller hvor god en aften jeg havde, så nåede jeg måske kun ham til haserne. Når man så kommer hjem igen skal man lige omstille sig til, at spille med dem jeg spiller med herhjemme, selv om de også er godt derop af..smiler Følte du dig lidt som en underdog, i dit samspil med ham? Ja, et eller andet sted men det var omvendt set en fantastisk berigende oplevelse som har givet mig lyst til at øve nogle andre ting og udvikle mig som bassist og solist. 3
Men tror du ikke det er meget sundt engang imellem, at det er sådan?? Jo rigtig sundt! Danmark kan være en sovepude, vi får rimelige gode penge for at spille herhjemme i forhold til USA hvor mange sidder og jammer for 50 dollars for 3 x en time. Vi er privilegerede i DK, for er du først inde i det her netværk hvor vi hjælper, og klapper hinanden på ryggen, ja så bliver man ringet op - på den måde står vi ikke helt med de samme udfordringer.. du mener alle kender nogen, som kender nogen osv. Osv. Hvad var det der gjorde at du sagde ja til at spille med i Bfs, og havde du gjort dig nogle overvejelser inden?? Det var år 2009. Jeg spillede "Elsk Mig I Nat" inde på Gasværket, og var stadig en del af Sannes band. Der skete bare ikke rigtig noget på den front, For Sanne havde i 2006 fået en blodprop, hvilket var dybt rystende, og først i 2008 begyndte hun at røre lidt på sig igen. Det hele var lidt op af bakke, jeg kunne ikke leve af det. Som Sanne selv sagde jeg ved ikke hvad der sker, måske kan jeg spille 4 koncerter på et år, eller 20 om en måned. I Januar fortæller Mif Damgaard (PDH Music A/S) mig så, at der går rygter om at et større dansk orkester mangler en bassist, men at hun ikke på daværende tidspunkt kunne gå i flere detaljer, og om jeg ville gøre mig nogle overvejelser omkring det. Jeg sagde at hun måtte komme op med noget mere konkret, hvis jeg skulle tage stilling til noget. Det kunne hun ikke, så derfor svarede jeg nej tak. Så skete det lidt pudsige, at jeg i Feb./ Marts måned modtog en besked fra Jens Fredslund, via Facebook. Og jeg tænkte hvem er BFS, og hvem er Jens Fredslund. (stort grin) jeg ringede ham derefter op, og først dér gik det op for mig, at det drejede sig om Big Fat Snake. Jens spørger så om jeg kan tage et par prøve jobs. Og på det tidspunkt havde jeg ikke gjort mig nogle overvejelser om min fremtid, andet end at jeg vidste, at jeg manglede noget at lave. Og skal jeg være ærlig så vidste jeg, at BFS var et band som tjente gode penge, hvis ikke på det tidspunkt, så i hvert fald tidligere. Så indgangsvinklen til det var : "Fedt nu kan jeg tjene nogle penge". Jeg spillede så med BFs, og var bare fuldstændig solgt med de drenge der, jeg syntes simpelthen de var så søde (det er de i øvrigt stadigvæk). Musikken havde jeg det måske ikke helt på toppen med i starten, det var sgu ikke lige min boldgade, og når jeg hørte på det, synes jeg ikke det gjorde så meget for mig. Så begyndte jeg at spille mere med dem, musikken kom ind under huden på mig, og fra start fik jeg lov til at gøre mine egne ting, for jeg spiler ikke som Asger.. 4
Det var netop det jeg ville spørge dig om, hvordan det var for dig at komme med i et band hvor den gamle bassist stadig var med, dog på et andet instrument. Jeg er sikker på at Asger har fået det samme spørgsmål, og jeg har det sådan her : Asger er simpelthen ét af de sødeste mennesker jeg kender, vi har kendt hinanden lang tid før Big Fat Snake, sådan perifert og rent kollegialt ved, at vi begge vidste at den anden var bassist. Asger har fra starten af virket meget afklaret med det hele, og meldt ud at jeg bare skulle gøre som jeg ville. Så det var ikke sådan med ærefrygt, at jeg gik ind i det, jeg var ikke decideret nervøs over noget, Jeg har spurgt hvis der var noget jeg var i tvivl om. Personligt skulle jeg lige vænne mig til Asgers skift, og til at skulle forholde mig til dig som spiller på en anden måde, det var sådan lidt underligt til at begynde med. (smiler) Det kan jeg godt forestille mig. Det var nok heller ikke alle der ville kunne gøre det Asger gjorde. Og så se det kæmpe store menneske stå med sådan et lille "tøse instrument". ( Morten læner sig frem og taler direkte ned i diktafonen, imens vi begge griner højt) Den ser så lille ud mellem hænderne, det må du godt sige videre : O) Noget af det der er så fedt med BFS er netop det sociale. Med Sanne var det som en familie når vi var med Mor på tur; vi så måske hinanden 3-4 gange om året ud over touren, med Big Fat Snake så er det sådan stort set hele tiden. Der kan man tage tlf. uden for tour perioden og sige hey prøv at hør, jeg har brug for noget hjælp, eller skal vi tage ud og køre noget go kart, og så er folk som regel altid friske. På den måde har jeg jo fået en ekstra familie kan man sige. Vi er et "rigtigt" band!! Er det sådan, at du med alderen har mere brug for en eller anden form for fast base? Jo, for med Sanne der vidste jeg jo ikke hvad der ville ske året efter, og selvom der er enormt stor respekt i at spille med Sanne, og der ikke er den samme "street-respect" i, at spille med BFS ( I could'nt care less ) og mange sikkert har undret sig over mit valg, så var det den usikkerhed sammen med det faktum, at der i BFS også bliver lagt langsigtede planer, og det at vi laver ting sammen socialt som ikke har noget med musikken at gøre, som gjorde udslaget. Musikken betyder også rigtigt meget for mig nu, plus det faktum at der er kollektiv medbestemmelse i processen. Har det været anderledes for dig, at være en del af Come Closer pladen, hvor du har været med til at sætte dit eget præg på musikken, frem for tidligere Da vi sad på Brundby, efter-redigerede, og til pladen lå der med mit billede på coveret, der var det anderledes. Men når vi spiller live nu, tager jeg lige så meget ejerskab over No Peace som Rebuilding. Min rolle føles måske mere stukket ud på de gamle numre, der spiller jeg næsten præcist det der skal spilles, frem for på Rebulding hvor jeg selv har lavet bas gangen. Jeg søger ikke hele tiden, det mener jeg ikke er en bassist's rolle. Men vi er nok enige om alle sammen, at det var en nødvendig plade. Visse ting kunne være lavet anderledes, måske endda bedre på den plade, men det var en hurtig proces og vi kørte med "flow'et" som man siger! 5
Sidste år på Brundby hotel lavede jeg interview med Asger og Pete, og de nævnte, at det måske kunne være spændende, at genindspille numrene fra Come Closer for se om der ville komme nogle andre sange ud af det. Som sagt synes jeg der er nogle ting på Come Closer" der kunne være lavet anderledes, ellers er jeg mest indrettet sådan, at jeg skuer fremad. Nu er vi i gang med en ny plade, allerede nu har vi Swayed fra den kommende plade med på tour sætlisten. En fed sang at spille forresten. Hvad synes du om den? indtil videre har jeg kun set jeres video, men ser frem til at høre den live.. Du har ikke været af sted og høre den live endnu jamen så skal du glæde dig (smiler) Vi runder interviewet af, rejser os og forlader cafeen, og går ud for at finde en passende location hvor jeg kan skyde et par fotos af Morten. Alt imens vi går og taler, kører vores samtale igennem tankerne på mig. Samtalen gik langt over min forventning for jeg havde ikke på forhånd nogen forestilling om, at Morten ville være så levende og medrivende en fortæller, som han rent faktisk viser sig at være. Jeg får taget de før omtalte billeder, og derefter bliver jeg på fornem vis kørt tilbage i Mortens herlige flyder af en Mercedes, til det sted hvor vi en time tidligere havde sat hinanden stævne. Nu en oplevelse rigere, og en smule klogere på manden der til daglig bearbejder bassen i Big fat snake. 6