DET EUROPÆISKE RÅD OG EU RÅDET GENNEM TIDEN Beslutningstagning og lovgivning i europæisk integration
Bemærkning Denne publikation er udarbejdet af Generalsekretariatet for Rådet og er udelukkende til orientering. Den medfører ikke noget ansvar for EU-institutionerne eller medlemsstaterne. Yderligere oplysninger om Det Europæiske Råd og Rådet findes på webstedet: www.consilium.europa.eu eller fås ved henvendelse til Generalsekretariatet for Rådet, Tjenesten for Information af Offentligheden: Rue de la Loi/Wetstraat 175 1048 Bruxelles/Brussel BELGIQUE/BELGIË Tlf. +32 (0)2 281 56 50 Fax +32 (0)2 281 49 77 public.info@consilium.europa.eu www.consilium.europa.eu/infopublic Besøg vores websted: www.consilium.europa.eu Yderligere oplysninger om Den Europæiske Union findes på www.europa.eu. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2016 Print ISBN 978-92-824-5295-0 doi:10.2860/077936 QC-04-15-219-DA-C PDF ISBN 978-92-824-5316-2 doi:10.2860/7273 QC-04-15-219-DA-N Den Europæiske Union, 2016 Genbrug tilladt med kildeangivelse. Archives nationales (France); Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Batty Fischer; Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Théo Mey Ved genbrug af dette materiale skal der anmodes om tilladelse hertil direkte hos indehaveren af ophavsretten. Forsidebillede: Jeronimusklostret i Lissabon, Portugal, 13. december 2007, den dag, hvor Lissabontraktaten blev undertegnet her Printed in Luxembourg
Den Europæiske Union DET EUROPÆISKE RÅD OG EU RÅDET GENNEM TIDEN Beslutningstagning og lovgivning i europæisk integration
»Ministerrådet spiller en rolle, der omfatter samordning og mægling. Det befinder sig i spændingsfeltet mellem to suveræniteter: den ene overnational og den anden national. Det skal værne om Fællesskabets interesser på lige fod med de enkelte staters interesser og finde en balance, der tilgodeser begge parter.«fra kansler Konrad Adenauers tale på den konstituerende samling i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Særlige Ministerråd (den 8. september 1952 i Luxembourg) Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Théo Mey
< Foregående to sider: Kansler Konrad Adenauer (første række i midten) og nogle af ministrene på vej op ad trappen på rådhuset i Luxembourg for at deltage i den stiftende samling i Det Særlige Ministerråd (8. september 1952)
INDHOLD Indledning...9 1. Det Europæiske Råd 1.1. Det Europæiske Råd i traktaterne...11 1.1.1. De første skridt til EU-topmøder...11 1.1.2. Den europæiske fælles akt...15 1.1.3. Maastrichttraktaten... 15 1.1.4. Amsterdam- og Nicetraktaten...16 1.1.5. Lissabontraktaten... 17 1.2. Formanden for Det Europæiske Råd...19 1.2.1. Det Europæiske Råds møder efter Lissabon...20 1.2.2. Eurotopmøder... 22 1.2.3. Bilaterale og multilaterale møder...22 2. Rådet for Den Europæiske Union 2.1. Rådet for Den Europæiske Union i traktaterne...25 2.1.1. De første traktater...25 2.1.2.»Den tomme stols krise«og Luxembourgforliget...29 2.1.3. Fusionstraktaten...30 2.1.4. Maastrichttraktaten... 31 2.1.5. Lissabontraktaten... 31 2.2. Forberedelsen af Rådets arbejde...33 2.2.1. Coreper... 33 2.2.2. Komitéer, udvalg og arbejdsgrupper...35 2.2.3. Generalsekretariatet... 36 3. Bilag I EU-traktaterne de vigtigste reformer...39 II Udvidelsesprocessen...43 III Kronologi over topmøder, møder i Det Europæiske Råd og eurotopmøder...45 IV Udviklingen af afstemningssystemet i EU-Rådet...55 V EU-Rådets generalsekretærer og generalsekretariats udvikling...63 Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 5
»Alle lande bør komme sejrrigt ud af forhandlinger. (...) Som formand for Det Europæiske Råd vil jeg lytte opmærksomt til alle, og jeg vil sikre, at vores drøftelser fører til resultater for alle parter. Der har været megen debat om jobprofilen for den kommende formand, men kun én profil er mulig, og den bygger på dialog, enhed og handling.«herman Van Rompuys (til venstre) takketale efter udnævnelsen til den første faste formand for Det Europæiske Råd (den 19. november 2009) Den Europæiske Union
< Foregående to sider: EU modtager Nobels fredspris for i mere end 60 år at have bidraget til at fremme fred og forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa, Oslo, Norge (10. december 2012). Fra venstre mod højre, formændene for hhv. Det Europæiske Råd, Kommissionen og Parlamentet, Herman Van Rompuy, José Manuel Barroso og Martin Schulz, der tog imod prisen på vegne af alle EUborgere.
INDLEDNING Denne brochure skildrer Det Europæiske Råds og EU-Rådets tilblivelse og historie gennem EU-traktaterne fra den spæde start i Paris til Lissabontraktaten. Den anlægger både et juridisk og et politisk perspektiv. Den henvender sig til alle, der er interesserede i den europæiske integrations historie, navnlig akademiske kredse, forskere og mediefolk. Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, også kaldet Rådet (eller Ministerrådet) eller uformelt EU-Rådet, er to vigtige aktører i EU s beslutningsproces. De må ikke forveksles med menneskerettigheds- og kulturorganisationen Europarådet, der har hjemsted i Strasbourg. Det Europæiske Råds og EU-Rådets arbejde og beslutninger påvirker alle europæiske borgeres liv og rækker langt ud over Europas grænser. Det Europæiske Råd, som består af stats- og regeringschefer og ledes af en formand på fuld tid, fastlægger de politiske retningslinjer og prioriteter for EU s arbejde. Det har oprindelse i stats- og regeringschefernes topmøder, hvoraf det første blev afholdt i februar 1961 i Paris. Det Europæiske Råd blev oprettet i december 1974 og formaliseret som en EU-institution ved Lissabontraktaten. Gennem hele denne lange historie har Det Europæiske Råd spillet en afgørende rolle for den europæiske integration. Dets historie afspejler hele EU s historie: dets politikker og ambitioner, dets kriser og fremskridt. EU-Rådet, som består af repræsentanter for medlemsstaterne og normalt ledes af en repræsentant for den medlemsstat, der varetager formandskabet, som går på skift hver sjette måned, drøfter, forhandler og vedtager EU-lovgivning og samordner politikker. I de fleste tilfælde lovgiver det sammen med Europa-Parlamentet. Selv om beslutningsprocesserne til tider er komplekse i en union med 28 medlemsstater, er de blevet mere og mere gennemsigtige og åbne for offentligheden. Politisk og administrativt er der en tæt og velorganiseret forbindelse mellem Rådet og Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råd er imidlertid ikke bare en forlængelse af Rådet eller Rådet på et højere niveau. De har hver især deres egen særlige rolle i EU s institutionelle arkitektur. Hvis du efter at have læst denne brochure vil dykke mere ned i Det Europæiske Råds og EU-Rådets historie, eller hvis du vil læse relaterede dokumenter, kan du gøre det på vores websted og gennem vores arkiver ( 1 ). ( 1 ) www.consilium.europa.eu/da/documents-publications Læsere opfordres især til at konsultere en serie på tre historiske brochurer og plakater, der kan downloades fra Rådets websted:»det Europæiske Råd 50 år med topmøder«(december 2011),»Rådet for Den Europæiske Union 1952-2012: tres år med lovgivning og beslutningstagning«(juli 2013) og»en retsunion: fra Paris til Lissabon Historien om Den Europæiske Unions traktater«(marts 2012). Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 9
Den Europæiske Union
1. DET EUROPÆISKE RÅD 1.1. DET EUROPÆISKE RÅD I TRAKTATERNE 1.1.1. De første skridt til EU-topmøder Selv om det forum, der bragte dem sammen, først blev en formel EU-institution i 2009, var stats- og regeringscheferne medvirkende til den europæiske integrations tilblivelse og efterfølgende udvikling. Stats- og regeringscheferne for de seks medlemsstater i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) mødtes den 19.-20. februar 1957 i Paris efter indbydelse fra det franske ministerråds præsident, Guy Mollet, for at løse de udestående problemer med udkastene til Romtraktater. Efter Romtraktaternes ikrafttræden (1958) tog præsident Charles de Gaulle idéen om at mødes på højeste plan op igen. Han arrangerede således det første topmøde mellem stats- og regeringscheferne for de seks medlemsstater i De Europæiske Fællesskaber i februar 1961 i Paris. Archives nationales (France) Topmøde den 10.-11. februar 1961 i Paris, Frankrig Dette første topmøde havde til formål»at søge egnede midler til at etablere et tættere politisk samarbejde«( 2 ). På et topmøde var det muligt at sætte sig ud over fællesskabsrammerne og tage vigtige emner op, der ikke indgik i Paris- og Romtraktaten, f.eks. visse aspekter af forbindelserne med tredjelande. ( 2 ) Pressemeddelelse fra topmødet. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 11
På topmødet i juli 1961 i Bonn gik de seks videre med idéen om et dybtgående politisk samarbejde og erklærede:»stats- og regeringscheferne ( ) har besluttet ( ) med jævne mellemrum at holde møder med henblik på at udveksle deres synspunkter, samordne deres politikker og nå frem til fælles holdninger for at fremme politisk forening i Europa«( 3 ). Til trods for disse ambitioner var der flere hindringer på vejen hen imod en politisk union, navnlig de fejlslagne»fouchetplaner«( 4 ) i 1961 og 1962, uenighederne i 1963 og 1967 om den første udvidelse og»den tomme stols krise«i 1965 og 1966, hvor Frankrig nægtede at deltage i møderne i Rådet og dets organer. I dette vanskelige politiske klima mødtes stats- og regeringscheferne ikke igen før maj 1967, hvor topmødet i Rom gav anledning til formelt at fejre tiårsdagen for undertegnelsen af EØF-traktaten og Euratomtraktaten. Der blev tilført ny dynamik og sat fornyet skub i Fællesskabet på topmødet i Haag i december 1969, hvor Kommissionen deltog for første gang. De beslutninger, der blev truffet på dette topmøde, banede navnlig vejen for vedtagelsen af en afgørelse om at give Fællesskabet sine egne indtægter, iværksættelsen af et samarbejde på det udenrigspolitiske område (europæisk politisk samarbejde igangsat af den første»davignonrapport«) og Danmarks, Det Forenede Kongeriges og Irlands tiltrædelse. Disse skridt udgjorde tilsammen en»fuldførelse, uddybning og udvidelse«af Fællesskabet. De tre nye medlemmer blev indbudt til at deltage i det topmøde, der blev holdt i oktober 1972 i Paris, forud for deres officielle tiltrædelse i januar 1973. På topmødet i København i december 1973 blev det bestemt, at der skulle holdes topmøder hver gang, det var nødvendigt. Et år senere på topmødet i Paris i december 1974, der var arrangeret af præsident Valéry Giscard d Estaing, blev Det Europæiske Råd oprettet, og dets rolle blev fastlagt. Det Europæiske Råd blev pålagt at sikre, at»nødvendigheden af, at de interne problemer, som den europæiske opbygning giver anledning til, og de problemer, som Europa er stillet over for udadtil, anskues under ét«( 5 ). Denne klart politiske rolle markerede en afvigelse fra og en tilføjelse til den europæiske opbygnings overvejende tekniske og økonomiske karakter siden 1957. Sammen med udenrigsministrene mødtes stats- og regeringscheferne nu»tre gange om året samt efter behov«( 6 ). Det Europæiske Råd mødtes første gang i marts 1975 i Dublin. Fra det tidspunkt blev det politisk centralt for udviklingen af den europæiske konstruktion, selv om der ikke var noget retsgrundlag i traktaterne før over ti år senere. ( 3 ) Pressemeddelelse fra topmødet. ( 4 ) Christian Fouchet var formand for den kommission, der blev oprettet på topmødet i Paris i februar 1961 for at undersøge problemerne i forbindelse med det europæiske samarbejde, og som af stats- og regeringscheferne på topmødet i juli 1961 i Bonn fik til opgave at forelægge dem forslag til foranstaltninger, der så hurtigt som muligt kunne give sammenslutningen af deres befolkninger en lovfæstet karakter (officielt kommuniké, 18. juli 1961, Bonn). ( 5 ) Pressemeddelelse fra topmødet i Paris. ( 6 ) Pressemeddelelse fra topmødet i Paris. 12 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
Det Europæiske Råd blev snart et forum for afhjælpning af tilsyneladende uløselige kriser, en smeltedigel for møjsommeligt forhandlede løsninger og en afgørende politisk drivkraft bag nye fremskridt hen imod integration. Den Europæiske Union Det Europæiske Råd den 10.-11. marts 1975 i Dublin, Irland I 1980 erne var det Det Europæiske Råd, der foranledigede, at Europa overvandt blokeringer på budget- og landbrugsområdet. Det Europæiske Råd i juni 1984 i Fontainebleau var afgørende. Det lykkedes ikke blot at løse disse problemer, idet der blev vedtaget en pakke med foranstaltninger, men også at udstikke retningslinjer for yderligere integration ved at pålægge en ad hoc-komité ( 7 ) at»udarbejde forslag til forbedring af det europæiske samarbejde, både for så vidt angår fællesskabsanliggender og det politiske samarbejde (...)«( 8 ). Et år senere, i juni 1985, blev komitéens rapport drøftet på mødet i Det Europæiske Råd i Milano. På mødet blev det med en flertalsafgørelse besluttet at indkalde til en regeringskonference for at revidere traktaterne med fokus på oprettelse af et indre marked, fællesskabsinstitutionernes funktionsmåde, fri bevægelighed og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Selv om regeringskonferencen adskilte sig fra Det Europæiske Råd, var sammensætningen tilstrækkeligt sammenlignelig til, at dens arbejde blev betragtet som en udmøntning af stats- og regeringschefernes ønske om at være det forum, hvor der skulle træffes beslutning om den europæiske integrations karakter og retning. ( 7 ) Doogekomitéen, undertiden kaldet Spaak II-komitéen med henvisning til den komité, der blev nedsat ved resolutionen fra Messinakonferencen i 1955. ( 8 ) Det Europæiske Råd i Fontainebleau, juni 1984, formandskabets konklusioner. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 13
Den Europæiske Union
< Undertegnelse af Maastrichttraktaten i Maastricht, Nederlandene (7. februar 1992) 1.1.2. Den europæiske fælles akt Resultaterne af regeringskonferencens arbejde var i centrum for drøftelserne i Det Europæiske Råd i december 1985 i Luxembourg. En politisk enighed i Luxembourg banede vejen for vedtagelsen af den europæiske fælles akt. Fællesakten trådte i kraft den 1. juli 1987 og samlede de ændringer, som fællesskabstraktaterne havde ført med sig, og en tekst om samarbejdet på det udenrigspolitiske område i ét dokument. Med fællesakten, som afspejlede den politiske virkelighed, fik Det Europæiske Råd for første gang et traktatfæstet grundlag, der stadfæstede dets eksistens og fastlagde dets sammensætning:»det Europæiske Råd består af medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt af formanden for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Disse bistås af udenrigsministrene og et medlem af Kommissionen. Det Europæiske Råd træder sammen mindst to gange årligt«. Fællesakten fastlagde ikke Det Europæiske Råds beføjelser og bekræftede heller ikke dets institutionelle status formelt. Imidlertid lagde ingen af disse faktorer en dæmper på dets efterfølgende bidrag til den vigtigste udvikling af den europæiske konstruktion. De afgørende skridt hen imod oprettelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU en) blev således taget på flere møder i Det Europæiske Råd, f.eks. Det Europæiske Råd i juni 1988 i Hannover. 1.1.3. Maastrichttraktaten Det Europæiske Råd besluttede på mødet i december 1989 i Strasbourg at indlede en regeringskonference om en økonomisk og monetær union i december 1990. Det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i april 1990 i Dublin indledte det forberedende arbejde med henblik på en regeringskonference om en politisk union. De to regeringskonferencer blev åbnet i tilknytning til mødet i Det Europæiske Råd i december 1990 i Rom. Det Europæiske Råd nåede i december 1991 i Maastricht til enighed om den nye traktat kaldet traktaten om Den Europæiske Union (TEU) eller Maastrichttraktaten, der samler disse to områder i en og samme tekst. Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. Den oprettede Den Europæiske Union på grundlag af en udvidet fællesskabssøjle, der bl.a. etablerede ØMU en, og indførte to nye søjler: den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og samarbejdet om retlige og indre anliggender (RIA). Desuden blev Det Europæiske Råds rolle indsat i traktaten. Den formaliserede den praksis, hvorved stats- eller regeringschefen fra det land, der varetog formandskabet for Rådet, var formand for Det Europæiske Råd. Som led i Europa-Parlamentets voksende rolle foreskrev traktaten desuden, at Det Europæiske Råd skulle forelægge Europa- Parlamentet en rapport efter hvert af sine møder samt en skriftlig årsrapport om EU s fremskridt. Endelig begyndte Maastrichttraktaten at præcisere Det Europæiske Råds beføjelser:»det Europæiske Råd tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægger de overordnede politiske retningslinjer herfor«. Denne præcisering var både bred og koncis og opsummerede Det Europæiske Råds rolle siden 1975: at Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 15
fastlægge en kurs for Unionens udvikling og etablere den strategiske politiske ramme for, hvordan Unionens institutioner bør fungere. Det Europæiske Råds efterfølgende definition af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik skulle blive en konkret udmøntning af denne rolle. 1.1.4. Amsterdam- og Nicetraktaten Det Europæiske Råd gav på mødet i marts 1996 i Torino regeringskonferencen mandat til at revidere Maastrichttraktaten. Forhandlingerne fik en ny dynamik efter det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i oktober samme år i Dublin. De sidste spørgsmål blev afgjort på mødet i Det Europæiske Råd i juni 1997 i Amsterdam, så Amsterdamtraktaten kunne undertegnes den 2. oktober 1997 og træde i kraft den 1. maj 1999. Amsterdamtraktaten fastlagde Det Europæiske Råds beføjelser på FUSP-området:»Det Europæiske Råd fastlægger principperne og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder for anliggender, der har indvirkning på forsvarsområdet. (Det) træffer afgørelse om fælles strategier, som skal iværksættes af Unionen, på områder, hvor medlemsstaterne har vigtige fælles interesser«. Det Europæiske Råds vigtige rolle på dette politikområde udsprang af begivenhederne i det tidligere Jugoslavien og kunne konstateres på dets møder i Pörtschach (uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne, oktober 1998), Köln (juni 1999) og Helsingfors (december 1999). Ved Amsterdamtraktaten indførtes den højtstående FUSP-repræsentant, som skulle repræsentere EU i international sammenhæng, og det blev besluttet, at generalsekretæren for EU-Rådet også skulle være den højtstående repræsentant. Den daværende generalsekretær for Rådet, Jürgen Trumpf, blev således den første højtstående FUSP-repræsentant, men var det kun i nogle få måneder. Det Europæiske Råd udpegede på mødet i juni 1999 Javier Solana som generalsekretær for Rådet og højtstående repræsentant. Han tiltrådte de to poster i oktober samme år efter at være trådt tilbage fra posten som NATO s generalsekretær. Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden drejede mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors i oktober 1999 sig om oprettelse af et»område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU«. Det blev besluttet at indføre»en fælles europæisk asyl- og indvandringspolitik«, og der blev åbnet mulighed for at gøre store fremskridt på området politisamarbejde og retligt samarbejde, en ambition, som terrorangrebene den 11. september i USA gjorde endnu mere relevant. I marts 2000 blev der på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i Lissabon fastlagt en strategi, der skulle forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne. Med henblik herpå skulle der bl.a. indføres en ny åben koordinationsmetode på alle niveauer, hvor Det Europæiske Råd skulle spille»en stærkere ledende og koordinerende rolle for at sikre en mere sammenhængende strategisk styring og effektiv overvågning af udviklingen«. Det blev besluttet, at der hvert forår skulle holdes et møde i Det Europæiske Råd for at garantere opfølgningen af dette emne. Fra 1999 begyndte Det Europæiske Råd en reformproces, navnlig med henblik på udvidelsen af EU. Efter drøftelser om disse emner på møderne i Det Europæiske Råd i Helsingfors (december 1999), Göteborg (juni 2001) og Barcelona (marts 2002) gav Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002»sin tilslutning til en række konkrete foranstaltninger, der uden traktatændringer kan anvendes på tilrettelæggelsen af arbejdet og 16 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
arbejdsgangen i Det Europæiske Råd ( ) og Rådet«( 9 ). Disse foranstaltninger vedrørte forberedelsen, afviklingen og opfølgningen af arbejdet i Det Europæiske Råd samt af dets konklusioner. I erklæring nr. 22, der er knyttet som bilag til slutakten til Nicetraktaten af 26. februar 2001, hedder det, at»fra 2002 afholdes et møde i Det Europæiske Råd under hvert formandskab i Bruxelles. Når Den Europæiske Union har 18 medlemmer, finder alle Det Europæiske Råds møder sted i Bruxelles«( 10 ). Traktaten blev indgået efter fire dages forhandlinger på mødet i Det Europæiske Råd i december 2000 i Nice ( 11 ). Nicetraktatens vanskelige tilblivelse krævede, at arbejdsmetoderne blev gennemgået, og at der blev fundet frem til en bredere proces end en diplomatisk konklave af statsog regeringschefer. I Laekenerklæringen, som Det Europæiske Råd vedtog i december 2001, hedder det, at der indkaldes til et konvent om Europas fremtid. Udkastet til forfatningstraktat, som konventet forelagde for Det Europæiske Råd i juli 2003, udgjorde grundlaget for den regeringskonference, der blev indkaldt i oktober 2003, og udkastet til traktat om en forfatning for Europa blev undertegnet den 29. oktober 2004. Det negative udfald af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene betød imidlertid, at traktaten ikke kunne ratificeres i 2005. Som reaktion på dette tilbageslag vedtog stats- og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd i juni 2005 under Luxembourgs formandskab en erklæring, der indførte en tænkepause på et år. I kølvandet på Det Europæiske Råd i juni 2006 under Østrigs formandskab udtrykte man i Berlinerklæringen, som stats- og regeringscheferne vedtog i anledning af 50-årsdagen for Romtraktaterne, et»mål om at skabe et fornyet fælles grundlag for Den Europæiske Union inden valget til Europa-Parlamentet i 2009«. Det Europæiske Råd i juni 2007 nåede under Tysklands formandskab til enighed om et mandat til en regeringskonference, der skulle indkaldes for at ændre de gældende traktater. Den traktat, der blev resultatet heraf, blev undertegnet den 13. december 2007 i Lissabon. 1.1.5. Lissabontraktaten Denne nye reformtraktat erstattede udkastet til traktat om en forfatning for Europa. Den trådte i kraft den 1. december 2009 og indførte ændringer i både traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (Romtraktaten) og traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten). Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab skiftede ved den lejlighed navn til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Målet med Lissabontraktaten var at forbedre EU-institutionernes effektivitet og gøre dem mere demokratiske. Blandt de mest betydningsfulde ændringer var, at EU fik en konsolideret status som juridisk person, og at der blev indført et fast formandskab for Det Europæiske Råd med en formand, der vælges af Det Europæiske Råds medlemmer for en periode på to et halvt år med mulighed for genvalg en gang. Desuden indførte traktaten Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og ( 9 ) Det Europæiske Råd i Sevilla, juni 2002, formandskabets konklusioner. ( 10 ) Det Europæiske Råd i Thessaloniki i juni 2003 var det sidste, der blev holdt uden for Bruxelles. Alle de følgende møder betegnes ved deres dato og formandskab snarere end ved stedet indtil Lissabontraktaten, som indeholdt bestemmelser om en fast formand. ( 11 ) Mødet i Det Europæiske Råd i Nice er det hidtil længste topmøde. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 17
sikkerhedspolitik (som udnævnes for en periode på fem år og samtidig er formand for Rådet for Udenrigsanliggender og næstformand for Kommissionen) og Tjenesten for EU s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). Europa-Parlamentets beføjelser blev udvidet yderligere. For Rådet blev der indført en ny regel med dobbelt flertal, der har været gældende siden den 1. november 2014 (se bilag IV), og som kan anvendes på flere områder end den foregående regel. EU s charter om grundlæggende rettigheder blev juridisk bindende, og medlemsstaterne fik for første gang en retlig ramme for udtrædelse af EU (artikel 50 i TEU). Det Europæiske Råd er desuden bemyndiget til ved simpelt flertal at følge op på beslutningen om at indkalde til en regeringskonference for at ændre traktaterne. Det har aldrig været meningen, at Lissabontraktaten skulle læses som en fritstående tekst, så der blev offentliggjort konsoliderede udgaver af traktaterne som revideret ved Lissabontraktaten i EU-Tidende i 2010 og 2012. Den Europæiske Union
Ved Lissabontraktaten fik Det Europæiske Råd officielt status som EU-institution. Dermed blev dets allerede eksisterende adskillelse fra EU-Rådet bekræftet, og det underlægges alle de bestemmelser, der gælder for EU s institutioner. I de få tilfælde, hvor det vedtager bindende retsakter, skal det f.eks. respektere det retsgrundlag, der er fastlagt i traktaten, og dets retsakter kan indbringes for Domstolen. Som kulmination på processen med at afskaffe topmødernes uformelle karakter vedtog Det Europæiske Råd som ny institution sin forretningsorden den dag, Lissabontraktaten trådte i kraft ( 12 ). Inden for EU s institutionelle arkitektur har Det Europæiske Råd en særlig position som en strategisk og politisk institution. Det fastlægger Unionens kurs, dens prioriteter og dens politiske og økonomiske strategier. Det Europæiske Råd udøver imidlertid»ingen lovgivende funktioner«( 13 ) og overlader det til Europa-Parlamentet, EU-Rådet og Europa-Kommissionen at udøve deres respektive roller i lovgivningsprocessen. Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Det Europæiske Råd været involveret i alle større afgørelser, som EU har truffet for at imødegå internationale og interne udfordringer på det økonomiske, finansielle og monetære område og inden for asyl og indvandring, udvidelse, udviklingssamarbejde og internationale forbindelser. Dets politiske beslutninger og lederskab har lige fra begyndelsen bidraget til at fremme den europæiske integration, hvilket har vist sig at være afgørende i krisetider. 1.2. FORMANDEN FOR DET EUROPÆISKE RÅD Den strategiske rolle, som Det Europæiske Råd blev tildelt ved Maastrichttraktaten, og som blev bekræftet ved Lissabontraktaten, krævede, at dets arbejde blev forberedt og styret af et mere stabilt og fast formandskab end det, der var mulighed for med det roterende formandskab for Rådet. En af de vigtigste nyskabelser i Lissabontraktaten var således oprettelsen af en tidsbegrænset post som formand for Det Europæiske Råd på fuld tid. Formanden for Det Europæiske Råd har til opgave ( 14 ) at lede Det Europæiske Råds arbejde og give det fremdrift, sikre forberedelsen og kontinuiteten af dets arbejde og fremme sammenhold og konsensus. Formanden skal forelægge Europa-Parlamentet en rapport efter hvert møde i Det Europæiske Råd. Han repræsenterer også EU udadtil sammen med den højtstående repræsentant og/eller formanden for Europa- Kommissionen, alt efter situationen ( 15 ). Det Europæiske Råd og dets formand bistås af Generalsekretariatet for Rådet, men formanden har sit eget kabinet. På et uformelt møde den 19. november 2009 udnævnte de 27 stats- og regeringschefer Herman Van Rompuy, der på det tidspunkt var Belgiens premierminister, til den første formand for Det Europæiske Råd ( 16 ). ( 12 ) Jf. EUT L 315 af 2.12.2009, s. 51. ( 13 ) Konsolideret udgave af TEU, artikel 15, stk. 1 (EUT C 326 af 26.10.2012, s. 23). ( 14 ) Artikel 15, stk. 6, i TEU. ( 15 ) Se også 1.2.3 om bilaterale og multilaterale møder. ( 16 ) Catherine Ashton (UK) blev på samme møde udnævnt til EU s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen (hun blev højtstående repræsentant, før hun blev næstformand). Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 19
Mødet i Det Europæiske Råd den 10.-11. december 2009 var det sidste, der blev ledet af præsidenten eller statsministeren for den medlemsstat, der varetog det roterende formandskab for EU-Rådet, i dette tilfælde den daværende svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, under overgangsordningerne ( 17 ). Den Europæiske Union Herman Van Rompuy Den Europæiske Union Det Europæiske Råds mødelokale Det første møde, som Herman Van Rompuy ledede, var et uformelt møde mellem stats- og regeringscheferne i Solvaybiblioteket i Bruxelles den 11. februar 2010, hvor fremtidsperspektiverne for EU s økonomiske politikker blev drøftet, og det første formelle møde i Det Europæiske Råd med Herman Van Rompuy som formand fandt sted en måned senere den 25.-26. marts. Han blev genvalgt for en ny periode på mødet i Det Europæiske Råd den 1.-2. marts 2012. Den 1. december 2014 afløste Donald Tusk der på det tidspunkt var Polens premierminister Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd ( 18 ). 1.2.1. Det Europæiske Råds møder efter Lissabon I Det Europæiske Råds forretningsorden, som blev vedtaget den 1. december 2009, fastsættes det, at Det Europæiske Råd skal træde sammen to gange hvert halvår, i princippet i Bruxelles. Det træffer afgørelse ved konsensus, medmindre andet er fastsat i traktaterne. Flere operationelle beslutninger, f.eks. valget af formanden for Det Europæiske Råd og udnævnelsen af Europa-Kommissionen og af den højtstående repræsentant, kan efter Lissabontraktatens ikrafttræden træffes med kvalificeret flertal. Donald Tusk Den Europæiske Union Det Europæiske Råd fastsætter EU s politiske dagsorden ved at vedtage konklusioner ( 19 ) på hvert møde i Det Europæiske Råd. Disse konklusioner omhandler specifikke spørgsmål af interesse for EU og skitserer særlige tiltag, der skal iværksættes, eller mål, der skal nås. Det Europæiske Råds konklusioner kan også fastsætte frister for opnåelse af enighed om særlige politikspørgsmål eller for fremsættelse af lovgivningsforslag. På den måde kan Det Europæiske Råd øve indflydelse på og udstikke retningslinjer for EU s politiske dagsorden. På mødet i Bruxelles den 27. juni 2014 vedtog Det Europæiske Råd en»strategisk dagsorden«med prioriterede områder for EU s langsigtede indsats og fokus. Den Europæiske Union Ceremoni, hvor Herman Van Rompuy overdrager posten som formand for Det Europæiske Råd til Donald Tusk (1. december 2014) ( 17 ) Blandt de medlemsstater, der tiltrådte Unionen i 2004 og 2007, er det kun Sloveniens og Tjekkiets stats- eller regeringschefer, der har haft lejlighed til at varetage formandskabet for Det Europæiske Råd som repræsentanter for deres respektive medlemsstater. ( 18 ) Samtidig blev den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini udnævnt til højtstående repræsentant og næstformand for Kommissionen. ( 19 ) Det Europæiske Råds konklusioner: www.consilium.europa.eu/da/ european-council/conclusions 20 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
Den Europæiske Union Det første formelle møde i Det Europæiske Råd ledet af Herman Van Rompuy den 25.-26. marts 2010 Den strategiske dagsorden, som vil være rettesnor for EU s arbejde i en periode på fem år, vil blive brugt til at planlægge Det Europæiske Råds arbejde og fungerer også som grundlag for andre EU-institutioners arbejdsprogrammer. Ud over at fastlægge EU s politiske prioriteter gennem den strategiske dagsorden og gennem sine konklusioner spiller Det Europæiske Råd også en formel rolle i EU s årlige proces med det europæiske semester, som er EU s årlige cyklus til koordinering af de økonomiske politikker og finanspolitikkerne. I henhold til artikel 68 i TEUF har Det Europæiske Råd også ansvar for at udforme strategiske retningslinjer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det skete første gang med vedtagelsen af retningslinjer i juni 2014. De blev udarbejdet i overensstemmelse med den strategiske dagsordens prioriteter og omfatter emner som grænsekontrol, migration og asylpolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 21
1.2.2. Eurotopmøder Lederne fra euroområdet mødtes for første gang til et eurotopmøde den 12. oktober 2008 i Paris, hvor de blev enige om en samordnet indsats som reaktion på den økonomiske krise. Der er siden holdt eurotopmøder i Bruxelles i marts og maj 2010 og i marts, juli, oktober og december 2011. I 2012 blev spørgsmål vedrørende euroområdet primært behandlet af Det Europæiske Råd. I tilknytning til mødet i Det Europæiske Råd den 1. og 2. marts 2012 undertegnede 25 europæiske ledere traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS). Blandt andet formaliserede TSSS, der trådte i kraft den 1. januar 2013, eurotopmødet og posten som formand for eurotopmødet. Tilrettelæggelsen af eurotopmødet og dets formands rolle er fastlagt i artikel 12 i TSSS ( 20 ). Det første eurotopmøde efter ikrafttrædelsen af TSSS blev afholdt den 14. marts 2013, hvor der bl.a. blev vedtaget specifikke regler for tilrettelæggelsen af disse møder. Eurotopmødet samler mindst to gange om året stats- og regeringscheferne for euroområdets medlemsstater, formanden for eurotopmødet og formanden for Europa-Kommissionen. Den nuværende formand for eurotopmødet er Donald Tusk, der også er formand for Det Europæiske Råd. Selv om samordningen af euroområdets medlemsstaters økonomiske politik og finanspolitik primært foregår i Eurogruppen ( 21 ), kan euroområdets 19 stats- og regeringschefer på et eurotopmøde udstikke yderligere politiske retningslinjer på områder, der ligger uden for finansministrenes ansvarsområde, på grund af deres vidtrækkende mandat. Dette bidrager til samordningen af alle relevante politikområder, som er nødvendige for, at ØMU en er velfungerende. Om nødvendigt og mindst en gang om året deltager lederne af de medlemsstater uden for euroområdet, der har ratificeret TSSS, også i eurotopmøderne, som Eurogruppen forbereder. Eftersom spørgsmål vedrørende euroområdet er politisk og økonomisk vigtige for alle medlemsstater, bliver de også jævnligt drøftet på Det Europæiske Råds møder. 1.2.3. Bilaterale og multilaterale møder Efter Lissabontraktatens ikrafttræden repræsenterer Det Europæiske Råds formand også EU udadtil, når en sådan repræsentation er påkrævet på stats- og regeringschefniveau ( 22 ). På de områder, der vedrører EU s FUSP, sker det sammen med den højtstående repræsentant og på internationale topmøder sædvanligvis sammen med Europa-Kommissionens formand. Internationale møder, hvor formanden repræsenterer EU, omfatter bilaterale og multilaterale topmøder tilrettelagt af EU og internationale topmøder. Bilaterale topmøder tilrettelægges af EU og dets strategiske partnere i fællesskab. De afholdes regelmæssigt, som regel en gang om året, med lande som Brasilien, Japan, Kina, Rusland, Sydafrika og USA. Topmøderne holdes skiftevis i Bruxelles og det pågældende land. ( 20 ) TSSS findes på www.consilium.europa.eu/da/european-council/euro-summit ( 21 ) Eurogruppen er et uformelt organ, hvor finansministrene fra euroområdets medlemsstater drøfter spørgsmål vedrørende deres fælles ansvar med hensyn til euroen. ( 22 ) Artikel 15 i TEU. 22 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
Den Europæiske Union Ecuadors præsident, Rafael Correa, der for tiden er formand for CELAC, og Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, under afslutningsceremonien efter topmødet mellem EU og CELAC (10.-11. juni 2015) Multilaterale topmøder på EU-plan omfatter Det Østlige Partnerskab, EU-Afrika, EU- ASEM (Asien-Europa-møde) og EU-CELAC (Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater). Når EU skulle være vært for topmøderne, fandt de traditionelt sted i den medlemsstat, der varetog det roterende formandskab for EU-Rådet. Siden 2014 har det imidlertid som hovedregel været Det Europæiske Råds formand, der har været vært for dem og har ledet dem, og de har været afholdt i Bruxelles. Deltagerne er statsog regeringscheferne fra alle EU s medlemsstater plus formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Kommissionen samt de relevante stats- og regeringschefer fra de deltagende lande. Ved andre internationale topmøder er EU enten medlem eller indbudt til at deltage som en central aktør på internationalt plan; det gælder f.eks. G7, G8, G20 og FN s Generalforsamling (UNGA). FN s resolution A/65/276, der blev vedtaget i maj 2011, indbød EU til at deltage i den generelle debat under generalforsamlingen og fastslog EUrepræsentanternes ret til at forelægge EU s og dets medlemsstaters holdninger i FN. Den daværende formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, talte til denne forsamling af verdens ledere i New York den 22. september 2011. Inden vedtagelsen af ovennævnte resolution gav repræsentanter for det roterende formandskab for EU- Rådet udtryk for EU s holdninger på Generalforsamlingen. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 23
Den Europæiske Union Herman Van Rompuy taler til FN s Generalforsamling (25. september 2014) 24 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
2. RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION 2.1. RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION I TRAKTATERNE 2.1.1. De første traktater Den første samling i Rådet blev afholdt den 8. september 1952 på rådhuset i Luxembourg. Det var den anden institution, der påbegyndte sit arbejde under traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten). Traktaten, der blev undertegnet i 1951 i Paris, etablerede en institutionel ramme bestående af en høj myndighed, en fælles forsamling, et særligt ministerråd og en domstol. Rådets vigtigste opgave var at føre kontrol med Den Høje Myndigheds virksomhed ved at afgive udtalelser. Udenrigsministrene og økonomiministrene fra de seks stiftende medlemsstater (Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene) var til stede, og den tyske kansler, Konrad Adenauer, ledede samlingen på grundlag af en nyskabende rotationsordning, hvor hver medlemsstat var formand for Rådet i tre måneder. Tyskland var det første land, der havde formandskabet. Rådet vedtog på denne konstituerende samling sin forretningsorden, oprettede et sekretariat og udnævnte Christian Calmes, en luxembourgsk diplomat, til generalsekretær for Rådet. Ministrene blev også enige om statutten for medlemmerne af Den Høje Myndighed og Domstolen. Jean Monnet, formanden for Den Høje Myndighed, gjorde kort rede for, hvad hans institution indtil videre havde udrettet, og fremlagde dens arbejdsprogram for de følgende måneder. Rådet drøftede endvidere de fremtidige forbindelser mellem det nyoprettede Fællesskab og ikkemedlemsstater, navnlig Det Forenede Kongerige og USA, og andre internationale organisationer. Under hele den konstituerende samling i Rådet blev der lagt vægt på den idé, at Kul- og Stålfællesskabet udgjorde et første skridt på en bredere vej til yderligere europæisk integration, og begge de to formænd tog i deres tale udgangspunkt heri. Udenrigsministrene afholdt således den 10. september 1952 en konference i tilknytning til samlingen i Rådet, hvor de vedtog en resolution, som opfordrer Forsamlingen til at udarbejde et udkast til traktat om oprettelse af et europæisk politisk fællesskab, som skulle have en bredere medlemskreds og være mere overstatsligt. Det planlagte Europæiske Politiske Fællesskab blev aldrig realiseret. Så snart Forsamlingens udkast til traktat var indgået, affødte det en lidenskabelig offentlig debat og langvarige diplomatiske drøftelser. Da den franske Nationalforsamling den 30. august 1954 ikke ratificerede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsfællesskab, som Det Europæiske Politiske Fællesskab skulle føre tilsyn med, blev de to planer efterhånden opgivet. I stedet valgte de seks at fortsætte med gradvis økonomisk integration. En regeringskonference om et fælles marked og Euratom nedsatte den 26. juni 1956 i Bruxelles en komité, der skulle indlede forhandlinger om det, der siden blev kendt som Romtraktaterne traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom), Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 25
Den Europæiske Union Undertegnelsesceremoni for EØF-traktaten og Euratomtraktaten i Sala degli Orazi e Curiazi i Capitolpaladset i Rom, Italien (25. marts 1957) som trådte i kraft den 1. januar 1958. Paul-Henri Spaak, Belgiens udenrigsminister, var formand for komitéen, som havde deltagelse af delegationer fra de seks medlemmer af EKSF. Ligesom EKSF havde de nye Fællesskaber en institutionel struktur, der bestod af fire institutioner: en kommission, et råd og, i fællesskab med EKSF, en forsamling og en domstol. Magtbalancen mellem de to udøvende organer (Rådet og Kommissionen) havde imidlertid ændret sig markant, idet Rådet havde fået en rolle, der svarer til den, det stadig har i dag: et centralt besluttende organ. Den konstituerende samling i de to nye Råd var fælles for dem og fandt sted den 25. januar 1958 i Palais des Académies i Bruxelles. Victor Larock, Belgiens udenrigsminister, var formand på samlingen. Formændene for de tre udøvende myndigheder, Walter Hallstein (den første formand for Europa-Kommissionen), Paul Finet (formand for Den Høje Myndighed for EKSF) og Enrico Medi (næstformand for Euratom-Kommissionen), deltog også. Der var talrige procedurespørgsmål at behandle, da Rådene traf beslutning om deres respektive forretningsorden, om Fællesskabets første udgifter og om statutten for medlemmerne af de to Kommissioner. Ministrene blev også enige om at nedsætte en komité af faste repræsentanter (Coreper) og et økonomisk og socialt udvalg og at oprette en forsamling. I modsætning til den tredobbelte institutionelle ramme for Fællesskaberne vedtog Rådene en henstilling om, at»de samme tjenestemænd skal 26 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
varetage sekretariatet for de tre Råd«( 23 ). Dette betød, at det eksisterende sekretariat for Det Særlige Ministerråd for EKSF også skulle bistå de to nye institutioner. Som det var tilfældet på den konstituerende samling i Det Særlige Ministerråd, havde den idé, at disse to nye Fællesskaber kun var ét ud af mange skridt hen imod skabelsen af et mere integreret politisk og socialt Europa, en fremtrædende plads i hovedtalernes indlæg. Som Victor Larock, Rådets formand, udtrykte det:»de sociale mål drukner generelt lidt i traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (...), men hvis vi ønsker, at folk i vores lande og i hele Europa skal overbevises om de idéer, som leder os, bliver vi nødt til at være meget opmærksomme på disse mål. Hvorfor fokusere på at fremme produktion, handel og fri kapitalbevægelighed, hvis de økonomiske fremskridt ikke kommer folk til gode?«(åbningstale holdt af Victor Larock, Belgiens udenrigsminister og formand for Rådene, på den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet den 25. januar 1958 i Bruxelles (bilag I, CEE EUR/CM/20 f/58) ( 24 )). Photothèque de la Ville de Luxembourg. Photo: Batty Fischer Cercle Municipal i Luxembourg var rammen om samlingerne i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Særlige Ministerråd fra 1952 til 1967 ( 23 ) Protokol for den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet, den 25. januar 1958 i Bruxelles (CM2 20/1958). ( 24 ) Protokol for den konstituerende samling i EØF-Rådet og Euratområdet, den 25. januar 1958 i Bruxelles, bilag I (CM2 20/1958), s. 4. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 27
Den Europæiske Union Italiensk plakat, der promoverer undertegnelsen af Romtraktaterne 28 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016
2.1.2.»Den tomme stols krise«og Luxembourgforliget Det viste sig at være nødvendigt at samordne de tre Fællesskabers virksomhed, lige så snart de var blevet oprettet i 1958, og allerede i 1960 drøftede alle institutionerne en sammenlægning af de udøvende organer. Coreper havde i november 1960 en første substansdrøftelse om dette spørgsmål ( 25 ). Forhandlingerne var imidlertid vanskelige. Den politiske kontekst i 1960 erne lagde ikke op til forlig, hvilket den første krise i integrationsprocessen viser, nemlig Frankrigs udeblivelse fra samlingerne i Rådet, senere kendt som»den tomme stols krise«. Penge og magt var de spørgsmål, der udgjorde kernen i»den tomme stols krise«. Ifølge traktaterne skulle der i 1965 opnås enighed om to meget vigtige fællesskabsspørgsmål: finansieringen af den fælles landbrugspolitik og øget anvendelse af kvalificeret flertal i Rådet. Forordningerne om finansieringen af den fælles landbrugspolitik stod til at udløbe i juli 1965. Et år tidligere havde EØF-Rådet anmodet Kommissionen om at forelægge et forslag om finansieringen af den fælles landbrugspolitik i perioden 1965-1970. Den daværende formand for Europa-Kommissionen, Walter Hallstein, benyttede lejligheden til at foreslå en samlet revision af EØF s finansielle struktur og Den Parlamentariske Forsamlings og selve Kommissionens ansvarsområder. Kommissionens forslag omfattede indførelse af en ordning med egne indtægter til Fællesskabet, som så ikke længere ville være afhængigt af medlemsstaternes nationale bidrag. Hallstein argumenterede også for, at Forsamlingens budgetbeføjelser skulle udvides, og at Kommissionen skulle have flere ansvarsområder. Sideløbende med disse drøftelser forberedte EØF-institutionerne sig også på tredje fase af overgangsperioden i forbindelse med oprettelsen af det fælles marked. Den tredje fase af oprettelsen af det indre marked, som skulle begynde den 1. januar 1965, omfattede øget anvendelse af kvalificeret flertal i Rådet. Den Europæiske Union Den tomme stols krise: Fra den 1. juli 1965 til den 29. januar 1966 nægtede Frankrig at deltage i fællesskabsorganernes møder i Bruxelles ( 25 ) Kortfattet referat af mødet med begrænset deltagerkreds i De Faste Repræsentanters Komité den 10. november 1960 i Bruxelles (CM2 1960 RP/CRS/2), s. 4. Januar 2016 DA Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden 29
Et Fællesskab med egne indtægter, en stærkere Kommission og almindelig anvendelse af kvalificeret flertal indgik ikke i præsident Charles de Gaulles vision for den europæiske integration. Den 30. juni 1965 trådte EØF-Rådet sammen for at drøfte Kommissionens forslag om finansieringen af den fælles landbrugspolitik, og krisen nåede et højdepunkt. Frankrig, der var repræsenteret af landbrugsminister Edgar Pisani og finansminister Valéry Giscard d Estaing, gav højlydt udtryk for sin uenighed med Kommissionen og de fem andre medlemsstater. Næste dag, den 1. juli 1965, kaldte den franske regering sin faste repræsentant i Bruxelles hjem til Paris og meddelte, at man ikke mere ville deltage i samlingerne i Rådet eller i arbejdet i Coreper eller andre komitéer, udvalg og arbejdsgrupper i Rådet. Den tomme stols politik havde varet i omkring seks måneder, da den endelig blev bragt til ophør på en ekstraordinær samling i Rådet, der varede i fire dage (den 17.-18. og den 28.-29. januar 1966) og fandt sted i Luxembourg. Den 29. januar 1966 udsendte Rådet en erklæring om, at de seks medlemsstater havde indgået en aftale om de fremtidige forbindelser mellem Kommissionen og Rådet og om anvendelsen af kvalificeret flertal. Aftalen blev siden kendt som Luxembourgforliget ( 26 ). I henhold til forligsteksten, der senere blev betegnet som en»enighed om at være uenige«, gælder det, at når en medlemsstat mener, at afgørelser, der skal vedtages med kvalificeret flertal, berører vigtige nationale interesser, vil Rådet»inden for en rimelig tid søge at nå frem til løsninger, som alle Rådets medlemmer kan tilslutte sig under hensyntagen til såvel deres gensidige interesser som Fællesskabets interesser«. Selv om den franske delegation var af den opfattelse, at»drøftelserne, når det drejer sig om meget vigtige interesser, må fortsættes, indtil en enstemmig afgørelse er nået«, var der»meningsforskelle med hensyn til, hvad der skal ske i tilfælde af, at fuldstændig enighed ikke opnås«i henhold til protokollen for samlingen. Luxembourgforliget anses ofte for at have haft negativ indvirkning på den europæiske integrationsproces, eftersom det gav de enkelte medlemsstater mulighed for at bremse bestemte forslag og dermed begrænse Kommissionens indflydelse. Det omdømme tager dog ikke hensyn til det afgørende bidrag, forliget ydede: Selv om det muligvis sinkede integrationsprocessen i forhold til de daværende forventninger, gjorde forliget det muligt at fortsætte processen, og det gjorde den. Siden da er oprettelsestraktaterne blevet ændret fem gange. Hver af ændringerne har udvidet Fællesskabernes kompetenceområder og gjort procedurerne mere åbne og gennemsigtige. Sideløbende hermed har også medlemskredsen ændret sig, og yderligere 22 europæiske lande har sluttet sig til de seks medstiftere ved syv udvidelser. 2.1.3. Fusionstraktaten Luxembourgforliget gjorde det muligt at løse problemet med samordning af Fællesskabernes og deres institutioners virksomhed. Den begivenhed, der senere blev kendt som fusionen af de udøvende organer, fandt sted, ti år efter at de tre Fællesskaber blev oprettet. Fusionstraktaten, som også benævnes Bruxellestraktaten efter den by, hvor den blev undertegnet, trådte i kraft den 1. juli 1967. Den oprettede et fælles råd Rådet for De Europæiske Fællesskaber der skulle erstatte Rådet for EKSF, EØF-Rådet og Euratområdet. Ligeledes oprettede traktaten en fælles kommission Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til erstatning for Den ( 26 ) Protokol for den ekstraordinære samling i EØF-Rådet den 17.-18. og den 28.-29. januar 1966 i Luxembourg (CM2 C/12/66). 30 Det Europæiske Råd og EU Rådet gennem tiden DA Januar 2016