Energi & Forsyning Maj 2016
Indholdsfortegnelse Vand og Spildevand 1. Spildevandsplanerne efter den nye vandsektorlov 4 2. Fastsatte, pålagte eller godkendte mål for vandselskaberne 5 3. Tilknyttet virksomhed 7 4. Klimatilpasning 8 Elforsyning 5. Engrosmodellen 9 Varmeforsyning 6. Udnyttelse af overskudsvarme fra industrielle processer 11 7. Praksisændringer for el-patronordningen 13 Praksis 8. Utrykt dom fra Vestre Landsret vedrørende tilslutningspligt til det offentlige kloaksystem 15
Introduktion I dette nyhedsbrev gennemgår vi i de første artikler en række af de ændringer for vandsektoren, som følger af den nye vandsektorlov med tilhørende bekendtgørelsesgrundlag. Vi har valgt at omtale en række af de ændringer, som man allerede nu må konstatere vil give anledning til tvivlsspørgsmål, og hvor den fremtidige retstilstand til dels vil blive fastlagt i administrativ praksis og retspraksis. Det skal dog bemærkes, at den forventede udstedelse af vejledninger i et vist omfang kan medvirke til at afbøde tvivlsspørgsmål i praksis. På elforsyningsområdet trådte engrosmodellen i kraft den 1. april 2016, hvorved rollefordelingen mellem elselskaberne i en vis udstrækning blev ændret. I den medtagne artikel herom omtaler vi overordnet engrosmodellens principper og redegør også for de afgiftsmæssige ændringer, som engrosmodellen har givet anledning til. Vi omtaler i særskilt artikel rammerne for udnyttelse af overskudsvarme fra industrielle processer og herunder de afgiftsmæssige forhold og overvejelser i forbindelse med udnyttelsen af overskudsvarme med omtale af nyeste praksis. Endelig har SKAT for nylig foretaget en generel praksisændring vedrørende opgørelsen af CO2-afgiften som led i opgørelsen af energiafgifter i forbindelse med tilbagebetaling efter el-patronordningen. Vi omtaler denne praksisændring, der bunder i en afgørelse fra Landsskatteretten, samt også den præcisering af begrebet kraftvarmekapacitet, som fremadrettet lægges til grund i forbindelse med afgørelsen af, om varmeproducenter kan opnå afgiftslempelse for el og fossile brændsler til fjernvarmeproduktion. God læselyst Med venlig hilsen Jacob Sparre Christiansen
Vand og Spildevand 1. Spildevandsplanerne efter den nye vandsektorlov Af Jacob Sparre Christiansen Spildevandsplanernes bindende virkning Med vedtagelsen af den reviderede vandsektorlov d. 16. februar 2016, der også medfører ændringer i bl.a. miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven, er der tilvejebragt en egentlig lovfæstelse af forsyningspligten på spildevandsområdet. Samtidig er spildevandsplanerne i en vis udstrækning blevet retligt bindende for spildevandsselskaberne. Som det fremgår af lovforarbejderne til den reviderede vandsektorlov, er spildevandsplanerne ikke egnede til at blive gjort bindende i deres helhed. Miljøbeskyttelseslovens 32b angiver nu, hvilke dele af spildevandsplanerne, der anses for retligt bindende for spildevandsselskaberne: For det første fastslås det, at spildevandsselskaber, som er omfattet af vandsektorlovens 2, stk. 1, er forpligtede til at forsyne ejendomme i spildevandsforsyningsselskabernes kloakeringsområder som fastlagt af kommunalbestyrelserne i spildevandsplanerne. Dermed er forsyningspligten nu udtrykkeligt kodificeret med spildevandsplanen som grundlag. Ifølge forarbejderne indebærer forsyningspligten (ikke overraskende), at selskaberne er forpligtede til at føre stikledning frem til grundgrænsen, og således at ejendomsejeren har ret til at aflede spildevandet ved gravitation fra stueplan. For det andet må et spildevandsselskab ikke anlægge ledningsnet i strid med spildevandsplanen. Funktions- og kapacitetskrav, der fremgår af spildevandsplanen, skal derfor fremadrettet følges (på samme måde som det længe har været tilfældet på vandforsyningsområdet). Ifølge forarbejderne skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med fastsættelse af særlige funktionskrav sikre, at der er tale om proportionale krav. Det er indtil videre noget usikkert, hvad der ligger heri, men det synes dog oplagt, at selskaberne ikke bør kunne pålægges uforholdsmæssigt store krav, som selskaberne ikke vil kunne opfylde enten økonomisk eller praktisk, eller som må anses for ufornødne i forhold til at sikre afledningen. Fastsætter kommunalbestyrelsen ingen krav, bestemmer spildevandsforsyningsselskabet selv, hvilke funktions- og kapacitetskrav, ledningsnettet skal leve op til. På nuværende tidspunkt synes der endvidere ikke at være vished om, hvornår et spildevandsselskab vil kunne få et tillæg til indtægtsrammen pga. høje funktions- og kapacitetskrav fra kommunens side. I medfør af bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber gives der tillæg for omkostninger til visse statsligt eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål. Hvis en kommune fastsætter høje funktions- og kapacitetskrav er det nærliggende, at dette vil kunne medføre et tillæg. Størrelsen af tillægget kan derimod diskuteres: der kan umiddelbart være tale om et tillæg for omkostningerne til kapacitetskrav, der ligger ud over selskabets tidligere dimensioneringspraksis eller der kan være tale om et tillæg for kapacitetskrav, der ligger udover hvad Spildevandskomiteen foreslår eller noget helt tredje. Årlig drøftelse og mulighed for påbud Da spildevandsplanerne i et vist omfang er gjort bindende for spildevandsselskaberne, har lovgivningsmagten fundet det vigtigt, at planerne så vidt muligt udarbejdes i samarbejde mellem kommunerne og spildevandsselskaberne. Derfor er der i miljøbeskyttelseslovens 32c indført en pligt for kommunalbestyrelsen til én gang årligt at drøfte forsyningsforholdene i kommunen med selskaberne. Specifikt er det derudover i lovens 32b, stk. 3 angivet, at spildevandsselskaberne og kommunen skal aftale omfanget og tidsfristerne for opfyldelse af forsyningspligten, når forsyningsområdet udvides. Selvom der således er lagt op til, at selskaberne og kommunerne skal blive enige om omfang og tidsfrist for opfyldelse af forsyningspligten, er der også indført mulighed for, at kommunen kan udstede et påbud til spildevandsselskaberne, hvis der ikke kan indgås en sådan aftale på rimelige vilkår eller hvis en indgået aftale efterfølgende overtrædes af spildevandsselskaberne. En aftale på rimelige vilkår betyder ifølge forarbejderne, at selskaberne (i) ikke må pålægges uforholdsmæssigt store byrder, som selskaber ikke vil kunne opfylde enten økonomisk eller praktisk, og (ii) at der fra kommunalbestyrelsens side skal være foretaget fornødne bestræbelser på at indgå en aftale på rimelige vilkår. Det fremgår endvidere udtrykkeligt af forarbejderne, at bestemmelsen ikke kan anvendes til at påbyde ændringer i kloakeringsprincipper for allerede kloakerede områder. Hvis et korrekt udstedt påbud ikke efterleves af spildevandsselskabet, kan dette medføre bødestraf, jf. miljøbeskyttelseslovens 110. 4 Energi & Forsyning Maj 2016
Vand og Spildevand 2. Fastsatte, pålagte eller godkendte mål for vandselskaberne Af Simon Terp Miljø- og servicemålene er udgået Før den nye vandsektorlov trådte i kraft, fremgik det af vandsektorlovens 8, at ministeren havde mulighed for at fastsætte regler om tillæg til prisloftet for miljømål og servicemål. Sådanne regler blev efterfølgende indført i den tidligere prisloftbekendtgørelse og i bekendtgørelsen om driftsomkostninger til gennemførelse af miljømål og servicemål. Med den nye vandsektorlov er bekendtgørelsen om driftsomkostninger til gennemførelse af miljømål og servicemål ophævet og begreberne miljømål og servicemål er udgået af vandsektorloven. I stedet er det i 11 i den nye bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber fastslået, at et vandselskabs økonomiske ramme kan hæves med omkostninger til statsligt eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål. Vandselskaberne er således gået fra at kunne få et tillæg for miljø- og servicemål til at kunne få tillæg for statsligt eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål. Hvad denne ændring nærmere indebærer er i et vist omfang usikkert. Fra lovens forarbejder, den nye bekendtgørelse om økonomiske rammer og en ny vejledning om indberetning til økonomiske rammer udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved vi dog indtil videre følgende: 1) Målet skal være besluttet og dokumenteret Omkostningen skal have baggrund i en kommunal eller statslig beslutning. En myndighed skal således have taget stilling til målene og aktiviteterne. Dette betyder ikke ifølge vandsektorlovens forarbejder at det ikke længere skal være muligt at få tillæg til et formål, som er besluttet af vandselskabet (f.eks. af bestyrelsen). Der skal blot efterfølgende indhentes godkendelse hos kommunalbestyrelsen. Tidligere var det alene de såkaldte servicemål, der kunne være besluttet af vandselskabet selv, hvorimod miljømålene skulle være besluttet af en kommune eller en statslig myndighed. Dette er ikke længere tilfældet. 2) Der skal (formentlig) være tale om en særlig aktivitet Forarbejderne nævner, at der kan opnås tillæg til en bred vifte af formål indenfor vandselskabets hovedvirksomhed, herunder miljø, sundhed, energieffektivitet, klimaindsatser eller service. Det er mere usikkert, hvilke aktiviteter der kan opnås tillæg for. Forarbejderne er ikke specifikke og nævner blot, at aktiviteterne skal være direkte forbundet med opfyldelse af de fastsatte, pålagte eller godkendte formål. Det er bl.a. ikke hensigten, at der skal kunne opnås tillæg for udgifter forbundet med benchmarking, indbetaling til en fond eller indbetaling til en brancheorganisation mv. I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye vejledning er det (på samme måde som tidligere) anført, at der skal være tale om særlige aktiviteter, før tillæg kan gives. Ifølge styrelsen kan der således kun blive tale om tillæg for aktiviteter, der ligger uden for vandselskabernes almindelige driftsopgaver. Dette i vejledningen nævnte kriterium har dog ikke direkte støtte i hverken vandsektorloven, bekendtgørelsen eller forarbejderne. DANVA gjorde i et spørgsmål til Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet opmærksom på, at tillægget med den vage formulering potentielt ville blive aktuelt i mange tilfælde og opfordrede til, at der blev givet ikke-udtømmende eksempler i lovens forarbejder. Dette er ikke efterlevet, men ministeren svarede, at finansiering af klimatilpasningsprojekter uden medfinansiering, påtvungne ledningsomlægninger, udvidelse af fx biogasproduktion og deltagelse i demonstrationsprojekter kunne være eksempler på fastsatte, pålagte eller godkendte mål. Umiddelbart er der således ikke noget, der tyder på, at begrebet fastsatte, pålagte eller godkendte mål skal forstås mere snævert end det tidligere anvendte miljø- og servicemål. Vi forventer derfor umiddelbart, at eksemplerne givet i den tidligere vejledning om miljø- og servicemål i prislofterne stadig vil være relevante. Heri nævnes f.eks. skovrejsning, ekstra vandprøver, UV-anlæg, vandbesparende tiltag og indførelse af fjernaflæste målere. Den historiske vejledning kan findes på http://www.kfst.dk/vandtilsyn/vejledninger. Energi & Forsyning Maj 2016 5
Vand og Spildevand 3) Omkostningerne skal overstige en minimumsgrænse Som noget nyt skal omkostningerne til de fastsatte, pålagte eller godkendte mål overstige en såkaldt minimumsgrænse på 1 % af den fastsatte økonomiske rammer for det pågældende år eller 500.000 kr. inden for et kalenderår. Væsentligt er det, at omkostninger til de nævnte aktiviteter kan akkumuleres indenfor et kalenderår. Det betyder bl.a. også, at et selskab, der indenfor et kalenderår har tre aktiviteter med omkostninger på f.eks. henholdsvis 300.000 kr., 15.000 kr. og 200.000 kr., vil kunne opnå et tillæg på 515.000 kr. (og altså ikke kun 15.000 kr.). 4) Tillægget skal ikke længere godkendes Tillægget skal ikke længere godkendes af Forsyningssekretariatet, men det er muligt at indhente en forhåndsgodkendelse, jf. 11, stk. 8 i bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber. En forhåndsgodkendelse vil ofte være relevant. Selve indberetningen skal ifølge den nye vejledning om indberetning til økonomiske rammer ske i kalenderåret efter, at omkostningen er afholdt. 6 Energi & Forsyning Maj 2016
Vand og Spildevand 3. Tilknyttet virksomhed Af Jacob Sparre Christiansen Fra tilknyttet aktivitet til hovedvirksomhed Den nye bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed regulerer (ligesom tidligere) vandselskabers mulighed for at deltage i virksomhed, som har nær tilknytning til hovedvirksomheden. Det er væsentligt at bemærke, at aktiviteter, der før d. 1. marts 2016 har været udført som tilknyttede aktiviteter, men nu ifølge den nye bekendtgørelse skal udføres som en del af hovedvirksomheden, fortsat kan udøves som en tilknyttet aktivitet, hvis vandselskabet vælger det. En række aktiviteter, der tidligere med sikkerhed har været kategoriseret som tilknyttede aktiviteter, kan nu flyttes til vandselskabernes hovedvirksomhed. Der er tale om aktiviteter, der relaterer sig til: Salg af rest-, overskuds- eller biprodukter Udleje mv. af bygning, lokaler, ledninger, arealer osv. Drift af medfinansieringsprojekter Herudover er det i den nye bekendtgørelse defineret, at følgende former for aktiviteter fremadrettet skal betragtes som værende en del af hovedvirksomheden: Udnyttelse eller salg af energi Tømningsordninger Afdragsordningen for betrængte boligejere ved påbud om kloakering Der kan både være fordele og ulemper ved at flytte en aktivitet fra bekendtgørelsen om tilknyttede aktiviteter til hovedvirksomheden. Hvis aktiviteten gøres til en del af hovedvirksomheden, vil den blive omfattet af de effektiviseringskrav, som er fastsat for vandselskabet. Omvendt vil den ikke længere belaste de omsætningsgrænser, der er fastsat i vandsektorlovens 18 og bekendtgørelsen om tilknyttede aktiviteter, og der vil for en del af aktiviteternes vedkommende ikke længere være krav om regnskabsmæssig adskillelse. I relation til vægtningen af fordele og ulemper overfor hinanden har det i sagens natur også væsentlig betydning, i hvilket omfang der indgår betydelige aktiver som et led i den virksomhed, der eventuelt kategoriseres som hovedvirksomhed for fremtiden. Dette vil bl.a. være af relevans i forhold til allerede etablerede biogasanlæg baseret på forrådning og udnyttelse af gaspotentialet i spildevandsslammet. Selvom vandselskaberne bl.a. får mulighed for at udleje anlægsmæssig kapacitet og sælge energi, er det i forarbejderne til vandsektorloven præciseret, at det ikke er hensigten med bekendtgørelsen, at vandselskaberne får mulighed for at opbygge kapacitet med henblik på udleje eller lignende, eller at et vandselskab skal kunne varetage konventionel affaldsforbrænding. Tilsætning af små mængder organisk affald med henblik på at optimere behandlingen af spildevandsslam sidestilles dog ikke med konventionel affaldsforbrænding. Et vandselskab, der ønsker at fortsætte med at udøve hidtil lovlig tilknyttet virksomhed, som er igangsat før den 1. marts 2016, efter den 1. januar 2017, og hvor aktiviteten er omfattet af én af punkterne i de to ovenfor angivne opregninger, skal give Forsyningssekretariatet meddelelse herom med henblik på, at Forsyningssekretariatet kan foretage korrekt justering af vandselskabets økonomiske ramme. Energi & Forsyning Maj 2016 7
Vand og Spildevand 4. Klimatilpasning Af Simon Terp Drift og vedligeholdelse kan varetages som hovedvirksomhed Revideringen af vandsektorloven har ikke medført mange ændringer i den bekendtgørelse, der regulerer klimatilpasningsprojekterne. Bekendtgørelsen er dog ændret på ét væsentligt punkt: Fremadrettet vil vandselskaberne kunne varetage drift og vedligeholdelse af et kommunalt eller privat klimatilpasningsprojekt som en del af hovedvirksomheden, jf. bekendtgørelsens 10, stk. 2. Ifølge 11, stk. 5 i bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber kan et vandselskabs økonomiske ramme øges med et tillæg, der udgør vandselskabets årlige omkostninger forbundet med et klimatilpasningsprojekt. Som udgangspunkt er dette tillæg ikke underlagt et effektiviseringskrav, men hvis det aftales, at vandselskabet skal varetage drift og vedligeholdelse af projektet, vil denne opgave være en del af hovedvirksomheden og derigennem være underlagt et effektiviseringskrav som de øvrige driftsomkostninger. Tidligere skulle både udførelse, drift og vedligeholdelse af projektet varetages i overensstemmelse med bekendtgørelsen om tilknyttede aktiviteter. Nu er det alene udførelsen (dvs. bistand under anlægsfasen og afregningen heraf), der skal overholde denne bekendtgørelses regler. 8 Energi & Forsyning Maj 2016
Elforsyning 5. Engrosmodellen Af Hans Jørgensen og Bettina Gade Tingleff Med virkning pr. 1. april 2016 trådte engrosmodellen i kraft, hvorved elselskabernes rollefordeling blev væsentligt ændret. I nærværende artikel omtaler vi overordnet engrosmodellens principper og fokuserer på de afgiftsmæssige ændringer, som engrosmodellen har givet anledning til. Engrosmodellens formål og baggrund Baggrunden for at indføre engrosmodellen var et ønske om at fremme konkurrencen på elmarkedet, idet alene en begrænset andel af forbrugerne havde udnyttet mulighederne for frit leverandørvalg. Tanken bag modellen er, at konkurrencen fremmes ved at give elhandelsvirksomhederne en mere fremtrædende plads på markedet end tidligere, og ved at forbrugerne alene modtager én samlet regning for forbrug af el, netvirksomhedens ydelser, elafgifter mv., og dette uanset hvilken elhandelsvirksomhed man som forbruger har indgået aftale med. Dermed vil det blive lettere at foretage prissammenligninger. Overordnet om engrosmodellens principper Med indførelsen af engrosmodellen er ansvarsfordelingen på elmarkedet væsentligt forandret. Med engrosmodellens indførelse blev elhandelsvirksomhederne det primære omdrejningspunkt og ansvarlige for den samlede kundeafregning inkl. forbrug og den daglige kontakt med kunderne. Dette indebærer bl.a., at elhandelsvirksomhederne er forpligtede til at etablere døgnservice, hvor kunderne kan henvende sig vedrørende nettekniske forhold. Netvirksomhederne bliver engrosleverandører af net- og systemydelser. Ophævelse af forsyningspligt I forbindelse med indførelsen af engrosmodellen ophørte forsyningspligten også i de fleste netområder, idet forsyningspligtssystemet afskaffes og erstattes med en leveringspligt. Baggrunden for dette er, at de opgaver, der hidtil er blevet varetaget af virksomheder med forsyningspligtsbevilling, fremover varetages af elhandelsvirksomhederne. Leveringspligten indebærer, at alle elhandelsvirksomheder er forpligtede til mod betaling at levere elektricitet til de husholdningsforbrugere, som anmoder om det i de netområder, hvor elhandelsvirksomheden markedsfører sine produkter til den pågældende kundekategori. Engrosmodellens afgiftsmæssige konsekvenser Indførelsen af engrosmodellen medfører tillige ændringer i relation til afgiftshåndteringen, hvilket har afledt tilpasninger i afgiftsreguleringen. Som led i omlægningen til engrosmodellen er der ved lov nr. 578 af 4. maj 2015 indført nye bestemmelser i elafgiftsloven, der er udtryk for en række tilpasninger som følge af de ændrede forhold på elmarkedet. Af væsentlige ændringer kan nævnes indførelsen af tilpassede fakturakrav, der modsvarer det ændrede faktureringsmønster, en værnsregel, der skal sikre, at afgiftsprovenuet indbetales til SKAT, før godtgørelsesberettigede elkunder kan anmode om tilbagebetaling samt regler omkring håndteringen og indberetningen af data i it-databasen, datahubben. Elhandelsvirksomhederne blev således også forpligtet til at afregne netvirksomhedernes ydelser. Elafgiften indgår i den samlede regning til forbrugerne, men i det indbyrdes forhold skal elhandelsvirksomheden afregne elafgifter over for netvirksomheden, som til gengæld skal afregne elafgifterne over for SKAT. Netvirksomhederne er forpligtede til at opkræve elafgifterne hos elhandelsvirksomhederne. En del af netvirksomhedernes opgaver er uforandrede. Netvirksomhederne skal ligesom tidligere bl.a. vedligeholde og udbygge nettet og installationer samt oprette og nedlægge målepunkter. Afgiftsfaktureringen Som nævnt indledningsvis, medfører engrosmodellen, at det kun er elhandelsvirksomhederne, der skal fakturere elkunderne, hvilket medfører, at det også er elhandelsvirksomhederne, der skal opkræve elafgift, moms, PSO og nettariffer. Elregningen til elkunderne dækker derved alle omkostninger ved elforbruget, hvilket skal bidrage til øget gennemsigtighed og konkurrence på elmarkedet. Elhandelsvirksomhederne overtager dermed opkrævningsopgaven fra netvirksomhederne og har således fremadrettet en central rolle i afgiftsopkrævningen. Afgiftsindbetalingerne til SKAT vil dog også fremadrettet blive forestået af netvirksomhederne, der fortsat skal være registrerede efter elafgiftsloven. Netvirksomhederne skal opkræve elafgifterne ved elhandelsvirksomhederne og forestå indberetningen til SKAT. Energi & Forsyning Maj 2016 9
Elforsyning I den oprindelige version af engrosmodellen var det planen, at også indbetaling af afgifterne til SKAT skulle varetages af elhandelsvirksomhederne. Allerede i 2014 konstaterede man imidlertid, at det ville være forbundet med en for stor provenurisiko for Staten at gennemføre en sådan omlægning. (Energistyrelsens notat af 24. oktober 2014). I omlægningen af elmarkedet indtager datahubben således en helt central funktion. For at sikre håndteringen i datahubben pålægges elmarkedets aktører fremadrettet en række forpligtelser i relation til indberetning og vedligeholdelse af data i datahubben. Idet afgiftsopkrævningen ved elkunderne varetages af elhandelsvirksomheden, men indbetalingen til SKAT foretages af netvirksomhederne, indebærer modellen en risiko for indtægtstab for netvirksomhederne, idet forpligtelsen til at indbetale afgifterne til SKAT er uafhængig af, om afgifterne faktisk indbetales fra elhandelsvirksomhederne. Netvirksomhederne skal vedligeholde prisoplysningerne i datahubben i relation til abonnementer, tariffer og gebyrer. Elhandelsvirksomhederne bærer ansvaret for kundestamdata (navn, CPR-nr., CVR-nr. og kontaktadresser) samt oplysninger om særlige afgiftsmæssige forhold for elkunderne, jf. elafgiftslovens 9, stk. 4. Denne risiko er opvejet ved indførelsen af en ny bestemmelse om regulering af netvirksomhedernes indtægtsramme, således at potentielle tab kan indregnes i nettariffen, uden at indtægtsrammen bliver en begrænsning, jf. elforsyningslovens 70, stk. 3. Bestemmelsen skal dermed sikre, at netvirksomhederne kan få hævet indtægtsrammerne, hvis netvirksomhederne påføres tab som følge af manglende indbetaling af elafgifter fra en elhandelsvirksomhed. (LFF 2015-02-25 nr. 151). Herved sikres, at netvirksomhedernes tab kan faktureres via elhandelsvirksomheden og endeligt afholdes af elkunderne. Som konsekvens af det ændrede fakturerings- og indbetalingsmønster er der i elafgiftslovens 9a indført en værnsregel, der skal forhindre, at momsregistrerede elkunder kan søge tilbagebetaling af elafgiften, før netvirksomhederne har faktureret og indbetalt elafgifterne til SKAT. Efter den nyindførte regel skal elhandelsvirksomhederne kunne verificere, at værnsreglen ikke overtrædes for hvert enkelt aftagenummer samt kunne fremlægge dokumentation for overholdelse af reglen over for SKAT. De oplysninger om særlige afgiftsmæssige forhold, som elhandelsvirksomhederne indberetter i datahubben, skal kunne verificeres i den aftale, der er indgået med elkunden. Reglerne skal sikre datahubben mod fejlagtige indmeldinger samt fungere som værnsregel mod fejl og svig i forbindelse med uberettigede indberetninger om nedsatte afgifter. Elhandelsvirksomhederne modtager faktureringsgrundlaget på baggrund af de data, der er indmeldt i datahubben, herunder netydelser, tariffer samt forbrug per målepunkt, og foretager faktureringen til elkunderne på denne basis. Datahubben rummer således grundlaget for styringen af den afgiftsmæssige fakturering og dels dokumentation for visse særlige afgiftsforhold af hensyn til opkrævningen af elafgifter. For momsregistrerede elkunder, der har adgang til godtgørelse af elforbruget, er denne godtgørelsesadgang efter indførelsen af engrosmodellen tillige direkte betinget af, at virksomhedens CVR-nr. fremgår af såvel aftalen med elhandelsvirksomheden som af den fremsendte faktura. Afgiftshåndtering via datahubben Kontakten mellem elhandelsvirksomhederne og netvirksomhederne varetages fremadrettet gennem Energinets datahub, der er den it-platform, der håndterer måledata, stamdata, transaktioner og kommunikationen mellem aktørerne på elmarkedet. Datahubben, der har været igennem en lang udviklingsproces for at blive klar til engrosmodellens ikrafttræden, danner udgangspunktet for denne fælles database og kommunikationsenhed, der tillige er afgørende for afgiftshåndteringen i forbrugsleddet. 10 Energi & Forsyning Maj 2016
Varmeforsyning 6. Udnyttelse af overskudsvarme fra industrielle processer Af Peter Lunau Larsen Der har gennem tiden været mange initiativer til at udnytte overskudsvarme fra industrielle processer, som er løbet ud i sandet. En væsentlig årsag er beskatning af varmen, som i en række situationer er ganske kompleks. Det kan således være overordentligt vanskeligt at finde ud af, hvordan overskudsvarmen skal beskattes. Vi har i det følgende beskrevet en række eksempler på disse kompleksiteter. Problemstillingen opstår, når der udnyttes varme fra røggasvekslere i industrivirksomheder, hvor virksomheden har anvendt den øvrige varmeproduktion fra energianlægget til proces. Her vil udnyttelsen af energien i røggassen til ikke-godtgørelsesberettigede formål udløse en delvis beskatning af brændslet til energianlægget. Dette var netop temaet i en sag fra 2013, hvor virksomheden havde lagt til grund, at der var tale om produktion af overskudsvarme, men det synspunkt blev underkendt af Landsskatteretten. Overskudsvarme i forbindelse med energiproduktion I december 2015 gav Landskatteretten en varmeproducent medhold i, at varme udnyttet fra røggassen fra en gasturbine skulle beskattes som overskudsvarme. Dette forekommer i sig selv umiddelbart forvirrende, da udgangspunktet normalt er, at varmeproduktion i forbindelse med drift af en gasturbine skal beskattes som primær varme, hvorved der skal ske en beskatning af det brændsel, der medgår til varmefremstillingen. Dette var også SKATs synspunkt i sagen. I den konkrete sag blev varmen fra gasturbinen imidlertid anvendt til opvarmning af virksomhedens destillationsproces forud for udnyttelsen af energien til varmeproduktionen. Det blev således i sagen bevist, at varmeproducenten havde udnyttet den maksimale mængde energi til sine industrielle processer forud for udnyttelsen af restenergien. Sagen er interessant, da den etablerer mulighed for, at udnyttelse af energi direkte fra en energiproduktionsproces kan anses som overskudsvarme. Forudsætningen er imidlertid altid, at energien forud herfor er blevet anvendt til proces. Som følge heraf vil der ved energifremstilling på almindelige varme- og kraftvarmeværker derfor heller ikke opstå mulighed for at behandle en del af varmeproduktionen som overskudsvarme, selvom denne udnyttes fra røggassen. Denne energi vil blive anset som primær varme. Konsekvenserne heraf er til at overskue, så længe varme- eller kraftvarmeværket alene producerer varme til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Der vil i den situation ske en fuld beskatning af brændslet til varmefremstilling, hvorfor det blot vil være en fordel at øge anlæggets virkningsgrad Overskudsvarme i forbindelse med køling Når der udnyttes overskudsvarme fra køleanlæg, hvor kølingen anvendes til proces, er der sket en godtgørelse af elforbruget til køleprocessen. I dette tilfælde skal der betales overskudsvarmeafgift af varme, der udnyttes fra køleanlægget. Drives køleanlægget imidlertid med en varmepumpe, betales der kun overskudsvarmeafgift af den del af varmen, der overstiger 3 x elforbruget til varmepumpen. Dette forudsætter dog, at anlæggets primære funktion er at producere køling. Hvis anlægget kan anses som værende primært anvendt til varmefremstilling, vil elforbruget til varmepumpen kun blive delvist godtgørelsesberettiget. I tilfælde af at der produceres køling til afsætning eller ikke-godtgørelsesberettiget forbrug, opnås der kun delvis godtgørelse af elforbruget til køleprocessen, men i så tilfælde betales der ikke overskudsvarmeafgift af varme, der udnyttes fra køleanlægget. Prisen på varmen får effekt på overskudsvarmeafgiften I en række forhandlinger om levering af overskudsvarme fra overskudsvarmeproducent og varmeaftager, står parterne ofte i det dilemma, at den industrielle varmeproducent normalt opererer med korte tilbagebetalingstider og et ønske om stor fleksibilitet samtidig med, at varmeaftageren ofte står med en investering i etablering af fjernvarmerør med lang afskrivning og et ønske om forsyningssikkerhed. Konsekvensen heraf er, at varmeaftageren normalt kun kan tilbyde en lav pris for varmen, indtil investeringen i fjernvarmerør er tilbagebetalt med betingelse i kontrakten om, at prisen for varmen herefter opreguleres. Energi & Forsyning Maj 2016 11
Varmeforsyning Overskudsvarmeafgiften er i udgangspunktet, når overskudsvarme afsættes, bestemt som 33 % af vederlaget. I det nævnte tilfælde vil afgiften, som følge af det lave eller manglende vederlag i en periode, imidlertid være meget lav eller væk. Skatterådet har i et bindende svar fra 2015 statueret, at der skulle beregnes overskudsvarmeafgift af et fjernvarmeværks investering Det fremgik i den konkrete sag af parternes samarbejdsaftale, at varmeværket skulle etablere og drifte ledning til varmeproducenten samt installere og drifte varmepumpen. Derudover skulle fjernvarmeværket leje en bygning hos varmeproducenten til installationen. Dette, suppleret med en særlig bestemmelse i samarbejdsaftalen om, at parterne delte overskuddet i projektet, når investeringen i fjernvarmeledningen og varmepumpen var indtjent, gjorde, at Skatterådet konstaterede, at der var tale om en byttehandel mellem parterne Som følge heraf fastslog Skatterådet, at vederlaget for overskudsvarmeleverancen skal dække alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket. Skatterådet understregede således, at parterne dermed ikke blot kan aftale en vilkårlig pris som grundlag for overskudsvarmeafgiften. Der er vores opfattelse, at der uagtet afgørelsen, vil være et rum for en prisfastsættelse af overskudsvarmen mellem parterne. Den konkrete sag skal derfor nok læses i det lys, at Skatterådet mente, at parterne gik for langt i forsøget på at undgå en afgiftsbeskatning. 12 Energi & Forsyning Maj 2016
Varmeforsyning 7. Praksisændringer for el-patronordningen Af Bettina Gade Tingleff I september 2015 og januar 2016 offentliggjorde SKAT to væsentlige praksisændringer vedrørende el-patronordningen. Kort om el-patronordningen El-patronordningen indebærer, at varmeproducenter på visse betingelser kan opnå afgiftslempelse for el og fossile brændsler til fjernvarmeproduktion på varmeproduktionsanlæg, herunder eldrevne el-patroner. Ordningen har især til formål at forøge incitamentet til anvendelse af dansk produceret el, herunder klimavenlig vindmølleproduceret el. Ordningen giver mulighed for afgiftslempelse på el og fossile brændsler til varmeproduktion, hvis: 1. Varmeproducenten ikke samtidig producerer el til kollektivt fjernvarmenet (eller lignende) og 2. Varmeproducenten har kraftvarmekapacitet (eller havde kraftvarmekapacitet den 1. oktober 2005). Energiafgiftsreglernes definition på kraftvarmekapacitet er, at 100 % af varmeleverancen i mindst 75 % af året kan dækkes af kraftvarmeanlægget, samt mindst 25 % af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeanlægget udgøres af elektricitet. Det vil sige, at hvis der er kraftvarmekapacitet til stede, kan varmeproducenten opnå afgiftslempelse på brændsler og elektricitet til varmeproduktionen. Praksisændring vedrørende opgørelsen af kraftvarmekapaciteten Ved SKM2015.570.SKAT offentliggjorde SKAT den 2. september 2015 en præcisering af begrebet kraftvarmekapacitet. Det blev herved præciseret, at hvis varmeproducenten ikke kan opfylde kravet om leverance af 100 % af varmeleverancen i mindst 75 % af året via egen kraftvarmeenhed, kan varmeleverancer fra andre varmeenheder til samme ledningsnet medregnes ved vurderingen af, om varmeproducenten har kraftvarmekapacitet. Det er fortsat en betingelse, at varmeproducenten også selv bidrager med varme fra egen kraftvarmeenhed, men ved opgørelsen af kraftvarmekriteriet kan andre varmeleverancer således indgå i opgørelsen af kraftvarmekapaciteten. A Kraftvarmeenhed B Eksternt kraftvarmeværk Samme ledningsnet Afgiftslempelsen består i et loft på afgiften for brændsler på kr. 45,8 pr. GJ varme, for el 21,4 øre/kwh og for CO2-afgift på kr. 13,06 pr. GJ varme (2016-satser). Når A er forbundet til samme ledningsnet som B, vil B s leverance kunne indgå i opgørelsen af A s kapacitet. Energi & Forsyning Maj 2016 13
Varmeforsyning Praksisændring vedrørende opgørelsen af CO2-afgiften Ved afgørelsen SKM2015.447LSR blev SKATs hidtidige fremgangsmåde ved opgørelsen af energiafgifter i forbindelse med tilbagebetaling efter el-patronordningen underkendt af Landsskatteretten. Afgørelsen afledte en generel praksisændring, der blev offentliggjort ved SKATs styresignal SKM2016.41SKAT den 28. januar 2016. Det er en betingelse for brug af el-patronordningen, at varmeproducenten også søger tilbagebetaling af CO2-afgiften. Ifølge SKATs tidligere praksis skulle der udarbejdes én samlet opgørelse for energiafgifter og CO2-afgift. Dette kunne medføre en reduktion i afgiftslempelsen som følge af modregning i CO2-afgiften i tilfælde, hvor grænsen for tilbagebetaling ikke var nået, hvilket kunne være relevant ved brændsler som naturgas og mineralolie som følge af den lavere emission. Ifølge den nye praksis skal tilbagebetaling af afgift ske uden modregning af forskellen mellem den faktiske CO2-afgift og grænsen for tilbagebetalig af CO2-afgift. Dette medfører fuld tilbagebetaling af energiafgiften, som følge af, at der ikke i visse tilfælde sker modregning. Praksisændringen har betydning for opgørelsen fremadrettet, ligesom der er mulighed for at få genoptaget tidligere års afgiftsopgørelser. Der er mulighed for ekstraordinær genoptagelse af sager, der vedrører tiden efter 1. november 2011. Der skal anmodes om ekstraordinær genoptagelse inden den 28. juli 2016 (6 måneder fra offentliggørelsen af styresignalet). 14 Energi & Forsyning Maj 2016
Praksis 8. Utrykt dom fra Vestre Landsret vedrørende tilslutningspligt til det offentlige kloaksystem Af Lasse Møller Vestre Landsret har for nylig slået fast, at spildevandsselskaber ikke har pligt til at tage særlige hensyn til lavtskyllende toiletter, når et nyt område kloakeres. For grundejere kan der være fordele og ulemper ved at blive tilsluttet det offentlige kloaksystem. Blandt de håndgribelige konsekvenser er pligten til at betale tilslutningsbidrag, og sørge for den fysiske tilslutning til kloakken. I forbindelse med kloakering af et større sommerhusområde i Vestjylland, nægtede tre sommerhusejere at tilslutte sig kloakken og betale tilslutningsbidrag, idet det efter sommerhusejernes opfattelse ikke var muligt at lave en lovlig tilslutning, da sommerhusene var udstyret med lavtskyllende toiletter, og da det som følge af de store grundstørrelser i området, ikke var muligt at overholde de særlige bestemmelser om afstandskrav og fald, der gælder ved anvendelse af lavskyllende toiletter. Sommerhusejerne forklarede under sagen, at de ønskede, at spildevandsselskabet skulle etablere pumpeløsninger inden for grundgrænsen, således at de lavtskyllende toiletter kunne bevares, uden at ændre på toiletinstallationerne eller indhente dispensation fra kommunen. Spildevandsselskabet henledte opmærksomheden på, at kloakeringen var foretaget således at alle sommerhuse kunne aflede spildevand ved gravitation fra stueplan, og at en pligt til at undersøge afløbs- og toiletinstallationerne i hvert enkelt sommerhus, og etablere pumpeløsninger ved sommerhuse med lavtskyllende toiletter, ville være en stor byde, som der ikke er juridisk grundlag for at pålægge selskabet. Vestre Landsret konkluderede, at spildevandsselskabet havde opfyldt sine forpligtelser, ved at foretage kloakeringen således, at spildevandet kunne afledes ved gravitation fra stueplan ved anvendelse af ikke-lavtskyllende toiletter. Sommerhusejerne var dermed forpligtede til tilslutte sig kloakken, og betale de opkrævede tilslutningsbidrag. LETT Advokatpartnerselskab, der førte sagen på vegne af spildevandsselskabet, er tilfreds med dommen, da den yderligere cementerer spildevandsselskabers forpligtelser og slår fast, at der ikke er en pligt til at tage hensyn til de eksisterende private afløbs- og toiletinstallationer i forhold til Bygningsreglementet, når et nyt område kloakeres. Energi & Forsyning Maj 2016 15
Artiklerne i dette nyhedsbrev er skrevet af følgende medlemmer af LETTs brancheteam for Energi & Forsyning: Jacob Sparre Christiansen Partner jch@lett.dk 33 34 08 50 27 27 61 52 Bettina Gade Tingleff Advokat bgt@lett.dk 33 34 08 66 23 65 15 19 Hans Jørgensen Advokat han@lett.dk 33 34 08 64 51 43 49 30 Lasse Møller Advokat lam@lett.dk 33 34 07 56 51 99 90 60 Peter Lunau Larsen Juridisk konsulent pll@lett.dk 33 34 08 88 51 15 85 15 Simon Terp Advokatfuldmægtig stp@lett.dk 33 34 08 27 23 10 99 73 LETT Advokatpartnerselskab København Aarhus lett.dk CVR 35 20 93 52