En artikel fra KRITISK DEBAT Kommunale budgetter blev en sejr for regeringen Skrevet af: Per Clausen Offentliggjort: 02. november 2008 Budgetbehandlingen i kommuner og regioner skete på baggrund konflikterne på det offentlige område i foråret, flere års skrappe begrænsninger i væksten i den offentlige sektor og en meget stram styring af økonomien - særligt i kommunerne - fra regeringens side. Derfor var der i udgangspunktet store forventninger til, at disse budgetter kunne give anledning til ikke bare en skærpet konflikt mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, men også til en bred folkelig modstand, som for alvor kunne ryste regeringen. Det skete desværre ikke. Alligevel tyder meget på, at regeringen er politisk svækket, så de politiske muligheder i de kommende år er meget store. Men hvis disse skal udnyttes, kræver det en åben diskussion om oppositionens og de folkelige bevægelsers styrke og svagheder. Største ulighed i 40 år Uligheden i Danmark er - ifølge regeringens egne tal - steget støt siden 1994. I dag er uligheden lige så stor, som den var i 1965. Uligheden forøges af skattestoppet, som har været med til at presse priserne på boliger op - til skade for dem, der skulle købe og til glæde for dem, der ejede i forvejen. Nu rammes de yngre boligejere så af finanskrisen. Skattelettelser til de rigeste er gået hånd i hånd med indførelse af kontanthjælpsloft og introduktionsydelse. Hvis de arbejdsløse, pensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne skulle have fulgt lønudviklingen, ville de i dag have fået mellem 30- og 40.000 kroner mere om året. Det sidste år har de massive stigninger på fødevarer ført til, at disse grupper for første gang i mange år har fået en nedgang i deres realindkomst. Samtidig scorer AP Møller og de multinationale olieselskaber hvert år over 20 milliarder kroner på vores olie i Nordsøen. De multinationale betaler stadig ikke skat. De rigeste har fået milliarder i skattelettelser. Alle andre partier end Enhedslisten har netop givet bankerne fri adgang til statskassen. Der er råd til at kompensere for de stigende madpriser. Der er råd til at give kompensation for de seneste års manglende regulering af dagpenge, kontanthjælp og pensioner. Der er råd til at sikre arbejdsløse, pensionister og kontanthjælpsmodtagere samme udvikling i lønnen, som andre har. I den situation er det afgørende, at fagbevægelsen, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stiller konkrete krav, der kan reducere uligheden og ikke bøjer nakken for de radikales krav om økonomisk ansvarlighed, som i virkeligheden er et krav om en massiv social uansvarlighed. Afvikling af den fælles velfærd Den øgede ulighed er ikke regeringens eneste succes. Afviklingen af den fælles velfærd går det også fremad med. Det går langsomt men sikkert - præcis, som det er regeringens strategi. Under VK-regeringen er det private forbrug vokset dobbelt så hurtigt som det offentlige forbrug. På en række områder er der sket direkte nedskæringer, men det vigtigste er, at det private forbrug vokser dobbelt så hurtigt som det offentlige. Den offentlige service opleves som dårligere og dårligere og offentlige bygninger forfalder. Som beskæftigelsesministeren formulerede det i Børsen den 16. februar 2004: "De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amt og kommuner ikke får flere 1 / 5
penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid før effekten slår igennem. Men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 pct. større. Så opstår et nyt Danmark." Målet for det private forbrug har regeringen allerede nået. Siden regeringen trådte til er det private forbrug vokset med 23 procent. Det er dog ikke gået helt så godt for regeringen med at bremse det offentlige forbrug. Det er i samme periode vokset med 11 procent. Det sidstnævnte skyldes ikke, at regeringen har ændret politik, men at den er blevet mødt med massiv folkelig modstand fra borgere, ansatte, fagforeninger m.v.. Kampen mod de kommunale nedskæringer handler derfor både om at skabe grundlaget for en ny regering og en ny politik samt om at begrænse skadevirkningerne af den politik regeringen fører. Stramme økonomiaftaler - intet oprør Årets kommuneaftale er den strammeste kommuneaftale nogensinde. Ikke alene indeholdt aftalen stramme begrænsninger både på kommunernes mulighed for at opkræve skat og mulighed for at bruge de penge de allerede havde i kassen. Aftalen indeholder i år også deciderede straffesanktioner. Overskrides kommunernes budgetter under ét, er det nu den enkelte kommune, der bliver modregnet i bloktilskuddet. Herigennem sikres udsultningen af det offentlige, så det private kan tage over. I første omgang gennem skjulte offentlige støtteordninger. På sigt gennem brugerbetaling og skattelettelser, der muliggør det endelige opgør med velfærdsstaten. Kommunernes budgetter indeholder da også mange steder meget omfattende forringelser. Forringelserne rammer skoler, daginstitutioner, ældrepleje, den kollektive trafik og administrationen. Enkelte steder var der også protestaktioner, men modstanden var sporadisk. Ingen steder opstod der en samlet lokal modstand på tværs af de forskellige områder og om landsdækkende koordination, var der slet ikke tale. Regionernes aftale med staten var tilsyneladende bedre end KL's, men reelt krævede den også gennemførsel af forringelser på en række områder. Det blev særligt tydeligt i Region Midtjylland, hvor fagforeningerne på sundhedsområdet gennemførte fælles demonstrationer og aktiviteter. Kampviljen var dog tydeligvis begrænset og da regionen fjernede de mest kritiserede forringelser døde protesterne ud. I Vestjylland og i Sønderjylland var der også kraftige lokale protester mod nedlæggelse af sygehuse. Disse aktioner blev imidlertid fastholdt som en lokalt betinget modstand og blev aldrig løftet op til at være en generel kritik af regeringens centralistiske sygehuspolitik. Der har også været meget fokus på den del af den kollektive trafik, som kommuner og regioner er ansvarlige for. Flere års negativ udvikling med stigende priser og dårligere service truer nu flere steder i landet den kollektive med en reel nedsmeltning. De redningsplaner, som regionerne og kommunerne satte i værk denne gang, kan ikke gentages. Derfor kan der forventes markante forringelser i 2009/2010. I forhold til miljø og klimamålsætninger vil konsekvenserne være alvorlige, men det vil også forøge uligheden i samfundet. Det er folk med lave indkomster, som er afhængige af den kollektive trafik. Det er ældre, unge og kvinder som bruger busserne mest i Danmark, og det er disse grupper, der umiddelbart rammes af forringelser. Konklusionen må altså være, at det lykkedes for regeringen og KL's/Danske Regioners ledelse at gennemføre deres aftale. Internt i Danske Regioner var der ikke megen modstand, mens mange kommuner slog sig i tøjret. Således stemte Ritt Bjerregaard i KL's bestyrelse mod aftalen. 2 / 5
Håbet om, at Københavns Kommune ville stille sig i spidsen for et oprør mod de kommuneaftalen viste sig imidlertid at være naivt. Dette ville have forudsat en fælles front fra venstrefløjen og Socialdemokraternes side i København. Dette skete ikke. I stedet valgte Ritt Bjerregaard at gå sammen med de borgerlige i et forlig, der både indeholdt forringelser af velfærden og skattelettelser. Københavns kommune blev altså ikke et eksempel til efterfølgelse - tværtimod. I den sammenhæng er den københavnske fagbevægelses forsøg på gennem konkrete politiske krav til Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten at presse disse partier til en fælles optræden på baggrund af fagbevægelsens krav mere nødvendig end nogensinde, men situationen understreger også behovet for at disse krav er rimeligt præcise. De fleste andre kommuner, som i første omgang havde planlagt budgetter, som brød med aftalens rammer, blev pisket på plads af KL. Bemærkelsesværdigt var det, at flere socialdemokratiske borgmestre førte an i kampagner mod trodsige kommuner for at få dem til at vise "solidaritet". Så tilsyneladende er der lang vej til et egentligt kommunalt oprør. Sagen er vel, at et sådant ikke kommer før befolkningen har fået nok, og at det vil få politiske konsekvenser for borgmestrene, hvis de ikke agerer imod regeringens politik. Illusioner om at KL eller et borgmesteroprør kan bane vejen for et opgør med regeringens politik må derfor opgives. Fra strejke til passiv accept af forringelser De forventninger, vi havde om, at den styrke, der blev vist under forårets strejkebevægelse, kunne udnyttes i kampen om de kommunale og regionale budgetter, viste sig at være illusoriske. Konflikten var ellers på mange måder ført på eksemplarisk vis i de enkelte forbund. Alle steder så vi en meget offensiv linje, hvor medlemmerne blev inddraget aktivt. Til gengæld afslørede denne konflikt en meget fatal splittelse i fagbevægelsen. Ikke alene var der adskillige faglige ledere, som gjorde hvad de kunne for at svække de strejkendes muligheder for at opnå resultater - og vi så stort set ingen eksempler på andre grupper af offentligt eller privat ansatte, som aktivt støttede de strejkende - men også mellem de strejkende grupper var der alt for lidt koordinering og samarbejde. Vi kom altså ikke ud af forårets konflikter med en samlet front af offentligt ansatte - tværtimod. BUPL's ledelse formåede at bringe sig i den situation, at deres konflikt kom til at ligge i forlængelse af FOA's konflikt på daginstitutionerne. Hvilket gav store vanskeligheder i forhold til at fastholde forældrenes opbakning og betød, at man gik glip af en mulighed for at samtlige ansatte på daginstitutionerne kunne komme ud i en fælles kamp. Bedre blev det ikke af, at de konfliktende fragrupper ikke udnyttede muligheden for at køre en fælles kampagne for højere løn til lavtlønnede offentligt ansatte og ligeløn; og efterfølgende har haft meget svært ved at blive enige om en fælles linje for at holde fast i den massive folkelige opbakning til kravet om ligeløn. Konflikten skabte ikke en fælles front blandt offentligt ansatte og oplevelsen af konflikten og dens resultater var meget forskellige blandt de strejkende. Selv om det fælles resultat var, at strejkerne for alle grupper betød, at rammen blev brudt, så var både proces og resultat meget forskellig for de forskellige grupper. Endelig skabte konflikten hos mange nye erfaringer og et nyt fællesskab, men konflikten tærede også på kræfterne. En vigtig opgave det kommende år bliver at udvikle et bedre samarbejde mellem de kommunalansatte og deres organisationer - i stil med det samarbejde, der allerede eksisterer i Århus. Samt at forsøge at få de lokale fagforeninger til at forholde sig til udviklingen af den offentlige service og rejse politiske krav til de politiske partier i forbindelse med valgene til byråd og 3 / 5
regioner. Ingen samlede protester mod regeringens politik Set i lyset af den begrænsede modstand på lokalt plan kan det ikke overraske, at der heller ikke skete meget på den nationale scene. Ældremobiliseringen gennemførte landsdækkende protester, og der var også reaktioner fra gymnasieleverne, men ellers skete der stort set ikke noget. LO's ledelse havde ganske vist planer om en manifestation i forbindelse med Folketingets åbning, men de store forbund var helt afvisende overfor en sådan idé og de uddannelsessøgendes organisationer kunne tilsyneladende heller ikke samles omkring fælles manifestationer. Netop i en situation hvor Socialdemokraterne og SF forsøger at formulere fælles løsninger og forslag, og hvor regeringen er svækket politisk kunne det ellers være meget positivt, hvis de faglige organisationer og elevbevægelsen i fællesskab havde formuleret både en kritik af regeringens politik og nogle bud på politiske alternativer. Regeringens politiske projekt styrket Uanset at regeringen politisk er svækket har den formået at presse budgetter på det kommunale og regionale niveau igennem, som sikrer en fortsættelse af regeringens politiske projekt om en systematisk svækkelse af den fælles og solidariske velfærd til fordel for private løsninger. Væksten i den offentlige sektor holdes stadig nede. Der foretages ikke de nødvendige investeringer i den offentlige sektor. Det betyder, at indtrykket af en offentlig sektor, der langsomt, men sikkert, forfalder, står tilbage. Overalt styrker udviklingen privatiseringer. Flere og flere vælger private løsninger, fordi de offentlige løsninger ikke er gode nok. Derfor risikerer vi, at det lykkes for regeringen at skabe nogle rammer for samfundsudviklingen, som det bliver meget svært at bryde med igen. Aftalen mellem Danske Regioner, regeringen og de private sygehus om, hvordan ventelisterne efter forårets konflikt skal bringes ned er et eksempel på dette. Ganske vist suspenderes det udvidede frie sygehusvalg - som har ført til en markant styrkelse af de private sygehuse til fordel for et system, hvor de mest syge behandles først - men prisen har været høj. Regionerne skal i den periode, hvor det udvidede frie sygehusvalg er ophævet, bruge mindst lige så mange penge i den private sygehussektor, som man har gjort i den foregående periode. Samtidig ser vi, hvordan de offentlige sygehuse etablerer "friafdelinger", hvor man forsøger at konkurrere med de private sygehuse. Formålet er at vinde patienter tilbage, men konsekvensen bliver, at det offentlige sygehusvæsen prioriterer de samme sygdomme og lidelser, som de private sygehuse kan behandle - endnu flere ressourcer bliver trukket over på disse områder til skade for alle andre patienter. Kravet om at kommunerne skal konkurrenceudsætte deres ydelser medvirker på samme måde til, at kommunerne tvinges til at organisere deres ydelser, så de bedre kan udsættes for konkurrence fra private virksomheder. En logisk konsekvens af dette bliver en organisering af arbejdet inden for den offentlige sektor præget af bureaukrati og kontrol. En offensiv mod regeringens politik handler derfor ikke kun om flere penge til den fælles service, men også om at stille krav til en anden organisering af arbejdet i den offentlige sektor, som tager hensyn til de særlige værdier, der må gælde inden for en sektor, hvor det ikke handler om at maksimere profit, men om at levere de velfærdsydelser, som befolkningen har brug for. Allerede i 2009 truer nye omfattende nedskæringer af den kollektive trafik indenfor busområdet. Dette kunne danne udgangspunkt for en fælles mobilisering af lokale interesser, elev- og studenterbevægelsen, pensionistorganisationer og faglige organisationer, som både repræsenterer brugere og ansatte. En sådan bevægelse kunne koble miljø- og klimakrav sammen med krav om lige 4 / 5
muligheder for alle. Stigende arbejdsløshed kan danne udgangspunkt for en alliance mellem fagbevægelsen, klima- og miljøbevægelser og brugerne af de offentlige institutioner med krav om, at der sættes gang i den nødvendige renovering og nybyggeri for at skabe tidssvarende offentlige institutioner, hvor der også sikres energibesparelser og maksimal anvendelse af vedvarende energi. Der er masser af muligheder for, at vi i løbet af det næste år kan komme i offensiven, men det forudsætter en bevidst politisk indsats fra arbejderbevægelsens politiske partier, fra fagbevægelsen og alle andre progressive kræfter. Nederlaget ved de kommunale og regionale budgetter skal ikke benægtes, men vi skal bruge erfaringerne til at sikre, at forløbet næste år bliver anderledes. Valgene til regionsråd og byråd skal ske på baggrund af, at der fra fagbevægelsen, miljøbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen samt forældre- og andre borgergrupper er stillet klare krav, som giver de politikere, som vil et opgør med regeringen, de bedste muligheder for at blive valgt. 5 / 5