UDVALGTE PORTRÆT-MALERIER ( se side 4 42 ) - Pr. 6. nov. 2014 UDFØRT AF FINN ULF GRABOWSKI

UDVALGTE PORTRÆT-MALERIER ( se side 4 42 ) - Pr. 6. nov. 2014 UDFØRT AF FINN ULF GRABOWSKI Læs også hvad kunsthistorikerne LISE SVANHOLM ( på side 2 ) og ANNE-GRETE STAHL ( på side 1 ) og hvad forfatteren OLE HYLTOFT ( på side 42 ) har skrevet om FINN ULF GRABOWSKIs specielle portræt-kunst: Portrætter - Af: Kunsthistoriker Anne-Grete Stahl Mange anser portrætmalerier for at være noget nær det kedeligste, man kan opleve. De tænker på de mange brune portrætter af mænd i jakkesæt, som hænger i repræsentationslokaler og på muséer, og som ikke siger ret mange af os noget. Se side 2 af 52 sider

side 2 Men genren rummer alt fra de store udstyrsstykker af herskerportrætter over Rembrandts mesterlige gruppeportrætter til et moderne portræt, hvor der absolut ingen udvendig lighed er med den portrætterede, men hvor portrættet udelukkende er udtryk for personens identitet. De fleste gode portrætter har dog både en indre og en ydre lighed. Portrætmalerier er bl.a. spændende, fordi det er farligt både for maleren og for den portrætterede som Finn Ulf Grabowski har udtalt. Måske ser maleren noget, som den portrætterede ikke kender eller ønsker frem, og når portrættet først er færdigt, kan det være sin sag at få det ændret. Der til kommer at en tredie interessent i portrættet, beskueren, kan lægge sin helt egen vurdering ind i billedet, som hverken maler eller den portrætterede kan styre. Så mod skal der til. Tak for det til maler og den portrætterede. I denne samling af portrætter ser det nu ikke ud til, at de portrætterede har noget at frygte. Finn Ulf Grabowski er en venlig maler, selvom han måske her og der har sneget en kommentar ind i portrætterne, som ikke kun pleaser. FINN GRABOWSKI s egne ord om portrætkunsten: Allerede I gymnasietiden malede jeg de første portrætter, men den gang var det opdigtede ansigter som jeg malede. I 2005 kastede jeg mig for løverne ved at give mig i kast med at male portrætter af levende mennesker - hvor portrætterne dels gerne skulle ligne de portrætterede, og dels skulle forsøge at gengive noget af de portrætteredes personlighed og dels hvad de ønsker at være kendt for. Det er som regel ganske spændende at give sig i kast med at løse den slags opgaver - opgaver, som jeg har stor glæde af at udforske - og jeg gør mit bedste for at blive bedre og bedre til denne metier. Det er for mig som for de fleste andre øvelse gør mester, så mine nyeste portrætter er bare bedre Se side 3

Side 3 LISE SVANHOLM Kunsthistoriker mag. art. og forfatter til: DANSKE PORTRÆTTER 1885-1995. Lise Svanholm om Finn Ulf Grabowski s portrætkunst: Dobbeltportrættet, I Medgang og modlys af ægteparret Margit og Erik Brandt er let surrealistisk på samme måde som mange andre af Grabowskis portrætter. Sådan foretrækker kunstneren at vise sine venner og betegner dette portræt "I medgang og modlys". Grabowski vil ikke bruge det lidt barske men realistiske udtryk i medgang og modgang. Margit Brandt fik placeret Danmark på verdens-kortet allerede i 1960'erne med sit enestående design af modetøj. Hun ser smilende mod maleren trods det stærke modlys, han har gengivet hende i. Hun kan tåle det og smiler, fordi hun er glad for den æresbevisning, som Alt for Damerne tildelte hende med den berømte Guldknap i 2006. Æresbevisningen var for hendes virke i dansk og udenlandsk mode igennem mere end 40 år. Tæt bag hende, ses ægtefællen Erik, som hun har kørt parløb med i 41 år. Han holder bogen om deres fælles liv op for ansigtet som skygge for det alt for stærke lys. Lærredet på 100 x 70 cm er malet med akrylfarver både med almindelige pensler og skumgummipensler, som udvisker farveovergangene, hvorved der skabes fotorealisme. Når portrætterne bliver så gode, skyldes det nok i høj grad, at kunstneren altid først laver en del kultegninger af modellen, før farverne stryges på. Siden 2005 har Finn Grabowski malet rigtig mange og meget vellignende portrætter, som dette af Brandt'erne. Senest er det blevet til et portræt af kulturminister Brian Mikkelsen. Det blev præsenteret og afsløret af Brian Mikkelsen i forbindelse med åbningen af Århus Festuge 2007." LISE SVANHOLM Se side 4

Side 4 MARGIT OG ERIK BRANDT ( 70 x 100 cm.) Se side 5

Side 5 PROFESSOR DR. MED. JENS CHR. DJURHUUS ( 75 x 100 cm.) Se side 6

Side 6 EDIT MOLTKE-LETH ( 82 x 107 cm.) Se side 7

Se side 8 Side 7 SILKEBORGS FHV. BORGMESTER HANNE BÆK OLSEN ( 79 x 100 cm.)

Side 8 SLAGTERMESTER ( SKAGEN ) JENS KRUSE MUNCH ( 85 x 106 cm.) Se side 9

Se side 10 Side 9 LISE og FINN ULF GRABOWSKI ( SELVPORTRÆT ) ( 58 x 42 cm.)

Se side 11 Side 10 SUSSE og JØRGEN PHILIP-SØRENSEN ( 100 x 200 cm.)

Side 11 FHV. AARHUS BORGMESTER FLEMMING KNUDSEN og FRU LISBETH ( 100x100cm.)

Side 12 JØRGEN PHILIP-SØRENSEN ( 70 x 80 cm.)

Side 13 KIRSTEN og PAUL KJÆR med OLGA ( 70 x 100 cm.)

Side 14 JENS JACOB SØRENSEN på STARTREK ( 80 x 80 cm.)

Side 15 CHARLES EN HUND EFTER PORTVIN ( 50 x 70 cm.)

Side 16 LARS HØYER ( 80 x 110 cm.)

Side 17 JAN MARTENS med sin hund WINSTON ( 80 x 100 cm.)

Side 18 RAYMON MIZEN - McKENZIE ( RAY ) ( 70 x 70 cm.)

Side 19 MISSER - HAR SAT SIG PÅ FLORA DANICA ( 79 x 53 cm.)

Side 20 KAREN og OLE LAURIDSEN ( 143 x 135 cm.)

Side 21 FAMILIEN BRØCKNER NIELSEN NORS ( 180 x 180 cm.)

Side 22 PROF. DR. MED. TORSTEN TOFTEGAARD NIELSEN ( 100 x 100 cm.)

Side 23 JANE CHRISTINE CERVELLE ( 70 x 100 cm.)

Se side 25 Side 24 EN KATTEFAMILIE ( 100 x 80 cm.)

Side 25 FAMILEN SKOV ALDAHL ( 140 x 100 cm.)

Side 26 KARIN SALLING ( 65 x 100 cm.)

Side 27 MIKAEL GRABOWSKI ( 70 x 100 cm.)

Side 28 OSCAR de LINDE ( 70 x 70 cm.)

Side 29 CARL MADSEN ( 60 x 100 cm.)

Side 30 JETTE OG OLE RASMUSSEN ( 100 x 100 cm.)

Side 31 SUSSIE REFNOV ØRUM ( 100 x 100cm.)

Side 32 GRETHE OG HANS LUNDBECK - ( LUNDBECKFONDEN.) ( 67 x 87 cm.)

Side 33 HELLE LØVGREEN von WILDENRATH LØVGREEN ( 100 x 177 cm.)

Side 34 KUNSTHISTORIKER LISE SVANHOLM ( 80 x 80 cm.)

Side 35 KRISTINE og PETER GARDE ( Udsnit 50 x100 )

Side 36 DOMKANTOR NIELS MØLLER ( 100 x 100 cm.)

Side 37 CASPER, KARINA og JACOB KJÆRGAARD ( 100 x 188 cm.)

Side 38 FINN ULF GRABOWSKI SELVPORTRÆT VED STAFFELIET ( 70 x 100 cm.)

Side 39 EDIT MOLTKE-LETH ( 82 x 107 cm.)

Side 40 FINN ULF GRABOWSKI ( SELVPORTRÆT ) ( 30 x 34 cm.) Det skulle glæde mig meget - om De måtte synes om min måde at portrættere på Og som De sikkert har fornemmet - mens De studerede hvert enkelt portræt-maleri - at de alle motivmæssigt er individuelt opbygget og mange med hints til de portrætteredes specielle personligheder, baggrund, interesser, holdninger, humoristiske sans og naturligvis med hensyntagen til de lokaliteter hvor portrætterne skulle hænge.

Se side 43 Side 42 POST SCRIPTUM: En artikel om portrætkunst magasinet i LIMITED EDITION fra 2007 om portrætkunsten set i historisk perspektiv - og om FINN ULF GRABOWSKIs særlige form for portrætkunst - af forfatteren OLE HYLTOFT. Nu må man godt igen male portrætter Janteloven er aflyst Det er fortryllende at se vellykkede portrætmalerier fra gamle dage. Man bliver flyttet. Er ikke længere uden for de ældgamle dage, men midt inde i dem, midt i 1400-tallets Venedig, 1500- tallets Rom, 1600-tallets Holland. Man sejler i Venedigs kanaler, bliver høj i Det Sixtinske Kapel og luner sig mellem skinker, hummere og kager i Amsterdams og Antwerpens kroer og køkkener. Man kigger på en gammel stump lærred og, sesam, sesam, er den kronologiske afstand blæst bort og blevet til nutid. Man står hånd i hånd med Leonardo da Vinci fra 1400, med Tizian fra 1500, med Vermeer fra 1600 og Jens Juel fra 1700. De gamle kunstnere suger os ind i deres tid, der jo for dem ikke var middelalder eller renæssance, men bare nutiden, den mest moderne tid, der indtil da var kendt. Digteren Dante levede ikke i middelalderen, men i nutiden i sin nutid, 1265 år efter Kristi fødsel. Når vi kan hente fortiden hjem til os selv i 2007 og opleve den som vores egen tid, skyldes det en stribe genier. Genier der har kunnet male og fortælle så levende om deres samtid, dens mennesker, byer, handel og politik, at disse indtryk fra at have været øjeblikkelige er blevet bestandige. Til daglig tikker uret tiden væk fra den tilstand, vi var i for lidt siden. Men i kunstens verden er uret sat i stå. Evigheden er begyndt.

Side 43 Af disse vidner fra fortiden er portrætmalerne de mest besættende. At et landskab er uforanderligt gennem århundreder, kender vi til. Men at Rembrandt fra 1640 står levende foran os i sit selvportræt, er lidt af et mirakel. Og at Vermeers nu så berømte pige med perleørering er forblevet i sin ungdoms vår er også glædesfyldt. Heldigvis har vi mange portrætmalere fra gamle dage. For portrættet var i lange tider den eneste slags maleri der var efterspørgsel efter. Konger og dronninger, paver og biskopper, oldermænd og købmænd så gerne, at de selv og deres land, lav eller handelshus blev husket ud over deres egen jordiske død. Det var dem der havde råd til at betale kunstnerne. Kunstnere skal jo også have brød på bordet, eller smør på brødet. Hvad flere af dem for øvrigt ikke fik. Rembrandt, van Gogh og flere andre maler-genier døde fattige. Hvad der kan synes mærkeligt i betragtning af, at et enkelt værk af dem i dag handles til et trecifret millionbeløb. Og uretfærdigt i betragtning af den glæde, deres billeder i tidens løb har givet andre mennesker. For de nu så berømte danske Cobra-malere gik det pekuniært først ned så op. De fik i deres unge år i 30 erne og 40 erne næsten ikke noget for deres nymodens, abstract ekspressionistiske billeder. I dag handles Egill Jacobsens, Carl-Henning Pedersens, Ejler Billes, Asger Jorns og Richard Mortensens større oliebilleder fra 500.000 kr. til flere millioner. Det er som regel mennesker i deres modne år, vi har portrætter af. Det kan der, kunstnerisk, siges en del til fordel for. Modne mennesker har et livs erfaringer, modgang såvel som lykkestunder, afspejlet i deres ansigtstræk. Her er stof at arbejde med for en maler. Men flere unge burde nu males. Så deres børnebørn kunne se, hvordan bedstemor og bedstefar så ud som unge. Hvordan så Holberg og Grundtvig i grunden ud som unge? På Gavnø Slot så jeg engang maleriet af en yngre junker, der nu var blevet omkring 300 år gammel. Han lignede grangiveligt Uffe Ellemann. Ubetaleligt!

Side 44 Ud over de betalende stormænd har kunstnerne også malet ansigter der bare betog dem, malerisk eller menneskeligt. Velazquez malede Vandsælgeren i Sevilla. Jan Vermeer Kokkepigen i Delft. Gauguin navnløse Tahiti-piger med brune Ved siden af alle berømthederne maler Finn Ulf Grabowski da også mennesker der bare fængsler ham, som den fodboldglade Oskar på livets lyse landevej, mens verdenshavet bag drengen indtil videre får lov at passe sig selv. Det var heller ikke kun i ærbødighed for kirken, at malerkunsten i århundreder var masseleverandør af Jesusbørn og Madonnaer. Disse malerier var også bare almenmenneskelige og livsbekræftende moder-og-barn-billeder, kærlighedserklæringer til livets stadige genfødsel. Og når Botticelli lader sin Venus dukke havfrisk op af muslingeskallen, var det nok heller ikke kun renæssancens tribut til de genopdagede græske guder. Det var også malerens fryd ved at fremtrylle en yndig pige med udslået hår. Og med sin skære, nøgne hud stillet til skue. Det er ligesom unge piger i dag praler med deres bare maveskind for at pirre os. Når vi tænker historisk, har vi det med at opfatte bestemte perioder Den Sorte Død, Grevens Fejde, Syvårskrigen som totalt behersket af netop disse perioders store ulykker og store bedrifter. Men af malerierne fra de samme år ser vi, at det almindelige liv jo også levedes, alt mens kontinenter blev opdaget og kanoner tordnede. Der blev støt og roligt produceret landvin i Frankrig, mens Napoleon marcherede med sin arme mod Moskva. Og mens Tredive Års Krig hærgede, blev der dog Se side 45

Side 45 uophørligt bagt brød og holdt bryllupper. Det viser Rubens, Frans Hals, van Dyck og de andre malere os. Vi har det med at gøre kendte folk, afdøde som nulevende, til stereotyper. Christian den Fjerde var en vældig byggekonge, men en politisk klodsmajor. Georg Brandes og Thorvald Stauning var urokkelige høvdinge hver på deres felt. Men disse forenklede opfattelser holder sjældent for virkelighedens prøve. Denne prøve kan foretages i tykke biografier. Men også i et intelligent portrætmaleri. For eksempel opfattes Holger Drachmann som en festens og forførelsens evigglade ungersvend. Oven over skyerne er himlen altid blå, som han sang. Men ser vi på P.S. Krøyers kendte maleri af Drachmann fra 1895, hvor han står og læner sig op ad forstavnen på en robåd, ser vi, at denne 49-årige mand ligner en 70-årig. Præstationspres, et hårdt arbejdsliv, men selvfølgelig også for mange nattefester, har sat sit præg. Krøyer var i øvrigt en af de malere der er født med en pensel i hånden. Man har indtryk af, at hans portrætter hvoraf mange er fremragende er skabt ved en direkte forbindelse fra hans instinkt til hans hånd. Imponerende er også de store gruppebilleder, hvor han på et enkelt lærred redegør for op til 50 fysiognomier. For eksempel i Et møde i Videnskabernes Selskab, Sankt Hans Bål på Skagen, Industriens Mænd. Indtil for halvandet hundrede år siden havde malerne eneret på af afbilde os. Men fra midt i 1800-tallet får maleren konkurrence fra fotografen. Den unge H.C.Andersen findes der kun malerier af. Men den ældre digter gik til fotografen i tide og utide. H.C.Andersen elskede alt nyt. I dag er portrætkunsten demokratiseret. Nu kan vi alle overgå til eftertiden som foto. Spørgsmålet er, om eftertiden har tid til at se på så mange af os! Men sig ikke, at der ikke er forskel på portrætmaleriet og portrætfotografiet. Pressefotografen kan være heldig og fange

Se side 47 Side 46 forfærdelsen i ansigtet hos et menneske der flygter fra et bombeangreb. Eller fange begejstringen hos en fodboldfan, hvis hold scorer. Men angsten som en sjæletilstand, der rammer os alle, skildres dog tydeligere og mere gribende i Edvard Munchs maleri Skriget eller i Käthe Kollwitz fortvivlede ansigter. Den gode kunstner kan male et menneske, så vi genfinder alle mennesker i denne ene. Arketypen kalder vi det. Edvard Munch malede adskillige personportrætter, også af tidens kendte folk, f.eks. chefen for det psykiatriske hospital hvor han var indlagt. Men disse personer udtrykker et så flammende temperament, at portrættet ikke kun afbilder en bestemt overlæge, men ilterheden hos enhver med et forvokset ego. Edvard Munch siger: Fotografiapparatet kan ikke konkurrere med pensel og palet så længe det ikke kan bruges i helvete og himmelen. Trods fotografiet levede portrætmaleriet da også videre efter 1850 erne. Måske fordi de bedste malere gjorde sig klart hvad det var de formåede mere end fotografiet formåede. Den store portrætmaler kan nemlig, når han gengiver et ansigt, trænge ind i dette menneskes samlede sum af egenskaber, vise os karakterens helhed. Mens fotografiet som regel kun opsnapper en enkelt side af os, jubel, skepsis, benovelse, overmod. Dette snapperi er de fleste tilfredse med i dag. Alt skal nu gå så rapt. Det er vigtigere at boligkomplekser bliver rejst i en fart, end at de har et karakterfuldt udseende og beriger deres by. Pressens og tv s nyheder skal være kortere og kortere og komme hurtigere og hurtigere, og der skal være flere og flere af dem. Mens der sjældent gives tid til at forstå nyhedens baggrund. Kritikken efterlyser ustandseligt at kunstnerne fornyr sig, med det resultat at kunstnerne mere søger opfindsomheden, ja, sensationen end de henter den indsigt frem som netop kunsten

Side 47 kan. Man finder på i stedet for at finde ind. Forlangte man også at H.C.Andersen skulle finde på noget andet end de evindelige eventyr? Eller at Holberg skulle finde på noget andet end disse evige komedier? Omkring 1900 havde Danmark en af Europas dygtigste og mest feterede portrætmalere, Laurits Tuxen. Han malede dronning Victoria, zar Nikolaj, Christian den Niende, Europas svigerfar, og i det hele taget kronede hoveder i denne sidste fase, inden de fleste kongehuse styrtede i grus. Kunsthistorikeren Lise Svanholm har kaldt sin bog om Laurits Tuxen Kongemaleren. Selv har jeg fortalt om en kongemaler ved navn William Lauenborg i mine to sidste romaner, Københavnerpigen og kongemaleren og Københavnerpigen under besættelsen. Udgangspunktet for mig var også selvsamme Tuxen. Men min romanfigur udviklede sig nu noget væk fra modellen. I disse to romaner har jeg skildret portrætmalerens tunge slid, hans arbejde med skitser, der nu og da er mere slående end det endelige portræt, og hans længsel efter at hengive sig til de friere ekpressionistiske - kunstformer, der kom frem netop på Tuxens og William Lauenborgs tid. Uanset hvor bemærkelsesværdige resultater portrætfotografiet har præsteret, har portrætmaleriet holdt skansen. Men den officielle kunstverdens interesse for portrættet og hele genrens omdømme har været på et lavpunkt de sidste 30-40 år. I demokratiets navn var det ikke fint at hylde store personligheder. I munkemarxismens, djøfferiets og sociologiens tidsalder var store personligheder ikke på mode. Først den abstrakte kunst, senere konceptkunsten var kunstkritikkens foretrukne retninger. Men det sidste tiår er billedet vendt. Interessen for portrætmaleriet er genopvakt. Glimrende portrætmalere som Thomas Kluge, Pia Schutzmann, Niels Winkel, Kjeld Heltoft, Jørgen Boberg, Niels Strøbek og nu også Finn Ulf Grabowski har blæst på janteloven og fået stor offentlig opmærksomhed. Det er ikke længere politisk ukorrekt at lade sig male. Se side 48

Side 48 Til gengæld har det sagt med et smil altid været lidt risikabelt at blive malet. Man er jo i kunstnerens vold. Den spanske maler Goya var knyttet til det spanske hof i begyndelsen af 1800-tallet og malede de derværende konger og fyrster så stupide og grimme, at man kan undre sig over, han slap godt fra det. Måske var de fyrstelige hoveder så indskrænkede, at de ikke fattede hvad han gjorde. Finn Grabowski er en blidere natur end Goya. Ganske vist har han malet H.C.Andersen med røde negle og blå øjenskygge og dermed antydet digterens forfængelighed og biseksualitet. Men ellers er der mest noget smilende, ja, leende over de virkemidler Grabowski anvender til at karakterisere sine portrætpersoner. Beskuerens blik fanger en indbydende havfrue på ryggen af en veloplagt delfin bag portrættet af Susse og Jørgen Philip-Sørensen. Hvad fortæller det om parret? At de har en smidig, livsglad måde at bevæge sig gennem tilværelsen på med mod på det fabelagtige? Portrættet af Margit og Erik Brandt hedder I medgang og modlys. På det kendte pars ansigter kan man se, at billedet også Se side 49

Side 49 kunne hedde: I modgang og modlys. Men de to har dog ikke tabt modet til at skue op mod lyset. Portrættet af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow hedder To som står sammen. Dette udsagn er hævet over enhver tvivl. Men det er måden de står sammen på, der gør maleriet til et fængende og vist sandfærdigt billede på to af tidens politiske og journalistiske hovedpersoner. Det næsten syngende portræt af operasangeren Tina Kiberg lyser af Kibergs veltrimmede kropsstyrke. Hendes behersket sejrssikre smil viser, at her lykkedes en operaaften endnu en gang.

Side 49 At dunken er vokset de to strandvandrere, Kirsten Gregers og Mikael Grabowski, over hovedet, er foruroligende. Der kan være benzin i dunken - en trussel om at vi med vores CO2-udledning ødelægger den smukke natur, de to mennesker står i. Der kunne også være vand i dunken. Men hvorfor skal vi opsamle vand i dunke? Fordi det naturlige vand er blevet forurenet? Der bør overhovedet ikke være plasticdunke, og slet ikke i det overformat, på vore skønne stande. Karen Salling ser vi to sider af. Den sportsglade laksefanger med solbriller og ungdommeligt smil i den storslåede norske natur. Og den samme kvinde i stoisk eftertænksomhed. Bogen om hendes nyligt afdøde mand, forretningsgiganten Herman Salling, ligger på sofaen. Men også uden det vink fra maleren ville vi vide, at det flotte ansigt har en indre balance der kan overvinde modgang. Se side 50

Side 50 Der er gammelt gentleman-væsen over den måde, Ivan Nadelmann holder om sin hustru Tofas hånd. Sådan opfører en kavaler i blå blazer sig. Men en forsigtig kontornusser tager ikke en så frejdig gul skjorte på indenunder. Skjortefarven understreger parrets gode kontakt. For farven står til fruens grønne kjole. Det er ikke en herre der understøtter sin kone. Det er et elskværdigt og energisk par der vil fremad sammen og op ad den trappe de står ved. Ole Rasmussen er klædt i sort og hvidt. Ret og vrang. Det er en advokat vi har med at gøre. En venlig advokat efter smilet at dømme. Det er ikke et ulvesmil. Jeg ville gætte på, at vi har at gøre med en mægler, der hellere søger kompromiser end fastholder fjendskaber. Jette Rasmussen ser endnu mere imødekommende ud end sin mand. Med sit brune hår, sin rødbrune overdel og den orange baggrund udgår billedets koloristiske glød fra hende. Men manden får del i den, så tæt de står sammen.

Side 51 Pia Kjærsgaard har Dannebrog og Dybbøl Mølle uden for vinduet. Det siger sig selv. Pia Kjærsgaard er politikeren der forsvarer danskheden. Men læg mærke til, at hun ikke ser på møllen og flaget. Dem har hun bag sig som helt selvfølgelige værdier i sin bagage. Med ro og en venlig selvsikkerhed i ansigtet skuer hun fremad mod nye mål. Hun er uden pynt, en politiker i arbejdstøjet. Kunstneren har ikke gengivet hende så køn som hun er og med meget bredere hænder end hun faktisk har. Han har villet vise Pia Kjærsgaards styrke, arbejdsomhed og sjælero, ikke hendes femininitet. Det er et interessant portræt. Det ville ikke undre mig, om det gik over i danmarkshistorien. På maleriet Avislæsning i månelysets skær foretager manden i frakken sig to naturstridige ting. Han læser avis i månelys, og han er ganske upåvirket af en ung kvinde, der ellers tilbyder ham forsiden af sine nøgne ynder, samtidig med at hun balancerer med måsen på toppen af en høj kugle. Fænomenerne på Grabowskis billede er velkendte måneskin, læsende mand, nøgen pige - men virkningen ved sammenstillingen er hemmelighedsfuld og æggende. Kunstneren viser os vej ind i sin bevidsthed, ligesom når vi befinder os i vores egen drømmeverden.

Side 52 Er det helt ude af tangenten, når Grabowski fører disse usammenhængende fænomener sammen? Det synes jeg ikke. For gør vi ikke alle det? Blander tingene sammen i en uorden, der bærer en dybere, ikke erkendt orden i sig. Når Finn Ulf Grabowski ikke maler portrætter, maler han ofte disse i sin Sur-Realistisk Realisme, en ISME som i flg. den tidl. direktør for Statens Museum for Kunst, Alis Helleland, har udtalt er hans opfindelse. Det vil sige, at han på sit lærred stiller fænomener sammen, der efter vore gængse forestillinger slet ikke hører sammen. Men det sidste tiår er billedet vendt. Interessen for portrætmaleriet er genopvakt. Glimrende portrætmalere som Thomas Kluge, Pia Schutzmann, Niels Winkel, Kjeld Heltoft, Jørgen Boberg, Niels Strøbek og nu også Finn Ulf Grabowski har blæst på janteloven og fået stor offentlig opmærksomhed. Det er ikke længere politisk ukorrekt at lade sig male. Ved siden af alle kendisserne som Finn Ulf Grabowski har malet, maler han også almindelige mennesker, der bare fængsler ham, på en måde, som var de berømtheder, og det skulle ikke undre mig, om nogle af hens portrætter vil gå over i danmarkshistorien. Portrætkunsten er en intellektuel idræt. Tilskueren forsker i portrættets ansigt for at forstå et medmenneske bedre. Den fiffige eller kloge portrættør giver os nogle vink. Tilskueren drager konklusionen under kunstnerens opsyn. Fotografens linse aftegner mennesket i et splitsekund. Den indsigtsfulde eller indfølende portrætmaler viser os den portrætteredes hele væsen. Nat- og dagsiderne i et hug et malerhug. Portrættet er en spændende kunstart. Lige så spændende som mennesket. Lad den nu bare blomstre. OLE HYLTOFT.