Vejen mod en hverdag fri for skadelige kemikalier EU er alt for langsom til at forbyde hormonforstyrrende stoffer og andre kemikalier, selv om talrige undersøgelser viser, at de efter al sandsynlighed skader os og vores børn. Den traditionelle industri trækker gang på gang det længste strå. Hvad skal der til for at rykke EU og den danske regering over på forbrugerens side? Lone Mikkelsen, ph.d. og seniorrådgiver i kemikalier hos Det Økologiske Råd. Pizzabakker, dåsetomater, legetøj, elektronik og cremer. Vi omgiver os med produkter, der indeholder kemikalier, som efter al sandsynlighed kan skade vores børns udvikling og give kræft. Det gør vi, fordi EU langtfra sikrer en tilstrækkelige regulering af kemikalier, som f.eks. ved helt at forbyde eller lave regler for, hvor meget en vare højst må indeholde af et kemikalie. Miljøorganisationer har længe råbt op, men nu lyder kritikken også oftere og mere skarpt fra danske forskere. Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet og Ulla Hass og Anne Marie Vinggaard fra DTU Fødevareinstitut er alle professorer og ledere af grupper, der forsker i kemikaliers effekt på sundhed. Resultaterne taler deres eget tydlige sprog, og derfor melder forskerne nu klart ud: EU er alt for langsom til at vurdere, forbyde eller på anden vis regulere farlige kemikalier og skal speede op hurtigst muligt. Ovenikøbet er de metoder, man i dag bruger til at vurdere kemikaliers effekter på sundhed og miljø, ikke fyldestgørende. I sin nye bog Kemi på hjernen, udgivet af Gyldendal, beskriver Philippe Grandjean, hvordan EU tøver med at regulere og forbyde kemikalier, der svækker børns hjerne- og intelligensudvikling. Det gælder f.eks. de ekstremt skadelige kemikalier kviksølv og bly, som i dag er forholdsvis stærkt reguleret, men også opløsningsmidler og sprøjtegifte, der findes i vores tøj, møbler og madvarer. Kemikalier, der er skyld i, at en hel generation af børn allerede har mistet intelligens og hjernefunktioner. Hvorfor forbyder EU ikke disse stoffer? Det hænger bl.a. sammen med, at EU ikke blot kræver meget detaljeret dokumentation for, at stofferne skader vores sundhed, men også vil have udredt alle tænkelige skadelige virkninger, før de rykker ind med et forbud. De ekstremt høje krav til dokumentation kommer til at stå i vejen og bliver brugt som undskyldning for ikke at handle og forbyde. Så selv om bestemte kemikalier reelt virker som en nervegift og skader børns hjerneudvikling, har Philippe Grandjean fundet mere end 200, som stadig er i brug, og hvor kun et fåtal er reguleret. Vi bliver nødt til at bruge forskningen til at erkende, at menneskets organisme ganske enkelt er ekstrem sårbar. Den kritik står Grandjean ikke alene med. To forskellige forskningsenheder på DTU har inden for de seneste måneder også fremlagt data, der peger på, at vores regulering af kemikalier er forældet. Det gælder f.eks. for ftalater som gør plastik blødt og bøjeligt og som vi derfor finder i f.eks. legetøj, ledninger, voksduge og medicinsk udstyr. Forskning fra DTU Byg viser, at vi ikke
alene optager ftalater gennem den mad, vi spiser og den luft, vi indånder, men også direkte over vores hud. Det bør EU tage med i vurderingen af, hvor store mængder kemikalier vi udsættes for i vores hverdag. Ellers står vi i virkeligheden med en usikker kemikalieregulering, som simpelthen bygger på forkerte forhold. På DTU Fødevareinstituttet, har forskere ligeledes slået fast, at den nuværende kemikalieregulering ikke tager højde for en række vigtige faktorer. Anne Marie Vinggaard har stået i spidsen for et fireårigt forskningsprojekt, som er Danmarks hidtil største om kemikaliers cocktaileffekter. Her testede de 27 forskellige kemikalier i koncentrationer, der svarer til niveauet i vores daglige omgivelser. Koncentrationen af de enkelte kemikalier var fuldt ud lovlige, men alligevel så forskerne skadelige effekter på forsøgsdyr, når de udsatte dem for en kombination af disse kemikalier i lave doser altså præcist sådan en cocktail af kemikalier, som vi hver dag udsættes for gennem luften, huden og vores kost. Den erkendelse fik Anne Marie Vinggaard til at udtale, at der i høj grad er behov for, at EU skærper sin vurdering af kemikaliers sundhedsrisiko. Senest har en undersøgelse fra Syddansk Universitet vist, at gravide i dag har et lavere indhold af ftalater i kroppen end tidligere. Dette peger på, at forbud virker. Danmark har siden 1999 haft et forbud mod brugen af alle ftalater i legetøj til børn op til tre år, og siden 2007 har fælles EU-regler forbudt seks specifikke ftalater i alt legetøj til børn op til 14 år. Alligevel nøler EU med lave generelle forbud eller grænser for de hormonforstyrrende stoffer. Så spørgsmålet er, om det i dag blot er andre skadelige kemikalier, som gravide overfører til deres børn i fosterstadiet og under amningen. Både den nuværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og flere af hendes forgængere anerkender, at visse af de kemikalier, som i dag ikke er forbudt, er skadelige for mennesker og miljø herunder bl.a. hormonforstyrrende stoffer. Af samme grund har Danmark ad flere omgange egenhændigt sikret en bedre beskyttelse af de danske borgere ved at indføre forbud herhjemme, når politikerne vurderede, at EU s kemikalieregulering ikke var god nok. Tilbage i 2010 forbød Danmark, som det første EU-land, bisphenol A i sutteflasker til små børn. Et studie havde nemlig vist, at selv små mængder af stoffet svækker indlæringsevnen hos nyfødte rotter. Og selv om man ikke havde påvist, at det samme kunne gælde for mennesker, besluttede den daværende fødevareminister Henrik Høegh (V) at vedtage et nationale forbud. Usikkerheden var for stor til at lade være. Kort tid efter ophøjede EU-Kommissionen forbuddet til at omfatte hele EU-markedet. Siden forbød Danmark også bisphenol A i mademballage til små børn. Men problemet er, at børn tidligt i deres liv får samme mad som mor og far, og derfor er disse delvise forbud slet ikke tilstrækkelige, hvis vi virkelig vil beskytte den gruppe, som er allermest sårbar for hormonforstyrrelser.
For nyligt dukkede historier om bisphenol A og andre hormonforstyrrende stoffer igen op på dagsordenen. Programmet DR Kontant viste den 29. oktober, hvordan niveauet af bisphenol A stiger i vores krop, når vi spiser meget mad fra dåser, som f.eks. flåede tomater, makrel, frugt, bønner mm. Ifølge professor Ulla Hass, som udtalte sig i den forbindelse, er der ingen tvivl om, at bisphenol A har sundhedsskadelige virkninger. Og tilbage i august fortalte medierne om, hvordan de udskældte fluorerede stoffer, som vi finder i bl.a. pizzabakker og mikrobølge-popcorn, ophobes i modermælken og overføres til det ammende barn. Problematisk, set i lyset af, at professor Philippe Grandjean har fundet en klar sammenhæng mellem mængden af fluorstoffer i blodet og manglende effekt af vacciner hos de undersøgte børn. Sådan kunne man blive ved med at remse op. Og samtidig opstår en fornemmelse af at gå i ring: Forskerne dokumenterer, at et kemikalie har en skadelig effekt. Forskerne udtrykker bekymring. Medierne skriver historien. Forbrugerne bliver urolige. Politikerne må udvise handling for at skabe tryghed. Politikerne er i konflikt mellem industrien og forbrugerne, og de efterspørger derfor mere dokumentation. Og så starter vi forfra med krav om mere forskning, indtil vi har nok viden. Men hvornår er nok nok? Vi har forsket på området i årtier. Men tilsyneladende venter vi på den rygende pistol det sidste hårdtslående bevis på, at hormonforstyrrende stoffer skader os? Ligesom da det viste sig, at det kvalmestillende thalidomid var direkte årsag til, at tusindvis af børn blev født med misdannede arme og ben. Så hvad skal der til? Skal der fødes flere børn med misdannede kønsorganer? Og skal flere og flere par have svært ved at få børn? Lige nu kan vi kun påvise, at det måske og sandsynligvis skyldes de mange hormonforstyrrende stoffer i vores forbrugerprodukter. Men hvornår skal den usikkerhed komme forbrugerne til gode og ikke industrien? Det er simpelthen ikke rimeligt, at forbrugerne skal være i tvivl om og selv undersøge, hvilke madvarer og andre forbrugerprodukter de trygt kan købe i butikkerne, og hvilke der er sundhedsskadelige. De hormonforstyrrende stoffer skal ud af vores mad, luft og ejendele. Frankrig har til dels taget konsekvensen og forbudt bisphenol A i alt mademballage, men desværre vil Danmark ikke følge trop. I august meddelte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, at regeringen ikke vil lave særregler på kemikalieområdet på trods af vores erfaring med, at EU rykker sig, hvis et eller flere medlemslande går i spidsen og viser, at virksomhederne faktisk kan bruge mindre skadelige kemikalier i varerne, eller helt kan undvære dem. Ofte er det først, når industrien har pisken over nakken i form af kommende lovgivning, at virksomhederne for alvor begynder at udvikle disse alternative kemikalier og produkter. Og lige nu bider det sig selv i halen. Så længe markedet ikke leverer konkurrencedygtige alternativer, vil EU ikke forbyde de farlige stoffer. Hvad angår Frankrigs beslutning om at gå enegang med et forbud mod bisphenol A, ser det ud til endnu engang at have sat fart på processen i EU. I en netop fremlagt køreplan beskriver EU- Kommissionen, at de i 2016 vil foreslå ny lovgivning for bisphenol A i fødevareemballage, som svar på Frankrigs begrænsning af det hormonforstyrrende kemikalie.
Regeringen mener, at det skader konkurrenceevnen, når danske virksomheder skal efterleve strammere krav end konkurrenterne i EU. Men vil vi virkelig acceptere, at den traditionelle industri gang på gang trækker det længste strå af hensyn til konkurrenceforvridning EU-landene imellem? Når vi borgere bliver udsat for kemikalier, der kan skade vores ufødte og nyfødte børn, vores reproduktion og øge antallet af kræftramte og overvægtige med diabetes 2, rammer det jo også Europas konkurrenceevne på sigt. Hertil kommer alle de tabte IQ point, som er resultatet af skader på børns hjerner, som professor Philippe Grandjean længe har advaret imod. Vi får altså i virkeligheden en kæmpe økonomisk gevinst ved i højere grad at sætte grænser for brugen af kemikalier og i de værste tilfælde helt forbyde dem denne gevinst kommer bare først til udtryk på længere sigt. Og det er desværre mere populært blandt politikerne at varetage økonomien på kort sigt. Regnestykket ligger ellers lige klar til brug. Både Nordisk Ministerråd og en række forskere har regnet sig frem til, hvad det årligt koster EU-landene, hvis befolkningen fortsat vil være udsat for hormonforstyrrende stoffer. Resultatet: minimum 4,5 milliarder kroner i tabt arbejdsevne og øgede sundhedsudgifter. Det viser Rapporten The Cost of Inaction, som Nordisk Ministerråd fremlagde for godt et år siden. Og her er fokus på, hvad det koster samfundet, at hormonforstyrrende stoffer påvirker risikoen for testikelkræft, misdannede kønsorganer hos drengebørn og mænds evne til at få børn. Derudover er der rigtig mange andre negative effekter ved hormonforstyrrende stoffer, som ikke indgår i rapporten, herunder alle de sundhedseffekter det kan have for kvinder. Professor Philippe Grandjean har i samarbejde med 17 andre forskere leveret en lignende beregning. Her kom de frem til, at de årlige udgifter i EU, forårsaget af de samme stoffers skadevirkninger på menneskers sundhed, frugtbarhed og intelligens, er mindst 1170 milliarder kroner om året. Denne forskergruppe inkluderede langt flere skadevirkninger, end Nordisk Ministerråd gjorde i deres regnestykke. Alligevel er bl.a. tab af livskvalitet stadig ikke medtaget, for hvordan sætter man f.eks. en pris på forældres sorg og bekymring, hvis de får et misdannet barn? Nu mangler vi så de politikere, som tør bruge disse beregninger og argumentere for, at det på sigt er en bedre forretning for EU at stramme kemikaliereguleringen, fremfor at bruge industriens tal som argument for at lade være. Beskyttelsen af den offentlige sundhed er en central del af EU's rolle. Den danske miljø- og fødevareminister har da også flere gange udtalt, at det går for langsomt i EU-systemet, og at hun vil lægge pres på EU-Kommissionen, så arbejdet med kemikalielovgivningen kommer op i gear. Danmark har i årevis bidraget til EU's indsats for at ensrette reguleringen af kemikalier i medlemslandene. Det gør vi via vores danske universiteter og hospitaler, der forsker i bl.a. hormonforstyrrende stoffer, og ofte leverer banebrydende resultater, der indgår i det datamateriale, som EU-instanserne bruger. Herunder de studier der er nævnt i denne kronik. Eva
Kjer Hansen giver selv udtryk for, at Danmark vil bidrage til en strammet kemikalielovgivning i EU netop via vores forskningsresultater. Alligevel skærer regeringen med finansloven for 2016 tilsyneladende voldsomt på området. Det tyder på, at regeringen bl.a. vil spare 35 millioner kroner på et stort internationalt forskningscenter på Rigshospitalet, der skulle have forsket i sammenhængen mellem hormonforstyrrende stoffer og nedsat fertilitet. Centerets 50 millioner kroner er blevet til 15 millioner kroner. Denne besparelse er så stor, at forskningscentrets fremtid er truet, og det vil direkte betyde, at Danmark går glip af at huse et højtprofileret center, som EU- Parlamentet ellers efterspørger. Det hænger altså slet ikke sammen med miljø- og fødevareministerens egne udtalelser om at ville øget presset på EU-processen. Det er ikke kun miljøorganisationer som Det Økologiske Råd, der er bekymrede for denne udvikling. Også dele af oppositionen i form af SF og Enhedslisten undrer sig. Det samme gør Det Konservative Folkeparti. Desuden mener Dansk Erhverv, at en stærk dansk forskningsindsats bør bruges til at skubbe EU fremad. Så også erhvervslivet ser skævt til regeringens nedskæringer. Lad os nu for en gangs skyld lade fornuften vinde over den kortsigtede økonomi og øge sikkerheden for mennesker og miljø. Meget dansk forskning peger på, at visse kemikalier skader os, og i enkelte tilfælde har det fået Danmark til at gå i spidsen og trække resten af EU med sig. Og nu er vi faktisk i den lykkelige situation, at vi ikke behøver at gå alene. Bl.a. er Frankrig og Norge på flere punkter allerede foran. Norge er ganske vist ikke medlem af EU, men har en frihandelsaftale og er derfor omfattet af samme regler som EU-landene. Hvis vi slutter op, kan vi øge presset på EU for en bedre fælles lovgivning præcis som Frankrig er i færd med for bisphenol A i fødevareemballage. Det vil også styrke erhvervslivet. For når en fælles EU-regulering af hormonforstyrrende stoffer engang falder på plads, kan forbrugerne bedre stole på, at varerne i butikkerne ikke skader dem selv eller deres børn. Og hvis danske virksomheder er med i front i udviklingen af alternative løsninger, kan de senere opnå konkurrencefordele. Sådan gik det jo for de virksomheder, der tidligt tog føringen inden for vedvarende energi herhjemme. Det samme kan ske på kemikalieområdet. Spørgsmålet er bare, om vores politikere vil og tør bane vejen.