Varmeforsyning i Danmark Hvem Hvad Hvor og - Hvorfor
Titel: Varmeforsyning i Danmark Hvem Hvad Hvor og Hvorfor Udgivet af: Energistyrelsen Amaliegade 44 1246 København K Telefon: (+45) 33 92 67 00 e-mail: ens@ens.dk Internet: www.ens.dk Oktober 2004 Rapporten kan læses på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk Efterfølgende opdateringer af denne rapport vil blive publiceret på hjemmesiden. Rapporten må gerne citeres med kildehenvisning ISBN: 87-7844-470-5 Trykt udgave 87-7844-471-3 Elektronisk udgave Oplag: 2000 eksemplarer Redaktion: Ole Odgaard og Maria Hagen Jørgensen Layout: MONTAGEbureauet Aps Tryk: Kailow Graphic Forsidebillede: Miklos Szabo
VARMEFORSYNING I DANMARK HVEM HVAD HVOR OG - HVORFOR Energistyrelsen Oktober 2004
INDHOLDSFORTEGNELSE Forord... 5 1. FAKTA OM VARME... 6 1.1 Når forbrugeren får varme... 6 1.2 Varme på forskellige måder... 6 1.3 Fra kul til naturgas og halm... 7 1.4 Små og store værker... 7 1.5 Det koster varmen... 9 1.6 Kraftvarmeværker og andre varmeteknologier... 10 2. STATUS OVER VARMEFORSYNINGEN... 12 2.1 Danmark er selvforsynende... 12 2.2 Energieffektiv og miljøvenlig varmeproduktion... 12 2.3 Mere miljø for pengene... 13 3. VARMEFORSYNINGENS MÅL OG MIDLER GENNEM TIDERNE... 15 3.1 Varmeplanlægningen grundlægges (1970 erne og 80 erne)... 15 3.2 Fokus på miljø og eludbygning (1990 erne)... 17 4. ET VÆRK BLIVER TIL, ELLER PRODUKTIONEN ÆNDRES... 22 4.1 Et projektforslag skal der til... 22 4.2 Rammer for varmeplanlægning... 23 5. REGLER OG TILSKUD I DAG... 25 5.1 Tilslutningspligt og forblivelsespligt... 25 5.2 Elvarmeforbud... 27 5.3 Afregningspris for el... 27 5.4 Afgifter og tilskud ved varmeproduktion... 28 Tekstbokse Naturgas til kollektiv forsyning... 6 Nøgletal om fjernvarmeforsyning... 6 Hvad er biomasse?... 7 Nøgletal om biomasse-, biogas- og affaldsanlæg... 8 Antal kraftvarmeværker og fjernvarmeværker i Danmark... 9 Solenergi... 9 Varmepumper... 10 Geotermi... 11 Affald til energiforsyningen... 12 Hvad er et barmarksværk?... 19 Oversigt over vigtigste gældende love og bekendtgørelser på varmeforsyningsområdet... 25 Hvad er et lavenergihus?... 26 Klage over tilslutningspligt... 27 Treledstariffen... 28 Figurer Opvarmning af Danmarks 2,5 mio. boliger... 6 Pct. af el som er samproduceret med varme... 8 Brændselspriser til fjernvarmeproduktion 1. januar 2002... 9 Energiforbrug til rumopvarmning i boliger... 13 Antal decentrale kraftvarmeværker med kollektiv forsyning fordelt på størrelser... 31 ORDFORKLARINGSLISTE... 33 OMREGNINGSTABEL... 34 BILAG 1: Kort over Danmarks varmeforsyning... 35 BILAG 2: Tidslinie fra 1973-2002: Varmeforsyning i fokus... 36 INDEX... 38 4 VARMEFORSYNING I DANMARK
FORORD Det er nok de færreste der ved, at der findes samlet godt to og en halv million varmeinstallationer i danske boliger. Mange af dem, næsten halvanden million, er installationer til fjernvarme. Over 80% af fjernvarmen produceres i dag sammen med el. Den teknologi kaldes kraftvarme og er blandt de mest energieffektive og miljøvenlige måder at producere el og varme på. Vil man vide mere om varmeforsyning - om forbrug af brændsler i varmeproduktionen, regulering eller miljøpåvirkninger, så er pjecen her et godt sted at starte. Pjecen er skrevet for at give læsere, der interesserer sig for varmeforsyning, et overblik og en forståelig beskrivelse af, hvad varmeforsyning er. Hvordan forsyningsområdet hænger sammen, hvordan området i hovedtræk er reguleret og hvilke mekanismer, der gælder på området. Læsere med særlig interesse for et specifikt emne bør søge yderligere materiale, fx ved at læse love og bekendtgørelser eller andet materiale og statistik, som Energistyrelsen udgiver. Se en samlet oversigt over Energistyrelsens publikationer på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk. På de sidste sider i denne pjece findes en ordforklaringsliste over nogle af de vigtigste begreber mv. og en omregningstabel til at omregne mellem forskellige effekt- og energienheder. Pjecen er udarbejdet af Energistyrelsens forsyningsområde med bidrag fra Danske Fjernvarmeværkers Forening og Foreningen af Danske Kraftvarmeværker. De fleste statistiske oplysninger er fra Energistyrelsens Energistatistik 2002. Nogle af kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden, hvorfor der er enkelte gentagelser. Kapitel 1 til 3 giver en generel introduktion til den danske varmeforsyning og henvender sig især til alle med interesse for varmeforsyning. Kapitel 4 og 5 giver en mere detaljeret orientering om væsentlige regler og tilskudsordninger og henvender sig snarere til kommuner og bestyrelser i fjernvarmeværker samt andre med et forudgående kendskab til sektoren. Kapitel 1 har nøgletal og tekniske data for varmeforsyningen i Danmark. Herefter gennemgås de overordnede mål for Danmarks varmeforsyning, og der gives en kort status for opnåelse af målene. Kapitel 3 indeholder en historisk gennemgang af mål og midler og baggrunde. I kapitel 4 gennemgås i korte træk proceduren for godkendelse af projekter for varmeforsyning og de overordnede rammer for værker. I kapitel 5 er nogle af de vigtigste gældende regler på varmeforsyningsområdet gennemgået fra tilskud til tilslutningspligt. Bilag 2 viser en tidslinie med nogle af de vigtigste begivenheder i varmeforsyningens historie. Denne publikation om varmeforsyning i Danmark vil blive opdateret mindst en gang årligt og vil blive publiceret som en net-publikation på Energistyrelsens hjemmeside. VARMEFORSYNING I DANMARK 5
1. FAKTA OM VARME NATURGAS TIL KOLLEKTIV FORSYNING Naturgas er kollektiv forsyning. Naturgas skal føres gennem rør fra undergrunden i Nordsøen og ind til land. Herefter ledes gassen i store transmissionsledninger enten ud til værker, der producerer varme eller i mindre ledninger direkte ud til forbrugeren. Når forbrugeren modtager naturgas til eget naturgasfyr kaldes det individuel naturgasopvarmning. Men det er stadig kollektiv forsyning. NØGLETAL OM FJERNVARMEFORSYNING Lægger man alle fjernvarmerør sammen er der i alt 50.000 km rør. I de sidste 10 år er 400.000 nye forbrugere tilsluttet nettet 60 % af fjernvarmen leveres af de 55-60 største fjernvarmeværker (mange af dem er kommunalt ejet) I 2002 blev disse brændsler brugt til at producere fjernvarme: Naturgas: 30% Kul: 24% Affald: 23% Biomasse: 15% Olie: 7% Som den naturligste ting åbner vi for den varme hane og skruer op for radiatoren, så varmen kan strømme ud. Men hvor kommer varmen egentlig fra? 1.1 NÅR FORBRUGEREN FÅR VARME I Danmark bruger vi forskellige teknologier til at opvarme vores boliger og brugsvand. Nogle bruger et oliefyr og andre et biobrændselsfyr på træflis, træpiller eller halm. Fælles for forbrugere med eget opvarmningsfyr er, at de selv står for at indkøbe olien eller biobrændslet. De fleste varmeforbrugere - 6 ud af 10 får deres varme fra en kollektiv varmeforsyning. Et område er kollektivt varmeforsynet, hvis der er etableret værker og er nedlagt ledninger i jorden, der kan føre varmt vand (eller damp) kaldet fjernvarme eller naturgas ud til forbrugeren. Kollektiv forsyning findes primært i områder, hvor boliger eller erhverv ligger tæt sammen, det vil sige i større og mindre byer. Oliefyr 18% Naturgas 15% OPVARMNING AF DANMARKS 2,5 MIO. BOLIGER (ÅR 2000) Fjernvarme uden elproduktion 4% Elvarme 6% Fastbrændsel 3% Kraftvarme i små og mellemstore byer 17% Varmepumpe 0,4% Kraftvarme i store byer 37% For at fordele varmen inde i husene har hovedparten af varmeforbrugerne et vandbårent centralvarmesystem, det vil sige radiatorer og rør, som fører det varme vand rundt i huset. Uanset om man har eget olie-, biobrændsels- eller naturgasfyr - eller fjernvarme - har man et vandbårent varmesystem. Alternativer til vandbårne systemer er elvarme, varmeluftsanlæg, gas-, petroleums-, olie- og brændeovne. Erhvervsvirksomheder bruger naturligvis også varme, blandt andet til at opvarme kontorlokaler, haller og varmt brugsvand. Men derudover bruger produktionsvirksomheder også varme til at producere varer. Det varmeforbrug kaldes procesvarme. 1.2 VARME PÅ FORSKELLIGE MÅDER Produktionen af fjernvarme foregår på varmeværker eller kraftvarmeværker. Kraftvarmeværker producerer både varme og el. Brændselsforbruget reduceres på den måde med ca. 30% i forhold til særskilt produktion af varme og el. Når der produceres el ved brug af brændsler (dvs. ikke vind og solceller), produceres der automatisk varme (spildvarme eller overskudsvarme). Hvis denne varme ikke udnyttes i fjernvarmenettet, sendes den i stedet ud i havet eller bortkøles på anden vis. Kraftvarmens udbredelse har betydet, at de fleste værker, som tidligere kun producerede enten varme eller el, i dag producerer både el og varme. Flere steder i denne pjece anvendes begreberne MW (megawatt) og MWh (megawatt-timer). Forskellen i MW og MWh består i, at MW angiver kapaciteten (effekten), mens MWh angiver den mængde energi, der produceres. Det svarer til forholdet mellem betegnelsen km og km/timen. 6 VARMEFORSYNING I DANMARK
Hvis et værk fx er i drift 4000 timer, og kapaciteten/effekten i værket er 1 MW, så vil det værk samlet producere 4.000 MWh energi. Danmarks samlede nettovarmebehov er på i alt ca. 220.000 TJ (tera joule). Det vil sige, at hver eneste dansker på arbejdet, i hjemmet og i fritiden i gennemsnit forbruger varme til rum-opvarmning og brugsvand svarende til ca. 42 GJ (giga joule) årligt eller 11,5 MWh (mega watt timer). Hvis 11,5 MWh omregnes til olie, så vil det svare til ca. 1.150 liter olie. Går man op i en lidt større målestok, vil forbruget af varme og varmt vand i et parcelhus på ca. 130 m 2 ligge omkring 65 GJ årligt eller 18,1 MWh. Som en tommelfingerregel siger man, at et værk med en kapacitet på 1 MW varme kan forsyne ca. 250 parcelhuse (á 130 m 2 ). En by som Silkeborg, der producer rumvarme og varmt vand til ca. 15.000 fjernvarme-forbrugere, har en varmekapacitet på 71 MW. 1.3 FRA KUL TIL NATURGAS OG HALM De brændsler, der bruges til at producere fjernvarme (på varmeværker eller kraftvarmeværker) kan opdeles i fossile og ikke-fossile brændsler. Eksempler på fossile brændsler er olie, kul og naturgas. Biomasse og affald er derimod eksempler på ikke-fossile brændsler. Både fossile brændsler, biomasse og affald udleder CO 2 (drivhusgas), når de forbrændes. Denne udledning af drivhusgasser har stor betydning for den globale opvarmning. Der er stor forskel på hvor meget CO 2, fossile brændsler udleder ved forbrænding. En giga joule kul udleder 95 kg CO 2, mens den samme mængde naturgas kun udleder 57 kg. Den faktiske udledning afhænger dog også af anlæggets effektivitet. Biomasse regnes derimod for at være CO 2 -neutral, og CO 2 udledningen fra forbrænding af biomasse (fx halm og skovflis) er sat til 0 kg. Den mængde CO 2, der frigives ved forbrændingen, bindes igen, når skoven eller kornet vokser. Det vil sige, at hvis der blot plantes lige så mange træer og sås ligeså mange afgrøder, som der anvendes til energiproduktion, kan man betegne halm og skovflis som CO 2 neutrale. De mest anvendte biomasseressourcer til opvarmning er træprodukter og halm. Danmark har store mængder naturgas og en del biomasse. 1.4 SMÅ OG STORE VÆRKER Fjernvarmeforbrugere kan modtage varmen fra enten varmeværker eller kraftvarmeværker. Kraftvarmeværkerne er typisk centrale eller decentrale. De centrale kraftvarmeværker er som regel langt større end de decentrale. Forskellen mellem centrale og decentrale kraftvarmeværker består derudover blot i, at de centrale værker som udgangspunkt oprindeligt var elværker (dvs. de producerede kun el), mens de decentrale kraftvarmeværker oprindeligt var varmeværker (dvs. de producerede kun varme). En del af de decentrale kraftvarmeværker er dog nyetablerede, men fælles er, at hovedformålet er varmeproduktion. De centrale kraftvarmeværker ligger placeret i de store byer, mens de decentrale kraftvarmeværker ligger i mellemstore og mindre byer, hvilket fremgår af det vedlagte kort over Danmarks varmeforsyning (se bilag 1). 16 centrale og ca. 415 decentrale værker udgør den kollektive varmeforsyning i HVAD ER BIOMASSE? Biomasse er en fællesbetegnelse for alt plante- og dyremateriale, der skabes af solens energi ved fotosyntese. Halm og gødning fra landbrug, træflis og brænde fra skovbrug, og affald fra industri og husholdninger er alle forskellige former for biomasse, der benyttes til energiproduktion. Den energi, der er lagret i biomasse, kan direkte anvendes til opvarmning, for eksempel i en pejs, brændeovn eller et pillefyr. Biomasse bruges også til at producere el og fjernvarme og kan omsættes til biogas eller andet brændstof, der kan bruges til transport eller elproduktion. Den biomasse, vi benytter i Danmark er hovedsagelig restprodukter fra anden produktion. Biomasse er CO 2 -neutral, når man ser bort fra den energi, der bruges til at indsamle og transportere brændslet. Traditionelt er biomasse blevet benyttet til energiformål i årtusinder, og det er stadig en af de mest anvendte energikilder i verden. 11-14% af verdens energiforbrug skønnes dækket af biomasse. VARMEFORSYNING I DANMARK 7
NØGLETAL OM BIOMASSE-, BIOGAS- OG AFFALDSANLÆG Kollektiv varmeforsyning (byer): ca. 120 biomassebaserede varmeværker (heraf er ca. halvdelen halmbaserede og den anden halvdel træbaserede) ca. 10 halm eller flisfyrede decentrale kraftvarmeværker (som hovedbrændsel) ca. 30 affaldsforbrændingsanlæg (heraf 18 på kraftvarme og 12 på fjernvarme) 6 centrale kraftvarmeværker, der blandt andet anvender biomasse som brændsel ca. 30 kraftvarmeværker med biogas som hovedbrændsel Privat varmeforsyning (virksomheder, institutioner): 200 varme- og kraftværker, som ejes af og primært leverer varme til gartnerier, fremstillingsindustri, institutioner o.lign. Individuelle varmeanlæg (huse, gårde): 500.000 brændeovne og pejse 70.000 brændekedler 30.000 træpillefyr 9.000 halmfyr Danmark dvs. varmen transporteres ud til kunderne i fjernvarmerør. De fleste værker producerer kraftvarme. Kun en mindre del af de decentrale værker - ca. hver tredje - producerer stadig kun varme. Hvert tredje decentrale fjernvarmeværk og hvert syvende decentrale kraftvarmeværk bruger miljøvenlige brændsler, dvs. halm, flis, træpiller, biogas eller affald. De resterende langt størstedelen anvender naturgas som brændsel. Disse kommunalt og andelsejede kraftvarmeværker forsyner de fleste boliger, institutioner og virksomheder i området med varme via fjernvarmerør. Danmark er det land i Europa, som har den største udbredelse af kraftvarme. Over halvdelen af den danske el produceres sammen med varme, se figur. Af kortet over varmeforsyningen i Danmark (bilag 1) fremgår også, at der er individuel naturgasforsyning (som også er kollektiv forsyning) over en stor del PCT. AF EL SOM ER SAMPRODUCERET MED VARME (ÅR 2000) af landet, og at der ligger ledningsnet til naturgas næsten overalt. Dog ikke på Sydsjælland og på Djursland. Her finder man til gengæld mange biomasseværker, der producerer varme. Øer som Læsø og Samsø har også kollektiv forsyning - på biomassefjernvarme. Af kortet fremgår det desuden, at der stadig bruges en betydelig del kul i den centrale kraftvarmeproduktion. Udover denne kollektive varmeforsyning findes et stort antal værker, som kun leverer varme til den virksomhed, institution eller boligblok, som ejer værket. Det gælder for omkring 480 kraftvarmeværker og fjernvarmeværker. Her anvendes varmen typisk i gartnerier og fremstillingsindustri eller som rumvarme i kontorer, skoler o.lign. Knap halvdelen af disse private og lokale værker anvender biomasse som brændsel. Nogle enkelte industrier har meget store værker (fx Akzo Nobel Salt og Aalborg Portland), men langt de fleste af de Danmark Holland Finland Østrig Italien Spanien Portugal Tyskland Sverige Storbritannien Belgien Frankrig Grækenland Irland 0 10 20 30 40 50 60 8 VARMEFORSYNING I DANMARK
selvejede varmeværker er relativt små og dækker kun det lokale behov (fx Salling Efterskole). Danmark har således en stor og meget forskelligartet varmesektor. Omkring 665 værker producerer både el og varme og ca. 230 værker producerer kun varme. Langt størstedelen af den producerede strøm og varme går til den kollektive forsyning. 1.5 DET KOSTER VARMEN Varme koster ikke det samme over hele landet. Men principperne for at fastlægge varmeprisen er de samme. De er fastsat i lov om varmeforsyning. Reglerne siger, at varmeprisen skal kunne dække de nødvendige omkostninger, der er forbundet med at producere varme. Det vil sige udgifter til blandt andet: Brændsler Anlæg Net og ledninger Bygninger og inventar Vedligehold af anlæg og net Lønninger til drift og administration Forsikringer CO 2 -afgifter, energiafgifter og svovlafgifter på brændsler Værkerne må derfor ikke opkræve hverken mere eller mindre for varmen hos forbrugeren, end det har kostet at producere og fordele den. Det princip hedder hvile-i-sig-selv. Forbrugere med eget naturgas-, olieeller biobrændselsfyr har mange af de samme udgifter som et værk. Blandt andet til vedligeholdelse, køb af anlæg, køb af brændsel, afgifter på brændsler mv. Prisen på varme fra henholdsvis store værker, mindre værker og eget opvarmningsanlæg påvirkes blandt andet af: brændselspris brændselsudnyttelsen i anlægget omkostninger til drift og vedligeholdelse omkostninger til etablering af anlæg nettab (varmetab i fjernvarmenettet) antal forbrugere størrelse af varmesalget BRÆNDSELSPRISER TIL FJERNVARMEPRODUKTION 1. JANUAR 2002 Øre/kWh 50 40 30 Moms Svovlafgift CO 2 -afgift Energiafgift ANTAL KRAFTVARMEVÆRKER OG FJERNVARMEVÆRKER I DANMARK Kollektiv varmeforsyning (byer): 16 centrale kraftvarmeværker 285 decentrale kraftvarmeværker 130 decentrale fjernvarmeværker Privat varmeforsyning (virksomheder og institutioner): 380 kraftvarmeværker 100 fjernvarmeværker I alt: 665 kraftvarmeværker 230 fjernvarmeværker SOLENERGI Solenergi kan opfanges på to måder: med solceller for at producere elektricitet med solfangere for at producere varmt brugsvand og rumvarme Der er etableret ca. 35.000 anlæg i villastørrelsen. Der findes kun få store solfangeranlæg, dog findes verdens største solvarmeanlæg på 17.000 m 2 i Marstal. Anlægget har sæsonlagring af solvarmen i et jordlager. Solceller producerer elektricitet. I Danmark er 300 parcelhuse blevet forsynet med solcelleanlæg. I 2001 er et nyt landsdækkende solcelleprojekt sat i gang med at forsyne solcelleanlæg til 1000 huse. 20 Brændsel 10 0 Fyringsolie Fuelolie Naturgas Kul Halm Flis Træpiller VARMEFORSYNING I DANMARK 9
VARMEPUMPER Et varmepumpeanlæg er i princippet et køleanlæg (med en kompressor, varmeflade, reduktionsventil og køleflade). Forskellen består i varmefladen. Varmepumpen fungerer ved, at den tager varme til sig ved kølefladen og afleverer varmen ved varmefladen. Den pumper altså varmen fra et område med relativ lav temperatur til et område med højere temperatur. Der skal energi til at drive en varmepumpe. Denne energi er typisk el. Et varmepumpeanlæg til at opvarme boliger producerer typisk 3 gange så meget energi, som den el det forbruger. Man siger, at det har en virkningsgrad på ca. 3. Jo højere temperatur, der er omkring kølefladen (fordamperfladen), jo højere virkningsgrad kan der opnås. Ved udnyttelse af høj -temperatur-varmekilder som industrielle procesvarme, anden varmegenvinding eller geotermisk varme, kan nyttevirkningen blive højere. Der er i dag installeret ca. 35.000 små varmepumpeanlæg til opvarmning i parcelhuse og ca. 5.000 større anlæg til blokopvarming, i landbrug og industri m.v. Varmepumpernes energiproduktion svarer til 3% af fjernvarmeforbruget. afgifter og moms tilskud elafregningsprisen (for værker der også producerer el). Generelt er brændselsprisen inklusiv afgifter en af de allerstørste udgifter for værkerne. Andre generelle forhold kan lidt forenklet tegnes op. De store værker vil som udgangspunkt have stordriftsfordele i forhold til de mindre værker og vil blandt andet derfor ofte kunne opkræve en lavere varmepris. Fjernvarme er ofte billigere end individuel opvarmning. Kun 2% af fjernvarmekunderne betaler i dag mere, end det ville koste at producere varmen med et oliefyr. Hvis der sammenlignes med varmeprisen fra et individuelt naturgasfyr, betaler 8% af fjernvarmekunderne mere for deres varme. Fx kan store værker indkøbe brændslet billigere end mindre værker eller enkelte forbrugere. Nettabet vil også som hovedregel være mindre i de store byer, hvor husene ligger tæt, og hvor varmeforbruget samlet set er større. Nettabet er i realiteten et varmetab. Det skyldes, at temperaturen på det varme vand (eller damp) vil være faldet nogle grader, inden det når ud til forbrugeren, lige som vandet taber nogle grader under vejs tilbage til værket. Størrelsen af nettabet afhænger af rørenes diameter og længde samt rørisoleringen. Forbrugeren med egen kedel til opvarmning har ikke nettab, da der ikke er noget ledningsnet. Men omvendt vil ældre kedler ofte have en lavere virkningsgrad end større fjernvarmeværkers anlæg. Virkningsgrader handler om, hvor meget energi man kan få ud af en enhed brændsel man taler om brændselsudnyttelse. Firkantet sagt opnås højere virkningsgrader, jo mere forfinet brændslet er, jo større anlægget er, og jo nyere teknologi der anvendes. Virkningsgraden for værkernes samlede el- og varmeproduktion er steget markant fra ca. 50% i 1980 til ca. 70% i 2000. Det skyldes, at den øgede samproduktion af el og varme sparer meget brændsel. Desuden forbedres teknologien løbende til at producere mere el og varme af den samme mængde brændsel. 1.5.1 AFGIFTER OG TILSKUD Som nævnt producerer mange værker både el og varme. Men brændsler til produktion af varme og el er afgiftsbelagt efter forskellige regler. Brændsler, der går til produktion af varme, er afgiftsbelagt. Dette gælder dog ikke for biobrændslerne. At biobrændsler ikke er pålagt afgifter betyder faktisk, at værkerne får et indirekte tilskud for at anvende biomasse. Brændsler, der går til produktion af el, er ikke afgiftsbelagt. I stedet er forbrugernes elforbrug pålagt afgifter. Nogle kraftvarmeværker kan få økonomisk tilskud til elproduktion (dette er uddybet i kapitel 5). Igennem 90 erne har nogle værker endvidere kunne få tilskud til anlægsinvesteringer, men disse tilskud er nu under afvikling i takt med, at teknologierne er kommercielt modnede. 1.6 KRAFTVARMEVÆRKER OG ANDRE VARMETEKNOLOGIER Varme kan produceres på forskellige 10 VARMEFORSYNING I DANMARK
måder og ved forskellige teknologier. Nedenfor er i meget korte træk beskrevet princippet i teknologien i et kraftvarmeanlæg. Udover de nævnte metoder til at producere varme på, kan man i faktaboksene i dette afsnit læse lidt om enkelte installationer/teknologier, der anvendes til at opvarme boliger og brugsvand. På et traditionelt kulfyret kraftværk (kondenserende) omsættes 35-45% af den indfyrede energi til el. Resten af energien udnyttes ikke. Den forsvinder med den varme røggas fra kedlen via skorstenen op i den blå luft og med kølevandet ud i havet. I et kraftvarmeværk produceres el på samme måde som i et kraftværk, men i stedet for at lede kondensationsvarmen fra dampen med kølevandet ud i havet, bliver dampen kølet med returvand fra et fjernvarme-ledningsnet, som dermed bliver opvarmet. Fordelene ved et kraftvarmeværk frem for et kraftværk er for det første, at spildvarmen fra elproduktionen kan udnyttes i fjernvarmenettet. Dermed udnyttes den tilførte energi (brændslet) med op til 85-90%. En anden fordel er blandt andet, at der ikke kræves adgang til havvand til køling. Dermed kan værket placeres ved større byer (decentralt), hvor der er et tilstrækkeligt stort fjernvarmebehov og fjernvarmeledningsnet. For at gøre produktionen af el på kraftvarmeværket mere uafhængig af fjernvarmebehovet, er de fleste anlæg udstyret med en akkumuleringstank, hvor kondensationsvarmen kan lagres, når fjernvarmebehovet er lavt. Danmark har kombineret el- og varmeproduktion høj prioritet, også når det gælder kraftværker placeret i nærheden af store byer som København, Århus, Aalborg, Odense m.fl. På disse kraftværker udnyttes en del af energitabet fra elproduktionen til fjernvarmeproduktion. Udviklingen af kraftvarmeværker har stor betydning for et renere miljø i Danmark. Størstedelen af energiproduktionen foregår på disse værker. Udnyttelsen af andre energikilder bidrager om end i en mindre målestok også til en mere miljøvenlig varmeproduktion. Fx geotermi, solvarme og varmepumper. GEOTERMI Et geotermisk anlæg er et anlæg, hvor der fra to dybe boringer i jorden hentes og returneres varmt vand fra undergrunden. Til dette system tilkobles normalt varmepumper. Varmepumperne bruger elektricitet. Der kan opnås meget høj energieffektivitet, når varmepumper anvendes i geotermiske anlæg. Geotermi anvendes i Thisted til fjernvarme og dækker 2.000 huses varmeforbrug. Anlægget blev indviet i 1988. Et nyt geotermisk anlæg i Københavnsområdet vil fra slutningen af 2004 forsyne 5.000 husstande med geotermisk varme dvs. 1% af Københavns samlede varmeforbrug. I København skal varmen udnyttes ved at pumpe 73 grader varmt vand op fra sandstenslagene i 2,5 kilometers dybde. Som en tommelfingerregel siger man, at temperaturen stiger med 25-30 grader for hver kilometer, man borer ned i undergrunden. I vulkanske områder stiger temperaturen dog meget hurtigere. Der findes i dag over 100 geotermiske anlæg i Europa. Foto: Torben Skøtt Assens Kraftvarmeværk VARMEFORSYNING I DANMARK 11
2. STATUS OVER VARMEFORSYNINGEN AFFALD TIL ENERGIFORSYNINGEN Den samlede energiproduktion ved affaldsforbrænding er i 2002 steget med knap 1 PJ til i alt ca. 34 PJ. En fjerdedel af den producerede energi er elektricitet, mens tre fjerdedele er varme. Det svarer til 3 1 / 2 pct. af landets elproduktion og knapt 1 / 4 af landets fjernvarmeproduktion. I Biomasseaftalen af 14. juni 1993, der blev indgået mellem S, R, KrF, CD, V, K og SF, fremgår det: At parterne er enige om, at miljøhensyn taler for, at anvendelse af affald i forbindelse med kraftvarmeproduktion fortsat skal gå forud for andre brændsler Det er ikke tilfældigt, hvordan varmen produceres og forsynes til de danske varmeforbrugere. Det er blandt andet et resultat af beslutninger truffet af politikere og planlæggere gennem de sidste par årtier. Målsætningerne for Danmarks energipolitik er formuleret i energipolitiske aftaler, handlingsplaner og energiplaner. Målene for varmeforsyningen kan sammenfattes under følgende overskrifter: Forsyningssikkerhed Samfundsøkonomi Miljø Forbrugerhensyn 2.1 DANMARK ER SELVFORSYNENDE I 1997 blev Danmark selvforsynende med energi. Det vil sige, at vi ikke er afhængige af import af brændsler fra udlandet for at dække vores energiforbrug. Vi eksporterer mere, end vi importerer. Danmarks eksport af olie og naturgas har den fordel, at det bidrager positivt til Danmarks betalingsbalance og statens indtægter. Den danske olie- og gaspris følger den internationale markedspris. 2002 var mere dobbelt så stor som vores forbrug af olie. Danmark har også selv biomasseressourcer nok til at dække biomasseforbruget i den nærmeste fremtid. Der importeres dog en betydelig mængde af f.eks. træpiller. De sidste par årtier har affald vundet frem som et nyt brændsel i varme- og kraftvarmeværker. På den måde bidrager affaldsforbrænding til at løse miljøproblemer i et moderne samfund. 2.2 ENERGIEFFEKTIV OG MILJØVENLIG VARMEPRODUKTION Over 80% af varmen i Danmark produceres på kraftvarmeanlæg. Det har i mange år givet både miljømæssige og samfundsøkonomiske fordele. Udbygningen med fjernvarme baseret på kraftvarmeproduktion i 80 erne og 90 erne har betydet, at udledningen af CO 2 er reduceret betydeligt. Færre forbrugerne opvarmer deres boliger med olie eller naturgas, og samproduktionen af el og varme har erstattet den el, som før blev produceret på mindre miljøvenlige kondensværker (ren elproduktion). En anden fordel ved Danmarks egen produktion er, at forsyningen til Danmark dermed er bedre sikret. Vi er mindre økonomisk og politisk sårbare overfor udviklingen i internationale forhold. Det var således blandt andet prisstigninger på olie fra OPEC-landene og manglende forsyninger af olie, der i 70 erne var medvirkende til, at Danmark begyndte at søge efter olie og naturgas i den danske undergrund. Et håndgribeligt resultat af denne satsning på at udvinde dansk olie og naturgas er, at Danmarks produktion af olie i Og de større varmeforsyningsanlæg kan som udgangspunkt producere varme mere effektivt end et lille anlæg hos forbrugeren. Den producerede varme til vores boliger anvendes også mere effektivt. Energiforbruget er derfor faldet siden 1980, selvom det opvarmede areal er steget (se figuren). Det faldende varmebehov skyldes primært, at vi er blevet bedre til at isolere vores bygninger samtidig med, at vi er blevet mere energibevidste. Investeringer i effektive fyringsanlæg, varmesy- 12 VARMEFORSYNING I DANMARK
ENERGIFORBRUG TIL RUMOPVARMNING I BOLIGER (INDEX: 1980=100) stemer og automatisk reguleringsudstyr har mindsket energitabet i boligernes individuelle anlæg. At Danmark har omlagt til mere CO 2 - neutrale brændsler i energiproduktionen er der flere håndgribelige beviser på. For eksempel produceres en tredjedel af varmen til opvarmning og varmt brugsvand i dag på basis af affald og vedvarende energi. Danmark er på grund af disse resultater en af verdens førende indenfor fjernvarmeforsyning, anvendelsen af kraftvarme, energibesparelser og visse biomasseteknologier. Danske energiplanlæggere, rådgivere mv. deler ud af disse erfaringer på seminarer og konferencer, ligesom de bruges som konsulenter, når udlandet efterspørger danske forsyningsløsninger. 2.3 MERE MILJØ FOR PENGENE I omlægningen af varmeforsyningen fra individuel forsyning til kollektiv forsyning og fra ren varmeproduktion til kraftvarmeproduktion og til miljøvenlige brændsler har de samfundsøkonomiske hensyn været en meget vigtig faktor. Med samfundsøkonomiske hensyn menes, at der tages hensyn til forholdet mellem de omkostninger for samfundet, der er forbundet med at ændre forsyningsform og de resultater, der opnås. Det betyder i praksis, at når planlæggere, kommuner og andre skal vælge blandt flere energiløsninger, skal de blandt andet foretage en vurdering af, hvilke af løsningerne der giver samfundet den største miljøgevinst for pengene. Hvad der er den samfundsøkonomisk bedste løsning ændres løbende i takt med fremkomsten af nye teknologier, nye markeder og øget internationalt samarbejde om løsning af miljøproblemer. Hvad der i 90 erne var den samfundsøkonomisk bedste løsning, er ikke nødvendigvis den bedste løsning 10-20 år senere. VARMEFORSYNING I DANMARK 13
De samfundsøkonomiske gevinster ved kraftvarme er i de seneste år mindsket i takt med den meget omfattende udbygning af vindmøller og decentral kraftvarme. I perioder med megen vind og kulde kan produktionen af el fra vindmøller og kraftvarmeværker overstige forbruget. Markedsprisen på strøm kan da blive så lav, at den samfundsøkonomiske gevinst ved at samproducere el og varme bliver til et tab. Derfor er elselskabernes pligt til at aftage al strøm ophævet, og der er indført fleksibilitet til at kunne producere varme og el hver for sig, når der er behov for det. Værkerne bør i højere grad kunne tilpasse elproduktionen til efterspørgslen, så der ikke produceres overflødig el. Det øgede internationale samarbejde påvirker også det danske valg af virkemidler til opnåelse af et bedre miljø. Kyoto aftalens fælles internationale bestræbelser på at reducere CO 2 udledningen medfører således, at Danmark kan reducere CO 2 i også andre lande. Det er eksempelvis billigere at reducere CO 2 i Polen end i Danmark, da den polske el typisk produceres på kulkraftværker, som forurener relativt langt mere end de mere moderne værker i Danmark. Kyoto aftalen giver således mulighed for, at CO 2 kan reduceres både i Danmark og i andre lande. Mål og virkemidler forandres således gennem tiderne. Den stadige teknologiske udvikling får også betydning for, hvad der er den samfundsøkonomisk bedste løsning. I dag er solceller og bølgekraft en dyr måde at reducere udledningen af CO 2 på. Det kan ikke udelukkes, at en teknisk og økonomisk modning kan medføre, at disse teknologier i fremtiden kan tilbyde lige så meget miljø for pengene som de teknologier, der dominerer i dag. Sakskøbing Kraftvarmeværk Foto: Torben Skøtt 14 VARMEFORSYNING I DANMARK
3. VARMEFORSYNINGENS MÅL OG MIDLER GENNEM TIDERNE Før 1979 var der ingen lov om varmeforsyning i Danmark. De fleste forbrugere havde oliefyr eller anden opvarmning. Allerede i 1904 blev det første kraftvarmeanlæg etableret på Frederiksberg Hospital. Det første større kollektive fjernvarmesystem blev udviklet i 30 erne i København fjernvarmeforsyningen blev baseret på spildvarme fra den lokale elproduktion. I 50-60 erne ekspanderede fjernvarmeforsyningen i fleste store byer. Ved varmeforsyningslovens ikrafttræden var der omkring 700.000 fjernvarmeinstallationer. Her i kapitlet finder man en kort gennemgang af nogle af de beslutninger og valg, der har fået større betydning for varmeforsyningens udvikling i Danmark. 3.1 VARMEPLANLÆGNINGEN GRUND- LÆGGES (1970 ERNE OG 80 ERNE) Oliekriserne i 1973/74 og i slutningen af 70 erne satte gang i formuleringen af en egentlig energipolitik i Danmark. 3.1.1 Offentlig varmeplanlægning I 1979 fik Danmark sin første varmeforsyningslov. Loven indeholdt regler om form og indhold af varmeplanlægningen i Danmark og blev begyndelsen på en ny offentlig planlægning. Planlægningen blev inddelt i trin. På første trin skulle kommunerne kortlægge det eksisterende varmebehov, de anvendte opvarmningsmetoder og energimængder. Kommunerne skulle desuden lave et skøn over fremtidige varmebehov og opvarmningsmuligheder. Kommunernes data blev så brugt af amtskommunerne til at lave regionale varmeforsyningsoversigter. På andet trin skulle kommunerne udarbejde oplæg for den fremtidige varmeforsyning, mens amtskommunerne udarbejdede regionale skitser. På den baggrund lavede amtskommunerne en endelig regional varmeplan, som dermed blev det tredje trin i den generelle varmeplanlægning. Planerne skulle vise: i hvilke områder de forskellige varmeforsyningsformer skulle prioriteres hvor fremtidige varmeforsyningsanlæg og rørledninger skulle ligge. Med denne planlægning blev det muligt at kombinere ønsket om en mere miljøvenlig forsyning med ønsket om at udnytte de investeringer, som var sat i gang som følge af gasprojektets vedtagelse i 1979. Samtidig blev der arbejdet med mulighederne for samproduktion af el og varme for at udnytte overskudsvarmen fra elproduktionen. Med kraftvarmeaftalen af 1986 fik den decentrale kraftvarme en betydelig energipolitisk prioritet. Aftalen blev indgået mellem regeringen og elværkerne, som blev forpligtet til at opføre kapacitet på i alt 450 MW el på de decentrale kraftvarmeværker. Og der blev lagt vægt på, at forsøgs- og demonstrationsprogrammet (se afsnit 3.1.4) blev gennemført på forskellige typer anlæg, fx på biomasse og affald mv. 3.1.2 Tilslutningspligt og elvarmeforbud til støtte for kollektiv forsyning Den første lov om varmeforsyning indeholdt også hjemmel til kommunalbestyrelserne om at pålægge ny og eksisterende bebyggelse tilslutningspligt til kollektiv forsyning. Der kom tilslutningspligt til individuel naturgas eller fjernvarme. VARMEFORSYNING I DANMARK 15
Tilslutningspligten blev i 1982 udmøntet i en bekendtgørelse, der i store træk forblev uændret frem til og med den seneste ændring i 2000. Tilslutningspligten gælder fortsat. Forbudet mod at etablere elvarme i ny bebyggelse kom i 1988. Det skyldtes ønsket om en mere effektiv udnyttelse af energien (se afsnit 1.6). Senere i 1994 blev forbudet udvidet til også at gælde forbud mod etablering af elvarme i eksisterende bebyggelser med vandbårent centralvarmeanlæg. Formålet med at indføre forbud var at hindre etablering af elopvarmning af huse i områder, der havde kollektiv forsyning eller var udlagt hertil. Elvarmeforbudet gælder fortsat. Forbudet og tilslutningspligten var i tråd med den politik, der blev grundlagt i 1979 med den første varmeforsyningslov. Formålet var at fremme den kollektive varmeforsyning og energiudnyttelse, for derigennem at opnå en samfundsøkonomisk fornuftig brug af energi. Forbudet og tilslutningspligten gav i praksis kommunerne mulighed for at sikre, at forsyningsselskabernes økonomi ikke blev udhulet i kraft af manglende tilslutning og dermed, at allerede foretagne investeringer ikke gik tabt. Læs om de gældende regler om tilslutningspligt og elvarmeforbud i kapitel 5. 3.1.3 Afgifter og besparelser som styringsredskaber På besparelsesområdet kunne man i allerede i 1979 læse i energiplan Dansk Energipolitik om initiativer, der skulle sættes i værk for at få forbrugerne til at spare på energien. Der blev for eksempel sat initiativer i gang for at forbedre isoleringen af bygninger, ligesom der blev indført såkaldte varmesyn af boliger. Energibesparelserne blev introduceret efter devisen hvad der er sparet skal ikke produceres eller importeres. Udover administrative styringsmidler blev der på varmeforsyningsområdet sat ind med oplysning og økonomiske styringsredskaber. Op igennem 70 erne og 80 erne blev der således lagt afgifter på brændsler til varmeproduktion med det formål at tilskynde til brugen af miljøvenlig energi og effektiv energiudnyttelse. Biomasse og biogas blev helt afgiftsfritaget. Selvom olie- og gaspriserne faldt i slutningen af 80 erne, fastholdt man afgiftsniveauet for dermed at sikre, at der fortsat var incitamenter til at spare på energien. 3.1.4 Tilskud til forskning og udvikling i miljøvenlige brændsler Omlægningen til mere miljøvenlige brændsler og samproduktion af el og varme på nye værker med ny teknologi blev fremmet gennem forskellige tilskuds- og støtteordninger. Energiforskningen fik i 1976 for eksempel sit eget program (EFP). Formålet var og er fortsat at prioritere og understøtte energiforskning og teknologisk udvikling. Kort efter, i 1981, kom Udviklingsprogrammet for Vedvarende Energi (UVE). Formålet var at supplere EFP, så forskningen i vedvarende energi kunne skabe grobund for at gøre teknologierne kommercielle. Private forbrugere eller virksomheder kunne få tilskud til færdigudviklede system- eller typegodkendte vedvarende energianlæg. Især biobrændselskedler, 16 VARMEFORSYNING I DANMARK
solvarmeanlæg og varmepumper nød godt af støtteordningen. Fx støttede UVE-programmet opsætning af mere end 10.000 biobrændselskedler. Prøvestationer og videncentre med specialviden inden for et givet område kunne få tilskud til typegodkendelse af VE-anlæg og til at formidle viden og information om anlæggene. Godt 20 års støtte har medført, at flere miljøvenlige teknologier og brændselsanlæg er blevet så teknologisk og kommercielt modnede, at de ikke længere har et støttebehov. Med finansloven for 2002 blev støtteordningen via UVE-programmet derfor nedlagt. 3.2 FOKUS PÅ MILJØ OG ELUDBYGNING (1990 ERNE) I 90 erne kom omstillingsbølgen fra ren varmeproduktion på olie og kul til naturgasbaseret kraftvarme og biomassebaseret varmeproduktion. Første fase af varmeplanlægningen var i det store og hele afsluttet i slutningen af 80 erne. Alle områder, som var omfattet af aktuelle udbygningsplaner, var udlagt til kollektiv varmeforsyning i en kommunal varmeforsyningsplan. 3.2.1 Forudsætningsskrivelser Med ændringen af varmeforsyningsloven i 1990 blev der indført et nyt plansystem, som var søgt tilpasset de fremtidige opgaver på varmeforsyningsområdet. Der var tale om et såkaldt projektsystem. De overordnede rammer herfor blev formuleret i en aftale mellem den daværende regering og Socialdemokratiet den 20. marts 1990 og i varmeforsyningsloven af 1990. Formålet med aftalen var at fremme udbygningen af decentrale kraftvarmeanlæg gennem: Omlægning af eksisterende anlæg til kraftvarmeforsyning Øget anvendelse af naturgas Øget anvendelse af miljøvenligt brændsel Eludbygning. Aftalen løste dermed specielt to problemer. Dels at nedbringe det nationale CO 2 -udslip, og dels at sikre økonomien i udbygningen af naturgassnettet. Omstillingen af fjernvarme (ren varmeproduktion) til kraftvarme, som formuleret i aftalen af 13. marts 1990, skulle ske i tre faser. Det blev skrevet ind i generelle og specifikke forudsætningsskrivelser, som blev udsendt til samtlige Foto: Torben Skøtt Grenaa Kraftvarmeværk VARMEFORSYNING I DANMARK 17
kommunalbestyrelser. Derudover blev der udsendt en forudsætningsskrivelse om storkunders omstilling til kollektiv forsyning. Forudsætningsskrivelserne, der fortsat er gældende regelgrundlag, indeholdt præcise regler for omstillingen til kraftvarme og indpasningen af miljøvenlige brændsler. Samtidig blev kommunerne pålagt at sikre, at denne omstilling blev gennemført. Omlægningen af fjernvarmeværkerne blev inddelt i følgende 3 faser: 1. fase (1990-1994) 2. fase (1994-1996) 3. fase (1996-1998) 1. fase: Store kulfyrede fjernvarmeværker med adgang til naturgasforsyning skulle omlægges til naturgasfyret, decentral kraftvarme. Større naturgasfyrede fjernvarmeværker skulle konverteres til naturgasfyret, decentral kraftvarme. I forbindelse hermed skulle relevante affaldsanlæg indpasses. 2. fase: Resterende kulfyrede fjernvarmeværker med adgang til naturgasforsyning skulle omlægges til naturgasfyret, decentral kraftvarme. De mellemstore naturgasfyrede fjernvarmeværker skulle konverteres til naturgasfyret, decentral kraftvarme. Hovedparten af fjernvarmeværkerne uden for de kollektive systemer skulle omlægges til halm, træflis eller andre biobrændsler. 3. fase: De mindre naturgasfyrede fjernvarmeværker skulle konverteres til naturgasfyret, decentral kraftvarme. De resterende fjernvarmeværker uden for de kollektive systemer skulle omlægges til halm, træflis eller andre biobrændsler. Disse konverteringsfaser har i det store hele fundet sted. Derfor har Danmark den største samproduktion af el og varme i Europa. Varmeproduktionen finder automatisk sted samtidig med elproduktionen, men det er ikke nødvendigvis på de tidspunkter, hvor markedsprisen på el er fordel- Kontrolrum på Assens Kraftvarmeværk Foto: Henrik Flyver Christiansen 18 VARMEFORSYNING I DANMARK
agtig. Produktionen af varmebunden el er gradvist øget til et sådant omfang, at det på enkelte tidspunkter er nødvendigt at sælge den til landene omkring os til under fremstillingsprisen. Det medfører et samfundsøkonomisk og selskabsøkonomisk tab. Derfor blev kraftvarmeværkerne fra 1. juli 2003 frigjort fra kravet om kontinuerlig samproduktion af el og varme for at få elproduktionstilskud. Der er nu større incitament for, at værkerne kan producere el på de tidspunkter, hvor der er behov for den og hvor prisen derfor er gunstig. Og varme på de tidspunkter, hvor der er brug for dén. Yderligere initiativer til en mere samfundsøkonomisk samproduktion af el og varme blev indført med det brede energiforlig fra marts 2004. 3.2.2 Barmarksværker Fra starten af 90 erne blev der i flere store landsbyer etableret fjernvarme fra nyetablerede værker. Langt de fleste af disse værker producerede også el. Ved at samproducere el og varme blev der sparet brændsel, hvilket var mere miljøvenligt. Den kollektive forsyning kunne også styrke det lokale erhvervsliv i de tilfælde, hvor der blev lagt en naturgasledning, som kunne være attraktiv for industrivirksomheder. I slutningen af 90 erne fik en del af barmarksværkerne en anstrengt økonomi, bl.a. som følge af højere naturgaspriser. Derfor har staten og naturgasselskaberne i flere omgange hjulpet de nødlidende værker med støtte. I 2000 fik barmarksværkerne 370 mio. kr. fra staten og naturgasselskaberne til gældssanering. I 2003 kom den anden hjælpepakke på 85 mio. kr. Samtidig blev kraftvarmebeskatningen ændret til fordel for barmarksværkerne og andre decentrale kraftvarmeværker. 3.2.3 Tilskud fremmer decentral kraftvarme Elproduktionstilskuddet blev i 1992 introduceret for at fremme den decentrale kraftvarmeproduktion på naturgas samt vedvarende energi. Det afløste et tilskud til elfremstilling på vedvarende energi på 23 øre pr. kwh, der var etableret i 1984 og som hørte under Skatteministeriet. Det nye elproduktionstilskud blev ligesom det tidligere givet til el produceret på vedvarende energi, men som noget nyt også til naturgasbaseret decentral og industriel kraftvarmeproduktion. HVAD ER ET BARMARKSVÆRK? Et barmarksværk (eller landsby kraftvarmeværk, som naturgasselskaberne også kalder dem) er et mindre kollektivt varmeforsyningsanlæg, hvor forsyningsanlægget - typisk i form af et kraftvarmeanlæg eller en fjernvarmecentral er etableret samtidig med fjernvarmenettet. Et barmarksværk er kendetegnet ved en miljøvenlig varmeproduktion med lav CO 2 -udledning. Der findes i dag omkring 80 barmarksværker. De fleste er naturgasfyrede, en mindre del anvender biomasse som brændsel. Barmarksværkerne har i gennemsnit 250 tilsluttede forbrugere. På landsplan er ca. 18.000 forbrugere tilsluttet barmarksværkerne, og disse værker står for 1-2 % af landets samlede fjernvarmeproduktion. Langt størstedelen af værkerne ligger i Midt- og Nordjylland. Foto: Torben Skøtt Maabjerg Kraftvarmeværk VARMEFORSYNING I DANMARK 19
Tilskuddet var på 10 øre pr. kwh. Derudover blev der givet et tilskud på 17 øre pr. kwh til elektricitet produceret på vindkraft, vandkraft, biogas, halm eller flis. I 1997 blev elproduktionstilskuddet sat ned til 7 øre pr. kwh, dog ikke for mindre decentrale kraftvarmeværker og barmarksværker. Som kompensation herfor blev den såkaldte nødhjælpspulje etableret. Baggrunden var, at reduktionen af elproduktionstilskuddet gav nogle af de naturgasbaserede decentrale kraftvarmeværker økonomiske problemer, fordi de havde investeret i anlægget med en forventning om at modtage et tilskud på 10 øre pr. kwh. I 2003 trådte nye regler om elproduktionstilskud i kraft, hvormed decentral og industriel kraftvarmeproduktion opnår en lavere beskatning. Nye værker og værker over 25 MW kan ikke opnå tilskud. Samtidig ændres tilskuddet til elproduktion til de eksisterende decentrale værker til 8 øre pr. kwh for en vis mængde el (se afsnit 5.4). Tilskudssatserne ændres ikke for industrielle værker. Alt-i-alt forventes de decentrale og industrielle kraftvarmeværkers økonomi at være nogenlunde uændret. Tilskuddet til vedvarende energi er i dag omlagt til et pristillæg på elafregningsprisen til elproducenten. Læs om de gældende regler for elproduktionstilskud i kapitel 5. 3.2.4 Vedvarende energi i varmeforsyningen Indpasningen af vedvarende energi i varmeforsyningen kom stærkere på dagsordenen i 90 erne med målsætninger om øget anvendelse af biomasse i både centrale og decentrale anlæg. Anvendelse af biomasse i især decentrale fjernvarmeværker og til dels decentrale kraftvarmeværker blev understøttet af de politikker og økonomiske tilskud, som er beskrevet i de forrige afsnit. Anvendelse af biomasse i de centrale værker blev især tilskyndet af Biomasseaftalen fra den 14. juni 1993. Aftalen betød, at elværkerne skulle anvende 1,2 mio. tons halm og 0,2 mio. tons træflis til elproduktion senest i år 2000. Den 1. juli 1997 blev der indgået en tillægsaftale, og Biomasseaftalen blev revideret igen den 22. marts 2000. Formålet var at sikre et mere fleksibelt valg af biomasse, herunder at overskudstræet (flis) fra orkanen i december 1999 kunne Halmballer til kraftvarmeværk Foto: Torben Skøtt 20 VARMEFORSYNING I DANMARK