Rhodos 13. - 20. maj 2012

Rhodos 13. - 20. maj 2012 Tekst og foto Vagn Særkjær 1

Indledning Vi har på tidligere rejser haft Johanniterordenen som et tema. Og sådan var det også under vores besøg på Rhodos. Der var dramatik omkring riddermunkenes ankomst til øen, men der var også dramatik i Lis og min ankomst, hvilket jeg fortæller om lidt senere. Men først lidt historie om hvorfor johanniterne slog sig ned på Rhodos. Tabet af Jerusalem og Det Hellige Land. Vi skal tilbage til år 1099 hvor paver, konger, fyrster, riddere, munke, købmænd, plattenslager og mange andre, sammen med deres koner og børn erobrede Jerusalem, samt flere byer og store landområder, som i dag dækkes af Israel, Palæstina, Libanon og Syrien m.v. Dengang omtalt som Levanten, Det Hellige Land, og nu som Mellemøsten. I året 1105 erobrede korsfarerne havnebyen Acre i Haifabugten. Dengang omtalt som Saint-Jean d'acre. Havnen blev for korsfarerne et vigtigt trafikknudepunkt mellem Vesteuropa og Levanten. De forstærkede fæstningsværkerne omkring byen, hvor der hurtigt opstod en stor handel og en livlig trafik af pilgrimme, som kom ad søvejen. Johanniterne og tempelridderne fik deres egne kvarterer. Johanniterne oprettede i deres klosterkompleks et herberg/hospital for pilgrimme efter samme tegning som det de drev i Jerusalem, men her var det bare lidt mindre. Men så kom skæbneåret 1187. Kongeriget Jerusalem led et knusende nederlag ved Hattins Horn til den egyptisk-syriske sultan Saladin. Og snart efter måtte korsfarerne i hovedstaden Jerusalem, Acre og andre byer også overgive sig til Saladin og forlade byerne. Kongeriget Jerusalem, som nu stod uden hovedstad, besluttede sig i 1189 for at generobre havnebyen Acre. De omringede byen for at få de arabiske muslimer, som var flyttet ind to år tidligere, smidt ud. Men det ville Saladin ikke finde sig i, så han omringede korsfarerne, som derved kom i klemme mellem hans styrker og hans venner inde i byen. I foråret 1189 gik krigere fra Lübeck, Slesvig, Jylland, Ditmarsken og Friesland ombord på 55 skibe som begyndte en sejltur ned langs den hollandske kyst. I Spanien gik de i land for at deltage i en messe i Santiago de Compostela. Omkring 1. juni dukkede de op i Lissabon hvor de fik nogle galejskibe til at vise vejen til Gibraltar. Undervejs gik de i land og foretog flere raids mod den muslimske befolkning. I Messina på Sicilien, som dengang var central udskibningshavn for varer, korsfarer, købmænd og pilgrimme til Det Hellige Land, tog de danske skibe mandskab om bord, som var kommet dertil over land. I Acre var Saladin næsten sikker på sejr over de indeklemte korsfarer, han ventede bare på sin broder og hans soldater for at gennemføre det afgørende slag, - da han ude over havet fik øje på en stor flåde. Den 10. september 1189 gik de danske krigere i land. De var velkomne. De blev af en samtidig forfatter beskrevet som store, stærke, mænd med et stort mod og en glødende tro. De blev sat ind i kampen syd for byen, et sted hvor de stort set var omringet af muslimske styrker. Efter måneders opslidende og forfærdelige kampe opgav Saladin. Og den 1

11. juli 1191 kunne korsfarerne igen flytte ind i Acre, som de nu gjorde til hovedstad i kongeriget Jerusalem. Johanniterne og tempelridderne fik deres gamle besiddelser tilbage. Johanniterne genåbnede deres hospital og så byggede de et nyt og endnu større herberg og hospital bestemt for pilgrimme. de blev dræbt eller taget til fange. Nogle af dem kom til at arbejde som rorkarle på mamlukkernes galejer, andre blev solgt som slaver på markeder i Damaskus og Kairo Johanniterne og tempelridderne havde hver især deres egen flåde af galejer og handelsskibe, som de fyldte op med de få riddere, væbnere, præster og hjælpere der overlevede. Et par heste, de vigtigste våben, nogle få skatte og relikvier, kom også med, samt så mange sårede og skræmte mennesker, skibene kunne bære. De sejlede til Cypern hvor Johanniterne indrettede sig i et klosterkompleks i Limassol som de ejede i forvejen. Tempelridderne indrettede sig på tilsvarende måde i hovedstaden Nicosia. De valgte Cypern, fordi det var et godt udgangspunkt for et nyt korstog, et forsøg på at generobre Det Hellige Land. Johanniterne havde desuden en konkret opgave, som bestod i militær støtte til Cilisisk Armenien, et gammelt kristent kongerige i den østlige ende af det nuværende Tyrkiet, et land med grænse til Syrien og en lang kystlinje til Middelhavet. Johanniternes stormester Villiers, iført den røde kampuniform med det hvide kors, forsvarer muren omkring Acre i 1291. Stormesteren blev i øvrigt hårdt såret af et spyd, som ramte ham mellem skulderbladene. Han blev hjulpet ned til havnen og sejlet til Cypern sammen med de andre der nåede at flygte. Maleri af Dominique-louis Patétu (1815-1849) Og sådan fungerede det i 100 år, indtil den Egyptiske mamluk Sultan Al-Ashraf Khalil med en gevaldig hær i 1291 brød gennem bymurene og bankede pilgrimme, riddere, købmænd og deres kvinder ud af byen. Mange flygtede ned til havnen for at få skibslejlighed. Andre måtte blive i byen, hvor Forholdene på Cypern var ikke tilfredsstillende så johanniterne begyndte at lede efter en ny base. Johanniternes ankomst til Rhodos I juni 1306 ankom 35 johanniterriddere og 500 soldater om bord på to galejer og fire transportskibe til Rhodos. De foretog et angreb på byen, men blev afvist, hvorefter de indledte en belejring. Året efter sendte ordenens stormester Fulk et forslag til den byzantinske kejser Andronicus d.2. i Konstantinopel. Forslaget gik ud på at 2

kejseren skulle give øen Rhodos som len til ordenen, der til gengæld tilbød militær assistance. Kejseren afslog og johanniterne fortsatte belejringen. I juni 1307 ekskommunikerede paven i Rom den byzantinske kejser, og dernæst besluttede han at johanniterne kunne få lov til at beholde det land de erobrede fra byzantinske skismatikere og tyrkiske vantro. De fik også penge til at gennemføre erobringerne. Penge som bl.a. blev indsamlet af munke i de danske johanniterklostre. Midt i august 1309 overgav indbyggerne i Rhodos by sig til johanniterne, som fortsatte med at erobre Symi, Kos og alle de andre Dodekanesiske øer langs den tyrkiske kyst. I 1310 blev der gennemført et 4. lille korstog som johanniterne brugte til at styrke deres greb om Rhodos og de andre øer. Ordenen flyttede samme år sit hovedkvarter til Rhodos by. 60 skibe under bygning på franske og italienske værfter, fortæller Erik Reitzel- Nielsen i værket: Johanniternes Historie. Mange af skibene var slanke hurtige galejer som blev roet frem af muslimske slaver, straffefanger, men også af lokale arbejdere. Dertil kom en flåde af fragtskibe som sejlede gods og pilgrimme mellem Europa og Det Hellige Land. Ordenen udviklede sig til at være en stor sømilitære magt som gjorde transporten mellem Tyrkiet, Egypten og andre muslimske lande i området meget risikabelt. I 1344 deltog johanniterne i et lille korstog mod den tyrkiske by Izmir. Tyrkerne tabte og johanniterne blev der i en menneskealder, indtil tataren Timur Lenk i 1402 kom og fordrev dem. Men de forlod ikke det tyrkiske fastland. I stedet for Izmir erobrede de Bodrum hvor de anlagde borgen Skt. Peter, som er kendt af mange danske turister. Medens de opererede i kongeriget Jerusalem og medens de var på Cypern havde ordenen arbejdet for kongen, men her var ingen konge. De blev herre i eget hus, og etablerede sig som en selvstændig stat med stormesteren som statsoverhoved og ordenens øverste råd som regering. For rhodierne var der både ulemper og fordele ved johanniternes overtagelse af øen. Det værste var nok at ordenen undertrykte den græsk ortodokse kirke og lagde den ind under paven i Rom. På den anden side fik johanniterne hurtigt skabt orden på hverdagen. Fæstningsmure skulle repareret. Et palads, en kirke, et hospital og herberger til ordensbrødrene skulle bygges. Men der var også arbejde på ordenens skibe. I 1308, medens ordenen endnu var i færd med at belejre Rhodos, havde den ikke mindre end Øerne Rhodos, Hkalki, Tilos, Symi, Nissiros og Kos indgik i johanniternes ordensstat. Dertil kom borgen St. Peter i Bodrum. Øerne i det Dodekanesiske hav er i dag alle græske. 3

Fra 1350 og mange år frem var tyrkerne optaget af at erobre landene på Balkan, Grækenland, Bosnien, Bulgarien, Serbien etc. I 1453 erobrede de også Konstantinopel, den sidste rest af det tidligere så mægtige kristne byzantinske, østromerske rige. Og nu syntes sultanen der skulle gøres noget ved de irriterende johanniter der generede skibsfarten, stjal skibe med last og mandskab, gik i land på hans kyst og fjernede krudtet, som hans soldater skulle bruge i kystforsvarets kanoner. Allerede i 1456, tre år efter erobringen af Konstantinopel sendte sultan Mehmet en flåde, som overfaldt og plyndrede øerne Kos og Symi samt østkysten på Rhodos. Den 23. maj 1480 ankom 170 tyrkiske skibe, som satte omkring 100.000 soldater og krigsmateriel i land tæt ved Rhodos by, som de straks omringede. I løbet af kort tid sendte de 3.500 kanonkugler og store sten ind mod bymuren og ind over byen, og allerede d. 27. juli, lykkedes det for dem at komme ind i byen. Men her mødte de en så voldsom modstand at de hen på eftermiddagen opgav og flygtede. Johanniterne og deres hjælpere fulgte efter dem ud af byen, hvor de angreb den tyrkiske lejr og erobrede deres standard. De tyrkere, der kunne, forsvandt, men de tre - fire tusinde tyrkere som døde, den dag, kom ikke hjem! Medens belejringen stod på og i dagene efter, skrev ordenens vicekansler, Guillaume Coursin en detaljeret rapport over slagets gang. En rapport som stormesteren sendte til paven i Rom. Fire måneder efter belejringens ophør blev den offentliggjort og den blev straks en bestseller. Bogen: De obsidione et bello Rhodiano, blev i 1482 trykt af Johan Snell i Johanniterordenens trykkeri i Sankt Hans kloster i Odense. Det var, oplyser Det kongelige Bibliotek, den første trykte bog der blev fremstillet i Danmark. Tyrkerne angriber Rhodos by. Flagene med de rød/hvide Dannebrogsfarver markerer johanniternes positioner. I baggrunden ses den tyrkiske lejr med de hvide telte. Og ved tårnet i forgrunden forsøger et tyrkisk skib at angribe tårnet medens et johanniterskib søger læ bag tårnet. Læg mærke til at havneindløbet er spærret. Billedet indgår i Guillaume Caoursins rapport om belejringen til paven. Johanniterne, som betragtede sig selv som den sidste kristne forpost mod den tyrkiske muslimske ekspansion op gennem Europa, gik i gang med at reparere skaderne og forstærke forsvarsanlæggene. Og de fortsatte deres raids mod skibsfarten i sultanens rige. I 1507 erobrede de f.eks. Egyptens største 4

fragtskib "Morgabine", som de ombyggede til krigsskib med navnet "Santa Maria" Sultanen, som nu hed Suleiman, fandt det mere og mere utåleligt med disse sørøvere midt i den østlige ende af Middelhavet, som stort set kunne betragtes som indsø i hans imperium. Derfor samlede han en flåde på 103 galejer og 300 fragtskibe i Marmaris, som den 26. juni 1522 landsatte ca. 120.000 soldater og 60.00 bønder, tvangsudskrevet fra Balkan-landene. De skulle hjælpe soldaterne med belejringen og angrebet på byen. Belejringen, som var endnu voldsommere end den første, endte med at ordenens stormester den 20. december samme år indgik en fredsaftale med sultanen. Johanniterne fik 12 dage til at forlade Rhodos. De fik lov til at tage deres våben, udstyr, kunstgenstande, arkiv og relikvier med sig. Om aftenen d. 1. januar 1523 forlod riddere, munke, et stort antal hjælpere og lokale rhodier øen ombord på Santa Maria og 49 andre skibe, hvoraf nogle var stillet til rådighed af sultanen. Vores ankomst til Rhodos Vi havde også denne gang selv planlagt vores rejse. Og da vejen til Rhodos med rutefly er ualmindeligt bøvlet, købte vi i stedet billetter hos rejsebureauet Falck Lauridsen, som sendte en SAS-maskine ud fra Billund med turister den ene søndag og hjem den næste. På nettet bestilte vi et værelse i Pension Sofia midt i Rhodos gamle by. Vi bestilte også en taxachauffør til at stå i lufthavnen med et lille skilt med vores navn. Efter tre timer og 20 minutters flyvning landede vi på Rhodos. Da vi gik fra flyet til lufthavnsbussen, som skulle bringe os til lufthavnsbygningen, følte Lis at hun fik et insekt eller noget snavs i øjet, som senere viste sig at være noget helt andet. Vi fik fat i vores kufferter og ved udgangen stod taxachaufføren. Det regnede lidt, da vi omkring kl. 23.00 ankom til pensionen. Sofia tog imod og førte os op ad en udvendig trappe til en terrasse med indgang til værelser. På øverste trin snublede Lis, satte sig på rumpen og lagde sig på ryggen så lang hun er. Ved Sofias og min hjælp kom hun op i en stol for at sunde sig, medens jeg bragte kufferterne på plads. I det øjeblik, jeg satte mig ved bordet og kiggede på Lis, så jeg hendes blodfyldte højre øje. Ikke bare en blodsprængning som vi gamle får engang imellem, men blodfyldt, så der intet hvidt var tilbage at se. Det så farligt ud. Vi måtte på hospitalet. Sofia var gået, og jeg rodede rundt i vores guidebøger for at finde et hint om hvad vi skulle gøre i en sådan situation, men der var intet at hente. Vi gik ud på gaden for at finde en taxa. Ca. 100 meter henne stod en mand og røg en cigaret udenfor en restaurant. Han kiggede lidt på Lis, fiskede mobilen op af lommen og ringede. På skadestuen blev hun lagt på en briks, fik skyllet øjet, målt et rasende højt blodtryk. Lægen kunne ikke se noget fremmedlegeme i øjet. Men han konstaterede at hun stadig kunne se med det blodfyldte øje. Den værste forskrækkelse forsvandt en smule. Han lånte hendes gule sygesikringskort og vi fik en recept på øjendråber. Vi skulle finde et apotek og så hjem på pensionen. Klokken var efter midnat og der var ikke et menneske at se ved udgangen, bortset fra en pige, som var i gang med at gøre rent i hospitalets cafeteria. Hun ringede efter en taxa og fulgte os ud til pladsen hvor den ville komme. 5

Efter et par opringninger fandt taxachaufføren frem til byens natapotek. Hun kørte os næsten hjem. Det sidste stykke måtte vi gå. Taxaen var for bred til at kunne køre gennem den sidste smalle gyde. Vi sov kun ganske lidt den nat. Øjet skulle dryppes hvert anden time og vi skulle tidligt op for at møde en øjenlæge på hospitalet næste morgen kl. 7.30. Byen var helt stille på den tid. Her og der gik der en mand og fejede, en anden satte stole omkring bordene på fortovsrestauranterne, men der var ingen taxa at se. Nede ved havnen, udenfor bymuren, fik vi øje på én, som begyndte at køre da vi næsten var henne ved ham. Med råb og fagter lykkedes det at standse ham og forklare at hans allervigtigste opgave, lige nu, var at køre os på hospitalet. Han fik 10 EURO og vi kunne gå ind på hospitalet for at finde øjenafdelingen. Undervejs fandt vi ud af at øens eneste hospital er indrettet på en bakkekam sådan ca. midt mellem Rhodos by og lufthavnen. Øjenlægen som vist nok også var overlæge brugte sit apparatur og kiggede Lis i øjnene. Han bad hende nævne de tal og bogstaver han viste i et hvidt felt på væggen. Congratulation sagde han og prøvede en gang til. Congratulation, der er ingen skade sket på synet. Men der er bristet et blodkar i øjets hvide felt og blødningen er sikkert blevet forstærket af den blodfortyndende Maravanmedicin du bruger. Lettelsen var stor, angsten forsvandt. Vi var overbevist om at vi havde mødt en kompetent øjenlæge. Det røde øje skulle dryppes tre gange i døgnet, og så syntes han i øvrigt, at hun skulle bruge sine solbriller, få hvilet og nyde ferien. Tilbage på pensionen serverede Sofia morgenmad og hun gav os et nyt værelse i stueetagen så Lis kunne slippe for trapperne. Vi sov resten af formiddagen, gik derpå ud og spiste frokost, hvorefter jeg gik lidt rundt for at finde ud af hvor vi var og hvordan byen vendte. Sofias Pension Sofias Pension findes på Aristofanus 27, midt i Rhodos gamle bydel. Man kan bestille værelse på hendes e-mail: info@sofiapension.gr I mindre biler kan man køre helt frem til pensionen. Det sidste stykke vej er anlagt tværs hen gennem ruinen af den græskortodokse Santa Nick kirke, som blev bombet under 2. verdenskrig. Sofia ejer og driver pensionatet med ni værelser, seks omkring en åben tagterrasse med cafeborde, store krukker og små blomsterpotter, plus tre værelser i stueetagen. Vi byttede værelset på tagterrassen med et med et andet som har direkte indgang fra den lille ankomstgård. Sofias Pension i smøgen ved Aristofanus Sofia passer receptionen, serverer morgenmad, gør rent på værelserne og vander blomster. Hun er venligheden selv. Hun 6

sætter cirkler på kortet omkring de ting vi gerne vil finde og giver gode råd om hvad vi også bør se. Om eftermiddagen, når vi sidder ved det lille bord i gården og læser eller skriver notater til dette rejsebrev, kommer hun med kaffe. Pensionatet ligger ved indgangen til en smøge så bred som mit skrivebord. I genbohuset bor en familie med et par børn på 6-8 år. De leger og spiller bold med vennerne og når de bliver for højrøstede går Sofia ud i smøgen og skænder på dem. De skruer ned for lyden i tre minutter og så griner og hujer de igen. På dørtrinet til et andet hus sidder en mand. Han er i gang med at pudse familiens sko. I et tredje hus er et par unge mennesker i gang med at male køkkenet og soveværelset. På dagen da de er færdige til at flytte ind bliver smøgen fyldt af deres venner som fejrer resultatet. Fra vinduet i vores værelse har vi udsigt til en grusbelagt parkeringsplads og nogle store træer. Hver dag kl. 9.30 kommer en ældre gråhåret mand med et stort skæg i samme farve og sætter sig i skyggen midt på bænken. Han lægger en pose på den ene side af sig, avisen på den anden og tænder en cigaret. Vi hilser på ham, men han vil ikke forstyrres. Grækenlands gældskrise Et par år forinden vores lille rejse dukkede de første diskussioner om Grækenlands gældskrise op i medierne. Staten manglede penge og investorerne, som vi ikke ved hvem er, ville kun betale en mindre pris for de statsobligationer den græske stat forsøgte at sælge. Grækenland er med i EU og i klubben af lande som bruger EURO-en. Blandt politikere, vurderingsbureauer og investorer opstod der tvivl om hvorvidt den græske stat nogensinde ville blive i stand til at betale sine lån tilbage. Og hvis den ikke kunne låne til afholdelse af lønninger, pensionsudgifter, hospitaler, politi, m.v. hvad ville der så ske? Politikerne i EURO-lande og Den Internationale Valutafond bevilgede store lån til grækerne for at undgå en fallit, som kunne ødelægge økonomien i deres egne EUROlande. Til gengæld skulle grækerne gennemføre store omlægninger og nedskæringer i statens udgifter. Krisen er selvfølgelig opstået fordi politikerne ikke magtede at sætte tæring efter næring. Græske vælgere stemmer ligesom vælgere i Danmark på politikere der uddeler gratis goder og samtidig giver skattelettelser. At staten så må låne de penge der mangler, tog grækerne sig ikke af. Første da den græske regering blev tvunget til at skære ned på lønninger og pensioner reagerede de. De gennemførte strejker og store demonstrationer i gaderne. Og ved parlamentsvalget, som fandt sted søndag den 6. maj, søndagen før vi rejste til Rhodos, blev konservative og socialdemokrater, som begge havde regeret under krisen, straffet. De mistede mere end halvdelen af deres mandater. To ud af tre græske vælgere stemte i stedet på kommunistiske, fascistiske eller nationalistiske partier. Grækenland havde ingen regering da vi landede på Rhodos. Men et par dage forinden blev den olympiske ild alligevel tændt foran Heratemplet på Olympen. Ilden skulle bringes til olympiaden i London. Der findes et folkeliv og der findes traditioner som fortsætter selv om politikere og politiske systemer spiller fallit. St. Johannesordenskirken i Collacium. I Jerusalem havde johanniterne deres egen ordenskirke viet til Johannes Døberen. Da 7

Jerusalem faldt, oprettede korsfarerne en ny hovedstad Acre. Også her byggede johanniterne deres egen Johannes Døberordenskirke, som af besøgende blev betegnet som den flotteste kirke i byen. Så snart ordenen i 1310 indrettede deres hovedkvarter i Rhodos begyndte de at bygge en ny Johannes Døber klosterkirke ved siden af stormesterens palads. Der var ganske vist flere mindre græsk-ortodokse kirker på øen. Nogle af dem havde været der i mange hundrede år. Men johanniterne var ikke græsk-ortodokse. De var romerskkatolske og skulle naturligvis have deres egen romerskkatolske ordenskirke i Collacium. Det område i den gamle by som dannede rammen om johanniternes liv. Kirken blev bygget i gotisk stil, og med to række søjler som delte kirkerummet i et hovedskib og to sideskibe. Her fejrede ordenens medlemmer og deres mange hjælpere Johannes Døberens fødselsdag. Her blev ordenens store politiske og religiøse møder holdt. Her blev stormestrene valgt og her blev de begravet sammen med ordenens mest prominente riddere, abbeder og præster. Datoen for kirkens indvielse er ikke kendt, men det skete i stormester Helion de Villeneuves regeringstid fra 1319-1346. Da tyrkerne fordrev johanniterne blev kirken omdannet til moské og kælderen under tårnet brugt som krudtmagasin. En dag i 1856 blev tårnet ramt af et lyn og krudtet eksploderede. Da støvet lagde sig var tårnet, kirken og store dele af paladset faldet sammen. 800 mennesker døde, og lidt efter lidt blev alt i ruindyngerne, der kunne bruges, fjernet og sandsynligvis anvendt som byggemateriale i andre huse eller til reparation af fæstningsanlæg. Lis tager sig en pause medens jeg fotograferer. Oppe til venstre anes palæet hvis fjerneste ende er bygget ind over kirkeskibet. Parret længere fremme i gaden står på det sted hvor koret fandtes i johanniternes ordenskirke som var viet til Johannes Døberen. Inde bag porten ses tårnene i stormesterens palæ. I dag kan vi kun se nogle få rester af kirkens sokkel. En gade er anlagt hen over den østlige ende af kirkens kor. Og et stort hvidt klassicistisk palæ er bygget ind over den vestlige ende af kirkeskibet. Men vi kan fra arkæologiske oversigtstavler på stedet og fra et par litografier fra begyndelsen af 1800 tallet alligevel godt få en fornemmelse af kirken. I 1925, medens italienerne regerede på øen blev der bygget en ny kirke på havnefronten ved indsejlingen til Mandrakihavnen. Bebudelseskirken, som i dag fungerer som øens domkirke, er i følge flere turistbrochurer opført som en kopi af johanniternes gamle ordenskirke. Den er også viet til Johannes Døberen og er indvendig udsmykket med 8

store fine ikonmalerier af forskellige helgener og selvfølgelig finder vi højt oppe under loftet et stort billede af Johannes i færd med at døbe Jesus. Når patienterne kom til hospitalet skulle de først skrifte deres synder for en præst og derpå modtage nadveren. Hospitalernes hospitaler Johanniterne blev oprindeligt skabt for at drive herberg og hospital i Jerusalem og i andre vigtige byer langs pilgrimsruterne mellem Vesteuropa og Det Hellige land. Derfor blev de i samtiden meget ofte omtalt som hospitalerne eller bare hospitalet. Også selv om de senere fik til opgave af beskytte pilgrimme og forsvare kristendommen i Øst. På Rhodos byggede de det første herberg/hospital for pilgrimme i tiden mellem 1355 og 1365. Det blev indrettet i en bygning med to etager og en stor sal på hver etage. I dag benyttes bygningen som bibliotek for øens arkæologiske og historiske museum. Efter tyrkernes første forgæves forsøg på at fordrive johanniterne gik de i gang med at bygge et nyt og større hospital, som stod færdig i 1489. Bygningen, som i dag rummer øens arkæologiske museum, er en af de mest velbevarede, en af de mest oprindelige. Den er bygget i to etager med en kvadratisk atriumgård, som er udstyret med en gallerigang hele vejen rundt og på begge etager. Over hovedindgangen findes den store sygestue. På de tre andre sider af gården findes en række rum som på 1. salen er fyldt med græske vaser, skulpturer, smykker og meget andet fra den antikke græske periode. Den store sygestue er højloftet, delt op af en søjlerække som bærer taget, og så er der en række siderum som kan have været benyttet til sanitære formå. Den store sygestue på første sal i Johanniternes hospital. I midten ses døren til gallerigangen udenfor. Dernæst skulle de skrive deres testamente i overværelse af en præst og hospitalets skriver. Hospitalets leder, grand hospitalier, kom stort set altid fra den franske sproggruppe og han indgik i ordenens øverste ledelse. Han udpegede personalet. Patienterne skulle tilses to gange om dagen af en læge, - og en præst gennemførte hver morgen en gudstjeneste. Det skal bare her i farten nævnes at johanniternes hospitaler dengang blev betragtet som nogle af de bedste. I sygesalen er der nu opsat en række johanniterridderes våbenskjolde, hugget i sandsten, samt en kopi af sarkofagen som stormester Pierre de Corneillon (Død 1355) blev lagt i. Originalen er nu i Frankrig. Den stod oprindeligt, ganske givet, i ordenskirken ved siden af stormesterens palads. 9

Om det at spise Vi blev fanget, medens vi gik hen over Hippokratustorvet, af en mand det stod udenfor en fortovscafé og fangede turister, en turistfanger. Han viste os hen til et bord med fuld udsigt til torvet og hans egen arbejdsmetode. Han spurgte hvor vi kom fra. København eller Jylland? Jo, jo, han havde engang været gift med en svensker, så han kendte udmærket København. Lidt senere fanger han et andet ældre par. Han finder ud af at de kommer fra Randers. Og medens vi nyder vores cappuccino fanger han et tredje par som kom fra Odense. Og her sad vi så, tre modne par fra Danmark, som de eneste gæster på caféen. En anden dag satte vi i os i skyggen på en gaderestaurant og bestilte cappuccino, der dukkede op som en kop almindeligt kaffe med en god klat flødeskum oveni. Vi iagttog livet i de små butikker på den anden side af gaden. Butikker hvor ekspedienter og ekspeditricer færdes ind og ud af hinandens butikker. De opholder sig mere på gaden end i butikkerne. Det er i gadens strøm af turister de fanger deres kunder. Hello, where are you from. Come inside and see what we have for you. No pressure, just Greek hospitality. En trivelig mand som har købt et smykke til sin hustru får både knus, kram og kindkys af den smukke ekspeditrice. Rhodosfolkene er venlige og hjælpsomme, hvilket vi oplevede flere gange. Trafikken glider let og kultiveret på de smalle veje og i de snævre gader. De hjælper hinanden. Vi oplevede ingen aggressivitet i trafikken. Vi udnævner Socratus Garden, på Socratus nr. 24 til byens bedste spisested. Lis ved vores stambord i Socratushaven. Lis og drengen i forgrunden har fået øje på en kat. Her er ingen turistfanger på gaden, kun en lille informationstavle ved porten ind til en vidunderlig midtbyhave med et par kæmpe store dadelpalmer, mange skyggegivende træer og smukke bourgonvillablomster. Ud fra diskret anbragte højtalere strømmer der dæmpet klassisk græsk instrumentalmusik. Et lille vandfald løber ud et sted i muren, hvor der sidder en rest af akselen fra et gammelt møllehjul. Lyden af vandet der risler, stuetemperaturen og en svag luftning kalder på afslapning. Her sidder en del mennesker og spiser eller drikker et glas øl, men ingen støj, alt er roligt og dæmpet. Skuldrene falder ned. Her er ingen stress, men behagelig betjening. Vi sidder en time til halvanden. Lindos Vi havde, længe før vi ankom til Rhodos, bestemt os for at se Lindos og pilgrimsklosteret på Filérimos. Vi snakkede med Sofia om planen og det viste sig hurtigt at hun havde en ven, der havde søn, som 10

havde en taxa. Ham ringede hun til for at få et godt tilbud på en dagsudflugt. Torsdag kl. 10.00 stillede en ung mand, ca. 35 år, med lang hestehale og en nyvasket sort Mercedes-taxa af lidt ældre dato. Men inden vi kunne komme af sted var der lige et lille problem i Sofias computer som han skulle hjælpe hende med at løse. Solen skinnede mellem nogle mørke skyer da vi kørte ud af byen og ned langs kysten mod lufthavnen. Vi havde besluttet at se Filérimos som det første. Men så blev skyerne utætte og de regnede så kraftigt at bilens vinduesvisker, selv om den slog frem og tilbage i rasende tempo, slet ikke kunne holde vandet væk fra ruden. I løbet af to minutter blev vejen forvandlet til en flod. Vores chauffør stoppede bilen og forklarede at det ville være formålsløst at køre op til klosteret. Han ringede til en kollega i Lindos, som fortalte at solen skinnede fra en skyfri himmel. Bilen blev vendt. Selv med meget lav fart, måske 20 km. i timen, sendte hjulene kaskader af vand ind over rabatter og fortove. De røde, lyserøde og hvide nerie-blomster i vejsiden blev vandet. Vi kan ikke huske at vi nogensinde har oplevet et regnskyl komme med så meget vand på så kort tid. Fra vejen ned mod Lindos fik vi en flot udsigt til den hvide skipperby på skråningen mellem naturhavnen og klippen med borgen bag sig. Vi blev sat af, helt nede ved indgangen til byen. Lis bryder sig ikke om at skulle gå op ad stien og de mange trapper der skal forceres, for at komme op på toppen til af klippen. Jeg fandt holdepladsen for æseltaxier. Æsler udstyret med brede sadler, så man kan sidde over skrævs på dem, medens man bliver transporteret op til borgens indgang. Men hun afslog og valgte i stedet at drikke en kop cappuccino sammen med chaufføren ved et bord i skyggen, og med udsigt over havnen. Jeg gik ind forbi æseltaxiholdepladsen, ind i den smalle gade, som på begge sider er fyldt med restauranter og især butikker beregnet på salg til turister. Gaden bliver til en smal gyde, akkurat bred nok til at to mennesker kan passere hinanden. Og der er en stærk strøm af turister i begge retninger. Når en af os stopper for at se på en udstillet vare går bevægelsen bagved i stå. Men det lykkes alligevel at komme frem og få øje på et lille skilt, blandt udstillede kniplingsduge, hvor der vises vej til Akropolis. Oppe ved porten ind til borgområdet får jeg øje på den anden æseltaxaholdeplads. Æslerne er ikke kommet den vej jeg gik. Der må være en anden sti. Omkring år 600-500 f. Kr. slæbte mennesker og deres æsler sten efter sten herop for at bygge en solid mur omkring toppen af klippen. De gjorde det for at beskytte deres helligdom og for at have et sted at søge ly når ondsindede soldater eller sørøvere gik på raid i deres by. Toppen er opdelt i tre niveauer, eller tre plateauer om man vil. På det nederste står et par store træer. Sidste sted for skygge inden opstigningen ad den store trappe. På første trin får jeg, inde på klippevæggen, øje på det store skibsrelief, som viser agterenden af en skibstype lindierne brugte omkring 300-250 f. Kr. Relieffet er 5,5 meter langt og næsten 5 meter højt. Det viser i detaljer hvordan agterenden var bygget. I et gammelt nummer af tidsskriftet SFINX, nr. 2 årgang 1999, som jeg havde med på turen, kan jeg se at relieffet blev fremstillet for at hædre kaptajn Hagesandros. Jeg stod længe ved foden af trappen for at få et ordentligt billede og imens gik et halvt 11

hundrede mennesker forbi for at starte opstigningen. De opdager slet ikke relieffet. Kun et enkelt par går helt frem til det for at mærke på det med fingrene. Og kun en enkelt eller to andre, som blev nysgerrige for at se hvad jeg havde travlt med at fotografere, opdagede skibet på væggen. Vi ser kun det, vi får at vide, vi skal se efter. Skibsrelieffet som en kunstner huggede ind i klippesiden omkring 300-250 år f.kr. Den gamle antikke trappe er stejl og ender i en port ind til et område af bjergtoppen, hvor Johanniterne, som i følge en informationstavle på stedet, erobrede fæstningen i år 1307, indrettede nogle bygninger til ophold og lager. Helt inde langs klippevæggen kan vi se resterne af den trappe johanniterne brugte. Den ender en etage højere end den antikke trappe som vi nu benytter. Øverst oppe er der tre vinduer. Ovenover den midterste ses et karakteristisk johannitervåbenskjold mejslet ind i murværket. Da johanniterne ankom var der allerede en græsk ortodoks kirke på toppen af klippen, viet til Johannes Døberen. Jeg forestiller mig at de har ændret dens indretning, så den kunne bruges til katolske ritualer. I det der står tilbage af kirken kan man dog nemt genkende den græsk ortodokse kirkearkitektur. Ud over at huse en lille garnison blev borgen også brugt som tilflugtssted for ordenens stormester Foulgues de Villaret, ham der stod i spidsen for ordenen i årene hvor den etablerede sig som selvstændig stat på Rhodos. Han viste sig at være for selvrådig og han havde måske også et problem med alkohol og kvinder, og det duer jo ikke når man er øverste leder af en munkeorden. Et af medlemmerne i rådet forsøgte at dræbe ham, men det lykkedes for ham at flygte og søge ly i Lindosfæstningen. Efter at have siddet her i et par år besluttede han at abdicere som stormester. Han rejste derefter til Languedoc hvor han boede på en af ordenens gårde til sin død. Her har været dansk besøg før mig. En dansk arkæologisk ekspedition, under ledelse af Karl Frederik Kinch og Christian Blinkenberg, gennemførte i 1902-1905 nogle store udgravninger. De hyrede 20-40 lokale arbejdere som forsynet med skovle og trillebør, nogle måneder hver vinter, gravede i skærverne. Arbejdet blev betalt af Carlsbergfonden. Og de fandt en masse interessante ting, bl.a. flere hundrede små tekster mejslet ind i stenblokke som engang sad i Athene-Lindia. Et tempel med tilhørende tempelgård, søjlehal og en bred promenadetrappe som forbinder tempelområdet med en terrasse hvor mennesker, 500 år før vor tidsregning eller tidligere, opbevarede vand, olivenolie, mad og andre daglige fornødenheder. Da italienerne i 1912 tog magten over Rhodos gav de sig til at rydde op på Lindos 12

Akropolis. De flyttede stenblokkene med de mange inskriptioner ud til kanten, så vi ikke kan se hvor de faktisk blev fundet. De jævnede pladsen og opførte dele af templet, som man mener, det har set ud. Til det formål fremstillede de nye stenblokke, nye søjleblokke m.v. Det meste af det vi ser er forholdsvist nyt. Kun hist og her ser vi et ægte søjlehoved, nogle blokke i en mur eller et stykke af en søjle. Men det er alligevel en oplevelse, at se hvordan stedet kunne have set ud. Et intryk som mange tusinde mennesker hvert år får med hjem fra ferien. Og for dem der ikke interesserer sig for gamle sten er der en vidunderlig udsigt over havet, ned over Lindos by og ud over øen. Og hvis det ikke er nok, kan man jo, på vejen ned, købe en af de smukke duge, som lokale kvinder langs stien breder ud over klippesiden for at friste os. til stedet, som handler om apostlen Paulus. Engang han var i havsnød, bad han til Gud og Gud hørte bønnen og slog en åbning i klippen så skibet kunne sejle ind i læ. Vi kan ikke lige se det, men der er en smal åbning mellem havet og den lille indsø. En åbningen som Gud skulle have slået så Paulus kunne komme i læ i den lille sø. Billedet er taget fra toppen på Lindos klippen. Vi kører mod Rhodos by. Undervejs kigger vi ind i olivenlunde med løsgående geder som holder græsset nede og vi ser på bjergskråninger hvor der hist og her vokser enkelte oliventræer, buske og fyrretræer. Vi har endnu et punkt på programmet, men forinden gør vi holdt ved Ladico Bay for at spise en let frokost. Værten fortæller at der hvert år kommen en dansk familie på ferie som altid spiser hos ham. Og det er han åbenbart lidt stolt af. Det rekonstruerede Athene-Lindi tempel øverst i borgen på Lindos klippen. En frokostsnak med chaufføren Nedenfor klippen, modsat havnen, findes en lille cirkelrund bugt, med en smal åbning til havet. Et yndet sted at blive gift fortæller vores chauffør. Og så er der knyttet en myte Vores chauffør fortæller at han aftjente sin værnepligt som snigskytte. Han fortæller endvidere at der er mange soldater på øen, på grund af det historisk spændte forhold mellem grækere og tyrkere. Hvis de kommer, siger han, vil de få samme katastrofeoplevelse som tyskerne fik i Stalingrad. Han har selv aftjent sin værnepligt på øen, siger han. 13

Som eksempel på det historisk spændte forhold kan vi bare tænke på den græsk/tyrkiske krig i 1919-1922 og den efterfølgende store folkeflytning som skete med baggrund i folks religiøse tilhørsforhold. Muslimske tyrkere, som havde boet i Grækenland i generationer, blev tvangsforflyttet til Tyrkiet. Omvendt blev mennesker med tilknytning til den græsk ortodokse kirke i Tyrkiet tvunget til at flytte til Grækenland. Rhodos var allerede forinden overtaget af Italien, men den dårlige stemning mellem de to befolkningsgrupper har sikkert også haft sin indflydelse på befolkningssammensætninger her på øen. Rhodos var i 390 år (1522-1912) under tyrkisk herredømme. Dengang havde øen en stor tyrkisk befolkning. Nu er her kun omkring 6000 muslimer af tyrkisk oprindelse ud af en samlet befolkning på omkring 110.000 fastboende. Vi kan læse meget mere om folkeflytningen i journalisten og forfatteren Jørgen Valdemar Christensens bog: Den store Folkeflytning mellem Tyrkiet og Grækenland, som udkom på Gads forlag i 1927. Det begynder igen at regne, ganske let, men jo længere vi kommer ind mod Rhodos desto værre bliver det, næsten ligesom det vi oplevede om formiddagen. Chaufføren foreslår at vi afbryder turen. Han vil køre os hjem og hente os næste formiddag for at gøre den færdig. Hjemme på pensionatet ser vi hvordan regnen har slået hovederne af Sofias fine pelargonier. Byen var virkelig blevet vasket. Filérimos Solen skinner og vi kører langs vandet, som har en vidunderlig tyrkis farve der skifter til lyseblåt og ender i næsten kongeblå toner, længst ude hvor et krydstogtskib og en færge passerer hinanden. Vi er på vej mod Filérimos. I byen Ialissós drejer vores chauffør til venstre og snart er vi på vej op gennem det ene hårnålesving efter det andet for at komme op til et plateau ca. 300 meter over havoverfladen. Straks vi står ud af bilen får vi øje på en flok påfugle. Hannerne gør sig til. De folder deres store farvestrålende haler ud, skriger og danser rundt så damerne kan se dem fra alle sider. Vi køber billet, 6 EURO, og får en lille pamflet, hvori det fortælles at byen nedenfor bjerget, i den mykenske periode, hed Achia, senere i byzantinsk tid blev den kaldt Lalysos. Nu hedder den så Filérimos som betyder, ven af ensomheden. Oppe for enden af en bred trappe, hvor vi møder endnu flere påfugle, ser vi et helligt sted, et kultsted, hvor mennesker gennem tre årtusinder har dyrket deres guder. Her er flere ting at se. Det første er et kombineret fæstnings- og kirketårn udsmykket med et stort johanniterkors. Men det er af nyere dato, bygget som en kopi for ca. 60-80 år siden. Det ældste vi ser er resterne af et dorisk tempel for Zeus og Athene, men vi ser kun mursokkelen og måske et alter, samt sokler til de kraftige søjler der bar templets tag. Omkring år 500-600, da kristendommen var i fremgang, pillede man det gamle tempel ned og brugte materialerne til at bygge en ny stor kirke, hen over en del af det gamle tempel. I kirkens kor byggede de et fint korsformet dåbsbassin ned i gulvet. I bassinets korsarm som vender op mod alteret er der en trappe. Når en hedning gik ned i bassinet for at blive 14

døbt vendte han ansigtet mod vest så menigheden kunne se hvem han/hun var. Efter dåben gik han, som kristen, op ad trappen med ansigtet vendt mod lyset i øst. Kirken over dåbsbassinet stod her i ca. 1000 år. Engang i 900-årene fik stedet et kloster, som johanniterne overtog da de kom til Rhodos. Klosteret og kirken blev dengang meget besøgt af pilgrimme, som på deres rejse om bord på ordenens skibe mellem Vesteuropa og Det Hellige Land, gjorde ophold på Rhodos. I informationsfolderen, vi fik ved billetlugen, kan vi se at væggene i kirken i 1400 årene var dækket med ikoner og portrætter af en række johanniterriddere og deres skytspatron Johannes Døberen. Men et af ikonerne havde en helt særlig tiltrækning. Et Jomfru Mariaikon, som efter sigende skulle være fremstillet af apostelen Lukas. Da johanniterne forlod Rhodos og flyttede til Malta tog de Mariaikonet og deres andre relikvier med sig. Ikonet var på Malta indtil Napoleon i 1789 erobrede øen, stjal sølvtøjet og fordrev johanniterne. Vi kan, i et lille sidespring, fortælle at vi under vores rejse i Syrien i oktober 2007 bl.a. besøgte et nonnekloster, som har et billede af Jomfru Maria der også siges at være malet af apostlen Lukas. Du kan læse mere om det i mit rejsebrev, Syrien, på min hjemmeside: http://vagnskovsaerkjaer.dk På et tidspunkt, medens tyrkerne regerede på Rhodos, forsvandt både kirke og kloster. Men så kom Italienerne 1912-1945. De havde ambitioner for øen. Og på baggrund af arkæologiske undersøgelser genopførte de klosteret, med tilhørende kirke og tårn, på ruinerne af det oprindelige. I en årrække var klosteret beboet af franciskanermunke. Nu er det lukket. Der er sat hængelåse på dørene til munkecellerne i atriumgården. Men kirken er åben, lyset er tændt så vi kan se de fine ikoner og et skab i træ med udskårne påfugle. Medens franciskanermunkene boede her, anlagde de deres eget Golgata, med et 18 meter højt, hvidt latinsk kors, i den modsatte ende af Filérimos plateauet. Vejen til korset kaldte de, Via Dolorosa, smertens vej, og langs den opstillede de et antal små steler med tekster som minder om stationerne på vejen Jesus gik til Golgata. Lis foran Filérimos klosteret. Pateren er på vej hjem, han har netop holdt en lille messe i kirken. Bag Lis findes den korsformede døbefond. Lis står hvor der engang var et kirkeskib. Måske var det her, hvor korset står, johanniterne havde en af deres signalstationer, hvorfra de med lys og røg sendte signaler gennem en kæde af tilsvarende anlæg på borgen Kritina, over vandet til øerne Khalki, Tilos, Nisyros, Kos og ind til borgen Skt. Peter på fastlandet ved Bodrum. Det kunne f.eks. være signaler om skibe i farvandet. På vejen ned gjorde vi holdt for at nyde en helt fantastisk udsigt over strædet til den tyrkiske kyst. Byen Marmaris som mange danskere kender fra ferierejser, ligger der- 15

inde, et eller andet sted, som vi dog ikke kan se herfra. Vi standser også ved et lille hvidt kapel. Døren er lukket, men ikke låst. Vi går ind. Her er ingen, men lysene er tændt og jeg fotograferer nogle af de fine ikonmalerier på væggene. Et lys for Henning Vores ekskursion ender ved Bebudelseskirken på kajen ved Mandrakihavnen. Vi betaler chaufføren og siger tak for en god tur og de fine informationer han gav os undervejs. Inde i kirken køber Lis et vokslys, som hun tænder for Henning, og sætter i sandbakken. Henning, hendes søn og min stedsøn, døde 51 år gammel af kræft i lungen søndag formiddag den 29. april. Han blev bisat fra Brabrand Kirke tre dage før vi rejste hertil. Vi er stadig i shock. Vi sidder længe på et par stole bagerst i kirkerummet, tænker på ham, hans sygdom og hans sidste timer på hospitalet. Vi græder og bliver siddende en stund endnu inden vi går udenfor, ud på molen, ud til søjlen med et dyr på toppen der markerer styrbords indsejling til havnen. På den anden side af indsejlingen står en tilsvarende. Vi sætter os på en bænk og ser på mænd og drenge med fiskestænger. De drømmer om at fange noget. Vandet er klart, så gennemsigtig at vi faktisk får øje på en af de fisk de gerne vil have på krogen. Vi går langs havnefronten og ser på turbåde som sejler havnerundfart, og lidt større både der tilbyder sejlads til Lindos, øen Symi og Marmaris på den Tyrkiske kyst og andre fjernere destinationer. Ved markedsbygningen, på grænsen til den gamle by, finder vi en plads i skyggen på en restaurant. Vi bestiller en græsk omelet og drikker et krus øl. Kirken hvor vi sætter et lys for Henning er bygget som en kopi af johanniternes gamle ordenskirke. Også denne kirke er viet til Johannes Døberen Riddernes gade. Riddergaden begynder i den nedre ende ved hospitalerne, tæt på havnen. I den øvre ende, 200 meter oppe, ender den ved Stormesterens palads og den bortsprængte ordenskirke. Riddergaden var således den interne gade i johanniternes klosterområde, også kaldet Collachium. Står man ved hospitalerne og kigger op gennem den pigstensbelagte gade, op langs de grå sandstensfacader, kan indtrykket godt virke lidt kedelig, men det ændrer sig efterhånden som vi kommer op. Medens ordenen havde hovedkvarter i Acre havde de bl.a. udviklet den praksis at inddele medlemmerne efter national, sproglig oprindelse. Medens de var på Cypern blev denne praksis også skrevet ind i deres vedtægter. De syv grupperinger, også kaldet de syv tunger, bestod af en gruppe fra Provence, en fra Auvergne, og en fra Frankrig, dengang tre selvstændige stater. En fjerde sproggruppe bestod af dem der kom fra Aragonien og Navarre, to provinser i det nuværende Spanien. Hertil kom en italiensk, 16

en engelsk og en tysk gruppe. Hver gruppe fik deres eget hus i riddergaden hvor de spiste, holdt deres møder og opbevarede deres udstyr. er det også her. I et andet hus er der, på første sal, en fin lille udstilling af mønter og kobberstik, som viser hvordan byen så ud i gamle dage. Det franske konsulat har indrettet sig i det gamle franske herberg, en bank har indrettet sig i et tredje hus, i et fjerde finder vi en fagforening og i et femte hus residerer det italienske konsulat. I det det gamle herberg for den italienske sproggruppe, selvfølgelig. Riddernes gade hvor hver af de syv tunger, de syv sproggrupper, havde deres eget hus. I dag ser gaden og husene fine og velholdte ud, men sådan har det ikke altid været. På et fotografi fra ca. 1900 ser vi husenes arkitektur i store træk, men de var miserable, udstyret med karnapper, tilmurede porte, porøst og sammenfaldet murværk. Gadens og husenes nuværende udseende kom til medens italienerne regerede på øen. De satte nogle arkæologer til at finde ud af hvilke sproggrupper der havde resideret i hvilke huse og hvordan de måtte have set ud. Og så blev der ellers sat et renoveringsarbejde i gang. Vi går op gennem gaden og ind gennem en port og ser en frodig gårdhave. Når man går i en fremmed by skal man altid gå ind gennem portene. Det er derinde bag facaden vi finder de smukke gårde og de smukke haver. Sådan Hjem med natflyet Vi fløj til Rhodos om aftenen og vi forlod øen den efterfølgende søndag kl. 22.30. Vi havde som nævnt købt flybilletterne hos rejsebureauet Falk Lauritsen, som sælger populære pakkerejser med fly, hotel, mad m.v., all inclusive, som det hedder på turistsproget. På turen herud var flyet fyldt med glade, larmende, forventningsfulde mennesker. En farfar havde inviteret hele familien på 17 medlemmer, i mange aldre, med på ferie. De var også med flyet hjem, men nu var de trætte, og så snart de havde fået noget at spise faldt de i søvn, de små såvel som de store. Efter den første time blev der helt stille i flyet. Vi var så heldige at få et par sæder ved en af nødudgangene hvor der er mere plads mellem sæderne. Derved undgik vi også den klaustrofobiske fornemmelse man godt kan få på turistklassens snævre pladser. Vi landede i Billund kl.1.15, - fandt hurtigt bilen og kørte stille og roligt hjem gennem den lyse sommernat. Godt at være hjemme igen! 17

Rhodos en historie oversigt Den antikke periode I det det 8. århundrede f. Kr. grundlagde dorerne byerne Lindos, Ialyssos og Kameiras. De blev til selvstændige bystater, som i år 408. f. Kr. blev slået sammen i en stat. I den anledning grundlagde de Rhodos by som ny fælles hovedstad. Fra år 332 f. Kr. indgik Rhodos i Alexander den Stores rige. Kolossen på Rhodos blev støbt og rejst i 294-282 og gik ifølge forfatteren Plinius til grunde i et stort jordskælv i 226 f. Kr. Den romerske periode Omkring år 200 f. Kr. blev Rhodos en del af romerriget. I år 164 f. Kr. fik øen status som romersk vasalstat. Øen blev et populært uddannelsessted for romerske adelsfamilier som bl.a. blev undervist i retorik. I det første århundrede e. Kr. kom apostlen Paulus til øen med kristendommen. Den byzantinske periode Kejser Konstantin den Store gjorde i årene 324-330 e. Kr. Byzans (Konstantinopel) til hovedstad i det østromerske, byzantinske, rige. Rhodos hørte hjemme i dette rige og blev stadig mere græsk, selv om øen i flere omgange var besat af egyptere, araber og tyrkere. I år 600 e. Kr. skrev skibskaptajnerne på Rhodos den først kendte lov om søfart, Nomos Rhodion Nautikos, som blev almindeligt accepteret i hele Middelhavet. Johanniterriddernes periode I 1306-1310 erobrede Johanniterordenen Rhodos og en række andre dodekanesiske øer. De oprettede deres egen selvstændige stat med stormesteren som statsoverhoved. De regerede øerne i 212 år. De byggede et palads til stormesteren, en ordenskirke tilegnet Johannes Døberen, hospitaler til pilgrimme og herberge til ridderne. De byggede massive ringmure omkring byen og havnen. Med dem kom den romersk katolske kirke til øen. Den tyrkiske periode Efter en længere, massiv belejring af Rhodos by indgik deres sultan i julen 1522 en fredsaftale med Johanniterne, som indebar at de forlod øen den 1. januar 1523. Rhodos blev derefter regeret af tyrkerne i næsten 400 år. Det var i den periode byens moskéer, et bibliotek og et klokketårn blev bygget. I 1856 eksploderede krudtmagasinet under tårnet ved St. Johannes kirken. Tårnet, kirken og dele af paladset blev ødelagt. Byen gik langsomt i forfald. Den Italienske periode. I 1911 regerede tyrkerne over Libyen. En stat som italienerne ønskede at få fingre i. Derfor gik de i krig med tyrkerne, og som et led den kamphandling besatte italienerne Rhodos i 1912. Mange italienere kom i årene derefter til øen og deres efterkommere findes stadig. Italienerne byggede veje, gennemførte store renoveringsopgaver i Rhodos gamle by, og de byggede en række store bygninger på havnefronten ved Mandrakihavnen. Bl.a. en kopi af johanniternes gamle ordenskirke. Da italienerne i 1943 trak sig ud af 2. verdenskrig blev Rhodos øjeblikkeligt erobret af tyske styrker, som holdt øen indtil englænderne kom i maj 1945. Rhodos, som en del af Grækenland. Siden 10. februar 1947 har Rhodos og de andre øer i det Dodekanesiske hav været en del af Grækenland. Her i 2012 har øen ca. 115.000 fastboende, der i stort omfang lever af de 2 millioner turister, som hvert år besøger øen. Forsidebilledet: Billedet på rejsebrevets forside viser Lis foran Johanniterklosteret på Filérimos 18