Sætningsskema, helsætningsanalyse og skrivning Sproglig (skrive)stil er ikke noget luftigt og uhåndgribeligt, men et resultat af mere eller mindre bevidste valg af sproglige hjælpemidler. Ordvalget er ét middel. Bruger man mange billedskabende adjektiver med rod i følelseslivet (fx hjerteskærende, dødningekoldt, solnedgangsvarm), får man en litterært-lyrisk tekst. Hvis man skriver helt uden adjektiver, får man sandsynligvis en mere nøgtern tør tekst, som den ses i naturvidenskabelige afhandlinger. Ordvalget og mulighederne i variationer i ordvalget er behandlet andre steder og vil ikke blive behandlet mere her. Men sproget er jo mere end bare ord og deres indhold. Her skal sætningsstrukturen behandles, dvs med udgangspunkt i sætningsskema og helsætningsanalyse. Sætningsskemaet kan kort repeteres således: en dansk sætning består af et antal pladser i en bestemt rækkefølge udfyldt af led: (K) F v n a V N A (hovedsætning) og K n a v V N A (bisætning). Ledpladserne for de to sætningstyper er de samme, men rækkefølgen er forskellig. Konjunktionspladsen udfyldes af eventuelle konjunktioner/bindeord, som og, men, at, fordi... Forfeltet er en slags altmuligplads, hvor næsten alt kan placeres, og står foran verbalplads 1, der altid er udfyldt med et (finit) verbum/udsagnsord. Derefter følger nominalplads 1, der mest er subjektet/grundleddets plads. adverbialplads 1 indeholder (små) adverbialled/biled, oftest enkeltord, fx alle de manipulerende småord som jo, da, selvfølgelig...; ikke kan kun stå her. Verbalplads 2 indeholder eventuelle verbalformer/udsagnsord udover det på v, dvs infinitiver/navnemåder og participier/tillægsmåder; (for dem der kan komme i tvivl om dette: der kan aldrig komme r på verberne/udsagnsordene her!). Nominalfelt 2 indeholder objekter og prædikativer /genstandsled, hensynsled, omsagnsled. Sætningen slutter med Adverbialplads 2, hvor længere adverbialled/biled står, typisk præpositionsforbindelser/forholdsordsforbindelser eller hele sætninger. Der kan også stå hele sætninger på andre af pladserne. Sætningsskemaet er derfor også et vigtigt hjælpemiddel i helsætningsanalysen (analysen af sætninger som led i andre sætninger); en helsætning er det der kan stå mellem to punktummer, dvs. det kan være én sætning alene eller en overordnet sætning med ledsætninger. Den sproglige stil er meget afhængig af placeringen af sætninger i helsætningen. Her skal behandles to syntaktiske stiltræk, nemlig forvægt og bagvægt.
K F v n a V N A Men i dag skal klassen helt alene skrive danske sætninger ind i et sætningsskema Uden at have læst alle de bøger og noter han havde lånt af sin sidemand i skolen, gik han fortrøstningsfuld til eksamen Men han gik fortrøstningsfuld til eksamen uden at have læst alle de bøger og noter han havde lånt af sin sidemand i skolen hvis en elev uden at spørge om lov til at være fraværende i den tid han burde have været til undervisning alligevel udebliver fra undervisningen bør rektor eller en af hans inspektorer ifald det skønnes, at forseelsen er af en sådan tyngde, at der må statueres et eksempel sende eleven eller dennes forældre en skriftlig advarsel med oplysning om fraværets omfang og karakter, samt om de betingelser og muligheder eleven har for at forbedre sit fremmøde og konsekvenserne for den videre skolegang, hvis disse ikke opfyldes. I sætningens Forfelt kan anbringes stort set alle slags led. Hvis meget lange og tunge led, fx sætninger, anbringes her, taler man om forvægt. Fx: Uden at have læst alle de bøger og noter han havde lånt af sin sidemand i skolen, gik han fortrøstningsfuld til eksamen. Her står alt frem til gik i Forfeltet. Dette kunne også have været placeret i slutningen af sætningen (i A): han gik fortrøstningsfuld til eksamen uden at have læst alle de bøger og noter han havde lånt af sin sidemand i skolen. Klumper der sig tunge led sammen i slutningen af sætningen, taler man om bagvægt. Anvendes forvægt, stiller man ret store krav til læseren, som først får kendskab til det vigtigste (det overordnede subjekt og verbum) efter alle mulige underordnede konstruktioner. Man kan måske sammenligne lidt med en avisartikel, der med fordel kan indledes med pointen som derefter forklares nærmere; mens en artikel, der opregner alle forundersøgelser, overvejelser og sandsynligheder, før konklusionen præsenteres i sidste afsnit, risikerer at tabe sine læsere undervejs. Stilles alt for meget i Forfeltet, får man altså en tung stil, som kan være svær at overskue for den, der skriver den og som derfor også kan være årsag til fejl. Trods alt kan det dog være nemmere at skrive i denne stil end at læse den, fordi man ofte skriver én sætning, som man derefter putter flere og flere andre sætninger ind i; læseren får imidlertid hele resultatet heraf i hovedet på en gang.
Noget tilsvarende kan ske ved Bagvægt: Man ryger ud af tangenten og klistrer bare flere og flere sætninger på, fordi man lige synes, at det også skal med. Og hvis man bare læsser så meget som muligt ind mellem to punktummer som i sætningen om fravær i skemaet, bliver det meget tungt at læse. Her kunne sætningen med fordel være omformuleret, så der blev sat nogle flere punktummer. Omvendt kunne man så sige, at det ville blive mere overskueligt med en lang række af enkeltsætninger, men det er dødssygt at læse i længden (en børneagtig..og så...-stil); det kan desuden blive vanskeligt at skabe indholdsmæssig sammenhæng mellem sætningerne med sådan en skrivestil. <eks>hunden havde været syg et stykke tid. Den kunne ikke rigtig gå. Peter lod hunden aflive. Her overlades det til læseren at gætte på, hvorfor Peter lod hunden aflive, mens sætningen Peter lod hunden aflive, fordi den havde været syg et stykke tid og derfor ikke engang rigtig kunne gå skaber sammenhæng i de forskellige deloplysninger, således at det bliver ét tankeforløb. Sætningsopbygning og sætningstegn Det kan være en fordel at holde en tankemæssig enhed inden for et punktum. Hvis denne tanke består af flere (selvstændige) enheder, som dog hænger sammen, kan man bruge semikolon. Det angiver, at man afslutter en tankerække og nu kommer der noget nyt, men at dette stadig er med i den overordnede tankerække; således kan man hjælpe læseren til at strukturere indholdet rigtigt. Sætter man et punktum, er der i højere grad stop for tankerækken og endnu mere, hvis man laver nyt afsnit. Kunsten er så at vurdere, hvor man vil lægge de større eller mindre snit i teksten. Alt i en opgave/stil/ hænger naturligvis sammen på en eller anden måde, men hvis man bare lader den ene tanke følge den næste, får man et seriøsitetsniveau svarende til den sniksnakken, man hører hos kaffeslubrende damer i rappenskraldealderen eller som tekst XX (ATS), der er en parodi på en sådan skrivestil. Sæt ikke for mange ualmindelige tegn. Der er lidt undtagelsestilstand over et udråbstegn: Advarsel! Der er hajer i poolen. Det virker derfor forkert med udråbstegnet på de mærkater, som man ser på handikaptoiletter: Ved brug! Fold støttebenet ud før armlænet sænkes; her skulle udråbstegnet snarere være placeret sidst som følge af imperativen fold, og et kolon efter Ved brug. Andre specialtegn, der er mindre brugt og derfor ikke har nogen alment anerkendt betydning, kan være svære at afkode for læseren; fx møder man tit pile i elevers synopser, hvis betydning er uklar og varierende fra tilfælde til tilfælde. Husk den gamle talemåde: det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte; ved en uklar brug af fx pile giver du læseren indtryk af, at du ikke ved, hvordan forbindelsen er, og derfor bruger en sådan uklar forbinder. Orden i tanken skaber orden i skriften Det kan være en fordel ind i mellem at tænke på, hvordan man ville forklare indholdet for sin tumpede lillebror (der selvfølgelig stiller alle de irriterende spørgsmål: hvorfor det, hvor har du det
fra, hvordan kan man vide at..), fremfor, hvordan man vil prøve at gøre indtryk på læreren; ved at gøre det klart for lillebroderen (dvs. en selv), kan man opdage, om man selv har fuldt tjek på sammenhængen i indholdet. Det kan give et klarere resultat at udbygge og forfine på en læse-letudgave, fremfor at skrive kompliceret fra starten. Altså: Ved at have en klar forestilling om emnet og dets disposition (dvs. overordnet tema + rækken af underordnede punkter), får man en forestilling om, hvad der skal stå inden for det enkelte punktum; derved har man overskud til at tænke på, hvordan den enkelte helsætning skal bygges op. Fx: hvis en meteorit ikke er ret stor, brænder den op i atmosfæren, således at vi ikke kan få at vide, hvad den består af. I denne sætning er der en betingelse først (i F), derefter konsekvensen af denne betingelse og til sidst nogle følger heraf (i A). Man kunne godt flytte hvis-sætningen ned i A (En meteorit brænder op i atmosfæren, hvis den ikke er ret stor, således at vi ikke kan få at vide, hvad den består af), men dette virker rodet, fordi betingelse og følger står samme sted og derfor risikerer at blive rodet sammen. Hvis det, man vil sige, derimod kun består af betingelsessætningen og konsekvensen heraf, kan man sagtens have hvis-sætningen sidst (i A): Meteoritten brænder op i atmosfæren, hvis den er under xx millimeter i diameter. NB: Det er ikke altid, at det indholdsmæssigt vigtige står i den sætning, der er grammatisk overordnet. Fx kan man have skrevet en masse om brændende meteoritter allerede, hvorfor det nye er størrelsesgrænsen for fuldstændig forbrænding, som står i hvis-sætningen. Man kan heller ikke regne med, at det vigtigste står først og det er derfor heller ikke et krav, når man skriver. Man kan, hvis man ønsker at komplicere sætningsbygningen uden at tage hensyn til en eventuel læser, placere hele sætninger på a, men det er ikke så læsevenligt og man risikerer, hvilket må anses for uheldigt selv at løbe sur i konstruktionen og dermed, selv om det næppe var meningen, lave direkte meningsforstyrrende grammatikfejl. Komma Kommaer sættes principielt for at lette læsningen af teksten. De sættes før K og efter A. Hertil kommer opremsningskomma. Man kan også sætte komma i stedet for tankestreger og parentetiske indskud, men pas på med at overdrive dette. For det første fordi sådanne indskud netop står lidt uden for tankerækken og dermed i en vis forstand afsporer læsningen, og for det andet fordi, og det var også, hvad jeg selv lærte i gymnasiet, det kan være fornuftigt at markere sådanne sidebemærkninger med andre tegn end det komma, som ellers bruges til at strukturere meningen. Brug derfor snarere parenteser eller tankestreger for at markere overfor dig selv og læseren, at dette egentlig ikke hører med. Endnu bedre er det måske at droppe den slags indskud i erkendelse af at læseren formentlig er helt ligeglad med fx hvad jeg lærte i gymnasiet i sætningen ovenfor. Forkerte kommaer (tendenser fra elevopgaver): Der skal ikke komma efter F, med mindre der står en sætning på F; i så fald gælder jo reglen om komma efter denne sætnings A. Der breder sig imidlertid en tendens formentlig under inspiration fra engelsk til at sætte komma efter en præpositionsforbindelse i F, men dette er ikke korrekt. *I skoven, skulle være gilde!??
En anden forkert tendens er at sætte komma efter K, især efter bisætningsindlederne fordi og at. Dette er helt entydigt forkert og skal undgås. Variation m.m. Hvis en tekst udelukkende består af ens opbyggede sætninger, bliver den kedelig at læse og vanskeligere at afkode sammenhængen i. Manden var smed og konen gik hjemme og kedede sig. Huset stod tomt det meste af tiden; børnene boede ikke hjemme mere. Dette er blot en stribe konstateringer uden sammenhæng, eller det overlades til læseren at etablere en sådan sammenhæng; den kan så være en anden, end den forfatteren havde tænkt sig; er det fordi/på trods af/ selv om manden er smed, at konen går hjemme? Kæder man det sammen, giver man læseren den nuance, man havde tænkt selv: I modsætning til manden, der var smed, gik konen hjemme og kedede sig. Fordi børnene ikke mere boede hjemme, stod huset tomt det meste af tiden. Alene det trick at skifte subjektets placering mellem F og n (dvs placere noget andet end x i F) giver lidt variation. Pas på med for megen retorisk smartness. Vi bruger jo en masse småord i vores daglige snak, der jo skal gøre vores tale mere overbevisende, fx jo, da, selvfølgelig (der jo næsten altid står på a), men de virker jo irriterende, hvis de står i hver anden sætning. Man vil jo gerne som tilhører/læser have mulighed for at bryde gennem al denne overbevisningskraft ind i mellem. Prøv derfor at luge ud i dem og reservér dem til de tilfælde, hvor der faktisk ikke er noget at diskutere. Brug fuldverber i stedet for de intetsigende standardverber være, have, gøre... Det øger også nuanceringen og præcisionen af budskabet.